Fortale.
Jeg ved, at denne bog er et monstrum af en bog – literært som socialt. Men desværre, den maatte bli det i begge henseender.
Literært, fordi jeg, uden oprindeligt literært talent, i trediveaars alderen saa mig nødsaget til selv at overta løsningen af en opgave, som jeg i en aarrække havde gaat og ventet paa skulde bli løst af en anden – den opgave nemlig at indlede en moderne norsk romanliteratur.
Socialt, fordi denne opgave ikke kunde løses uden ad naturalistisk vej, og fordi ethvert virkelig naturalistisk værk baade ved sin form og ved sit indhold nødvendigvis maa støde voldsomt an imod, hvad der nu for tiden ansees for god social tone.
Jeg skal forklare hvorfor:
Naturalismen er – kort defineret – deterministisk digtning.
Og determinismen gaar ud fra, at menneskene under de faktisk forhaandenværende omstændigheder umulig kan handle anderledes, end de virkelig handler. Den gaar med andre ord ud fra, at hvis et menneske drages til ansvar for sine handlinger, saa drages han til ansvar for noget, hvori han ingensomhelst «skyld» har, hvori han altsaa er ganske og aldeles «uskyldig». Men at drage et menneske til ansvar for det hvori han er ganske og aldeles «uskyldig», det kan man ikke gjøre med nogen moralsk ret.
Determinismen gaar altsaa ud fra, at man aldrig med nogen moralsk ret kan drage et menneske til ansvar for hans handlinger. –
Den praxis det moderne samfund befølger, svarer ikke ganske til denne determinismens opfatning. Det moderne samfund bekjender sig som man ved til en bestemt herskende moral, i den opdrages den opvoxende slægt og for overtrædelse af den sætter samfundet forskjellige straffe i den hensigt at bevidstheden om straffen, der følger paa den umoralske handling, skal træde støttende til, hvor den moralske følelse skulde vise sig utilstrækkelig, til trods for den moralske opdragelse.
Saadan er det moderne samfunds praxis, og ved denne praxis opretholdes den dag idag den gamle morals herredømme.
Og hvad er det, som derved sker? Hvad vil det sige, at moralen ved hjælp af den moralske opdragelse og det moralske ansvar sejrer hos den store masse af individer?
Intet andet, end at alle de individuelle anlæg og tilbøjeligheder, der staar i strid med den gjængse moral, trænges tilbage; at m. a. o. individualiteterne nivelleres, hindres i at komme til fri udfoldelse. – Ved denne individualiteternes nivellering fattiggjøres det personlige individuelle liv, og følgen er, at samfundslivet, det sociale liv, istedetfor at være et frugtbart samliv mellem rigt udviklede individer, hvis forskjelligartede og ejendommelig udformede naturer bryder sig imod hinanden i et rigt vexlende farvespil, svinder ind til en ensartet sammenlevens farveløse graat i graat. – Fattiggjørelsen af den enkeltes liv hævner sig mangefold paa det sociale livs gehalt.
Deterministen ser paa denne fattiggjørelse af livet – og beklager den. Baade for sin egen og for alle de andres skyld. Og er han forfatter, saa kunde det nok hænde, han fik lyst til at ta et rigtig forkrøblet exemplar af arten og lægge det frem for offentligheden; pege paa de spirer, som oprindelig fandtes, vise, hvordan de lidt efter lidt dræbtes under den moralske udvikling, og saa stille det frem i hele sin nøgne fattigdom, det ynkværdig forkrøblede liv, hvori denne kastreringsudvikling endte.
Men hvis han gjør det?
Ja, saa skriger publikum op – og lejesvendene, de strænge dusinkritici gaar i spidsen – : hvorfor fremstiller han ikke heller det skjønne i livet end det stygge! Dette ækle stof, og denne utilhyllede fremstilling af det i hele sin ækkelhed – vi ved ikke hvad der er modbydeligst. – Nej, digtningen skal være skjønliteratur, ikke stygliteratur.
Dog, der blir ikke skrevet saa mange af den slags bøger; der er nemlig andre opgaver, som ligger den deterministiske forfatter nærmere.
Sagen er den:
Der gives en hel del individer, som er slig anlagte, at den moralske følelse, trods alle samfundets moralske foranstaltninger, alligevel ikke formaar at voxe sig saa stærk hos dem, at den bringer dem til at handle moralsk. Disse individer faar da sin straf en straf, som dikteres dem af den moralske offentlige mening – : de blir stødt ud af det egentlig sociale liv. Og i tusinder og atter tusinder af tilfælde blir denne udstødelse af det sociale liv begyndelsen til en række ulykker, der ender i fortvivlelse og undergang. – Lad os tænke paa, hvordan det i de fleste tilfælde gaar unge forbrydere, imod hvem samfundet, ogsaa efterat de har udstaaet sin lovlige straf, fremdeles blir ved at udøve et moralsk ansvar. Og – for at ta et enkelt literært exempel – : lad os tænke paa Alex– ander Kiellands «Else», som for sin moralske forseelses skyld blir stødt ud paa gaden af sin – gudbevars kjærlige, men moralsk forblindede plejemor, og derved gaar tilgrunde. Og lad os tænke paa de utallige andre unge piger, hvem det gaar ligedan. Lad os tænke paa, hvad det vil sige det: at leve udstødt af det sociale liv og bli behandlet som samfundets bærme og udskud; lad os tænke paa, hvad det vil sige, og vi vil forstaa, hvorledes selve livet og dermed ogsaa den personlige frihed da faar saa lidet at betyde, at risikoen for at miste liv og frihed ikke længer formaar at afholde individet fra forbrydelsen, afholde det fra aaben kamp mod samfundet som samfund – denne kamp, der saa godt som bestandig ender med individets undergang som menneske.
Deterministen ser paa disse sørgelige frugter af det moralske ansvar og gribes af sympathi for alle disse ulykkelige ofre for den offentlige menings moralske tyranni først fordi disse menneskers oprindelighed tiltaler ham, dernæst fordi de lider. Og bor der en digter i ham, kan det nok hænde, han stiger ned i den verden, hvor disse ulykkelige har sit tilhold, vandrer omkring iblandt dem, lever sammen med dem og studerer deres liv dernede i de skumle regioner, hvor smuds og raaddenskab, raahed og uterlighed, uhumskhed og forvorpenhed spirer frodig frem af fattigdommen og den aandelige elendighed, som sop af den sumpige jordbund. Og naar han saa stiger op igjen til dem, som har sine hjem deroppe i lyset og luften, og fremstiller for dem i levende sandru billeder disse forulykkede individers tragiske levnetsløb – : hvordan de først begyndte sin tilværelse deroppe i dagens klare lys de ogsaa; hvordan de saa, slig som de nu engang var, af omstændighedernes magt med nødvendighed førtes ind paa de umoralske veje, ind under det moralske ansvar; og hvordan de saa blev kastet ud paa skraaplanet, hvor de med jern– haard nødvendighed gled ned i elendigheden – naar han skildrer med levende farver for dem heroppe al den gru, som de i sin moralske forblindelse fører ned over disse ulykkelige; saa venter han, at den moralske forblindelse skal falde som skjæl fra deres øjne, at de skal slaa sig for sit bryst og bekjende, at deres er skylden, og at de skal sige til sig selv hver enkelt af dem: jeg vil ikke længere være med paa denne grufulde umenneskelighed! jeg vil ialfald fra nu af gjøre mit til, at der kan bli en ende paa dette moralske tyranni, saa al denne menneskelige elendighed endelig engang kan komme til at høre op.
Ja, se det venter han den stakkels mand – men hvad sker?
Det pene moralske forkrøblede samfund vender sig fra ham med afsky. – Aa fy! fy! disse naturalister! siger de; bestandig har deres emner «en affinitet til det lave og slette, til det, der svækker anstændighedsfølelsen ved sit forhold til det obscøne». Med sine modbydelige billeder besmitter de vor fantasi og tilsøler de vort følelsesliv – og vor moralitet tar skade deraf. Og sligt kalder de kunst! – Nej, den sande kunst, den stiller sig som opgave «at øve en forædlende indflydelse paa fantasi og følelsesliv og derved indirekte paa moraliteten.»
Og der staar naturalisten, plantet paa sine to bene i stum forbauselse – : Hvad væver de om «forædling» de bæst! – hvad andet er det, han har villet med at vise dem sine nøgne sandru billeder af disse menneskeliv, som endte dernede i sølen, end netop at forædle deres forkrøblede fantasi og følelsesliv og dermed tillige deres moral! – Men deres sind er ikke modtageligt for forædling. Forgjæves har han vist dem i hele sin smudsige afskyelighed al den elendighed, som de ved sin umenneskelig umoralske moral fører ned over sine medmennesker – de vil ikke be– skjæftige sin fantasi og sit følelsesliv med saa lavtliggende ting som den menneskelige elendighed, de selv frembringer; de vil bare fort– sætte med at frembringe den. – Og han den stakkars forfatter, som indbildte sig, han skulde kunne røre dem til medlidenhed med de ulykkelige ofre! som indbildte sig, han skulde kunne vække saamegen menneskelighed hos dem, at de opgav sin gamle fordærvelige individualistiske moral og lod sig besjæle af den nye moral, samfundsmoralen,som ikke kjender andre moralske pligter end dem, samfundet har overfor individerne, ingen moralske pligter, som individerne skulde ha ligeoverfor samfundet! ...
Men du naadsens gud! siger man; skal individerne ikke længer ha moralske pligter? det vil jo ikke sige andet, end at nu skal alle menneskets lavere drifter, som hidtil har vært holdt saa nogenlunde i ave af moralen, slippes løs og faa lov at boltre sig, som de vil. Og da har vi jo den største uretfærdighed af alle – : de stærkere individers ret over de svagere! ...
Aa nej da! Har samfundet den moralske pligt ligeoverfor individerne at sørge for, at enhvers – ikke nogen enkeltes, men alle og enhvers individualitet kan komme til fri udfoldelse; har m. a. o. samfundet den moralske pligt at sørge for, at alle individer kan opnaa den størst mulige grad af frihed og udvikling, saa er dermed ogsaa git, at samfundet har ret til at fordre af individerne, at de ikke ved sine handlinger gjør det umuligt for samfundet at opfylde denne sin moralske pligt. Samfundet har med andre ord, i kraft af den moralske pligt, som paaligger det overfor individerne, ret til at sætte de grænser for individernes handlefrihed, som er nødvendige for, at alle individer kan opnaa den størst mulige grad af frihed og udvikling. Og gjør samfundet det, saa kan ikke den stærkere undertrykke den svagere – med mindre han overskrider disse grænser. Men da kommer samfundet og drager ham til ansvar derfor ikke med nogen moralsk ret gudbevars, men med en juridisk .
Og herved kommer jeg ind paa en anden opgave, som frembyr sig for den deterministiske forfatter.
Ligesaa vist nemlig som samfundet i kraft af den moralske pligt, som paahviler det, har ret til at indskrænke individernes handlefrihed inden visse grænser, for at alle individer kan opnaa den størst mulige grad af frihed og udvikling – ligesaa vist er det ogsaa samfundets moralske pligt at sørge for, at optrække disse grænser netop saa snævert, som det til den ende behøves, og hverken videre eller snævrere. Thi trækkes de for snævert disse grænser, saa vil jo det – ligedan som tilfældet var med den individualistiske moral – paa den ene side lede til en unødvendig nivellering af individualiteterne og derved for- arme det sociale liv, og paa den anden side skabe forbrydere af folk, der ikke behøved at være det. – Og trækkes grænserne ikke snævert nok, saa aabnes der derved en adgang for den stærkere til at undertrykke den svagere.
Men viser det sig nu, at grænsen for den individuelle frihed i den bestaaende samfundsorden dels er trukket for snævert og derved bevirker en unødvendig nivellering af individualiteterne; og dels ikke snævert nok, saa at den stærkere faktisk faar retslig adgang til at undertrykke den svagere og hæmme den fri udfoldelse af hans kræfter, politisk, økonomisk, socialt, intellektuelt – saa er det jo klart, at den deterministiske forfatter til emner for sine kunstneriske fremstillinger gjerne vil vælge netop de individers udvik– lingshistorier, der rammes af disse mangler ved samfundsordenen. For derved at vise, hvorledes de umoralske samfundsinstitutioner har sin andel i individualiteternes forkvakling og forkrøbling, og i ulykke og elendighed.
Viser det sig saaledes, at den bestaaende ejendomsret gir den økonomisk stærkere ret til at undertrykke den økonomisk svagere baade politisk, økonomisk, socialt og intellektuelt, og at dette forhold fremavler de store samfundsonder: fattigdom, raahed, vankundighed; og viser det sig, at familie– eller ægteskabsinstitutionen ved sin unaturlige adskillelse af kjønnene hos individerne skaber et fond af liderlighed, som sammen med fat– tigdommen, raaheden og vankundigheden fremavler det store samfundsonde, vi kalder usædelighed; og viser det sig, at disse samfundsonder uafladelig kræver en mangfoldighed af ofre – saa er det jo klart, at den deterministiske forfatter som emne for sin kunstneriske fremstilling gjerne vil vælge netop de individualiteters udviklingshistorie, der falder som ofre for disse samfundsonder.
Men hvis han gjør det, saa falder man igjen over ham med sit forslidte vrøvl om «affiniteten til det lave, det slette, det uanstændige, det obscøne.» Naturalisten kan vende sig, hvorhen han vil; han kan gi sig ikast med en hvilkensomhelst opgave, hans livssyn maatte føre ham ind paa – altid vil de bli spyttet ham i ansigtet disse fortærskede gloser. De pene, moralske, forkrøblede samfundsmennesker vil nu engang ikke stilles ansigt til ansigt med sine ofres elendighed. Hvad kommer det disse privatmænd, som aldrig har vidst, hvad almenaand var – hvad kommer det dem ved, at endel fremmede mennesker ikke kan finde sig tilrette i deres pene, hyggelige samfund, og derved gaar tilgrunde! hvad kommer disse fremmede mennesker dem ved! –
Fremmede mennesker ... ? Og hvad om ogsaa endel af deres egne gik med i løbet! Hvem ved, kanske det kunde røre dem? ...
Ja, hvem ved – det var kanske et forsøg værdt.
Der gives i vort samfund en liden skare mennesker – mest sønner af brave, pene forældre – for hvem det fattige aandsforladte liv i det moderne samfund ikke har den tillokkelse, at udsigten til at leve et sligt liv formaar at sætte deres energi i bevægelse mennesker for hvem det moderne samfund er en øde, trøstesløs sandørk, hvor de ingensteds kan fæste bo, hvor de bare vanker omkring og vansmægter efter livet. Den lille skare er fremtidens fortidlig fødte børn, dens første udsæd, mændene med de store behov, fremtidsbehovene, der først kan tilfredsstilles under friere, rigere og skjønnere samfundsformer, som det er forbeholdt fremtiden at skabe det er den landflygtige, hjemløse bohême. Ogsaa en skjøn frembringelse af den moderne kultur.
Hvordan forløber disse hjemløse existencers liv.
Jo: de tilbringer sin ungdom dels med frugtesløse forsøg paa udenfor sig at finde et maal, som svarer til den dybe trang derinde i dem, og dels med ligesaa frugtesløse forsøg paa at døve denne higende trang ved hjælp af alle de aandelige narkotika, som det gamle, indvendig raadne, samfund stiller til deres raadighed. Og naar saa engang det frugtesløse i disse forsøg tilslut er gaat op for dem, og haabløshedens ro har sænket sig ned over dem – saa vaagner de en vakker dag op til forstaaelse af situationen. Da gribes de af raseri imod dette pene, brave samfund, som ganske rolig, med koldt blod har ødelagt deres liv – og de tænker et øjeblik paa at rejse sig til kamp imod al denne djævelske penhed og bravhed. Men da er det for sent. Deres ungdom er borte, deres energi slidt op; kanske deres arbejdskraft med. Og selv om de kunde gjøre noget – de vilde jo ikke komme til at nyde frugterne af sit arbejde. Og de gider s'gu ikke kaste sig ind i et anstrængende arbejdsliv, som ikke de selv, bare andre, skal høste nytten af; de er ikke længer saa unge, at de kan tilfredsstilles ved det surrogat for livet, som ligger i en kamp for at redde dem, der kommer efter. Ialfald kan en slig kamp ikke begejstre dem nok til at overvinde deres slaphed og energiløshed. Og saaledes fordunster det første øjebliks raseri, haabløshedens ro sænker sig igjen ned over dem, og de lever slapt videre. Men livet fortoner sig mørkere og mørkere for dem; haabløsheden stiger til fortvivlelse, og selvmordstanken lægger sig rugende over dem. Og konsekvent – tar de sig virkelig afdage; hvis ikke selvopholdelsesdriften i dem er stærk nok til at holde konsekvensen stangen. Er den det, saa redder de sig ind i en eller anden liden stilling, hvor de fortsætter med at holde livet oppe – indtil endelig naturen forbarmer sig over dem og lar dem dø døden, som de fornuftigvis skulde ha søgt af sig selv for længe siden. –
Som man ser: ogsaa en prægtig opgave for en deterministisk forfatter. Men ogsaa et uhyggeligt stof med «affinitet til det lave, det slette, det uanstændige, det obscøne».
Men dette er dog de pene brave borgermænds eget kjære afkom, deres smertens børn. Det er deres egne , og det endda de bedste af deres egne, de mest udviklingsdygtige af dem, som paa den maade gaar tilgrunde. Hvad om de brave borgermænd ved kunst– neriske fremstillinger af disse existencers livsskjæbner der falder som ofre for det sociale livs fattigdom skulde kunne bringes til at se tværsigjennem «lavheden og sletheden og uanstændigheden og obscøniteten» – saa de et øjeblik kom til at stirre lige ind i den tragiske skjæbnes forstenende medusaøjne! Hvem ved!? ...
Dog lige meget! – Et er sikkert: bohêmen voxer, de blir stadig flere og flere disse hjemløse existencer, som ikke formaar at skyde rødder i det gamle samfunds jordbund, og som derfor vantrives og gaar til– grunde. Og kunde disse ulykkelige, allerede ved begyndelsen af sin livsbane, selv bringes til hel og klar forstaaelse af den skjæbne, som er æslet dem i det gamle samfund de vilde gribes af hellig harme over denne ofring af slægtens dyreste blod, fremtidens udsæd, til den gamle tids Moloch. Og med den evne til begejstring, som alene ungdom– men ejer, vilde de rejse sig, alle som én, til en planmæssig, sejg og udholdende kamp for at undergrave de tre gigantiske granitkolosser, som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdommen oppe – : kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb. Og i den kamp vilde de finde erstatning for det liv, der blev dem nægtet.
Men for at kunne bringe dem denne forstaaelse paa forhaand – saa maa der skrives bohêmeliteratur. Og for at der skal bli skrevet en bohêmeliteratur, saa maa der gjøres en begyndelse. Og en saadan begyndelse er denne bog.
Lad saa penheden og bravheden skraale paa lavhed og slethed og uanstændighed og obscønitet, saameget de lyster; det rører mig ikke. Jeg har kun én sorg – : at jeg ikke kunstnerisk skal ha magtet min opgave saapas, at denne bog virkelig blir en begyndelse.
I.
Jeg var syg.
I det lille aflange soveværelse med sine mørke møbler, vægger og gardiner hersked et døsigt, skumrende halvlys. Henne i sengen, halvt overende, støttet op med puder, laa jeg og læste Turgénjew ved lyset fra læselampen ved sengens hovedgjærde.
Det banked.
Jeg løfted øjnene paa døren, mens bogen sank ned paa det røde uldtæppe, og ind trén en kadet, en høi, lys fyr, med soldaterkappen kastet løst om skuldrene. Han tog huen af og viste et lidet, stateligt Augustushode med rødblondt haar, krøllet ned over panden, og fine blege træk.
– Nej goddag, er det dig! sa jeg overrasket. – Det var min gamle ven Jarmann, som jeg ikke havde talt med paa nu snart et aar.
– Ja, det er mig. – Og han slængte kappen og huen af og stilled sig op midt paa gulvet med begge hænder i lommen og blev staaende og se helt rørt ned paa mig, smilende venskabelig med de kridhvide tænder i den friske røde mund.
– Stakkars dig! sa han tilslut; hvordan har du det saa?
– Aa tak, jeg er bedre nu. Og Turgénjew er morsom; og jeg har fuldt op af besøg om dagen.
– Besøg? – det glimted i de smaa lyse øjne – har du havt damebesøg? veninder?
– Nej; jeg holder ikke den slags mere, det var i gamle dage det. Nu synes jeg s'gu, de er for kjedelige de jenterne, man finder paa gaden; jeg faar nok af dem, naar jeg har tat dem med hjem én gang.
– Aja, du har igrunden ret, sa han, og de friske røde læber fortrak sig til et træt smil i det blege ansigt: – de er ikke videre morsomme. Men herregud! ...
– Nej, sa jeg; skal jeg herefter kunne stifte den slags bekjendtskaber paa længere tid, saa maa det s'gu være med dannede kvindemennesker, ikke med disse kjedelige jenterne.
Jarmann saa et øjeblik paa mig med et polisk smil, lænet sig saa dovent op mod kanten af dagligstuedøren, som stod aaben ind til mig, sat benene sprikende ud fra hverandre og blev staaende og gynge sig langsomt frem og tilbage paa den svajende dør, mens han stirred eftertænksomt ned i gulvet. Men løfted saa pludselig øjnene paa mig igjen med et diskret blik og sa – :
– Du! jeg har kysset frøken Petersen.
Frøken Petersen var en ung pige, der bodde hos den samme værtinde, som mine to brødre, Hjalmar og Henrik, hvem Jarmann omgikkes daglig.
– Nej jasaa, saa du har kysset hende – hvordan gik det for sig?
– Jo ser du – og han blev ved at gynge sig langsomt frem og tilbage paa den svajende dør, mens han fortalte – : her sidst søndag var jeg deroppe, og vi sad rundt lampen ved en liden toddy, fruen, frøken Petersen, frøken Johannessen, Hjalmar og Henrik, og jeg. Fruen og frøken Johannesen havde lavet sig et glas sammen, noget tyndt skvip, men frøken Petersen havde sit eget glas, og det var almindelig stærk toddy. Som vi sidder der og passiarer – vi havde kanske nippet en gang eller to til glasset saa siger pludselig frøken Petersen: «Nej, nu vil jeg drikke!» Og dermed skyller hun hele toddyen ned i et drag. Lidt efter virked det, hun blev sprud rød i ansigtet, og da hun mærked det, reiste hun sig og sat sig hen til pianofortet og gav sig til at hamre løs paa tangenterne – ganske vildt; for hun kan ikke spille. Saa gik jeg hen bag hende og tog – med én arm over hver af skuldrene hendes – noterne fra pianofortet og holdt dem op for ansigtet hendes og sa leende – : «Kan De ikke spille efter disse her da frøken?» mens jeg samtidig la kindet mit kjælent op imod hendes. – Det gav et sæt i hende, da hun følte mit varme kind mod sit, men hun reiste sig ikke og trak ikke kindet tilbage. – Kan De ikke spille efter disse her? lo jeg igjen og trykked kindet fastere op imod hendes. Saa vendte hun hodet og saa forbauset op paa mig. Men jeg lod mig ikke forbløffe: ikke før havde hun vendt ansigtet til, før jeg uden videre kyssed hende lige paa munden. Ganske lydløst forresten, for fruen og frøken Johannesen sad jo der, med ryggen til pianofortet gudbevars, men bare to skridt borte. Hjalmar og Henrik saa det hele og sad som paa sit bare liv for at fruen skulde vende sig.
– Naa, men fruen mærked altsaa ingenting?
– Nei, men frøken Petersen fór op og løb ind i værelset ved siden af, og jeg blev staaende alene igjen. – Du Henrik! sa jeg: jeg gaar ind til dig og stopper en pibe. Nej værsgod, sa værtinden, der staar tobak derinde – og hun pegte ind der, hvor frøken Petersen var. Det var det jeg vilde, og jeg gik derind. I gyngestolen midt i det mørke værelse sad hun; lampelyset derindefra, hvor de andre sad, faldt gjennem døraabningen ind over gulvet og opover benene og kjolen hendes; men overkroppen, som hun læned tilbage, laa i mørke. Jeg gik hen bag hende og gav mig til at gynge hende langsomt frem og tilbage, og for hver gang hodet hendes kom bagover, kyssed jeg hende paa munden, paa panden, paa øjnene, paa kindet – hvor det kunde træffe sig. Og hun lod det ganske rolig ske, bare laa der lænet tilbage og tog imod kysserne med armene bagover op om hodet – saan! (han illustrerte stillingen ved en gestus).
– Ikke om dit hode altsaa?
– Nej desværre.
– Naa, det kan vel komme – ja for du agter vel at gaa videre, hvad?
– Naturligvis! naar der bare kommer en anledning saa ... Jeg har alt forklaret hende det altsammen.
– Jasaa, naar gjorde du det? spurgte jeg med et smil over dette «altsammen».
– Jo, her forleden spaserte vi sammen udover Drammensvejen hun og jeg – Hjalmar gik et stykke bag med frøken Johannessen. Vi havde talt en hel del frem og tilbage, og jeg havde forklaret hende alt det der, om at det kommer ikke an paa, hvad man gjør, men om man gjør det, man gjør, af fri vilje eller ikke. Og saa skulde jeg illustrere det ved et exempel – : om nu f. ex. De og jeg laa sammen, begyndte jeg. Men saa stopped hun s'gu op og sa – : nej, nu gaar jeg ikke længer. – Jamen kjære Dem frøken sa jeg; forstaar De ikke, hvorfor jeg har gaaet her og talt slig med Dem? Nej! – og hun saa mig lige ind i ansigtet rent forbauset over min frækhed; trodde vist jeg vilde sige, det var for at faa lov til at ligge med hende. – Jo, forstaar De ikke det, sa jeg – : som De vel kan vide, saa har jeg ligget med en hel del fruentimmer i min tid og generer mig ikke for at sige det til hvemsomhelst. Og nu vilde jeg ha, De skulde gjøre det samme; jeg vilde, De skulde ligge med de herrer af Deres bekjendtskab, som De synes om, og ikke genere Dem for at sige det til hvemsomhelst.
Jarmann fortalte dette som den naturligste ting af verden, mens han stod der lænet op mod kanten af døren og gynged sig frem og tilbage paa den. Jeg kunde ikke la være at smile af hans maade at opfatte den frie kjærlighed paa, men jeg sa ingenting. Han trodde jeg smilte af repliken og fortsat sin fortælling.
– Nej, nu gaar jeg ikke et skridt videre, sa hun og standsed igjen. – Nejnej, nu har jeg sagt det, jeg vilde sige, saa nu kan De gjerne la være at gaa videre, svarte jeg. – Saa gik hun videre alligevel. – Og De maa da indrømme det, begyndte jeg igjen. Men hun afbrød mig strax: – Nej begynder De nu igjen?! og standsed for tredje gang. – Nej, sa jeg: jeg vilde bare sige, at ogsaa fra skjønhedens standpunkt vilde et sligt forhold ikke være forkasteligt. Slig som det nu er, er det rigtignok noget uskjønt ved den slags forhold, fordi vi herrer maa ta vor tilflugt til simple, udannede piger, som vi ikke samtidig kan staa i et aandeligt forhold til; men ikke sandt: forholdet vilde bli langt skjønnere og langt ædlere, naar det blev stiftet mellem en dannet mand og en dannet kvinde. – Mere fik jeg ikke sagt, Hjalmar og frøken Johannesen havde tat os igjen, og vi vendte og gik alle fire sammen indover igjen.
Jarmann endte sin fortælling og blev staaende der lænet op mod kanten af døren og se paa mig.
– Var dette før eller efter, at du havde kysset hende? spurgte jeg.
– Det var før.
– Naa, da er du s'gu kommen et godt stykke paa vej.
– Ja som sagt; det er bare en anledning, det gjælder.
Der blev en pause.
– Nej men kjære, sa jeg saa, jeg har jo rent glemt at by dig en cigar – skal du ikke røge?
– Nej tak, jeg maa gaa strax. – Gaar den klokken din rigtig?
– Ja, den gaar rigtig. – Men den er jo over otte!
– Aja, det gjør ikke noget, sa han slapt.
– Men kommer ikke visiten klokken otte?
– Den kan komme, men det er ikke sagt, den kommer; forresten er det vel bedst, jeg gaar – og han hængte kappen om skuldrene og tog huen paa.
Jeg saa paa ham imens. Lampelyset faldt nedenfra op i ansigtet paa ham, saa huebræmmen ikke kasted nogen skygge over panden og øjnene – :
– Hvor du ser slap ud, sa jeg.
– Jasaa, gjør jeg det? sa han – det lød ængstelig interesseret.
– Ja, især nu, du har huen paa; naar den er af, virker pandehaaret som skygge.
Han tog huen af igjen og saa spørgende paa mig.
– Anej forresten, du ser fælt slap ud nu ogsaa.
– Ja jeg er slap ogsaa, sa han træt.
– Hvad er det, som fejler dig da? Er du forkjølet? Du er lidt hæs, hører jeg.
– Nej, det er ikke det – han blev staaende og se paa mig.
– Bruger du kanske formeget fruentimmer? spurgte jeg saa.
– Aja kanske, men det er ikke det heller.
– Men hvad er det da?
Han svarte ikke strax, saa først en stund mørkt ned i gulvet, men løfted saa øjnene paa mig og sa sørgmodig, næsten grædende – : Jeg er ikke længer den samme frejdige herre, som jeg var før; det er forbi med mig.
Jeg saa en stund paa ham.
– Aah! sa han saa og tog sig med begge hænder til baghovedet, saa huen, han havde sat paa igjen, nær var faldt af – : aah! dette at vide, at jeg aldrig vil komme til at arbeide, aldrig komme til at gjøre noget, aldrig bli noget!
Øjnene var vaade, og læberne bevæged sig krampagtig.
Jeg smilte: «Gjengangere» havde saa nylig gaat over scenen, og han havde dog hverken syfilis eller paralysis.
Han stod og saa ned i gulvet, men havde det paa følelsen, at jeg smilte.
– Ja, du ved ikke, hvordan det er du, sa han. Men jeg ... jeg har aldrig kunnet arbeide, og vil aldrig komme til at gjøre det heller....
– Det kan du s'gu ikke vide. Kunde du ikke probere at bruge lidt mindre fruentimmer og se, om det ikke skulde være muligt at gi den kraft, du da sparte op, et andet udløb? – Nu gaar jo det hele bare til fruentimmer.
– Anej det gaar ikke, sa han slapt og hylled soldaterkappen om sig, som om han frøs; jeg har jo forsøgt det saa mange gange.
– Jo pyt! du har forsøgt det en eneste gang har du – : dengang du vilde gi dig til at studere jus.
– Jaja, men da proberte jeg mange gange paa at komme til at læse.
Jeg lo – : ja men herregud; naar man har et saant minimum af energi som du, saa gaar det da heller ikke an at forsøge sig paa det allerkjedsommeligste i verden. – Det var jo det dummeste, du kunde gjøre.
– Jamen sig mig noget, det kan nytte mig at forsøge paa da?
– Ja, det er s'gu ikke saa godt at si. Men for det første faar du som sagt begynde at bruge lidt mindre fruentimmer, og naar du saa har spart op lidt kraft, saa faar du se da, skjønner du, om du ikke kan finde paa noget, som er moro.
Han lo som af noget besynderligt – : noget som er moro?! gjentog han.
– Ja, noget, som er moro ja! – det nytter ikke noget med det, som er kjedeligt.
– Jamen jeg kan ikke finde paa noget, som er moro! – han gik slapt hen til døren og la haanden paa klinken.
– Det kan du s'gu ikke vide far! – se nu f. ex. jeg; nu har jeg i de sidste fem sex maaneder ikke bestilt det guds skabte gran – andet end det, jeg er nødt til at bestille da; men det behøves der jo ingen energi til. Jeg har simpelthen ikke kunnet finde paa noget, jeg syntes, det kunde være moro at gi mig til at arbeide paa. Jeg har været aandelig død i al den tid. Men, jeg har det paa følelsen, at jeg vil komme til at leve opigjen endnu engang – : jeg kommer til at finde paa noget.
Han var kommen tilbage fra døren, og stod igjen midt paa gulvet og saa paa mig – : Ja dere andre har bedre evner end jeg, sa han sørgmodig.
– Aa tøv, det ved hverken du eller jeg. Du har jo aldrig probert evnerne dine! al din energi er jo gaat bare til fruentimmer. Som sagt: prøv om du skulde kunne gi den smule energi, du har, et andet udløb.
– Nei, jeg vil ikke kunne finde paa noget alligevel, sa han mat og gik igjen bort til døren.... Aa! dette at vide, at man aldrig vil kunne komme til at arbejde; –
Øjnene blev store og blanke, han fik igjen det krampagtige drag om munden, men tvang det tilbage og fortsatte rolig – :
Og naar jeg nu om et halvt aar til er færdig med krigsskolen og er blet reserveløjtnant – hvad i al verden skal jeg saa gjøre?
– Spare lidt kraft og finde paa noget!
Han rysted paa hodet – : jeg kan ikke, det er mig umuligt.
– Men prøv da ialfald, for en fan'en!
– Nytter ikke, sa han mat.
– Ja, saa er det Bjørvika da! som Irgens Hansen siger.
Han saa paa mig. – Du! sa han ganske alvorlig: jeg har tænkt paa, om det ikke skulde gaa an at dræbe sig med fruentimmer?
Jeg kunde ikke la være at le. – Nej den gaar s'gu ikke, sa jeg. Der skulde meget til det. Og det siger stop af sig selv, før det blir nok. – Nej, man kan altid faa ødelagt sin helbred ved det, naar man er rigtig ihærdig, kan kanske bli idiot af det; men dø af det – nej ikke i din alder ialfald.
Han rysted mat paa hodet – : ja, gud ved, hvordan det skal gaa. –
En stund blev han staaende derhenne ved døren og se ned for sig. – Saa kasted han et blik op paa klokken og sa slapt – :
– Nej, jeg faar nok gaa hjem jeg adiø!
– Find paa noget som er moro da gut! ropte jeg efter ham, idet han gik. Han lo modløst, lukked døren efter sig og forsvandt. –
Jeg laa alene igjen i det døsigt oplyste værelse, ubehagelig tilmode. Jeg forsøgte at læse videre i Turgénjew, men det gik ikke, det var mig ikke muligt at faa Jarmann ud af tankerne igjen. Jeg saa ham endnu staa der foran mig, høj og slank, hyllet nervøst ind i kappen, som om han frøs, stirrende ned for sig med bøjet hode. Hvor det saa haab– løst ud det blege sørgmodige ansigt med det slappe opgitte drag om den unge røde mund – haabløst til døden.
Saa ung og allerede færdig! – hvordan var det gaat for sig?
Hvordan? ...
Det blev jeg liggende og tænke paa den hele lange nat, lige til det blege lys af den gryende dag begyndte at blande sig med lampens gule til en graagulkold taage.
II.
Det var en eftermiddag i marts, vaaren efter at Jarmann om høsten var kommen ind til Kristiania som en flittig, flink og kristeligsindet femtenaars gut for herinde at gaa paa latinskole og i sin tid bli præst.
Han havde netop spist middag og drukket kaffe og sad nu inde paa sin lille førsteétages hybel ud til gaarden ved bordet foran vinduet og læste ivrig Holger Drachmanns «Østenfor sol og vestenfor maane». Pludselig standsed han og læste om igjen det sidste vers –:
«Intet er liv, hvad i liv ikke fejled: skjøgen har sit solskin, men du kun et slot».
– Det var vakkert sagt! – han læned sig tilbage mod stoleryggen, stak begge hænder i buxelommerne, strak benene sprikende ud fra sig ind under bordet og stirred med sammenknebne øjne gjennem vinduet ud paa den knudrede, gammeldags brolagte gaardsplads og den fæle baggaard ret over med sit bryggerhus i nederste og de skiddent udseende beboelseslejligheder i de øvre étager.
– Du kun et slot!? ...
Han rysted paa hodet – : nej, dette var ikke noget slot! ...
Saa rejste han sig og gik nogen gange med bøjet hode op og ned paa gulvet, stirrende ned for sig.
... Nej, han havde hverken slot! eller fejlet! eller solskin! eller nogen, nogen verdens ting ...
En stund blev han gaaende der frem og tilbage i det trange rum, men standsed saa pludselig midt i værelset og saa sig om. Han maalte med øjnene afstanden mellem sengen der paa den højre væg og sofaen paa den venstre – :
– Et slot?! – he! – Og han lod sig falde ned paa det ene knæ og vilde favne tværsover værelset, fra sofaen til sengen. Det var ikke stort, som mangled paa, at han kunde det.
Han rejste sig op igjen og blev staaende et øjeblik med armene ud fra sig i den favnende stilling – :
– Et slot! – han lo bittert og hænderne faldt slapt ned til siden. – Den, der endda havde et slot! ... og kunde i høj fornemhed undvære alle livets glæder! ...
... Endskjønt, nej, det blev bare «du kun et slot» alligevel. – Og han tog sig med den høire haand om nakken ligesom overgit – : Nej, det var det at fejle, som skulde til! ...
– Men det havde han ikke lov til ... og han vilde ikke ... nej! nej! – Og han slap taget om nakken, og haanden faldt igjen slapt ned. –
– Men var det da aldeles umuligt at føle sig bare saa nogenlunde lykkelig uden at fejle, uden at synde?!
– Nej, det kunde, det maatte ikke være umuligt. –
– Men hvad var det saa, han vilde ha?!
– Aa, han skulde nøje sig med lidt. Bare et større, rummeligere værelse! ossaa ingen skole. Men det maatte til! – Aa dette modbydelige lille værelse med sit gammeldags hvide vægpapir med lysegule figurer paa! Det var jo en æske, man havde tat og puttet ham ind i, og hvor han leved som i et fængsel og følte sig mindre dag for dag..
Aa gud ja, hvor han følte sig liden og ussel her!
Ligefra om morgenen, naar han laa der henne i sengen i graalysningen, efterat pigen havde vært inde og vækket ham, halvvaagen og bare tænkte paa den ene ting, at nu skulde han igjen paa skolen og bli hørt i disse lektier, som han aldrig kunde, fordi han aldrig havde læst dem, fordi de altid var saa kjedelige – aa saa kjedelige!
Og ligetil om aftenen, naar han igjen laa derhenne i den samme seng og ynkelig angred, at han ikke havde læst idag heller. Og lovte sig selv højt og dyrt, at imorgen skulde han gjøre sin pligt! Og bad gud om at hjælpe sig til det! Og vidste, at han ikke kom til at gjøre det alligevel! ...
Aah, disse morgener! og disse aftener! – Og disse formiddage paa skolen! Og disse eftermiddage herhjemme! – hvor han bare laa paa sofaen og tænkte paa liderlige ting istedetfor at bestille noget! ...
Han lod sig falde ned paa sofaen, støttede albuerne paa sine knæ og gjemte Ansigtet i hænderne – : Aa denne liderlighed, denne overhaandtagende liderlighed! – den var det igrunden, som gjorde ham saa ulykkelig! den var det jo, som gjorde, at han aldrig fik bestilt noget. – Tog han en bog og begyndte, kunde han jo slet ikke tænke paa det, han læste, bare for disse nøgne fruentimmerskikelser, som dansed mellem linjerne, indtil han glemte baade bogen og linjerne og bare saa paa dem. – Ja, liderligheden var det, som forhindred ham fra at gjøre sin pligt, og den var det, som fyldte ham med dette fortærende savn, som ikke lod ham rist eller ro...
Men hvad i alverden skulde han gjøre? – han havde jo gjort hvad han kunde, for at overvinde det. – Han havde trukket sig tilbage fra kammeraterne. De var begyndt at tale for meget og for frækt om disse ting. En af dem havde endog fortalt, at han havde gjort det ... og sagt, at han agted at fortsætte: det var for dejligt, til at han vilde la det være. – Og de andre havde vært mere eller mindre enige og havde led af ham , da han erklærte det for at være fræk tale. – Og saa havde han forstaat, at sligt var smitsomt, og han var blit ræd for sig selv, og havde trukket sig tilbage fra dem.
Men det havde ikke hjulpet, det var bare blet værre.
Nu, da han brændte inde med det altsammen alene, tænkte han aldrig paa andet hele den lange udslagne dag. Bare paa dette ene – aldrig paa andet! – han kunde gjøre, hvad han vilde, han fik det ikke ud af tankerne. –
Nej, det havde ikke hjulpet at trække sig tilbage fra kammeraterne. – Før havde han da vært optat af andre ting ogsaa, var da ikke rent gaat op i bare det – men nu? ...
Aa han havde havt det meget bedre før! Han tog hænderne fra ansigtet, løfted hodet og saa sørgmodig hen paa bordet, hvor Bjørnsons og Ibsens buster var stillet op, én paa hver side af skrivetøjet – : Hvor havde han ikke holdt af disse to f. ex... hvor mangen en glad og løftet stund havde de ikke skaffet ham – stunder, fyldte af ren og ædel begejstring, hvor alt urent var fjernt, fjernt fra hans tanke! ...
Han husked det godt, det havde vært herlige dage. Bjørnsons og Ibsens og Drachmanns digte havde stadig ligget fremme paa bordet, og i timevis havde han kunnet gaa op og ned her paa gulvet og med glødende begejstring læse højt for sig selv af dem aa for nogen timer! – Og naar han saa blev træt af det, og der tilfældigvis ikke kom nogen til ham , saa slængte han noksaa vel tilmode ud til en eller anden kammerat – helst en, der var ligesaa doven og havde ligesaa god tid som han selv – og la sig paa sofaen der, til at røge tobak og drikke øl og passiare om alle mulige ting ... Helst forresten om fruentimmer ... ja, igrunden havde de aldrig talt om stort andet; men de havde talt om det, ikke som noget attraaværdigt, bare som en fristelse, der skulde modstaaes, men som desværre ikke altid blev modstaaet. – Jo, det havde vært hyggelige, underholdende og belærende aftener ...
Istedenfor nu?! – aa, dette at ligge og døse hele eftermiddagen igjennem paa sofaen, fortæret af sanselig attraa! ... og dertil stadig med samvittighedsnag, baade fordi han ikke bestilte noget, og fordi han hused disse stygge, liderlige tanker...
Anej forresten, samvittighedsnag? – nej det var det ikke egentlig. – Havde det endda vært virkelige samvittighedsnag! samvittighedskvaler! som dem han havde hver aften, naar han efter atter en dag tabt laa der i sengen og tænkte paa sine svegne pligter, og paa gud, og paa sine stakkars kjære forældre, som havde sendt ham ind her for at lære noget, og som han skammelig bedrog ved saaledes at la dem kaste de dyre penge bort til ingen nytte! – Havde det endda vært slige samvittighedsnag!
Ja for de optog ham da ialfald! og holdt, saalænge de varte, de stygge, urene tanker borte! og fyldte ham med anger og sønderknuselse! og med gode forsætter! – Havde han havt dem hele dagen – kanske havde han da vært reddet! – Men det var bare om aftenen, at nagene steg til virkelige kvaler; om dagen var samvittigheden bare halvvaagen, bevidstheden om de svegne pligter laa bare over ham som en dunkel, ubehagelig følelse, som han ikke egentlig refererte til noget be– stemt; og som ikke optog ham! og ikke fordrev de liderlige tanker! Og ikke fyldte ham med anger og sønderknuselse, eller avled gode forsætter! Nej, bare pinte ham, sejgpinte ham den hele lange gudskabte dag, fordærved ham selv den mindste ting, og gjorde ham endnu mere uskikket til at bestille noget...
Aa, denne modbydelige, sløvende sejgpining! – Og den skulde vare ved dag ud og dag ind! kanske aar ud og aar ind! ... Og værre og værre blev det dag for dag nej, han holdt det ikke ud mere! Han hvilte igjen albuerne paa sine knæ og gjemte ansigtet i hænderne. Men saa pludselig gav det et sæt i ham, han løfted hodet og saa næsten vildt ud i luften – :
– Han maatte skaffe sig angeren og sønderknuselsen! ... ordentlige samvittighedskvaler, som kunde opta ham hele dagen! Og fordrive de liderlige tanker! og fylde ham med anger og sønderknuselse; – Ja det var det eneste, som muligens kunde redde ham.
Han sad der med hænderne paa sine knæ og stirred ud i luften og hørte angst sit hjerte slaa, mens han følte beslutningen fødes derinde i sig. Et øjeblik tænkte han paa at stanse den, men føg saa med ét op af sofaen og fór frem og tilbage paa gulvet – :
Nej! fejlen! fejlen, og skjøgen, og solskinnet! .. ud, bare ud af denne tunge beklumrede luft, som holdt paa at kvæle ham! ... lynild og torden! – og saa frisk, renset luft at aande ti efterpaa! ... fald og oprejsning! .... Ja, fejlen! og solskinnet! og skjøgen!
Og han sank ned paa sofaen igjen og blev siddende støttet med én haand paa hvert knæ og stirre ned i gulvet. Blodet suste gjennem aarerne med vild kraft, han hørte ikke længer ængstelig sit hjerte banke, hans fantasi havde feber – ;
... Skjøgen! ... skjøgen! – han saa hende for sig, den høje, fyldige pige fra igaaraftes. Rolig vandred hun opover Karljohan sammen med en fyr. Det var over paa parksiden, der var næsten ingen folk, de gik formelig klínt ind under parkens busker, armene havde de slynget om hverandres liv, og hun læned sit hode mod hans skulder og saa op paa ham med store ømme øjne – og han kyssed hende lidenskabelig og pressed haanden, som han havde stukket ind under det opknappede kjoleliv, voldsomt op mod hendes nøgne bryst...
Han saa det tydelig altsammen, han stod inde paa græsplænen lige bag den busk, de passerte forbi, da de kyssedes, og deres ansigter var ikke mere end en alen eller to borte fra hans.
Han fór frem og rev hende fra ham – : hun var jo skjøgen, og det var jo ham, der skulde ha hende ... Han rev det opknappede kjoleliv tilside ... brysterne hvælved sig struttende faste, blændende hvide mod de røde friske brystvorter – og aanded vellyst...
Men det var ikke nok! Mere væk? og han rev klæderne af hende, stykke for stykke, mens blodet sød ham gjennem aarerne og suste for hans øren. Indtil hun laa der foran ham i nøgen uopnaaelig majestæt....
Saa vælted han sig med et formeligt brøl tilbage i sofaen, rulled sig sammen i en klump og laa og udstødte en hæs, rallende lyd.
Slig blev han liggende en stund i det halvmørke værelse og vride sig i ulidelig brynde. –
Men pludselig, med et sæt, sprat han op paa gulvet igjen og saa paa sit uhr – : Du store gud, den var ikke stort over fem!
Han løb nervøst frem og tilbage i det trange rum – : Hvad skulde han gjøre for at faa tiden til at gaa ligetil sent inat! – ja for før turde han ikke gaa derned. – Aa det var jo ikke til at holde ud ...
Han sat sig hen til bordet igjen og forsøgte at læse videre i Drachmann. Nej det gik ikke. –
Han tog frem Ibsen og Bjørnson, digtene, og bladed i dem ... Nej det var ham ikke muligt at holde tankerne sammen. – Endelig rejste han sig og tog et par slag hen over gulvet, spekulerende paa, hvad i alverden han skulde gjøre. – Jo! – og han knipsed med fingrene – han vilde gaa en tur, en lang tur, og ikke komme tilbage før inat! –
Han skulde netop til at gaa ud i entreen efter tøjet, da det banked paa døren.
– Se saa! ... han vidste hvem det var ... naturligvis denne Henschen! en bra fyr for sig, den eneste af kammeraterne, han havde beholdt, fordi han var alvorlig og ikke letfærdig som de andre; men hvorfor i alverden skulde han komme just nu! Uf, han vilde ikke tale med nogen nu! – Og i befippelsen sat han sig ned igjen ved bordet og lod, som han læste.
Henschen kom ind stilfærdig som sædvanlig, sat sig ned og la en bog paa bordet – : har du læst den?
Jarmann læste paa titelbladet: «En soirée dansante». – Nej, sa han, mens han bladed i bogen og saa, det var vers.
– Ja den bør du læse.
– Jasaa?
– Ja. Usædeligheden, som i den senere tid har gjennemsyret de store kulturlandes literatur, begynder nu at ville trænge sig ind hos os ogsaa. Denne bog er et vidnesbyrd om det. – Der maa gjøres noget!
– Er den god? spurgte Jarmann.
– Der er meget vakkert i den, men det er usædeligt altsammen.
Jarmann kneb øjnene sammen og stirred gjennem vinduet ud paa de smaa gammeldags ruder over i bryggerhuset; vendte sig saa pludselig mod Henschen – :
– Det er mærkeligt, hvor det usædelige kan gjøres vakkert du!
– Ja, desværre!
– Som nu f. ex. her – han pegte paa versene i Drachmanns bog og læste:
«Intet er liv, hvad i liv ikke fejled; skjøgen har sit solskin, men du kun et slot,»
– er det ikke vakkert?
– Nej, Henschen syntes ikke, det var saa vakkert.
Jarmann studsed og kasted et forskende blik hen paa fyrens ansigt. Det var ganske roligt; ikke spor af optat sad han der og kiged videre paa Drachmanns vers.
Jarmann sendte ham et underlig ondt, formelig giftigt blik, fuldt af foragt og medlidenhed, blandet med misundelse og had. Det kogte i ham – : saa han forstod ikke, at det var vakkert! han følte altsaa ikke noget ved disse linjer, der havde grebet ham slig! ... følte altsaa slet ikke som ham! – Nej naturligvis! ... at han ikke havde forstaat det før nu! Denne alvorlige, bra, flittige gut, som altid kunde sine lektier paa skolen, og bestandig talte saa absolut fordømmende om al usædelighed – det var jo klart som dagen: han havde selv aldrig havt trang til at gjøre noget galt og kunde derfor heller ikke forstaa det hos andre ...
Og han stirred og stirred paa dette rolige, alvorlige, men, som det nu forekom ham, saa aandløst fortørkede ansigt, og medlidenheden og foragten og misundelsen og hadet kogte derinde i ham sammen til en eneste følelse af voldsom modbydelighed. Men saa taalte han ikke at sidde der mere og se paa ham, han fik formelig lyst til at myrde ham – :
– Klokken er mange, jeg maa ud i byen et ærende, sa han nervøst og rejste sig; jeg skulde netop til at gaa, da du kom.
– Ja, Henschen skulde ogsaa hjem igjen; han havde bare villet gaa indom med den bogen.
De gik ud sammen, og glad var Jarmann da han blev fyren kvit allerede i porten. Alene drog han saa afsted en lang tur rundt hele vestre og østre Aker. Da han træt og varm kom ned til Gambyen, var klokken om– kring ti.
Det var mørkt, himlen var overskyet, luften lidt raa, men gaderne var tørre. – Han vandred omkring derude en times tid, ganske rolig, ikke spor af febrilsk længer; de fruentimmer, han passerte, betragted han alt med ganske andre øjne end tidligere, han var ligesom kommen dem nærmere ind paa livet; det vilde slet ikke undret ham, om en af dem havde talt til ham og bedt ham gaa med hjem; han vidste nok at det ikke vilde ske, men for hvert fruentimmer, han mødte, ligesom vented han det alligevel.
Endelig drev han indover mod byen. Da han gik gjennem Vaterlands smale gader kom han til at tænke paa, at her bodde der ogsaa skjøger – hvorfor ikke ligesaa godt gjøre det her? – Han vilde ikke tilstaa det for sig selv, men han blev ængstelig – : nej, han havde nu engang bestemt sig til, at det skulde ske i Vika!
Han gik videre, men sagtned uvilkaarlig skridtene, jo længer han kom. Og oppe i Karljohan skjød han slet ikke gjenvej over Ejdsvoldsplads, men gik helt op til universitetet og derfra ned Klingenberggaden.
Paa den lille triangelformige plads foran indgangen til Vika stansed han og betænkte sig – : der laa Bakkegaden mørk opover, bare med lys i «Napoleons slot» ... og længer tilhøjre den smale Skolegade med sin ensomme gaslygt helt borte i den anden ende ved siden af politistationens havegjærde – den saa mest fristende ud ...
-Nej, han turde ikke!
Og han tog af nedover til Vestbanen, rundt et par kvartaler og tilbage igjen. Og det ikke én, men to gange – som katten om grøden, naar den er varm. –
Da han for tredje gang stansed paa den fatale treangelformige plads foran indgangen til Vika tog han sig nervøst sammen – : Nej, nu maatte der handles! skede det ikke idag, saa var det jo bare samme historien om igjen imorgen! – Og stille og beklemt sneg han saa ind i den smale Skolegade med de lave enétages huse med kvist, og sin ensomme gaslygt derborte paa hjørnet ved politihaven. Pigernes vinduer var forresten mer end gaslygter nok for ham. Hvergang der kom nogen søgte han at komme sig hen paa de mørkeste steder, længst muligt fra skinnet af vinduerne, og vendte bestandig ryggen til. Naar saa gaden blev tom igjen listed han sig forsigtig hen foran et vindu med lys i, bøjed sig forover, la øret til vinduet og lytted med bankende hjerte og hæst rallende aandedræt – eller forsøgte at kige gjennem den smale spræk mellem gardinet og vinduskarmen. Men naar han saa vilde til at banke paa ruden med sin rystende haand – saa turde han ikke.
Slig gik han fra vindu til vindu.
I en port oppe i Mellemgaden stod en tyk, øllet hore og spejded nedover gaden.
– Kom ind da søten min! sa hun, da han sky vilde liste sig forbi.
Han stansed og betænkte sig et øjeblik. Hun var styg som bare pokker, men det tænkte han ikke det mindste paa – aa bare han turde? hjertet hopped i livet paa ham, han kunde høre det banke, og han aanded med besvær. Og det banked hæftigere og hæftigere, jo længer han betænkte sig....
Saa med ét blev han pludselig greben af en voldsom rædsel og tog uvilkaarlig tilbens det forteste han kunde, hen gjennem de smale gader. – Først da han havde hele Vika langt bag sig sagtned han løbet og slog lidt efter lidt over i skridt, men han gik nervøst hurtig, ligetil han var hjemme.
Da han kom ind paa sit værelse, rev han klæerne af sig, putted sig i en fart ned under tæppet og begyndte febrilsk sin aftenbøn. Han takked inderlig gud, som havde hjulpet ham til at staa imod fristelsen, loved, at han ikke mere skulde udsætte sig for den, bad om kraft til imorgen at kunne jage de stygge tanker paa flugt og begynde at arbeide, som han havde gjort den første tid herinde. Tilslut, da en mild ro havde sænket sig ned over ham under bønnen, tog han salmebogen, – den laa derhenne paa bordet som sædvanlig – og sang en salme, en lovsang til Herren, og søvned saa ind med let hjerte. –
Hele dagen efter gik han og tænkte paa sin udflugt den foregaaende aften, men nævnte ikke et ord om den til nogen af sine kammerater; han skammed sig dybt over sig selv: tænk, at han havde villet gjøre det! ... Aa, men det skulde ikke, nej det skulde ikke gjenta sig ... jeg gaar aldrig mere derned! jeg gjør det ikke, jeg gjør det ikke! gjentog han uafladelig for sig selv hele dagen igjennem.
Og alligevel – klokken var ikke mere end ti om aftenen, da han allerede bøjed tilvenstre fra Klingenberggaden hen over den triangelformige plads og sneg sig ind i Skole– gaden igjen.
I porten paa det borteste hus i Skolegaden no. 1 stod en pige i hvid nattrøie og kort rødt uldskjørt og kikked ud paa gaden.
– Faar jeg gaa med Dem ind, hvisked han hæst, uden at se paa hende; han skalv som et espeløv.
– Ja kom da vesle gutten min, sa hun rolig og gik foran. Da de kom ind i det lave værelse med den underlig beklumrede luft, laaste hun uden hastværk døren af og gik rolig foran ham ind i det lille bagværelse til gaarden, hvor en liden natlampe brændte ved hodegjærdet af sengen med det hvide omhæng. Han fulgte skjælvende efter.
Men da hun havde naad sengen, fór han pludselig hen til hende, vælted hende voldsomt overende og styrted sig over hende som et vildt dyr. –
Da han var færdig, rejste han sig halvt op i sengen og saa forstyrret ned paa hende. Hun smilte og klapped ham paa kindet, og da først opdaget han, at hun var meget vakker.
– Djævel i en engels skikkelse! mumled han inde i sig, fór op, slængte to kroner paa bordet – og løb paa dør og lige hjem.
Hjemme paa værelset tændte han ikke lampen engang, bare rev klæerne af sig, putted sig i seng, begraved ansigtet i puden og forsøgte at komme til at sove med det samme. Men det gik ikke. Han laa og vendte og snudde sig paa alle bouger og kanter, men nej, det var umuligt. Samvittigheden rev og sled i ham, han fik ikke fred for den – hvad skulde han gjøre! Han kunde ikke be, han havde jo med frit forsæt gaat hen og gjort dette her ... «jeg vil! Jeg vil!» havde han mumled mellem tænderne som en rasende, da han til syvende og sidst efter en lang kamp med sig selv var styrted afsted derned for at tilfredsstille sin lidenskab ... han havde virkelig villet det onde, og turde ikke fremstille sig for gud nu, lige efter at det var fuldbragt. – Men han fik ikke fred, han maatte be, ellers kom han til at bli liggende vaagen hele natten, det følte han. Han forsøgte det igjen, men nej; han bare uafladelig saa sig selv løbe afsted, nedover Klingenberggaden ... om hjørnet ... ind i Skolegaden ... ind porten... ind døren – og hen til sengen. – Aa han vilde ikke tænke paa det! vilde ikke tænke paa det .. Jo, der styrted han igjen afsted ned Klingenberggaden, om hjørnet, ind i Skolegaden, ind porten, ind døren – og hen til sengen ... Aa gud! aa gud! dette holdt han ikke ud...
Pludselig fór han op af sengen, tændte lampen og blev staaende i bare skjorten midt paa gulvet og se sig forvildet omkring i værelset. Tilslut fik han øje paa salmebogen henne paa bordet, greb den og krøb iseng igjen med den i haanden, bladed lidt i den og gav sig saa til at synge – : «Jesu din søde forening at smage». – Han forsøgte at gi sig hen til stemningen i salmen, det lykkedes lidt efter lidt, øjnene fyldtes med taarer, mens han laa der i sengen og sang, og da han var færdig, græd han – : aa, nu havde han rigtig faat se, hvor stor en synder han var, nu følte han først rigtig trangen til frelse, og nu skulde det bli alvor med omvendelsen; fra imorgen den dag skulde han bli et andet menneske. Og han bad, bad saa inderlig og alvorlig, at gud vilde gi ham kraft til at føre sit forsæt igjennem, saa han kom til at vandre i et bedre levnet og bli et sandt guds barn. Og han gjentog bønnen inderligere og inderligere, bad og bad, kunde slet ikke bli træt af at be, og søvned tilslut bedende ind. –
Men alt den næste morgen var han slet ikke saa forfærdet over sin synd mere. Han følte sig jo omtrent som ellers, og det stod ikke længer for ham som noget saa afgjørende, det han havde gjort. Igrunden var det jo ikke andet end hvad de fleste andre mennesker gjør. Han havde ikke rigtig kunnet tro det før, men nu havde han jo faat troen i hænderne; for bare de par gange, han havde vært dernede, havde han mødt flere bra folk, som han vidste, hvem var. Naturligvis, de var jo allesammen ældre end han, men det var jo ikke det, det kom an paa. Faktum var, at det var ikke bare rent liderlige svin, som gik der – og han var ikke værre end de andre. Naturligvis, stor synd var og blev det alligevel, men herre– gud....
Slig laa han og tænkte i sengen, da pigen kom ind med kaffen. Hun sat brettet fra sig paa bordet og gik hen og putted en skuffe kul i ovnen. Han betragted hendes skikkelse, mens hun stod der, dybt bøjet forover, midt i det røde ovnslys. Bagfra i halvprofil saa han kindens zarte oval, halsens og brystets æggende linjer ... skjørtet runded sig i en voldsom, vellystig bue over den fremspringende underkrop ... og under skjørtets nedre kant stod to rødstrømpede lægger, blottede ved den bøjede stilling, og tegned sine forlængelser svagt opover som en anelse bag det enkle skjørt – aah! om han havde turdet ...
Saa sluktes det brandrøde skjær omkring den æggende skikkelse, og pigen rejste sig og gik.
Han rysted sig, angred sin syndige tanke, bad sin morgenbøn, om end ikke med den andagt som igaaraftes, stod op og gik paa skolen.
Men undervisningen var ganske spildt paa ham den dag. Han sad bare der paa skolebænken, støttet paa albuen, med haanden under kindet og tænkte. Og mens han sad der, dukked det frem for ham alt det han havde hørt af kammeraterne om, at det skulde være sundt at bruge fruentimmer, og at hvis man led af brynde, saa var det den eneste maade at skaffe sig af med den paa, hvis man ikke – isch; ... ja og saa kunde det kanske hjælpe ham til at bli flittig igjen; for hvis han regelmæssig brugte fruentimmer, kom han sikkert til at bli mindre optat af at tænke paa det ... og desuden, det at tænke paa fruentimmer, slig som han havde tænkt paa dem i det sidste halvaar, det var jo igrunden ligesaa stor synd som at tilfredsstille sit begjær..
Slig sad han hele formiddagen igjennem der paa skolebænken og akkorderte med sig selv; og lærerne greb ham stadig i uopmærksomhed. Han vidste med sig selv, at al den akkordering bare var uærlige og unyttige forsøg paa at kaste sig selv blaar i øjnene, men alligevel var det ham en tilfredsstillelse slig at hente frem alt, hvad der talte for, at han ikke skulde la det bli med den ene gang. For det følte han, det kom saa ikke til at bli med det alligevel. –
Da aftenen kom, var han igjen dernede, aftenen efter ligesaa – og siden hver eneste aften, saasandt han kunde opdrive kroner. Og senere, da han havde lært hvordan man kunde faa det gratis, gik der nødig nogen dag uden at han var hos fruentimmer.
I begyndelsen kjæmped han endnu imod og bad gud om kraft til at vende om, men lidt efter lidt blev det sjældnere, han bad, og tilslut, da han følte, der ikke længer kunde være tale om at holde op, lod han helt være med at be – det vilde jo under de omstændigheder bare være gudsbespottelse – og gav sig helt hen til sin lidenskab.
III.
Det var en eftermiddag udpaa vaaren aaret efter; klokken var lidt over fem. Inde paa den samme lille førsteétages hybel ud til gaarden laa Jarmann, strakt ud saa lang han var, paa ryg henne i sofaen med halvlukkede øjne. Haanden med tobakspiben var glid udfor kanten af sofaen og hang slap ned. Piben var udrøgt, det lille værelse fyldt af fersk tobaksrøg; han havde dampet som en hest ovenpaa den tunge middagsmad.
Han forsøgte at aabne øjnene helt, men øjenlaagene faldt mat ned igjen ...
... Aa, at han skulde være saa søvnig! han vilde saa gjerne derned igjen til hende med det samme. Men det var umuligt; han maatte hvile sig lidt først. – Pokker ossaa, at han skulde spise saa glubsk! det var naturligvis det, der havde gjort ham saa søvnig ...
... Aa, hvor hun var dejlig! ...
– – Han havde mødt hende paa hjørnet af Universitetsgaden og Kristian August, da han kom fra skolen. – Det havde git et sæt i ham da han fik øje paa hende, saa vakker var hun, og han var blet staaende og se beundrende paa hende, indtil hun blev opmærksom paa det. Saa stansed hun ogsaa, saa paa ham og smilte, og sa: «følg med hjem!» – og gik videre.
Han fulgte efter med skolebøgerne under armen. Nedover Universitetsgaden, op Karljohan og ud Drammensvejen. Ved Algier tog hun af. De gik forbi en liden have med et lysthus af halvudsprungent grønt, foran et gammelt toetages hus, og op det lille smug som skilte haven og huset fra nabogaarden. Fra smuget gik der udenpaa huset en stor trappe op til anden etage, der gik de op, hun foran og han efter, og kom ind i et lidet lunt koseligt værelse med mørke gardiner og rødbrune, polstrede møbler.
Han la skolebøgerne fra sig paa bordet og sat sig i gyngestolen midt paa gulvet, og hun hængte af sig tøjet og sat sig hen paa fanget hans, og saa ham ind i ansigtet med store, dybe, brune øjne.
– Jeg har ingen penge, sa han forlegent.
Hun smilte – : nej, det var ikke derfor, jeg tog dig med.
– Hvorfor da?
– Fordi jeg syntes om dig. – Synes du om mig?
– Om jeg gjør? – du store gud, De er jo vakker som en dag! Og han greb hende om skuldrene og vilde kysse hende. Men hun undveg leende – :
– Nej, for nogen dejlige tænder du har, sa hun.
– End De da? – Og han la armene om hendes hals og trak hodet hendes ned imod sit og viste tænder. Hun gjorde det samme, de sat de skinnende hvide tandrækker mod hverandre, lo saa højt begge to og gav sig til at kysses saa vaadt som muligt –
... Han vilde trykke hendes bryst ind imod sit, men det gik ikke; de sad saa forkjert i den gyngestolen. Han saa sig om; der var ingen seng, men derhenne var en dør og han saa spørgende op paa hende. Hun nikked og smilte; hun havde fulgt hans øjne og forstaat.
De gik henover gulvet sammen, han med armen om hendes liv, hun med hodet paa hans skulder. Døren derhenne stod paa klem, han skjøv den op, og de kom ind i et lidet halvmørkt soveværelse; de mørke gardiner var trukket for.
– Skal vi ta af os? sa hun, da de stansed foran sengen.
– Nej! – hvisked han lidenskabelig, greb hende om skuldrene, trykkede hende lempelig bagover ned i sengen, la sig selv op til hende og vælted sig over hende. – – –
... De laa tæt op til hverandre, slynget sammen, og med kind mod kind. Pludselig tog hun ham om panden, skjøv hodet hans lidt ud fra sit og saa paa ham med de store øjne, dobbelt mørke at se til i den skumring, som herskede i værelset – :
– Er du glad i mig? sa hun ømt.
Han fik taarer i øjnene og svarte ikke, bare gjemte hodet ved hendes bryst som et barn – det havde aldrig hændt ham før, at et fruentimmer, han laa hos, havde holdt af ham.
Og han grebes af usigelig ømhed, og de par timer han laa der hos hende, var de dejligste timer, han havde levet. – Det at vide, at hun virkelig holdt af ham ... at læse det i hendes dejlige øjne ... at føle det i hver liden bevægelse, hun gjorde – aah! han havde aldrig vidst, hvad det vilde si før.
Han klædde af hende stykke for stykke, én ting ad gangen, beundred hende, kyssed hende og laa hos hende, smøg sig op ad hende paa alle kanter, tulled sit hode ind i hendes svære sorte haar og laa og bed i det, vikled sig ud af det igjen, klædde nok et plag af hende og beundred og kyssed hende paany og paany i det uendelige – med et umætteligt begjær efter denne dejlige kvinde, som holdt af ham.
Og hun laa der vidunderlig lad og øm under hans kjærtegn, bare strøg ham blødt ned over hodet og ryggen og klemte ham sagte op til sig, hvergang hun skalv af vellyst ...
– – – Han havde igjen vikled sig ud af hendes haar, og titted op paa hende, hun var blet saa stille med et – : Hun laa med halvlukkede øjne og stirred ret ud for sig. Han saa paa hende en stund, spurgte saa: hvad tænker du paa? – Hun svarede ikke strax. – Hvad tænker du paa? sa han igjen, Saa vendte hun ansigtet mod ham og sa lang– somt: paa dig! – med et tungsindig, forgræmmet udtryk i øjnene.
Han svarte ingenting, bare blev liggende og se paa hende, og vidste ikke hvorfor, men var med ét blet saa sørgmodig stemt.
Men saa pludselig skjød der en vild sanselighed op i øjnene paa hende og hun greb omkring ham og trykked ham til sig – :
– : Tag af dig altsammen! hvisked hun lidenskabelig. Og uden at vente paa svar rev hun skjorten af ham, og chemisen af sig, trykked ham tæt ind til sig, slynged sig fuldstændig om ham – og tog ham ...
En vanvittig vellyst strømmed igjennem ham fra isse til fod; musklerne paralyseredes, de blev bløde og unge, det kjendtes, som han sank og sank, dybere og dybere, ned i hendes dejlige kildrende kjød. Og han ønsked ikke andet, bare vilde synke og synke ind i hende, gaa helt over i hende, flyde helt sammen med hende og bli en del af hende selv.
Han hvisked det til hende, hun krysted ham krampagtig ind til sig – og det føltes som om det virkelig skede – – –
– – – Han laa paa ryggen med hodet i hendes arm, ubehagelig mat og med en voldsom sugen for brystet. Og det blev værre og værre, det begyndte at gaa rundt for ham, han var nær ved at faa ondt. Han strøg haan– den mat henover panden, den var kold og fugtig.
Hun laa en stund og saa paa ham uden at han mærked det, la saa haanden paa hans pande og saa ham ængstelig ind i øjnene – : hvad fejler dig? sa hun ømt; er du syg?
– Nej, det er vist bare det, at jeg ikke har spist.
– Ja stakkars gut – hun la kindet ind mod hans og kjælte for ham som for et lidet barn – det er jo sandt: du kom jo lige fra skolen. Og jeg, som ikke har tænkt paa det – du faar gaa hjem og spise.
Han svarte ikke, bare la hodet mat ned paa skulderen hendes og lukked øjnene, mens der løb en kuldegys igjennem ham. Saa sprang hun, nøgen som hun var, frem paa gulvet og fandt frem en flaske øl.
Han aabned øjnene og laa og saa paa hende, mens hun med en øvet liden bevægelse af haandleddet trak flasken op. Det hvide legeme skinned i halvmørket ... Og du store gud, for former! ... saa slank og smi– dig og elegant midt i al sin fylde! ... Og det dejlige haar! det rak hende helt ned til korsryggen ...
Hun sat to store seltersglas paa bordet ved hodegjærdet og skjænked i.
... Og saa ren og kysk, hun saa ud! lig en nøgen jomfru, som er alene... at kyskhed og ukyskhed kunde ligne slig ...
– Drik! sa hun og rak ham det ene glas; selv tog hun det andet. – Han rejste sig overende i sengen og drak glasset ud, begjærlig, uden at ta det fra munden, og la sig saa ned paa puden igjen.
Det kvikked. – Hun sad paa sengekanten og betragted ham. – Gjorde det godt? spurgte hun lidt efter.
– Ja, nu er det meget bedre. – Han befandt sig virkelig ganske vel igjen, og øjnene gled uvilkaarlig fra hendes ansigt ned over det nøgne legeme. – Hun rødmed. kasted linnedet over laarene og bøjed sig ned og kyssed ham – : Nu du er blet bedre, er det bedst, du staar op og gaar hjem og spiser, før det kommer igjen, sa hun.
– Anej! – han slynged armen om hendes hals og kyssed hende – skal jeg gaa fra dig! nu er jeg jo ganske bra igjen.
– Jamen vær nu fornuftig, sa hun; jeg vil ikke ha, du skal bli syg her, og du kan jo komme igjen, naar du har faat spist og hvilt dig lidt. –
De klædde paa sig. Hun tog bare undertøj paa, hun vilde hvile lidt middag hun ogsaa, sa hun, og la sig hen paa sengen, indtil han var færdig. Saa stod hun op for at lukke ham ud. Henne ved døren faldt han hende krampagtig om halsen – : aa jeg er saa glad! saa glad! saa glad! i dig, hvisked han.
– Du er en sød gut! – hun klapped ham – kom saa igjen naar du har spist og hvilt dig.
Da han sa adiø, kyssed han hende ærbødig paa haanden. Hun lo lidt genert af det, men hun likte det godt, det kunde han se.
Han gik ned den store trap udenfor huset, ud det lille smug og tilvenstre forbi haven foran huset. Et øjeblik stansed han og saa paa den. Den saa dobbelt koselig ud nu, syntes han ... aah, om det havde været hans have! og hans hus! og hun var hans! ..
Han rysted melankolsk paa hodet og skyndte sig hjemover. Klokken var over fire, spisekvarteret lukket. Værtinden skaffed ham alligevel noget mad, og han spiste graadig og drak to halve øl til. Gik saa ind paa sit værelse, fik kaffen ind til sig og la sig hen paa sofaen til at røge. – Naar piben var røgt ud, vilde han gaa derned igjen.
Men saa havde denne fordømte søvnighed tat ham, lemmerne var som bly, og han kunde ikke røre sig af flekken. –
Piben faldt paa gulvet. Øjnene havde lukket sig helt, og han laa igjen med hodet mod hendes varme bryst. Han hvilte – aa hvor han hvilte!
Med ét skvat han op i sofaen og blev siddende halvt overende, hvilende paa den ene arm, og stirre paa et mandfolk, som stod midt paa gulvet. Han hørte endnu i øret, at det havde banket, men han var først vaagnet ved at det gik i døren.
... Men det var jo Henschen!? ... han saa sig om i værelset – ; ja det var jo sandt, han var jo ikke hos hende, men hjemme hos sig selv? – og han la sig træt tilbage i sofaen igjen og lukked øjnene. Han var ubehagelig tilmode.
Denne Henschen, fremdeles hans eneste kammerat, var blet hans levende samvittighed, nu han havde bragt sin egen til taushed; han likte ham igrunden slet ikke, men kunde ikke undvære ham alligevel.
– Forstyrrer jeg dig kanske? spurgte Henschen.
– Aa – jeg holdt netop paa at hvile mig lidt! – han aabned øjnene halvt.
Det var kjedeligt, jeg vilde gjerne læst op digtet mit for dig – jeg er færdig med det.
Jarman sprang op – : Jasaa? lad mig høre! sa han ivrig og sat sig ganske vaagen hen i sofahjørnet og saa meget interesseret ud.
Henschen sat sig ned ved bordet foran vinduet, tog manuskriptet frem, og læste.
Det var et langt digt, skrevet i nogenlunde vers; indholdet var følgende:
En ung mand, student naturligvis, er blet opmærksom paa, hvorledes forfattere nufortiden blir berømte ved at skrive liderlige bøger. Han vil ogsaa bli berømt, og saa sætter han sig til at skrive et stort liderligt drama. Nytaarsaften, mens hans forældre og søskende nedenunder i stuen fejrer julen med andagt og salmesang, sidder han oppe paa sit tagkammer og lægger den sidste haand paa sit arbeide. – Endelig er han færdig. Han læner sig vel tilmode tilbage i sin gyngestol, gyngende et par gange frem og tilbage, og falder saa i søvn. – – – Det banker paa døren, og ind triner en formummet skik– kelse, som siger: følg med! Han kan ikke andet, han maa adlyde. De gaar ud, gjennemvandrer forskjellige gader, og kommer endelig til theatret. Der gaar de ind og tar plads i sniplogen i første rad. Teppet er endnu ikke gaat op; mens de venter tar han publikum i øjesyn. Der er propfuldt hus, men det er altsammen bare benrangler! Han ser forfærdet paa sin ledsager og spør, hvad det skal betyde. – Jo, svarer skikkelsen, det er alle dem, som du ved dit liderlige stykke har bragt paa afveje, og som siden er døde og kommen til helvede. Hver nytaarsaften kommer de her og ser om igjen det stykke, som fra først af har bragt dem i fordærvelse. Idetsamme vender alle dødningerne sine hoder mod sniplogen: han er opdaget. De hyler og rejser sig op og strækker sine knokkelarme med krummede fingre op imod ham som for at gribe ham. – Han farer op og vil ud, men skikkelsen holder ham tilbage. Han kjæmper fortvivlet for at komme løs; han skriger – og saa vaagner han i sin lænestol, bedækket med sved. – Han farer op og gnider sine øjne, griber det færdige drama og kaster det i ovnen. – Da han har set det fortæres i luerne til sidste stump gaar han nedenunder og falder sine forældre og søskende om halsen – finis.
Jarmann var begejstret – : Saan skal de ha det! raabte han. Det er slige bøger, der maa skrives i vore dage. – Har du faat forlægger?
– Nej. Henschen havde gaat en tre fire gange op og ned udenfor Cammermeyer, men havde ikke vovet at gaa ind.
– Jeg skal gjøre det, sa Jarmann. Og han tog paa sig, og de gik begge to ned til Cammermeyer.
Jarmann maatte gaa alene ind. Cammermeyer tog meget kjølig imod ham, men loved, at han skulde la produktet gjennemlæse af en af sine konsulenter. Om en otte dages tid skulde han faa svar.
Efterat ha opmuntret Henschen til at være ved godt mod – «det var jo grejt, at et sligt digt vilde bli antat» – gik Jarmann alene hjem igjen; Henschen skulde som sædvanlig hjem og læse .
Da Jarmann var kommen hjem, gik han fornøjet op og ned ad gulvet i sit lille værelse med en følelse af at ha gjort noget. – Det forstod sig: han selv stod ikke til at redde, det følte han; men han vilde ialfald gjøre, hvad han kunde, for at andre ikke skulde gaa den samme vej ... det var ham ialfald en trøst....
Han kom til at tænke paa den norske stil, han skulde ha til næste gang – norske stile var det eneste, han gad befatte sig med til skolen; det mored ham at skrive dem, og han fik bestandig ros for dem. Denne gang skulde han skrive «Om romanlæsningens skadelige indflydelse paa ungdommen». Den skulde først indleveres om otte dage; men nu følte han sig oplagt, han vilde sætte sig til strax. – For han vilde ikke gaa ned igjen til hende! ikke idag ialfald.
Han sat sig ned og gjorde udkast til en skizze af den eftermiddag og aften han havde oplevet for et aar siden, den dag han første gang vandred ud paa livet. – Der kunde ikke tænkes nogen bedre illustration paa romanlæsningens skadelighed, syntes han.
Han var netop færdig med udkastet da aftensmaden blev bragt ind til ham, og han udsat den videre bearbeidelse til efter aftensmaden.
Men da han havde spist og tændt sin pibe og vilde sætte sig til igjen, var han slet ikke oplagt mere.
Han læned sig tilbage mod stoleryggen og strak benene ud fra sig – : hu! hvor der var trist i det lille værelse; ... han holdt ikke ud at bli siddende der.
Men hvor skulde han gaa hen? – ja for han vilde jo ikke til hende iaften....
Han betænkte sig lidt, mens han stirred paa det graa rullegardin med vor frelsers kirke paa. Men saa brød han overtvært, rejste sig op, la piben fra sig og gik derned alligevel. –
Han stod paa trappeafsatsen udenfor hendes dør med hamrende hjerte og banked sagte paa. Hun aabned døren paa klem og saa ud i mørket – ? Hvem er det?
– Det er mig.
Saa aabned hun døren helt og lod lyset falde paa ham.
– Aa er det dig? hvorfor kommer du først nu?
– Jeg blev forhindret.
– Ja nu er det forsent, der er nogen herinde.
Han saa paa hende med store, blanke øjne, nær ved at briste i graad, og hun blev igjen greben af den forunderlige lyst til at eje dette barn – :
Vent! hvisked hun sagte; jeg jager ham ud; vent nedenfor trappen.
Han gik ned og vented. Saa blev døren aabnet deroppe, han hørte en ærgerlig mandfolkestemme mumle nogen éder, og saa kom der en herre ned ad trappen og gik sin vej.
Han fløj op og kasted sig om hendes hals og græd af taknemmelighed. Hun var ogsaa rørt, han blev hende endnu kjærere ved det offer, hun havde bragt.
– Du skal bli her inat, sa hun og laaste af døren. Lad os klæ af os med det samme.
Han vilde ingenting heller og de gik ind i det lille soveværelse og tog lampen med. Han sat sig paa stolen ved fodenden af sengen, og hun sat sig paa hans fang og kyssed ham – : jeg vil klæ af dig sa hun; du faar ikke lov til at røre dig! Og hun gav sig til at klæ af ham som et barn.
Saa vilde han faa lov til at klæ af hende.
– Ja.
Det mored ham kostelig, og han klædde af hende under utallige kjærtegn, indtil han tilslut løfted hende op paa sine arme og la hende op i sengen, hvorpaa han slukked lampen og la sig op til hende...
Hun var den vakreste skjøge i byen.
Han kom der hver dag i en maaneds tid, sov middag hos hende saa godt som hver dag til udover aften, og blev i almindelighed efterpaa siddende og passiare med hende om dit og dat, mens hun sat op haaret og gjorde toilette til aftenen. Et par gange laa han der om natten ogsaa, men det var bare i begyndelsen.
En aften, nogen dage efter at de var blet kjendt, sad de nemlig og passiared sammen henne i den rødbrune, polstrede sofa mellem de to vinduer. Han tænkte paa at bli, men saa banked det, og da hun havde set efter hvem det var, sa hun han maatte gaa; det var nogen, hun vented.
Han saa bønfaldende paa hende, men det hjalp ikke – : herregud, han maatte da forstaa det, at hun skulde leve....
Saa rejste han sig og gik.
Det varte en stund, før han forsøgte paa at komme der om aftenen. – Men en aften indfandt han sig igjen.
Hun tog imod ham, men modvillig – : du kan ikke bli, sa hun.
– Jeg har 10 kroner – kom det undseelig.
Hun saa paa ham og sa koldt: det er for lidet.
Han blev bleg og saa dybt ulykkelig ud.
– Men du skal faa lov at bli for ingenting sa hun saa og kyssed ham. Og hun gik hen og laaste af døren.
– A ta dem alligevel? sa han og rak hende de 10 kroner.
– Du er et barn. Behold dine kroner, du har mere brug for dem end jeg. Det vi har sammen, har ikke noget med penge at bestille. –
Han blev, men kom aldrig mere igjen om aftenen. –
En eftermiddag, han skulde gaa, fortalte hun ham, at imorgen skulde hun rejse til Stockholm.
– For hvorlænge?
– Et aars tid eller to.
Han blev fortvivlet. – Hvad skulde der bli af ham uden hende? hvor skulde han gaa hen? hvad skulde han ta sig til?
– Aa det fandt han nok altid ud af. –
– Om hun vented nogen iaften?
– Ja.
– Altsaa aldrig mere?! – Han var nær ved at græde, men betvang sig.
– Jaja, sa han, tak for ... han fandt ikke ordene, bare tog hendes haand, beholdt den en stund i sin og sa – : Om jeg blir 100 aar, glemmer jeg aldrig den dag, vi blev kjendt... Adiø! – Og han trak haanden til sig og vendte sig bort og vilde gaa, for at skjule at taarerne strømmed ham ud af øjnene.
Men hun havde set det. Og hun greb ham i armen og holdt ham tilbage, kasted sig om hans hals og kyssed taarerne bort og sa – :
Nej du skal bli hos mig den sidste nat alligevel; du er den eneste, som virkelig holder af mig..............................
Saa rejste hun.
Han holdt sig inde et par dage og sad og græmmed sig. Men saa begyndte han igjen paa sin gamle flakken om efter fruentimmer, og snart var hun for ham blot et vemodigt minde.
IV.
Der var igjen gaat et aar, om nogen maaneder skulde han op til artium. – Han bodde ikke længer paa den lille hybel ud til gaarden henne i Kristian August: han var kommen i huset hos skolens bestyrer.
Sagen var den: ved sidste examen havde han kun hanglet igjennem saa vidt, at han kom op i øverste klasse som numer sidst, og ingen trodde, at han kunde bli student næste aar. Det havde da bestyreren som var en ungdoms bekjendt af hans mor, skrevet hjem til hende, og tilføjet at det stak vist ikke i daarlige evner, men deri at gutten var kommen paa gale veje og ikke bestilte noget. – Saa havde moeren skrevet tilbage og bedt og besvoret bestyreren om at ta sig af hendes kjære gut – paa en eller anden maade, som han selv fandt det bedst. – Nogen underlige gamle følelser var kommen op i bestyreren ved fru Jarmanns brev; hun havde været hans eneste ungdomsforelskelse, siden havde han hverken set hende eller hørt fra hende, vidste bare, at hun skulde leve «lidet lykkelig, med en mand, der ikke forstod hende, i et tarveligt hjem paa landet» – og han beslutted sig til at ta gutten i huset og se, hvad han kunde gjøre med ham, til han blev student.
Bestyreren bodde dengang oppe i Parkvejen i første etage i en enkel pen toetages bygning med have foran. Havestuen med verandaen og et lidet aflangt hjørneværelse paa hver side optog hele forsiden af byg– ningen. Det ene hjørneværelse som laa udenfor entreen havde Jarmann faat, og derinde sad han næsten bestandig alene hele eftermiddagen og aftenen udover, ved bordet foran vinduet ud til haven, med skolebøgerne opslaat foran sig. – Men han læste aldrig, bare sad der, lænet tilbage i gyngestolen, og gynged sig sagte frem og tilbage, mens hans stirred ud paa havens og parkens træer, og lod tankerne løbe som de vilde.
Det var en aften ved nitiden; solen var gaat ned, men det var endnu temmelig lyst. Vinduet stod aabent, luften var sval og stille, en svag susen i træernes løv fyldte stilheden. Han sad og drømte – om hjemmet: om skoven og søen og fjeldene – og blev helt betat af vemodsfuld længsel ...
... Ak, om det havde vært hans fars have dette, og parken derover havde vært det lille skogholt, han kjendte saa godt! ... Aa, atter at stikke tværsigjennem det lille skogholt, dukke frem paa den anden side, stanse deroppe og staa og se ned, udover den trange, mørke fjord dybt dernede mellem de stejle, lodrette klippevægge ... Saa springe ned ad den smale sti der tilhøjre, langs naboens gjærde og ned til bryggen inderst inde i fjorden, hoppe i baaden, kaste los, sætte sig paa toften, og lægge aarerne ud, og ro ud paa fjorden ... Og saa naar han var kommen udpaa lægge aarerne ind og slænge sig hen i baadens bagstavn med hænderne under hodet og lukkede øjne, og la baaden drive hvorhen som helst, mens han laa der og drømte om livet i den store verden udenfor ...
Han rysted sørgmodig paa hodet – : Anej, slig vilde han jo ikke kunne drømme nu mere, livet saa saa helt anderledes ud for ham nu ...
Aa, hvorfor var ikke livet anderledes! ... hvorfor var det ikke slig som han havde følt det dengang! ...
Endskjønt, gud ved ...
I grunden saa var det noksaa rart det liv han førte nu ogsaa ... der var noget mystisk hemmelighedsfuldt over det, som stadig holdt ham i en egen dæmpet stemning han godt kunde like .... Ganske underlig eget var det jo ogsaa at ha gaat omkring her i dette hus nu i tre fjerdingaar, uden at nogen kjendte ham eller havde nogen anelse om hvem han var ...
De trodde han arbejded den lange eftermiddag og aften udover – og imens sad han bare her, gyngende sagte frem og tilbage, enten fordybet i en hyggelig bog eller ogsaa stirrende fortabt ud i luften, fantaserende over alle de forskjellige fruentimmer, han kjendte eller bare havde mødt og lagt mærke til.
Og de trodde, at om aftenen gik han pent i seng, som de selv – og isteden derfor ...
Han smilte: han saa sig selv sidde her i gyngestolen og vente og vente paa, at de andre skulde faa lagt sig, saa han kunde komme afsted ud ... Endelig blir alt stille og roligt. Han venter endnu en stund for at være rigtig sikker, rejser sig saa forsigtig, og gaar paa taa hen til det andet vindu, det ud til indkjørselen; det staar paa klem, han har tat begge hasperne af før, nu skyver han det lydløst helt op, klyver behændig ud og glider sagte ned paa jorden. Et lidet øjeblik staar han saa stille nedenunder vinduet, lyttende ud i natten med bankende hjerte, og sniger sig saa med en kildrende forbryderfornemmelse ud af haven, skjærer paa skraa over vejen og smutter ind i parken. Og saa forbi alle bænkene med de elskende paa, og afsted til byen ...
Har han penge gaar han gjerne ned i Vika. Ikke fordi han absolut vil ind nogensteds der; nej, men det morer ham at snige sig omkring dernede i de trange gader med de lave smaa huse, hvor der brænder lys hele natten ... at lytte ved vinduerne ... titte ind gjennem gardinsprækker og nøglehuller ... se døre bli aabnet og lyset pludselig strømme ud paa gaden, og kvindeskikkelser i lette, brogede dragter vise sig i døraabningerne. Det morer ham, det ser saa malerisk ud, og det gir ham en underlig middelaldersk fornemmelse, han føler sig ligesom sat nogen hundrede aar tilbage i tiden, til en verden hvor han er fuld– stændig fremmed. – Finder han saa derinde noget rigtig vakkert, gaar han ind og blir der en stund; hvis ikke, sparer han heller kronerne til et eller andet fruentimmer oppe i Karljohan. –
Har han ikke penge – og det er det sædvanlige – gaar han heller ned paa Karljohan med det samme og ser til at faa fat paa noget, han kan gaa hjem med uden penge; han tør ikke ta nogen hjem til sig. Lykkes ikke det, drager han afsted paa opdagelser. Rundt omkring i alle sidegader, undertiden langt afsted, helt op paa Grünerløkken eller ud i Gamlebyen, snuser han om efter en eller anden forsinket sy– eller strygepige, et eller andet ukjendt værelse med lys, hvor der bor en ny villig pige. – Lykkes ikke det heller – ja, saa er det en af de faste tjenestepiger da, som han kan komme ind til naar han vil. Hos hende blir han liggende en stund, og kommer saa endelig hjem langt ud paa natten, klær af sig, falder i søvn med det samme og sover som en sten, til pigen kommer og vækker ham om morgenen. Saa staar han resolut op, spiser frokost og lader som ingen ting. Men paa skolen om for– middagen har han svært ondt for at la være at sove. – Efter middagen faar han sig en lur, til kaffen kommer, da sætter han sig hen i gyngestolen, og saa er det den gamle historie om igjen – : gynge sig frem og tilbage, frem og tilbage i det uendelige foran de opslagne skolebøger, fantaserende over, hvad han har set den foregaaende nat ...
Ingen i huset har nogen anelse om dette.
I begyndelsen havde nok bestyreren havt en formodning om, at der var noget galt paafærde, men han havde ikke kunnet opdage noget.
Bestyreren havde trod, at han ikke bestilte noget. – Men naarsomhelst han kom ind, fandt han ham bøjet over bøgerne. Og bestyreren kunde ikke vide, at ryggen først blev bøjet, naar det tog i døren.
Bestyreren havde trod han var kommen paa gale veje med fruentimmer og sligt. Men det havde jo vist sig at han næsten aldrig var ude, og især aldrig om aftenen.
Bestyreren havde trod, han søgte slet selskab. – Og saa havde det vist sig at den eneste han omgikkes var Henschen, den mest stille og flittige gut i klassen.
Ligeoverfor disse fakta var bestyrerens mistanke forsvunden, og han var kommen til det resultat, at det maatte skorte ham paa evner. Ikke saa at forstaa, at han var dum; det gav han ikke indtryk af, naar man talte med ham – og der var jo desuden disse norske stile, som han skrev bedre end nogen anden i klassen. Nej, men det maatte mangle ham totalt paa hukommelse.
– Du husker vist svært daarlig, havde bestyreren en dag sagt til ham.
– Ja, forfærdelig daarlig! havde han svart og sat øjnene saa troskyldig sørgmodig paa bestyreren. – Han maatte smile – : disse troskyldig sørgmodige øjne, og dette aabne lyse ansigt, som han vidste minded saameget om hans mor, havde fuldstændig indtat bestyreren for ham – han virkelig blet glad i ham, og syntes saa forfærdelig synd paa ham, fordi han havde saa daarlige evner ...
Saameget mere syntes bestyreren synd paa ham, som han selv saa ud til at ta sig det saa nær: han kom og gik saa stille, der var noget sørgmodig dæmpet over hele hans væsen, og han var saa rørende venlig og tjenstvillig mod alle – som bad han om undskyldning fordi han var saa slet begavet, og ved sin venlighed og tjenstvillighed vilde vise, at hvad han evned, det vilde han ialfald gjøre. Saaledes opfatted bestyreren det, og saaledes opfatted hele huset det, lige ned til tjenestepigen og barna, en liden gut og en liden pige paa ti tolv aar, som han kjælte for og legte med og af og til forærte sukkertøj. – Allesammen havde de en følelse af at han var en stakkars ulykkelig som de maatte være gode mod og holde af.
Undtagen hun, svigerinden, frøken Bamberg, en mørkøjet pige paa nitten tyve aar, som ogsaa var i huset hos bestyreren. Naar hun talte til ham, var han aldrig rigtig sikker paa, om hun ikke gjorde nar af ham; de saa saa underlig paa ham bestandig, de sorte øjne, plirende, halvlukkede, kjælne, mens et lidt spodsk halvsmil svæved om de bløde røde læber, som om hun vilde sige: jeg kjender dig du store hykler! jeg har gjennemskuet dig. – Og hans ellers saa troskyldige ansigt fik et forskende forventningsfuldt udtryk hvergang hun talte til ham: han vented ligesom hvert øjeblik at faa høre hende sige at hun vidste det altsammen.
Men hun sa det ikke. Bare disse plirende, halvlukkede, kjælne øjne og dette drillende, forresten noksaa velvillige halvsmil om munden ... Kanske hun vilde, han skulde sige det første ord – ofte saa det ud, som hun vented paa det. – Men det kunde han ikke ...
... Aa, det mørke ansigtet med de plirende kjælne øjne og det halve smil! – det blanded sig stadig væk ind i hans fantasier, naar han sad der og gynged sig frem og tilbage den lange eftermiddag og aften udover. Ret som det var, naar han sad der og forestilled sig en elskovsscene med det eller det pigebarn som han f. ex. havde mødt paa gaden og syntes om, saa antog pludselig pigebarnet frøken Bambergs træk. Og naar han saa vilde fortsætte fantasien og la det være hende, siden det endelig skulde være hende – saa gik hele billedet istykker, og han beholdt ikke andet tilbage end bare disse plirende kjælne øjne og dette spodske drillende halvsmil ... det var ganske besynderligt ...
Klokken var blet elleve, alt var stille i huset. Han lytted en stund, rejste sig saa, gik hen til vinduet ud til indkjørselen, skjøv det lydløst op, kløv behændig ud, stod stille et øjeblik nedenunder og lytted, og sneg sig saa forsigtig udpaa vejen og over i parken – og forsvandt indover mod byen ...
Det var den næste dag, lige over middag; de var netop gaat fra bordet.
Det var temmelig varmt, som det kan være i de sidste dage af Maj, og Jarmann gik i en let hvid jakke og en stor brungul panamahat og slog krokket med barna ude paa gaardspladsen bag huset. – Men det gik ikke med krokketen, hans tanker var andetsteds henne, og de to smaa, som spilled ivrig, havde alt slaat sig død, før han endnu var halvvejs. De lo af ham og vilde ha ham til at begynde paa et nyt parti, men han sa han var træt og vilde gaa ind og sove lidt middag. Og mens barna saa fortsat spillet alene, gik han omkring huset, igjennem den lille havelaage ind i haven, hen mellem plænerne og ind i det lille lysthus i hjørnet nede ved vejen. Der sat han sig ned med albuerne støttet paa bordets stenplade, ansigtet hvilende i hænderne, og den store panamahat skudt helt bag i nakken ...
... Han kunde ikke bli kvit de øjnene!... hvad i al verden vilde de ham, hvad kunde hun mene? – Ved bordet havde han siddet og slugt hende med øjnene, mens hun sad og spiste, det gjorde han saa ofte, og hun vidste naar han gjorde det, hun kunde føle det, og han kunde se at hun følte det. Men hun plejed aldrig da at se op, hun bare spiste og saa ned i tallerkenen, indtil han tog øjnene bort – saa skifted rollerne, og hun gjorde det samme med ham. Men idag havde hun plud– selig, midt mens han sad der og slugte hende, løftet hodet og sat øjnene paa ham. Først alvorlig, ligesom betænkende sig, saa med det sædvanlige drillende halvsmil, men saa – ja saa var der med ét kommen noget insinuant ind i blikket, det var blet ligetil udfordrende, opfordrende eller hvad han skulde kalde det. – Men til hvad? – det var det, han ikke vidste.
Vilde hun, at han skulde betro sig til hende ... og var det meningen, at hun saa vilde gjøre gjengjæld? ... Og –
Aa han var et fæ, som ikke bare forsøgsvis havde sendt hende et lidet forstaaelsens smil og ladt som han var sikker! – Isteden derfor havde han bare siddet og maabet hen paa hende og saa tilslut tat øjnene til sig. Og hun havde beholdt øjnene fæstet paa ham en stund, men havde saa tat dem til sig igjen hun ogsaa, og siden ikke set paa ham ...
Hvad i al verden kunde hun mene? ...
Pludselig rejste han sig – : han maatte ha rede paa det! – bestyreren og fruen laa og sov middag inde i soveværelset paa den anden side af entreen, det vidste han; hun maatte bestemt være alene i havestuen.
Han gik op gjennem havens gange, op paa verandaen og kikked ind – :
Derinde sad hun, i gyngestolen, midt paa gulvet i den tungt draperede stue, magelig læned tilbage med fødderne paa den broderte fodskammel, hænderne hvilende paa gyngestolens arme – og ansigtet vendt lige mod ham, med lukkede øjne. Et blegegrønt skjær fra de nedrullede persienner faldt hen gjennem værelset og gav hele hendes skikkelse noget forunderlig zart og drømmeagtigt – en sovende undine.
Havde hun ikke gynget sig svagt frem og tilbage, vilde han trod, hun sov. – Han blev staaende lidt og se paa hende – tog saa et skridt ind paa gulvet. Hun aabned dovent øjenlaagene, saa paa ham med et svagt smil og gynged ganske sagte videre. Han blev staaende derhenne ved døren med spørgende øjne.
Saa løfted hun mat den højre haand fra gyngestolens arm og lod den falde ned igjen – det saa ud som et vink, men han var ikke sikker, og blev staaende.
Men saa løfted hun igjen haanden – : jo vist vinked hun ham hen til sig, det var ikke til at ta fejl af, og han gik derhen og blev staaende foran hende.
– Sæt Dem, sa hun svagt og pegte lad paa en stol uden at løfte haanden.
– Tak! – Men han sat sig ikke, blev staaende der foran hende og sluge hende med øjnene. – Saa blev hun alvorlig og gav sig til at mønstre ham interesseret, fra øverst til nederst. Han indbildte sig, at hun i fantasien klædde af ham stykke for stykke, og han følte det tilslut, som han stod nøgen foran hende. Men det generte ham ikke, han følte sig slet ikke undseelig – tværtimod, han kroede sig under hendes øjne. Saa fandt han paa at ville gjøre det samme med hende. Og nu lykkedes det da endelig engang, det han aldrig havde kunnet faa til, naar han sad alene og fantaserte inde paa sit værelse – : han strøg med øjnene alle klæerne af hende, fra skuldrene og nedover – :
Gud for en figur! – og øjnene løb langsomt opover igjen langs hofternes og brystets bløde jomfruelige linjer og stansed ved hendes ansigt.
Men du store gud! at han ikke havde set det før – : slig som hun sad der og saa paa ham, minded hun jo slaaende om hende fra ifjor, hun som rejste til Stockholm. Og hun havde jo holdt af ham ...
Som et lyn fór den tanke gjennem hodet paa ham – : han vilde betro sig til hende, vilde styrte sig ned paa knæ for hendes fødder, lægge sit hode i hendes fang og fortælle hende alt, og hun vilde forstaa ham og ta imod ham og elske ham; og han vilde elske hende igjen, over alle ting. Aldrig mere skulde han liste sig ud af vinduet om natten, nej, bare til hendes sovekammer; aldrig mere tænke paa andre, bare paa hende, paa hende – aa hvor han vilde elske hende ...
Som et lyn fór tanken gjennem hodet paa ham, mens han stod der foran hende, og det glimted stort i de smaa øjne – men han betænkte sig endnu et øjeblik: skulde, turde han gjøre det?!
Jo, han vilde! Og han havde alt hendes navn paa tungen og vilde styrte sig ned paa knæ foran hende – saa blev en dør lukket op derude paa den anden side af entreen; bestyreren var færdig med sin middagslur.
En pludselig rædsel greb ham, han følte trang til at sætte ud i et forfærdeligt skrig men gjorde det ikke, kasted bare et par forstyrrede øjne omkring i værelset og løb det forteste han kunde ud gjennem havedøren, ned verandaens trap, ud havelaagen og op trappen den anden vej ind paa sit værelse og kasted sig næsegrus ned i sengen.
Men med et let tryk af sin lille fod paa den broderte skammel havde hun slynget sig tilbage i gyngestolen og sendt en klar spottende latter efter ham, da han løb. Den klang endnu igjen i hans øren, denne klare spottende latter, den la mile mellem hende og ham ... Mile? – nej, en gabende afgrund, en hel verden la den imellem dem – aa, de vilde aldrig finde hverandre, aldrig! han vidste ikke hvorfor, men følte, at det vilde aldrig ske. Og taarerne styrted ud af hans øjne, en krampagtig graad greb ham, og han blev liggende længe og hulke dernede mellem puderne, mens det kjærlighedens fantom, som havde vist sig for ham, reves ud af hans sjæl ...
V.
Han havde faat artium alligevel, rigtignok med non paa næstsidste point, men han var da student. – Bestyreren havde gratulert ham, og hjemme var der blet glæde: det var jo mere end de havde ventet. Faderen havde skrevet og sagt, han vilde holde ham herinde et aar, mens han tog andenexamen; siden fik han sørge for sig selv, men indtil den tid kunde han skrive efter penge, naar han trængte dem. Og Jarmann skrev temmelig stærkt hjem efter penge, uden at den gamle knurred: det var jo bare det ene aar.
Men den, som ikke tænkte paa andenexamen, det var Jarmann; ganske andre ting optog ham. Han havde gjort endel bekjendtskaber i russedagene, var begyndt at omgaaes folk og havde faat mærke følgerne af det tidligere tilbagetrukne liv: han følte sig genert og klodset, kunde ikke føre sig, havde ikke den «savoir vivre» som de andre, kort sagt: gjorde indtryk af at være «Grønlandsstudent». Og det var det blet hans ærgjærrighed at komme ud over. Men det var ikke let, og det optog saa godt som hele hans tid i begyndelsen.
– Du skulde vide, sa han engang til mig, hvad det har kostet mig, bare at lære at gjøre min entré paa en restauration som en gentleman! ... eller at kunne staa i theatret nede i første parket, nonchalant lænet op mod orchesterbarrieren og betragte publikum! ... eller bare at slentre nonchalant op og ned paa Karljohan og se paa ansigter, istedetfor som tidligere at skynde mig forbi uden at turde se paa nogen! – du skulde vide, hvad det har kostet – det er rent ud utroligt!
Men han lærte det ogsaa tilbunds i det aar; han indretted sit liv bare paa det. Og med det formaal for øje var det slet ikke saa dumt at leve, som han gjorde.
Først sent paa morgenen, saan mellem ti og elleve, stod han op; slængte rolig nedover til Ingebret, tog en kop bouillon og noget smørrebrød og sat sig saa efterpaa til med en cigar og en avis henne i hjørnevinduet i det inderste kaféværelse, til klokken blev som ét. Slentred saa gelassent opover Kirkegaden til Karljohan og drev der op og ned fra posthuset til Ekertorvet – af og til med et slag ned Kongensgade – og saa paa Karljohansdamerne gaa i boutikker. Indtil musikken kom kl. lidt over to; da strømmed jo allesammen op i den øvre del af Karljohan for at høre paa den, og Jarmann med. Krydsende frem og tilbage, snart paa den ene og snart paa den anden side, mellem Universitetet og Grand Hôtel studerte han nøje ansigterne paa de unge damer og halvvoxne smaapiger, som ogsaa spaserte frem og til– bage der; han kunde dem udenad paa sine fingre allesammen, og lod aldrig nogen af dem slippe forbi – hvis de var vakre da uden at ha tvunget dem til at lægge mærke til, at han saa paa dem. Aldrig mere end en ad gangen forresten, han kunde vælge sig hende ud blandt en hel flok, som gik sammen. Alt paa forhaand begyndte han med at klæ af hende med øjnene og mønstre figuren, indtil enten hun selv mærked det, eller de andre dytted til hende og gjorde hende opmærksom paa det; saa lod han øjnene stanse ved hendes, og forsøgte et svagt smil. Fik han det besvaret, var han glad for et helt kvarter, for det var hans specialnydelse, det maatte til for at sætte ham i godt humør. Og det lykkedes ikke saa sjelden, for han saa godt ud der han gik, slank og lys, slentrende nonchalant afsted i sin graa dress der sad aldeles fortrinlig paa ham, og med et svagt stænk af blaserthed over det fine blege ansigt.
Naar klokken var tre og musiken forbi, gik han hjem. Han var flyttet tilbage til sin gamle hybel i Kristian August og spiste sin middag i spisekvarteret hos værtinden; det var for dyrt at ta den ogsaa hos Ingebret.
Efter middagen sov han gjerne lidt. Efter kaffen blev han enten siddende hjemme og læse, hvis han havde en ny bog, eller han gik ud til en eller anden af sine nye kammerater og blev siddende og røge og passiare hele eftermiddagen igjennem; mest om politik, som dengang – det var vinteren 1879-80 – var blet et dagligt samtaleemne, og saa naturligvis om fruentimmer; han var holdt op med at lægge skjul paa sine fruentimmeraffærer, for der var jo ingen af de andre som gjorde det. –
Om aftenen sad han saa enten paa en kafé, hvor han spiste til aftens og leste aviserne ved en toddy og en cigar, eller han var i theatret – og da altid paa første bænk i første parket, hvor man kunde se ham i mellemakterne staa flot lænet op imod orchesterbarrieren og passiare med en kammerat, af og til fixerende en eller anden dame snart med bare øjne, snart i kikkerten. – Og naar saa theatret var slut, eller klokken blet omkring ti – saa var det de gamle fruentimmeraffærer da igjen til ud over natten.
Slig leved han dag efter dag, uge efter uge, maaned efter maaned uden at tænke paa fremtiden, tryg og rolig. Henschen, hans levende samvittighed, var blet huslærer etsteds paa landet, og siden han var rejst, var der kommen en behersket selvsikkerhed, en rolig ligevægt over Jarmann, baade udvortes og indvortes, som han selv var meget tilfreds med. – Hændte det, at nogen spurgte ham, hvad han skulde bli, havde han altid sit svar paa rede haand – : literat. – Det var den ros, han paa skolen havde faat for sine norske stile, som havde sat ham paa den idé.
Der var en aften i November, raat og koldt med stille, lidt taaget luft, men tørre gader. – Forestillingen var slut i Kristiania theater, og publikum strømmed ud paa Bankpladsen. Jarmann var blandt de første, som kom ud, han havde siddet og gabet og kjedet sig derinde, men var blet til det var forbi alligevel – : han havde fan'en ikke noget andet sted at gjøre af sig. Ude paa platformen foran indgangen blev han staaende, med vinterfrakken tæt tilknappet og hænderne i lommen, og se ligegyldig paa menneskestrømmen, som flød ud forbi ham under theatrets gaslygter, delende sig i to arme, én opover mod Kongensgade og én hen til Kirkegaden, mens nogen faa mennesker gik tværs over pladsen og ind til Ingebret. Da ingen flere var tilbage, gaslygterne slukket, og theatret laa mørkt og øde, steg han mekanisk ned af platformen de to trin, ét for ét, og gik langsomt henover fortouget langs pladsen. Foran Ingebrets oplyste vinduer stansed han et øjeblik og hørte paa toddyskvalderen derindefra. – Skulde han gaa ovenpaa og spise? ...
Han gren paa næsen – : han havde ikke lyst.
... Ind i caféen og ta et glas toddy og en cigar?
Han rysted paa hodet – : havde ikke lyst; og gik langsomt opover Kirkegaden.
... Skulde han se at faa fat paa noget fruentimmer? ...
Han gren igjen paa næsen med en hovedrysten – : havde ikke lyst....
... Gaa op til en kammerat og sidde der og væve en stund....
Anej da, han havde ikke lyst....
... Hjem og lægge sig? ..
Havde ikke lyst! –
Det var som blodet var forsumpet i aarerne paa ham, lemmerne var tunge og matte, hjernen sløv og tom, uden tanke, uden vilje, uden attraa, uden begjær ... bare fyldt af tomhed! Benene bar ham mekanisk opover gaden, forbi de sparsomt plantede gaslygter, hvis rolige blus lyste dødningeagtigt op i hver sin lille omkreds af kold disig stillestaaende luft – han følte sig som et levende lig i en pludselig uddød by, ulykkelig, som om livet havde stødt ham fra sig. – Et stykke op i gaden standsed han og tramped i fortouget – :
Men for fanden, étsteds maatte han da gjøre af sig! – hvad skulde han gjøre? ...
Han havde ikke lyst til nogen ting. Og han sat sig ned paa fortouget med benene i rendestenen, albuen støttet paa knæerne og ansigtet i hænderne – og vilde græde. Men der kom ikke en taare. Han løfted ansigtet igjen og blev siddende og stirre sløvt idiotisk over paa kreditbankens vinduer, men hørte saa skridt længer nede i gaden, tog sig sammen, rejste sig og gik videre opover. I det han drejed om posthushjørnet, mødte han en drosche. Han ropte den an og sat sig op.
– Hvor han skulde kjøre hen? spurgte kusken.
– Aa kjør ... kjør udover Drammensvejen! – Og han krøb sammen i hjørnet af droschen, fyldt af den modbydelige smerte som bare tomheden kan gi, mens kusken vendte hesten og kjørte. Men pludselig fór han op igjen – : hvad fanden skulde han udover Drammensvejen? Nej, heller et andet sted. Men hvor? ... han saa sig mekanisk om, som for at finde stedet, men sank saa slap tilbage igjen – : Anej tøv, ligesaagodt der som alle andre steder, det var jo bare noget sludder at sidde her og kjøre alligevel! – Og han stirred igjen ret ud for sig, fortæret af denne ulidelige tomhedsfølelse....
Aa, saa ulykkelig syntes han aldrig, han havde følt sig – hvad var livet?...
Pludselig gik det op for ham, at nu forstod han selvmordets tanke, og saa faldt det ham ind, at igrunden var han en ganske interessant person, der han sad...
Men saa fór han op igjen – : nej, han gad ved gud ikke være interessant paa den maade længer ... hej, kusk!
Kusken vendte sig.
– Kjør i Vika! – De var netop kommen til Skjellebæk, kusken kjørte rundt det lille «Flora-Apiciana» anlæg derude og tog Munkedamsvejen tilbage. – Paa den triangelformige plads foran indgangen til Vika steg Jarmann ud, betalte vognmanden, og gik hen til Berntine. Han slap ind og klædde af sig med den tanke at bli der for natten.
Men han havde ikke vært der længe, saa syntes han det hele blev for modbydeligt, og han klædde paa sig igjen og gik. Udenfor blev han staaende og se raadvild nedover gaden, og havde igjen lyst til at sætte sig ned og græde – men saa tog han sig energisk sammen, og næsten løb hjem i den graakolde natluft, klædde af sig uden at tænde lys engang, og putted sig ned under tepperne: han vilde sove! vilde for fan'en ikke ha mere af dette her! ...
En fornemmelse, halvt tanke og halvt følelse, sneg sig ind over ham, mens han laa der og forsøgte at sove – : Mon det ikke igrunden vilde vært hyggeligst aldrig at vaagne mere? ...
Med den søvned han ind.
Det var aftenen efter nede i folketheatret. Teppet var netop gaat ned, Jarmann havde rejst sig og stod lænet mod orchesterbarrieren med kikkerten i begge hænder foran sig paa maven, ansigtet bøjed ned mod Helmer, som sad paa pladsen ved siden af ham – :
– Var hun ikke storartet?! sa han begejstret. – Det var frøken Lindgren, han mente, det var Røverne som gik, og fru Tivander var prinsen, frøken Lindgren page.
– Jo, hun var s'gu ikke saa dum, sa Helmer.
– Ikke saa dum! – har du nogensinde set noget saa storartet? ... slige vidunderlige ben? ... og slige hofter? – La du mærke til hendes ben ved siden af fru Tivanders?
– Aa fru Tivanders var s'gu prægtige de ogsaa!
– Det var de, sa Jarmann; det var fine rene linjer! ... dejlige fruentimmerben men hvad var det imod frøken Lindgren! hendes var jomfruben, idealet af jomfruben! . saa rene fine linjer og alligevel saa vidunderlig bløde – gud, hvor hun var storartet! – Og han stirred begejstret hen over publikum i stum henrykkelse over disse dejlige ben. – Helmer saa paa ham, smilte og rysted paa hodet. Pludselig gjorde Jarmann en nervøs bevægelse – :
Nej, jeg holder ikke ud at staa her og vente, til teppet gaar op igjen – kom, vi gaar ud i restaurationen saalænge!
De gik derud, røgte en cigaret og drak et glas øl, siddende der midt i larmen og tobaksskyerne i den overfyldte kafé – uden at tale. Jarmann bare blæste cigaretrøgen fra sig i svære skyer, og stirred begejstret efter dem mens de flød ud i luften og blanded sig med al den anden røg. Da det ringte, fór han op, kasted cigaretten og styrted ind.
Teppet gik op, men Jarman saa ikke hvad der foregik deroppe, bare stirred febrilsk derop, ventende paa frøken Lindgren. Da hun endelig kom, stak han begge hænder i lommerne, læned sig tilbage mod bænkeryggen og stirred sig formelig gal paa hende. Faldt saa sammen da hun forsvandt, og vented nervøst paa at hun skulde komme igjen hele resten var ham aldeles ligegyldigt. –
Da forestillingen var slut, skiltes han fra Helmer lige udenfor, vandred alene hen til torvet, op Grænsen og Pilestrædet til Kristian August. Gaderne var tørre, det var kold, stille luft og stjerneklart. Han gik rask opover, som havde han hastværk, og med energisk trang til at gjøre noget, men uden at tænke paa hvad. Af og til stødte han stok– ken haardt i fortouget – : du store gud, hvor hun var dejlig!
Hjemme tændte han lampen, hængte hat og frak ud i entréen, putted nogen skuffer kul i ovnen og sat sig hen i sofahjørnet for at tænke paa hende. Men han kunde ikke sidde stille, han fór op igjen og blev gaaende nervøst frem og tilbage paa gulvet i det lille trange værelse....
– Ja, hun var dejlig, vidunderlig dejlig!... Og saa ren! saa jomfruelig! saa uskyldig! – noget mere intakt kunde han ikke tænke sig, renheden straalte ud af hele hendes skikkelse. – Med ét fik han selv en umaadelig længsel efter renhed – : han maatte være ren han ogsaa, naar han skulde tænke paa hende! – Og han stansed foran komo– den, trak en skuf ud, tog frem rent linned og rene strømper, la det altsammen hen paa sengen, sat sig paa stolen ved siden af, klædde helt af sig og stilled sig splitternøgen op foran vaskeservanten og gav sig til at sæbevaske hele sit legeme. – Gned sig saa tør og varm, trak det skinnende hvide linned paa, og sat sig et øjeblik hen paa stolen ved sengen og nød sin egen renhed. Klædde saa paa sig igjen, hented hat og frak ud fra entréen, tog det paa, slukked lampen og begav sig i en formelig festlig stemning ud i den stjerneklare nat – : der var noget brudemæssigt ved denne følelse af renhed; hun var ligesom kommen ham nærmere! ...
Han gik Pilestredet tilbage igjen, og tog af Akersgaden hen til Karljohan, vandrende afgaarde med raske nervøse skridt fuldstændig fyldt af hende; tænkte ikke, bare aanded ind den kolde natteluft i lange drag og følte, at hun var det dejligste han vidste.
Midt i Karljohan standsed han, slog frejdig sin stok mod brostenene og saa sig energisk om – hvor skulde han drage hen?! Foran ham laa gaden lysende nedover med sin dobbelte række gasblus helt til Jernbanetorvet – he! det var for ham de var tændt: han skulde jo ned til Jernbanetorvet, hun bodde vist i Hôtel Royal. – Og han vandred frejdig derned.
Udenfor hôtellet blev han staaende og se op mod vinduerne, der var lys i mange af dem .... Aa, om han havde vidst i hvilket vindu! ... bare at se en skygge paa et gardin og vide, at det var hende! ...
Men der viste sig ikke en skygge engang, uformørket lyste vinduerne videre. Saa blev et af dem slukket, og lidt efter et par til. Tilsidst faldt det ham ind, at kanske bodde hun slet ikke her ... Nej, naturligvis! det var jo i Angleterre, at folketheatrets personale bestandig tog ind. – Og han gik op til Angleterre. Men der var mørkt i alle vinduer. Han betænkte sig lidt ... hun havde vel lagt sig, sov sødelig i sit hvide lin ... og han vandred afsted med smaa raske nervøse skridt en tur udover Drammensvejen, uden at tænke, bare glad, stormende glad over, at hun var til ... at noget saa dejligt fandtes paa jorden.
Da han var kommen hjem igjen og havde lagt sig, søvned han ind med det samme og drømte om hende – :
Hun stod der i den dejlige pagedragt, lys og blond, og han laa paa knæ foran hende og fortalte hende undseelig om sit ryggesløse liv. Men det var altsammen fordi han ikke havde mødt hende før, ikke før havde kunnet elske hende ... nu vilde det aldrig ske mere, fra nu af vilde han aldrig kunne tænke paa andre end hende. – Og hun saa blyg og kjærlig ned paa ham og sa, hun vilde sætte ham paa prøve et aar. Han bad for sig – : saa længe kunde han ikke leve borte fra hende. Men det hjalp ikke, prøvetiden maatte udstaaes ...
Pludselig, mens han laa der og bad for sig, opdagede han med ét, at pagen der foran ham var slet ikke hende, det var frøken Bamberg, med de plirende kjælne øjne og det drillende halvsmil. Og han stod igjen i bestyrerens havestue, og bestyreren kom ganske rolig ind og sa goddag – og det hele gik over i noget rent vrøvl –
Aftenen efter og alle de følgende aftener, naar frøken Lindgrens navn stod paa plakaten, kunde man finde Jarman nede i folketheatret paa første bænk i første parket – lige begejstret. Men han gjorde ikke noget forsøg paa at bli kjendt med hende. –
Da Tivanders trup en fjorten dages tid efter rejste fra byen, følte han i nogen dage et hæftigt savn. Men lidt efter lidt gik begejstringen af ham igjen, og en uges tid efter havde han glemt det hele og leved vi– dere som før.
Andenexamensaaret løb tilende, uden at Jarman endnu havde tænkt paa nogen examen. Pengeforsendelserne hjemmefra stopped op, og han begyndte at spekulere paa, hvad han skulde gjøre. Et øjeblik tænkte han paa en huslærerpost, men opgav det strax igjen – : da maatte han jo fra byen, og det vilde han ikke for nogen pris. Saa søgte han en plads paa et sagførerkontor og fik den, løn 30 kroner maaneden, men ingenting at bestille, bare at være tilstede. Og saa tilbragte han da sine formiddage dernede paa kontoret, liggende paa en sofa med en eller anden roman fra leiebibliotheket over gaden, mens han ellers blev ved at leve aldeles som før – saavidt det lod sig gjøre med de indskrænkede pengemidler og den kredit og de laan, han kunde opdrive.
Slig gik tiden en tre fjerdings aar til ud paa vaaren 1881.
VI.
Det var en aften i «Fram» i Maj 1881, mødet holdtes nede i Kristiania arbejdersamfund, paa hjørnet af Youngstorvet og Torvgaden, i et værelse oppe i 2den étage. Det var i Frams første tider, da medlemmernes antal endnu var temmelig indskrænket.
Omkring det lange bord i midten af det nøgne værelse sad en tyve tredive unge mennesker, hver med sin toddy eller pjolter foran sig, og drak og røgte, cigar snadde eller lang pibe. En stor toddyvandsmaskine stod og kogte midt paa bordet, en masse flasker og glas, store og smaa, tømte og fulde, stod hulter til bulter rundt omkring, der var spilt ned skvætter af øl og selters og vand og cognak baade her og der, og cigarstumper og tobaksaske og sukkerbeter flød om overalt. Og altsammen, de unge mennesker med sine toddyer og pjoltere, det tilsølede bord med sine flasker og glas og toddylavningsapparater, laa indhyllet i en tæt sky af tobaksrøg og toddydunst.
De to gasblus over bordet sendte sit lys, afdæmpet gjennem de hvide kupler, ned i den graagule taage og kasted et fantastisk skjær over de ungdommelige ansigter.
Klokken var alt over tolv. Det havde været en livlig aften – :
Formanden havde indledet med et længere foredrag om Darwin og hans betydning for den moderne videnskab, efter foredraget havde der vært diskussion, og under den var man tilslut kommen ind paa kristendommen, dens forhold til moderne videnskab og kunst – og til livet. Det sidste havde især tændt fyr i gemytterne og den ene efter den anden havde rejst sig og talt om kristendommens uhyre forsyndelser mod livet. Fra alle kanter og i de forskjelligste former var det blet fremholdt, hvorledes kristendommen med sin forsagelseslære enten dræber trangen hos den unge slægt til et friere, rigere og fyldigere liv end det der kan leves under de gamle sam– fundsformer, eller ogsaa holder den nede og derved bevirker, at den, istedenfor at faa sit udslag i samfundsreformatoriske bestræbelser, slaar ud i en privat nydelsessyge, som saa igjen fremavler alle de samfundsonder, man med et fælles navn kalder usædelighed, og som uafladelig kræver sine tusinder og atter tusinder af ofre. – Fra alle kanter og i de forskjelligste former var dette blet fremholdt med harme og indignation, og kristendommen i kraft deraf erklæret for Frams hovedfiende.
En høj lys fyr med staalblaa fanatiske øjne og et gult krøllet haar stod og talte oppe ved den øvre ende af bordet, i nærheden af for– mandspladsen. Han behandled det samme emne og belyste det med et exempel fra sin erfaring, mens de andre sad stille omkring det lange bord, nippende til sine glas, og lyttede med bifaldende miner.
Da han sat sig, rejste formanden sig for enden af borden – : en ganske ung sort fyr, knapt tyve aar, slank indtil tyndhed, et prægtigt kranium med bred fremspringende pande, halvt dækket af det ret fremoverstrøgne haar, en ualmindelig energisk mund og dybtliggende mørke øjne. – Han forhørte, om flere vilde ha ordet.
Ingen forlangte det.
– Vel, saa tænker jeg, vi til beslutning drikker en skaal for hedenskabet – skaal for det moderne hedenskab!
– Skaal! skaal for hedenskabet! roptes der fra alle kanter, og skaalen blev drukket af alle.
– Og dermed erklærer jeg mødet hævet – og nachspielet begyndt, sa formanden og sat glasset ned. – Er der nogen der nedover, som skal ha mer brændevin?
– Ja her! her! lød det fra flere kanter og arme blev strakt frem. Formanden skjøv en kognakflaske ned over bordet, trak op en ny en til sig selv og den, der sad sammen med ham ved den øvre ende af bordet – og saa drak man løs og snakked og skravled om alle verdens ting.
Lidt efter lidt havde forsamlingen løst sig op i grupper; nogen sad omkring formanden oppe ved bordenden, nogen havde søgt hen til de smaa borde under gasblussene i værelsets hjørner, og resten sad igjen ved det lange bord i smaagrupper paa to og tre nedover. Tobaksrøgen blev tættere og tættere, stemmerne fra de forskjellige grupper mere og mere højrøstede, det hele flød tilslut sammen i et eneste taaget, larmende virvar, som af og til gjennemskares af ungdommelige lattersalver. –
Omtrent ved midten af det lange bord, med ryggen til vinduerne, sad en spæd lys fyr ganske alene. Det rødblonde haar slutted tæt og glat omkring det lille statelige Augustushode og skjød sig i smaa krøller ned om den hvide pande – det var Jarmann. Lænet tilbage mod stoleryggen, magelig sammensunken, den højre haand hvilende paa bordkanten og fattende om glasset sad han der med for– overbøjet hode og stirred aandsfraværende ind mellem de tømte flasker og glas paa det tilsølede bord; han saa ingenting af det hele, hørte ikke de larmende stemmer omkring sig, mærked ikke den stramme, kvalmende lugt af tobaksosen og toddydunsten – han var ganske optat bare af sig selv.
For ham havde aftenen havt en særegen betydning.
I den korte tid han havde vært medlem af Fram, havde kristendommen ikke tidligere vært fremme til diskussion, af og til, en enkelt gang havde han hørt den nævne privat mellem enkelte af medlemmerne under et nachspiel eller andetsteds, naar de havde truffet sammen udenfor foreningen, men de havde aldrig indladt sig nærmere paa den, bare trukket paa skuldrene af den som af noget, de forlængst var ude over og ikke havde noget mere med at gjøre. Og han havde følt en skadefro fornemmelse ved den taushedens foragt, som paa den maade var blet kristendommen tildel – det havde tilfredsstillet en længe undertrykt hævnfølelse hos ham –, men han havde dog nærmest opfattet det som et udslag af ungdommelig friskfyragtighed hos de unge mennesker: i virkeligheden leved nok kristendommen derinde i dem alligevel, som den leved inde i ham selv; den var nok ikke til at komme fra!
Slig havde han følt det før. Men nu iaften, mens han sad der og hørte paa alle de harmfulde indignerede taler imod kristendommen, var den følelse blet rokket, han var selv blet smittet af harmen og indignationen, og det mere og mere, jo længer han sad der og hørte:
Kristendommen dræber trangen hos den unge slægt til et friere, rigere og fyldigere liv – ja, det gjorde den vist hos mange, ingen tvivl om det...
Eller den holder frihedstrangen nede og tvinger den til at slaa ud i nydelsessyge og usædelighed, mens den naturlig vilde søge sit afløb i samfundsreformatoriske bestræbelser ja, slig var det jo gaat med ham ...
Og det var altsaa kristendommen selv, der var skyld i det, den saa haardt fordømmer! .. Ja, saadan, saadan var det! – Og det var ikke bare ham, nej, det var gaat og gik fremdeles ligedan med mange andre ... Og han og disse andre, hos hvem kristendommen ikke havde formaaet at dræbe frihedstrangen, men bare at holde den nede – de var jo netop dem, hos hvem trangen var stærkest, de var netop dem, der havde mest af fremtidens spirer i sig, de var altsaa dem, der kunde blit de bedste kjæmpere for frihed og fremskridt! ... Og isteden derfor gik de bare her og drak og væved med fruentimmer og fordrev tiden saa godt de kunde – fordi kristendommen holdt frihedstrangen i dem nede og tvang den til at skaffe sig dette unaturlige afløb ... Aa det var skjændigt!
Slig sad han og tænkte, og harmen og indignationen voxed, jo mere han tænkte, og tilslut blev han greben af begejstring for kristen– dommens udryddelse af verden – : aa den maatte udryddes, i bund og grund maatte den udryddes for at den unge slægt kunde frelses for frihed og fremskridt!
Men pludselig grebes han af en tvivl – : var det ikke bare et selvbedrag, det her'e? en øjenforblændelse? et øjebliks stemning? leved ikke kristendommen lige godt derinde i ham, som den altid havde gjort? – Og med bange anelser gav han sig til – hvad han ikke havde turdet i saamange aar – : at ransage sig selv og undersøge hver mindste krog af sin sjæl. –
Men nej, ikke en fiber derinde rørte sig til fordel for kristendommen, ikke spor var der tilbage af den gamle kjendte stemme derinde, fra hans barndoms dage, ikke mindste gnist af udvortes tro engang paa kristendommens sandhed; den stod for ham blot og bart som en afskyelig, frihedsfiendsk og fordærvelig fabel, som det forbaused ham at han nogensinde havde kunnet tro paa. – Nej, den leved ikke mere derinde i ham, den var død og borte ...
Død og borte? – turde han tro det? ...
Ja, død og borte! jubled det indi ham, og den knugende byrde han hemmelig og alene havde gaat og baaret paa i disse aar, indtil han var blet saa vant til den at han følte den som en uundgaaelig del af sig selv, den væltedes som en sten fra hans skuldre, og en umaadelig befrielsens jubel kom over ham – : Død og borte! død og borte! jubled det indi ham ... død og borte! død og borte! jubled det højere og højere – det steg til en vældig, altoverdøvende sejerssang, som trued med at sprænge hans bryst og han sprang op fra stolen med blussende ansigt og flammende øjne, som for at juble det ud over verden.
En dundrende latter fra dem deroppe ved bordenden rulled hen gjennem de tætte graagule tobaksskyer – og Jarmann husked med ét, hvor han var. Det tilsølede bord med sit virvar af flasker og glas, de svirende mennesker rundt omkring i den graagule taage, den halvdrukne, larmende skvalder, den modbydelige stank af brændevin og tobak trængte sig kvælende ind paa ham.
– Nej, her kunde han ikke puste, han maatte ud, ud i det frie, drikke den rene natluft i lange sugende drag og nyde sin befrielse! – Han kasted et blik omkring sig, ingen havde lagt mærke til ham, og han skyndte sig hen til døren, greb sin hat fra garderobeholderen og forsvandt.
Nede paa stentrappen udenfor stansed han et øjeblik, suged med velbehag den kjølige luft i sig, stirrende begejstret hen paa tugthusets svære røde granitmur, som laa saa tung og rolig derover i maanelyset, glitrende med sine utallige smaa krystalflader. Men saa sat han afsted med hurtige skridt, opskudte skuldre, stive arme og knyttede næver hen til Youngstorvet, trækkende vejret i lange sugende drag.
Torvet laa stort og øde henover, ikke et menneske var at se, den nøgne brolægning baded sig uden skygger i det hvide maanelys. – Pludselig grebes han af en voldsom lyst til at sætte i firsprang hen over den store hvide flade, sammen med sin skygge; kaste sig ned derhenne midt paa torvet og se op i himlen og huje derop og klappe i hænderne og sprælle med benene og rope gudsbespottelige ting – og saa rulle sig sammen i en klump med knæerne opunder hagen og armene slynget omkring dem og vælte sig omkring paa brolægningen som et galt menneske og rope: kjípalam! kjípalam!
Han smilte et øjeblik af det løjerlig barnagtige indfald, tog saa tilvenstre ned Youngsgaden med raske nervøse skridt.
... Hvor han følte sig ung og stærk! ... han kunde næsten ikke la være at løbe nedover i maaneskinnet ... Aa, men her var for trangt herinde i byens gader, han maatte ud i den frie natur, først der kunde han aande helt ud. – Og han vandred videre afsted med de opskudte skuldre, de stive arme og knyttede næver, ud imod Gamlebyen og Ekeberg.
Paa Vaterlands bro kasted han tilfældig et blik opover Akerselven, stansed uvilkaarlig, greben af stedets skjønhed, og læned sig fremover med armene paa broens jernrækværk.
Lige nedenunder ham flød elven kulsort ind under broens buer, husene tilvenstre kasted sine sorte slagskygger henover den. Men længer oppe snodde elven sig som en sølvaare, bølgeformig, glitrende i maanelyset opover mellem træernes og buskenes grønt, og landskabet omkring fortoned sig fantastisk i den blege belysning. – Og som han stod der lænet mod rækværket og stirred opover, blir det blege fantastiske landskab for ham til et fjernt, mystisk land. Bag træernes og buskenes grønt paa den sølvglitrende elvs bredder aner han udstrakte lande med store byer, hvor menneskene lever fredelig blandt hverandre og er lykkelige hver paa sin vis, uden at bekymre sig om, hvad der kommer efter dette liv. Og ingen vred himmel sender sine straffedomstrudsler ned over dem og forkynder at denne jordiske lykke skal betales med martrende pinsler i en anden verden. Nej, himlen hvælver sig ren og klar over dem, hele naturen tilsmiler dem og taler om lykke, lykke! jordisk lykke! – og de ofrer ikke en tanke paa, hvad der kommer bagefter livet ...
Aa, at det er saa fjernt! ... hvorfor er han ikke der! ...
Han retted sig ivejret – :
Det var det samme! Ogsaa over ham hvælved himlen sig ren og klar med blinkende venlige stjerner, og han stod her ung og stærk, og ren og skyldfri – med hele livet foran sig! ...
Ren og skyldfri! ...
– Ja. Rigtignok havde han aldrig arbejdet, aldrig gjort noget – det var saa aldrig læst og lært noget nyttigt som de andre; aldrig tænkt. – Men det var ikke hans skyld, kristendommen og den slette opdragelse bar skylden for det ...
Og rigtignok havde hans begejstring for alt, hvad der hed frihed og fremskridt – skjønt større kanske end nogen andens – ikke bundet i nogen forstaaelse, han havde ikke kunnet sige hvorfor ... Men hvad opfordring havde han ogsaa havt til at tænke! ...
De andre saa ned paa ham for det: han vidste jo ingen verdens ting! forstod ingen ting! sa de. Selv bagstræverne saa ned paa ham, det var ikke længer siden end idag, at en slig fyr havde sagt til ham: men hvad er det da du vil med den «friheden» og det «fremskridtet»! hvad er det, du mener? er det statsraadsagen, er det stemmeretsagen, eller juryen eller republiken, eller hvad er det, som skal gjøre os saa frie og bringe os slige fremskridt? hvad mener du overhodet med disse fraseologiske ord? – Og han havde staat der og ikke kunnet svare, vidste, at han havde ret, og den anden uret, men kunde ikke finde hverken ord eller tanker, blev bare blussende hed og rød i ansigtet og gik sin vej med et forbitret «tosk!», mens den anden stod igjen og lo af ham ...
Men fyren havde ret, og de andre med: han havde virkelig aldrig egentlig forstaat, hvad frihed og fremskridt var for noget, havde bare følt det uden at gjøre sig rede for det. Men nu forstod han det – : et friere, rigere og lykkeligere liv skal vi leve hver enkelt af os og alle tilsammen, saa vi slipper at trække os bort fra livet og søge vor tilfredsstillelse andetsteds! ...
Endnu vidste han ikke, hvordan dette friere, rigere og fyldigere liv skulde leves, hvori det egentlig skulde bestaa; forstod heller ikke, hvad det havde med republiken og statsraadsagen og stemmeretsagen og alt det andet at gjøre. Men han skulde nok faa rede paa det, der var en sammenhæng mellem det altsammen, det følte han, og han skulde nok finde den ... De kunde længe nok se ned paa ham de andre, og tro, at han ikke dudde til nogen ting han skulde nok komme til at forstaa det hele, han ogsaa! Han skulde arbejde! og læse! og tænke! og arbejde! indtil han kom til klarhed over det altsammen, og saa skulde det nok vise sig, at der var stof, kanske bedre stof i ham end i de fleste af dem, der nu saa ned paa ham – imorgen den dag skulde han begynde! De kunde længe nok sige, han var en doven slyngel, som ikke gad bestille noget, de maatte gjerne snakke: han var ung og stærk, og det skulde nok vise sig, at han kunde ar– bejde og gjøre noget, fordi om han ikke havde kunnet terpe skolelexer som han ikke forstod hvad nytte han kunde ha af, eller bekvemme sig til at ta paa et kjedeligt embedsstudium, som for ham ikke havde anden betydning, end at det kunde skaffe ham brød. – Og naar han saa havde arbejdet sig frem til fuld klarhed over det der laa ham paa hjerte, og stod der med den hele, fulde forstaaelse af hvad det gjaldt – saa vilde han vælge sig en stilling og ud fra den være med at arbejde for frihed og fremskridt han ogsaa ... Aa han skulde nok drive det til noget! ... ja vær ganske sikker! han havde ungdom og kraft i massevis, og forstaaelsen mangled ham ikke længer – nu laa livet aabent foran ham! ...
Han havde forladt broen uden selv at mærke det og var vandret videre i den maaneklare nat, med de opskudte skuldre, de stive arme og knyttede næver. Og slig vandred han afsted, videre og videre, med raske nervøse skridt, indaandende luften i lange drag og berusende sig i fremtidshaab. –
Klokken var over fire, inden han kom iseng. – Da han dagen efter laa paa sofaen paa sagførerkontoret og tænkte paa hvordan han nu skulde ta fat, kunde han slet ikke begribe, hvor han skulde begynde, og hvor han skulde ende. Tilslut fandt han paa at ville begynde med at læse Stuart Mills «repræsentative system», tog virkelig ogsaa permission fra kontoret den sidste halvtime før to, gik op paa universitetsbibliotheket og laante bogen, og læste om eftermiddagen nogen sider i den, men fandt den forfærdelig kjedelig og lod den siden bli liggende og slænge paa bordet der hjemme uden nogensinde mer at se i den. Og inden mange dage var gaat, var hele begejstringen fra aftenen i Fram fuldstændig fordunstet og arbejdsplanen opgit, og han blev ved at gaa omkring og væve bort tiden akkurat som før.
VII.
Det var omtrent ved den tid, at jeg første gang traf Jarmann.
Jeg havde i de sidste fjorten dage før sommerferierne faat saameget at bestille, at jeg for at overkomme det maatte ta en sekretær, og saa gav en ven af mig anvisning paa Jarmann – paa den maade blev vi kjendte. Men det første indtryk, vi fik af hverandre, var ikke videre heldigt; jeg var blet vranten ved det meget arbeide, og han blev vranten ved overhodet at skulle arbeide, vi var derfor ubehagelige at omgaaes begge to, og det var ikke just nogen varm afsked vi tog med hverandre, da vi efter endt arbejde skiltes, jeg for at rejse paa landet, han for at gjenopta sit dagdriverliv herinde i den afskyelige sommerhede.
Da jeg i begyndelsen af September kom herind igjen og begyndte mine sædvanlige timelange promenader paa Karljohan, mødte jeg stadig Jarmann der, naar han om middagen mellem to og tre gik og rekreerte sig efter romanlæsningen paa sagførerkontoret. Men sæsonen var ikke rigtig begyndt, mange damer var ikke kommen tilbage fra landet endnu, og de som var kommen, var endnu ikke til stadighed begyndt at gaa og høre paa mu– siken. Derfor var Jarmann i daarligt humør, mens han gik der og sled gadestenene mellem to og tre, og naar vi mødtes, hilste han trevent og gik ligegyldig forbi. – Men lidt efter lidt begyndte damerne at indfinde sig igjen, og for hvert nyt dameansigt, som dukked op paa Karljohan, kom Jarmann i bedre og bedre humør.
Har De set at lille frøken den og den er kommen tilbage? kunde han da ret som det var i forbigaaende spørge mig med et fornøjet smil – han vidste, vi ialfald havde den interesse fælles. Og var det et rigtig pragtexemplar, som var ankommet, og jeg endnu ikke havde opdaget hende, saa var der ikke tale om andet, jeg maatte følge med og la ham vise mig hende: han maatte ha nogen at dele sin glæde og beundring med.
Paa den maade kom vi af og til til at spasere sammen paa Karljohan i musiktiden. Og saa kunde det da hænde, naar klokken var tre, musiken forbi og damerne borte, og jeg var fattig og ikke havde kunnet slaa «kronen» til Ingebret, at jeg gik hen og spiste middag sammen med Jarmann hjemme paa det billige men «vonde» spisekvarter, hvor han holdt til. Efter middagen bød han mig saa altid ind til sig, paa den anden side af gangen, paa en kop kaffe og en cigar. Lidt efter lidt kom vi til at like hverandre noksaa godt, og Jarmann begyndte da ogsaa at besøge mig.
Jeg bodde dengang oppe i Nordal Bruns gade i «et smukt møbleret tofags værelse til gaden», som det hed i avertissementssproget – i virkeligheden et nogenlunde rummeligt værelse, tarvelig møbleret, med lyse ensfarvede vægger uden nogenting paa, koldt og uhyggeligt. Til gjengjæld havde jeg det saa aldeles frit og kunde ugenert gerere mig aldeles som jeg vilde derinde sammen med venner og veninder.
Jeg havde omtrent ingenting at bestille dengang, alt hvad jeg gjorde var: hver Søndag at stenografere en præken for en præst, som vilde udgi en prækensamling. For hver præken fik jeg 16 kroner, det strak til til værelset og nogen middager hos Ingebret, resten af middagene «slog» jeg paa Karljohan i «forretningstiden», og saa havde jeg desuden to kjøbmænd oppe paa Meyerløkken, som kappedes om at forsyne mit bord med kaffe og the, smør og brød, ost og pølse, røgesild og hermetik og gud ved ikke hvad, saa jeg behøved slet ikke at lide nogen nød hverken jeg eller de venner og veninder som vilde spise hos mig. Og øl og cigarer til mig og mine venner, cigaretter og Paxaretter og andre vonde vine til veninderne kunde jeg ogsaa faa saameget jeg vilde ha af hos de samme kjøbmænd – de vidste, de fik betaling, naar storthingstiden kom.
Veninder havde jeg mange af dengang. Jeg havde netop en fruentimmerraptus paa den tid, og man kunde risikere at træffe fruentimmer hos mig paa hvilkensomhelst tid af døgnet man kom. Havde jeg fundet et pige– barn jeg likte, beholdt jeg hende gjerne hos mig i længere tid, og vi tilbragte da dagene derinde i det tarvelige rum – pigebarnet og jeg – dels i sengen og dels dillende omkring i negligé, levende paa smørrebrød og hermetik, øl og vin, kaffe og cigaretter. Til hvert maal kom tjenestepigen og banked paa og langed ind tallerkener og kopper, kniver og gafler, flasker og glas, igjennem den halvaabne dør, hvor jeg stod med den fillede graa rødkantede slobrok kastet løst omkring mig og tog imod det altsammen, mens tjenestepigen med mere eller mindre held søgte at kikke ind gjennem dørsprækken for at se, hvordan pigebarnet derinde saa ud – sengen stod lige bag døren. – Kom der ved slige leiligheder gjæster, lukked vi dem gjerne ind en stund, men jaged dem saa igjen, naar vi vilde være alene.
Om aftenen sad vi oftest to eller flere par sammen omkring det runde bord ved sofaen, og røgte og drak – damerne sin daarlige vin, som de ialmindelighed fandt velsmagende, og herrerne gjerne sit brændevin; var det ikke til at opdrive, nøjed de sig med øl, et stof jeg altid havde staaende i store kvantiteter.
Om dette leben hjemme hos mig fik Jarmann naturligvis snart besked, og han begyndte da at vanke der ikke saa sjelden det liv tiltalte ham. Sommetider, naar det hændte at han traf mig alene hjemme, uden fruentimmer, henslængt paa sofaen med en bog, foreslog han i almindelighed, at vi skulde gaa ud og faa fat paa noget, og det gik jeg da gjerne ind paa, om ikke for andet saa for at se ham «slaa an». Det var nemlig et kosteligt syn. F. ex. at se ham faa øje paa noget tværsover gaden, som han syntes saa godt ud – : det gav pludselig et sæt i hele fyren, han trykked hænderne energisk ned i frakkelommen, trak skuldrene ivejret, den ene lidt højere end den anden, og skened med fremskudt mave og krummet hals og ryg paaskraa over gaden med sigte paa fruentimmeret. Var det saa ikke noget alligevel, faldt han slapt sammen igjen og kom langsomt og hoderystende tilbage. – Men naar vi saa endelig havde fundet fat paa noget vi likte – saa var det rask hjemover og frem med glassene og til igjen med den gamle historie.
Det var næsten altid det samme. Man opførte sig i almindelighed meget pent, ingen støj, ingen liderlig latter, ingen hvinen, man drak sit bæger og karesserte sin pige og lod hende snakke mest. Fandt saa en af os det hensigtsmæssigt at blæse ud lampen, var der ingenting ivejen for det, de andre mored sig saa godt de kunde i mørket med at hviske og tiske og le og ta paa hverandre – indtil den, der havde slukket lampen, tændte den igjen. Undertiden, naar man fandt det varte for længe, mored man sig naturligvis med at forelægge det forsvundne par mere eller mindre delikate spørgsmaal, eller man lyste pludselig op i værelset ved at rive af en sikkerhedsfyrstikke osv. osv. En ting, Jarmann fandt meget behag i – foruden at slukke lampen – det var at faa fruentimmerne til at klæ sig i mandfolkeklær. Var det da fede fruen– timmer med store laar, som fyldte mine trange benklær, saa de var færdig at sprække, kunde Jarmann bli aldeles ellevild af glæde, og det var en ren moro at se paa ham, hvordan han da kjælent greb fruentimmeret ved skuldrene, trykked hende lempelig ned i gyngestolen midt paa gulvet, veg et par skridt tilbage med hænderne ligesom afværgende frem foran sig, og blev staaende der foran hende fnisende med taarer i øjnene og bare sige – : næ-æ-j!... næ-æ-j! – og saa styrte sig paaknæ ned foran hende og gnide kindet kjælent mod de struttende laar og kysse dem. – Vi andre mored os ved slige lejligheder adskillig mere over Jarmann end over det udklædde pige– barn, men jeg tror nok, Jarmann var den, der mored sig bedst. –
Dette liv deroppe i Nordal Bruns gade tiltalte altsaa Jarmann meget, men det var dog ikke bare det, der trak ham op til mig, det var ogsaa, ja det var væsentlig noget andet. Og dette andet kom lidt efter lidt paa en maade til at udgjøre en slags ideal basis for det fruentimmerfyldte dagdriverliv han førte.
Dermed forholdt det sig paa følgende maade – :
Jeg holdt dengang paa at experimentere med en ung dame, en frøken Brun, som jeg havde gjort bekjendtskab med den foregaaende vinter. Hendes far var en falleret kjøbmand, som paa sine gamle dage var havnet i en underordnet kontorpost, familien leved under temmelig tarvelige vilkaar og havde logerende som bierhverv. Jeg var blet indført i familien af sønnen i huset; han var selv næsten aldrig hjemme, men havde ikke noget imod at introducere mig, da han hørte, jeg interesserte mig for en af de logerende, en ung lyshaaret smaabydame, som jeg havde faat den idé at ville forlove mig med – for saa at slaa op igjen, naar jeg havde faat vide, hvordan det var at være forlovet.
En aften jeg sad deroppe hos Bruns og kurtiserede min smaabydame, spurgte, fruen mig, om jeg vidste nogen, der skulde flytte – hun havde et værelse, som desværre havde staat ledigt nogen tid –, og jeg svarte strax, at jeg skulde flytte, og lejed mig øjeblikkelig ind i det ledige værelse med alt i huset!
Paa den maade kom jeg hver dag sammen med datteren, Lily Brun.
I begyndelsen kunde hun slet ikke fordrage mig. Jeg gav mig jo heller ikke synderlig af med hende, jeg havde jo min smaabydame at kurtisere, og desuden, der var en anden omstændighed, som gjorde, at hun dengang stadig var i daarligt humør. I det værelse, hvor jeg nu bodde, havde der kort i forvejen bod en ung student Faye; han havde gjort stærkt kur til hende, og hun var blet alvorlig forelsket i ham. De havde havt det meget hyggeligt sammen en tid de to. Han tog hende med i theatret og til konditoren, han spaserte med hende, og han sad hele aftenen igjennem og passiared med hende, naar han var hjemme – og det var han næsten bestandig. Men mere blev der aldrig af det, han fridde slet ikke, og da saa gamle Brun flere gange havde overrasket dem staaende og tale sammen i mørke nede i porten istedetfor at gaa op, naar de lidt før aftenstid kom tilbage fra sine spaserture; og da de desuden hver aften sad alene henne i en krog og hvisked og tisked sammen om noget, han ikke kunde høre, hvad var – saa fik papa mis– tanke om, at studenten vist bare la an paa at forføre hans datter. Og da han ikke var ganske sikker paa hendes modstandsevne i den retning – «der var desværre adskilligt, som tyded paa, at hun var temmelig sanselig anlagt» – saa fik han mama til at sige studenten op, under det paaskud at familien selv havde brug for værelset.
Dette havde været et haardt stød for Lily, men det blev ikke med det.
Efter at han var flyttet, blev Faye ved at vanke hos Bruns, og specielt havde han for skik at indfinde sig der hver dag efter middagen og drikke en kop kaffe og røge en cigar, som han bestandig havde med for anledningen. I den tid det varte, leved Lily bare for kaffetiden; det var hendes eneste glæde dagen igjennem at tænke paa den – om formiddagen paa, hvad den vilde bringe, om eftermiddagen paa, hvad den havde bragt –, og tanken paa ham bar hende igjennem alle dagens kjedsommeligheder. – Af og til traf de hinanden ogsaa paa gaden, men det var sjelden.
Men saa en dag kommer moeren og spør hende, om hun har noget imod, at hun, moeren, siger til Faye, at man ikke ønsker hans besøg mere.
Spørgsmaalet kom Lily saa uventet, hun vidste ikke, hvad hun skulde svare, blev bare staaende der blussende rød og betuttet – og svarte saa tilsidst rent forvirret, at nej ... naturligvis ... hvorfor skulde hun ha noget imod det?
Dermed var sagen afgjort, og den næste dag skulde exekutionen finde sted. –
Kaffetiden kom, og med den Faye; Brun, som altid spiste middag en time senere end de andre – han kunde ikke slippe fra kontoret før – kom idag endnu senere end sædvanlig, han vidste hvad der var igjære, og foretrak at overlade den ubehagelige affære til fruen; Lily var naturligvis paa sit værelse, hvor begge de ældre søstre holdt hende med selskab; og de logerende var borte til middag – det var derfor, fruen havde valgt netop den dag.
Studenten kom altsaa som sædvanlig, pigen lukked op for ham, og han gik ind men fandt ingen i stuen.
– Om der ingen var hjemme? spurgte han pigen.
– Joda, de var hjemme.
Han sat sig ned i en af de gamle lænestole ved bordet midt i stuen, svøbte som sædvanlig sin cigar ud af papiret, tændte den, tog en avis, som laa der – og vented.
Endelig kommer fruen ind. Han rejser sig halvt i stolen og hilser, men hun hilser ikke igjen, blir bare staaende der i døren og se paa ham, saa han føler sig ganske uhyggelig tilmode.
– Tror De, her er restauration her, siden De kommer her hver dag og drikker Deres kaffe og røger Deres cigar? – spør hun endelig.
– Nej, det trodde han ikke.
– Ja, saa bør De herefter gaa et andet sted, hvor der er restauration, og drikke Deres kaffe og røge Deres cigar.
– Ja, det skulde han da gjøre. – Han sad der rent forbløffet med sin cigar og sin avis, vidste ikke rigtig, hvad han skulde gjøre, og læste saa mekanisk videre i avisen, pattende idiotisk paa sin cigar. Men fruen gik efter endt gjerning ud af stuen, overladende ham ganske til sig selv. Først da hun var forsvunden, fik han samlet sig helt sammen igjen, rejste sig rolig, gik ud i entreen, tog paa sig og gik.
Samme dag underrettede han Lily i et brev om, hvad der var passeret – kort og godt, uden at tilføje noget.
Lily svarte ham intet, «hun var saa skamfuld saa ... og desuden, hvad skulde hun svare!» – Men naar hun efter den dag mødte ham paa gaden, blev hun bestandig blussende rød i ansigtet og hilste næsten uden at se paa ham. Det vidste ikke han, hvordan han skulde tyde, og følgen var, at han aldrig talte til hende.
Men Lily vidste, hvor han bodde, og lidt efter lidt fik hun udspioneret de tider paa dagen han gik ud, de steder han gik hen – han førte et meget regelmæssigt liv – og saa gjorde han tilslut den opdagelse, at det var paafaldende ofte han mødte hende ... og til paafaldende regelmæssige tider ... og bestandig paa de samme steder. Han optog det som en tilnærmelse og beslutted at fornye bekjendtskabet.
En dag hun var lidt for tidlig ude, og var gaat forbi det sted i Universitetsgaden hvor han bodde uden at ha mødt ham, kom han lige ud af porten, just som hun slentred nedover igjen paa den anden side af gaden fik øje paa hende, hilste og skraaede over gaden hen imod hende. Men pludselig, greben af en uforklarlig angst, øged hun skridtene som for at slippe fra ham – og han opgav det igjen og gik tilbage til sit fortoug. Et stykke længer nede vendte hun sig, saa ham gaa ganske rolig deroppe paa den anden side af gaden, begreb saa med ét, hvilken dumhed hun havde begaat, raste mod sig selv og gik næsten grædende hjem. – «Men, hvad var derved at gjøre?»
Siden den tid gjorde han ikke mere noget forsøg paa at nærme sig hende, skjønt hun stadig indfandt sig til de rette tider for at møde ham. –
Det var dette med student Faye, som gjorde, at Lily gik omkring med saa daarligt humør, dengang jeg flytted ind paa hendes elskedes gamle værelse. Og som rimeligt var – : mig, som bodde derinde, hvor «han» havde bod, og som desuden bare gik der og gjorde kur til min smaabydame – mig kunde hun fremfor alle andre ikke udstaa; hun fandt mig utaalelig.
Men det skulde bli anderledes.
En aften de logerende damer var borte, Brun ikke kommen hjem fra kontoret endda, og fruen var ude i kjøkkenet for at stelle istand til the, sad Lily og de to ældre søstre alene inde i dagligstuen omkring lampen ved bordet midt i stuen – de to ældre bøjet over hver sin gudelige bog, Lily mat henslængt i en lænestol med hænderne slapt hvilende paa lænestolens arme.
– Naa, De ser saamen ikke ud til at være svært glad i tilværelsen frøken! sa jeg – jeg kom ind og sat mig ved siden af hende.
Hun trak øjenbrynene slapt ivejret og saa paa mig med et jæb omkring munden – : Jeg har vel ingen grund til at være det heller! sa hun bittert.
Jeg smilte – : Aja, men i grunden er det nu ingen synd paa Dem heller, – hun saa ud, som om hun mindst havde lyst til at prygle mig, om hun havde orket – ; nej, for De gjør jo ingenting for at faa tilværelsen til at forme sig bedre for Dem, De sidder bare der med hænderne i skjødet – og man kan da virkelig ikke forlange, at stegte duer af sig selv skal flyve ind i munden paa en, hvad?
Hun saa en stund ud i luften. – Aa, sa hun slapt, ingen undgaar saa alligevel sin skjæbne.
– Nej, det har De ganske ret i frøken. Men sæt nu, at jeg fik Dem overbevist om, at De ved at gjøre et eller andet, vilde komme til at føle Dem lykkelig, og De saa gjorde det, og blev lykkelig? – Nu ja, vil De sige, saa var det altsaa Deres skjæbne at skulle møde mig og derved komme til at gjøre det, der bragte Dem lykken. – Men sæt saa igjen, De var slig, at De ikke kunde la Dem overbevise, uagtet det, jeg foreslog Dem, virkelig kunde gjøre Dem lykkelig? – Ja, da nytted det jo ikke, at skjæbnen lod Dem træffe sammen med mig. De ser altsaa, at eftersom De selv er slig eller slig, blir Deres skjæbne forskjellig. Og nu er De slig, at De sidder og venter paa skjæbnen med hænderne i skjødet, fordi De tror ikke, det kan nytte at gjøre noget; derfor har De det, som De har det. Kunde De derimod bli slig, at De trodde, det kunde nytte at gjøre noget, og saa tog fat – Deres skjæbne vilde bli en anden, og sandsynligvis en bedre.
Hun betænkte sig lidt. – Ja, igrunden har De ret, sa hun saa, men hvis jeg skulde kunne gjøre noget andet end «med hænderne i skjødet at afvente min skjæbne» som De siger, saa maatte der være noget, jeg sat pris paa, som jeg kunde opnaa ved at gjøre noget – men det er der ikke. Og derfor gir jeg det en god dag altsammen, det blir saa bare en elendig tilværelse, jeg kommer til at føre alligevel – og hun sank endnu mere sammen i stolen der hun sad.
Den ældste søster løfted øjnene fra bogen og saa paa hende – :
– Fy Lily, at du kan tale slig, du som igrunden har det saa godt! Du skulde takke gud for, at du har det, som du har det! tænk paa alle dem, som lever i fattigdom og elendighed og ikke har det tørre brød engang ...
– Liden Hans i skole gik ... mangen kan have det værre! deklamerte jeg i falsk prækentone og trued ad Lily med pegefingeren.
Lily brast i latter, Kristine kunde heller ikke la være at le.
– Anej, sa jeg, lad os nu være enige om det, at vi skulde heller være sinte paa gud, end at takke ham, fordi han lar de mange andre ha det saa vondt; vi faar det jo ikke et gran bedre for det. Nej, skulde vi specielt takke ham for noget, saa maatte det være, hvis han lod os ha det rigtig godt.
– Ja se det er der mening i, sa Lily.
– Nej, sa Kristine, vi har ikke ret til at forlange at faa det saa godt, det er vor egen skyld, at vi har det ondt, det er synden, som er skyld i det – og der udspandt sig en liden diskusion om kristendommen mellem Kristine og mig.
– Nej, sa jeg tilslut, De kommer ikke fra det: det er en fordærvelig lære, at man skal takke til fordi man ikke har det endda værre, end man har det; det leder bare til, at man lægger hænderne i skjødet. Nej, maa jeg be om misfornøjelsen, er folk misfornøjede, saa forlanger de at faa det bedre, og forlanger de det for alvor og gjør noget for det, saa faar de det s'gu bedre ogsaa. Misfornøjelsen er drivkraften i fremskridtets maskineri.
– Ja, se det er der mening i, sa Lily igjen ligesom hen for sig. Og hun kneb øjnene lidt sammen og saa hen paa mig, som om hun tænkte ved sig selv – : mon der skulde være noget ved den fyren alligevel?
Idetsamme kom moeren ind fra kjøkkenet, og samtalen gik istaa. –
Fra den dag begyndte Lily og jeg at bli venner, og jeg begyndte at interessere mig for hende. Den misfornøjelse med verden, som hun før nok havde havt en følelse af var berettiget, men som hun alligevel ikke havde vovet at tro var det, den vilde jeg faa til at voxe – og saa exploitere den. Jeg vilde faa hende til at forstaa, at naar tilværelsen arter sig saa ynkværdig, som den gjør, saa er det menneskene selv, som er skyld i det, fordi de baserer samfundsordenen paa religion og moral istedetfor paa kjærlighed og fornuft; paa den maade skulde hun lære at hade denne ufornuftige samfundsordning, slig som jeg haded den, og saa vilde jeg forsøge at anvende hendes kræfter i fornuftens og frihedens tje– neste – død og pine, det var en idé! Og jeg, som havde gaat omkring og spekuleret paa, hvad jeg skulde ta mig til! her havde jeg jo netop en opgave, og det en, der var adskillig morsommere end forlovelsesprojektet – og jeg begyndte lidt efter lidt at negligere min lille livsglade lyshaarede smaabydame, indtil jeg tilslut ganske gav hende op.
Opgaven, jeg havde stillet mig, var temmelig vanskelig, og først efter lange overvejelser fik jeg lagt min plan; den vilde rigtignok ta skammelig lang tid, men jeg bestemte mig for den alligevel, den forekom mig at være den eneste sikre.
Først forhørte jeg mig om, hvad hun læste. Naturligvis al slags lejebibliotheksliteratur, slette bøger med enkelte gode indiblandt. Om hun læste fremmed literatur? Jo, af og til en tysk bog. End fransk? Nej, hun kunde ikke nok fransk til det. – Jeg tilbød mig at læse fransk med hende, det vilde hun gjerne, der blev anskaffet to exemplarer af Balzacs «Les secrètes de la princesse de Cadignan», og vi begyndte paa den. Den er kort og ganske morsom, hun læste til hver gang det hun kunde række; efter at ha gjennemgaat det, oversat jeg videre til timen var forbi; og saa fortsat hun udover til næste gang. Alligevel gik det for langsomt til ikke at bli kjedeligt, og jeg forsøgte da at bøde paa kjedeligheden ved at fortælle hende om hele livet i Faubourg St. Germain, slig som Balzac skildrer det i sine romaner, hvor bestandig de samme personer gaar igjen, i én roman som hovedperson, i de andre som bipersoner; specielt naturligvis fortalte jeg hende, hvad jeg vidste om de personer, der forekom i den bog vi læste. Og hun sad der ligeoverfor mig i sofaen, med haanden under kindet og saa hen paa mig og hørte interesseret efter naar jeg fortalte, afbrød med et spørgsmaal engang imellem, og fulgte saa med igjen i bogen, naar vi gik videre. Men hvergang enten jeg kom til at sige, eller vi i bogen traf paa noget af det, man i Aftenposten plejer at karakterisere ved at si, at det ikke kan læses højt i familier – saa var strax fanden løs. Bare en bemærkning af Balzac som f. ex. den, at en liden fold i en kjole kan vække mere begjær end en hel nøgen kvindekrop, var i begyndelsen nok til at gjøre hende blodrød i ansigtet og faa hende til at begrave næsen i bogen. Jeg maatte da koldt og roligt gjøre hende opmærksom paa, at dette var naturlig existerende ting altsammen, som det var for galt, at vi voxne mennesker skulde sidde her og genere os for at tale og læse om, og enden blev da ogsaa, at vi tilslut kunde tale noksaa ugenert om usædelighed og ægteskabsbrud blandt beaumonden i Faubourg St. Germain paa Balzacs tid, og det var jo altid noget. Men jeg vilde jo videre. –
En eftermiddag nogen dage efter at vi var blet dus, sad vi tilfældigvis alene inde i stuen efter kaffeen, hun paa kaminstolen ved kakkelovnen, og jeg i sofahjørnet lige ved siden af. Vi talte om vakre fødder.
– Ja, du skulde set den nydelige lille fod, jeg saa igaar, sa jeg. Jeg trak selv støvlen af den og havde god anledning til at beundre den.
Lily rejste sig og stamped i gulvet – : Jeg vil ikke ha, du skal fortælle sligt noget til mig, sa hun – halvt sint og halvt ræd: det begyndte at gaa op for hende, at hun vist var inde paa et skraaplan, og hun blev ængstelig for at begynde at glide.
– Nej det er jo sandt, sa jeg slapt, jeg ber om forladelse, du ved, hvordan det er, jeg er jo bare vant til at færdes blandt kam– merater, hvor man snakker lige til om alt muligt, og saa glemmer jeg disse hensynene, naar jeg kommer sammen med damer. Naa, men du kan være ganske rolig, det skal ikke ske oftere.
Dermed tiede jeg stille og sa ikke et ord mere, hun vidste heller ikke noget at sige, og saa blev der en lang kjedelig lidt forlegen taushed.
– Aja, hvordan var det egentlig med den foden da du? spurgte hun tilslut i en forceret kammeratslig tone.
– Nej, det gaar ikke an at fortælle. Jeg var nær ved at briste i latter, men holdt mig.
Hun betænkte sig lidt igjen, sa saa overtalende – : Aa jo, du kan godt fortælle det... saan i pene ord da skjønner du.
– Humm, nej det lar sig virkelig ikke fortælle.
– Ajo, bare fortæl du, saa skal nok jeg sige stop, hvis det ikke gaar an – det klang allerede helt overlegent. – Jeg lod mig naturligvis nøde en stund, men gav tilslut efter naturligvis, og fortalte hende – til hendes skuffelse tror jeg, men ogsaa til hendes beroligelse – forholdsvis pent en liden pigehistorie fra aftenen iforvejen.
Dermed var det første skridt gjort, det skridt som koster, og vi var inde paa skraaplanet. Siden den dag spurgte hun mig stadig «om jeg ikke havde havt nogen moro igjen?» –
Et par dage efter blev vi to tilfældigvis siddende alene inde ved bordet i stuen de fem minuters tid, som altid gik hen mellem middagen og kaffeen.
– Der er noget, jeg skulde ha lyst at be dig om, sa jeg.
– Og det er? – hun var strax interesseret.
– Jeg ved ikke rigtig, om jeg tør si det.
– Pyt, si det bare.
– Ja, du blir ikke sint da?
– Nejda, kom med det.
– Jeg vilde gjerne ha dig til at gaa ind paa en lintøjfabrik for mig.
– Saa? – hvorfor kan du ikke gaa selv.
– Nej, det er noget damelinned jeg skulde ha.
Lily lo og flytted sig uvilkaarlig nærmere – : hvad skal du med det?
– Det er en veninde, der skal ha det i filippinegave – lille Agnes jeg talte om! Et ganske hyggeligt pigebarn, jeg liker hende svært godt, men det linned, hun har, er saa slidt, og det ser saa fattigsligt ud, naar hun er afklæd.
Lily havde uvilkaarlig trukket sig tilbage igjen – : Nej, jeg kan ikke ha noget med det at gjøre, sa hun kort.
– Nej, se der kan du se, sa jeg og trak paa skuldrene, og saa talte vi ikke mere om det.
Men den næste dag, da vi efter kaffetid som sædvanlig sad derhenne i kakkelovnskrogen, hun paa kaminstolen, smøgende paa en cigaret jeg havde rullet hende, og jeg i sofahjørnet ved siden af, betrodde hun mig, lidt undseelig gudbevars, men saa flot hun kunde, at idag havde hun været indom Falkenberg og set paa nogen nydelig broderte linneder. – Jeg smilte og gav hende penge til at kjøbe et par stykker for.
En stund efter gik vi ud sammen, hun gik ind til Falkenberg og kjøbte linnederne, bagefter bød jeg hende ind til Baumann, og mens vi sad der inde i den inderste krog af kafeen, og nød, jeg et glas vin, hun noget chokolade og kage, fortalte jeg hende en hel del detaljer om pigen som skulde ha linnederne, og om mit forhold til hende.
Fra den dag af gled vi jævnt og hyggelig ned ad skraaplanet, og det varte ikke længe, før jeg hver dag fortalte hende dels virkelige og dels opdigtede pigehistorier fra aftenen iforvejen, udstyrede med hvilkensomhelst detaljer.
Paa den maade gav jeg hende et noksaa fyldigt indblik i, hvorledes unge mennesker nu fortiden lever.
Og dette ungdomsliv – som jeg altsaa skildred hende med temmelig smudsige farver –, det fremstilled jeg da for hende som det triste, men nødvendige resultat af den nu herskende moral, der ved at hæmme menneskenes naturlige trang til erotik, forkvakler og forkrøbler den og faar den til at slaa ud i liderlighed istedetfor i kjærlighed. Men samtidig forklarte jeg hende ogsaa, at netop disse, næsten bestandig liderlige forhold, med alle deres følger af aandelig og legemlig elendighed, netop dem gjaldt det om at forflere, fordi det var det eneste middel til tilslut at tvinge samfundet til alvorlig at gjøre sig rede for aarsagerne til al denne usædelighed, saa man endelig engang kom til at forstaa, at den virkelige aarsag ikke var menneskenes slette natur, men religionen og moralen og den forkjerte samfundsorden, man paa dem har bygget op.
Af disse samtaler med Lily fik Jarmann stadig referater, og de baade mored og interesserte ham. De skaffed ham klarhed over meget af det, han selv havde tænkt og følt, og hjalp ham til at bringe det liv, han leved, ind under pligtens kategori – noget hvortil han endnu følte en dunkel trang.
VIII.
En aften sad jeg som sædvanlig oppe hos Bruns og drak kaffe.
Jeg bodde der ikke længer nu, de havde ikke villet ha mig igjen efter ferierne; de havde nok fattet den samme mistanke til mig som før til studenten, tror jeg. Og jeg gjorde som studenten: da jeg ikke bodde der mer, kom jeg der hver dag og drak kaffe, og agted slet ikke at holde op med det, før jeg blev jaget jeg ogsaa. –
Jeg sad altsaa som sædvanlig der i kakkelovnskrogen og talte sagte med Lily. Det var min hensigt idag at vove et hovedslag, som skulde bringe hende over i et nyt udviklingsstadium, hvor hun skulde faa den hele forstaaelse, og jeg havde gjort et nøjagtigt udkast til min angrebsplan, forinden jeg gik derop.
Jeg begyndte med at fortælle hende en liden pigehistorie fra den foregaaende aften. Men det var ikke muligt at faa fortalt den; gamle Brun var nemlig den dag tilfældigvis kommen saa tidlig hjem, at han havde kunnet spise sammen med de andre, han drak altsaa ogsaa kaffe sammen med os, og vi havde ham allerede fra begyndelsen af gaaende op og ned paa gulvet foran os og lytte efter vor samtale, pattende paa sin pibe med en dybsindig mine, som om det slet ikke var ham der lytted. Jeg opgav derfor temmelig strax min historie, talte en stund om noget andet, som papa gjerne maatte høre, og foreslog saa Lily at gaa en tur – : «det var saa godt vejr idag».
Det vilde hun gjerne, og hun stod op og tog paa sig.
Vi gik ned ad trapperne, hun foran og jeg efter. Ingen af os sa noget.
Men ikke før var hun kommen ud af porten og ud paa fortouget, førend hun rask vendte sig om imod mig – :
– Fortæl! sa hun ivrig.
Jeg lo, og saa lo hun ogsaa.
– Hvorfor ler du? spurgte jeg og skelte over lorgnetten hen paa hende.
Hun slog øjnene ned – : jeg? svarte hun; jeg ved ikke; jeg bare lo fordi du lo. Men du, som altid ved hvorfor – hvorfor lo du?
– Af samme grund som du: jeg syntes, det var noksaa morsomt, at du havde siddet der lige siden vi blev afbrudt og værket for at faa den historien, mens jeg havde glemt det hele. Da jeg lo, blev du ogsaa opmærksom paa den modsætning, og saa maatte du le med – : man generer sig altid, naar man saan uforvarende kommer til at røbe, at man har vært saa optat, naar det gjælder slige ting, og saa ler man lidt undseelig med, hvad?
– Isch du da! – Naa da, fortæl saa!
– Ja. Det var altsaa den vaskepige. Hun kommer ind for at aflevere mit tøj. Hun lægger det paa bordet og siger, at der er saa mange manchetskjorter, saa mange snipper, saa mange manchetter osv. osv. Da hun kommer til lommetørklæerne, saa er der bare et par stykker af dem, og hun ved ikke engang, enten de er mine eller ikke. Nu, jeg gaar da hen og tar et par lommetørklær frem af kommoden og lægger dem paa bordet ved siden af de andre, for at se om det er samme sort. Men mens vi staar der og ser paa lommetørklæerne, saa stiller hun sig slig ved siden af mig, at hendes ene læg og laar kommer til at ligge klos an mod mit ene ben, helt op til hoften. – Jo, det er nok samme sort, sa jeg rolig og rejste mig op af den ludende stilling og saa paa hende. – Ja, det er nok det, svarte hun: men blev fremdeles staaende der foroverbøjet uden at bevæge sit ene ben og sin underkrop det mindste ud fra min; hun bare vendte ansigtet op imod mig og smilte. – Ja, jeg smilte naturligvis igjen jeg da, kan du vide. Men saa opdager jeg, at hun har en plasterlap i panden. – Naa da, sa jeg, har De vært ude at slaas? Og idetsamme la jeg min højre arm om hendes skulder, mens jeg med den venstre pegefinger pegte paa plaster– lappen. – Nej da, det er bare hun, jeg staar og stryger sammen med, som har klort mig lidt, svarte hun. – Jasaa, saa det er paa den maade, dere behandler hverandre derhenne? – Ja, saan af og til saa! – – Mens hun talte havde jeg sat mig ned i gyngestolen, som stod lige bag os, og trukket hende ned paa fanget, hvor hun villig blev siddende og viste sig meget kjærlig. – Ja, saa begyndte jeg at bli nærgaaende da, skjønner du. – Nej! nej! sa hun og søgte at holde hænderne mine. Men jeg tog bare og sled dem løs, la den ene armen min omkring ryggen paa hende og stak den anden ind under knæhaserne hendes – og dermed løfted jeg hende op og bar hende hen paa sengen. Men ikke før var hun kommen ned i den, før hun skvat op som hun skulde ha vært af guttaperka, og jeg forsøgte forgjæves paa at faa hende ned igjen. – Ja, saa blev vi da siddende en stund paa stolen derhenne foran sengen da; men jeg blev stadig mere og mere nærgaaende. Men saa med ét, begynder hun at græde. – Nej, men kjære Dem, sa jeg, det er da ikke noget at græde for. Jeg vil s'gu ikke voldta dem. – Dermed slap jeg hende og sat mig alene hen i gyngestolen igjen. Hun blev først siddende, hvor hun sad; men da jeg saa loved, at jeg ikke skulde være «uskikkelig» mere, fik jeg hende til at komme hen og sætte sig paa fanget mit og være kjærlig igjen. – Hør nu her, sa jeg til hende, mens jeg sad og klapped hende paa kindet: lad os nu ha os en liden fornuftig passiar. – Ved De, hvad dette er for noget? – jeg havde trukket frem af min lomme en kordon. – Nej!? sa hun. – Jo, det skal jeg si dig: om nu De og jeg ligger sammen, og jeg tar denne her tingesten paa – mens jeg talte, rulled jeg den op, saa hun kunde se, hvordan den egentlig saa ud –, saa kan der ikke bli barn af det; for det som skulde gjøre barn, blir liggende herinde – jeg stak fingeren ind i kordonen – ; og som du ser, saa kan det ikke gaa igjennem her, for se her skal du se – og saa blæste jeg kordonen op – : der kan ikke komme luft igjennem den engang. – Hun sad med halvt bortvendt ansigt og skelte hen til kordonen, men sa ikke et ord. – Naa! sa jeg saa: De ser altsaa at der ikke er noget at være bange for fra den kant. – Liden pause. – Ja! fortsat jeg, da hun ikke svarte: saa var det de moralske betænkeligheder da, hvis De gir Dem af med sligt sludder som moral. – Ved De, hvad der staar i bibelen? Jo, der staar, at «hvo, som ser paa en kvinde for at begjære hende, han har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte». Men nu kan De da vide det, sa jeg, at det er ikke bare mandfolkene, som ikke har lov til saant stygt noget, og derfor er det naturligvis ogsaa meningen, at man skal vende ordene om og sige, at hvo som ser paa en mand for at blive begjæret af ham, hun har allerede bedrevet hor med ham i sit hjerte. Og nu er det jo tydeligt det, at da De vendte ansigtet Deres op fra lommetørklæerne der og smilte til mig, samtidig med at De trykked læggen og laaret Deres fast op til mig – saa saa De paa mig for at bli begjæret af mig. De har altsaa allerede bedrevet hor med mig i Deres hjerte, og De kan altsaa for den kristelige morals skyld ligesaa gjerne gjøre det i virkeligheden ogsaa. Forsyndelsen er jo lige stor, enten den sker i hjertet eller i virkeligheden – der er bare den forskjel, at det sidste er meget bedre. – Og naar vi nu altsaa slet ikke, hverken af moralske hensyn eller af fornuftighedshensyn behøver at la det være – hvorfor skulde vi saa la det være? – Her sidder De paa fanget mit og liker, at jeg kjæler Dem; og her sidder jeg og har Dem paa fanget og liker at kjæle Dem; begge to har vi altsaa lyst til at ligge sammen, ingen fare er der ved det, og ikke blir nogen af os daarligere mennesker for det – jamen maa De da indrømme det, sa jeg, at det er ligetil dumt om vi ikke tar og bruger en af disse kordonerne; ikke sandt? – Hun svarte ikke, men skelte fremdeles hen paa den oprullede kordon, som nu laa henslængt paa bordet. Saa rejste jeg mig og halte hende henover mod sengen igjen. Men da vi var kommen saa langt som til stolen ved siden af sengen, begyndte hun at græde igjen. – Naa, naa! græd nu ikke for det, sa jeg, jeg vilde jo bare se, om De fremdeles ikke vilde, at jeg skulde forføre Dem. – Dermed slap jeg hende. Saa la jeg hende endnu engang paa hjertet alt det, som talte for, at vi burde ligge sammen, og saa bad jeg hende tænke over den ting til næste gang hun kom. Hun svarte ikke og gik. –
– Er hun kommen igjen da du? spurgte Lily meget interesseret.
– Nej fan'en, det var jo i gaaraftes dette gik for sig.
– Men du! du sa, at du ikke vilde forføre hende. Men det var da et forsøg paa at forføre hende, det at gjøre som du gjorde: at anvende alle mulige overtalelsesmidler!?
– Nej, langtifra. Ved du ikke hvad det vil sige da, at forføre et fruentimmer? – Naar et fruentimmer blir forført, saa siger man jo om hende at hun falder, og faldet bestaar jo simpelthen deri, at hendes lidenskab løber af med hendes vilje, saa hun i et gejlt øjeblik gjør, hvad hun i en rolig sindstilstand ikke vilde gjøre. Det er jo det, at hun gjør det hun gjør mod sin egen fri vilje, som gjør at man foragter hende og kalder hendes handling for et fald. En ufri handling er for mennesket et fald, og det har ethvert menneske en stærkere eller svagere følelse af; for det, som adskiller menneskene fra dyrene det er nu engang friheden.
– Ja, du har igrunden ret.
– Javist har jeg ret ja. – Tænk dig, hvor væmmeligt, naar man saan har forført et pigebarn – man slukker gjerne lampen første gang kan du vide ...
– Ja, det er rimeligt.
– Ja, men ikke senere; for siden vil man jo nyde med øjnene ogsaa. – Men tænk dig altsaa, naar man saa tænder lampen igjen og ser hende staa der med nedslagne øjne og kanske spørge En, om man ikke foragter hende! Er det ikke væmmeligt? Tænk: ikke blot falde, men aabent og ærlig tilstaa, at dyret saadan er løbet af med En? – Nej, maa jeg saa be om en, som ser mig frækt ind i ansigtet og siger, hun har gjort det af en hvilkensomhelst anden grund: en som skjønt hun ved at jeg ved at hun er «falden», alligevel erklærer, at nej! det skede af fri vilje; jeg var et menneske der jeg laa, og ikke et dyr. – Men naturligvis, bedst er bedst, og det bedste er, at hun naar lampen er tændt igjen, staar der med løftet pande i den fulde bevidsthed om at ha handlet fuldstændig af fri vilje. Da først føler man helt ud det er et menneske man er sammen med, og ikke et individ af en lavere dyreart, som bare forsøger paa at være menneske, men ikke kan være det. – Nu, et saant fruentimmer er det nu vanskeligt at træffe paa da ser du; men – jeg skelte ned paa hende desto større agtelse har man for de faa, man kan træffe paa.
– Uf-e ... sa hun saa: jeg begynder virkelig at synes ligesom du, at der ikke er noget galt i det; men ... men ... jeg kan ikke bli kvit den følelse, at det er galt, at jeg ikke synes det er galt.
– Ja kjære, det behøver du ikke at fortælle mig; det ved jeg da sagtens før. For næsten hver gang vi skilles, saa er det jo det sidste du siger det, at «aa jeg tør ikke si, at jeg har gaat saalænge her og snakket med dig.» Og – he! – jeg har tænkt mig, at jeg husker dig dengang inde hos konditoren. Det var ganske kosteligt. Vi havde siddet der længe og passiaret sammen, akkurat som et par andre kammerater. Saa blir der en stans, og saa pludselig ser jeg, at du blir blussende rød – he – først paa halsen, og saa op over hele ansigtet – : aa gud, sa du, tænk om papa vidste, at vi sad her og snakked om saant noget!»
– Ja, jeg kan ikke gjøre for det, men hvergang, naar jeg saan ligesom stanser og tænker mig om, og tænker paa at jeg virkelig gaar her og snakker saan med dig, saa... saa ... ja, saa synes jeg, det er saa underligt, at det virkelig er saa; og saa kan jeg ikke la være at tænke paa, hvad papa og mama og alle de andre vilde si, naar de vidste det; og hvor forfærdeligt de vilde synes det var. Og saa ... er det saa ondt saa ... jeg synes ligesom ... paa en maade de har ret ossaa ... skjønt de naturligvis ikke har det... og saa ! .. aah! gid jeg ikke vidste noget om alt dette her!
– Ja naturligvis! det vil sige: du vilde ønske, du var 12 aar gammel, hvad?
Hun betænkte sig et øjeblik.
– Aa, jeg vidste meget, da jeg var 12 aar gammel, sa hun saa.
– Jasaa du? – Aa ja, her i hovedstaden faar man naturligvis tidlig greje paa sligt. Jeg blev s'gu 12 aar gammel jeg uden at ha nogen greje paa, hvorledes det egentlig havde sig med dette. Og da saa en kammerat fortalte mig det, saa ... ja, saa tvilte jeg gudbevars ikke paa, at det var noget, som blev gjort, men-e, jeg vilde pokker ikke tro, det var noget som var nødvendigt, for at ægtefolk kunde faa barn: Ægteskabet var jo indstiftet af gud, sa jeg ivrig til min kamme– rat; og saant stygt noget kunde gud ikke ha indstiftet.
– Nej, det har jeg da aldrig tvilt paa, sa hun leende.
– Nej, men jeg tror ossaa, at det som gjorde at jeg syntes det var saa forfærdelig stygt, det var det, at i den fillebyen hvor jeg blev opdraget, der ansaaes det blandt gutterne paa skolen for den største skam, som tænkes kunde for en gut, hvis han var blet set sammen med smaapiger. Selv sin egen søster gik det ikke an at gaa sammen med paa gaden, hvis man ikke vilde udsætte sig for sine kammeraters dybeste foragt. Og jeg, som selv var med at overdynge de ulykkelige «tøsefuter», som vi kaldte dem, med den dybeste foragt – du kan tænke dig, hvor uværdigt, hvor lidet «kjækt» jeg syntes det var saan overhode at føle noget ligeoverfor det andet kjøn. Naar en saan følelse kom op i mig, kvalte jeg den bestandig som noget, der var en «kjæk» gut aldeles uværdigt. – Og kjækhed, det var nu for os gutter det højeste.
– Isch nej, hvor det maa være en væmmelig by at voxe op i, Bergen. Nej da havde vi det ganske anderledes her. Aa, hvor jeg ønsker mig tilbage til den tiden, da jeg var saan en 12-13-14 aar. – Det er den morsomste tid, jeg har havt. – Og jeg faar det vist heller aldrig saa morsomt mere, tilføjed hun i en sukkende tone.
– A fortæl mig lidt om det da du.
– Nej, det er ikke noget at fortælle.
– Uf da, det er da pokker ossaa, at du aldrig kan fortælle nogenting, her skal jeg bestandig gaa og snakke og aldrig faa høre nogenting igjen.
– A ... ja ... det var ikke egentlig noget da ser du, men i den tiden skulde der ikke saa meget til for at ha det morsomt.
– Jaja, men hvis det nu ikke egentlig var noget, saa kan du da gjerne fortælle det da, synes jeg. – Dere var altsaa meget sammen med gutterne dere smaapiger – hvad?
Ja, sa hun livlig, naar vi kom hjem af skolen, havde vi næsten ikke tid til at sluge maden, bare for at komme afsted ud.
– Naa, men hvad bestilte dere saa sammen med gutterne da?
– A ... ja ... det er ikke egentlig noget at fortælle.
– Isch da! fortæl nu da for fan'en.
– Ja, saa legte vi først en stund da; men saa, naar vi var kjed af det, saa ... saa skilte vi os i par og gik hver sin vej.
– Se, se! og saa vilde han naturligvis kysse dig, saasnart dere var alene?
– Ja, men saa løb vi.
– Ja, men du blev naturligvis indhentet igjen.
– Ja, men saa gjorde vi alt, hvad vi kunde, for at slide os løs.
– Ja, men det kunde du naturligvis ikke.
– Nej, men saa bøjed vi og vred os til alle kanter, for at de ikke skulde komme til at kysse os – og det var igrunden det morsomste.
– Ja, sa jeg og lo, for imens holdt han dig naturligvis tæt ind til sig, saa det næsten bare var hoderne, som ikke berørte hverandre. Og saa er det saa dejligt saan at erobres, hvad? – Og saa tilslut fik han naturligvis kyssen?
– Ja, det kan du da vide – ja det vil sige: de tog den da skjønner du. Forresten var det ikke bestandig. For var det nogen, vi ikke likte – aa gud, hvor vi løb da; da var der næsten aldrig tale om at de fik fat paa os; og fik de fat paa os, var vi altid saan alvorlige og kjedelige mod dem, at de opgav det hele.
– Aa ja da, jeg forstaar godt, hvordan du har tat den ting. Men sig mig: naar det nu var en, du likte da – kom det saa aldrig længer end til kysser?
– Nej, er du gal du? – Hvad er det, du mener?
– Ja, fan'en tro.
– Du kan da vide det.
– Gud ved. – Naa, men det vil du altsaa i ethvert fald ikke sige, skjønner jeg. Men du, havde du aldrig nogen følelse af dengang, at det ikke var rigtigt det at løbe saan med gutterne.
– Aa jo, lidt saa! men det var ikke stort; det var saa morsomt at vi tænkte ikke stort paa det.
– Aaa nej, og det lille dere tænkte paa det, gjorde det naturligvis bare endda morsommere: forbuden frugt o. s. v. du ved nok.
– Aa ja, det tror saamen jeg ogsaa.
– Ja, ja, slig var det med moralen dengang, da tjente den bare som pikant sauce; men nu – jeg er sikker paa, du kunde ikke gjøre det op igjen nu, som du gjorde dengangen.
– Nej, men det er ikke fordi jeg nu er mere moralsk; jeg er igrunden slet ikke saa moralsk nu. Hvis jeg f. ex. var student ... aa gid jeg var det; du skulde vide, hvor ofte jeg ønsker det ... saa skulde du bare se, hvor jeg skulde ha moro.
– Ja, hvis ... hvis, ja. Det er let nok at sige, at under de og de omstændigheder, da skulde jeg gjøre det og det. Men nu, under de omstændigheder du virkelig befinder dig i, viser det sig jo faktisk, at du lider af ond samvittighed, bare fordi du gaar her og snakker med mig. Nej, jeg skulde havt fat i dig, dengang du var saan en 15, 16 aar; da kunde jeg kanske faat plukket den fordømte moralen ud af dig. Nu har jeg jo ikke kunnet komme længer end at faa dig til at indrømme, at moralen er dum; praktisk at bli kvit den moralske følelse, det vil være dig næsten umuligt.
– Ja, jeg tror virkelig heller ikke, at jeg nogensinde vil kunne bli den kvit.
– Nej, det tror ikke jeg heller, for der er ikke mere end en maade, det kan gaa for sig paa, og den tror jeg ikke du vil ha mod nok til at bruge.
– Hvad mener du med det? sa hun lidt stødt.
– Ja – – det er s'gu vanskeligt at si dig det.
– Aa skit, du kan da si det.
– Javist kan jeg si det! men la mig nu se, hvordan jeg skal si det da. – – Du! du husker at igaar da du skulde paa den aftenunderholdningen i tekniken, saa sa jeg: fan'en – saan temmelig inmari.
– Ja?
– Ja, ser du, jeg havde nemlig tænkt paa noget igaar, men det kom til at gaa overstyr ved den dumme aftenunderholdningen.
– Naada, hvad var det for noget?
– Ja, vent nu lidt – før jeg fortæller dig det, vil jeg fortælle dig en liden historie. Du ved hun Louise, jeg har fortalt dig om: ......
– Ja?
– Da hun sad oppe hos mig her forleden aften, fortalte hun mig, at for nogen dage siden havde der vært to unge fyrer inde hos hende. Den ene, som hun kjendte før, kom bare for at introducere sin kammerat hos hende, og han gik derfor strax. Den anden, som altsaa blev igjen, han sad da der en stund saan hemmelig forlegen og vidste ikke rigtig, hverken hvad han skulde si eller gjøre. Men saa tilslut spurgte han, om han skulde faa lov til at ligge med hende. – Aa, den tosken, sa jeg til Louise – du svarte naturligvis nej? – Ja, det kan du da vide, sa hun leende; jeg bare lo af ham jeg. Skulde du ha hørt saant noget: sidde der forlegen og spørge, om han skulde faa lov til at ligge med mig!
Lily lo.
– Du skjønner altsaa, fortsat jeg, at undertiden kan det være latterligt at spørge et fruentimmer om at faa lov til at ligge med hende. Men undertiden kan det ogsaa være simpelthen idiotisk, uden at det samtidig behøver at være latterligt. Saan f. ex. – husker du i gaaraftes oppe hos dere, da vi to sad og snakked sammen inde i spisestuen, mens de andre holdt paa at gaa. Du sa, du syntes frøken Holst med sine 40 aar var modbydelig, mens jeg fandt hende bra og sa, jeg ikke skulde ha nogenting imod at tilbringe en nat hos hende. – Gaa med hende da gut, sa du saan for spøg, og spørg hende om du faar lov. Se der vilde det jo vært en ret og slet idioti at spørge, fordi at selv om hun havde villet aldrig saa gjerne, saa kunde det ikke faldt hende ind at gi sig saan til et ganske ukjendt menneske, som hun ikke engang kunde være sikker paa var diskret. Men undertiden er omstændighederne slige, at det ikke lar sig gjøre paa anden maade end ved simpelthen at spørge. Og det er f. ex. tilfældet, hvor man vil, at vedkommende fruentimmer skal bestemme sig frit og upaavirket af øjeblikkets stemning. –
Liden pause.
– Og derfor havde jeg igaar tænkt at spasere lidt med dig og – spørge dig....
Jeg saa ned paa hende. Hun fæsted sine øjne helt aabne paa mig med en blanding af forbauselse og forskrækkelse. – Jeg smilte slapt. – Saa kom der noget koldt ind i hendes blik, og det fik et udtryk af fornærmethed. Og dette udtryk voxte og voxte – tilslut var det bare fornærmethed altsammen.
Jeg vendte næsen ret frem og begyndte at smaaplystre. I flere minuter var der ingen af os, som sa noget. Saa endelig brød hun tausheden:
– Hvor det var dumt af dig dette her Hermann, sa hun.
– Ikke spor. Hør nu her Lily! Du kan da vel skjønne det, at jeg havde ikke giddet gaa her og væve et helt aar med at opdrage dig, hvis det ikke havde været andet, jeg vilde opnaa, end det, at vi to kunde gaa her og snakke liderlig med hverandre. – Det skvat lidt i hende. – Gudbevars, fortsatte jeg, der er altid nogen forskjel paa dig, slig som du var dengang jeg fik fat paa dig, og slig som du er nu. Dengang trodde du, mandfolkene i almindelighed var nogen skikkelige agurker, som bare gik og saa paa fruentimmerne og tænkte paa, hvordan det vilde være at være gift med et af dem – he – og at det bare var nogen enkelte liderlige fyrer, som uden at være gifte gik til fruentimmer. Nu ved du det bare er nogen idioter af mandfolk, som ikke gaar til fruentimmer, og du begriber ikke, at nogen kan være saa dumme – med– mindre de er gudelige da; for da lar jo alting sig begribe. Du er ligesom jeg blet dig bevidst, at enhver handling som sker af fri vilje, er mennesket fuldt værdig, mens alt hvad der sker i ufrihed, er foragteligt, og du forstaar derfor, at en masse ting, som folk i almindelighed anser som stygt og foragteligt, slet ikke er det, og at omvendt en mængde ting, som af folk flest ansees som hæderligt og godt, er foragteligt. Du forstaar f. ex., at om jeg beslutter mig til at vælte mig i smudset – hvad jeg ret som det er gjør, fordi samfundet snyder mig for en behageligere maade at anvende min fritid paa –, saa klæber der ikke noget af smudset ved mig, naar jeg rejser mig op igjen, fordi jeg ikke taber mig selv der nede i smudset hvor der er frihed, der er der ikke noget fald. Og du forstaar ogsaa, at et voxent menneske som ikke er kommen saa langt at han begriber dette, og derfor gaar hen og bedømmer mig efter nogen moralprinciper, som han tilfældigvis gaar omkring med, fordi han ikke har formaaet at frigjøre sig fra dem – at et saant menneske er en ynkelig pilot som ikke fortjener at kaldes et frit menneske, se det forstaar du. Du kan altsaa se med et noksaa frit syn paa tingene, naar du tænker dig om. Men alligevel – hvad er det for noget? ...
– Jeg synes det er meget jeg; det er en hel og ny verden, som er gaaet op for mig, siden vi er begyndte at snakke sammen.
– Aja, det kan nok være; men hvad fan'en hjælper det altsammen? Med alt dette her saa gaar du jo lige ufri omkring; du tar akkurat de samme hensyn som før; du har ond samvittighed ved at gjøre, hvad du fin– der det fornuftigt at gjøre – hvis du overhode tør gjøre det da. – – Nej, man theoretiserer sig ikke til friheden, den maa man s'gu leve sig til. – Jeg skal si dig noget: har du hørt tale om scylla og charybdis?
– Ja?
– Nuvel, paa sejladsen fremover mod friheden, der er lidenskaben scylla. Den søger stadig at rive viljen med sig til trods for fornuften; og saa blir man ufri. I almindelighed er moralen den strøm, som hjælper En forbi dette scylla, men ulykkeligvis fører denne moralske strøm lige paa charybdis; for vil man saa siden bli moralen kvit, saa skal du ha tak; da er den gaat En slig i blodet, at al fornuft er forgjæves. Man kan bortræsonnere den, saameget man vil, det hjælper ikke – : i det øjeblik man vil til at gjøre noget, man hele sit liv igjennem har anseet for saa og saa galt, saa blir man bange og tør ikke; og saa blir man usikker: kanske fornuften har uret alligevel, tænker man; og saa blir man forvirret og ved hverken frem eller tilbage; for opgiver man fornuften efter at ha opgivet moralen, saa har man jo ikke noget holdepunkt længer, da snurrer man rundt i charybdis malstrøm, indtil alting gaar rundt for En, og man taber friheden af syne og synker. – Lidenskaben er scylla, den moralske frygt er charybdis. Paa grund af omstændighederne har moralen frelst dig fra scylla; for du har lidenskab nok, det skal gud vide. Men i charybdis holder du paa at synke. – – – Aa, denne væmmelige frygten! Men fan'en, det er ikke saa grejt, det ved jeg nok. Det er akkurat, som naar man er mørkræd det. Jeg husker godt hvor mørkræd jeg var som gut. Men jeg vidste da at befri mig for den last alligevel. Først gik jeg omkring der en stund og ræsonnerte for mig selv frem og tilbage og kaldte mig selv en tosk; for der var jo ikke nogen ting at være ræd for, sa jeg til mig selv – lige ræd var jeg. Men da jeg mærked det, saa greb jeg da ogsaa til den eneste udvej der var: jeg gik op paa mørkeloftet om kvelden og vandred omkring der lange stunder, mens haarene stritted paa hodet mit af bare rædsel. Og da jeg havde holdt paa med det en stund, saa la haarene sig noksaa pent ned igjen, og dermed var den ting forbi. – Ligedan er det her. Det nytter ikke bare at gaa her og theoretisere moralen væk. Det er gudbevars det første man maa gjøre, akkurat som man først maa bortræsonnere frygten for spøgelser. Men naar det er gjort, saa maa man s'gu gribe sagen praktisk an og styrte sig op i det man er ræd for. Gjør man ikke det, blir man aldrig et frit menneske.
– Ja, da er det bedre at være ufri – dumped det ud af hende.
– Ja – saa er du forloren da, sa jeg slapt og sendte hende et medlidende blik.
Men det havde hun nok ikke ventet. Hun havde vidst bare trod jeg skulde bli ærgerlig, fordi jeg trods alle overtalelser ikke fik lov til at ligge hos hende. Nu lod det til, hun fik en følelse af, at det var hende, som tabte ved sagen; for hun saa rent ængstelig paa mig, idet hun sa:
– Hvad mener du med det?
– At en hel ny verden, frihedens verden, som du aldrig har kjendt, er lukket for dig, hvis du ikke formaar at ville det, svarte jeg i en alvorlig tone.
– Jeg forstaar dig ikke.
– Aa nej, du har ogsaa ret. Hvordan skulde du kunne forstaa det? Hvorfra skulde du vide, hvad friheden er værdt. Det lærer man jo først, naar man er blet fri. Man lever sig til det.
Jeg gik nogen skridt og bare saa ret frem for mig uden at si noget; fortsat saa i en grætten tone:
– Ja forresten, en slags forstaaelse af, hvad friheden er værd, kan man jo altid faa paa forhaand ogsaa. Hvis du gider, skal jeg gjerne forsøge paa at gi dig en saadan foreløbig forstaaelse.
Hun svarte ikke.
– Ja, kanske du ikke bryr dig om det?
– Jo, svarte hun frygtsomt.
– Nuvel, lad os tænke os, at du sa ja og gjorde dette – hvad vilde saa følgen være for dig? Jo, for det første vilde du rent umiddelbart befinde dig vel ved den følelse af frihed som griber dig, naar du bryder med hele den hær af følelser, som ved opdragelsen er dæmmet op inde i dig for at hindre dig fra at beslutte dig til dette her. Dette at kaste ud det gamle jeget, som man finder derinde i sig selv, naar man vaagner til selvbevisthed... dette at føle, at man ikke længre er det, man sig selv uafvidende er blet til ved opdragelsen, men det, man af fri vilje og med fuld bevidsthed gjør sig til ... det – ja, det er nu engang en nydelse. For da først føler man sig helt i harmoni med sig selv. Det er nu engang deri, forskjellen mellem mennesker og dyr bestaar, at dyret kan ikke bli til noget andet end det, det ved sin egen natur og omstændighedernes magt blir til, mens mennesket bevidst kan gjøre sig selv til hvad han selv vil. – Altsaa, for det første vil du faa denne følelse af frihed og befinde dig vel ved den. Og saa – naar vi har levet sammen en stund, saa ... saa vil du begynde at føle dig sundere og stærkere, dit legemlige velvære vil forøges. For det er nu saa det, at man befinder sig bedre ved at tilfredsstille sine drifter paa den naturlige maade ...
Jeg bøjed hodet lidt og saa over lorgnetten ned paa hende. Hun slog øjnene ned og sa ingenting. Jeg gik videre i texten:
– Og saa, naar vi altsaa har levet en stund sammen da, saa ... saa kommer der et nyt moment ind, som jeg gjør regning paa: Jeg ved, der er en, du elsker, og at denne ene ikke er mig. Nuvel, hvorfor har ikke han, som dog holdt en smule af dig, hvorfor har ikke han opdraget dig til frihed? hvorfor er det ikke ham, som har bragt dig til at gjøre det skridtet? hvorfor er det ikke ham, du lever sammen med? Det vil du komme til at spørge dig selv om. – Og saa vil du bli rasende ved at maatte gi dig selv det svar: fordi han var en idiot. Men, vil du saa tænke: han var da virkelig et godt hode, en flink fyr – hvordan i al verden kunde han da være saa idiotisk? Jo, vil du svare dig selv: det er de infame ufri samfundsforhold som gjennem opdragelsen har gjort ham til, hvad han er, og han har nu engang ikke havt den bevidsthedens kraft, som skal til for alligevel at hæve sig til frihed. Men, under andre samfundsforhold vilde han kunnet bli en fri mand han ogsaa, og dere vilde kunne levet sammen og elsket hverandre – saalænge til dere blev kjed af det. – Aa de infame samfundsforhold! da vil du begynde tilgavns at hade dem. Og det, som er gjenstand for had, det tiltrækker: du vil begynde at se dem efter i sømmene disse samfundsforhold , du vil lære at hade dem stykke for stykke, i alle detaljer. Du vil komme til at se, hvorledes menneskene gjør sig livet hundrede gange fattigere end det er; du vil komme til at se paa alle disse hæderlige samfundsmennesker, som du gaar omkring iblandt, med en uhyggelig følelse af, at det er en flok vanvittige, som lider af den fixe idé, at det er deres pligt at gjøre sig selv alt det onde de kan. Og du vil faa se, at de faa fornuftige, som gaar omkring iblandt alle disse galehuslemmer, det er paa enkelte undtagelser nær altsammen folk, som har lidt skibbrud paa sig selv og tabt al livslyst og energi – bare for de fordømte samfundsforholdenes skyld. Og du vil sige til dig selv: men gud bevare mig vel – er der da ingen, som forsøger at gjøre noget ved dette her? Og saa vil du faa trang til at se efter, hvad det er folk egentlig tar sig til i verden nufortiden, og specielt, hvad det er, man beskjæftiger sig med her hos os. Saa vil du f. ex. komme til at kaste dig over aviserne – dem du aldrig gider se i nufortiden. Du vil da komme til at forundre dig over, at folk gider befatte sig med denne politiken, som nu fylder alle aviser. Du vil ikke forstaa, hvad den egentlig kan ha med friheden at gjøre, skjønt du ser ordet frihed i hver spalte, du læser i en avis. Kort sagt: du vil føle, at du forstaar ikke det, som gaar for sig rundt omkring dig, og at saalænge du ikke det gjør, kan du ikke ude i livet finde noget tilknytningspunkt for det, du vil. Og saa vil du tilslut drives til at søge denne forstaaelse der, hvor den alene er at finde: i historien. Og blad for blad vil du maatte blade tilbage i historien uden at forstaa noget, indtil du kommer tilbage til den store franske revolution, hvor ordene «frihed, lighed og broderskab» lyser dig imøde. Da vil du kjende dig igjen, da vil du forstaa, at dengang det var feltraabet, da var det oppe i tiden, som du vil. Og du vil følge revolutionernes gang rundt om i Europa og se, hvorledes de kjæmpemæssige anstrængelser, som blev gjort for at realisere disse ideer, ikke havde noget andet resultat, end at de uindskrænkede monarkier – he! – blev forvandlet til konstitutionelle monarkier, mens de sociale tilstande i alt hovedsageligt blev akkurat de samme som før. Og du vil inderlig forstaa den slappelse, som fulgte paa disse tilsyneladende frugtesløse anstrængelser, denne slappelse, som gjorde, at menneskene modløse vendte sig indad og gik ind i sig selv for der at finde den tilfredsstillelse, de forgjæves havde søgt at skaffe sig ved at omforme det samfund de leved i. – Men først naar du kommer til aaret 1848 vil du begynde at forstaa den tid vi nu lever i. Da vil du forstaa, hvorledes den tænkende del af menneskeheden var blet kjed af dette bestandig at trække sig tilbage i sig selv, og hvorledes de saa begynder at se sig omkring i samfundet igjen og da til sin forbauselse og glæde opdager, at den politiske frihed, som ved revolutionen var blet grundlagt, den behøver man blot at føre helt igjennem for at frembringe det, der var gjenstanden for den store revolutions anstrængelser. Du vil faa at se, hvorledes den store revolutions ideer griber menneskene for anden gang, griber dem slig, at de med begejstring tar fat paa den kjedelige opgave: at føre den politiske frihed igjennem for derved at naa hen til det punkt, hvorfra den sociale frihed kan realiseres. Og her hos os vil dine øjne falde paa det store navn: Johan Sverdrup, – han, som din kjære mor med koldt blod vilde stikke ihjel, hvis det blot gik an. For ham var det, som i 50aarene greb denne tidens tanke og nu i over 30 aar med en utrolig energi har arbejdet paa at realisere den tiltrods for al den idiotiske modstand han har mødt. Og du vil bli blød om hjertet, og dine øjne vil bli fugtige, naar du tænker paa, hvordan han nu staar der som en gammel mand, uden udsigt til nogensinde at se det virkeliggjort, som i alle disse 30 aar har baaret hans begejstrede arbejde. Du vil føle den ene taare efter den anden liste sig ned ad kinderne paa dig, naar du tænker dig ham staa dernede i det prosaiske norske storthing og sige disse vemodige ord, at «i ungdommen tegner man fremtidens perspektiv med for korte linjer, men i livets løb erfarer man, at virkelighedens linjer stadig blir længre og længre.» – Aah! hvor du vil lære at hade det alt dette gamle vaaset, som staar menneskenes frigjørelse imod! Og du vil lære at hade det end mere, fordi det har hindret ham, Johan Sverdrup, fra at opleve frihedens dag; for gud bevare mig vel – er der nogen, som har fortjent at se den dag, saa er det ham.
Og naar du saa staar der, med fuld oversigt over, hvorledes det er, man nufortiden arbejder for friheden, og med et dybtfølt had til alt det bestaaende, fordi det har snydt dig og alle de andre for den rigdom, et liv i fuld frihed bringer, saa kan der ikke være tale om andet, end at med saapas intelligens, som du har, vil du nok da vide at finde dig en plads i frihedens værksted, hvor ogsaa du kan hjælpe til at smede fremtidens lykke. – Og se da er du fremme, da er du blet et fuldstændig modernt menneske. Og da vil du si mig tak for det jeg har gjort, og vi vil skilles ad. Du vil drage fremover med de andre, mens jeg som Moses maa stige op paa bjerget og se paa dere andre drage fremad mod det forjættede land ... for jeg kan ikke være med – : jeg maa dø deroppe paa bjerget.
– Hvorfor kan ikke du være med? det kan jeg ikke forstaa ...
– Ja, se det kan jeg ikke forklare dig nu ... Jøderne havde et gammelt ord: «hvo som ser Jehova, dør.» Jeg har tømt romantikens bæger ud tilbunds, og paa bunden saa jeg Jehovas ansigt – det ligned Me– dusa. – Men nok om det ... hvad var det jeg talte om – : fik du egentlig nogen klar forestilling ved det jeg sa?
– Aaja; men jeg tror ikke jeg vilde kunne gjøre noget.
– He! nej det vilde da ogsaa vært underligt, om du havde trod det. Førend din intelligens faar hadet som drivkraft, før vil du aldrig kunne gjøre noget. – Og nu – hvordan i al verden skulde du netop nu kunne tro paa, at du skulde kunne gjøre noget?! Her har jeg holet dig frem af nattens mulm og mørke og ført dig hen i graalysningen, og saa viser det sig, at du er for gammel og nervøs til «at gjennemvandre beslutningernes friske morgenluft», som digteren siger, og komme over i frihedens fulde dagslys. Nej, det er klart, at hvis du ikke blir kvit den elendige nervøsitet og faar et nyt ungdomsmod – saa er du forloren, saa er der aldrig tale om, at du kan komme til at gjøre noget. – For satan, grib da dette gamle sygelige jeg og kast det fra dig –:
«Neuen lebenslauf beginne mit hellem sinne, und neue lieder tönen darauf.» –
Vi var under den sidste del af samtalen blet staaende udenfor porten, hvor hun bor. Hun vendte sig hurtig om og gik ind i porten – :
– Adiø! sa hun nervøst; jeg kan ikke... jeg tør ikke ... jeg vil ikke.
– Det sidste er sludder, kasted jeg efter hende – : du vil; men du kan ikke, fordi du ikke tør.
Og saa gik jeg hjemover med et noksaa inmari «fan'en!»
IX.
Paa hjemvejen mødte jeg Jarmann, jeg havde forberedt ham paa, at idag skulde slaget staa.
– Fik du talt med hende ... hvordan gik det? spurgte han ivrig.
– Skidt far!
– Næ-æ-j? – Fortæl!
– Ja følg med hjem og la os ta en toddy i ro og mag, skal du faa høre.
Han gik med, toddyen blev lavet, cigarerne tændt, og vi sat os – jeg i sofahjørnet med benene trukket op under mig, han i gyngestolen ligeoverfor – og jeg fortalte ham det hele. Han hørte meget andægtig til, afbrød bare med et udraab eller med sin sædvanlige fnisende latter, hvergang der kom noget som rigtig tiltalte ham.
– Tror du det gaar? spurgte han da jeg var færdig.
– Jada, bare den forestilling faar ordnet sig sammen med de andre forestillinger derinde i hjernen hendes saa.
Han lo ligesom for sig selv – : nej, hvor det skal bli moro!
– Ja, og gaar det, agter jeg at skrive ned denne samtalen fra idag, ossaa den egentlige forførelsesscene – og naar hun saa engang enten er blet til noget eller gaat i hundene, faar jeg istand en sidste scene med hende, skriver den ned med – og udgir saa det hele.
Jarmann havde rejst sig og gik nervøst frem og tilbage paa gulvet – : Ja død og pine! sa han, det var noget, folk vilde ha godt af at læse – og som de kom til at læse.
Lidt efter stansed han, saa paa mig og lo – : Du! det var et ypperligt exempel det der med vaskepigen – : det er det det gjælder: at man gjør det man gjør af fri vilje! – og han tog en stor slurk toddy, blæste en tyk røgsky ud i luften og gik igjen et par gange op og ned ad gulvet. Stansed saa igjen og lo med sin indvendige fnisende latter – :
Du! sa han, du skulde være docent i moralfilosofi ved universitetet – det skulde bli noget andet end Monrad og Lyng det! hehehe!
Og han sat sig ned i gyngestolen, læned sig paa de korslagte arme frem over bordet og saa mig ind i ansigtet med store blanke øjne –:
– Er det ikke fan'en ogsaa, at ikke du skal være professor i filosofi istedenfor de noksagterne!
Jeg lo – : jeg er bange for der vilde ikke bli stor afvexling i mine forelæsninger. Forresten, om jeg ikke er professor – jeg agter alligevel at optræde som lærer.
– Hvor da?
– Paa en pigeskole.
– A du er gal! – han læned sig tilbage i gyngestolen og lo.
– Nejda, du ved jo jeg altid har sværmet for at bli lærer paa pigeskole – nu vil jeg oprette en selv.
– Den skolen maa du død og pine la mig bli lærer paa! – han slog i bordet og saa begejstret hen paa mig. Jeg rysted paa hodet og slog asken af min cigar – :
– Nej, det gaar ikke, det mangler du alle betingelserne for.
– Saa? sa han mut; hvad skal det være for slags skole da?
– Jo nu skal du høre, sa jeg, mens jeg laved mig en ny toddy – : Du forstaar jo det, at igrunden er Lily altfor gammel, hun er jo to og tyve alt, desuden ikke tilstrækkelig vakker. Selv om hun trods alderen lar sig omvende, gaar hun rimeligvis i hundene alligevel. Det er egentlig bare vakre piger vi kan bruge i frihedens tjeneste endnu og saa maa de opdrages fra de er blottende unge – skaal!
– Skaal! – Tror du det er nødvendigt?... at ta dem saa unge?
– Ja. Det er bare da de kan tages helt!
– Hvordan det?
– Det er da let nok at forstaa – :
Tænk dig en ung vakker pige paa femten sexten aar, frodig og livsfrisk, og godt begavet i retning af kjøn – ja for det maa hun være! – tænk dig hende, netop idet kjærlighedstrangen og kjærlighedslængslen er vaagnet, og livet ligger foran hende som en lys drøm – bare kjærlighed! ...
Og tænk saa paa, hvordan kjærligheden behandles – ikke i bøger, der taales den jo paa en maade; men i det virkelige liv – : man betragter den som en vild, forfløjen fugl, fanger den, tæmmer den og sætter den i bur, hvor den visner bort og erstattes af husvarme og moderkjærlighed – og dermed er dens historie ude. Eller hvis ikke, hvis virkelig en ny kjærlighed skulde spire frem igjen af den gamles aske, da ve hende, den kvinde, der ikke lukker den inde, dybt i sit bryst, og lar den dø ensomhedens død – for historien skal være ude! ...
Vel, faa hende til at forstaa det, det unge pigebarn for hvem livet endnu blot har det eneste indhold: kjærlighed! – lad hende faa øjnene op for, at det er kjærlighedens skjæbne i det samfund hun skal til at træde ind i ... hun vil oprøres over det ligetil sin sjæls inderste, og du vil kunne rejse et mægtigt had hos hende og en vild begejstret trods imod alt det der er skyld i at kjærligheden paa den maade gaar tilgrunde. – Og kommer hun saa til at elske en helt frigjort mand, der elsker hende igjen, men ikke vil at deres kjærlighed skal overleve sig selv i form af husvarme og børnekjærlighed og gjøre dem begge uskikkede til overhode at elske – saa er hun frelst. Da gir hun sig frejdig hen til ham og optar kampen med samfundets fordomme – modig og sikker, fordi hun ikke har de samme fordomme at bekjæmpe i sit eget bryst. –
Anderledes blir chancerne, hvis hun i den alder da kjærlighedstrangen og kjærlighedslængslen vaagner hos hende blir overladt til sig selv – for hvorledes gaar det da? ...
He! du har jo lagt mærke til smaapigerne paa Karljohan, disse dejlige unger, som i flok og følge strejfer omkring og ler og morer sig over gud ved hvad, uden at de fleste lægger noget større mærke til dem – : «det er jo bare jentunger jo!» – Pludselig en god dag blir en af dem voxen! man har ikke mærket overgangen men nu ser man det: barmen er blet fuld og hofterne runde, figuren har faat den egne jomfruelige ynde, som bare den al– der har. Og hun gaar ikke længer i flok og følge med de andre. Nej alene, højst sammen med en veninde, gaar hun omkring der med undrende opvakte øjne og ligesom snuser paa tilværelsen for at faa rede paa den side af den, som nu har opladt sig for hende – et billede paa modtagelighed!
Men det varer ikke længe – nogen faa stakkede maaneder, saa er det forbi: forventningen er skuffet: der var ikke noget. Og det undrende opvakte udtryk i øjnene blir borte, figuren svinder ligesom ind igjen, det hele ser slappere ud, duften er væk ... og saa ser du hende igjen i flok og følge streife omkring og le og more sig med de andre.
Men det gaar egentlig ikke an nu længer: nu skal hun jo være voxen. Og saa maa moeren og ældre veninder og bekjendte ta sig af hende og lære hende, hvad der er rigtigt og passende. Og hvis hun saa paa sin pigeagtige maner kimser ad det rigtige og det passende, saa forklarer de hende, hvorledes der bare er et skridt fra det og til det umoralske! Og det umoralske – ja, hvor skrækkeligt det er, de forfærdelige følger, det kan drage efter sig, det ved hun selv – : det kan ødelægge hende for livet!
Saa blir hun betænkelig, hun begynder at lytte til disse forestillinger, og lidt efter lidt æder det «rigtige» og det «passende», for ikke at tale om det moralske, sig ind i kjødet paa hende og gaar tilslut over i blodet – og saa har du hende der da i sytten atten aars alderen gaaende stilfærdig omkring som en rigtig pen, giftefærdig pige, der lar sig kurtisere af voxne herrer og venter paa en frier. –
Kom saa og forsøg at aabne øjnene paa hende! kom saa og forsøg paa at faa hende til at forstaa at det bare er fordomme alt det hun er blet indpodet med – og det fordomme som vil komme til at ødelægge det der skulde udgjøre hendes livs lykke!
Rimeligvis vil hun afvise dig kort og godt.
Men selv om du efter et langt, møjsommeligt arbejde faar hende til at forstaa det herregud, nu har hun jo giften i blodet, fordommene bor dybt derinde i hende selv, og da skal der noget til at bli dem kvit. – Nu, naturligvis, endnu kan hun reddes, men det er ikke mere end to ting, som kan redde hende – :
Enten en virkelig dyb, altopslugende kjærlighed til en helt frigjort mand – da føler hun at kjærlighedens ret er den stærkere, sætter alle hensyn tilside og geraader i krig med samfundet.
Eller ogsaa en saadan virkelig hel kjærlighed til et almindeligt samfundsmenneske, men som hun paa grund af omstændighederne ikke faar. Da kan hun nemlig, naar alt er tabt, livet ligger øde foran hende, og hun saa bagefter kommer til at forstaa at alt det der med moralen bare er fordom, bli greben af raseri over at han som hun elsked, og som elsked hende, ikke «tog» hende, saa hun ialfald ikke blev snydt for hele sit livs lykke. Og da kan hun kanske frelses paa den maade, jeg nu forsøger med Lily.
Men ulykken er, at en slig virkelig hel kjærlighed, den voxer ikke paa træer og specielt har den naturligvis vanskeligt for at skyde op i et menneske for hvem det rigtige, og det passende, og det moralske staar som det højeste her i verden. –
Og derfor gjælder det som jeg sa at opdrage dem fra de er blottende unge.
Og derfor er det smaapiger fra fjorten til sexten aar min skole skal bestaa af. –
Jarmann havde siddet der tilbagelænet i gyngestolen, dampende stærkt og eftertænksomt paa sin cigar, mens jeg talte.
– Jamen hvor i al verden vil du faa elever fra? spurgte han forundret.
– Aa – jeg rev af en fyrstikke og tændte cigaren, som var gaat ud – : jeg har saamen halvt om halvt faat fat paa nogen.
– Næ-j! – fortæl! – og han stak begge hænder i buxelommerne, læned sig bagover i gyngestolen og blev siddende og se paa mig med cigaren mellem tænderne.
– Ja det er saamen en hel liden historie – lav dig et glas igjen, skal du høre. Og han laved og jeg fortalte – :
Her for en fem sex aar siden mødte jeg stadig en ganske vakker ung pige med et besynderligt ansigt, blegt, energisk sanseligt og med et drag af trods og foragt om de tæt sammenbidte læber; hun kunde vel være saan en sexten sytten aar. Jeg saa paa hende hver gang vi mødtes, og hun saa igjen med et par øjne, som fik mig rent til at sige i knæerne. Men samtidig krummed hun læberne til et overlegent, haansk smil ... som om hun vilde sige: jeg ved nok jeg er dejlig og jeg ved hvad sanser er for noget, men kom ikke til mig! Øjnene suged mig til sig, læberne stødte mig bort.
Jeg havde forfærdelig lyst til at bli kjendt med hende, men det blev aldrig til noget, jeg havde ikke mod til at ta fat paa hende og en vakker dag forsvandt hun og blev rent borte fra mig. Ligetil nu her for ganske nylig, da hun pludselig dukked frem igjen – men ikke længer som det samme menneske: de blege energisk sanselige træk var blet slappe, øjnene, de stærke øjne, matte og stikkende, hun led i en uhyggelig grad af blegsot, og det haanske udfordrende smil var blet sint og bittert; hun saa nærmest ud, som hun vilde bide. Det havde saamen ingen fornøjelse vært at se hende igjen, var hun kommen alene. Men sammen med hende dukked ogsaa op en yngre søster, en skolepige paa en femten sexten aar, frisk og kjæk at se til og frodig som bare fan'en, med halvkort kjole og to store sorte skolepigefletter ned ad ryggen. Lidt skjødesløst hang klæerne omkring hende, lidt afjaskede var de ogsaa, og udgaate var hendes sko, men rank og tillidsfuld, næsten overmodig skred hun henad gaden med det dristig hvælvede bryst og en svag vuggen i hofterne, som følte hun stærkt at hun var kvinde. Og ud af et fyldigt naivsanseligt barneansigt med brunlig, matgylden hud spejded to vidunderlige brune barneøjne glade og frejdige omkring, mens et kaad smil laa og drømte om de røde kysselæber. Et Barn med kjøn! det var totalindtrykket.
Det første mødte jeg hende bestandig sammen med den ældre søster, som nok havde fortalt hende at jeg i sin tid forgjæves havde sukket for hende. Og som om det havde vært en uforskammet forvovenhed af mig, sendte den yngre mig et overlegent, foragteligt smil. Men det saared mig ikke det smilet, jeg var svært glad ved at faa det, først fordi det var saa vakkert og dernæst fordi det gav mig saa god anledning til frejdig at smile hende ind i ansigtet og nyde det barnlige, uskyldig-sanselige udtryk i hendes øjne du kan tro det er et par øjne hun har: ganske ensfarvet brune med tykke hornhinder over, som gir dem en ganske egen glans; ossaa fulde af liv. Og slig som hun kan sætte dem paa En! eja mig! ..
Naa, men en dag spaserer jeg nedover Karljohan sammen med Fritz Hassel. Hun gaar der foran os sammen med en veninde, vi passerer dem, jeg vender hodet og faar mit sædvanlige foragtelige smil og gaar videre – da pludselig Fritz griber mig i armen og standser mig – :
– Hahaha! hun rækker tungen ud efter dig! lo han.
Jeg vendte mig lynsnart, hun trak tungen til sig igjen, og hun og veninden og Fritz og jeg blev staaende der ligeoverfor hverandre og le. Indtil Gerda – saa er det hun heder – greb veninden i armen og leende trak hende ned ad Kongensgade; det var paa hjørnet af den vi stod.
Fritz og jeg gik da videre nedover til posthuset, men paa opturen igjen lige idet vi passerer Kongensgade, kommer Gerda gaaende tilbage igjen alene, ler til os, men lidt ængstelig, og skynder sig om hjørnet og gaar hurtig opover Karljohan. Vi fulgte leende efter, hun blev ængsteligere og ængsteligere, og da hun et par gange forgjæves havde forsøgt paa at bli os kvit ved snart at gaa svært langsomt for at la os komme forbi, snart svært hurtig for at komme fra os, sat hun pludselig paa sprang og løb opover gaden, og vi saa hende tilslut forsvinde udover Drammensvejen.
Siden den dag smilte hun ikke mere foragtelig, hun lo skøjeragtigt naar hun mødte mig, og undertiden rak hun tungen ud ogsaa – : vi var kommen paa en langt fortroligere fod.
En dag, jeg mødte hende, og vi som sædvanlig havde led til hverandre, fik jeg, lige efter at ha passeret hende, en ubetvingelig lyst til at se ind i de dejlige øjnene hendes en gang til. Jeg vendte, gik forbi hende, vendte igjen og mødte hende paany. Hun forstod det, lo endda mere end hun plejed, og saa gjorde jeg det samme nok engang. Det mored hende, hun begyndte ogsaa at vende svært ofte, og tilslut havde vi mødt hverandre mindst ti gange i løbet af en liden halv time. Da hun saa gik hjemover, fulgte jeg efter, og nu var hun slet ikke ængstelig, lod tværtimod til at være meget fornøjet ved at ha mig gaaende der bag, vendte sig stadig og lo tilbage.
Det bar udover Drammensvejen og ned tilvenstre i de nye gaderne der nedenfor. Da hun skulde gaa ind porten, hvor hun bor, vendte hun sig endnu engang og lo tilbage – og saa forsvandt hun. Men da jeg stansed op i porten og kikked ind, stod hun endnu derhenne ved trappeopgangen og tramped sneen af fødderne. Jeg gik et skridt ind i porten, standsed og sa – :
– Jeg har forfærdelig lyst til at bli kjendt med Dem frøken.
Hun stod med den ene fod paa det nederste trappetrin og skrabte saalen mod kanten, seende med et halvt smil ned paa foden, uden at svare.
– A, sa jeg, nu har vi gaat saalænge her og smilt til hverandre paa frastand synes De ikke det er paatide vi lærer hverandre at kjende paa nærmere hold, hva?
Hun svarte ikke, blev ved at skrabe foden mod kanten af trinet og smilte ned paa den.
– Aja, men det er da morsommere at gaa ved siden af hverandre og tale sammen end at gaa saan bagefter hverandre? ...
Hun svarte fremdeles ikke, blev bare staaende i den samme stilling. Saa gik jeg nærmere.
Men ængstelig sat hun foden helt op paa trinet, de brune øjne saa sky hen paa mig, kroppen bøjed sig sagte forover: hun stod paa sprang, færdig til at pile opad trappen, hvis jeg kom for nær. Saa stansed jeg na– turligvis. Og hun blev staaende der paa sprang, men smilte skjælmsk hen paa mig.
– A, kan jeg ikke faa lov til at bli kjendt med Dem? spurgte jeg igjen.
Et øjeblik betænkte hun sig, tog saa foden ned igjen af trinet, rettet sig op, tog damemine og sa paa en morsom knixet maade – :
– De maa faa lov til at hilse paa mig, men De faar ikke lov til at tale til mig paa gaden.
– Ajo, faar jeg lov til det ogsaa.
– Nej.
Det blev sagt saa afgjørende, at jeg gav mig med det samme. –
– Hvor det var kjedeligt! ... naa jaja, men jeg hilser altsaa paa Dem herefter?
– Det maa De faa lov til.
– Adiø da frøken!
– Adiø.
Jeg var gaat et par skridt nedover gaden, men vendte igjen: jeg vilde heller gaa gaden ovenfor. – Men der stod hun jo i porten? – og jeg maatte skoggerle, for i det samme mine øjne mødte hendes, strak hun hodet frem med hagen ud i vejret og halvt jæbte, halvt smilte med bred mund, blottede tænder og sanselig sammenknebne øjne – en under– lig barnagtig grimase, som hun vilde si: Æ-æ-æ! naa har jeg narret dig naa! – og fór saa ind i porten igjen.
Jeg ind efter naturligvis og fandt hende staaende paa sprang igjen derhenne ved trappen.
– A sig ja da! sa jeg.
Men hun tog igjen damemine paa, gjentog sit afgjørende nej, og jeg maatte gaa min vej for anden gang.
Da jeg et par skridt bortenfor porten vendte mig igjen for at se, om hun var der, fik jeg et sekund se den samme barnagtige æ-grimase igjen, men saa var hun forsvundet, og da jeg for tredje gang gik ind i porten og lige hen imod hende med et bønligt – : «aa herregud, sig ja da: kan De ikke sige ja da? var hun en én to tre med ét sæt langt oppe i trappen og stod og titted ned paa mig gjennem trappegelænderets sprinkelværk med en drillende latter. Jeg blev staaende der nedenunder og le jeg ogsaa. Da jeg saa endelig maatte gaa, kom hun ikke ud mere.
Men om eftermiddagen traf jeg hende igjen paa Karljohan, saan mellem fire og fem, da det var begyndt at bli mørkt, hilste og fulgte efter hende. Det bar igjen ud over Drammensvejen og ned tilvenstre, men forbi den gaden, hun bor i. Kvartalet nedenfor tog hun af og vi kom ned i en ny, netop paabegyndt gade; etpar huser paa den ene side; ubebyggede tomter og bar mark henover paa den anden side; ingen mennesker. Nede paa det øde hjørne stansed hun, tren et par skridt ud i gaden og blev staaende der, med ryggen mod mig, og se henover de ubebyggede tomter. Jeg stansed et halvt skridt bag hende, stod der en stund uden at sige et muk, bare pusted paa hendes nakke mellem de to fletter. Men hun rørte sig ikke.
– Ajamen her kan vi da godt spasere lidt sammen! sa jeg endelig; her er jo ingen folk, og mørkt er det ogsaa.
Hun svarte ikke, blev staaende der med ryggen til.
– Ajo! nu spaserer vi lidt sammen hvad? bare nu iaften?
– Aja! sa hun pludselig frejdig, vendte sig og lo mig ind i ansigtet med sin dejlige barnelatter. Saa slentred vi fornøjet opover gaden sammen, langsomt og gelassent; hofterne slængte ligesom tilfældigvis ind imod hverandre for hvert andet skridt vi tog, men vi lod som vi ikke mærked det, mens vi gik der og præsenterte os for hverandre, forhørte os om hverandres bekjendtskaber og forsøgte at finde ud en eller anden familie, hvor vi kunde træffes og faa bekjendtskabet legitimeret. Det sidste var umuligt, vi havde ikke anderledes fælles bekjendte end at hun vidste, hvem nogen af de herrer var, hun havde set mig sammen med «hun havde hørt saameget om dem, som hun ikke vilde fortælle» – og saa lo hun mig skalkagtig ind i øjnene. Men enden blev alligevel, at jeg skulde faa lov til at spasere med hende paa gaden – : «hun brydde sig ikke noget om, hvad de sa!» ...
– Men hvorfor har De saan lyst til at bli kjendt med mig? spurgte hun tilslut, da vi stod udenfor porten. Og hun sat øjnene paa mig, som om hun vented en erklæring med det samme.
– Hvorfor? – Jo, naturligvis fordi jeg synes, De er vakker – og saa fordi jeg tror, vi vil komme til at synes godt om hverandre.
Hun betænkte sig lidt, men saa lod det til, hun fandt svaret tilfredsstillende, og hun sa adjø med et smil og gik op. –
– Og saa? – spurgte Jarmann, da jeg stansed.
Ja, saa er der bare gaat en tre fire dage siden. Jeg har talt lidt med hende hver dag, og hun er fordømt sød; men jeg er ikke kommen nogen vej med hende endda, hun er altfor erotisk anlagt, til at vi saan ohne weiter kan gaa over til at tale om forretninger ... Naa, men hende har jeg altsaa tænkt mig som numer én paa min skole.
– Numer én? sa Jarmann ivrig – har du faat fat paa flere?
– Jada! her sidst søndag, jeg skulde til byen og spise middag og kom gaaende over Olafs plads, stod der en flok smaapiger i fjorten femten aars alderen og talte sammen lige udenfor Gjertsens skole. Jeg mønstred dem naturligvis i forbigaaende, men blev saa pludselig noksaa overrasket ved at en af dem, en liden lys vakker unge, stirrer mig ganske alvorlig ind i ansigtet, nikker og siger: Goddag Eek! – i en tone, som var vi gamle gode bekjendte. Jeg nikked naturligvis igjen og sa ligesaa bekjendt – goddag! – Da jeg var forbi, slog de allesammen ud i en skoggerlatter naturligvis – slig er de herregud! men jeg tænkte hvad jeg tænkte og gik noksaa fornøjet videre.
Saa om eftermiddagen den samme dag, som jeg i mørkningen slentrer opover Universitetsgaden for at gaa hjem, faar jeg igjen øje paa den lille lyse fra om formiddagen, et lidet stykke foran mig. Sammen med en veninde naturligvis; det er det fordømte ved disse smaa, at de aldrig gaar alene. Naa, men jeg avancerer alligevel op ved siden af hende, hilser og siger godaften. Hun blev et øjeblik ganske forskrækket og sat uvilkaarlig armen op foran hodet med bortvendt ansigt – som for at afparere et slag; men tog sig strax i det igjen – hun var ikke den, som vilde være barnagtig! – lod armen falde ned, lo, sa frejdig godaften! – og saa mig næsten udfordrende op i ansigtet. Veninden saa nysgjerrig op paa mig.
Mens vi saa gik opover der og væved sammen, vi tre, om noget gud ved hvad, mærked jeg at vi havde nogen smaagutter sværmende omkring os: sommetider havde vi dem foran os, sommetider bag, og ret som det var fór de os forbi med nogen forblommede udraab, snart et navn, snart et uforstaaeligt ord ...
– Er det kanske Deres kavalerer? spurgte jeg smaapigerne.
– Nej langtifra! – tonefaldet var foragteligt; det var min lille lyse, som talte.
– Ja for da vil jeg naturligvis ikke gaa ivejen ...
– Langtifra, vi kjender dem slet ikke!
Men netop som hun sa det, fór gutterne igjen forbi os og smutted ind i en port der foran, og da vi gik forbi portaabningen blev der leende og knisende ropt paa «Kamma» og «Agnes» derinde. Smaapigerne blev nervøse og urolige – det var tydeligt nok, at de kjendte dem.
Oppaa Olafs plads, hvor de hørte hjemme, sa jeg adjø til dem i porten, og spurgte idet jeg gik om de havde noget imod at spasere sammen med mig, naar jeg traf dem.
– Nejda, det havde de ikke.
Saa gik jeg videre, men var ikke kommen tværs over pladsen engang, før jeg hørte smaa trippende skridt bag mig – : det var de to smaa, som kom løbende efter mig igjen.
– Undskyld, sa den lille lyse højtidelig, vi glemte at præsentere os – er ikke Deres navn Eek?
– Jo, det maa da De vide, som sa goddag til mig i formiddag, sa jeg leende.
De lo ogsaa.
– Og heder ikke De Kamma? spurgte jeg saa.
– Jo det gjør hun! ropte veninden, som om hun forraadte en hemmelighed.
– Og hun heder Agnes! skyndte Kamma sig at sige, pegende paa veninden.
Saa sa de adjø og løb tilbage igjen over den halvmørke plads. Jeg stod og saa efter dem, og ikke før var de kommet ind i porten derhenne, før de smaa kavalerer ogsaa var der og smutted ind i porten efter dem. – Jeg gik lidt ærgerlig hjemover – : jeg havde fordømt lyst at være usynlig tilstede blandt dem derinde istedenfor at gaa hjem ...
– Se der har du altsaa numer to og tre, sa jeg til Jarmann, og numer fire og fem og sex og syv er nogen veninder af disse to igjen, som jeg siden har mødt og hilst paa, først sammen med dem og siden alene. De hilser meget venlig igjen og lader slet ikke til at ha noget imod at gjøre nærmere bekjendtskab.
Jarmann sad en stund og saa hen for sig, sa saa helt sørgmodig – :
– Nej! at jeg ikke har mine søstre her i byen, de er vakre begge to, især den ene, det skulde vært mig en glæde at overantvordet dem til din behandling! – Og han saa rent ulykkelig ud over ikke at kunne yde sin skjærv til skolens oprettelse.
Jeg blev ganske rørt, jeg maatte tænke paa hvordan en anden god ven af mig havde tat det, da jeg nogen dage i forvejen udvikled min skoleplan for ham og fortalte ham om mine tilkommende elever – : Ja, sa han, da jeg var færdig, dette er meget interessant, men – gud ske lov, at du ikke kjender mine søstre! Jeg sammenligned uvilkaarlig det udbrud med Jarmanns og følte hele forskjellen. Og jeg blev siddende og se hen paa ham der han sad, sammensunken i gyngestolen, stirrende hen for sig med det ulykkelige ansigt – :
Aa, om det havde vært ham, der havde færdedes i de familier herinde, hvorfra skolen helst burde rekruteres, og hvorfra man kunde hentet den nødvendige kvindelige støtte for foretagendet! han vilde gjort alt hvad der stod i hans magt for at drage mig med derind, han vilde havt trang til, at jeg skulde færdes i de samme sfærer som han og se med mine øjne, hvad han saa med sine, for at vi saa siden kunde udvexle vore opfatninger og supplere vore iagttagelser – og saa lægge vore planer derefter. – Vi kunde ha levet og arbejdet sammen – aa var det ikke fanden ogsaa, at det ikke var ham!
– Ja, sa jeg, det er s'gu kjedeligt, du ikke har dine søstre her – især siden de er vakre!
– Ja er det ikke fanden? – og han rejste sig og gik nervøst op og ned ad gulvet. Lidt efter stansed han, saa paa mig og sa – :
– Men du! ... du maa la mig bli lærer paa den skolen din!
Jeg rysted paa hodet – : Nej kjære, det turde jeg s'gu ikke.
– Hvorfor det?
– A, for det første er du ikke selv tilstrækkelig theoretisk uddannet ... du maatte jo selv gjennemgaa en grundig opdragelse først ...
– Jamen det kunde jeg jo gjøre!
– Du vilde neppe ha tilstrækkelig energi til det. Men sæt du havde – alligevel? Du med din hingstenatur ... jeg kunde jo aldrig være sikker paa du ikke gik hen og fordærved mig det hele ... i et lidenskabeligt øjeblik gik mig hen og plukked frugten, før den var moden.
Han fik et smerteligt drag om munden, der han stod og stirred paa mig – :
– Det er skam af dig at tro det om mig, sa han sørgmodig.
Jeg trak paa skuldrene – : herregud, det vilde da være noksaa menneskeligt.
– Nej ved du hvad! sa han indigneret: tror du, jeg kunde gaa hen og glemme mig selv, naar det gjaldt det dèr?! – tror du virkelig, jeg er saa lidet idealt anlagt!
– Nej tværtimod, du er meget idealt anlagt; men du er et løst stemningsmenneske... og naar blodet koger er viddet borte ved du ... en tilfældig situation, hingsten stikker frem, og du fordærver mig en af eleverne.
– Ikke tale om! aldrig i verden! han slog ud med haanden, og det glimted i de smaa øjne.
Jeg rysted igjen paa hodet – : Anej kjære, det ved du da: du er ikke saameget herre over dig selv, at du kan sige det «aldrig i verden!»
– Jeg er sikker paa der kunde aldrig være tale om det naar det gjaldt en slig sag sa han, og han sat sig ned i gyngestolen og blev siddende og se hen for sig.
– Men du! sa han saa – : er du forresten saa sikker paa, at et sligt pigebarn vilde bli helt ødelagt, fordi om hun blev forført istedenfor at gi sig hen af fri vilje?
– Nej, saa sikker er jeg ikke, men jeg tror det vilde gi hende en knæk for bestandig. Husk paa, hanget til korrekthed i det stykke er dybt nedarvet hos vore unge piger, og har hun først git sig hen med følelsen af at det var urigtigt at gjøre det, saa er jeg bange for, at hun ikke, selv med den ypperligste forstaaelse bagefter, vil kunne, naar anfægtelserne komme, fri sig fra den tanke – : mon det ikke alligevel igrunden var for at retfær– diggjøre mit fejltrin, jeg lod mig ta af disse moderne ideer?!
– Aa ja, du har vist ret kanske, sa Jarmann og saa igjen hen for sig. –
Det var blet sent, vi tømte glassene, og Jarmann tændte en frisk cigar og gik. Jeg fulgte ham ned i porten og lukked ham ud.
Vejret var raat, det blæste og snedde, han bretted kraven op om nakken, knapped tæt til, slog bræmmen paa den lille runde filthat som en skjærm ned over øjnene, rak mig haanden med et varmt godnat og skridted saa afsted ned ad gaden gjennem det tætte snedrev med opskudte skuldre, hænderne i frakkelommen, kroppen og hodet bøjet forover imod blæsten.
Sneen drev ind imod ham, han saa ingenting foran sig andet end den mylrende mængde af nye og bestandig ny sneflokker, som uafladelig dansed paaskraa ned gjennem luften, snart hvide mod lyset af en gaslygt, snart graa imod den sorte luft, og vaade som de var hængte sig ved hans klær og snart dækked dem med et lag saa tykt, at han kunde ryste det af i store flaker – han saa fuldstændig ud som en snemand, der han gik. Og af og til drev et pludseligt vindkast hele snefoget ind under hatten, saa han var lige ved at miste pusten, mens han greb om den for at beholde den paa hodet.
Men han ænsed ingenting, bare skridted nervøst afsted i det slupsede føre, stemmende kroppen mod blæsten og sneen, uden at tænke, helt fyldt, begejstret optat af det nye fremtidshaab, som iaften var dukket op i ham.
Nede paa hjørnet af Pilestrædet stansed han et halvt sekund og betænkte sig – saa gik han udover istedenfor indover ...
Han pusted langt ud – : Ahh! i slig stemning havde han ikke vært paa længe! nej ikke siden den aften ivaares efter mødet i Fram ... Hvor han husked det tydelig: broen i maaneskinnet ... elven kulsort nedunder, dækket af husenes mørke slagskygger, men længer oppe snoende sig i bugter frem mellem træer og buske, sølvglitrende i maaneskinnet ...
... Et skjønnere, rigere og fyldigere liv skulde vi leve, hver enkelt af os og alle tilsammen! det var det, det gjaldt om... og han skulde være med at frembringe dette rigere, skjønnere liv – det skulde være hans livs gjerning! ...
Pludselig fór der en tvivl igjennem ham – : var det nu ikke igjen bare et øjebliks stemning, et bedrag, der vilde forsvinde nu som dengang? ...
– Nej! dengang havde han ikke vidst, hvad det var, som skulde gjøre livet rigere og skjønnere, og havde ikke kunnet finde paa det af sig selv; han havde jo aldrig lært at tænke. Men nu vidste han, hvad det var – det var kjærligheden! Kjærligheden skulde sættes paa thronen og beherske menneskenes liv, den skulde være arbejdets maal og arbejdets drivkraft! ... ikke et maal, der «engang» skulde naaes, noget man skulde havne i – nej et maal man uafladelig naar! – kjærligheden skulde være det daglige brød fra første færd af ...
Aa, hvorfor lærte man ikke dette paa skolen – og indretted livet derefter!... Da var hans liv blet et andet; for hvad det havde manglet, var netop denne drivkraft, derfor var det gaat, som det var gaat ...
Kjærligheden! ... han havde mødt den et par gange paa sin vej, den havde berørt ham med sin aande, men saa draget ham forbi – : han husked sin græmmelse, da Anna rejste til Stockholm; husked, hvor han laa og storgraad i sengen, da det var gaat op for ham, at frøken Bamberg var tabt for bestandig; husked det savn, frøken Lindgren havde efter– ladt ... kjærligheden havde banket paa døren til hans hjertekammer, men var aldrig sluppet ind ...
Men forresten, selv om den var sluppet ind – han havde bare kommet til at nyde den som forbuden frugt, havde aldrig kommet til at sætte den i forbindelse med arbeide havde altsaa alligevel staat der han stod nu. Rigere paa minder gudbevars, men ligesom nu uden nogen gjerning bag sig....
Nej, fra første færste færd af maatte man elske og elskes og derved faa den hele virkelige forstaaelse af, hvor skjønt og rigt livet er! ... Og fra første færd maatte man ha forstaaelsen af, at arbejdet er den nødvendige betingelse for at vedligeholde dette dejlige liv! – Aa, da vilde ogsaa folk af hans kaliber komme til at arbejde og bli noget – nu maatte de gaa tilgrunde, som han var gaat tilgrunde.
– Gaat tilgrunde? – ja, han var gaat tilgrunde, det følte han.... Og det var hans egen skyld, sa de andre: hvorfor havde han aldrig villet bestille noget! ...
Aa han skulde ha vidst som skolegut, det han vidste nu ... ja ossaa kjærligheden vært fri, saa han havde kunnet føle hele sandheden af det – da skulde han ogsaa ha villet gjøre noget; som det var, havde han jo ikke kunnet ville....
Aa de bestier, der kasted over paa hans vilje det deres opdragelse og deres fordømte samfundsforhold var skyld i! – fingrene bevæged sig som klør dernede i lommen paa ham, han klødde efter at faa fat i dem –: Aa men de var trygge, de vidste han ikke kunde naa dem: de havde magten....
Men det var det samme: endnu var han ikke død; endnu skulde de kanske komme til at høre fra ham, den foragtede døgenigt! ... Og kanske skulde der komme den dag, da medlemmerne af hans store familie: de med livet misfornøjede og derfor energiløse, skulde takke ham for det, han havde gjort for at redde dem fra at gaa tilgrunde....
Opgaven laa færdig foran ham, det gjaldt bare at komme til et resultat om, hvordan den skulde gribes an, saa skulde han nok gaa igang med arbejdet. Nu havde han faat den nødvendige drivkraft for sin energi –: de skulde ! nej de skulde! ikke gaa tilgrunde de stakkars mennesker, der som han var født til et rigere liv end det elendige, samfundet nufortiden bød dem....
Men hvad skulde han gjøre? ... hvordan gribe sagen an? ...
Aa, Herman Eek vilde nok sætte ham paa det, som han havde sat ham paa alt det andet! det kom nok! ... Disse aftener oppe hos Herman Eek nu i den senere tid ... han sad bare der og hørte paa, sa næsten aldrig nogen ting ... Men alt hvad Hermann Eek sa, det var som talt ud af hans eget hjerte... var bare ord for hvad der leved og alt længe havde levet derinde i ham selv, uden at han havde kunnet finde udtryk for det... Og det vilde nok komme dette ogsaa! det gjaldt bare at gi tid ... naar nu skolen kom istand – hvem kunde vide, om han ikke alligevel blev lærer paa den! .. han skulde nok overvinde Hermann Eeks betænkeligheder – og du store gud for et fornøjeligt arbejde det vilde bli! – Aa! at se det fødes derinde i disse dejlige smaa hoder alt det, der begejstred ham selv! ... og saa faa se det slaa ud i livskraftig handling, som slag i ansigtet paa dem han haded af sit inderste hjerte, men ikke kunde naa! – og han løfted sin haand og trued ud i snefoget, mens han hvisked mellem tænderne –: ha! sataniske kreaturer! der kommer, der kommer en regnskabens dag, da det blir jer, der begynder at hade, og os som faar magten! – Og uvilkaarlig gik han raskere til, som for at holde takt med sit hjertes hurtige slag. –
Pludselig stansed han overrasket udenfor sin egen gadedør i Kristian August. Uden at vide det, rent mekanisk, havde han gaat rundt den nedre del af Hægdehaugen og var kommen Wergelandsvejen tilbage.
Han var gjennemvaad paa fødderne, helt bedækket med sne, væden sived ned ad hals og ryg indenfor klæerne, ansigtet og haandleddene sved, men han la neppe mærke til det; han bare gik ind, rev klæerne af sig, putted sig i seng og blev liggende der og stirre op i det mørke tag, beruset af fremtidshaab indtil han tilslut søvned af.
X.
Dagen efter om formiddagen gik jeg opom Bruns og tilbød Lily en theaterbillet til Tivoli om aftenen. Jeg kunde se hun havde lyst til sige nej men hun turde ikke; moeren som var tilstede da jeg kom, vidste hvor glad hun var i at gaa i theatret og vilde have anet uraad. –
Saa var det ved middagstide, lidt over to. Karljohan laa i straalende vinterfarver opover, solen skinned paa den hvide sne, musiken spilled oppe i pavillonen, tonerne fyldte luften nedover og fortougene paa begge sider sortned af en mylrende menneskevrimmel, mens gaden laa bred imellem, skinnende hvid i sollyset.
Jeg slentred langsomt og vel tilmode opover paa parksiden, spejdende omkring blandt de glade ansigter i menneskevrimlen efter en rød sløjfe under et matgyldent barneansigt...
Derover kom hun! yderst paa fortouget, slentrende langsomt afsted hun ogsaa, med hænderne i muffen, et par skolebøger under armen og spejdende rundt omkring sig, men uden at faa øje paa mig, som skraadde over gaden hen imod hende.
Ah! hvor hun tog sig ud! ... he! den lille dumme hat, den violetfalmede vinterkaabe, de udtraadte sko under den halvkorte kjole – hvad kunde det nytte, de forsøgte paa at se stygge ud! hendes matgyldne ansigt under det sorte pandehaar, med de straalende barneøjne kjækt spejdende omkring, hendes fuldt udviklede jomfruskikkelse med den lade og dog dristig vuggende gang i de bløde hofter, kimsed ad den afjaskede dragt....
Der fik hun øje paa mig! – og smilte med de brune barneøjne og de stolt sanselige læber. Jeg smilte igjen, naadde hende, hilste og stansed hende: hvordan har De det? – og saa arbejded vi os tause ved siden af hverandre frem gjennem menneskemylderen opover gaden, mens solen forgyldte den fine dun paa hendes kind og musikens toner bares klart udover i den stille blaa luft, højt over larmen af menneskemylderen. – Jeg gik og saa fra siden hen paa hendes ansigt. Med ét blev det svært alvorligt og hun sa, men uden at se paa mig – :
– Jeg var paa Karljohan igaar.
– Jeg fik desværre ikke tid til at komme.
– Jeg var der!
Det lød kort og næsten strængt. Jeg havde ondt for at la være at le, men saa sa jeg – :
– Ved De, idag fik jeg skrub for det daarlige referat jeg havde leveret igaar. Og ved De, hvorfor det var saa daarligt? – Fordi jeg bare sad og tænkte paa Dem hele tiden, mens jeg skrev, og ærgred mig sort over at maatte sidde der og skrive istedenfor at gaa her og se paa Dem og tale med Dem.
En taknemmelig liebaügeln var takken for denne løgn og dermed var vreden over min efterladenhed forbi: –
Men der var for mange folk her – hvor skulde vi gaa hen? ...
Deroppe laa Slotsbakken bred og hvid opover mod slottet, med parkens buskbevoxede, tilsnedde jordskraaninger paa begge sider. Opover der var der færre folk.
Vi gik langsomt opover sammen, hun seende ret frem for sig med et halvt smil, jeg beundrende hende fra siden og nydende det dejlige sideblik, hun af og til sendte mig til belønning. Ingen af os sa noget, vi bare gik der og befandt os vel ved at gaa slig ved siden af hverandre – indtil hun pludselig midt oppe i bakken stansed, vendte sig imod mig med leende øjne og tog frem af lommen en indpakket chokoladeplade og stak det ene hjørne af den forsigtig ind mellem de begjærlig blottede tænder, men uden at bide til – bare seende mig ind i ansigtet med de leende øjne, mens hendes tænder løb ivand efter chokoladen.
– Bid til da vel! sa jeg.
– Nej! – og hun trak haanden til sig igjen med et ryk, som om hun med magt maatte fravriste tænderne chokoladen. Det er min søster som skal ha den, sa hun: hun ligger syg hjemme, og saa skulde jeg kjøbe noget godt til hende. – Og hun viste frem en pose sukkertøi foruden chokoladepladen.
Jeg stod og saa paa hende – : liker De chokolade? spurgte jeg.
– Ja.
Jeg slog hænderne sammen – : Og jeg som har vært saa dum ikke at ta noget med til Dem, naar jeg møder Dem!
Hun svarte ikke.
– Ja forresten, det er nu Deres egen skyld; jeg har flere gange bedt Dem ind til konditoren, men De har aldrig villet; jeg trodde ikke De brydde Dem om det.
– Det er fordi jeg ikke har turdet, sa hun lidt undseelig.
– Naa ja, næste gang skal jeg ta noget med. –
Saa gik vi videre opover, talte først om søsteren – : hvad der fejled hende?
– Blegsot.
– Ja, naturligvis!
– Hvorfor naturligvis?
– Jo kjære, hvor gammel er det nu hun er?
– Tre og tyve.
– Ja, ossaa ikke gift! – jeg trak paa skuldrene.
Gerda saa paa mig med et skalkagtigt smil, ikke spor af genert – : Jamen, sa hun, der er da mange damer som ikke blir gift?
– Det er der, men naturen kræver sin ret, og faar den den ikke, hævner den sig næsten bestandig.
Hun svarte ikke, jeg sa heller ikke noget mere, gik igjen og saa beundrende paa hende, mens hun igjen bare saa frem for sig med det halve smil og af og til belønned mig med det dejlige sideblik som viste at hun sat pris paa min beundring.
Oppe ved slottet tog vi tilvenstre ned gjennem parken og kom ned paa Drammensvejen ved portnerstuen. Der mødte vi numer to af mine tilkommende elever, lille Kamma, en lys fjortenaars unge med korte skjørter. Da jeg hilste paa hende, hilste hun først damemæssig igjen, men jæbte saa foragtelig hen paa Gerda, og da vi var kommen forbi, kasted hun en snebold i ryggen paa hende, lo højt og løb sin vej.
– Den væmmelige ungen! sa Gerda med rynkede bryn og stamped i marken, mens jeg børsted sneen af ryggen hendes.
– Hvorfor synes De hun er saa væmmelig? – ikke for den sneboldens skyld vel?
– Nej, men det er en uskikkelig unge!
– Hvad er det hun har gjort da?
Gerda betænkte sig et øjeblik, men sa saa – : A, her i julen var jeg borte i Drammen paa besøg, der var jeg paa bal, og paa ballet var der en gut jeg syntes var saa vakker – og saa gik jeg lige hen og kyssed ham saa de saa paa det allesammen. Og saa bagefter er det kommen her til byen og saa gaar den ækle ungen og fortæller det ud og driller mig med det paa skolen. – Aa det er en uskikkelig unge! – Og Gerda rynked igjen de sorte bryn.
– Fortæl hende om de gutterne, hun kysser i mørke portrum De!
– Nej, hun maa kysse saa mange hun vil for mig! – Gerda gjorde et lidet overlegent kast med hodet, og vi gik igjen videre uden at sige noget hen over den snebelagte solbeskinnede vej.
– Imorgen er det søndag, sa jeg lidt efter, hvor gjør De af Dem imorgen formiddag?
– Jeg gaar i slotskapellet.
– Og hører min ven pastor Heuch?
– Ja. Kjender De ham?
– Nejda! jeg liker 'en bare ikke, jeg tror ikke, han selv tror paa noget af det han præker.
– Aa tøv!
– Nej jeg tror ikke det, men alligevel vil jeg gaa der imorgen.
– Jamen jeg gaar i kirke med mama, og med Alma, hvis hun blir saa bra – De kan ikke sidde sammen med mig!
– Saa? – det var kjedeligt! – A spaser heller imorgen da?
– Nej, jeg maa gaa i kirke hver søndag, jeg gaar jo til konfirmation, ved De! – og hun saa naivt op paa mig.
– Ja, det er jo sandt – jeg smilte De gaar jo og læser Pontoppidan. Synes De, det er noget moro?
Hun saa forbauset paa mig – : Fy! sa hun.
– Aja, men Pontoppidan er da kjedelig alligevel? – jeg skelte hen paa hende. Men saa rynked hun de sorte bryn og sa afgjørende – :
– Nu faar De ikke lov til at tale mere om det!
Jeg lo – : Tror De noget paa religionen?
– Ja, gjør ikke De det?
– Nej.
Hun stansed, saa paa mig og sa saa yderst alvorlig – : Aa fy! De er fritænker.
– Tror De, jeg er noget daarligere menneske for det?
– Nej, men det er stygt at være fritænker.
– Det skal De se, De ogsaa blir, naar De bare blir ældre.
Hun saa et øjeblik ængstelig hen paa mig, tog saa den slidte blaa Pontoppidan, som var en af de bøger hun gik med under armen, holdt den op i luften mellem tommelfingeren og pegefingeren og dingled den et par gange frem og tilbage, mens hun ligesom nysgjerrig betragted den. Løfted saa pludselig øjnene paa mig igjen, og sa energisk – :
– Vil De nu bare la være at snakke mere om sligt! – Og for hvert ord gav hun mig et rap over armen med Pontoppidan.
– Au, au, au! skreg jeg. Og saa lo hun og jeg lo med, og Pontoppidan blev stukket i lommen – og dermed var religionen og fritænkeren glemt for den gang.
Da vi skiltes nede i gaden, hvor hun bodde, sat vi hverandre stevne til om eftermiddagen.
Klokken var over sex om eftermiddagen, Gerda og jeg havde vært en tur udover til Skarpsno og gik nu indover igjen i den stille stjerneklare aften uden at møde synderlig mennesker.
Vi talte om de herrer, hun kjendte hvem hun likte bedst af dem?
– Det var student Herzberg.
– Hvorfor det?
– Jo, han var saa sød!
– Hvordan sød?
Gerda rynked brynene – : Nej, ikke vær ækkel! ikke noget ordkløveri!
– Nejnej. Men hvem kjender De nu bedst af de herrer, De kjender?
– Det var ogsaa ham.
– Ja, kjender De nu egentlig ham da?
Hun stamped i marken – : Hører De! De faar ikke lov til at være ækkel!
– Janej, skjønner De ikke det – : jeg mener: ved De, hvordan han er ... hvad han tænker paa ... hvad der beskjæftiger ham mest ... hvad han synes bedst om her i verden ... hvad slags liv han agter at føre ... og hvordan han føler ... f. ex. ligeoverfor Dem – ja og ligeoverfor alt andet ogsaa ... og alt saant?
– Nej, det havde hun aldrig tænkt paa.
– Det var da rart. De skulde bare vide, hvor lyst jeg har til at kikke ind i Deres hjerne og se alt det, De tænker og føler derinde!
Hun stansed og lo og sat øjnene paa mig og liebaügelte – og vi blev staaende der under gaslygten ved nedgangen til Observatoriegaden og se hverandre ind i øjnene.
– Nej men det er jo sandt, sa jeg pludselig, jeg har jo ikke vist Dem det billede jeg fandt af Dem i en gammel «Ny illustreret Tidende» – slig som De stod og lo der nu, ligned det aldeles brilliant. – Og jeg stak haanden ind i inderlommen paa vinterfrakken for at ta det frem.
– Lad mig se! sa hun ivrig.
Men det første, jeg stødte paa i lommen, var en pose sukkertøj jeg havde tat med til hende, og jeg tog den op først – : her er noget til Dem!
Hun strak haanden rask frem uden at sige noget og fæsted øjnene paa mig med et underlig intenst, formelig magnetisk blik. Gud, hvor hun saa østerlandsk ud! det voluptiose, lidt lad udseende legeme aabenbared pludselig ligesom en vild, brutal kraft gjennem de mørke øjne, de fik noget naivt snedig ved sig, der de sad inde i det fyldige barneansigt, som ikke bevæged en muskel. Hun tog posen, og langsomt og ligesom stjaalent førte hun den bagover til kaabelommen og stak den dernéd, mens hun holdt mine øjne intenst fast med det magnetiske blik – som for at holde mig fangen i fortryllelse, til hun havde bragt posen i sikkerhed. Slap saa ligesom mine øjne, skjønt hun blev ved at se paa mig, og rak haanden frem igjen – :
– Og saa var det billedet, sa hun befalende.
Det havde jeg saamen helt glemt, mens jeg stod der og saa paa hende. Jeg tog det frem og rak hende det. Det forestilled to unge piger, som sidder og ler af en fyr, der forgjæves forsøger paa at faa træd i en naal; det mandfolkemæssige i fyrens kejtethed paavirker øjensynlig pigebørnene stærkt, og der er noget halvt naivt, og halvt bevidst sanseligt i den maade, hvorpaa de ler. Den ene af dem ligned Gerda paafaldende.
– Det dèr er Dem! sa jeg og pegte paa den ene af figurerne – saan ler De!
Hun tog billedet, vendte sig halvt bort fra mig og betragted det en stund eftertænksomt ved lyset fra gaslygten – som for at finde ud, hvad det var for noget hos hende, jeg havde fundet igjen hos pigen paa billedet. Vendte sig saa om igjen imod mig og sa energisk – :
– Det vil jeg ha!
Og som om hun var bange for at jeg skulde ville ta billedet fra hende igjen, gjemte hun det bag sin ryg med den ene haand, mens hun samtidig strak den anden ligesom afværgende ud imod mig og igjen fæsted øjnene paa mig med det underlig intense blik.
Der var virkelig noget magnetisk ved blikket, jeg følte det som jeg ikke kunde faa øjnene bort fra hendes, selv om jeg vilde.
– A nej, sa jeg bønlig, faar jeg lov til at beholde det. De kan jo se Dem selv, naar De vil, men jeg – naar jeg ikke er sammen med Dem, har jeg jo ikke andet end dette billedet.
Et øjeblik betænkte hun sig, rak mig saa billedet tilbage med naiv dronningmine – :
– De maa beholde det, sa hun og sendte mig et dejligt blik: øjnene blev dybere og mørkere end ellers, saa ganske sorte ud, og der kom noget rørende vekt ind i dem, som hun ikke kunde bekjæmpe. – Jeg havde lyst til at falde paaknæ og kysse hendes fødder, slig saa hun ud.
– Lad os gaa ned her, sa jeg saa – jeg sa det uvilkaarlig lidt dæmpet – og pegte ned Observatoriegaden, som laa der mørk og smal nedover, uden fortouger, uden huser, uden mennesker, mellem de høje have– gjærder.
Uden at svare, ligesom viljeløst, bøjed hun derned – der var kommen noget vekt over hendes holdning ogsaa –, og langsomt og stille gik vi der ved siden af hverandre nedover i mørket, hun seende ret frem for sig, og jeg betragtende den veke, svagt vuggende skikkelse der ved siden af mig, ganske betat og med en øm trang til at slutte hende i mine arme og hviske det til hende – : Gud, hvor jeg elsker dig! – Ingen af os sa noget.
Slig gik vi et stykke nedover – saa maatte jeg ta i noget, der var hendes – :
– Jeg har saan lyst til at ta i fletterne Deres, sa jeg sagte.
– De maa gjerne.
Stemmen lød underlig vek den ogsaa, og en vek fornemmelse la sig tungt ud over alle mine lemmer, mens jeg gik tættere ind til hende og tog hendes tykke sorte fletter, en ad gangen, og strøg med haanden langsomt ned over dem og kjælte for dem og trykked dem mod mit kind og kyssed dem.
Hun gik der og lod det stille ske.
Saa tog jeg hendes haand, som hun viljeløst gav mig, og blev gaaende ved siden af hende, seende ret frem i mørket jeg ogsaa, ganske betat.
Uden at sige et ord vandred vi videre saadan haand i haand, følende hændernes berøring som et sagte ømt favntag, indtil vi kom til hjørnet af den gade, hvor hun bodde. Der stansed vi uvilkaarlig op begge to – igjen under en gaslygt – og stod en stund og saa paa hverandre.
– Jeg tør ikke være ude længer, sa hun tilslut. – Det klang modløst, og øjnene svæved bort fra mig og ud i rummet.
– A én gang rundt kvartalet? sa jeg bønlig.
Hun saa paa mig – : Ja, én gang.
Og vi faldt igjen hen i den veke betatte stemning, mens vi haand i haand, ganske mekanisk, vandred kvartalet rundt, uden at se paa hverandre og uden at tale, bare følende hverandre.
– A, én gang til? sa jeg sagte, da vi igjen stod stille under gaslygten paa hjørnet.
– Nej.
Det var hendes sædvanlige afgjørende nej; hun ligesom med magt tog sig selv tilbage, idet hun slap min haand, og det veke i ansigt og holdning var borte.
Jeg tog hendes haand og saa hende ind i øjnene til afsked – : Nu skal De hjem vil det more Dem at sidde derhjemme hos Deres mor og Deres søster iaften?
– Nej, sa hun langsomt.
– Jeg skal ogsaa hjem og kjede mig – aa hvor jeg kommer til at kjede mig iaften.
– De? behøver De at kjede Dem?
– Naar De nu gaar fra mig, blir jeg tilmode, slig som dere smaapiger er morgenen efter et bal.
Jeg fik et taknemmeligt blik.
– Tænk om det var saan, sa jeg saa og kjælte for hendes haand, som jeg hele tiden havde beholdt i min; tænk om det var saan, at alle mennesker bodde, ikke i familier, men hver for sig, og kunde besøge hverandre, naar de vilde, og være alene, naar de vilde, og gjøre alt, hvad de havde lyst til, naar de bare ikke gjorde andre mennesker fortræd. – Da kunde vi nu spasere sammen, saalænge vi havde lyst, siden gaa ned til Ingebret og spise tilaften sammen – og saa bagefter kunde jeg besøge Dem eller De mig, og vi kunde tilbringe aftenen sammen aldeles som vi selv vilde ...
Hun saa naivt op paa mig – : Jamen det er jo ikke saan ... det vilde jo ikke gaa an.
– Nej, men det er det, der er det gale. Det burde være saan! Hvad andet er det, vi mennesker skal leve her for, uden for at være lykkelige med hverandre?!
Hun saa en stund hen for sig, løfted saa igjen øjnene naivt paa mig – : Ja, hvorfor er det ikke saan? Og der kom igjen dette veke over ansigtet og øjnene, som betog mig saa stærkt, og hendes haand laa helt tung i min.
Jeg svarte ikke, bare stirred betat ind i de veke øjne.
– Det blir vist aldrig saan, sa hun saa, stille hen for sig.
– Jo, én gang vil det bli saan – men gud ved, hvor vi er henne da.
Hun stirred hen for sig, saa sa hun – : jeg tør ikke bli længer. Men hun sa det sagte og trak ikke haanden tilbage, blev staaende der og se hen for sig med haanden viljeløst hvilende i min – hun vilde ikke ta sig selv tilbage.
Saa trykkede jeg sagte hendes haand, sa adjø og slap den.
– Jeg ser Dem imorgen middag vel? spurgte jeg, idetsamme hun gik.
– Ja, hvis jeg kan; hvis ikke saa paa Mandag – adjø! – og hun gik langsomt opover gaden.
Jeg blev staaende der paa hjørnet, alene under gaslygten, og se efter hende. To gange vendte hun sig og nikked tilbage til mig kunde jeg se, én gang paa vejen, og én gang idet hun gik ind ad porten. Saa var hun borte.
Jeg gik nervøst indover mod byen – :
... Du store gud, skulde jeg virkelig kunne bli forelsket? ... denne betathed, jeg havde ikke kjendt den siden sidst jeg var forelsket ... for hele ti aar siden, dengang jeg var sytten aar ... Jeg havde ikke trod, jeg kunde bli det mer ... det liv jeg havde ført i disse ti aar ... og slig som jeg var blet? nej det var ikke muligt ... Og alligevel? ...
Aa gud give det var saa! Mit hjerte banked – herregud, jeg havde ikke levet i ti lange aar....
– – Det var i sidste øjeblik, at jeg kom indom Bruns og hented Lily til theatret. Vi skyndte os derhen. Jeg saa ikke paa stykket hele aftenen, bare tænkte paa Gerda. Da vi kom fra theatret gik Lily og jeg en tur sammen. Jeg fortalte hende om skolen og om Gerda og de andre, men lod hende selv være ganske udenfor. Hun hørte interesseret paa det hele, men sa ikke stort. Da jeg sa godnat foran hendes port, var forholdet mellem os aldeles som før jeg havde leveret mit slag, og mere var det ikke, jeg havde villet. Først om en uges tid agted jeg at fornye angrebet.
XI.
Jeg kom alene hjem, klokken var over tolv. Det var ganske koldt i værelset, men jeg var slet ikke oplagt til at lægge mig. Jeg saa efter i kakkelovnen, der laa endnu nogen glør i asken og jeg skyndte mig at putte lidt ved og kul indpaa. Og saa gik jeg hen til vinduet og blev staaende der med hat og frak paa og se ud, mens jeg vented paa at det skulde bli varmt.
Jeg stirred tversover gaden paa det gule huset derover og tænkte paa Gerda...
Skulde jeg virkelig kunne bli forelsket? ... virkelig igjen komme til helt at gaa op i, fuldstændig bli behersket af denne salige følelse, som jeg nu næsten havde glemt hvordan var? ...
Ak nej, jeg følte det ikke længer nu ... det var borte igjen ... Det var ogsaa saa koldt ... det grøssed i mig ... jeg frøs baade udvendig og indvendig, baade paa sjæl og legeme ... og jeg var rent tom i hjernen ...
Og hvor jeg var alene! ... gaden laa saa øde og mennesketom dernede i maaneskinnet ... det gule regelmæssige treétages hus laa som uddød derover i skyggen ... Hvorfor var der ikke nogen i vinduerne! ... hvor var den unge frue henne, derover i anden etage? ... hvorfor sad hun ikke der paa sin plads ved vinduet og strak de hvide arme op imod ham, som hun elsked, og tog hans hode og trak det ned til sig og kyssed ham paa panden? – Liv! for satan! ... For det om ikke jeg leved – kunde ikke de andre leve! ...
He, nej, det var død ud altsammen....
Og henne om hjørnet af det gule hus kiged fuldmaanen frem med sit store flade modbydelige ansigt og stirred mig sjæl-løst ind i øjnene...
Nej, jeg vilde ikke se mere paa det derude!
Jeg sat mig op i vindusposten med ryggen lænet mod den ene vinduskarmen, benene paa en stol, og den højre haand paa den øverste vindushaspe – og blev siddende og se indover i værelset.
Men derinde var det slet ikke hyggeligere.
Fra det andet vindu derborte bag ryggen min faldt en skjæv, langstrakt firkant af hvidt maanelys paaskraa ind i værelset, hen over gulvet og et stykke op paa kakkelovnen; det fik selv ovnen til at se kold ud. Ud fra trækhullet i kakkelovnsdøren faldt et rødere, varmere lys hen over kulboxen og foden af tobaksbordet; men det var bare som et forsøg paa at sprede hygge, det rak ingen vej; allerede døren ved siden af tobaksbordet, ind til det næste værelse, laa i skygge igjen...
Der paa klinken hang min gamle luvslidte hat. Den hang der bestandig, den skulde dække for nøglehullet og hindre ham derinde fra at kikke ind til mig naar jeg havde fruentimmer hos mig, og se forbi gyngestolen, over bordet og hen i sofaen der ligeoverfor hvor vi sad. Jeg havde seet et øje i det nøglehul engang ved en slig lejlighed.
Det myldred frem af minder....
Isch! disse modbydelige fruentimmer ... og denne kolde kjærlighedsløse sanselighed... Nej, de var ikke noget værdt de minder.
Noksaa vakre nogen af dem forresten.... Som f. ex. Henriette her forleden dag da hun stod derhenne midt paa gulvet og endelig tilslut lod kjolen og skjørterne falde og blev staaende foran mig i de trange underbenklæder ... Akkurat passende kalvbent ... hoftelinjen ned til knæet aldeles superb ... og den indre linie ogsaa.... Ossaa det ansigt hun sat op mens jeg laa der paa knæ foran hende og strøg beundrende ned ad disse linjer – : saa glad og saa undseelig... Aajo, det var s'gu vakkert. Men saa var det ikke noget mere heller....
Nej, de kunde altid være vakre disse minder! men herregud, saa kolde, saa kolde ... ialfald kjendtes det saa nu...
He! dernede paa gulvet ved siden af døren med den mindevækkende hat, sad min skygge midt i maanestriben fra det vindu jeg sad i... Med hat og frak paa som jeg selv; sammensunken og kraftesløs og forfrossen at se til. Den havde lagt haanden op paa den store mahognibuffet; det saa ud som den gjorde et ynkeligt forgjæves forsøg paa at røre sig. – Stakkars krok, jeg vilde hjælpe den! ...
Jeg tog tag i vindushaspen og rejste mig op paa stolen i en foroverbøjet stilling – og skyggen gled hen foran buffeten, forlænged sin overkrop hen over den, og famled med sit skyggehode op ad ryggene paa de bøger som var stillet op inde ved væggen. – Det var Kants, Fichtes og Hegels værker....
Jeg faldt i tanker og sank ned i vinduesposten igjen, og skyggen gled tilbage i sin hjælpeløse stilling.
... Mon jeg nogensinde skulde komme til at vende tilbage igjen til disse gamle venner? ...
Aaja, kanske – hvis «skolen» engang kom saalangt. – Det kunde være nyttigt at la disse fremtidsmennesker gjennemvandre den spekulative filosofis regioner; at la dem se at denne verdens grænse er ogsaa fornuftens grænse; at ud over denne verden naar vi ikke, saa lidt som udover os selv, at al stræben ud over den er spildt og bortkastet arbejde, at her hører vi hjemme, og her, her alene kan vi skabe vor lykke – bare vi holder op med at indrette livet slig, at det blir for fattigt til at tilfredsstille os...
Ja, faa religion og moral ombyttet med filosofi og samfundslære – det maatte tilslut til for at gjøre den nye opdragelse rigtig solid.... Skjære væk den «anden» verden med filosofien og bygge op «denne» verden med en virkelig samfundslære – aa for nogen mennesker det skulde bli.... Jo, det var saamen en noksaa hyggelig opgave. – Ossaa af og til – jeg forlangte ikke noget mere, jeg gamle, physisk ødelagte gentleman, end af og til at faa et lidet glimt af kjærligheden... som nu idag. – Det fik i guds navn forsvinde igjen, der var ikke noget at gjøre ved det ... men det vilde alligevel gi mig en følelse af, endnu ved en traad at hænge sammen med livet.... Og da behøved det hele slet ikke at bli saa uhyggeligt endda...
– – – Værelset laa i mørke, min skygge dernede paa gulvet var borte, maanen var forsvundet bag det gule hus derover. Men nu brændte det lystig i ovnen og det røde lys fra trækhullet i kakkelovnsdøren rak langt henover gulvet og lyste koselig op i værelset.
Jeg steg ned fra vindusposten, rulled gardinerne ned, hængte hat og frak ud i entréen og fik slobrok og tøfler paa. Tændte saa lampen, trak op en flaske øl, som jeg hented fra batteriet derhenne mellem sofaen og vaskevandsstolen, tændte en cigar – og la mig hen i sofaen til at røge og se op i taget og fantasere over «skolen»....
... Et par aar var gaat. – Nede paa Karljohan var der dukket op en halv snes nye kvindelige fænomener, som hele byen talte om. Unge vakre frejdige piger; gud og hvermand vidste at de allesammen havde sin elsker – det var skolens første kuld.
De smaa dydige borgerfruer og borgerfrøkener glante forskrækket-nysgjerrig paa de nye fremtoninger – og følte i sit hjerte en dyb foragt for dem. Og fiffen ærgred sig over dem; den havde nok ønsket og villet det samme for sin part, det vilde jo vært pokker saa «chic»; men den havde aldrig turdet. – «Aa, men det gik nok ikke! sent eller tidlig vilde nok straffen ramme dem» det trøsted den sig med.
Men ung og frejdig og livsglad vandred bohêmen omkring. Fif'ens ærgrelse og de andres foragt generte den ikke det mindste; det var jo den som ejed fremtiden. Kjærlighed var dens daglige brød og derfor rejste den sig hver ny morgen med nye friske kræfter til sit arbejde.
For den havde et arbejde – en hel liden bohêmeliteratur var i anmarsch.
Det var bohêmens tilblivelseshistorie de arbejded paa; hver af dem skrev sin del af den. Med støtte i «skolens» dagbogsoptegnelser fra de forløbne aar kaldte de tilbage i erindringen det de havde levet i denne tid, og gav en række billeder af det. Det var en hel bundt livshistorier, af en ganske anden art og et ganske andet indhold end de andre unge pigers – de smaa borgerfrøkener og fifdamer skulde nok komme til at føle forskjellen..... Aa, det var et morsomt ar– bejde! ...
Og samtidig, uden at nogen ante det, opdrog de et nyt kuld. Det gik raskere end første gang, de var saa mange om arbejdet og de forstod saa godt sin dont; allerede om et aar vilde det næste kuld kunne træde frem paa skuepladsen. Da vilde rigtignok de «pene» folk bli forfærdede, mødrene vilde vogte dobbelt omhyggelig paa sine døtre, fædrene gjøre dobbelte anstrængelser for at idiotisere sine sønner, bohêmen vilde bli skyd som pesten og ikke bli modtat nogensteds, hverken deroppe eller dernede – og sine undermineringsarbejder vilde den maatte fortsætte i dybeste hemmelighed, og under større og større vanskeligheder. Men bestandig vilde dens kreds voxe og udvide sig til trods for al modstand og i den vilde der leves et skjønnere og rigere liv end nogensteds ellers. Og hele den intelligentere del af den mandlige ungdom vilde vide at skaffe sig adgang til dette liv, hvor kjærligheden var sat paa thronen, og hvor alt arbejde gik ud paa at udvide dens herredømme. – Og denne ungdom, som alt fra første færd af lærte kjærlighedens sødme at kjende, istedenfor hele den første ungdom igjennem at fortæres af syge elskovslængsler, denne ungdom, hvis hele samliv gik ud paa at lukke sig helt op for hverandre og «tages tanke for tanke over i en uendelig forstaaelse» istedenfor at lukke sig inde, hver i sin lille snævre hjernekiste – denne ungdom vilde gribes af livslyst og energi, istedenfor som den del af den nuværende unge slægt som der er noget ved, at pines tildøde af livslede og energiløshed. – Aa, for et liv den vilde komme til at leve denne ungdom! ...
Men jeg selv ... jeg selv? – Vilde jeg kunne gjenfødes, saa jeg kunde leve med i denne lykkelige verden? ... Gerda ... Gerda... kunde hun redde mig? ...
Mod! for satan; ingen kunde vide ...
– – – Mine øjne havde lukket sig; jeg var gledet over i en anden verden:
Jeg befandt mig i et stort elegant værelse med mørke røde vægger. Bløde, runde pufmøbler i rødt var ligesom strød ud over de tyrkiske tepper med de matte fine farver. Blomsteropsatser rundt omkring i alle kroger og hjørner, og i vinduerne foran de nedrullede røde gardiner tæt med grønne planter. Og over det hele et jevnt, hvilende lys fra den svære, matkuplede hængelampe midt under taget.
I en lænestol, halvt bortvendt fra lampen, sad jeg og læste igjennem et manuskript af Gerda; hun selv stod bag mig med armen paa lænestolens ryg og læste med over min skulder.
Da jeg vendte mig om imod hende og saa hende op i ansigtet, spærred hun med en barnagtig grimace øjnene op og liebäugelte og lo – som for at komme min nedrivende kritik i forkjøbet.
Jeg smilte. – Det er daarlig skrevet, sa jeg; men indholdet er godt.
Hun bare lo mig videre ind i ansigtet med den barnagtige grimace, som hun vilde sige – : ja hvad kommer saa det mig ved!
– Forresten, sa jeg saa; hvis jeg var publikum, vilde jeg ikke ha, du skulde skrive anderledes: naar jeg læser dette her, føler jeg dig nedover i hver eneste linje.
Hun gjorde en smaapigeagtig overlegen bevægelse med hodet – : pf! sa hun; du holder mere af en god bog end af mig. – Og hun blev staaende og se ud i luften med et indadvendt blik.
Jeg tog hendes arm og trak hende lempelig frem foran lænestolen og ned paa fanget. Hun lod det ske, men uden at se paa mig, og uden at forandre en mine.
Saa la jeg min højre arm om hendes skulder, stak den venstre under hendes knæer og løfted hende op – og blev siddende med hende som et barn paa mine arme. Hun stred ikke imod, bare laa der ganske rolig og saa op i luften med de indadvendte øjne.
Et øjeblik holdt jeg hende slig paa mine arme; saa blev hun mig for tung, og jeg sænked armene lidt, saa hun kom til at hvile paa mine knæer. Bøjed mig saa ned over hende og søgte hendes øjne.
Men jeg kunde ikke træffe dem.
Saa lod jeg øjnene glide ned ad hendes legemes zarte linjer – og opover igjen til det tankefulde, indadvendte ansigt. Og uvilkaarlig trykked jeg hende fastere ind til mig og hvisked det ned over hende – :
– Gud, hvor jeg elsker dig! – og søgte igjen hendes øjne.
Men hun blev liggende ganske ubevægelig.
– Jeg solgte dig ikke for ti millioner, sa jeg saa, og trykked hende fastere ind til mig ... Nej, ikke for hundrede ... He! millioner!? – Nej, om vorherre selv steg ned fra himlen og bød mig alle mine ønskers opfyldelse ... bød mig at hele verden, alle men– neskene skulde bli slig som jeg vilde ha dem... bød mig et helt nyt liv i et frit samfund – jeg gav ikke slip paa dig! ... Ikke for nogen pris i verden vilde jeg miste dig ... ikke for titusinde verdener ... Et af dine sorte silkebløde øjenhaar er mig mere værdt end en hel verden ... Om det ramled overende altsammen omkring mig, og jeg bare blev siddende her med dig i mine arme hvad kom det mig ved! ... Aa for dig vilde jeg la mig pine millioner af aar i helvede ... hvis det maatte til for at du kunde bli lykkelig ... Og her sidder jeg alligevel med dig i mine arme – du store gud, er det ikke forunderligt ... ufatteligt?!
Endnu et øjeblik stirred hun op i luften med det indadvendte blik, mens jeg sad der, opløst i usigelig ømhed, og betragted denne matgyldne barnepande med det sorte pandehaar, og de fine guldgule øjenlaag med de dejlige smaa viftefolder om øjenkrogene.
Saa løfted hun langsomt øjnene paa mig og liebäugelte paa sin barnlige uskyldig-sanselige maade. Men bare et sekund. Saa duggedes øjnene til, og der la sig en taarerand langs kanten af de nederste øjenlaag.
Og jeg bøjed mig ned over hende og kyssed disse øjenlaag og drak den lille taare som pressed sig frem imellem dem, da hun lukked øjnene for mit kys ...
– – – Det var sent. Jeg rejste mig op af den bløde lænestol med hende paa mine arme og bar hende hen mod døren til soveværelset. Paa tærskelen stansed jeg og blev staaende og se derind. Et dejligt værelse. Mørk chokoladefarvet, dekoreret med malerier og tegninger. Smaa pufmøbler i sort og gul silke strød ligesom tilfældigvis ud over det bløde tyrkiske teppe. Og henne i hjørnet, tilhøjre, en uhyre himmelseng med rødt omhæng hængende ned foran sengen som gardiner for et vindu saa man indenfor skimted det tyrkefarvede overteppe med en kant af lagenet, og den hvide hodepude. En høj lampe, med svær kuppel og et sidt rødt lampenet, sendte fra toiletbordet ved sengens hodegjærde et mat blegerødt lys hen gjennem værelset.
Jeg bar hende tversover gulvet og sat hende ned paa patéen ved siden af toiletbordet, la mig ned paa det ene knæ foran hende, tog hendes hænder i mine og blev liggende og se op paa hendes ansigt.
Hun sad der underlig ubevægelig; ikke en muskel rørte sig i det fyldige matgyldne barneansigt, bare øjnene saa ud til at leve. De stirred sky forskende ind i mine – som om hun fuldstændig passiv havde git sig i min vold og nu bare sad der, sky interesseret, og holdt øje med, hvad jeg vilde gjøre med mit bytte.
Jeg tog brystnaalen ud af kjolehalsen og la den paa toiletbordet. Hun rørte sig ikke. Saa knapped jeg kjolen op i brystet og vrængte kjolelivet af.
Hun havde ikke korset, bare linned under. De nøgne skuldre og arme var runde og faste med bløde linjer; hudens farve som guligt marmor, med et blegerødt skjær fra lampen; kravebenet usynligt. Et stykke over kniplingsbesætningen paa linnedets kant begyndte brysternes runding, og med en svag sænkning skjød de sig ind under kniplingerne, jomfruelig undseelige, ligesom surmulende til hverandre, hver til sin kant.
Mine øjne gled beundrende ned ad disse linjer – fulgt af hendes, det følte jeg – og tilbage igjen til skuldrenes yppige runding den kyssed jeg. Og saa la jeg min arm om hendes runde bløde liv og læned mit hode op mod hendes bryst og hørte hendes hjerte slaa...
Da jeg igjen titted op paa hende, mødte jeg det samme ubevægelige ansigt, de samme sky forskende øjne.
Saa bøjed jeg mig ned, tog hendes ene fod og trak, først skoen, saa strømpen af den og beholdt den et øjeblik i min haand.
Det var den samme gulige marmorhud som paa skuldre og bryst; foden ikke egentlig liden, men velformet og med lige tæer. Jeg kyssed den og sat den ned paa en liden rund fodpude som stod der lige ved. Klædde saa af den anden fod ogsaa, og gjorde det samme med den.
Hun rørte sig ikke, bare fulgte med øjnene alt hvad jeg gjorde, og da jeg igjen titted op hvilte de fremdeles med det samme sky interesserte udtryk i mine.
Jeg la igjen armen om det bløde runde liv og lytted til hendes hjertes slag. Tungt, men regelmæssig, ligesom behersket, banked det derinde under det gulige marmorbryst...
Jeg hægted op kjoleskjørtet bag og knytted op baandene paa skjørter og underbenklæer mens jeg saa hende op i de forskende øjne; rejste mig saa langsomt og tog hende ved haanden og fik hende til at træde frem paa gulvet. Med den ledige haand holdt hun endnu de løste skjørter sammen om hofterne, men da jeg med et blik bad om denne haand, slap hun taget om hofterne, og skjørterne sank til gulvet – og hun stod der foran mig i det bare linned, med sine hænder i mine.
Jeg lod øjnene glide kjærtegnende ned ad den korte kjække byste, det lange velformede underparti med de dejlige hoftelinjer, halvt skjulte af linnedets folder, de runde knæer og de blødt skaarne lægger, ligetil fødderne – og saa opover igjen. Saa slap jeg hendes hænder, strøg linnedet ned over den venstre skulder, trak armen ud saa linnedet faldt paaskraa ned over busten og blotted det venstre bryst – og trén saa et skridt tilbage og lod endnu engang øjnene glide ned ad alle disse voluptiøse blottede og halvskjulte linjer, og op igjen til det dejlige barneansigt med de spejdende øjne, som stadig fulgte mine...
En øm stolthed greb mig – : Alt dette var mit ... hun, hun var min, helt og holdent ... hun stod der saa helt hengiven ... hun forholdt mig intet ... alt, alt! vilde hun gi mig ... indtil sin mindste tanke... alt, indtil hun ikke havde noget mere at gi ...
Og jeg faldt ned paa knæ og strak tilbedende hænderne med de sammenlagte haandflader op imod hende med mine øjne hvilende i hendes.
Et øjeblik beholdt hendes øjne det sky forskende udtryk – saa med ét duggedes de over og blev store og veke; og hun greb mine løftede hænder, hæved mig op til sig, la armene langsomt og tungt om min hals og hvilte sit hode paa min skulder. Og jeg læned mit hode mod hendes og kyssed det sorte haar.
Slig blev vi staaende et langt øjeblik.
Indtil jeg sagte skjød hende lidt ud fra mig og tog hende igjen som et barn paa mine arme. Hun laa der med hodet slapt bagover og halsen op, den dejlige hals. Jeg kyssed den – og vilde saa bære hende hen paa sengen.
Men jeg kom ikke af flekken. De bløde lemmers berøring magtstjal mine arme, og jeg maatte ta mig krampagtig sammen for ikke at slippe hende. – Og den magtstjaalne fornemmelse gød sig som sød vellyst ud over mine skuldre og strømmed mig ned gjennem alle mine lemmer – indtil jeg seg i knæ, trykkende hende tæt op til mig og kyssende som besat den aabentliggende, yppige hals ...
– – – Jeg skvat op i sofaen der jeg laa, og gned mig i øjnene.
En modbydelig parafin-ós var det første jeg kjendte: lampen havde staat og óset. Det var slukket i ovnen og blet koldt i værelset igjen. Paa bordet stod det halvtømte ølglas og stank og saa ækkelt ud. Nede foran sofaen, midt oppe i cigarasken, som jeg havde slaat af paa gulvet, laa min slukkede cigar; den var faldt mig af haanden mens jeg sov ...
Æsch! hvor det saa uhyggeligt ud altsammen! – Jo, det var en net opvaagning.
Jeg skyndte mig hen og rulled op et gardin, aabned et vindu og læned mig udover. Dernede laa gaden endda mere øde end før: maanen var borte. – Og hu, hvor det var koldt! Jeg trak mig ind i værelset igjen, slængte slobroken tæt omkring mig og gik en stund med korslagte arme op og ned paa gulvet og vented paa, at luften skulde bli ren igjen. –
En voldsom tristhed var kommen over mig ... Aa, hvor jeg var forfærdelig alene!... og hvor her var uhyggeligt! ... hu, jeg skalv ...
Og den dejlige drøm! ... Om den havde vært virkelighed! ...
A sludder! det var en drøm, og det blev aldrig til virkelighed! ... Nej, det bedste vilde vært, om en kunde gaa fra hele dritten ... Men det var dette fordømte dumme haabet, som bestandig kom igjen ...
Jeg stansed og snused lidt luft i mig – :
Nej fan'en, der blev ingen ende paa dette; den fordømte ós vilde aldrig ud! Og jeg tog min paraply og slog den op og gik omkring i værelset og jaged med den parafin-ósen hen imod det aabne vindu ...
Endelig kunde jeg lukke vinduet. Saa klædde jeg af mig det forteste jeg kunde og søvned fra det hele.
XII.
Dagen efter var det søndag. Klokken lidt over ni blev jeg vækket ved at Jarmann kom ind. Jeg slængte benene udfor sengekanten og blev siddende og gni mig i øjnene.
– Er du kommen sent hjem? spurgte han.
– Nej, men sent i seng. –
Jeg klædde paa mig og gjorde toilette og fortalte ham imens gaarsdagens begivenheder. Han sad der paa sin sædvanlige plads i gyngestolen og gynged sig langsomt frem og tilbage mens han røgte en cigaret og hørte paa uden at si nogenting; han bare gned sig i hænderne af og til og fniste med et: fan'en saa morsomt! fan'en saa morsomt! –
Saa skulde vi ud og spise frokost. Du! sa han i det samme vi skulde gaa: det var egentlig i anledning noget andet, jeg kom herop – : har du tænkt paa det du skal sige iaften?
– Jeg har tænkt noget paa det, men jeg er ikke færdig. Jeg agter at skrive det ned i formiddag; saa lærer jeg det udenad i eftermiddag.
Hvad Jarmann sigted til, var følgende:
Søndag fjorten dage siden var de nede i arbejdersamfundet begyndt paa en diskussion om prostitutionens ophævelse og Jarman havde vært dernede og hørt paa. Hele diskussionen var bare en række ynkelige lamentationer over den herskende usædelighed, alle talerne nogen væmmelig pene fyrer og Jarmann var blet rasende og havde havt den største lyst af verden til at forlange ordet og gi disse pene afskum ordentlig paa pukkelen. Men han havde ikke turdet og var bare blet staaende der og bide tænderne sammen og mumle: tosk! ... idiot! ... for hver ny taler som traadte op. – Søndagen efter, nu for otte dage siden havde saa Jarmann drad mig med derned, og resultatet var blet at jeg forlangte ordet. Men der var saa mange talere indskrevet at jeg fik ikke ordet i det mødet; først nu iaften kom turen til mig.
Det var det jeg iaften skulde sige dernede Jarmann havde sigtet til. –
Vi gik ned i Grand Hôtel, sat os i hjørnevinduet og spiste vor frokost og drak saa vort morgenøl med en cigar til, mens vi glodde ud paa den søndagsklædte almue ude paa Karljohan og talte om det jeg burde sige dernede i arbejdersamfundet.
Da øllet var drukket og cigaren røgt ud, tændte vi en ny og gik – jeg hjem for at gjøre talen færdig, han ud at spasere og se paa publikum.
– – Om aftenen kom han opom mig og vi gik sammen derned. – Salen var godt oplyst af tre svære lysekroner, en i midten og en i hver af fløjerne, og fuld af mennesker. Vi saa ikke andet med det samme vi kom ind, end hode ved hode fremover – ossaa derhenne til højre, oppe paa kathedret midt paa langvæggen, højt ophøjet over forsamlingen, formanden hr. Hølaas, præsiderende med en mængde sort graasprængt haar og skjæg.
Diskussionen var alt begyndt.
Vi forsøgte at trænge os frem gjennem menneskemassen. Lidt tilhøjre for indgangsdøren stod en liden tribune, en fod eller halvanden hævet over gulvet, tætpakket af mennesker. Vi aged os frem og fik trykket os op paa den, og deroppefra havde vi en brilliant udsigt over forsamlingen.
Ret ud fra foden af kathedret og tværs ind i salen strak sig et langt bord; paa begge sider af det var avisreferenterne placeret. Bag dem paa hver side en række bænker, tæt besat med folk, med ansigterne ind mod referentbordet; og bag bænkerækkerne igjen hode ved hode helt hen til væggen.
En taler sat sig ned – muligens var det min tur! ... Jeg fik voldsom feber; jeg havde aldrig optraadt offentlig før. Jeg saa paa Jarmann. Han stod og stirred ud over forsamlingen og saa hed og forvirret ud; han havde vist ligesaa megen feber som jeg. Men det var ikke min tur, et andet navn blev nævnt.
– Jeg er ikke videre hyggelig tilmode, sa jeg til Jarmann. – Han svarte ikke, bare saa paa mig med en underlig blanding af medlidenhed og begejstring.
– Jeg skulde næsten ha lyst til at frafalde ordet ...
– Nej! du maa ikke! – han stødte ordene ud og blev rød som dryppende blod.
– Nej, du kan være ganske rolig, det er bare en lyst jeg har – men det er en fan'en saa væmmelig fornemmelse. –
Vi stirred igjen ud over forsamlingen. Den der talte sat sig ned igjen uden at jeg havde opfattet et ord af, hvad han sa. Jeg trak vejret dybt – og saa blev mit navn nævnt.
Jeg steg ned fra tribunen, trængte mig febrilsk frem til højre, beglod af alle jeg pas– serte, hen til den ophøjede gang langs kathedervæggen og gik paa den helt frem til kathedret. – Der var den frieste udsigt; jeg stod en fod hævet over gulvet og havde bare referenterne og de siddende tilhørere foran mig, og kunde se frit ud over begge salens fløje.
Saa skulde jeg begynde. Men blodet fór mig til hodet, jeg blev aldeles forvirret og husked ikke et ord af det jeg skulde sige. Heldigvis havde formanden en bemærkning at gjøre: han vilde be de følgende talere om at tale højere, da der fra dem som stod længst borte var kommen klage over at de ikke kunde høre hvad der blev sagt.
– Jeg skal gjøre mit bedste, sa jeg. Min stemme klang tør og skarp, lidt ubehagelig gjennem salen; men jeg følte den fyldte rummet fuldstændig uden at jeg behøved at hæve den. Det gav mig mod; blodet seg ned igjen fra hodet, talen stod med ét klar for mig fra begyndelsen til enden, alle ansigterne som glodde op paa mig generte mig ikke længer. Og jeg sendte et roligt smil hen til Jarmann derhenne foran paa tribunen, og begyndte – :
Hr. formand!
Det der har bevæget mig til at forlange ordet, er ingen enkelt af de foregaaende taleres ytringer, men hele den maade hvorpaa denne diskussion indtil nu har gestaltet sig. – Skal vi nemlig her kunne komme til et fornuftigt resultat, saa maa debatten ganske anderledes end hidtil koncentrere sig om det spørgsmaal: Er prostitutionen den hensigtsmæssige form for det onde, som gjennem den har sit udløb? – eller hvis ikke: hvilken anden form bør da sættes isteden? – Dette: hvilken form ondet hensigtsmæssigen bør ha, det maa det jo være, vi her skal tale om – det og intet andet.
Jeg skal forklare hvorfor.
Selve ondet bestaar jo deri, at der i vort paa ægteskabet baserede samfund ogsaa udenfor ægteskabet plejes legemlig omgang mellem kjønnene.
Hvori har nu dette onde sin rod?
Jo. Paa den ene side deri, at vort samfund er baseret paa ægteskabet, uagtet denne institution viser sig ikke at være et udtryk for samfundsmedlemmernes kjønslige behov; og paa den anden side deri, at fordelingen af det sociale arbejdes udbytte er saadan, at der i vort samfund gives en mængde kvinder, som dels yderst vanskelig og dels slet ikke kan leve af sit arbejde. – Disse to ting er ondets rødder og disse rødder vil vi jo ikke rykke op vi vil ikke socialisme, og vi vil ikke fri kjærlighed. Vi vil altsaa la disse rødder staa og dermed ogsaa beholde det onde som uundgaaelig spirer frem af dem. Og da blir der jo ikke noget andet spørgsmaal tilbage for os at diskutere end dette ene – : I hvilken form vil vi ha ondet. –
Lad os altsaa være fri for disse ynkelige lamentationer over det «stygge», det «umoralske», det «usædelige», det «ukristelige», denne «skamplet paa nationen» – og gud ved ikke, hvad for andre udtryk man har brugt her. Lad os være fri for at høre at det er ølbryggerierne, øldrikningen, grossererne, mændenes liderlighed osv. osv., som er skyld i at dette onde existerer. Lad os se sandheden aabent i øjnene og ærligt tilstaa, at det er os selv som vil ha at det skal existere – og altsaa indskrænke diskussionen til det spørgsmaal: i hvilken form vi hensigtsmæssigen bør ha det.
Vil man ikke indskrænke diskussionen til det; vil man virkelig her gi sig til at diskutere om hvordan vi skal faa dette onde rykket op med rode – ja da kan jeg ikke skjønne andet, end at det eneste fornuftige som er blet sagt her, det er det bager Christensen sa den første diskussionsaften: «Lad os ikke diskutere denne sag her!» – Den diskussion vil nemlig neppe høre hjemme i arbejdersamfundet før om hundrede aar. –
Jeg kan tænke mig at man imod det jeg her har sagt vil gjøre den indvending – :
«Ja, det vilde være ganske rigtigt det De der siger, hvis ondets rødder virkelig var dem, De der har nævnt. Men det er slet ikke tilfældet; ondet har sin rod i ganske andre ting.» –
Nu, jeg agter ikke at indlade mig paa nogen indgaaende debat om hvad der er ondets rødder eller ikke. Men idet jeg gaar ud fra at alle er enige i, at de økonomiske forhold er en af hovedrødderne, og at altsaa dissensen maa gjælde den anden af de af mig nævnte rødder – : ægteskabs-institutionen saa vil jeg kun henvise til to ting: For det første til den hyppige forekomst af blegsot blandt unge piger i de bedre stillede samfundsklasser, hvor fordommen mod legemlig omgang mellem kjønnene udenfor ægteskabet er størst; og dernæst til de exempler vi ret som det er har paa at menneskenaturen oprører sig imod de skranker som ægteskabsinstitutionen har stillet op imod den individuelle frihed, og for enhver pris bryder dem ned – for enhver pris! Jeg vil saaledes minde om en tildragelse, som hændte her for nylig, og som vi allesammen husker – : disse tre unge piger af god familie som bestjal de fleste guldsmede her i byen....
Pastor Hansen: Hr. formand! bør dette drages med ind i diskussionen?
Formanden: Hvis taleren har brug for det til sin argumentation, saa kan ikke det forbydes ham.
Jeg: Ja jeg har det. – Man har fortalt mig at disse tre unge piger anvendte udbyttet af sine tyverier til at leje værelse og til at anskaffe vin, som de paa dette værelse trakterte paa nogen unge fyrer de holdt af, men som hverken havde raad eller lejlighed til at ta dem med hjem til sig ...
Pastor Hansen: Hr. formand! – det kan dog umulig være nødvendigt at drage dette med ind i debatten.
Formanden: Ja, det kan jeg først dømme om naar taleren har gjort sin anvendelse af det tilfælde han har refereret.
Jeg: Disse tre pigebørn var, saavidt mig bekjendt, ikke blegsottige, og i ethvert tilfælde var deres foretagende ikke noget blegsottigt foretagende. – Og jeg vil lægge til: der er større glæde i mit hjerte over disse tre end over 997 saakaldte ufordærvede, blegsottige pigebørn. De er mig nemlig et varsel om at den time engang vil slaa, da majoriteten af vore kvinder, ligedan som nu disse tre, vil rejse sig imod de tusindaarige ufrihedens skranker som ægteskabs-institutionen har dæmmet op imod den individuelle frihed – og for enhver pris bryde dem ned. – Og naar det sker – da er frihedens time inde ...
Pastor Hansen: Det er utilbørligt at taleren faar lov til at fortsætte paa den maade.
Referent Habel (lænende sig bagover paa stolen og seende op paa sin ven formanden): Ja dette er jo noget svineri.
Skomager Skaarer (ser indigneret ud over forsamlingen): Det gjælder vore døtre!
Jeg: Aa nej desværre hr. Skaarer; neppe engang vore børnebørns døtre.
Formanden: Jeg vil forhøre hos forsamlingen, om den ønsker at taleren skal fortsætte eller ikke?
Voldsomme raab fra alle kanter – : Nej! nej! nej! ...
Formanden: Hvis altsaa taleren vil fortsætte, maa han tale om noget andet.
Jeg: Nu ja, hvad selve spørgsmaalet angaar: i hvilken form vi helst bør ha usædeligheden, saa er det min mening at det hensigtsmæssigste vilde være, om staten helt paatog sig den sag, indretted offentlige bordeller med passende afdelinger for de forskjellige samfundsklasser og sørged for den størst mulige sikkerhed imod veneriske sygdomme, specielt ved indførelse af stræng visitation af de mænd der frekventerte bordellerne. Hvad angaar de piger som det offentlige ansatte i disse bordeller, da er det klart, at staten for dem ligesaavel som for de andre samfundsklasser, der tilfredsstiller andre af samfundets behov, maatte forlange fuld medborgerlig agtelse (almen latter) ... fuld medborgerlig agtelse! Forresten har jeg ikke mere at sige.
Jeg bukked for forsamlingen og gik tilbage til Jarmann, som tog imod mig med straalende ansigt – : Det var brilliant! sa han; det havde de godt af de bæst! –
Vi blev til mødet slutted, for at høre om der skulde komme noget rimeligt svar; men hvad der blev sagt i anledning mit foredrag var bare noget sludder. Alligevel forlangte jeg ordet til næste gang for at svare paa det. –
Paa hjemvejen mødte vi nogen piger vi kjendte og tog dem med hjem og blev siddende der og væve med dem paa den vante vis til klokken to tre om natten. Jarmann fortalte dem meget begejstret, at iaften havde jeg talt til fordel for dem, men det var ham ikke muligt at faa dem til at finde nogen moro i det. – – –
- - – I «Fædrelandet»s tirsdagsnumer blev der udstødt et ramaskrig over den ugudelige tale. Men folk bare lo – : Fædrelandet – hahaha! – Forresten maa det være en ganske frejdig herre denne samme Herman Eek, sa man.
XIII.
Jeg havde ikke faat tid til mere end ganske flygtig at hilse paa Gerda og af og til tale et par ord med hende i forbigaaende hele ugen igjennem, førend fredag eftermiddag. Da var jeg fri og ledte hende op. Jeg traf hende oppe ved pavillonen i studenterlunden.
– Gud, det er en hel evighed, siden jeg har talt med Dem, sa jeg. De ved ikke hvor jeg har længtet.
Hun svarte ikke, bare smilte, og vi gik sammen ud over Drammensvejen.
Det var saa smaat begyndt at mørkne, vejret var klart og stille, det var dejligt slædeføre, en behagelig temperatur – et par graders kulde, forresten faa folk udover. – Hun gik og saa ned paa fødderne sine, og jeg gik og saa paa hende – jeg blev aldrig træt af det.
Med ét stansed hun braadt op og saa mig ind i ansigtet med kjækt skjælmeri – :
– Jo, De er rigtignok en god en De! sa hun; hvad er det, De har sagt for noget?
– Jeg?
– Ja De ja! – De skal ha sagt noget afskyelig stygt noget nede i arbeidersamfundet!
– Aa det naa?
– Ja det ja! – Værsgod fortæl! – og hun slog ud med haanden og gik videre.
Jeg betænkte mig lidt – : Ja, De ved hvad det var der skulde tales om dernede? spurgte jeg først. – Hun bare saa op med et overlegent nik, som jeg slet ikke maatte tro hun var et barn der ingenting vidste, og da vi netop var kommen op paa toppen af den lille bakke hvormed Drammensvejen begynder, stansed jeg, pegte udover «Vika» som laa dernedenunder os i halvskumringen og sa – :
– Ja, det var altsaa om dem dernede der skulde tales, og da kan De jo forstaa at det kunde ikke egentlig være noget svært pent det jeg havde at sige.
– Jajaja! – hun stamped i marken af utaalmodighed – : bare fortæl nu hvad De sa!
– Jamen først maa jeg fortælle, hvad de andre sa.
– Naaja, bare fortæl! – Og hun gik igjen videre.
– Ser De, sa jeg: de andre stod der og deklamerte, den ene efter den anden: Det, at slige steder som de dernede existerte og blev taalte, sa de, det var en skamplet paa nationen – og gud ved ikke hvad det var.
– Ja synes ikke De det da? – hun sa det med et lidet smil, men uden at se op.
– Jo.
Hun saa op lidt forbauset.
– Jo, sa jeg og nikked, jeg synes ogsaa det. Men, sa jeg til de fyrene dernede – : hvis dere vil viske bort den skamplet af nationens ære, saa maa dere gi kjærligheden fri og la alle dem som elsker hverandre faa lov til at leve sammen! Og saa maa dere indrette det slig, at alle fruentimmer naar de vil arbejde kan tjene saapas meget at de kan leve som mennesker for det! –
Men nej, det vilde de ikke! Nejda! mandfolkene skulde værsgod holde op med at være liderlige, og ikke tænke paa fruentimmer før de kom i den stilling at de kunde gifte sig. Og da skulde de værsgod ta sig en kone for livstid – basta! – Og de fattige fruentimmer? – ja de skulde finde sig i sin skjæbne og bli ved at arbejde og leve paa sultekur, og værsgod la være med at sælge sig til mandfolkene! –
Jamen, sa jeg saa til dem – : mandfolkene vil nu engang ikke gaa omkring uden at tænke paa fruentimmer lige til de blir en menneskealder gamle og kan forsørge kone og barn – det har ikke dere villet heller som staar her og snakker. Og saalænge mandfolkene ikke faar lov til, ogsaa før den tid, at elske og leve sammen med den de elsker, saa blir de liderlige, og saa vil de kjøbe fruentimmer. Og fruentimmerne – ja naar de ved at arbejde ikke kan opnaa noget mere end at leve paa sultekur, saa foretrækker de at sælge sig. –
Og derfor – sa jeg til dem – hvis dere ophæver de husene dernede uden samtidig at gi kjærligheden fri og forbedre arbejdsforholdene for fruentimmerne, saa forsvinder ikke dermed det uvæsen dere vil tillivs – det bare spredes ud over hele byen. – Sig mig Gerda, synes De det var saa ufornuftig sagt af mig?
Hun havde gaat og set ned for sig mens jeg talte. Nu løfted hun hodet og saa usikkert op paa mig – : Nej, sa hun, men ... det gaar vist ikke an at si saant noget ...
– Jo det har altsaa vist sig at det gaar an.
– Ja, men folk taler ondt om Dem for det – og det er jo til ingen nytte.
– Det skal De ikke sige. Bare det at jeg har sagt det én gang, har gjort at folk taler om det. Og hvis alle der mener det samme som jeg vilde si det, og ikke én gang, men stadig, ved hver lejlighed som gaves, offentlig og privat – saa vilde folk komme til at tale meget om det. Og hvis unge mennesker som elsker hverandre vilde gi pokker i hvad folk sa, og leve sammen saalænge deres kjærlighed varte – saa vilde folk snart ikke tale om andet end det. Og naar de saa havde tænkt og talt tilstrækkelig om det, saa vilde de tilslut komme til det resultat som er det fornuftige. – Slig gaar det jo med alle nye ting.
Hun rysted paa hodet og gik en stund uden at svare, sa saa ligesom hen for sig – : De skulde vide, hvad jeg har maattet døje for Deres skyld ... Mor endte med at si at jeg maatte ikke gaa med Dem mere ... Og hun blev gaaende som i tanker og se ned i gaden.
Men pludselig løfted hun hodet, sat øjnene despotisk paa mig og sa bestemt – : De faar ikke lov til at si noget saant mere.
Det klang fuldstændig afgjørende, som dermed var den sag klar. – Jeg maatte smile; men en taare listed sig ned ad mit kind – : o rørende kjærlighedens despoti! –
Vi gik igjen en stund uden at sige noget. Saa sa jeg – : jeg drømte saa dejlig om Dem inat Gerda.
– Hvad drømte De da? – og hun sat øjnene inkvirerende paa mig, med den despotiske liebäugeln der var hende saa egen og som lod det lyse ud gjennem øjnene hendes at hun gik der med bevidstheden om at kunne byde og raade over mig bare ved sine øjnes magt – : hvad drømte De da?
Jeg fortalte hende drømmen fra sidst Lørdags nat. Fra ende til anden fortalte jeg hende den mens hun gik der ved siden af mig, langsomt, vuggende sig naiv-koket i de bløde hofter og seende stille hen for sig. I alle detaljer. Ligefra den første scene derinde i det rødt møblerede kabinet, hvor jeg sad og læste igjennem det hun havde skrevet mens hun stod bag mig med armen paa lænestolens ryg og læste med over min skulder. Og ligetil hun stod der afklædt foran mig inde i det chokoladebrune soveværelse med den svære himmelseng midt paa gulvet, med linnedet paaskraa ned over den kjække korte buste, blottende det venstre bryst. – Alt fortalte jeg hende, mens hun gik der med den naivkokette vuggen i hofterne, seende hen for sig med et halvt smil.
Og da – sa jeg – grebes jeg af øm stolthed – : Alt dette var mit ... De, De! var min ... helt og holdent ... De stod der saa helt hengiven... De forholdt mig intet... alt, alt! vilde De gi mig ... indtil Deres mindste tanke ... alt, indtil De ikke havde noget mere at gi... Og jeg sank overvældet ned paa knæ og strak i stum tilbedelse hænderne op imod Dem og saa Dem ind i Deres dejlige ansigt. Og Deres sky forskende øjne duggedes over og blev dybe og veke og De tog mine hænder, hæved mig langsomt op til Dem, la armene blødt og tungt om min hals og hvilte Deres hode ved min skulder. Og jeg læned mit hode mod Deres, og kyssed Deres sorte haar. – Slig blev vi staaende et langt øjeblik. Saa skjøv jeg Dem sagte ud fra mig, tog Dem som et barn paa mine arme, kyssed Deres gulige marmorhals – og vilde bære Dem hen paa sengen. Men Deres bløde lemmer magtstjal mine arme; jeg maatte ta mig krampagtig sammen for ikke at la Dem falde. Og saa gød den sig ud over mine skuldre den søde magtstjaalne fornemmelse, og strømmed mig ned gjennem alle lemmer og fyldte mig med øm vellyst – og jeg kunde ikke andet end bare synke i knæ, mens jeg trykked Dem tæt op til mig og fæstede mine læber i et fortærende kys paa Deres bløde hals ...
– Og saa? spurgte hun nervøst da jeg stansed; men uden at se op.
– Ja, saa skvat jeg op i min sofa, lysvaagen, og forbanded virkeligheden. –
Der blev taust. Hun gik der endnu med den naiv-kokette vuggen i hofterne seende hen for sig, ansigtet lidt nedad.
Med ét saa hun op paa mig, frejdig, men med et stænk af undseelighed – :
– Var vi gifte da? spurgte hun.
– Nej.
Hun slog øjnene ned og vugged sig ikke længer selvbevidst i hofterne; gangen blev slæbende, betænksom.
– Nej, sa jeg: forstaar De ikke det – : det var netop det som var det dejlige. Det var hos Dem vi var. De var blet et par aar ældre og havde skaffet Dem en selvstændig stilling og behøved ingen mand til at forsørge Dem. Og jeg elsked Dem; derfor kom jeg. Og De elsked mig; derfor fik jeg lov til at bli. Det var ikke fordi De engang havde lovet at De vilde være min kone, og jeg, at jeg vilde være Deres mand. Hvis De imorgen ikke elsked mig mere, saa fik jeg ikke lov til at bli; hvis jeg imorgen ikke elsked Dem længer, saa kom jeg ikke. Men jeg kom og jeg fik lov til at bli – og saa vidste vi at vi elsked hverandre ... det var det som var saa uendelig sødt. – Er De vond paa mig fordi jeg tænkte mig det slig? – og jeg tog hendes haand.
Hun lod mig ta den. – Nej, sa hun; men saa ikke op, gik tankefuld videre. –
Vi var kommen tilbage til «Frøkenklostret». – paa den anden side af gaslygten der foran os kom to fede lavbenede damer vraltende imod os, den ene omkring de tredive, den anden en sytten atten aar. Lyset fra gaslygten faldt lige ind i ansigtet paa dem. Jeg saa den yngre nappe den ældre i armen og gjøre hende opmærksom paa os, og begge to gav de sig saa til at stirre Gerda foragtelig ind i ansigtet. Den ældre dame havde et flesket brungraat ansigt, mest ligt en skidden barnerumpe, en formløs klat af en næse og et par stikkende griseøjne; den yngre fik jeg ikke tid til at se paa. De passerte gaslygten, deres ansigter blev sorte, og jeg saa ikke andet end den ældres stikkende øjne fremdeles stivt rettede paa Gerda – da pludselig, just i det samme vi var side om side, det fleskede brungraa ansigt spruded ud i en tilbagetrængt latter. – Gerda stansed, ligbleg i ansigtet, og blev staaende der lige under gaslygten og se efter dem med lynende sorte øjne og sammenbidte tænder, men uden at sige noget. Indtil hun pludselig vendte sig om imod mig og sa – : Det er Deres skyld! – og brast i graad.
Der stod jeg rent ulykkelig. – Er De vred paa mig? spurgte jeg sagte og rak haanden søgende ud efter hendes. Hun gav mig den – :
– Nej, det er dem der – aah! og hun trued efter de to som alt var langt borte. Strøg saa haandbagen over øjnene og tørred taarerne af.
Vi gik videre ved siden af hverandre uden at sige noget og bøjed ned tilhøjre langs Frøkenklostrets havegjærde. Men midt nede i gaden stansed Gerda, saa mig alvorlig ind i øjnene og sa indtrængende og afgjørende – :
– Men De maa ikke gjøre det mere.
Jeg svarte ikke, bare tog hendes haand og trykked den – : Naar De blir saa gammel som jeg er, sa jeg, saa vil De komme til at hade den slags mennesker som disse to lige saa meget som jeg. Og der er mange af dem. De er slig næsten allesammen – det er det som har forbitret mig livet.
Hun svarte ikke, og vi gik videre uden at si noget lige til porten hvor hun bodde. Der stansed hun og rak mig haanden. Jeg beholdt den en stund i min og klapped den. Bøjed mig saa ned og kyssed den udenpaa handsken – :
– Godnat! gud, hvor jeg holder af Dem.... De er ikke vred paa mig ... vel?
– Nej, sa hun og saa mig sørgmodig op i ansigtet.
Og saa sa hun godnat og gik ind, og jeg vandred alene nedover de øde, mørke halvfærdige gader ned til Munkedamsvejen.
Hun gik langsomt op ad trapperne, alene med sine tanker ...
... Hun kunde ikke rigtig komme paa det rene med det – : Mon det ikke alligevel var en fornærmelse imod hende? .. Ikke at han havde drømt saadan om hende – men det at han havde fortalt hende det! ... Aah, dersom han havde vovet at fornærme hende hun vilde aldrig se ham mere for sine øjne! ...
... Nej, det var ikke nogen fornærmelse. Ikke saadan som han havde drømt det. Og ikke saadan som han havde fortalt det. – Hun syntes jo selv det var vakkert... for der var kjærlighed i det ... han elsked hende ...
... Men han vilde ikke forlove sig og gifte sig med hende.... Fordi ingen kan vide hvorlænge kjærligheden varer....
Men naar man ikke holdt af hverandre mer saa kunde man jo søge skilsmisse! Hun tænkte sig om.... En fraskilt kone fy, nej! ...
Men hvad var det saa han vilde?! ... Hun følte hun blev ganske rød – : Aa han var forfærdelig ugudelig! ...
... Hvordan i al verden var han blet slig? .. Folk sa han havde levet et udsvævende liv – det havde han vist ogsaa. Og saa var han blet et forvorpent menneske med ryggesløse anskuelser ... og havde nu endda vært fræk nok til at komme frem med dem midt i en forsamling af pene skikkelige mennesker...
Nej, det var ikke forvorpent og ryggesløst det han havde sagt. Det var ugudeligt, det var det; forfærdelig ugudeligt! Men ikke ryggesløst og forvorpent. – Og det var kjækt og dristigt at han havde sagt det naar han mente det; netop i en forsamling af pene, skikkelige mennesker – hun kunde godt like det.... Hun saa ham staa der oprejst midt i den store forsamling og tale. Og allesammen saa de forbauset paa ham: de syntes aldrig de havde hørt noget saa frækt. – Men de kunde se paa ham saa meget de vilde, han bare talte rolig videre og sa det han vilde sige alligevel, mens han saa paa dem med de kloge brune øjne ...
Hun smilte – : de kunde se paa ham saameget de vilde, det hjalp ikke. Men hun kunde faa ham til at tie naarsomhelst hun vilde. Hun behøved bare at se paa ham og sige: nej, nu faar De ikke lov til at tale mere om det – saa holdt han øjeblikkelig op. Og hun behøved bare at se paa ham «saan som bare hun kunde det» – saa kunde hun gjøre med ham, hvad hun vilde.... Aa det var dejligt slig at kunne fængsle en mand fuld– stændig, bare ved sine øjnes magt! ...
Hun havde tat af sig i entréen og gik ind.
Midt imod hende da hun gik ind i dagligstuen, laa den ældre blegsottige søster, mat henslængt paa sofaen derborte mellem de to vinduer med de nedrullede persiennemalede gardiner. Lampen paa bordet midt i stuen lyste mat op i det lyse kolde værelse med birketræsmøblerne og de nøgne vægger.
– Hvor har du vært henne saa længe? spurgte søsteren ærgerlig.
– Ude at spasere med Lissi.
– Du skulde læse paa lektierne dine skulde du, istedenfor at rende slig paa gaden.
– Uf la mig nu være i fred!
Gerda sat sig med en bog hen til lampen. Men de sorte bogstaver gled uden mening forbi øjnene, hun bare sad og tænkte paa Herman Eek ... og det han havde drømt om hende.
... Hun forstod ingenting af det altsammen ... andet end at han var forfærdelig ugudelig – men at hun holdt af ham alligevel. – Og hun lod med velbehag hele drømmen glide forbi sig igjen, dvælende ved hver enkelt liden ting ...
Saa gløtted moeren paa kjøkkendøren – : Gerda! aa dæk paa bordet er du snil.
Mens Gerda gik der langsomt frem og tilbage mellem buffeten og bordet og dækked, laa søsteren og saa paa hende – : hvor hun saa distrait ud ...?
– Du skulde vel ikke ha spaseret med Herman Eek igjen? spurgte hun pludselig.
– Nej! sa Gerda rolig; men da hun følte hun blev rød der hun stod med tallerkenerne i den venstre arm, færdig til at sætte dem omkring, stamped hun i gulvet – : Isch! bestandig skal du ærte mig med ham! sa hun – Forresten, – og hun sat rolig tallerkenerne omkring – : om jeg havde gjort det, det kom vel ikke dig ved! pas dig selv du mor!
– Jeg skal sige til mor, at du har gaat med ham igjen, sa søsteren ondskabsfuldt.
Gerda saa et øjeblik paa hende; sa saa rolig – : værsgod sig det du! lyv saa meget du vil for mig! – og gik rolig bort til buffeten igjen. –
De sad omkring bordet og drak the, de tre alene; faderen var ude. Søsteren havde skaaret op et stykke smørrebrød i smaaterninger, og sad madlej der og pirked i dem med gaffelen; Gerda spiste graadig som et barn; moeren smurte netop et nyt stykke paa sin tallerken, da hun pludselig stansed og saa op – :
– Det er sandt Gerda, jeg skulde be dig fra tante Helga om du vilde se indom hende imorgen.
Gerda førte netop smørrebrødet op til munden, men stansed og blev siddende med det i haanden – : A, nej, mor, nu var jeg der jo igaar jo! – Sandelig kan ikke Alma gaa derop imorgen. – Og hun tog en stor bid og slurped noget the i sig.
– Ikke slurp barn!
– Jeg er ikke rask, jeg orker ikke, sa søsteren. Men moeren saa hen paa Gerda med de mørke, slidte øjne – : Fy, at du ikke har lyst til at se op til din stakkers syge tante som er saa god imod dig.
– Jamen det er saa kjedeligt mor, sa Gerda tyggende. Du skulde bare vide, hvor kjedeligt det er: jeg maa sidde hele tiden der paa sengekanten og holde hende i haanden; og saa vil hun jeg skal fortælle hende noget... og jeg har ikke noget at fortælle hende... og saa siger hun jeg er en dum unge. Og naar jeg saa blir sint og vil gaa, trækker hun mig hen til sig, græder og kysser mig, siger hun er saa alene og lover mig noget bare jeg vil bli. – Igaar lovte hun mig en ny hat!
– Ja der kan du se, hvor hun er god imod dig!
– Ja hun er snil, sa Gerda og tygged ivrig videre, men ... aa! saa kjedelig. – Og hun slurped igjen noget the i sig.
– Ikke slurp Gerda!
– Nej jamen kan ikke Alma gaa derhen imorgen!
– Ja for du har vel ikke tid! sa Alma ondskabsfuldt – : du skal vel ha stevnemøde med denne Herman Eek igjen!
Moeren lod hænderne synke og saa paa Gerda – : Du gaar vel ikke mere med ham? sa hun alvorlig.
– Langtifra! sa Gerda, men blev igjen rød og tog en lang slurk the for at skjule det.
Moeren blev siddende og se paa hende en stund, sa saa indtrængende – : Vogt dig for ham Gerda! – Du ved ikke hvad sligt kan føre til.
Gerda gjorde et overlegent kast med hodet – : Pyt, jeg behøver saamen ikke at vogte mig for ham! jeg gjør jo bare nar af ham. Du skulde se naar jeg møder ham: han hilser og ser paa mig, og jeg kan se hvor lyst han har til at tale til mig. Men jeg hilser ikke igjen, bare gaar forbi og lader som jeg ikke kjender ham. Og naar jeg lidt efter vender mig, staar han bestandig og ser efter mig ... den æklingen! – Og Gerda lo saa godt at moeren blev beroliget. –
Efter bordet sad Gerda igjen ved bogen. Men det gik ikke med læsningen nu heller; hun bare sad der med haanden under kindet og saa ned paa bogstaverne.
... Hvorfor var han ikke som de andre?.... Selv om det var vakkert – det var jo ikke muligt! – Og hun skotted op paa moeren som sad der ved siden af hende med det trætte, slidte ansigt og strikked ... og hen paa søsteren som igjen laa mat henslængt paa sofaen og stirred ud for sig uden at gidde noget.... Mon hun selv ogsaa skulde bli slig engang ... ligge træt hen uden at gidde noget.... og engang sidde som gammel kone uden at tænke paa nogenting ...?
Hun saa igjen ned i bogen og bogstaverne gled videre forbi hende som smaa sorte skikkelser, uden at hun opfatted noget af hvad der stod....
– – Klokken er ti, vi faar lægge os barn! sa moeren. Alma rejste sig langsomt og mat henne i sofaen. Gerda blev siddende over bogen – : jeg er ikke færdig med lektierne mine.
– Saa faar du læse videre derinde paa soveværelset, for nu tar jeg lampen. – Og moeren tog lampen, sa godnat og gik. – –
Klokken var næsten tolv da Gerda endelig sad paa sengekanten for at klæ af sig. Midt imod hende i sengen derover, laa Alma og sov. Lampen stod henne paa toiletbordet foran spejlet mellem de to vinduer. Gerda havde staat derhenne og betragtet sig selv.
Langsomt og stirrende hen for sig knapped hun kjolelivet op, vrængte det af, trak armene ud og la det fra sig paa stolen nede ved sengebenene. Skjød saa skuldrene lidt i vejret, krøb sammen med armene overkors og hænderne inde i armhulerne, kneb øjnene lidt sammen og blev siddende og stirre ud i luften.
... Hvordan kunde han vide at hun ikke havde korsèt? ...
Pludselig sat hun hænderne kjækt i siden, skjød brystet frem og saa ned ad det – :
Det var den gulige hud han likte saa godt! .. «Og brysterne skjød sig med en svag sænkning ind under kniplingsbesætningen paa linnedets kant, jomfruelig undseelige hver til sin kant, ligesom surmulende til hverandre» ... Hun smilte – : det gjorde de! – Men saa blev hun alvorlig – : Kniplinger ... og fint linned ... Hendes var krøllet ... og kunde vært renere; hun havde gaat med det i tre dage alt ... Og det var ikke fint linned ... og havde ingen kniplingsbesætning ...
Aa gid hun havde noget forfærdelig fint linned! – Brysterne var, som de skulde være... hun var stolt af dem! ...
Hun hægted op kjolen bag, løste op skjørtebaandene, rejste sig, lod skjørterne falde paa gulvet, trædde ud af dem og tog dem op og la dem paa stolen ovenpaa kjolelivet. Sat sig saa ned igjen paa sengekanten, løste op baandene paa underbenklæerne – først om knæet og saa om livet – og tog dem af, og strømperne med. – Og saa blev hun siddende der i det bare linned og se ned paa sine nøgne ben ...
... Han havde holdt dem i sin haand disse fødder, og set paa dem og kyssed dem – først den ene, saa den anden ...
Det gav et sæt i hende – : men de var jo ikke rene! – Aa det var disse ækle utætte støvlerne! – og hun stamped i gulvet med den nøgne fod, rejste sig, gik bort til vaskevandsstolen, sat bollen ned paa gulvet, sig selv paa en liden træskammel – og gav sig til at sæbevaske fødderne.
Da hun havde gnid dem tørre og varme igjen, blev hun atter siddende og stirre ned paa dem. Og saa blev hun saa blød tilmode – : Aa, han maatte gjerne kysse dem ... han maatte gjerne ...
Lidt efter stod hun henne foran spejlet mellem vinduerne og stirred ind paa sig selv derinde, i det bare linned ...
... Han havde set hende slig ... og fundet det saa vakkert ... og blet ganske betat...
Og hun strøg linnedet ned over den venstre skulder, trak armen ud af ærmet saa linnedet faldt paaskraa ned over busten blottende det venstre bryst, løfted saa med den højre haand lampen højt op over sit hode og stod en stund og saa paa sig selv derinde i spejlet.
Og hun blev blødere og blødere tilmode – : Aa, han maatte gjerne være her, og falde paa knæ foran hende, og række hænderne op imod hende ... hun vilde gjerne ta hans hænder og løfte ham op til sig og lægge ar– mene om hans hals, hvile sit hode ved hans skulder – og føle hans kys paa sit haar ... Og han maatte gjerne ta hende og løfte hende op paa sine arme og kysse hende paa halsen... og bære hende hen paa sengen ...
Men pludselig holdt hun pusten tilbage – : Og om hun saa fik et barn?! ...
Den bløde fornemmelse var som strøget bort, og hun sat lampen ned foran spejlet igjen – : Aa, at hun kunde staa her og faa slige ravgale tanker! – Og hun slukked lampen, skyndte sig bortover det mørke gulv hen til sengen og putted sig ned under dynen. –
Men hun fik ikke sove; hun blev ikke tankerne kvit ... Aa hvor hun var alene ... og nu var det mørkt ... Og hun blev igjen saa forfærdelig blød – : Han maatte gjerne ha vært her alligevel ... hun holdt af ham ... og han holdt af hende ... og – aa hvor hun var alene! ...
Hun havde trang til at klynge sig op til nogen, og hun tog hodepuden bort under hodet, trak den ned under dynen, slynged armene blødt omkring den og la kinden tæt op til den, fortæret af øm længsel efter at gi sig hen ...
Jeg var gaat alene nedover de øde mørke halvfærdige gader ned til Munkedamsvejen og derfra indover til byen. Langsomt, med hænderne begravet i frakkelommerne gik jeg der og saa ret ned for mig – fyldt af et øde savn, en tærende tomhed; tænkte ikke paa hende og heller ikke paa noget andet – bare stirred ind i denne tomhed. Den forfærded mig ikke, og bragte mig ikke til at fortvivle – jeg kjendte den jo altfor godt til det – ; den bare fik mig til at fryse, fryse tværsigjennem sjælen ...
Jeg havde ingen tanke paa hvor jeg gik, før jeg pludselig opdaged mig selv gaaende og stirre op paa de kjendte vinduer i Grand Hôtel. – Jeg gik derind og sat mig i sofaen ved siden af hjørnevinduet, og bad Paalsen om et par stykker smørrebrød og en halv øl og dram. Tørred saa lorgnetten af og saa mig mekanisk om i kafeen.
Der var ingen, jeg kjendte.
Gudskelov, det var igrunden det bedste; jeg havde ingen trang til at se eller tale med nogen nu. Jeg havde ligesom opgit det hele og sad bare der og lod tomheden fryse igjennem mig.
Saa kom Paalsen med det jeg havde forlangt, og jeg gav mig ganske mekanisk til at spise og drikke, mens jeg sad der og saa paa ingenting og tænkte paa ingenting. – Men saa begyndte øllet og drammen at virke, jeg fik ordentlig varme i kroppen, og blev strax bedre tilmode. – Gudskelov, at brændevinet kunde varme, ikke bare kroppen men sjælen med! ...
Jeg begyndte at tænke paa hende. Eller rettere: jeg tog hende frem og sad og saa paa hende – :
Der stod hun: den højre haand strakt frem foran sig med haandfladen vendt afværgende ud imod mig ... den venstre holdt hun ud bag sig, saa langt bort fra mig som hun kunde: i den havde hun billedet med sin kontrafej. Og hun saa mig ind i øjnene med det magnetiske blik og sa: det vil jeg ha! ...
Men saa hørte hun, at billedet var min eneste skat, min eneste trøst, naar jeg ikke havde hende selv – og øjnene duggedes over og blev dybe og veke, og hun rak mig med naiv dronningmine billedet tilbage og sa – : De maa beholde det ...
Saa skifted scenen og hun stod derude ved frøkenklostret, nedenunder gaslygten, og stirred efter de to plumptbyggede fruentimmer som havde fornærmet hende, ligbleg med lynende øjne og dirrende læber – pragtfuld at se til. – Vendte sig saa om imod mig og brast i graad ...
Og scenen skifted igjen – : hun gik fra mig op over gaden hvor hun bor. Langsomt gik hun med svagt vuggende gang – som i stille dybe tanker. Men vendte saa pludselig hodet og nikked alvorlig tilbage ... først én gang ... saa én gang til – og forsvandt saa ind ad porten ...
Men saa gik jeg igjen ved siden af hende og saa og saa paa det kjære, aa saa kjære ansigt. Saa og saa paa det. Og det blev mig kjærere og kjærere. Men det gjorde mig ikke glad. Bare tungsindig – aa saa tung– sindig! – Og mere og mere, jo længer jeg saa paa det ...
Hvorfor var jeg ikke glad! ... hun var da dejlig alligevel, rørende dejlig som hun gik der og saa hen for sig med det viljeløst hen– givne ansigt og de veke dybe øjne! ... Ossaa saa naturlig! ... saa dejlig naturlig ... Aah! denne natur, denne oprindelighed i disse brune barneøjne med de tykke hornhinder over – der var genialitet i de øjne; hun vilde bli skolens perle ...
... Men jeg blev jo bare endda tungsindigere ved at sidde der og se paa hvor dejlig hun var. – Hvorfor i al verden var jeg saa tungsindig...
Var det bange anelser om hvordan det vilde komme til at gaa hende? ... Vilde hun bli ulykkelig? ... var det en fremtid fuld af kamp og forhaanelse som vented hende ... og afmagt og raseri ... og tab af kjærlighed... og forbandelser ... forbandelser mod alt og alle for et forspildt liv? ... En fremtid, hvori dette fyldige friske barneansigt skulde rynkes og fures ... disse veke ømme øjne bli haarde og tørre ... det dejlig oprindelige, geniale ved hende slukkes istedenfor at faa folde sig ud – og hun selv slænges hen som et vrag... ligesom jeg? ...
Aa for et tyngende tungsind! – Jeg sad der og stirred med vaade øjne paa hendes kjære skikkelse i den violet-falmede vinterkaabe, den halvkorte kjole og de to sorte skolepigefletter ned ad ryggen ... saa pur ung, og saa fuldt udviklet ... saa barnslig uskyldig, og saa østerlandsk sanselig at se til med sit fyldige matgyldne ansigt, sine svulmende kysselæber, sin lade gang og de primitivt geniale øjne. – Aa for et tungsind ...
Jeg rysted det af mig – : Haa gamle dumme weltschmerz! – der gaar altid nogen med i løbet. – Var jeg ikke selv gaat med i løbet?! ... Og nu, da jeg havde resigneret, saa var det jo ikke saa forfærdeligt endda ... trist, satans trist, det skal gud vide; men – man fik finde sig i skjæbnen, verdens gang var nu engang slig ...
Jamen hun! ... hun! ... aa det vilde skjære mig i hjertet ... det var til at bli vanvittig over bare at tænke paa det. – Aah, om jeg havde millioner af fingre! – og et par af dem liggende paa hver strube af dem allesammen, færdige til at kvæle dem hvis de gjorde hende fortræd naar hun nu skulde kjæmpe sig frem! ...
Jeg sank mat sammen i sofaen der jeg sad, med et smil – et tungsindigt smil – :
Man skulde tro at jeg virkelig elsked hende ... Aa, om det havde vært saa! ...
Eller gjorde jeg det kanske? ... Var det sandt at jeg elsked hende? var det sandt at jeg «vilde la mig pine millioner af aar i helvede, om det maatte til, for at hun kunde bli lykkelig»? ...
Nej. –
Aa, om det havde vært saa! ... om jeg virkelig havde følt det slig! ... Men nej desværre ...
Forresten – jeg skulde gjerne dø for hende, om det var nødvendigt ... Aa, især hvis jeg samtidig kunde rive med mig alle dem som var skyld i at hun ikke var lykkelig! ...
Jamen ikke undtagen hun gik videre frem paa den vej jeg havde ført hende ind paa! ... faldt hun fra vilde jeg hade hende ...
He, det var mine egne ting, jeg holdt af igrunden! ...
Nej! nej! det var hendes! Det var det der var hendes eget som skulde frem! Død og djævel over den som dræbte det var det saa hende selv ...
Men elsked jeg hende? –
Ja. – Det dybt naturlige, det inderlig oprindelige i hende, som straaled ud af hele hendes væsen – det elsked jeg. Det havde jeg aldrig mødt før, og det havde betat mig. – For at det kunde komme til rig udvikling skulde jeg gladelig dø – saa gjerne jeg end selv vilde faa det at se ... Med mig var jo ingenting tabt; hverken for mig selv eller andre... i mig var naturgrunden borte, alt det primitivt oprindelige, det spiredygtige, det der kan sætte blomst – : jeg var et vissent skud paa livets træ – visnet i knop, før det sprang ud ...
Som om jeg kunde elske! ... Elske?... en ung frejdig given og tagen imod – he; jeg havde ingenting at gi, og derfor blev jeg rørt ved at ta imod – det var det hele! ... Rørt gudbevars ligetil min sjæls inderste saa jeg blev ganske magtstjaalen, afmægtig ... Aa, hun kunde ganske rigtig gjøre med mig hvad hun vilde naar hun stod der og saa paa mig med disse øjne som despotisk kræved med kjærlighedens søde ret ... Jeg skulde gjerne kaste mig ned i smudset og la hende trampe paa mig ... det vilde være vellyst ... Hun maatte gjerne sætte sin barnefod paa min nakke og træ mig ihjel som en orm ... jeg skulde gjerne være en ynkelig flue som hun i sanselig barnegrusomhed mored sig i nogen øjeblikke med at rive vinger og ben af og pine tildøde – he! men herregud det var jo bare den samme modbydelige svækkelse psykisk, som jeg led af ogsaa fysisk, naar en vellystig tanke paralysered mine muskler ... fy for fanden! –
Nej, en ung frejdig given og tagen, hvor man glemte sig selv og formelig hverandre kort sagt: umiddelbarhed! umiddelbarhed! det var kjærlighed, og det var salighed, og til helvede med alt det andet!
Og mine næver knytted sig af sig selv, mens jeg sad der og endnu engang, for tyve tusindende gang, forbanded den livets infame fattigdom som tvinger menneskene ind paa selvreflexionens forbandede vej – den vej, hvor der ikke mere kan vendes om naar man først har stirret ned i det tomhedens dyb hvori det ender ...
– – – Jeg var igjen faldt tilbage i denne frysende tomhedsstemning hvor tanke og følelse staar stille, frosset stive og ubevægelige, og hvor den modbydelige lidelse bare bestaar i en klam kraftesløs længsel efter at bli «innerlich» bevæget.
Men saa tog jeg mig voldsomt sammen – : Fy for fanden! – pst! Paalsen! – en Hennesypjolter! – Gudskelov, at der dog var brændevin til i verden; der var s'gu brug for det af og til – for at tø op hjerter og hjerner ...
Paalsen kom med grejerne, jeg heldte nervøst Hennesyen i glasset mens han tog op seltersen, og da han saa havde skjænket seltersen opi, greb jeg glasset og begyndte med en vældig slurk – : aah, hvor jeg længted efter virkningen! – Gud bevare mig vel hvor brændevin kan være godt? ...
En Stund efter dilled jeg opover Karljohan med et par pjoltere i livet – halvfuld og glad. Ikke glad over noget, bare glad, simpelthen glad, halvfuld og glad ...
Oppe ved Universitetsgaden tog jeg af og gik ind i «Faldgruben».
I det yderste værelse med disken sad bare de traditionelle samfundsdrukkenbolte; der var ingen jeg kjendte noget nærmere.
Paa tærskelen ind til det næste værelse stansed jeg og blev staaende der midt i døraabningen under portièren og tørre lorgnetten af, plirende derind.
Der var temmelig optat derinde – saa meget kunde jeg se uden lorgnet. Der sad folk baade ved de smaa borde under de to høje buede vinduer der tilhøjre og ved de tre store borde foran sofaerne ved værelsets andre vægger. Bare bordet i midten med aviserne paa, var ikke optat. Alt laa forresten i én røg og en uhyggelig kvalm brændevinsog tobaksós gjorde det næsten umuligt at puste naar man kom udenfra.
– Nej, men se der er jo P! raabte en stemme tilvenstre før jeg endnu havde faat lorgnetten paa igjen. (P. var et navn jeg havde faat siden min prostitutionstale).
Jeg sat lorgnetten paa – : He, men det var jo «banden», som sad der omkring bordet! – Jeg hængte øjeblikkelig hat og frak af mig og sat mig derhen. En kognak– og en whiskyflaske, begge med adskilligt i, stod paa bordet der midt imellem toddyvandsbretter og glas og selters– og halve ølflasker.
– Er det alment gods? spurgte jeg og pegte paa brændevinet.
– Jada!
– Hej, opvarter! – en selters!
Og saa blev jeg siddende der i den skrækkelige samfunds-atmosfære og røge og drikke og snakke og vrøvle – til jeg havde faat en tre fire pjoltere til tillivs.
Saa dingled jeg hjemover fuld som en fille. –
XIV.
Det var nede i arbejdersamfundet Søndag aften. Salen var ikke saa overfyldt som forrige gang, der var god plads nede ved indgangen. Skrædder Engelstad stod og talte.
Jeg saa mig om efter Jarmann da jeg kom ind, men han var ingensteds at se; han havde tat fejl af klokkeslettet fik jeg siden vide, og kom først klokken otte istedenfor klokken syv. Jeg blev staaende nede ved indgangen og tale med nogen unge mennesker jeg kjendte; «Fram»s formand blandt andet.
Skrædderen talte i samme dur og holdt diskussionen paa det samme vrøvlestandpunkt, hvor den havde vært holdt før jeg var traadt op. Det paavirked mig ubehagelig – : kunde det nytte at sige noget fornuftigt til disse mennesker? ...
– Jeg tror jeg frafalder ordet, sa jeg til «Frams» formand. Det er jo bare vrøvl at snakke her.
– Nej død og pine, det maa De ikke! vi er allesammen kommen herned bare for at høre paa Dem.
– Ja fan'en, men ... Nej, jeg tror jeg frafalder.
Idetsamme havde skrædderen sat sig, og mit navn blev nævnt.
Der gik som et elektrisk stød igjennem mig, og jeg blev staaende og betænke mig en stund, ubehagelig febrilsk; det var som om jeg aned en ulykke.
– Ikke tilstede! raabte nogen stemmer.
– Jo! raabte «Frams» formand.
Alles øjne blev rettet paa mig – og saa bestemte jeg mig. Jeg trængte mig frem tilhøjre lige bag bænkene med de siddende pladse, hen til den ophøjede sidegang langs kathedervæggen, og gik paa den helt frem til kathedret til den samme plads hvorfra jeg havde talt sidst.
Der var blet formelig uhyggelig tyst; min forrige optræden havde spændt forventningen.
Jeg maatte igjen vente til den værste feber var over, men jeg var mig bevidst at udfylde pausen ganske godt ved at se henover for– samlingen med et roligt indadvendt blik, som om jeg samled sammen for mig selv det jeg vilde sige. Saa endelig begyndte jeg:
– Hr. formand!
Det jeg sa sidst jeg havde ordet blev af pastor Hansen affejet med den bemærkning, at denne diskussion hvilte naturligvis paa et kristeligt grundlag og havde naturligvis specielt anerkjendelsen af det sjette bud til sin forudsætning. Jeg vil dertil svare, at denne diskussion hviler naturligvis ikke paa et kristeligt grundlag og har naturligvis specielt ikke anerkjendelsen af det sjette bud til sin forudsætning. Var nemlig det tilfældet, saa vilde jo spørgsmaalet her være det: Bør den kristelige stat, ud fra anerkjendelsen af det sjette bud taale at der drives offentlig utugt? Og dette spørgsmaal maatte jo ligesaa ubetinget besvares med nej, som det spørgsmaal: om to og to er fire maa besvares med ja. Men at sammenkalde flere hundrede mennesker for aften efter aften at diskutere om hvorvidt to og to er fire – det er dog for meningsløst.
Skal der altsaa være nogen mening i denne diskussion, saa maa spørgsmaalet være dette: Bør den kristelige stat, uagtet den anerkjender det sjette bud, alligevel af hensigtsmæssighedshensyn taale at der drives offentlig utugt? Med andre ord: Bør den kristelige stat i dette tilfælde af hensigtsmæssighedshensyn være ukristelig?
Men er det spørgsmaalet, da var det rigtignok ogsaa mal-à-propos af bestyrelsen at indbyde præsterne til denne diskussion. For det kunde man jo paa forhaand vide, at de i medfør af sin embedsstilling absolut maatte modsætte sig at den kristelige stat af hensigtsmæssighedshensyn handled ukristelig. Derimod var det ganske naturligt at man indbød lægerne – det er jo dem der sidder inde med den kundskab, ud fra hvilken hensigtsmæssigheden eller ikke-hensigtsmæssigheden af at der taales offentlig utugt, alene kan bedømmes. – Men af de indbudne læger har ingen udtalt sig – undtagen doktor Nissen da; men han kunde jo ogsaa for sine udtalelsers skyld ligesaa gjerne vært præst. Og hvorfor har lægerne ikke villet udtale sig? – Jeg kan ikke tænke mig nogen anden grund dertil end den, at diskussionen allerede strax i begyndelsen af en præst blev bragt ind i et saa kristelig-moralsk spor, at enhver der senere vilde komme og stille hensigtsmæssighedshensynene op imod de moralske hensyn, vilde udsætte sig for at et skjær af umoralitet faldt tilbage paa ham selv – og det vilde naturligvis ingen læge udsætte sig for. – Altsaa: præsterne burde helst ha vært borte fra denne diskussion.
Saa var det skomager Brun som sa han ikke kunde forstaa hvilken forbindelse der var mellem denne sag og min tidligere ytring om den hyppige forekomst af blegsot blandt kvinder der tilhører de bedre stillede klasser. – Jeg skal forklare ham denne sammenhæng:
Der kan jo, som jeg sidst sa, ikke være tale om fortiden at rykke op med rode det onde hvorom der her handles. Ægteskabsinstitutionen i forbindelse med de øvrige sociale institutioner og tilstande stemmer nu engang saa lidet overens med menneskenaturen, at denne stadig overskrider de skranker som ved ægteskabsinstitutionen er stillet op imod den. Det at der ogsaa udenfor ægteskabet plejes legemlig omgang mellem kjønnene, det kan altsaa ikke forhindres.
Men sæt at vi kunde forhindre det hvad vilde saa følgen være? – Jo, vi vilde bli blegsottige allesammen baade mænd og kvinder – og det vil vi da virkelig ikke. Eller hvad? – Jeg appellerer til de tilstedeværende familiefædre, og spør dem hvad de foretrækker: enten at vide om sine sønner at de har legemlig omgang med kvinder uagtet de ikke er gifte, eller at se dem sygne hen og forkrøbles aandeligen og legemligen? Jeg tænker der er ikke mange som vil foretrække det sidste. Naturligvis – : om jeg vilde stille det samme spørgsmaal til de samme familiefædre for døtrenes vedkommende, saa vilde jeg faa akkurat det modsatte svar. Men det kommer ikke sagen ved. Saalænge de ønsker at deres sønner skal ha legemlig omgang med kvinder inden de har anledning til eller vil gifte sig, saa er det dermed ogsaa givet at de i vort samfund vil ha gaaende et passende antal kvinder med hvem deres sønner kan ha legemlig omgang uden at gifte sig med dem. De vil altsaa ha det onde at der i vort paa ægteskabet baserede samfund plejes legemlig omgang mellem kjønnene ogsaa uden– for ægteskabet, og det eneste spørgsmaal vi altsaa her kan diskutere, det er – jeg siger det atter og atter – intet andet end dette: I hvilken form vil vi ha ondet? Taler hen– sigtsmæssigheden for den eller den form? Dette spørgsmaal er altsaa egentlig sagens realitet: men da vi endnu ikke er kommen ind paa den, og dette er den sidste diskussionsaften, saa vil jeg naturligvis forlade sagens realitet og simpelthen holde mig til det formelle forslag som foreligger, og som gaar ud paa at forsamlingen skal udtale som sin faste overbevisning at lovlighedens stempel bør søges fjernet fra den offentlige prostitution, fordi dette lovlighedens stempel paa en saa styg ting demoraliserer folket.
(Jeg gjennemgik nu det foreliggende forslag punkt for punkt, og udtalte hvorledes det maatte forandres for at kunne tilfredsstille mig. Det væsentlige jeg havde imod forslaget var den i præmisserne udviklede paastand om at det at prostitutionen i den almindelige mening bar lovlighedens stempel, skulde demoralisere folket. Jeg indvendte imod denne tankegang det, at naar folket og specielt familiefædrene – som jeg ovenfor mente at ha vist – i virkeligheden vilde , at der i vort samfund skulde være et passende antal kvinder med hvem deres sønner kan ha legemlig omgang, saa var det langt mere moralsk af folket aabent at vedkjende sig denne sin vilje end offentlig at lyve for sig selv saaledes som man her havde foreslaaet. Og dernæst mente jeg, at naar det i forslagets præmisser hed at den offentlige prostitution ikke yded tilstrækkelig garanti imod veneriske sygdomme, saa maatte det vel være et rimeligere propos at forøge garantien ved at stille prostitutionen under en skarpere kontrol af det offentlige end tidligere, end at formindske garantien ved fuldstændig at afskaffe al kontrol. Derefter fortsat jeg saaledes:)
Naar jeg ønsker at den legemlige omgang mellem kjønnene, ogsaa forsaavidt som den sker udenfor æteskabet skal bære lovlighedens stempel, saa er det for det første fordi jeg tror det er hensigtsmæssigt, og dernæst fordi jeg finder det lumpent at sætte endel medmennesker udenfor loven, uagtet de forretter en gjerning som samfundet vil skal forrettes, og som altsaa bør berettige sine udøvere til den samme medborgerlige agtelse som den der ydes andre nyttige samfundsmedlemmer, hvis gjerning det er at tilfredsstille andre af samfundets behov. Men endelig er det ogsaa fordi, at hvis folket aabent og ærlig vedkjendte sig at det vilde ha et saadant supplement til ægteskabet, saa vilde dette supplement der nu betragtes som noget saa stygt og som noget der intet har med den pene ægteskabsinstitution at bestille lidt efter lidt i den almindelige, opinion komme til at staa som den nødvendige følge af denne pene institution, og altsaa som noget vi først kan bli kvit sammen med den. – Og dermed vilde der være gjort et mægtigt skridt fremad mod den frie kjærlighed.
Den frie kjærlighed – jeg nævnte den sidst jeg havde ordet ogsaa, og det blev da ytret at indførelsen af den frie kjærlighed var det samme som at gjøre hele samfundet til et eneste stort bordel. Ligeoverfor mennesker der nærer den opfatning skal jeg ikke indlade mig paa argumenter; jeg vil blot faa lov til at citere et par linjer af Holger Drachmanns ind– ledningsdigt til hans oversættelse af «Don Juan». Han beskriver der Venedig, som han sammenligner med en kvinde, og om hende siger han –:
«Hun taler frit; og hvad der sysselsætterkun skjult og hviskende de folk mod nordhvor syndens æbler ej paa træer grormen sælges skjæppevis i mørke boder –det flyver her omkring i fagre ord,hvor proletaren i paladser borog kvinden endnu halvt som barn er moder. –Hvad hædersmanden skjuler hist bag kappenog røber kun ved stuelampens skin,det sidder her ved højlys dag paa trappenhvor havet skyder sine bølger ind.» ...
Den der ikke forstaar skjønheden i dette, i ham er tidens store ledende tanke: «den individuelle frihed» ikke blot ikke kommen til bevidsthed, men den gjærer end ikke i ham som en trang; han er et vissent skud paa udviklingens træ, som helst burde afhugges og kastes i ilden. – Og vi andre, vi som ved os i pagt med alt hvad der er ledende i tiden, vi som føler den ufødte fremtids foster banke under vort hjerte, vi staar overfor det slags folk med den samme følelse som den frugtsommelige kvinde ligeoverfor den ufrugtbare – : det er med en blanding af medlidenhed og forakt, at vi betrakter dem. – Ja, og saa er der én ting til: vi hader dem, fordi det er den omstændighed at det slags folk existerer som gjør, at vi andre blir snydt for en stor del af det indhold vort liv ellers vilde kunnet faa. Thi det er nu engang saa, at man kan ikke komme i et fuldstændig intimt forhold til en kvinde uden at ha legemlig omgang med hende. – Nu, det forstaar sig: vi har jo ægteskabet, vi kan altsaa hvis vi har raad til det gifte os, og derved muligens faa anledning til at komme i et fuldstændig intimt forhold til én kvinde. Men havde vi istedetfor ægteskabet den fri kjærlighed, saaledes at mand og kvinde kunde forlade hverandre og søge en ny kjærlighedsforbindelse naar de var blet hverandre fuldstændig gjennemsigtige – saa vilde vi i livets løb kunne komme i et saadant fuldstændig intimt forhold til ... ja, det er ikke godt at vide hvormange, det kan jo være forskjelligt; men jeg sætter f. ex. 20 kvinder. I dette tilfælde snydes jeg altsaa under de nuværende sociale forhold for 19/20 af mit livs indhold. Se derfor var det jeg i forrige møde sa om hine tre unge piger, der for enhver pris havde villet overskride de skranker der ved ægteskabs-institutionen var dæmmet op imod deres frihed, at der var større glæde i mit hjerte over disse 3 end over 997 saakaldte ufordærvede, blegsottige pigebørn. Thi naar majoriteten af vore kvinder er kommen saa langt, at de for enhver pris vil ud over disse skranker, da har de ogsaa evnen til at bryde skrankerne ned og da er frihedens time inde.» –
Jeg bukked for forsamlingen og gik ned og sat mig ved referentbordet under kathedret; der var saa faa referenter i dag, at der var god plads. Der sad jeg og hørte paa den videre diskussion.
Der havde været aandeløst stille i salen mens jeg talte. Nu hosted og kræmted man og snakked sammen og kniste og lo, saa den næste taler maatte staa og skrige for at blive hørt.
Om en stund kom Jarmann og sat sig ved siden af mig.
Diskussionen gik videre som før, bare med den forandring at alle talerne endte med en eller anden indigneret ytring ligeoverfor det jeg havde sagt – hvorfor de saa fik voldsomt klap fra endel gamle kjærringer, som sad oppe paa det lille galleri.
For hver gang en ny idiotisk ytring kom om min tale, lo Jarmann højt og nikked først spodsk op til kjærringerne og fixered saa, fremdeles leende, vedkommende taler slig, at han blev ganske uhyggelig tilmode.
Det saa tilslut ud til at man fandt Jarmann ligesaa modbydelig som mig. Og det glæded ham usigelig – :
– Aa det er dejligt at faa de fæ til at hade sig! sa han og lo, glad som et barn. –
Jarmann ærgred sig meget over ikke at være kommen tidsnok, og da mødet var slut, gik han hjem med mig for at faa høre hvad jeg havde sagt. Og saa bagefter blev vi siddende ved en toddy og en cigar og tale om «skolen» og dens udsigter: det var jo i denne uge at opdragelsen af de fjortenaars skulde paabegyndes.
Men den næste dag stod følgende at læse i Aftenposten:
«I arbejdersamfundet fortsattes i gaaraftes diskussionen angaaende spørgsmaalet om afskaffelse af den offentlige prostitution. Der var fremmødt en mængde mennesker, hovedsagelig arbejdere; der var ogsaa tilstede flere af andre klasser. – Efterat aftenens diskussion var indledet af skrædder Engelstad, der talte for nedsættelse af en komité, gaves ordet til et ungt menneske, der tituleredes kand. Herman Eck, men som neppe kunde være kommen ud over de første studenteraar. Dette unge menneske syntes ganske at have glemt, at der her forelaa et meget alvorligt emne, samt tillige glemt hensynet baade til forsamlingen og sig selv. I et gjennem puerilt, umodent, ukyndigt, men meget kynisk foredrag rettede bemeldte unge menneske under synligt misnøje fra forsamlingens side endel taabelige angreb paa den ægteskabelige institution, som han vilde have afskaffet og erstattet ved den fulde indførelse af den frie kjærlighed. Vi kunne ikke her gjengive foredraget; hr. Eek synes at mene, at der ikke gives skranker for, hvor langt man kan gaa i kynisme i brugen af det mundtlige ord; men vi kunne ikke byde vore læsere et stof af saadant indhold. Det maa være nok her antydningsvis at nævne, at han udtalte sig for ønskeligheden af indførelsen af en tilstand, der tillod den mest tøjlesløse omgang mellem mænd og kvinder; han nævnte exempelvis, at en mand burde kunne staa i forhold til f. ex. et antal af 20 kvinder; man blev nu, da man ved ægteskabet var bundet til én kvinde, snydt for t. ex. 19/20 af sit livs indhold. – Vi anse denne unge mands optræden meget beklagelig. Hvilken mening man end vil have om sagen selv, saa var det dog synligt, at samtlige de fremmødte arbejdere betragtede den som en vigtig og alvorlig sag, der fortjente den største opmærksomnhed, og at drøftes med alvor og rolighed. Det gjorde derfor et pinligt indtryk at se et ungt menneske, der erklærede sig selv for at høre til «intelligensen» optræde paa en maade, der stod i fuldstændig strid med den rolighed og værdighed, hvormed diskussionen førtes af de øvrige deltagende.......................
– Efter endel bemærkninger af maler Andresen, snedker Gundersen og Schou imødegik uhrmager Wigfors i et humoristisk foredrag Eek. Wigfors bemærkede blandt andet, at naar Eek havde talt om tyve koner, saa vilde han – taleren – sige, at mænd af den almindelige klasse var mere end tilstrækkelig fornøjet med at have én kone (stormende latter).»
Om aftenen sad Jarmann og jeg i hjørnesofaen inde i Grand med en toddy og en cigar og læste en avis. Pludselig fór han op – :
– Nej saa skulde da djævelen ...! sa han inde mellem tænderne – han havde truffet paa Aftenpostens referat. Se her, sa han, læs! og rak mig avisen.
Jeg læste det og blev siddende og stirre hen for mig en stund: jeg var blet helt angst.
Jarmann saa det. – A, tror du det gjør nogenting? sa han usikkert. – Du husker jo Fædrelandet sidst ...
-Jamen Fædrelandet er Fædrelandet, og Aftenposten er Aftenposten – til trods for at alle kjender Amandus; det er ulykken. – Du store gud, hvis han skulde ødelægge «skolen» for mig ved dette vrøvlet! Det vilde være liden tue og stort læs det, hvad?! .. Lille Amandus! ...
Men fan'en sylte! Jeg blev mere og mere angst ... Aa dette var en ulykke, det følte jeg – og jeg drak min toddy ud i ét drag og rejste mig og sa godnat!
– Gaar du? spurgte Jarmann.
– Ja, jeg maa være alene med dette. –
Jeg gik en lang tur ud til Bygdø. Da jeg kom tilbage igjen var ethvert haab med hensyn til skolen slukt.... Det havde vært vanskeligt nok før, at gaa der og spadsere med de smaa uden at vække forargelig opsigt; jeg kjendte jo saa godt som ingen damer og slet ingen familier med pigebørn i backfischalderen. – Det var jo klart, at nu vilde det være umuligt ... Spørgsmaalet var nu bare, om jeg muligens kunde beholde Gerda. Men pokker ta! det var kommen for tidlig paa dette her; endnu kunde sligt skræmme hende. – Naa, der var ialfald ikke noget at gjøre før imorgen. Det skulde forresten være ganske interessant at se hvad virkning Aftenpostvrøvlet formaadde at gjøre ...
Den næste morgen var min første gang til Aftenposten.
Jeg gik ind gjennem porten deroppe i Akersgaden, tværsover gaarden og op i redaktionskoret i 2den etage. I det første værelse sad to bladnegre bøjet over de store nye lyst ferniserede pulter. De løfted hodet og saa op da jeg kom.
– Er Schibsted tilstede?
Den ene neger pegte med et «værs'god» paa den aabne dør ind til det inderste værelse. Jeg gik derind. Derinde sad Amandus paa en høj krak foran pulten henne ved vinduet.
Han saa op og sa goddag.
– Goddag. – De havde igaar en idiotisk notis om et foredrag jeg iforgaars holdt nede i arbejdersamfundet.
Han studsed lidt – :
– Det er en ældre agtet mand her i byen der har skrevet det.
– Tør man spørge hvem den ældre agtede herre er?
– Nej jeg tror ikke han ønsker at bli nævnt.
– Nej det er jo behageligst at være anonym naar man æreskjænder sine medmennesker. – Men siden De nu har tat ind det vrøvlereferat af denne anonyme fyr, saa er jeg desværre nødt til at be Dem ialfald være saa snil at ta ind hvad jeg virkelig har sagt – og jeg rak ham manuskriptet.
Han klødde sig bag øret med en betænkelig mine og gav sig til at læse manuskriptet igjennem, saadan vertikalt nedover, som kun bladfolk kan læse.
– Jamen her staar det jo! sa han pludselig triumferende og blev siddende med pegefingeren paa vedkommende sted i manuskriptet, mens han saa op paa mig som om han vilde si: der kan De selv se, at referatet er rigtigt.
– Hvilket? ... hvad staar der? spurgte jeg og nærmed mig for at se.
– Det om 19/20!
– Jamen for fanden, sa jeg og saa paa fyren, De kan da forstaa, at om jeg havde rejst mig op nede i arbejdersamfundet og sagt: «nitten tyvendedel!» – saa havde ikke det havt noget at betyde. Det er jo forbindelsen det kommer an paa.
Han klødde sig igjen bag øret.
– Ja, sa han, jeg maa faa lov til at se paa det til imorgen, saa skal De faa svar om vi kan ta det ind.
– Naa ja, det er kanske ikke Dem selv som bestemmer det. – Der laa haan i tonefaldet, og det generte ham – : alle smiler jo ad Amandus som redac. en chef, og det ved han.
Han forsøgte at lægge det godmodige velnærede ansigt med knebelsbarten – dette mislykkede krigeransigt som vi alle kjender saa godt fra Vikingen og Krydseren – i barske folder – :
– Fordi om jeg bestemmer det, saa kan jeg vel derfor raadføre mig med andre, sa han afvisende.
– Vel, imorgen altsaa. – Adiø!
– Adiø?
Og saa gik jeg i storthinget til mit arbejde der.
Ved middagstid gik jeg som sædvanlig ud paa Karljohan for at spadsere og se paa folk og høre paa musiken. Det var dejligt solskinsvejr og bare et par graders kulde. Gaden laa hvid opover, fortougene sorte af folk.
Jeg fik snart mærke, at Aftenpostreferatet var blet almen ejendom: jeg blev beglod som et underligt dyr. Ældre herrer stansed paa gaden og viste mig smilende frem for sine aldrende ledsagerinder som den mand der vilde ha tyve koner. Unge damer stak hoderne sammen og hvisked naar de fik øje paa mig, og sendte mig saa idetsamme jeg passerte de fleste et hurtigt, stjaalent, nysgjerrigt øjekast, nogen et vredt, indigneret blik, og enkelte, ganske enkelte, et nogenlunde velvilligt, medlidende smil. En enkelt af dem – jeg kjendte hende godt – var fræk nok til, engang jeg stansed paa hjørnet af universitetet, at stille sig op lige foran mig og stirre mig ind i ansigtet idet hun sa højt til sin mindre modige veninde – : nej, ham vil jeg jamen se paa! – Unge herrer var saa venlige at se paa mig paa en maade der tyded halvt paa væmmelse og halvt paa medlidenhed – : de fleste antog mig i al oprigtighed simpelthen for idiot. En enkelt student – søn af en rigtig pen højesteretsassessor fik jeg siden vide – mored sig med hvergang vi mødtes, baade paa opog nedtur, at traktere mig med et kraftigt: «isch!» osv. osv. – Og hvem det saa var alle glante de ...
Jo, det var hyggeligt at spasere paa Karljohan den dag. –
Naa, men alt dette var jo bare smørrebrød, det generte mig s'gu ikke det mindste. Jeg gav fanden i dem allesammen og lod dem glo saameget de vilde mens jeg gik der langsomt op og ned ad gaden i det dejlige solskinsvejr og de par graders kulde, med hænderne i lommen, min store sølvknappede stok under armen og min lille malesjøske, skjæve filthat paa hodet.
Men saa blev klokken to, og smaapigerne kom fra skolen.
Jeg gik netop tvers over Universitetsgaden paa nedtur, da jeg oppe i gaden saa hele flokke af dem komme nedover, og jeg stansed paa hjørnet og blev staaende der for at se om nogen af mine smaa var iblandt dem ...
Jo ganske rigtig! der kom de allesammen i ét følge. De lo og stak hoderne sammen saasnart de fik øje paa mig. Men da de kom nærmere, retted de sig pludselig allesammen op, tog dameminer paa og gik forbi mig seende alvorlig ud i luften med de smaapigeagtig overlegne ansigter og ladende som de hverken saa mig eller la mærke til at jeg hilste.
Men ikke før var de vel kommen forbi, før de pludselig misted holdningen igjen, kasted dameminen og stak hoderne sammen og vendte sig om og lo og sa: «nitten tyvendedel!» og «tyve koner!» i munden paa hverandre.
Jeg smilte trist og lod dem gaa – herregud, med dem var der ingen raad – og blev staaende og vente paa Gerda ...
Deroppe kom hun paa den anden side af gaden, oppe ved universitetets gymnastikhus. Hun gik langsomt, spejdende ned over gaden. Saa, da hun var midt for universitetshaven, fik hun pludselig øje paa mig dernede paa hjørnet – og med ét sæt drejed hun sig om og sprang tilbage den vei hun var kommen, og forsvandt om hjørnet bag gymnastikhuset ...
Jeg blev staaende en stund og se paa den plet hvor hun var forsvunden, vendte mig saa om og gik langsomt nedover Karljohan med en følelse af usigelig forladthed ...
Men midt imod mig, dernede ved storthinget, kom artillerimusiken omgit af en lystig menneskesværm marscherende opover den snebelagte solbeskinnede gade, spillende en munter frejdig marsch. Knappen paa anførerens dirigentstok og alle messinginstrumenterne bag den blinked i solskinnet, og de muntre frejdige toner lød tydelig og distinkt gjennem den kolde klare solskinsluft helt op til mig.
Men altsammen, solskinnet paa sneen, hornenes blinken i sollyset, de muntre frejdige toner og duften af den glade stemning blandt menneskesværmen dernede – alt prelled af paa mig; jeg følte ikke noget ved det, det var altsammen som bud fra en anden verden, hvor jeg ikke hørte hjemme, og som ikke kom mig ved. Jeg følte bare det ene, at hun var tabt. Og følesløs og apathisk for alt andet gik jeg nedover med langsomme skridt.
Nede ved Cammermeyer mødte jeg musiken og menneskene. Derover paa den anden side af gaden, forrest i sværmen som fulgte musiken, kom som sædvanlig Laden, lang og tynd, i den rødfalmede vinterfrak som aldrig havde siddet i halsen; bogpakken under venstre arm, pengevæsken ved højre side, stokken i den røde knoklede højre. Han stavred fremover paa de lange tynde ben med de store flade fødder i takt med musiken, og velbehag straaled ud af det lille magre høgeansigt med den store skarpe næse, de dybtliggende brune øjne med hvidt helt rundt, og det tjafsede, forpjuskede bukkeskjæg.
Den groteske figur som jeg kjendte saa godt gled mig forbi som noget fremmed noget fra den anden verden hvor jeg ikke hørte hjemme ...
Men trængselen paa fortouget blev mig for stærk, og jeg stansed og sat siden imod menneskestrømmen og lod den passere. Og ansigterne, kjendte og ukjendte om hverandre gled forbi; de fleste stirred paa mig som «han med de tyve,» og man puffed til hverandre og viste mig for hverandre. Det generte mig ikke ... de maatte gjerne ... jeg bare stod der og led ved at hun var revet ud af mit hjerte.
Endelig var jeg forbi. – Længere nede mødte jeg Jarmann og vi gik opover igjen og jeg fortalte ham det.
Han hørte paa det og blev saa gaaende og se ned i gaden uden at sige noget. Det smitted; jeg gjorde uvilkaarlig det samme, og vi blev gaaende der ved siden af hverandre, tause, med trætte apathiske ansigter som to ensomme slagne mænd – op til universitetsbibliotheket – og ned til Grand; op igjen og ned igjen ... indtil klokken var tre, musiken forbi, og menneskene borte.
Saa forlænged vi turen helt ned til posthuset. Der skiltes vi, han for at gaa hjem, jeg for at gaa til Ingebret.
Men først blev jeg staaende og se efter ham.
Han gik fort opover, men ikke rask, ikke med det sædvanlige spænstige i gangen. Og skuldrene, ellers nervøst optrukne naar han skyndte sig, var slapt sænkede.
– Ja, vi kunde gjerne lægge aarene ind!
Jeg vendte mig om for at gaa nedover Kirkegaden. En liden fillet fattiggut paa en 9, 10 aar stod plantet paa sine to ben midt i gaden med hænderne i buxelommen og saa paa mig. Han havde ingen frak. Det lidt forsultne, blege ansigt med opstoppernæsen og de kvikke blaa øjne, som kikked frem under den gamle skothue, havde noget ægte gaminmæssigt ved sig, som tiltalte mig, og jeg blev staaende og se paa ham. Da han mærked det, sat han et skøjeragtig elskværdigt smil op og saa mig kjækt op i øjnene som følte han sit menneskeværd og vilde gjøre det gjældende tiltrods for de usle klær. Der var noget gjennem godt i udtrykket om munden og de blaa øjne; han saa ud som om han var beredt til hvad det skulde være, ondt eller godt, eftersom man opførte sig imod ham. – Jeg vinked paa ham, han kom strax hen, og jeg tog et kronestykke op af ticketlommen i vinterfrakken – : vil du ha den? – Han tog den og undersøgte den nøje; saa saa forundret op paa mig. Jeg smilte. Saa stak han forsigtig, ligesom forsøgsvis mynten i lommen og lo op til mig. Jeg smilte fremdeles. Saa først følte han sig sikker.
– Hurra! ropte han pludselig, slog ud med haanden og sat afsted ud over Torvgaden det forteste han kunde.
Jeg stod og saa efter ham. – Jeg kunde godt li den lille ... Jeg følte mig i slægt med ham ...
Og saa vandred jeg langsomt ned over Kirkegaden til Ingebret med en vemodig følelse af commune naufragium.
Den næste morgen kom jeg igjen op til Amandus. Han sad ligesom igaar paa den høje krak foran pulten henne ved vinduet. Da han saa det var mig, tog han mit manuskript som laa foran ham paa pulten, rejste sig og rak mig det – :
– Vi kan desværre ikke ta det ind, sa han med afvisende kold høflighed.
Jeg saa paa ham, og jeg tilstaar at mit blod var ved at komme ikog ved tanken om at dette menneske skulde sidde inde med denne magt.
– Vel, sa jeg rolig; vil De saa være saa snil at fortælle Deres anonyme referent, at hvis jeg faar vide hvem han er, saa planter jeg min sølvknappede stok midt i fjæset paa ham den første gang jeg møder ham paa gaden.
Amandus smilte – som man smiler ad en uskadelig trudsel.
– Og hvad Dem angaar hr. Amandus, fortsat jeg, saa kan jeg jo naturligvis ikke ville gjøre Dem noget, da De jo, som bekjendt, er fuldstændig utilregnelig.
Han smilte overlegent – :
– Tak, jeg tænker det kan være nok. Værsgod, der er døren! – og han pegte hen paa døren der bag mig.
Jeg bukked smilende – : Mange tak hr. Amandus! og gik.
Men idet jeg passerte igjennem det ydre redaktionskontor hvor hans to negre sad, kunde jeg ikke la være at unde mig selv den fornøjelse at udtrykke min foragt for dette tilfældige redskab for en satans skjæbne. Og saa sa jeg højt, saa baade Amandus som stod i døren til det indre kontor og saa efter mig og hans negre herude hørte det – :
– Den lort! ...
Dermed spaserte jeg ud af døren og gik op til Friele i Morgenbladet.
Ham fandt jeg siddende i et lidet firkantet stygt, grønmalet værelse med et vindu ud til gaarden. Hele den højre halvdel af værelset var optat af et stort ovalt bord, opfyldt af aviser og papirer. Foran det, med ryggen mod mig, sad Friele og læste en avis. Han løfted ikke hodet, sa ikke goddag, bad mig ikke sidde ned, og jeg blev staaende en stund og vente – jeg havde besluttet at være høflig til det yderste.
Endelig behaged det ham at se op og pege paa stolen ved vinduet; men han sa fremdeles ingenting.
Jeg forebragte da min anmodning og oplyste at jeg havde henvendt mig forgjæves til Aftenposten som havde optat det anonyme skribleri.
Han saa op af avisen, tog mit manuskript og saa det hele igjennem paa et halvt minut; han var s'gu endnu flinkere end Amandus til at læse vertikalt.
– Jamen højstærede! – dette er jo ogsaa bare noget skribleri, sa han saa.
Jeg bukked forbindtlig.
Saa kikked han igjen et øjeblik i manuskriptet – :
– Nej, dette kan ikke staa i Morgenbladet, sa han saa afgjørende og rak mig manuskriptet tilbage.
Jeg tog det og rejste mig – :
– Jeg ber meget undskylde ...
Men han afbrød mig kort – :
– Jeg skal gi Dem et godt raad unge mand – : Se De til at faa dette glemt snarest muligt, og gaa saa hen og se til at bli et voxent menneske.
Jeg bukked igjen forbindtlig, han tog atter fat paa sin avis og lod som om jeg ikke existerte, og jeg sa adiø uden at faa noget svar og gik. – ––
Da Jarmann om eftermiddagen kom gaaende opover Kirkegaden, med hænderne i lommen og optrukne skuldre, lidt frysende i det graakolde vejr, mødte han oppe ved posthuset Friele med opslaat frakkekrave – tæn– derskjærende som sædvanlig. Paa flere skridts afstand begyndte Jarmann at glo ham hadefuldt ind i øjnene, og da han kom lige ind paa ham sat han sit fjæs tæt op i Frieles, vrinsked ham rasende op i ansigtet, og fór saa forbi.
Friele stansed forbløffet og vendte sig og blev staaende og se efter ham. Jarmann vendte sig ogsaa og saa det. Og saa blev han pludselig mindre behagelig tilmode ved tingen og skyndte sig halvt ængstelig om hjørnet og forsvandt blandt menneskene oppe i Karljohan.
XV.
Efter den dag var jeg stadig paa mine Karljohan-promenader i musiktiden gjenstand for publikums meget specielle opmærksomhed. Jeg følte, at afgrunden mellem dette publikum og mig var uoverkommelig. Kristiania publikum er for lidet til at kunne glemme.
Og de fjortenaars smaa forbedred sig ikke.
Og Gerda var og blev borte; jeg saa hende vistnok af og til, men strax hun fik øje paa mig, enten skyndte hun sig over paa den anden side af gaden, eller hun tog af den første den bedste sidegade.
Og Lily fik af sin far forbud mod at ha mere med mig at bestille – : jeg kunde bedærve hende aandelig, sa han.
Jeg havde altsaa ingenting at gjøre andet end mit arbejde som referent. Naar jeg var færdig med det gik jeg lige hjem, tog slobrok og tøfler paa, tændte en cigar og la mig hen paa sofaen og blev liggende der hele eftermiddagen og aftenen udover, uden at tænde lys – jeg vilde ikke ha nogen op til mig sløv og apathisk, røgende og stirrende op i taget uden at tænke paa nogen verdens ting, bare træt, kjed af det hele. Slig gik nogen dage. Jeg blev rent syg af at ligge slig hen og tænkte af og til paa at gaa ud og slaa mig lidt løs; men jeg kunde ikke opdrive energi til det heller.
– Saa en dag kom Bjørnson til byen, og jeg beslutted som et sidste forsøg paa at redde situationen at gaa op til ham og be ham skrive nogen ord i en avis om det jeg havde sagt: ikke en forklaring, nej bare en erklæring om at «jæg, Bjørnstjerne Bjørnson, siger dere at dette ikke er noget svineri, men en af de mange moderne tanker, som bør diskuteres for at vi kan komme paa det rene med hvad der er det rette.»
Jeg gik derop en dag lige over middag, sammen med Jarmann. Paa vejen var han i straalende humør – : Nu skulde alt ordne sig... Bjørnson var manden til at greje sagen det var jo klart! ... han baade kunde og vilde der var ikke tale om andet! ... Hvad det dog var for en lykke for et land at ha en mand som Bjørnson ... Aa han havde altid elsket og beundret Bjørnson – men aldrig som idag! ... Og han gik der med de opskudte skuldre og hodet paa skakke forover og stirred ungdommelig begejstret ud i luften, fortabt i kjærlighed og beundring for denne enestaaende mand, der leved alt med hvad vi allesammen leved.
Jeg havde jo mine tvivl, men jeg nænned ikke at si noget – han vilde følt det som helligbrøde. –
Bjørnson bodde oppe i Olafs gade hos sin bror, bureauchefen. Jarmann vented udenfor, mens jeg gik ind.
Jeg kom ind i en almindelig familiedagligstue. Da jeg havde nævnt mit ærinde tog vi plads i sofaen, Bjørnson i det ene hjørne med armen hvilende langs sofaryggen, jeg i det andet, og saa sa han – :
– Hvad har De sagt?
Jeg refererte da første del af mit sidste prostitutionsforedrag, det som handled om gejstlighedens udelukkelse fra en saadan diskussion.
– Ja men det ær jo rigtigt! sa Bjørnson.
– Javist er det rigtigt ja. Men det var heller ikke egentlig det som ødela mig; det var det senere. – Og saa refererte jeg videre, det om blegsotten.
Men jeg blev strax afbrudt – :
– A, ja, nu ved jeg alt hvad De har sagt, sa Bjørnson; jæg kjender det altsammen, for jæg har læst alt hvad der er skrevet om de ting. Men dette med blegsotten det forholder sig ikke saa. Da jæg var i Amerika ...
– Jamen det var endda ikke det værste af det jeg sa! skjød jeg ind – i en vranten tone, for at faa lov til at fortsætte. Og det fik jeg da ogsaa, men han likte det øjensynlig ikke.
Saa fortalte jeg om min appel til familiefædrene i anledning af blegsotten.
– Nej men gud bevare mig vel! at vove at sige sligt til et norsk publikum! nu har jeg aldrig hørt ... hvor gammel er De?
– 27 aar. – Men endda havde det ikke vært saa farligt naar jeg bare ikke havde fortsat.
Han saa paa mig. Mit ansigt viste tydelig at jeg var bestemt paa at tale ud.
– Naa ja, hvad sa De saa videre? sa han saa.
Jeg udvikled da det for ham som jeg havde sagt om at det var mere moralsk af folket, naar det først vilde ha et supplement til ægteskabet, da aabent at vedkjende sig det, end at gaa hen og lyve offentlig for sig selv saaledes som man her havde foreslaaet.
Bjørnson rysted langsomt paa hodet – :
Næj, næj, sa han; det ær galt dette med blegsotten! Da jæg var i Amerika, saa diskuterte vi den ting – ja min deltagelse i diskussionen bestod nu væsentlig i at høre paa –, men vi kom til det resultat, at dette med blegsotten, det havde ikke saa meget paa sig. Og jæg har læst alt hvad der er skrevet om de ting – det er ikke saa ... Og saa er det ikke i den retning De vil, vi maa faa den ting forandret; nej, det er denne brunsten vi maa bli kvit.
Jeg smel.
– Brunsten maa væk! gjentog han med overbevisningens kraft.
– Den er naturlig, sa jeg; og naturalia non sunt turpia som bekjendt ... Desuden, vi har ikke saa mange nydelser at vi har raad til at kaste nogen af dem bort. – Men forresten, det som gjorde udslaget i min tale, det var det jeg endte med. – Og jeg refererte min udtalelse om umuligheden af at komme i et fuldstændig intimt forhold til en kvinde uden at ha legemlig omgang med hende, og om det deraf resulterende tab af 19/20 af det sociale livs indhold.
Han sad et par sekunder og saa ud i luften. Saa sa han – :
– De har vært en stor tosk – det skal De ha! ... Jeg ved ikke bedre, end at De faar ta straffen! – og han rejste sig op af sofaen og gik hen og stilled sig op i vinduet med hænderne paa ryggen og blev staaende der og se ud.
Jeg rejste mig ogsaa og blev staaende der bag ham og betragte hans brede solide ryg.
Saa vendte han sig pludselig om – :
– Hvor har De læst dette her henne? sa han.
Jeg saa paa ham: det samme spørgsmaal havde min fede ven Otto Petersen gjort mig den foregaaende aften; men at jeg skulde faa det spørgsmaal fra Bjørnson ... Naa, men han vented virkelig paa svar, det var slet ikke spøg.
– Læst det? ... læst det? ... sa jeg. – Ja det ved jeg virkelig ikke; jeg tror det ligger i luften.
– Der ligger ingenting i luften: sa han i en afvisende tone. – Hvor har De læst det?!
– Ja fan'en, hvis jeg absolut skal ha læst det etsteds, saa ved jeg ikke det kan ha vært noget andet sted end i Brandes's hovedstrømninger; der staar vist noget sligt noget ... noget i den retning.
– Næj.
– Ja saa ved jeg saamen ikke hvor det kan ha vært; for jeg har virkelig læst saa lidet, og det lille jeg har læst har mest vært abstrakt filosofi ... Men De sa, jeg fik ta straffen. – Dermed vil jeg være socialt ødelagt, og saa kan jeg herefter ikke gjøre nogen ting af det jeg har lyst til at gjøre.
– Vil De gjøre dette til Deres livssag?
– Det vilde være vaas af mig at gjøre dette til min «livssag» hvis jeg for fremtiden skal være udelukket fra det sociale liv. Min tidligere mangel paa omgang med mennesker er skyld i at jeg har kunnet optræde saa tosket som jeg har gjort. Skal jeg nu bøde med ensomhed for denne ene gangs toskethed saa er det forbi med mig – og et par ord af Dem vil sandsynligvis kunne redde mig.
– Jeg kan ikke forklare folk dette her! – han sat sig ligesom træt ned i lænestolen med ryggen mod vinduet og ansigtet vendt mod mig.
– Nej, men jeg tror heller ikke det behøves; en blot og bar erklæring fra Dem vil være nok.
– Jeg kan ikke gi nogen saan erklæring.
Jeg saa paa ham.
– Jamen, sa jeg; det som det gjælder om for mig, det er bare at bli renset for denne beskyldning for svinskhed, for bestialitet. Det er jo den der gjør mig socialt umulig. Og det maa De da indrømme, at der er ikke noget svinsk i det jeg har sagt.
Han la sig langsomt tilbage i lænestolen, stirred en tidlang dybsindig ud i luften og sa saa med ægte Bjørnsonsk udtale – :
– Jo! – Jo! – Det ær svinsk! ... Det ær svinsk dette, at man ikke uden gjennem penis skal kunne komme i et fuldstændig intimt forhold til en kvinne.
Jeg saa paa ham en stund, la saa begge haandflader op paa mit hode og strøg dem vexelvis ned over haaret mod panden – hvad fan'en skulde jeg ogsaa svare?
Han betragted mig nøje – : han trodde – hvad han ogsaa den samme dag udtalte til en ven af sig – at jeg var gal.
– Jamen, sa jeg endelig, De maa da kunne forstaa det at naar jeg tror det forholder sig saa, saa kan jo den ting, at det forholder sig saa, være saa svinsk den være vil – den svinskhed falder da ialfald ikke tilbage paa mig!
Han betænkte sig lidt.
– Nej, nej, sa han saa; slig som De nu siger det saa forstaar jeg nok det. Men det ær galt dette, det ær ikke saa. Da jæg var i Amerika, saa sad jæg og talte med en dame, og hun tegned op for mig paa et stykke papir vaginalgangen med klitoris og ægge– stokkene og jæg husker ikke nu hvad det er for noget altsammen, og forklarte mig hvad det var som foregik derinde under aktus....
– Jamen kjære Dem, sig mig, hvad var hun for noget? Studerte hun medicin?
– Ja, hun var professor i anatomi.
Jeg lo.
– Ja men for det første, sa jeg, saa er det svært faa fruentimmer som er professorer i anatomi. Og dernæst – : for det om hun tegned op det der'e for Dem, saa var det s'gu derfor slet ikke sagt, at hun havde villet gaa hen og aabne hele sit indre for Dem saalænge De ikke stod i noget kjærlighedsforhold til hende. Og sikkert er det ialfald, at de aller, allerfleste fruentimmer gaar det ikke an at faa til helt at betro sig til En, helt at aabne sig for En uden det. Det er nu ialfald min erfaring – selv om den ikke er saa stor.
– Nej, det er erfaring vi mangler allesammen.
– Bøf! vilde jeg ha sagt. Men i det samme gik døren op og fruen stak hodet ind fra sideværelset og sa – :
– Du! Henrik vil vise dig nogen billeder.
Det ante mig at dette var det aftalte tegn paa at audiensen skulde være forbi, og da jeg saa ham vexle et hurtigt blik med fruen, skelte jeg med et lidt ækkelt smil hen paa ham og rejste mig.
– De vil altsaa ikke hjælpe mig med et par ord fra Dem, spurgte jeg.
– Næj, jeg kan ikke det.
– Vel; jeg ber meget undskylde bryderiet.
– Jeg faar vel se til at gjøre det, sa han og rejste sig. Adiø! –
– – Dagene bagefter gik Bjørnson omkring i den del af det gode selskab som tilhører venstre, og præked om at «vi maa beskytte den fremskudte minoritet!» «vi maa beskytte forposterne», «det ær en forbrydelse ikke at la folk faa lov til at udtale sine meninger» osv. – Nogen dage i forvejen havde han skrevet en artikel i «Verdens Gang» betitlet: «Forskjellige samvittigheder».
Mens jeg var inde gik Jarmann udenfor og vented. –
Han gik nedover gaden et stykke, og opover igjen til huset; nedover igjen – og atter opover. Han gik fortere og fortere. Men ikke af utaalmodighed; bare af begejstring. Det varte længe, syntes han; men jo længer det varte desto mere begejstret blev han ... desto intimere blev jo samtalen mellem dem derinde. – Aa hvor han glæded sig til at faa høre den....
... Ja, Bjørnson var manden; han vilde helt ud forstaa det altsammen ... og han havde begejstring – og magt ... magt! ... Han vilde gjøre mere end Herman Eek bad om ... for han vilde bli mere begejstret end alle vi andre tilsammen....
... Han var her bare paa gjennemrejse. – Men hvem kunde vide, om han ikke nu vilde faa lyst til selv at slaa sig ned herinde og lære os unge mennesker at kjende ... og leve sammen med os ... Da skulde der komme liv i papirerne ... aah ...
... Naar alt kom til alt: Bjørnson var ham mere, selv end Sverdrup ... Sverdrup var større gudbevars; men hans stilling udelukked ham fra livet mellem os unge ... Sverdrup førte armeen – men forposternes naturlige fører var Bjørnson ... og vi var forposterne ... derfor var det vi kom til mere at «holde af» ham ...
... Jo, han var sikker paa, at Bjørnson vilde slaa sig ned her ... for nu vilde han se at her var hans plads ...
Og han skridted afsted opover mod huset igjen med de opskudte skuldre, de stive arme med knyttede næver lidt ud fra sig, og hodet paa skakke forover, stirrende begejstret ud for sig.
Saa pludselig kommer jeg ud af porten en fem sex skridt foran ham og han faar se mit ansigt.
Og lige med ét stansed han bleg som et lig og blev staaende med den venstre haand trykket krampagtig ind imod siden og se paa mig.
– Den fordømte fyren! sa jeg.
Jarmann stod der som en støtte, og jeg maatte ta ham i armen og vende ham om for at faa ham med nedover.
Og saa fortalte jeg ham geschichten. –
Han blev gaaende en stund og se ned i gaden uden at sige noget. – Og en for en blev alle de fine traade som havde bundet hans hjerte til denne mand slidt sønder. Aa hvor det gjorde ondt! jeg kunde se det paa hans ansigt der han gik, sammensunken med den slappe gang: læber og næsebor bævred og øjnene blev vaade. –
Men saa var det forbi, og der var blet en tom plads derinde i ham. Og derind sneg sig hadet fulgt af foragten, og de to tilsammen fyldte rummet lidt efter lidt: det blege ansigt farvedes purpurrødt.
– Den tosken! fór det endelig ud af ham. Og hadet og foragten var trængt ud i stemmen.
Jeg smilte – : Fyren er gammel, sa jeg rolig; det er det hele.
– Jamen for fan'en – fór det igjen ud af ham – det var jo det som var det guddommelig store ved ham, at han var yngre end os alle tilsammen alligevel!
– Ja men det er han altsaa ikke.
Jarmann svarte ikke, bare stirred dumpt ned for sig; mens vi langsomt gik videre. Ingen af os talte, helt til vi kom ned i Grand. Undtagen én gang paa vejen. Det var Jarmann som rysted sin knyttede næve ud i luften og sa – : Aahh! det mennesket!
En aften nogen dage efter – jeg laa ikke længer i mørke om aftenen – kom Jarmann som sædvanlig op til mig. Han sa goddag, tog af sig og sat sig hen i gyngestolen og tændte en cigar som i gamle dage. Jeg laa henne i sofaen i slobrok og tøfler, og røgte jeg ogsaa. – I nogen tid blev der ikke vexlet et ord. Saa sa han:
– Har du ikke fundet paa noget?
– Nej.
Der blev en pause paa et helt kvarters tid, hvor vi begge bare stirred op i luften efter røgen af vore cigarer. Saa sa han igjen:
– Tror du ikke det er muligt at finde paa noget?
– Nej.
Igjen en lang pause paa nok et kvarter med stirren op i luften efter cigarrøgen. –
Saa var hans cigar røgt ud og han tændte en ny og sa – :
– Kom la os gaa ud og faa fat paa noget fruentimmer!
– Gider ikke, sa jeg mat.
Ny pause; ny stirren paa den samme ensformige røg. – Saa sa han:
– Vi gaar ud og drikker et glas toddy, hvad?
– Jeg gider ingenting, svarte jeg og tulled slobroken tættere om mig med en kuldegysen.
Han blev siddende en stund, stille, og se paa mig – ganske trist, som om han følte at nu var det forbi, nu var der ikke noget mere som bandt os sammen.
Saa rejste han sig op og tog paa sig.
– Godnat! sa han.
– Godnat! – – –
Han gik ned til Gravesen og sat sig ved et af de smaa vindusborde og forlangte en whiskytoddy og en cigar. – Opvarteren bragte det, og han blev siddende der og nippe til toddyen og blæse røgen ud fra sig, uden at se paa noget og uden at tænke paa noget – indtil glasset var tømt. Saa betalte han, tog paa sig og gik ud paa gaden.
Det var et behageligt vejr, passelig koldt, og toddyen havde git varme indvendig. Udenfor stansed han og blev staaende under gaslygten paa hjørnet og se paa de Karljohansfruentimmer som kom forbi ...
– Se saa, nu sidder vi nede i den samme gamle sørpa igjen, mumled han halvhøjt hen for sig. –
Om lidt kom der et fruentimmer han likte. Saa slog han an og gik hjem med hende.
Siden den dag hændte der hver aften, saasandt jeg var hjemme, følgende:
Klokken ti, elleve, tolv, eftersom det kunde falde sig, blev jeg vækket op af min døs derhenne i sofaen ved lyden af et sneboldkast paa ruden. Jeg vidste det var Jarmann, og rejste mig op af sofaen, gik hen til vinduet, lukked det op og læned mig udover paa de korslagte arme. – Dernede stod han.
– Godaften! sa han.
– Godaften!
– Har du oplevet noget?
– Nej! – End du?
– Nej!
Saa blev han staaende en stund og se op paa mig uden at sige noget. Og jeg blev liggende deroppe, lænet ud af det aabne vindu og se ned paa ham dernede i mørket, uden at sige nogenting jeg heller.
– Godnat! sa han om en stund.
– Godnat!
Saa gik han langsomt med slappe skridt nedover paa de fire sammenhæftede planker, der tjente som fortoug i den halvfærdige gadestump.
Og jeg blev liggende der med hodet ud af vinduet, og se efter hans traurige skikkelse, indtil den forsvandt dernede om hjørnet af Langesgade.
Og saa trak jeg hodet til mig, lukked vinduet, tulled mig godt ind i min slobrok og la mig igjen hen i sofaen til at stirre op i luften efter røgen af min cigar.
XVI.
Det var triste dage. Evig og altid denne liggen paa sofaen og denne stirren op paa den kjedsommelige cigarrøg uden at tænke, uden at føle, bare sunken hen i sløv apathi, og med en tyngende fornemmelse over hjernen.
Saa en dag finder jeg mig selv liggende der og i tankerne holde en tale til det pene moralske publikum, som havde bragt mig i denne tilstand...
– Fan'en! det skulde være noksaa moro virkelig at holde den tale! ...
Men hvordan skulde det gaa for sig ... ?
Arbejdersamfundet? – Nej fy for satan, det havde jeg faat nok af ...
Studentersamfundet? – Ja, kunde jeg redde mit rygte dernede, saa kanske jeg kunde faa det gjenoprettet ude blandt publikum også ... og alt kunde kanske endnu bli godt ...
Jamen jeg maatte ha en anledning; ellers saa det for rart ud ...
Jeg spekulerte en stund paa tingen.
... Jo, død og pine, det var jo sandt: Lochmanns theses, som han havde opstillet under diskussionen om Irgens Hansens «den yngre akademiske slægt» – det var jo et brilliant grundlag. Den første halvpart af disse nogen og tredive theses, der handled om videnskabens upaalidelighed, var imødegaat af Andreas Hansen som endnu vented paa Lochmanns svar; den sidste halvdel, som handled om determinisme og fri vilje, var der ikke sagt noget væsentligt om – den kunde jeg bruge ...
Jeg udarbejded et foredrag og anmeldte det for bestyrelsen, og det blev slaaet op til paa Lørdagen.
Klokken lidt over ni kom jeg op i samfundet.
Midt i den lille gang fra garderoben ind til den lille sal stansed jeg et øjeblik og kikked ind i festsalen. – Den var stoppende fuld af folk. Det gav mig feber – fy for fan'en! det havde jeg trod jeg var ude over nu.
Jeg lytted et øjeblik –: det var samfundsavisen, som blev læst op. Naa, jeg havde altsaa god tid: oppositionsavisen, B-numeret, skulde jo læses op bagefter ... Aa men den fordømte feber! – jeg skalv i knæerne ...
Jeg gik ind i den lille sal hvor der ikke var et menneske, andet end opvarterne, sat mig paa sofabænken ligeoverfor kathedret og fik mig en halv øl at styrke mig paa, og tændte en cigar ...
... Nu begyndte de paa B-numeret derinde ... en lattersalve lød strax i begyndelsen... det var altsaa morsomt. Jeg forsøgte at høre men kunde ikke opfatte noget sammenhængende ... jeg var ogsaa for febrilsk! ... Aa gid det var færdigt; denne ventetid var utaalelig...
Jeg forlangte en selters og sad færdig til at la den springe naar B-numeret var forbi.
Men det vilde aldrig ta nogen ende. Der kom lattersalve paa lattersalve men bestandig blev der læst videre ...
Endelig! – Jeg lod seltersen springe og slog den i glasset og gik derind.
Midt imellem døren og kathedret, mens jeg holdt paa at trænge mig frem der mellem alle menneskene med seltersglasset i den ene og cigaren i den anden haand, mødte jeg formanden med et ansigt som om der var noget galt paafærde.
– Naa er De dèr! sa han som en skolemester der har gjenfundet en bortrømt elev; skyndte sig saa tilbage og op paa kathedret igjen, og ikke før var jeg naad frem til foden af kathedret, før han slog ud med haanden i retning af mig og sa: værsgod! hr. Eek har ordet.
– Ja, sa jeg, men min stemme er ikke større end at jeg nok gjerne vil staa paa kathedret; derfra høres jeg bedst.
Det likte han tydeligvis ikke; han pegte paa den lavere sideafsats paa kathedret –: De kan jo staa der!
Jeg mærked fyrens uvi]je og blev ærgerlig; og det var noksaa heldigt, for dermed forsvandt feberen. Jeg steg op det ene trin og forsøgte om der var albuerum paa den lille sideafsats; men den var for smal. Nej, jeg kan ikke staa her! sa jeg saa og steg uden at spørge videre, op ved siden af formanden og trængte ham tilside uden at se paa ham. Han blev staaende der ved siden af mig uden at si noget men det var ikke egentlig velvillige blikke han sendte mig, fik jeg siden høre. Der var temmelig uroligt i salen og jeg blev staaende en stund og se ud over forsamlingen, ganske rolig.
– Vil De ikke begynde?! spurgte formanden i skolemestertone.
– Nej, ikke før det er blet stille.
Formanden forlangte ro i salen, og da det saa endelig var blet nogenlunde stille, begyndte jeg:
Mine herrer!
Hr. professor Lochmann har endnu ikke gjort os den fornøjelse at komme frem med sine indvendinger imod det foredrag Andreas Hansen her i studentersamfundet holdt imod ham og hans theses. Jeg vil nu levere et supplement til dette hr. Hansens foredrag, og jeg haaber hr. Lochmann vil gjøre mig den fornøjelse at svare paa hvad jeg nu vil sige, samtidig med at han svarer paa hvad hr. Hansen tidligere har sagt.
Hr. professor Lochmann har gjennem en aarrække ved sin optræden her i studentersamfundet søgt at mistænkeliggjøre den moderne videnskab i de unge studerendes øjne, – ialfald har han tilraadet forsigtighed ligeoverfor den – og som man ser af hans theses har hans væsentlige grund dertil vært den, at den moderene videnskab mistænkeliggjør den frie vilje – og den frie vilje, den vil hr. Lochmann hævde. Det er dette de dybestliggende motiv for hr. Lochmann optræden jeg her specielt vil behandle; det blev nemlig kun i forbigaaende berørt af hr. Hansen.
Bortseet fra hvorledes det egentlig forholder sig med dette spørgsmaal: fri vilje eller ikke fri vilje, saa er der allerede rent paa forhaand vægtige grunde som taler for ikke at holde paa den frie vilje. Det er jo nemlig saa, at har mennesket fri vilje, d. v. s.: hvis et menneske som er slig og slig, under de og de indre og ydre omstændigheder kan handle – ikke blot saaledes som han virkelig handler, men ligesaavel akkurat stik modsat, saa er jo dermed al lovmæssighed ophævet paa det psykologiskes omraade. Og da er saavel et psykologisk kunstværk som en psykologisk videnskab aldeles umulig. For et psykologisk kunstværk er jo ikke noget andet end en fremstilling af hvorledes et menneske som er slig og slig, under de og de indre og ydre omstændigheder maa handle slig og slig og ikke anderledes; det er med andre ord en fremstilling in concreto af psy kologiske love. Og en psykologisk videnskab er jo ikke noget andet end en fremstilling af disse samme psykologiske love in abstracto. Gives der nu altsaa ikke saadanne psykologiske love, saa kan der jo heller ikke gives nogen fremstilling af dem, og da gives der altsaa hverken noget psykologisk kunstværk eller nogen psykologisk videnskab; begge dele er da lige umulige.
Paa kunstens og videnskabens vegne er der altsaa allerede rent paa forhaand al opfordring til ikke at holde paa den frie vilje.
Og hvorfor saa holde paa den?
Jo, m. hrr. af hensyn til moralen maa vi holde paa den frie vilje. Gives der nemlig ingen fri vilje, saa gives der heller ingen tilregnelighed, og gives der ingen tilregnelighed, saa falder jo dermed ogsaa moralen bort: thi at gjøre moralen gjældende ligeoverfor utilregnelige væsener, det kan jo ikke gaa an. Altsaa: af hensyn til moralen maa vi holde paa den frie vilje. –
Men hvorfor saa holde paa moralen? –
Af hensyn til kunst og videnskab? – Nej; de fordrer blot lovmæssighed og ikke moral. Af hensyn til samfundet da? – Nej; samfundet behøver kun sine love – og institutioner hvorigjennem det haandhæver disse love. Mere behøver samfundet ikke for at bestaa, og om vi altsaa tager moralen bort saa styrter vi dermed ingenlunde samfundet overende. Bestræbelserne for at udrydde moralen er ikke samfundsopløsende.
Ja – vil man svare mig –, dette havde været ganske rigtigt hvis det ikke uheldigvis forholdt sig saa at ingen institutioner kan haandhæve et lands love med mindre ialfald den store masse af folket har – saapas megen moral ialfald, at de føler det som sin pligt at overholde lovene; thi ellers vil den haandfuld folk hvoraf rettens haandlangere bestaar ikke formaa at haandhæve lovene ligeoverfor folkets store masse. –
Nej det vil de rigtignok ikke – forudsat at lovene ikke er et udtryk for hva den store masse af folket vil, og altsaa ikke har sin rod i den almindelige bevidsthed; og forudsat at hver enkelt borger ikke forstaar, at hvis ikke lovene opretholdes saa kan samfundet ikke bestaa, og at uden at samfundet bestaar kan heller ikke han leve som frit menneske. Nej det er sandt: under de to forudsætninger vil lovene ikke kunne haandhæves uden at folket har ialfald saa megen moral at enhver føler det som sin pligt at overholde lovene. Men, forudsætter vi at et folk lever i fuld politisk frihed, saaledes at love og institutioner ikke komme ovenfra men danner sig ud af den almindelige bevidsthed om samfundets behov; og forudsætter vi at hvert enkelt medlem af samfundet kjender den almindelige samfundslære og saaledes forstaar at lovenes overholdelse er ligesaa nødvendig for hans egen existens som frit menneske som den er nødvendig for samfundets bestaaen – saa er det vel en ting som siger sig selv det, at hver enkelt borger af hensigtsmæssighedshensyn vil lovenes overholdelse, og at altsaa rettens haandlangere, som under udøvelsen af sin gjerning har den store folkeopinion i ryggen, uden vanskelighed vil kunne haandhæve lovene gjennem de retslige institutioner. Forudsætter vi altsaa at et folk lever i fuld politisk frihed og at ethvert af samfundets medlemmer er kjendt med den almindelige samfundslære, saa behøves der slet ingen moralsk følelse hos folket for at sikre lovenes haandhævelse; dertil behøves simpelthen kun den almindelige forstaaelse af det hensigtsmæssige for enhver borger i, at lovene overholdes. Det er altsaa ganske rigtigt det, at har folket ikke denne forstaaelse, saa maa det have moral for at samfundet skal kunne bestaa. Men bibringer man folket denne forstaaelse, saa kan man ikke blot for samfundets skyld gjerne udrydde denne moral som bestaar i at man føler det som sin pligt at overholde lovene; men den moral falder simpelthen bort af sig selv.
Men hermed er vi ingenlunde færdige med moralen. Det er nemlig ikke blot denne følelse af at det er pligt at adlyde lovene det er ogsaa en hel mængde andre pligtfølelser som moralen kræver af os at vi skal gaa omkring med og indrette vore handlinger efter. Og tillader man sig, ikke at handle i overensstemmelse med disse moralske følelser, eller endog aabent at tilstaa at man slet ikke har dem – ja, saa blir man for det første ilde omtalt; man blir en lidet anseet mand som det heder; dernæst blir man, om man ikke sidder meget fast i sadlen, ofte paa den mest smaalige og pøbelagtige maade skadet i økonomisk henseende; og endelig blir man udelukket fra det sociale liv. Ligeoverfor denne sidste straf: udelukkelse fra det sociale liv, er kvinden den uheldigst stillede. Det er en straf som det kan være haardt nok for en mand at bære, men for den kvinde hvem den rammer, er den ligefrem frygtelig; thi hende rammer den for livet, medens den for mandens vedkommende kan hæves igjen. Derfor er ogsaa kvinden, udvortes ialfald, gjennemsnitlig langt mere moralsk end manden.
Nu ved vi allesammen det, at samfundet har den negative opgave at indskrænke individernes frihed inden visse grænser. Men er det saa, at samfundet er til for individernes skyld og ikke omvendt, saa er det dermed ogsaa givet at samfundet ikke maa trække grænsen for den individuelle frihed snævrere end det er nødvendigt for at samfundet kan bestaa. Og har nu samfundet gjennem sine love trukket grænsen for den individuelle frihed saa snævert, som det til den ende behøves og saa moralen kommer bagefter og trækker op nye snævrere grænser – saa er det klart, at moralen derved kommer i strid med samfundets opgave. Thi gaar samfundets negative opgave ikke videre end til at indskrænke den individuelle frihed saameget som det behøves for at samfundet skal kunne bestaa, saa har dermed samfundet ogsaa den positive opgave at skaffe alle sine medlemmer den fulde frihed indenfor den saaledes optrukne grænse. Og gives der altsaa i samfundet en moral som ikke tilstaar individerne den fulde frihed indenfor den af samfundet gjennem dets love optrukne grænse, saa blir det en af samfundets positive opgaver at udrydde denne moral.
Men, vil man sige, det er blot den ikke-moralske minoritet i samfundet hvis individuelle frihed udvides derved at moralen ophæves. –
Nej langtifra. Det, at den moralske majoritet af samfundets medlemmer opgiver moralen og blir ikke-moralske, det udvider den individuelle frihed ikke blot for den ikkemoralske minoritet, men ogsaa for den moralske majoritet selv.
Saa? – hvorledes kan det, at de moralske mennesker opgiver moralen og blir ikke-moralske – hvorledes kan det gjøre dem friere end de er før, vil man sige.
Jo, m. hrr! Sagen er den at de moralske sympathier og de naturlige individuelle sympathier ingenlunde er de samme. Lad os ta nogen exempler for at belyse det:
Træffer et almindeligt moralsk menneske ude i det virkelige liv paa et andet menneske om hvem han ved at han har – skrevet falsk f. ex., saa vender han sig med moralsk antipathi bort fra dette menneske og vil intet ha med ham at gjøre. – Træffer derimod det samme moralske menneske i Ibsens «Dukkehjem» paa Nora, som ogsaa har skrevet falsk, saa faar hans personlige følelse overhaand over hans moralske følelse, og han faar megen sympathi for Nora, ja endog for hendes umoralske handling – fordi digteren bringer ham til at forstaa Nora.
Eller: træffer et moralsk menneske ude i det virkelige liv paa en kvinde, en falden kvinde, som ikke blot ikke rejser sig igjen, men hvis hele liv er et stadig dybere og dybere moralsk fald, saa vender han sig med moralsk afsky bort fra denne kvinde. Men, læser det samme moralske menneske hos Alexander Kjelland om Else, hvis hele liv ligefra hun blir voxen og til hendes dødsdag netop er et saadant stedse dybere og dybere moralsk fald, saa forsvinder den moralske afsky, og han faar en inderlig sympathi for dette ulykkelige pigebarn – fordi digteren bringer ham til at forstaa hende .
Eller: træffer et moralsk menneske ude i det virkelige liv paa en kvinde som ikke blot paastaar at hun har ret til at forlade den mand til hvem hun er ægteskabelig viet, men som ogsaa, idet hun har rokket ved moralen i dette ene punkt, tillige har fundet at den hele moral er en unaturlig og uværdig indsnævring af den personlige frihed, ja som i kraft af denne sin overbevisning endog er umoralsk nok til selv at hjælpe sin egen søn til at begaa selvmord – træffer et moralsk menneske ude i det virkelige liv paa en saadan kvinde, saa er det med moralsk forfærdelse at han vender sig bort fra hende, hvis han ikke heller vælger at anse hende for gal og se til at faa sat hende ind paa et galehus. Men, træffer det samme moralske menneske i Ibsens «gjengangere» paa fru Alving som netop er en saadan kvinde, saa blir hans moralske forfærdelse strax usikker, fordi digteren bringer ham ialfald delvis til at forstaa hende , og han gribes uvilkaarlig af en personlig sympathi for denne samme kvinde, som han, hvis han traf hende ude i det virkelige liv, vilde gyse moralsk tilbage for eller søge anbragt i et sindssygeasyl.
Kort sagt: ude i det virkelige liv vil hos det moralske menneske de moralske sympathier og antipathier i almindelighed – der kan jo naturligvis gives enkelte undtagelser – men i almindelighed gjøre sig gjældende paa en saadan maade, at de afskjærer forstaaelsen og derved hindrer de naturlige indivi duelle sympathier og antipathier fra at komme frem. Herved forkrøbles disse naturlige sympathier og antipathier, vedkommende moralske menneskes individualitet kommer ikke til fri udfoldelse og hans individuelle liv faar et fattigere indhold end det kunde have faat, hvis han ikke havde vært hildet i moralen.
I nogen grad vil dette vistnok kunne afhjælpes ved læsning af forfattere, der bringer ham den forstaaelse, som moralen hindrer ham i at skaffe sig ude i livet. Men ulykken er, at naar det moralske menneske ved læsning af saadanne forfattere føler sin personlige sympathi vaagne ligeoverfor umoralske mennesker og umoralske handlinger, saa blir han forskrækket over den umoralske virkning som denne læsning har paa ham. Jeg har ikke godt af at læse det slags literatur siger han til sig selv; jeg tager skade deraf. Og saa afholder han sig fra den sort lekture. Og er han familiefader, saa forbyder han ogsaa sin kone, sine børn, sin hele familie at befatte sig med saadanne skadelige bøger. Og saaledes stænges ogsaa denne lille bagdør, ad hvilken forstaaelsen kunde snige sig ind og bringe liv i de personlige sympathier og antipathier.
Moralen hindrer altsaa de personlige sympathier og antipathier fra frit at udfolde sig, individualiteten forkrøbles, og det individuelle liv blir fattigt paa indhold. Ophæver man derimod moralen, saa faar de individuelle sympathier og antipathier frit løb, individualiteten faar lov til frit at udfolde sig, og det individuelle liv blir derved rigere. Det enkelte menneske kommer paa den ene side til selv at føre et rigere indre liv, og paa den anden side blir ogsaa hele den sociale sfære hvori han lever, rigere; den faar mere indhold derved at alle de mennesker som færdes i den, fører et rigere liv.
Men det jeg her har udviklet for Dem, er ingenlunde det væsentlige: en ganske anderledes kolossal rigdom vil moralens ophævelse tilføre det individuelle og dermed ogsaa det sociale liv derved, at samlivet mellem mand og kvinde blir fuldstændig løst fra de lænker hvori moralen har lagt det. Men, m. hrr. dette ved jeg er et saart punkt, saa jeg skal ikke indlade mig paa nærmere at udvikle det. – Men som sagt: moralens ophævelse vil altsaa forøge det individuelle og dermed ogsaa det sociale livs indhold. Og da nu nydelsen af det sociale livs indhold egentlig er endemaalet for alt vort arbejde, idet hele det sociale arbejde kun gaar ud paa at tilvejebringe de nødvendige betingelser for det sociale liv, saa er det klart, at jo rigere dette sociale liv er, desto friere er vi. Thi i desto højere grad opnaar vi formaalet for vort arbeide, og: det at opnaa formaalet for sit ar bejde, det er at være fri.
Altsaa moralens ophævelse befordrer alle samfundsmedlemmernes frihed. Og denne frihed er det samfundets opgave at befordre saameget som muligt; ergo er det samfundets opgave at udrydde moralen – vel at mærke: ikke ved lov, men simpelthen ved at bringe majoriteten af samfundets medlemmer til at forstaa, at de af hensyn til sin egen frihed bør aflægge moralen.
Paa samfundets vegne behøver vi altsaa ikke blot ikke at holde paa moralen, men samfundet fordrer tværtimod af os at vi skal udrydde den. –
Hvorfor skal vi saa holde paa moralen? Vi skal ikke holde paa den af hensyn til kunst og videnskab; de fordrer kun lovmæssighed og ikke moral. Og vi skal ikke holde paa den af hensyn til samfundet; samfundet fordrer tværtimod af os at vi skal udrydde den. – Hvorfor skal vi saa holde paa den?
Jo, m. hrr. for religionens skyld maa vi holde paa moralen; thi moralen er en del af kristendommen.
– Jamen hvorfor skal vi saa holde paa kristendommen? – Af hensyn til samfundet? Nej, samfundet behøver for at bestaa intet andet end sine love og sine retslige institutioner: det har vi jo før seet. Det behøver altsaa ingen religion. Og hvad mere er; religionen er om muligt endnu mere samfundsfiendsk end moralen. Hvad den fordrer af os staar i den allerstærkeste strid med hvad samfundet fordrer af os – og det skal jeg nu gaa over til at vise.
Samfundet har den negative opgave at indskrænke individernes frihed, og alligevel er samfundet til for individernes skyld – hvorledes kan det hænge sammen? Jo, kun i et ordnet samfund kan individet være sikker paa sin frihed; og er man ikke sikker paa sin frihed, saa er det kun en meget liden grad af frihed man kan opnaa, idet man nemlig da maa anvende den største del af sine kræfter paa at sikre sin frihed mod angreb af andre individer. Samfundet har altsaa den positve opgave at sikre individernes frihed. Men det kan samfundet ikke gjøre uden paa en negativ maade: ved at indskrænke individets frihed inden visse grænser; først derved blir der nemlig plads for alle individers frihed.
Men da nu samfundet er til for individernes friheds skyld, saa maa det ikke sætte disse grænser snævrere end det behøves; det maa altsaa skaffe individerne den størst mulige fri hed. Og da videre samfundet er ligesaa meget til for det ene som for det andet individs skyld, saa maa det heller ikke forøge enkelte individers frihed paa andres bekostning, men det maa skaffe alle individer den samme, størst mulige, grad af frihed. Med andre ord: det er samfundets positive opgave at skaffe hvert enkelt af sine medlemmer al den frihed som det kan skaffe dem, uden at nogen enkelts frihed derved kommer til at lide.
Har nu samfundet løst denne sin opgave?
Nej; kaster vi et blik paa det virkelig existerende samfund, saa ser vi at denne opgave er meget langt fra at være løst; der staar endnu meget tilbage at gjøre i saa henseende. – Jeg skal gaa lidt nærmere ind paa dette, skjønt der her naturligvis ikke kan være tale om at gaa synderlig i detalj.
Fæster vi for det første vor opmærksomhed paa den politiske frihed i vort samfund, saa ser vi at den endnu er i sin barndom. Det er endnu meget langt fra at vi har almindelig stemmeret. Det er altsaa kun en del af samfundets medlemmer som har politisk frihed, som styrer; den øvrige del af samfundets medlemmer er politisk ufri, de styres af sine medborgere. Om den del af samfundets medlemmer som ikke er i besiddelse af politisk frihed ikke er moden til at være med at styre, det er noget som her ikke kommer sagen ved; samfundet har nemlig i saa fald den opgave at gjøre dem modne dertil, saa de kan bli virkelige borgere. Thi samfundet skal skaffe alle sine medlemmer en lige grad af frihed. – Her er altsaa én politisk samfundsopgave som samfundet fordrer af os at vi skal løse.
Men nu den del af samfundets medlemmer som har stemmeret – har de virkelig fuld politisk frihed, styrer de virkelig land og rige? Er det helt ud deres vilje, som faar sit udtryk gjennem den udøvende magts virksomhed? Nej, thi vi har ikke en parlamentarisk regjering, men en regjering som vil være, og desværre virkelig ogsaa er noget udenfor det at være udøveren af de politisk frie borgeres vilje. (Regjeringens initiativ gaar naturligvis med ind under dette.) Selv den del af samfundets medlemmer altsaa som har stemmeret, er ikke i besiddelse af fuld politisk frihed. Og da nu samfundet, som det sees af andre landes exempel, godt kan bestaa selv om borgerne nyder fuld politisk frihed, og da samfundet ikke har at begrænse borgernes frihed mere end det behøves for at samfundet kan bestaa, saa er det samfundets opgave at skaffe sine borgere den fulde politiske frihed som de nu ikke har. Her er altsaa atter én politisk samfundsopgave, som samfundet fordrer af os at vi skal løse.
Ser vi endelig hen til den dømmende myndighed, saa finder vi, at den udøves af mænd der ansættes af regjeringen og ikke kan afsættes uden lov og dom. Var det nu saa, at lovene altid var saa klare og udtøm mende at der ikke kunde anvendes fortolkning, paa dem, saa kunde det jo ikke ha saa synderlig meget at sige hvem der sad inde med den dømmende myndighed. Men er det saa, at snart sagt enhver lov kan undergives fortolkning, saa er det klart at hvis der skal være fuld politisk frihed saa maa det være borgerne som gjennem sine repræsentanter fortolker lovene i overensstemmelse med den almindelige opinion. Ellers kan man ikke være sikker paa at de domme som falder er et udtryk for borgernes vilje; og da hersker der altsaa ikke politisk frihed. – Men har vi jurydomstole? – Nej. – Og kan ikke samfundet godt bestaa, fordi om man har jurydomstole? – Jo. – Og da det nu er samfundets opgave at skaffe sine borgere al den frihed som er forenelig med samfundets bestaaen, saa har altsaa samfundet her den opgave at skaffe jurydomstole istedetfor de domstole vi nu har. Her er altsaa atter en politisk samfundsopgave, som samfundet fordrer af os at vi skal løse. –
Fæster vi dernæst vor opmærksomhed paa det økonomiske gebet, saa ser vi der strax følgerne af den manglende politiske frihed. De klasser af samfundet som ikke er repræsenterede i den lovgivende magt, er de uheldigst stillede i økonomisk henseende. De klasser som sidder inde med aandelig og materiel magt og som derfor er repræsenterede, de holder denne sin magt vedlige, medens de klasser som hverken sidder inde med aandelig eller materiel magt, og hvis interesser na turligvis gaar ud paa at skaffe sig den aandelige og materielle magt som de ikke har, deres interesser blir slet varetaget. – Her ser vi i vort samfund ét menneske fødes millionær d. v. s. med retten til gratis, uden det mindste vederlag, at forlange sig udleveret frugter af sine medborgeres arbejde til et beløb af 50,000 kroner om aaret, samt med retten til desforuden at lade denne ret gaa i arv til sine børn. Og her ser vi et andet menneske fødes i den ynkeligste fattigdom, voxe op i en temmelig tyk uvidenhed og siden være nødt til hele sit liv igjennem at kjæmpe den elendigste kamp for den usleste tilværelse af verden. At et saadant forhold kan finde sted i det moderne samfund er vel et tilstrækkeligt bevis paa at samfundet heller ikke paa det økonomiske gebet har løst sin opgave, den: at skaffe alle sine medlemmer saamegen frihed som det er muligt at skaffe dem, uden at nogen enkelts frihed derved kommer til at lide . Og da nu det anførte forhold beror paa hele den moderne økonomiske ordning, saa har altsaa samfundet her den enorme opgave at ombytte denne økonomiske ordning med en anden, der kan sætte ethvert af samfundets medlemmer istand til at udfolde sin økonomiske virkekraft under lige heldige betingelser som enhver anden af hans medborgere. Her er altsaa atter en opgave som samfundet fordrer af os at vi skal løse. Og om end denne opgaves reelle løsning først kan finde sted efterat den politiske frihed i alt væsentligt er gjennemført, saa kan der dog allerede nu arbejdes paa dens theoretiske løsning, og samfundet fordrer af os at vi skal paata os dette arbejde. –
Fæster vi endelig vor opmærksomhed paa det sociale gebet, saa ser vi at dèr staar det allerdaarligst til med friheden. Den politiske frihed er vistnok endnu i sin barndom, men den er da ialfald anerkjendt i principet, og den skrider stadig fremad. Og hvad friheden paa det økonomiske gebet angaar, saa kan vistnok dens gjennemførelse først paabegyndes naar den politiske frihed i alt væsentligt alle rede er gjennemført; men der gives dog i vort samfund endel folk ialfald, som paa sine medborgeres bekostning nyder en temmelig udstrakt økonomisk frihed, og den økonomiske frihed kan altsaa paa en maade siges helt ud at være forhaanden for enkelte af samfundets medlemmer, om end den økonomiske frihed i sin almindelighed ikke er anerkjendt i principet. Men den sociale frihed, den findes slet ikke; den hverken er forhaanden eller anerkjendt i sit princip. Social frihed nyder endnu intet menneske.
Til social frihed udfordres nemlig to ting. Først at individet, naar dets opdragelse er fuldendt, og det skal begynde at opdrage sig selv ... at individet da tar sig selv, sit gamle, ved opdragelsen og ikke ved fri selvbestemmelse producerte jeg, tar dette sit gamle jeg og river det ud af sig og kaster det fra sig, og saa paa grundlag af fornuften paa den ene side og de individuelle sympathier og antipathier paa den anden bestemmer sig til, at slig og slig vil jeg være – og saa gjør sig til det. Ved denne akt blir man individuelt fri. Men skal den saaledes frigjorte individualitet komme til fuld udfoldelse i det sociale liv, saa maa den sociale sfære hvori det frigjorte individ bevæger sig bestaa af lutter frigjorte individer. Og dette at leve sit liv blandt lutter frigjorte mennesker, det har endnu aldrig vært noget menneske givet. Social frihed har man endnu intet exempel paa. Og saalænge moralen og andre fordomme ikke ialfald theoretisk er opgivet, saalænge er den sociale frihed heller ikke anerkjendt i sit princip. Den sociale frihed er altsaa hverken forhaanden eller anerkjendt i principet.
Dette at skaffe alle sine medlemmer social frihed, det er altsaa atter en opgave som samfundet har at løse, men som det endnu ikke har løst. Samfundet stiller altsaa det krav til os, at vi skal løse ogsaa denne opgave. Nu er det vistnok saa at det økonomiske er grundlaget for det sociale, og at førend der hersker almindelig frihed paa det økonomiske omraade, før kan der ikke være tale om at indføre almindelig frihed paa det sociale omraade. Der skal nemlig visse økonomiske betingelser til, for at individet skal kunne naa frem til den aandsudvikling i kraft af hvilken han alene formaar at iværksætte sin individuelle frigjørelse. Den almindelige sociale frigjørelse kan altsaa endnu ikke paabegyndes. Men indenfor den sfære i samfundet hvor den tilstrækkelige økonomiske frihed allerede nu er forhaanden, der kan den paabegyndes. Og kunde man til den tid da almindelig frihed er indført paa det økonomiske omraade, være kommen saalangt at der allerede hersked fuld social frihed i de lag af samfundet hvor den fornødne økonomiske frihed allerede før har vært tilstede, da vilde den almindelige gjennemførelse af den sociale frihed omtrent komme til at gaa af sig selv.
Vi ser altsaa at samfundet baade paa det politiske det økonomiske og det sociale gebet har store opgaver liggende uløste, og det opgaver som allesammen strax kan tages fat paa, men til hvis løsning der, hvor ihærdig man end arbejder, vil kræves mange, mange generationers arbejde. Og dette arbejde er det samfundet fordrer af os at vi skal gi os i lag med, alt hvad vi orker.
Dette er, hvad samfundet fordrer af os.
Og hvad er det saa, religionen fordrer af os?
Jo, idet den i sig indbefatter moralen, saa fordrer den for det første af os at vi skal være moralske, og at menneskene skal være moralske vil – som vi har set – sige det samme som at de skal leve i social ufrihed. Religionen fordrer altsaa social ufrihed, samfundet social frihed.
Men videre: da nu menneskene ikke er og ikke kan være saa moralske som de burde være, saa forlanger religionen at du skal ta moralen i den ene haand og dig selv i den anden og anstille en sammenligning mellem dig selv og dit moralske forbillede, for at du ret kan komme til at se hvor stor en synder du er. Og saa skal gud give dig et sønderknust hjerte, saa du føler at du trænger til frelse; og saa skal du søge frelsen der hvor den alene er at finde: i troen paa Jesus Kristus og saa skal du faa syndernes forladelse i hans navn. Saa er du omvendt, saa er du blet et nyt menneske, saa er du blet et guds barn. Men dermed maa du ikke slaa dig til ro. Den gamle Adam, det gamle menneske, lever endnu i dig, og skal du vedblive at være et guds barn, saa maa du daglig fornyes som det heder, d. v. s. hver handling du foretar dig, hver tanke du tænker, og hver følelse som trænger sig frem i dit bryst skal du maale med moralens maalestok og forstaa at den ikke er som den burde være, for at du stadig paany kan faa et sønderknust hjerte, stadig paany føle trang til frelse, og stadig paany søge hen til Jesus Kristus og faa syndernes forladelse for hans navns skyld. Indadvendt, med blikket rettet mod dig selv og med tanken henvendt paa dit evige vel skal du vandre fremad paa livets sti, forarbejdende din saliggjørelse med frygt og bæven, idet du beder uden afladelse. – Men skal du da kun tænke paa dig selv og dit eget evige vel? Nej, du skal ogsaa tænke paa de andre det vil sige paa deres evige vel. Du skal gjøre alt hvad du kan for at bringe ogsaa dem til at vandre omkring med indadvendt blik og med tanken henvendt paa sin evige frelse.
Dette er hvad religionen fordrer af os.
Bortseet fra at dette liv i moralsk sønderknuselse er et fuldstændig ufrit liv, og at bestræbelserne for at frembringe et saadant liv saaledes i og for sig staar i strid med samfundets opgave, bortseet herfra – hvorledes skulde denne skare af indadvendte individer, hvis hele væsen er opslugt af tanken paa den evige salighed; hvis «hjertes tanker» altid er i himlen, og for hvem det jordiske liv er et liv i udlændighed; hvorledes skulde disse mennesker engang kunne bli opmærksomme paa den mylder af store og smaa samfundsopgaver som endnu staar uløste, og som maa løses før man kan naa frem til det endelige maal: den sociale frihed? De vil jo ikke engang kunne faa øje paa dem. Og selv om de virkelig fik øje paa dem – hvad betydning kunde saadanne samfundsopgaver ha for disse indadvendte individer? Hvad vægt ligger der for dem paa, enten de har det slig eller slig den korte stund de har at vandre her i denne jammerdal, naar de blot hisset maa faa lov til at samles med Herren i de evige boliger? –
Samfundet fordrer et udadvendt liv hvor al interesse koncentreres om individernes skjæbne som mennesker . Religionen fordrer et indadvendt liv, hvor al interesse koncentreres om individernes skjæbne efterat de har ophørt at være mennesker . Og kom samfundet til blot at bestaa af saadanne indadvendte individer, hvis hele interesse opslugtes af tanken paa et liv efter dette, hvorledes skulde det da gaa med samfundsopgaverne? Paa den ene side vilde det jo være synd at beskjæftige sig med disse samfundsopgaver fordi endeformaalet for dem alle er social frihed medens religionen fordrer social ufrihed; og paa den anden side vilde det jo ogsaa i sig selv være ukristeligt dette udadvendte frejdige liv, i hvilket det jordiske lægger beslag paa tanke og sind.
Moralen er samfundsfiensk, men den er dog forenelig med indførelse af frihed baade paa det politiske og paa det økonomiske, om end ikke paa det sociale omraade; der er intet ivejen for at et moralsk menneske kan være med at arbejde for baade politisk og økonomisk frihed. Religionen derimod er overhodet uforenelig med alt arbejde i frihedens tjeneste, uforenelig med alt arbejde paa at løse de positive samfundsopgaver. Den er altsaa endnu mere samfundsfiensk end selve moralen. Og fordred derfor samfundet af os at vi skulde udrydde moralen, saa fordrer den endnu mere af os at vi skal udrydde religionen.
Og hvorfor skal vi saa holde paa religionen?
Jo, mine herrer! for vor evige saligheds skyld.
Og dermed har jeg stillet sagen paa sin spidse. Vil man evig salighed i himlen, eller vil man et frit samfund af frie mennesker her paa jorden? Himmel eller jord? Gud eller verden? Det er to forskjellige viljer, baaret af to himmelvidt forskjellige sympathier, som her staar imod hinanden. Og der kan ikke være tale om at diskutere, hvilken af disse to viljer er den rette. Den hvis sympathier nu engang gaar i retning af evig salighed i himlen, han vil vinde den evige salighed, og den hvis sympathier nu engang gaar i retning af frihed, han vil frihedens realisation her paa jorden. Og mands vilje er mands himmerig. Den eneste diskussion der her kan være tale om, er en diskussion inden det enkelte parti, en diskussion hvorved partiets egne medlemmer kommer til klarhed om hvad partiet egentlig vil, og hvilke midler det maa bringe i anvendelse for at sætte denne sin vilje igjennem. Men forøvrigt ingen diskussion nej, kamp, en kamp paa liv og død om, hvem der kan tilrive sig den unge opvoxende slægts sympathier og derved gjøre sin vilje til dens vilje. –
Mine herrer! Det er klart at de som vil evig salighed i himlen, og som derfor vil opretholde kristendom og moral, de maa ogsaa holde paa den frie vilje, fordi moralen og derigjennem kristendommen har den frie vilje til sin forudsætning. Og det er ogsaa klart at de mennesker, som vistnok ikke bryr sig stort om den evige salighed, men som ind bilder sig at de vil staa sig bedst paa at de nuværende samfundstilstande bibeholdes, og som forstaar at kristendom og moral er det bedste middel til at opretholde disse bestaaende samfundstilstande – det er klart siger jeg, at ogsaa disse mennesker maa slutte sig til dem som vil den evige salighed, og med dem holde paa den frie vilje. Men det er jo ligesaa klart at vi andre, vi som vil et frit samfund af frie mennesker her paa jorden og som derfor vil gjøre alt hvad vi kan for at udrydde kristendom og moral, vi kan ikke holde paa den frie vilje fordi om kristendom og moral forudsætter at mennesket har fri vilje. Tværtimod: netop fordi kristendom og moral har den frie vilje til sin forudsætning, netop derfor maa vi som vil kristendommens og moralens udrydelse allerede rent paa forhaand i frihedens navn fornægte den frie vilje. Og kommer saa dertil, at kunst og videnskab forudsætter det modsatte af fri vilje, saa tæn ker jeg vi trygt kan give den frie vilje en god dag og la den skjøtte sig selv. –
Mine herrer! der kan være dem af mine meningsfæller som finder, at jeg her har sagt mere end jeg burde sige offentlig; sligt bør af klogskabshensyn kun siges privat, mener man. Denne betænkelighed har ogsaa gjort sig gjældende hos mig. Men, mine herrer! jeg ved at der gaar saa mangen en fornuftig mand omkring iblandt os som stiller sig lige gyldig overfor politiken, og naar han ser paa de sidste aars begivenheder her i vort land tænker ved sig selv: quel bruit pour une omelette! Det kan være intelligente folk, altfor intelligente ialfald til at kunne finde at den politiske frihed i sig selv skulde være et saa forfærdelig stort gode – saalænge de ikke forstaar at den i sig bærer spiren til den økonomiske og derigjennem ogsaa til den sociale frihed. Det kan altsaa være intelligente folk; men ved omstændighedernes magt er de blet nødt til at kaste sig saameget ind i arbejde med praktiske specialiteter, at de ikke har faat tid til at beskjæftige sig stort med almene ting, og derfor har de ikke faat øjnene op for, hvor tidens arbejde egentlig fører hen, og kan følgelig heller ikke interessere sig synderlig for det. Og disse intelligente praktiske folk, dem træffer vi andre, de mere theoretiserende medlemmer af samfundet, ikke saa ofte paa i det private liv. Skal vi finde dem, maa vi finde dem offentlig. Og vi trænger til disse intelligente praktiske folk; thi vi andre, de theoretiserende medlemmer af samfundet, vi kan ikke paatage os det arbejde hvorved samfundsopgaverne realiseres i det virkelige liv. Og se derfor er det jeg her har villet holde dette foredrag. Jeg har nemlig tænkt mig muligheden af ved dette mit foredrag og ved den diskussion det muligens maatte vække at kunne vinde en og anden saadan praktisk intelligens. Og sandelig, samfundet trænger til at vinde nogle saadanne for sine interesser – især nu, da den eneste store praktiske intelligens som vort offentlige liv hidtil har affødt paa det politiske omraade, hvert eneste aar kan ventes at ville gaa bort, uden at efterlade sig en eneste elev der er mesteren fuldt værdig.
– Frækt! hvæsed Monrad til Lochmann, idet samme jeg slutted.
Der havde vært ganske stille, mens jeg talte. Formanden havde snart fundet sig uvel i den fortrængte stilling ved siden af mig og var traadt tilbage og blet staaende lænet op mod den hvide væg med korslagte arme. Derfra havde han hele foredraget igjennem stirret højtidelig ud over forsamlingen med sit blege skarpe ansigt og de dybtliggende, paa frastand dybsindig udseende øjne – af og til med et straffende sideblik hen paa min stakkels person.
Da jeg steg ned fra kathedret var der lydløst i salen. Og selv efterat jeg havde sat mig paa vægbænken lige nedfor kathedret, ved siden af professor Monrad som sad og saa ud luften med sine udtryksløse fiskeøjne, hersked der endnu i nogen sekunder en dump lydløshed, saa man kunde hørt en knappenaal falde.
Men formanden var igjen traadt frem paa kathedret, og havde staat og set alvorlig ud over den tause forsamling. Endelig oplod han sin alvorlige mund –:
– Bestyrelsen har tilladt hr. Eek at holde dette foredrag – den vidste jo ikke hvad det indeholdt –; men jeg tror ikke samfundet ønsker det slags friskfyrvæsen heroppe ...
En voldsom applaus brød løs og jeg takked min gud at jeg dog var den første foredragsholder heroppe, som ikke var blet applauderet af denne mob.
Men saa reiste Irgens Hansen sig, ildrød i ansigtet –:
– Det er en utilbørlighed, hvad hr. formanden her har tilladt sig: istedetfor at argumentere imod et foredrag han ikke er enig i, at ville afvise det med et dadlende prædikat. Og en dobbelt utilbørlighed er det, naar sligt sker, ikke fra et almindeligt samfundsmedlem, men fra selve formandsstolen!
Atter stormende applaus. Saa fortsat han:
– Forresten, hvis hr. formanden vilde indlade sig i diskussion med hr. Eek, saa er jeg bange for det vilde bli hr. formanden som kom til at spille sprællemand!
Voldsom hyssen.
Da der igjen var blet stille besteg gamle Lochmann kathedret. Med hodet paa skakke stirred han ned i de korslagte arme og sa med sin spæde, tynde Kristianssands-stemme:
Jeg tror vi skal være hr. Eek meget taknemmelig for den overmaade vakre maade hvorpaa han har skildret os kristendommens væsen. Jeg maa virkelig si, jeg blev ganske andægtig stemt. Forresten vil jeg si, at jeg er i det væsentlige ganske enig med hr. Eek; men paa den anden side er jeg naturligvis i det væsentlige aldeles uenig med ham. Han har ganske rigtig preciseret for os hvad det egentlig er kampen gjælder; men det parti han tar i den, kan jeg jo ikke være med paa. Det skal være mig en fornøjelse at imødegaa hr. Eeks foredrag samtidig med at jeg imødegaar hr. Hansens; men iaften er jeg ikke forberedt paa det.
Dermed steg han ned igjen og sat sig ved siden af sin fælle Monrad, der fremdeles glodde ud over forsamlingen med de stygge fiskeøjne.
Saa ytred hr. Mourly Vold – filosofen, som et par aar efter søgte professorposten i filosofi efter Lyng – at der var en modsigelse i foredraget: i begyndelsen blev jo den frie vilje fornægtet – og senere taltes der uafladelig om frihed.
Jeg oplyste den filosofiske herre om, at frihed gjælder evnen til at gjennemføre den vilje man har, medens «den frie vilje» gaar ud paa, at man under samme omstændigheder kan ha en anden vilje end den man virkelig har.
Da denne idiotiske indvending saaledes var fjernet var der ingen flere som forlangte ordet. – Og da det kjedsommelige traditionelle punschebord begyndte, gik vi andre nedenunder i restaurationen, hvor vi blev siddende og drikke brændevin og vrøvle til klokken fire.
Den næste dag over middag gik jeg indom Jarmann; han havde ikke kunnet være tilstede i samfundet aftenen i forvejen da han var exkluderet for samfundsgjæld naturligvis.
Henne paa sofaen laa han røgende en pibe og læste Wergelands digte. Jeg sat mig ned ved bordet foran vinduet og læste op foredraget for ham. Da jeg var færdig rejste han sig op og blev siddende overende i sofaen –:
– Det var kjækt! sa han. Der har de endelig engang faat hele programmet.
Saa sad han en stund og saa hen for sig –:
– Men jeg tror ikke det vil hjælpe noget, sa han trist og saa op paa mig.
– Nej, ikke jeg heller.
Vi blev siddende der et øjeblik og se paa hverandre med triste miner. Saa putted jeg manuskriptet i lommen og gik. –
Det hjalp i virkeligheden heller ikke til andet end at nogen faa højrefyrer som havde hørt foredraget fandt, at «ja da kunde de forstaa at man var venstre.» Det hele var altsaa fuldstændig forgjæves; jeg var og blev socialt umulig.
XVII.
Nogen dage senere, klokken henimod tre om middagen vandred jeg trybel og alene opover Karljohan med hænderne i lommen og frakkekraven brættet op. Det snedde tæt men var ganske stille og ikke koldt. De store, bløde sneflokker daled langsomt og lydløst, tæt paa hverandre ned gjennem luften foran mig, hylled alting ind i et fugtigt, hvidt slør og bedækked mit bryst og mine skuldre med et tykt lag af sne. Paa gaden laa nysneen flere tommer tyk; jeg gik som paa et blødt hvidt tæppe.
Der var næsten ingen mennesker ude; der var ikke musik idag.
Som jeg gaar forbi universitetsuhret og af gammel vane kaster et blik op paa det uden at lægge mærke til hvad klokken er, hører jeg skridt lige bag mig paa den bløde nysne og vender mig uvilkaarlig om –:
Det var Gerda! – sammen med en veninde forresten.
Hun smilte. Men jeg var bange for at genere hende og tog hodet til mig igjen.
Saa gik de forbi. Men idetsamme de passerte, vendte Gerda sig og smilte mig ind i ansigtet med sin barnlige liebäugeln – aldeles som i gamle dage.
– Goddag! sa hun frejdig, og nikked.
– Goddag! – jeg hilste og saa sørgmodig paa hende.
Saa gik hun videre ... hun og den anden....
Jeg tænkte paa at vende. Dette var jo bare pinligt....
Men saa vendte hun sig og lo igjen tilbage til mig med de dejlige øjne og den røde mund. Og saa brød den frem igjen i al sin styrke hele min dulmede længsel efter denne sextenaarige kvinde ... alle minder blev friske ... mit hjerte banked –:
Var dette bare et øjebliks lune? ... eller kunde jeg endnu vinde hende tilbage? ...
Jeg beslutted at gaa efter dem. – Det bar udover Drammensvejen som sædvanlig. Sneen faldt lige tæt; jeg saa dem gjennem de store bløde sneflokker som gjennem et blødt hvidt slør. – Vi mødte ikke et menneske.
Af og til vendte hun sig og lo tilbage – og bøjed sig saa hen mod veninden og sa noget.
Just som de passerte gitterporten til bri gadelæge Schiøtts løkke, fandt hun pludselig paa at ta en stilebog op af lommen og kaste den op i luften og ta den igjen. Det mored hende, og hun blev ved. Men ret som det var greb hun fejl og bogen faldt ned i sneen, og naar hun saa bøjed sig og tog den op igjen og slog sneen af den, lo hun højt og saa tilbage paa mig. Tilslut, da hun igjen greb fejl, og bogen for tiende gang faldt ned, gad hun ikke ta den op mere; hun lod den bli liggende og gik videre – men vendte sig stadig for at se om jeg tog den op. Det gjorde jeg naturligvis da jeg kom saa langt, og da jeg saa aabned bogen og begyndte at læse, greb hun veninden om armen og klemte sig ind til hende og lo. Og saa blev de gaaende og se sig tilbage i ét væk begge to, mens jeg gik der og læste. – Det var nogen rædsomt slette norske stile over for skrækkelig sletvalgte emner. – Nej, det var nok ikke i min skole de stile var git eller skrevne!
Foran bænken ved hjørnet af Observatoriegaden stansed de, sopte med hænderne sneen bort af sædet og sat sig saa ned og vented. Da jeg kom rejste Gerda sig og stilled sig op lige foran mig –:
– Jeg vil ha igjen bogen min, sa hun i en befalende tone.
– Nej den vil jeg ha til en erindring om Dem! – Og jeg forsøgte at bøje ned Observatoriegaden i det haab at faa hende alene efter mig. Men hun greb mig i armen og stansed mig –:
– Nej vil De bare gi mig den! ropte hun og forsøgte at ta den.
Jeg rak leende bogen op i vejret saa højt jeg kunde med den højre haand. Hun hængte sig om armen og tvang haanden ned igjen; men just som hun skulde ta bogen, skifted jeg den rask over i venstre haand og strak den i vejret. Saa fór hun over paa den anden side og hængte sig i den venstre arm. –
– Gi mig den! gi mig den! vil De bare gi mig den! – og hun halte haanden ned til sig. – Nej, over i den anden haand kom bogen igjen – og ivejret med den. Slig blev vi ved den ene gang efter den anden, og hun blev ivrigere og ivrigere med sit: gi mig den! gi mig den! vil De bare gi mig den! mens hun hang der om min arm.
Men tilslut blev hun træt og sat sig surmulende hen paa bænken igjen. Jeg blev staaende og se paa hende.
– Maa jeg ha den? spurgte jeg og lo.
Saa sat hun en barsk mine op –: Vil De værsgod komme her hen og gi mig min bog!
Jeg sat en alvorlig mine op, gik hen til hende og bøjed knæ og overrak hende den underdanig.
Hun tog først højtidelig imod den, saa saa hen paa veninden og kniste, ligesom kildret, og dytted til hende – og de blev siddende der og knise og skotte op paa mig begge to. Da de rejste sig for at gaa videre, sendte Gerda mig en dejlig liebäugeln.
De gik rask videre udover; jeg fulgte langsommere efter. Henne paa bænken under Thomles gjærde fandt jeg dem igjen siddende. Jeg stansed foran bænken –:
– Naa dere har god tid!
– Ja det har vi rigtignok! svarte Gerda; den anden bare smilte forlegent.
– Jamen maa dere ikke hjem og spise middag, naar dere kommer fra skolen?
– Vi spiser, naar vi vil! – og hun gjorde et smaapigeagtigt flot knix med hodet.
Jeg smilte, og hun smilte, og saa gik jeg videre.
Men saa reiste de sig og skyndte sig forbi mig hen til den næste bænk, den henne ved Skjellebæk, og sat sig der. – Jeg stansed igjen foran dem –:
– Sidder dere nu her igjen?!
De bare lo.
– Ja, for her havde jeg ogsaa tænkt at sætte mig....
– Værs'god! sa Gerda med et lidet overlegent kast paa hodet og pegte ved siden af sig; her er god plads.
Saa sat jeg mig ned og væved noget gud ved hvad med dem begge, mens jeg ønsked veninden pokker i vold. Tilslut blev det da ogsaa til det, at Gerda vilde ikke følge veninden længer – hun bodde helt ude ved Bygdø – og veninden gik da alene udover mens Gerda og jeg gik sammen indover igjen.
– Det var holdt op at sne. Jeg rysted sneen af mig selv og gav mig saa til at børste af hendes kaabe....
– Tør De fornye bekjendtskabet nu da? spurgte jeg.
– Aja, sa hun, jeg har saamange ubehageligheder af at jeg har gaat med Dem, at jeg kan ligesaagodt bli ved. Og saa fortalte hun at paa skolen drilled de hende med mig hver eneste dag i frikvartererne, og hjemme fik hun hver dag høre at hun maatte ta sig iagt for mig. Og naar søsteren blev sint paa hende, trued hun bestandig med at hun skulde si til mo'eren, at nu havde hun gaat med Herman Eek igjen. – Men nu vil jeg netop gjøre det, sa hun tilslut.
– Der er ingen som driller mig med Dem, eller siger at jeg ikke maa gaa med Dem det er ikke det som gjør at jeg er saa glad ved at være sammen med Dem, sa jeg traurig.
Hun saa op paa mig –:
– A nu skal De ikke være saan! – Desuden, hvorfor gik De hen og sa det der nede i arbejdersamfundet!
– Hvilket? mener De.
– Det at De vilde ha tyve koner! Tror De det er morsomt at bli kaldt «en af de tyve «?
– Tror De virkelig jeg har sagt det?
– Tror det? – Ja, det tror jeg rigtignok! Jeg har jo selv læst det i Aftenposten.
– Tror De jeg er gal da?
Hun saa naivt paa mig –:
– Jeg trodde De havde sagt det bare for moro jeg! – eller for at ærgre dem som var der.
– Nej det jeg sa var s'gu alvor; men det var noget helt andet.
Hun gik nogen skridt. Saa sa hun:
– Aa men at De skulde sige det! der laa bebrejdelse i tonen.
– Det var noget jeg vilde ha folk til at tænke paa.
– Aah! De skulde ikke ha sagt det! – tonen var helt klagende.
Jeg tog hendes haand –:
– Nej De kan ogsaa være sikker paa jeg havde ikke oplukket min mund, havde jeg vidst det skulde vække slig skandale at De ikke turde gaa med mig mer. De skulde vide for en tid jeg har tilbragt siden den dag! ... hvad jeg har følt hvergang jeg saa Dem skjære over gaden eller dreje om et hjørne saasnart De saa mig! ... Aa gudskelov at de dage er gaat.
Vi var kommen tilbage til hjørnet af Observatoriegaden.
– A lad os ta ned her? sa jeg. Den vejen er saa hyggelig; vi har gaat den sammen før.
Hun saa et øjeblik paa mig –:
– Aja! sa hun saa.
Og saa gik vi langsomt nedover denne ensomme gade mellem de høje havegjærder med træer bag. Hun gik og saa ned paa sine fødder, jeg gik og saa paa hende. Ingen af os talte.
Pludselig, midt nede i gaden tog hun med ét et rask skridt frem foran mig, læned sig tilbage mod mit bryst og la hodet bagover ned paa min skulder –:
– Jeg er søvnig, sa hun og smilte hen for sig; nu har jeg lyst til at sove. Og hun lukked øjnene næsten helt igjen, saa de lange sorte øjenvimper tegned sig skarpt af mod den matgyldne kind.
Jeg la armen løst omkring hende, saavidt hun var støttet, og blev gaaende og se ned paa dette unge ansigt med de lukkede øjne og det halve smil, underlig blød tilmode, mens jeg sagte klapped den tykke sorte flette som hang ned over mit bryst.
Saadan gik vi videre uden at tale.
Nede ved enden af gaden tog vi tilvenstre langs stakitgjærderne foran de to løkker, som ligger der paa venstre haand. Tilhøjre nedenfor os laa fjorden aaben og blank udover. – Hun aabned øjnene halvt og skotted op i vinduerne paa de to huse inde i haverne. Men der saa ikke ud til at være folk i dem, og hun lod rolig hodet bli liggende der det laa.
Men saa tilslut syntes hun nok vi kom for nær op under vinduerne paa det gule hus der ret foran paa hjørnet af det nylagte kvartal – og hun stansed, løfted op hodet fra min skulder og vendte sig om imod mig.
Et øjeblik stod vi stille og saa hverandre ind i øjnene, blødt, som efter et favntag. Saa gik vi rolig videre, seende ret fremfor os, uden at tale, glade bare ved at gaa der ved siden af hverandre.
Vi gik forbi det gule hus, hen til det næste hjørne; der tog vi op tilvenstre. Som vi gik forbi et hus hvor der spiltes pianoforte inde i første étage, fik hun pludselig en idé –:
– Jeg vil gaa ind og se hvem det er som spiller! sa hun og forsvandt med et skjæmsk smil ind ad porten.
Jeg gik efter. – Tilhøjre midt inde i porten gik der en fem sex trin op til trappeafsatsen foran første étage. Deroppe stod hun foran entrédøren, koket foroverbøjet, og læste paa visitkortene. Da jeg steg op de første par trin, retted hun sig ivejret og vendte sig mod mig –:
– Det er bare Henrik Hermansen som spiller, sa hun og fæsted liebäugelnde øjnene paa mig.
Jeg blev staaende der midt i trappen med mine øjne i hendes. Hun sa ikke noget mere, bare kom langsomt hen imod mig uden at slippe mine øjne.
Jeg rak min højre haand frem og hun tog den og beholdt den, mens hun steg ned til det samme trin som jeg. Der stansed hun – og saa la hun sig med hele sin tyngde langsomt bagover i min venstre arm og blev liggende der med lukkede øjne. Et svagt sanseligt smil laa og drømte om hendes mund. Men jeg bøjed mig behersket ned og kyssed hende bare paa panden –: det maatte, det maatte ikke gaa for rask med denne erotik; den kunde fordærve mig det hele.
Hun løfted øjenlaagene og saa op paa mig –: det var de veke, hengivne øjne jeg kjendte saa godt – du maa gjerne, sa de og saa lukked de sig igjen.
Mine lemmer blev underlig bløde. Det svage, sanselige smil laa endnu og drømte om hendes mund, og jeg længtes, jeg længtes efter disse røde læber. Men jeg vilde ikke! nej jeg vilde ikke! Og jeg bøjed mig igjen ned og kyssed bare den mathvide pande.
Men saa aabned hun helt de veke øjne, og de hvilte en stund i mine – det føltes som om hun drog mig ind til sig. Og saa bøjed jeg mig igjen ganske langsomt. Øjne i øjne, mund rettet mod mund nærmed vore ansigter sig hverandre; og hendes øjenlaag sank efterhaanden ned, mens hendes arm la sig sagte langs min og op om min skulder. Vore læber var lige ved at mødes – saa kom der nogen i entréen, og vi skvat op og skyndte os ned i porten og ud. –
Langsomt gik vi opover, haand i haand, uden at sige noget. Jeg var underlig uvel tilmode. Det var som om jeg rent legemlig trængte det kys jeg ikke havde villet ta, før det blev for sent ... Men det var en lise at holde hendes varme haand ... aa bare den havde vært nøgen – hansken ærgred mig ...
... Forresten, jeg var glad jeg ikke havde kysset hende; det kunde komme vel med, naar vi nu blev set sammen igjen, og mama skulde til med sin forførelsespræken igjen... Aa, men hvor jeg tørsted efter hendes læber! ...
Oppe paa hjørnet stansed vi – jeg maatte ikke følge hende længer, sa hun og blev staaende og se hverandre ind i øjnene.
– Jaja, adjø! sa jeg tilslut og tog hendes haand i min – hvor De har vært sød idag!
Hun smilte og liebäugelte, og linjen mellem de fyldige læber danned en vellystig bue.
– Gud, sa jeg, Deres læber er som gjort bare til at kysses.
Saa lo hun og rev sig løs –: adjø!
– Faar jeg se Dem i eftermiddag? raabte jeg efter hende.
Hun stansed og betænkte sig –: nej ikke før imorgen; jeg skal til tante i eftermiddag. Og saa skyndte hun sig opover, mens jeg blev staaende og se efter hende.
... Hvor hun vugged sig stolt i de bløde hofter der hun gik! ...
Først da hun skulde ind ad porten vendte hun sig og saa tilbage om jeg var der. Saa nikked hun og gik ind. – Og saa gik jeg indover til byen igjen med nyt haab, gladere end jeg havde vært paa lange tider.
Det var om aftenen den samme dag. Jeg laa hjemme paa min sofa og røgte og tænkte paa Gerda. Paa bordet stod maskinen med toddyvandet og kogte ved siden af et bret med en halv Hennesy og to glas. Klokken var ti da jeg hørte det sædvanlige sneboldkast paa ruden. Jeg rejste mig op og gik hen og lukked op vinduet og læned mig udover dernede stod han.
– Godaften! ropte han op.
– Godaften!
– Har du oplevet noget?
– Nej. – End du?
– Nej. – Og han blev staaende som sædvanlig en stund og se op uden at si noget.
– Godnat! sa han saa.
– Godnat! – Og stille og traurig vandred han nedover i maanelyset.
Jeg blev liggende og se efter ham, indtil han var næsten ved hjørnet.
– Jo, for satan! raabte jeg saa; kom op skal du høre.
Han skyndte sig opover igjen, jeg tulled nøglen ind i en avis og kasted den ned til ham, og han kom op. Og saa laved vi en toddy og tændte en cigar og han fik historien.
– Nej hvor hun er fordømt sød sa han da jeg var færdig. Og han blev ganske blank i øjnene bare ved at tænke paa, hvor sød hun var.
– Ja det kan du nok si. – Vi har ialfald reddet den bedste. – Kunde nu de andre komme efter, saa ... !
Og vi blev siddende der til langt paa nat og lægge op planer om hvad vi skulde gjøre for at faa fat i de andre ogsaa – om ikke nu strax, saa til høsten igjen ... folk maatte da glemme engang ... og da blev det jo tidligere mørkt ogsaa; dagene var svært lange nu....
Dagen efter, om formiddagen mellem tolv og et, kom jeg noksaa vel tilmode gaaende ned Svartfejerbakken bag storthinget. Nede paa hjørnet af Storthingsgaden støder jeg lige paa Gerda – og hendes mor. Det maatte være hendes mor; der var saa meget som minded. Jeg gik forbi uden at hilse og skar paa skraa tværsover gaden hen til Eidsvolds plads lidt ubehagelig tilmode ...
Mon mo'eren kjendte mig? ... fan'en, alle folk kjendte mig næsten siden den fordømte affære ... Hvad om hun fandt paa at løbe efter mig og ta fat i mig! ...
Pludselig – jeg var lige under storthingsløven – hørte jeg trippende skridt bag mig, det fór som et lyn igjennem mig –: det var mo'eren.
Jeg stansed og vendte mig om – der stod hun: en middelshøj dame paa de femti, borgerlig klædt, det graasprængte haar strøget ned over tindingerne, et ikke magert, men slidt ansigt med store mørke, lidt dybtliggende øjne; engang maatte de ha vært vakre, men nu var de trætte og saa slidte ud, de ligesom ansigtet.
Hun saa et øjeblik lidt forvirret paa mig. Saa sa hun:
– Tør jeg spørge, om det er hr. Eek?
Jeg løfted paa hatten og hilste bejaende.
– Jeg vilde sige Dem ... begyndte hun. Men saa husked hun at hun ikke havde præsenteret sig ... Jeg er frøken Holms mor ... jeg hører De gaar sammen med min datter paa gaden ... Det ønsker jeg ikke ... og... og ... jeg haaber ... at De holder Dem det efterretteligt!
De sidste ord blev udtalt med hurtig betoning og ængstelig truende myndighed i stemmen og der fór et næsten vildt glimt gjennem de store sorte slidte øjne, og ansigtet fik et sublimt udtryk: som hos et dyr der forsvarer sine unger. – Jeg maatte tænke paa mit gamle ordsprog om hjulene paa frihedens vogn som gaar over familiefædrenes og familiemødrenes hjerter.
Jeg løfted igjen paa hatten –:
– Frue! det skal være mig en fornøjelse at efterkomme Deres ønske. Og jeg bukked, sat hatten paa og gik.
Men først havde jeg skelet hen paa Gerda som stod derhenne paa den anden side af gaden og overvar optrinet. Hun fniste da jeg saa derover, men usikkert; ikke paa den sædvanlige frejdige maade.
Jeg gik tværsover Eidsvolds plads hen i Grand Hotel i en højst ubehagelig stemning ...
... Fan'en ogsaa, at det skulde hænde!... Men hvorfor var Gerda ikke paa skolen?... Nej det var jo sandt, det var Onsdag idag; hun havde jo vært hos præsten ... Gid satan havde det! – – –
Ved middagstid i musiktiden ledte jeg forgjæves efter Gerda; hun var der ikke....
Hele eftermiddagen igjennem roded jeg omkring, i Karljohan og deromkring; udover Drammensvejen og ned i sidegaderne omkring der hvor hun bodde; – men fik ikke et glimt af hende. Saa gik jeg modløs hjem og la mig paa min sofa igjen til at stirre op i taget ligesom før –: det var forbi; hun turde ikke.
Om aftenen allerede ved ottetiden kom Jarmann. Jeg laa som sædvanlig henne i sofaen.
– Det er forbi! sa jeg med det samme han stak hodet ind ad døren.
– N-æ-j?! – han saa ud, som der var hændt ham en ulykke.
– Ja desværre.
Han sat sig ned i gyngestolen og jeg fortalte ham hvordan det var gaat for sig. Da jeg var færdig blev jeg siddende i sofaen ligeoverfor ham med Gerdas billede i haanden, det gamle billede med fyren som ikke kan faa træd i naalen, og de kjønslig leende unge piger. Jeg sad og stirred paa Gerdas ansigt. Sandsynligvis maa jeg ha set meget elegisk ud, for da jeg ser op igjen sidder Jarmann og gnider sig i hænderne, smilende med taarer i øjnene:
– Nej hvor det er morsomt! (at jeg holdt saa meget af hende var meningen.)
Jeg saa paa ham og smilte trist –:
– Nej det er s'gu ikke moro. – Nu har jeg mistet det sidste surrogat.
Han saa spørgende paa mig.
– Ja, du forstaar ikke situationen helt ud, sa jeg. Du kjender ikke mit tidligere liv. Jeg har jo aldrig fortalt dig det....
– Nej....
Jeg sad og saa en stund hen for mig og sa saa –:
– Ja, vi har jo ingenting at gjøre alligevel iaften; saa kan du ligesaa godt faa høre det. – Og jeg tog frem af skrivemappen en bunke gamle manuskripter og læste op for ham følgende:
XVIII.
Naar jeg tænker tilbage paa den tid jeg var liden gut, er der én scene som strax staar lyslevende for mig –.
Jeg ligger i en seng inde i et aflangt værelse med nøgne søgrønne vægger. – Søgrønne vægger ... det er det eneste jeg ved... ossaa det at jeg skal dø. Men jeg ved det ikke saan klart. Døden og det søgrønne har blandet sig underlig uklart sammen i min bevidsthed, naar jeg ligger der i en døs, med lukkede øjne, uden smerter og uden længsel, bare træt, usigelig træt og med denne taagede søgrønne forestilling om døden.
Af og til mærker jeg, at man aabner min mund og hælder noget ind i den bouillon, rhinskvin eller portvin – og jeg gjør en mat svælgebevægelse, og det glider ned. – Og saa er det igjen det søgrønne og døden. –
Jeg har ikke begreb om tiden.
Pludselig blir jeg med ét lysvaagen og aabner øjnene. Men jeg kan ikke røre mig, jeg er altfor træt, og kan slet ikke tænke; jeg bare stirrer ret frem ud over sengebenene. Lidt efter lidt gaar det op for mig, at jeg ligger og stirrer paa nogen store sorte bogstaver paa hvid grund –: «Salige ere de Døde som døe i Herren» staar der. – Det er «den stille Trøster», som hænger der lige tilhøjre for døren paa den søgrønne væg.
Jeg blir liggende og stirre paa bogstaverne.
Men saa pludselig hører jeg en hixtende hulken ved siden af mig tilvenstre og forsøger mat at vende øjnene efter lyden. Det gaar ganske langsomt, men tilslut lykkes det –:
Foran bordet ved vinduet sidder mor. Det er hende som græder. Bleg og mager, det mørkebrune haar skilt i midten, strøget glat ned over tindingerne og sat op i en liden knude bag i nakken, sidder hun der i den graa morgenkjole med haanden under hagen og stirrer ud gjennem vinduet ud i graavejret, mens taarerne rinder ned over det forgræmmede ansigt, ud over de fremstaaende kindben, ned i den blege kindhule og ud omkring de grædende mundviger, som af og til bevæger sig krampagtig under en ny hixtende hulken.
Jeg ser en stund paa hende men føler ingenting ved det, jeg er for mat til at faa noget indtryk – og forstaar ikke hvorfor hun græder.
Saa gaar det op for mig at det er fordi jeg skal dø.
... Jeg er den tredje. Først var det Christian. Saa var det Nils. De laa hen i en døs, og saa døde de. Nu er det min tur ... Det er mig det samme ...
Men det er synd paa mor ... for hendes skyld skulde jeg gjerne komme mig.
Saa husker jeg at hvis jeg havde levet videre skulde jeg blet sømand ... sejlet verden rundt og set fremmede lande. Og saa kommer de tanker jeg havde gjort mig om hvad slags menneske jeg da vilde bli ... naar alle fristelserne kom ... paa de fremmede steder hvor ingen kjendte mig, og jeg ikke behøved at være bange for at nogen fortalte det ... Alle søfolk var jo nogen ugudelige, liderlige mennesker, naar de kom iland paa fremmede steder, havde jeg hørt. Og jeg vilde ogsaa bli det. Meget. Jeg vilde komme til at leve et forfærdelig ugudeligt liv ... svælge i liderlighed ... jeg vidste jeg vilde ikke kunne andet. Og hvis jeg saa døde uden at faa tid til at omvende mig ... eller gud ikke vilde ha mig, fordi jeg havde levet hele mit liv med den bagtanke at omvende mig først paa det sidste ... ? – Nej, da var det bedre jeg døde nu ... som et guds barn... salige er de døde som dø i herren...
Og alligevel, det var rart at dø uden at ha probert det.... jeg havde ofte tænkt at skulde jeg dø vilde jeg ialfald gjøre alt hvad jeg kunde for at faa probere det først ... bare én gang, saa jeg ikke gik ud af livet uden at vide hvad det var. – Det var en ugudelig tanke. Men nu tænkte jeg ikke saa mere ... jeg følte mig saa ren ... jeg havde ingen lyster ...
Og alle de lyster, jeg havde havt! ... alt det jeg havde tænkt paa med husjomfruen, den store prægtige attenaars Lina, tante Lina som vi kaldte hende ... hun skulde vidst det! ... (de mest fantastiske liderligheder som jeg i tankerne havde bedrevet med hende gled mig forbi – liderligheder saa fantastiske, at jeg aldrig har hørt dem bedrevet i virkeligheden engang ) ... Aa gud, hvor det var gyselig, grisagtig, forfærdelig stygt. Men dengang syntes jeg det var dejligt ... Lina skulde vidst det! du store gud hvad mon hun vilde ha sagt.... Og ligedan med Kaja Hansen, naboens fjortenaars datter ... Og med min søster ... det var kanske det allerstyggeste ...
Nu kunde sligt ikke falde mig ind. Men det var vist bare fordi jeg var saa træt. Blev jeg rask og stærk igjen, saa kom vist de skrækkelige lyster tilbage igjen. Naturligvis. – Aa hvor jeg da kom til at bli ugudelig naar jeg saa kom ud tilsøs. – Nej, det var bedst som det var; nu kunde jeg dø som et guds barn....
Men det gjorde mig saa ondt for mor. Aa hvor hun græd; nu havde hun lagt hodet ned paa armene og sad og storhulked....
Saa falder det mig ind: jeg vil forklare hende alt: hvad slags menneske jeg vilde blet om jeg havde levet videre ... at hun maa være glad over at det er som det er; for saa træffes vi da igjen i himlen ... det havde vi kanske ikke gjort ellers. – Det er kanske derfor gud lar mig dø nu ... Jeg vil forklare hende det, saa vil hun ikke græde saameget... ja det vil jeg –:
Mor!
Det blev bare en hvisken, jeg havde ikke kræfter til mere. Men hun hørte det og fór op og kasted sig paaknæ ned foran sengen, strøg mig over haaret, kyssed mig paa panden ikke paa munden, for det var difterit jeg havde – og blev liggende der paaknæ og se mig kjærlig ind i øjnene, mens taarerne strømmed hende ned ad kinderne. I tre dage havde hun forgjæves ventet paa et ord, et blik; jeg havde ikke opladt min mund, ikke aabnet et øje.
Saa skulde jeg begynde at tale og forklare hende det.
Men hvordan skulde jeg kunne faa sagt hende det? ... hun som aldrig havde vidst af sligt ... ? som var saa kysk, saa ren ... ? Jeg kunde ikke nævne ordene engang ... Og selv om jeg kunde ... ? – Nej, hun skulde ikke vide hvor forskrækkelig fæl og svinsk jeg havde vært... saa vilde hun komme til at tænke paa det hvergang hun tænkte paa mig... og det vilde jeg ikke. – Nej!
Og jeg blev liggende stum og ubevægelig og bare saa paa hende med et underligt blik.
Jeg kunde se det forfærded hende; hun trodde vist det var døden som kom, for hun tog mig om halsen og la sig over mig og trykked sig ind til mig saa det gjorde ondt, aa saa ondt – og hulked som om hun skulde dø.
Jeg syntes forfærdelig synd paa hende og vilde sige noget, men kunde ikke – hun trykked mig ogsaa saa haardt – og saa døsed jeg af igjen, og alting flød igjen ud i den trætte taagede søgrønne tanke paa døden. – –
Jeg var tolv aar dengang.
XIX.
Det var udpaa sommeren aaret efter; vi var flyttet ud paa landet.
Solskin og stille, spejlblankt vand udover, luften disig af varme.
Inde i bunden af den lille bugt laa en grønmalet sjægte trukket halvt op i stranden; den var faldt om paa siden og hvilte med bugen paa den hvide sand. Landet omkring bugten hæved sig amfitheatralsk i vejret, tæt bevoxet med furuskov fra toppen og nedover, næsten lige ned til stranden; en række smaabusker og et belte af grønsvær skilte skoven fra den egentlige strand.
Paa et par store stene hennenfor baaden sad vi – min kammerat og jeg – og klædde paa os efter badet. Vi talte ikke, ingen lyd var at høre, bare ligesom en fjern hendøende susen langt borte; ellers dødsstille.
Stilheden havde smittet os. Vi var færdige med at klæ paa os men blev mekanisk siddende der vi sad, med en behagelig vege terende fornemmelse. Ingen begjær, ingen lyster, ingen ungdommelig higen rørte sig i os; der var stilhed og ro derinde som derude.
Endelig siger min kammerat ganske mekanisk: skal vi reise hjem igjen?
– Ja.
Vi rejste os dovent, gik hen til baaden og stilled os op, én paa hver side af den, rejste den op paa ret kjøl, la én haand paa æsingen, den anden omkring bougen, tog spændtag i stranden, skjøv baaden ud og hopped i den. Tog saa hver vor aare, han en af de forreste og rodde, jeg en af de agterste og skoted, ganske langsomt ud bugten.
Just som vi skulde til at stikke omkring pynten derude, skjød pludselig en slank hvidmalet Nordlandsbaad med høje stevner frem fra den anden side, lige for bougen paa os, med adskillig fart – propfuld af damer i lyse lette sommerdragter.
Et skrig fra et par af damerne, vi holdt aarerne an, baaden gled forbi os uden at vi kom den nær, og pludrende og leende rodde de videre uden at ænse os.
Jeg stirred paa baaden og dens lyse sommerlast som paa et syn; alt blodet var strømmet mig til hjertet, jeg følte jeg var ganske bleg –:
Du store gud! alle disse lyse dejlige skik kelser skulde bade sig, ganske nøgne, aldeles som vi; skulde klæ af sig derinde paa stranden, stige ud i vandet og plaske omkring der med de dejlige nøgne legemer ... aah, jeg skalv ved at tænke paa det, det var til at bli gal af ... jeg maatte ... jeg maatte... se det ialfald; det koste hvad det vilde.
Med et par aaretag var vi om pynten, og jeg la stille min aare ind og rejste mig med fingeren paa munden –;
– Strik! sa jeg sagte.
Han strikked med aaren, og baaden gled ind til bredden. Jeg sprang iland med fangelinen, gjorde baaden fast og vinked paa ham – og saa kravled vi op paa pynten begge to og blev liggende der paa maven og se indover bugten.
Nordlandsbaaden skured netop op i stranden derinde, damerne steg ud, trak baaden lidt op og sprang saa hen bag buskene for at klæ af sig.
– Au! sa jeg halvhøjt; jeg havde haabet at faa se dem klæ af sig.
Vi vented aandeløst.
Endelig kom en af dem frem bag en busk, ganske nøgen, stor og lubben at se til, men vi kunde ikke rigtig skjelne formerne. Hun vaded lige ud i vandet, udover sandbunden, indtil vandet gik hende til livet, og la sig saa ned paa maven og svømmed udover....
En til kom frem – mindre og lettere at se til, men rund og blød. Hun løb behændig ud over en række store stene som stak ud i vandet, sat sig paa den yderste af dem, stak taaspidsen i vandet, gav et lidet skrig og trak den tilbage igjen – og blev saa siddende der paa hug med benene opunder sig og armene slynget om knæerne.
Indtil en tredje som uden at hun mærked det var kommen løbende den samme vej udover stenene, gav hende et puf saa hun styrted udfor.
Et skrig, et pladsk – saa hopped den tredje leende efter. Og én efter én kom de frem bag buskene – der var hele otte stykker af dem – vaded udover, eller sprang ud paa den yderste sten og hopped, og snart var de alle sammen i vandet. Og der blev en skrigen og en leen og en plasken og en skvætten saa spruten stod om de hvide runde skikkelser.
Men ude paa pynten laa vi paa maven og slugte dette syn med opspilede øjne og bankende hjerter og hæsblæsende aandedrag, og sveden piblende ned ad panden.
Saa med ét fór jeg op –: vi maa skynde os! hvisked jeg til min kammerat.
– Vil du virkelig derind? spurgte han ængstelig.
– Vil du med eller ikke? – Jeg sprang i baaden.
Jo, saa kom han ogsaa.
Jeg tog det forreste aarepar, han det agterste, og med et par tag var vi om pynten igjen og havde tat sigte paa stranden.
– Og nu ror vi som det gjaldt livet, hvisked jeg; lange tag!
Vi tog spændtag mod toften, bøjed os forover og langed ud alt hvad vi kunde og baaden sat afsted med fos for bougen.
En stund hørte vi ingen ting andet end denne fossen for bougen af baaden.
– Mon de ikke mærked det? ... nej, de var vel for optat af sig selv....
Jo, saa pludselig skriger flere fruentimmerstemmer paa én gang: ro væk! ro væk! Men jeg bare bed tænderne sammen, spændte fødderne endnu voldsommere mod toften og la mig tilbage paa aarerne med al den magt jeg ejed og havde....
Skurende mod grunden fløj baaden langt op i stranden og faldt om paa siden ned paa den hvide sand. Da først vendte jeg mig om for at se. Hele flokken, alle otte, flygted opover; de bagerste var saavidt kommen op af vandet.
Jeg sad som naglet til pletten. Mit ansigt brændte som ild og pulsen banked som i feber de par sekunder jeg sad der og stirred efter disse nøgne flygtende kvindeskikkelser. Saa forsvandt den sidste bag buskene – og jeg faldt rent sammen.
Jeg følte mig forfærdelig syg og udmattet.
Men saa pludselig titted et par af dem frem bag buskene igjen –: aa fy! aa fy! ropte de ned til os.
Jeg blev med én gang forfærdelig skamfuld, jeg havde lyst til at synke i jorden der jeg sad. Men æren maatte reddes; vi var jo kjække gutter og ingen tøsefuter; det var ikke for at se paa dem, vi var kommen hvad brydde vi os om det?! – Nejda! det var bare for at skræmme fruentimmerne. Og uden egentlig at gjøre mig rede for noget rejste jeg mig op i baaden, svinged min hat og ropte leende:
– Hurra-a-a!
Og saa sprang vi iland, skjøv baaden ud igjen og rodde langsomt bort. –
En stund sa vi ikke et ord nogen af os. Men saa kunde jeg ikke dy mig –:
– Tænk, om vi havde turdet løbe op til dem bag buskene! – hu! – jeg skalv.
– Jeg skulde gjerne git en mark for at faa se mere, svarte han lysten.
– En mark?! – mit halve liv! Jeg sa det ikke, mumled det bare hen for mig, turde ikke la selv ham, min bedste ven vide, hvordan jeg virkelig var.
Vi rodde hjemover med langsomme aaretag, baaden gled sagtelig frem gjennem det stille vand, ingen af os sa noget, vi havde nok med os selv.
Jeg i det mindste havde det. Jeg følte mig uhyggelig uvel baade paa legeme og sjæl, som naget af en tærende sygdom.
... Aa denne fortærende, vanvittige tørst efter at vælte mig, rulle mig, bade mig i kvindekjød! – skulde den vare ved uden at bli tilfredsstillet, dag ud og dag ind, ligetil jeg engang langt ude i fremtiden blev gift?!
... Gift? – Far var blet gift da han var 31, jeg var ikke 14 endda. Vente I7, 18 aar – jeg vilde bli gal længe før. Rart at jeg ikke var blet det alt. Denne fortærende lidenskab holdt mig jo i aande hele dagen, fra jeg vaagned til jeg søvned – med enkelte korte mellemrum af fuldstændig slaphed ... Bade var det eneste; det dulmed saalænge det varte. Men En kunde jo ikke ligge i vandet hele dagen – og ellers var det der omtrent bestandig. Med det samme jeg slog øjnene op om morgenen – strax var det der, og jeg styrted op af sengen, slugte lidt mad i mig og fløj ud paa marken for at høje sammen med bondejenterne. Saa nær ind paa dem som muligt; saa jeg af og til kunde stjæle mig til at indaande svedlugten af deres legemer; jeg trak den i mig med aaben mund og opspilede næsebor og følte det som om jeg spiste og drak fruentimmer ind i mig. Men jeg turde ikke røre ved dem; ikke for alt i verden; nejda! Om konen paa gaarden, naar vi var færdig med et arbejde og jeg havde vært rigtig flittig kunde sige til mig: «du er flink du! du skal faa ligge med jenterne paa laaven inat» saa blev jeg bare flau og stod der med et fjottet smil og lod jenterne le ad mig istedenfor at ta i dem og kile dem og holde leven med dem; jeg følte det som om de allesammen havde gjættet mine tanker. Af og til fandt jeg paa at ville tvinge mig til at ta borti dem, men det var mig ikke muligt. Ikke saalænge det var lyst. En anden sag var det naar det blev mørkt ... som f. ex. naar vi gik en hel rad af gutter og jenter og rulled høet indover laaven, og saa en af bondegutterne fandt paa at slaa laavedøren igjen for at kunne holde leven med jenterne i mørket. Da fór jeg øjeblikkelig med hodet eller med hænderne – eftersom det kunde træffe sig op under stakken paa den nærmeste jenten og laa der og kribled og krabled, uden at bry mig om hverken puf eller spark. Men ikke før var laavedøren oppe igjen før jeg pludselig, sigende i knæerne af udmattelse, men ladende som ingenting, gik der ganske rolig og rulled videre paa høet – bare med det ene ønske: aa gid én vilde gjøre det mørkt igjen! For mens det var lyst – nej! Aa, at jeg ingenting turde! det var da igrunden for galt! – En dame ... at jeg ikke kunde faa en dame, det fik saa være; det gik jo ikke an, det var jo en umulig, utænkelig ting. En dame med klær paa det var mig umuligt at tænke klæerne bort, skjønt jeg idag havde set hele otte stykker af dem uden klær, virkelig nøgne! En dame, nej det fik saa være. Men en tjenestepige – at jeg ikke skulde turde forsøge mig der! Det kunde jo hænde, det gik, og da – aa gud! saa meget at vinde, ossaa ikke turde! Jeg skar tænder: her gik jeg jo og gjorde mig til latter hver eneste aften, bare for at faa lov til at holde paa en tjenestepigearm! men at forsøge paa at ta hele pigen – nej! Og det uagtet jeg sandsynligvis ikke risikerte mere ved det . – Aa det var idiotisk! hver aften naar hele familien havde lagt sig og tjenestepigerne sammen med bondejenterne tog sig en aftentur, sneg jeg mig alene efter dem. De vented mig, for jeg kom bestandig, og de havde sin moro af det. En af dem den ene dag én, den anden en anden – tog mig da under armen og sa at idag var det hende som var gift med mig. Og saa spaserte vi sammen, fulgt af alle de andre. Der behøvedes ikke mere. Jeg gik der med feber i kroppen og klinte mig op til hende og sa et eller andet som der sjelden var nogen mening i, for jeg var rent halvtullet. Og alle jenterne lo, som de var gale. Jeg havde jo ikke andet end skjorte, buxer og en kort jakke paa kroppen, saa det var let at se udenpaa hvordan det var fat med mig – og det syntes de var grepa moro. Og jeg bed ærgrelsen i mig og blev gaaende der, hed og febrilsk, med fortvivlede tanker om pludselig at kaste hende overende i en grøft og styrte mig ovenpaa hende, eller noget andet lignende men turde naturligvis aldrig nogenting. Og ingen af dem forbarmed sig over mig. Og alligevel kom jeg igjen aften efter aften og skaffed dem den samme komedie....
Aa, men jeg holdt det ikke ud; jeg blev sikkert vanvittig, hvis det skulde vare ved slig ...
Og alligevel turde jeg ikke.
Nej, ikke herhjemme. Men naar jeg kom ud tilsøs. Langt hjemmefra, hvor ingen kjendte mig, saa ingen kunde fortælle noget ... Aa, da skulde jeg turde. Og da vilde jeg. Ja, jeg vilde! jeg vilde! der var ikke tale om andet....
... Aa tilsøs! – Sejle ... sejle, som var mit liv! Sejle og komme i havn, og der mætte mig, mætte mig, aah mætte mig! med fruentimmer. Og saa sejle igjen. Og længes. En stund. Og sejle og længes, og længes og sejle – og saa i havn igjen, brrr! – jeg skvat op i en vellystig gysen.
– Hvad gaar der af dig? spurgte min kammerat.
– Hu, en kuldegysen! det grøsser i mig.
Og saa rodde vi til med raskere aaretag, baaden tog fart gjennem det blanke vand, og snart var jeg igjen ude i marken og højed sammen med bondejenterne.
XX.
Det var et aar senere. Jeg var blet kahytsgut ombord i en liden bark.
Det var nat. Nede i et mørkt kot ved siden af den egentlige kahyt laa jeg og sov i min køj og drømte –:
Jeg var hjemme og stod ude i haven bag huset vort. Inde paa den lille gaardsplads mellem haven og huset stod en ung lys kone og vugged sig sagte paa de høje hofter med et barn ved brystet; halve barmen var blottet, ærmerne opsmøgede, solen skinned paa det spændte hvide bryst og de svære solbrunede arme.
Jeg sneg mig nærmere, helt hen til stakittet, og blev staaende der og sluge med øjnene brystets hvide hvælving og hofternes sagte vuggen.
Hun stod med hodet bøjet og saa ned paa barnet. Men pludselig løfted hun ansigtet og opfanged gløden i mine øjne. – Hun smilte, og de store blaa øjne blev underlig bløde – og saa la hun barnet ned i en barnevogn som stod der, og gik hen imod havedøren øjnene fæstet paa mig med et mat smil.
Jeg skalv.
Hun lukked op havedøren og gik langsomt hen imod mig, fremdeles med det matte bløde smil, og sine øjne i mine.
Saa med ét fór jeg hende imøde, slynged armene om hendes bløde liv, over de høje hofter, og gjemte mit ansigt ved den nøgne, hvide barm. Og jeg følte de svære bløde arme om min hals og min nakke; de trykked mit hode fast ind mod det varme bryst – og hele mit væsen opløstes i vellyst ...
– – – Saa fór jeg pludselig op i køjen, lys levende vaagen med en eneste gang. –
En slap, flau fornemmelse ... Og hvor mine albuer værked: hænderne var hængt op i hver sin rendesnare ved enderne af et bendelbaand som paa midten var fæstet i en knap paa skjortelinningen bag i halsen.
Jeg rev rendesnarerne op, befried mine hænder, og strak saa min knyttede næve ud i luften og trued op imod det svage lysskjær som fra skylightet inde i kahytten trængte ned i mørket –:
– Djævelen annamme dig, gud! snærred jeg indædt med sammenbidte tænder, og faldt saa slap tilbage paa puden igjen.
... Det var altsaa forgjæves, der nytted ingenting imod dette skrækkelige onde ...
Og hvad var det egentlig for noget? Var det en naturlig sygdom, eller var det en straffedom gud sendte over mig for mine syndige tankers skyld?... Aa skidt, det kunde jo være det samme hvad fan'en det var, der var jo ingen lægedom for det alligevel. Det fik i guds navn flyde fra mig dette kostbare stof som skulde «nære den mandlige spire», det fik i guds navn flyde fra mig alt hvad der hed saft og kraft, og jeg fik bli gaaende her liden og ussel med et ødelagt legeme, jeg som skulde være sømand og havde behov at bli rigtig stor og stærk. Det fik i guds navn gaa, men – djævelen annamme gud! hans var hele skylden!
Jeg skrøbelige menneske havde gjort hvad der stod i et menneskes magt, og havde overladt resten til ham.
Og han som var almægtig, og desuden havde lovet at frelse fra synd, han havde ingenting gjort.
Aa det var skjændigt!
Havde ikke jeg nu i lange tider med kjæmpemæssige anstrængelser hver eneste dag ryddet ud hver liderlig tanke af mit sind saalænge jeg var vaagen! Ja selv naar vi efter at ha vært længe i søen, kom i havn og halte ind til kajen og det første skjørt som viste sig paa land pludselig tændte min fantasi i brand og gjorde mig halvt vanvittig – jeg tog mig alligevel sammen med al den magt jeg ejed og havde og tvang tankerne tilbage; de fik ingen magt over mig.
Men ikke før la jeg mit hode paa puden og søvned ind med en bøn til gud paa mine læber før alle tankerne fór ind over mig igjen og gjorde med mig hvad de vilde; i søvne kunde jeg ikke beherske dem.
Og da var det jo at gud skulde vaaget for mig; det var jo det sidste jeg bad ham om naar jeg lukked mine trætte øjne.
Men havde han bønhørt mig?
Nej.
Tværtimod, det var blet bestandig værre og værre om natten, jo mere jeg selv kjæmped om dagen. Det kom stadig oftere og oftere, undertiden mange gange paa én nat, saa jeg vaagned om morgenen udmattet og mørbanket i alle lemmer som efter en nat gjennemvaaget under anstrængelser.
Men endnu havde jeg trod at det maatte være min skyld; gud kunde ikke være saa lumpen. Og saa var jeg kommen paa den tanke, at det maatte være denne skrækkelige «selvbesmittelse», som jeg havde læst om, og som skulde kunne ske ogsaa i søvne.
Da var det jeg begyndte at binde mine hænder. Det var nu otte dage siden. Og morgen efter morgen i disse otte dage var jeg vaagnet med værkende albueled – men glad. For det var ikke kommet. Det havde altsaa alligevel vært min skyld og ikke guds. –
Men nej, saa var det kommet nu inat alligevel; det var altsaa alligevel ikke min skyld, men hans; han vilde simpelthen ikke røre en finger for at hjælpe mig til at fri mig fra denne synd.
Og havde han kanske ikke lovet at fri mig fra synd naar jeg alvorlig bad ham om det?
Jo.
Men han gjorde det ikke.
Og desuden – aah, jeg havde nok et andet større regnestykke at gjøre op med ham ogsaa; jeg skulde tro det!
Det var nu tre fjerdingaar siden jeg begyndte at bli alvorlig bekymret for min sjæls frelse. Hver fristund paa dagen i al den tid havde jeg benyttet til selvbetragtning, og til læsning i hans hellige ord, og til bøn. Hver dag erkjendt og angret mine synder, bekjendt dem for ham og bedt og tryglet ham om syndsforladelse og om at bli gjenfødt til et nyt liv i Christo.
Men havde han bønhørt mig?
Nej.
Og havde han lovet at gjøre det?
Ja.
Var han altsaa en ærlig redelig og sanddru gud?
Nej.
Og kunde jeg altsaa ha noget mere med ham at skaffe?
Nej nej nej nej for satan til helvede, adiø! – jeg rysted mine knyttede næver op i luften –: jeg havde søgt ham og ikke fundet ham, jeg havde bedt, og ikke faaet, jeg havde banket, og han havde ikke ladt op for mig. Han havde sveget og brudt sit ubrødelige og usvigelige ord – med ham kunde jeg ikke ha noget mere at skaffe.
Og mine hænder faldt slapt ned paa teppet og jeg blev liggende der, uden at tænke, bare med en følelse af usigelig forladthed. –
Saa begyndte tankerne igjen –:
Og helvede? ... jeg skulde altsaa nu i helvede naar jeg døde, fordi han havde brudt sit ubrødelige ord! –
Aahhh! fandtes der da ikke en større og bedre og retfærdigere gud som kunde slaa mig denne gud til jorden og styrte ham ned til satan i helvede hvor han hørte hjemme! ...
Og jeg blev liggende der i køjen nede i det mørke kot og græde som i krampe af bare raseri. – –
XXI.
Over et aar var gaat. Vi laa i Plymouth ved vintertide. Det var raat og koldt. Fra 6 morgen til 7 aften arbejded vi – og saa var det at vaske sig og gaa iland. For ombord var der ikke værendes, med mindre man vilde gaa tilkøjs med det samme; vi havde jo ingen ovn i ruffen og vi var kuldskjære, vi kom fra Middelhavet.
Om aftenen plejed vi at holde til oppe i et «public house» strax overfor dokken. Vi var snart blet kjendt med værten, og naar vi kom plejed han at slippe os ind i dagligstuen, hvor vi da placerte os omkring kaminen hver med sit glas brandy-hot, og sad og passiarte og nød det at befinde os i varmt værelse. Ved titiden plejed vi at gaa ombord igjen de som ikke blev iland om natten.
Det var en aften, den næstsidste før vi skulde sejle. Vi rejste os fra pladsene omkring kaminen for at gaa og gik ud i skjænkestuen. Derude, paa bænken under det ene vindu – der var ikke andet møblement end skjænken og den zinkbeslagne disk ossaa et par bænker under vinduerne – sad en af vore matroser med en pige; ung og lys, cendré haar og et rent engleansigt under den sorte kys-mig-om-du-kan-hat. Ossaa dertil vir kelig figur – hvad de lyse englemæssige Englænderinder sjelden har.
Jeg stansed uvilkaarlig brat op –: var det muligt at denne dejlige pige, saa englelig uskyldig at se til under den fremstaaende hat, og saa fuldendt damemæssig klædt, var en skjøge! ... Og det endda en skjøge, som denne ækle matros virkelig fik lov til at røre ved! ...
Da de andre som kom indenfra sammen med mig stansed op derude og tog et glas øl paa faldrebet, gik jeg hen til pigen og hilste –:
– Maa jeg by Dem et glas?
– Sejer du et glas? svarte matrosen før hun fik tid til at svare.
– Ja.
Vi gik hen til disken alle tre, og fik en liter øl. Mens vi drak den spurgte jeg, ganske schüchtern og undselig, hvad hun hed.
– Laura.
– Hvor hun bodde?
– Strax heroppe.
– Om jeg maatte bli med hende hjem?
– Ja da, det maatte jeg gjerne.
Hun havde et velklingende organ og en naturlig ynde i bevægelser og gestus, og hendes sprog klang for mig ligesaa fint som nogen dames. Og jeg følte mig tilmode som overfor en virkelig dame, blev ganske fortumlet og kunde næsten ikke tro mine egne sanser –: jeg kunde altsaa virkelig bli med hende hjem!
Men pludselig træder matrosen, som hun havde vendt ryggen mens hun talte med mig, midt ind imellem os og skubber mig haardt tilside –:
– Ka fan'en ve du med jenten, din lort-unge?
Jeg blev staaende der blussende af sinne men turde ikke kny; jeg kjendte hans næver fra ombord af.
Han forsøgte at gi sig i snak med pigen igjen, men hun vendte sig fra ham og begyndte at tale med de andre. Saa vendte han sig mod mig igjen –:
– No, sejer du et glas te?
– Nej til helvete heller! svarte jeg sint.
Han fór op –: Ka fan'en er de daa du staar her etter? Ve du bare se te aa komme deg ombord din dritgut! – Og dermed greb han mig i nakken, slæbte mig hen til døren, og sendte mig paa hodet ud saa jeg nær var styrtet i gaden.
Jeg stod et øjeblik derude paa sneen ganske fortumlet og summed mig efter rystelsen – saa kom Laura farende ud af den anden dør; der var to udgange.
– Mød mig imorgen kl. 7! hvisked hun, og tog mig om halsen og kyssed mig. Jeg slynged lidenskabelig mine arme om hendes liv og trykked mig tæt op til hende – da pludselig matrosen ogsaa kom farende ud –:
– Nej no ska daa dævelen hente deg! ropte han. Ve du bare se te aa ha deg ombord, og det lidt fortere end almindelig!
– Imorgen kl. 7! hvisked jeg til Laura, og flygted saa nedover mod dokken.
De to gik sammen ind igjen og jeg sagtned mine skridt. Alle mine nerver var i oprør. Harme og raseri imod denne fordømte matros som var stærkere end jeg, blanded sig sammen med vellystig forventning. Den sidste fik lidt efter lidt overhaand, mens jeg gik der langsomt nedover mod kajen –:
... Endelig, endelig engang skulde det ske!... Ahh! – jeg aanded ud. Ja for nu vilde jeg ... aa, noget saa dejligt kunde jeg ikke mindes at ha set. Og imorgen maatte det ske, for iovermorgen skulde vi jo sejle ... Aa den morgendag, den morgendag, som ikke kunde skynde sig med at komme! – jeg stamped i sneen – det var jo en evighed til imorgen aften ...
Med ét stopped jeg op –:
– Men ikke mere end én gang! sa jeg til mig selv. Det kunde jeg vel ikke ha synderlig skade af ... Men ikke mere, ikke mere! ...
– Aa nej, jeg skulde nok være stærk.... Aa men du gode gud at det først var imorgen! at det ikke var nu! nu!
Klokken var syv om aftenen den næste dag, styrmanden raabte sit «skej ud!», folkene kom op af rummet, lugerne blev lagt paa, og jeg skulde netop til at skynde mig afsted og vaske mig for at komme iland saa tidlig som muligt, da styrmanden bad mig om at pudse sine støvler; han skulde iland. Jeg mumled en éd mellem tænderne, men var nødt til at finde mig i forsinkelsen.
Da jeg endelig stod færdig til at gaa iland var de andre alt gaat, undtagen en af youngmændene, og vi gik da opover sammen. Paa vejen fortalte jeg ham hvordan sagerne stod, og han paatog sig at gaa ind i skjænke stuen og se efter om Laura var der. – Han kom strax ud igjen –:
– Jo, hun sad derinde sammen med matrosen, baade hun og en anden pige, som hed Jenny.
Hvad var at gjøre?
– Gje meg en sexpence, sa youngmanden, saa ska eg gaa ind og ta i en «quarter» beer. Andreas gaar aldrig forinden der er drukket ud, og imens ska eg faa jenten med meg.
Han fik sixpencen og gik ind igjen, og det varte ikke længe, saa kom han med begge jenterne. Og saa flygted vi alle fire opover byen og drejed om tre, fire hjørner for at matrosen ikke skulde ha saa let for at finde os igjen naar han kom ud. Endelig stansed vi.
– Hvor gaar vi hen? spurgte Laura.
– Lad os gaa etsteds og spise tilaftens, sa jeg.
Vi gik ind et sted hvor pigerne var kjendt, og spiste. Bagefter gik vi hjem til dem; de bodde i samme hus begge to.
Youngmanden gik ind med Jenny, jeg med Laura. –
Vi var alene. Jeg sad der paa en stol og stirred idiotisk hen paa hende, mens hun tog ydertøjet af. Hele mit mod havde pludselig forladt mig, jeg skalv og ønsked mig langt bort. – Et øjeblik tænkte jeg paa at løbe paa dør – men det gik jo ikke an, det tog sig for ynkeligt ud.
Hun gik og pusled henne ved kommoden med ryggen til uden at sige noget. Men pludselig vendte hun sig om –:
– Vil du ikke klæ af dig? spurgte hun smilende og pegte paa sengen med den uskyldigste mine af verden.
Jeg tog mig sammen, rejste mig, gik hen til sengen, klædte af mig i en fart, putted mig halvt ned under dynen, og blev liggende og se paa hende, mens hun henne i sofaen ligeoverfor sad og snøred skoene af sig.
Nu tog hun kjolelivet af! ... og nu korsetten ... jeg saa det med forundring. Men skjørterne – jeg kunde umulig tænke mig at de kunde komme væk.... Joda –: ganske rolig løste hun skjørtebaandene op, rejste sig, lod skjørterne falde paa gulvet og én, to, tre stod hun der i bare linnedet.
Og pludselig grebes jeg af en brændende tørst efter dette halvnøgne legeme, skjælvingen var som strøget væk, og jeg bare strak hænderne krampagtig ud efter hende, mens jeg stirred paa hende som i vildelse.
Saa hopped hun let op i sengen, kasted sig overende i den, slynged sine arme om mig og rulled mig uden videre over sig.
Alle sanser forgik mig.
Men det varte bare nogen sekunder, saa var det forbi, og jeg kom til mig selv igjen. Jeg rejste mig halvt overende i sengen og saa ned paa hendes ansigt som for at forvisse mig om at det virkelig var sandt. Ud af det blege, fine engleansigt med det pragtfulde cendré haar titted et par blaa barneøjne uskyldig smilende op paa mig, og jeg grebes af en usigelig ømhed og kasted mig sansesløs ned over hende og dækked hendes ansigt og hals og hænder med kys; smøg mig som en kat langs hendes hofter og bryst; stak hodet opunder hendes arme; blotted hendes bryst og kyssed og kyssed og kyssed – indtil jeg faldt mat ned ved siden af hende og blev liggende der ganske stille og bare klamre mig op til hende med kindet ind imod hendes nøgne bryst.
– Aldrig, aldrig! har jeg havt det saa dejligt, hvisked jeg sagte og saa op paa hende.
Hun svarte ikke, bare klapped mig ned over haaret og saa mig ind i ansigtet næsten moderlig ømt. Det gjorde at jeg fik et anfald af underlig vemodig rørelse og en voldsom trang til at græde. Græde, bare græde og græde med hodet paa hendes nøgne bryst. – Men jeg turde ikke; hun vilde vist ikke forstaa det – og jeg bare gjemte ansigtet ved hendes hals.
Saa klemte hun mig tættere ind til sig, og drifterne vaagned igjen. – Jeg blev forskrækket; jeg havde jo svoret, at «ikke mere end én gang»! Og det vilde jeg holde; det var jo saa skadeligt....
Jeg holdt mig tappert, men blev kjælnere og kjælnere – indtil jeg bare laa der og vred mig op ad hende og slikked hendes hals som en hund.
Hun forstod ikke hvorfor jeg ikke vilde, og spurgte mig om det.
– Nej, jeg er saa ung, og da skal det være saa skadeligt.
Hun smilte og klapped mig –: hvor gammel er du?
– Sexten aar.
– Ossaa saa liden, stakkar! – hun tog mit hode mellem sine hænder og trykked sin kind mod min og kyssed og kjælte for mig som for et lidet barn.
Og jeg blev liggende der og bugte mig som en orm under hendes kjærtegn. – –
– – – Klokken var to, jeg maatte ombord igjen, klokken fire skulde jeg op, og lidt søvn maatte jeg jo ha. Hun tog ogsaa paa sig og fulgte mig nedover til dokken. Jeg klynged mig ind til hende mens vi gik. Dernede tog hun mig om halsen, kyssed mig tre gange paa munden og sa adjø.
Jeg stod der i min blaa sømandsjakke og min skothue paa hodet og saa op paa hende mens jeg holdt hendes haand.
– Aa, at jeg skal rejse alt idag! .. Og at jeg ikke har mødt dig før! Jeg vil aldrig glemme dig.
– Det kan jo hænde du kommer hertil igjen.
– Gud give det. – Jeg vil aldrig glemme dig.
Hun kyssed mig engang til og gik saa opover.
Jeg blev staaende og se efter hende ...
Hvor hun gik vakkert! ... Og hvor hun bar sin dragt elegant! ... Og det dejlige cendré haar! – Aa jeg maatte se hendes ansigt en siste gang!
– Adjø! ropte jeg opover.
Hun vendte seg, smilte med det blege, fine engleansigt og kyssed på fingeren og tog saa om hjørnet og var borte.
Da først mærked jeg at jeg var voldsomt træt; jeg faldt rent sammen. Og jeg skyndte mig ombord og gikk tilkøjs.
Dagen efter ved middagstid, halte vi ud fra kajen og fik steamboaten for bougen. Det var solskinsvejr og mildt, svag bris, rolig kruset sjø. Mens steamboaten trak os udover blev jeg sendt op paa fortoppen for at kaste los sejlene, og da jeg var færdig blev jeg staaende oppe i merset, skyggende med haanden for øjnene og se tilbage mod byen.
... Derinde, under et af disse mange tag var hun ... Og her stod jeg.... Og afstanden mellem os blev større og større... Og kanske skulde jeg aldrig se hende igjen... Sandsynligvis aldrig ...
Tag og taarne, land og hav flød sammen for mig, og taarerne trilled ned ad kinderne.
... Aldrig! – aa jeg følte det, som jeg skulde dø....
Saa skreg styrmanden fra dækket: Ka fan'en e de for slag – somner du av deroppe? Ve du bare se aa ha deg ner igjen!
Jeg tog mig sammen, strøg haandbagen over øjnene og pilled ned.
Vi var gaat ind til Swansea for at bli lastet med kul.
Det var om aftenen. Inde i ruffen sad folkene paa sine kister langs væggene foran køjaabningerne og passiared og røgte og spytted hen i den store fælles spyttebak midt paa gulvet. Tranlampen midt under taget sendte sit flakkende lys usikkert ind blandt tobaksskyerne i det lave halvmørke rum.
Jeg havde laant kabyssen af kokken for at sidde i ro og skrive et brev. Derinde foran kabysbænken som jeg brugte til skrivepult, laa jeg paa knæ paa gulvet i mine skidne sejldugsklær og min runde blaa hue paa hodet og skrev, med et engelsk lexikon ved siden. Tranlampen over kabysbænken kasted et mat lys ned paa papiret, netop saavidt at jeg kunde se. Den blaa hue var skudt langt bag i nakken og jeg skrev ivrig.
Netop som jeg var færdig og laa der paa knæ og læste brevet igjennem, kom nogen ind i kabyssen. Jeg trodde det var kokken og vendte mig ikke om.
– Nej jagu e de ikkje te Laura han skriver! – Den fordømte matros som havde villet hindre mig i at faa fat paa hende stod bøjet over mig og havde læst overskriften.
– Ja det er det, svarte jeg.
– Lat meg høre ka du har skreve, sa han leende.
Jeg syntes selv det var vakkert det jeg havde skrevet, jeg var stolt af det, og jeg læste det op for ham paa engelsk –: Jeg elsked hende og tænkte bestandig paa hende; og jeg var saa ulykkelig fordi hun var saa langt borte, og jeg ikke kunde faa se hende, tale med hende, kysse hende – aa jeg var saa ulykkelig. Tænkte hun paa mig undertiden? Var hun glad i mig – aa hun skulde vide hvor jeg var glad i hende! Vilde hun skrive til mig og sige mig det? Aa det maatte hun gjøre. Et brev fra hende – hvor jeg vilde sætte pris paa det! jeg vilde gjemme det som et klenodie og læse det om igjen og om igjen hver eneste dag mange gange, og kysse det, fordi hun havde skrevet det, hendes haand hvilet paa det. Ak, om jeg var i Plymouth! Mon jeg nogensinde vilde komme der tilbage igjen? Eller skulde jeg aldrig se hende mere – aa hvor jeg var ulykkelig! osv. osv.
Matrosen hørte det tilende, lo og spurgte hvorfor jeg skrev sligt til hende; jeg kom jo sandsynligvis ikke til Plymouth igjen paa mange lange tider.
– Hvorfor jeg skrev det? – Fordi jeg mente det.
Han brast ud i en skoggerlatter og løb ind i ruffen og fortalte det til de andre. De lo allesammen –: en hore! hahaha. –
Jeg hørte det, men det generte mig ikke. En hore? – nej, for mig var hun ikke nogen hore. Men hvad forstod de raa fyre sig paa det! Hvad jeg havde skrevet var vakkert. Og jeg følte det. Og var glad over at føle det. –
Jeg læste endnu en gang brevet igjennem, konvoluterte det, skrev udenpaa og sat frimærke paa, og vandred saa med selvfølelse op iland og putted brevet i en postkasse.
Nogen dage efter, ved frokosttide, blev jeg kaldt agterud til skipperen. Jeg kom ind i kahytten i mine skidne sejldugsklær, min blaa hue i haanden. Skipperen, en bredskuldret robust fyr med rødt haar og skjæg og et rigtigt bulbideransigt, tog imod mig staaende midt i forkahytten, med et brev i haanden –:
– Ka e de for et kvindfolk, saa skriver te deg fra Plymouth?
– Det er en pige jeg kjender.
– En tæve ja!
– Nej, en sypige.
– Saa du har lagt me ja!
– Nej.
– Aa tøv med deg gut, en tæve e de og ingenting and't. – No tar du og bryter breve saa eg ser paa det, og later meg læse det.
Jeg brød brevet –: værsgod.
Han folded det ud. Øverst oppe, over «My dear», var der fæstet en presset forglemmigej. Han rev den af og kasted den paa gulvet. Og da jeg tog den op igjen trév han den fra mig igjen og rev den istykker. Saa læste han.
Det var et meget pent brev, ikke nogetsomhelst skjøgemæssigt ved det –:
Hun var glad i mig, og var glad over at jeg var glad i hende; men der var maade med alt; «you say, that your heart is broken, but I hope not yet«; jeg vilde møde andre piger, som jeg ogsaa vilde bli glad i, og saa vilde jeg glemme hende. Men hun vilde ofte tænke paa mig; og vi kunde jo skrive til hverandre; kanske kom jeg ogsaa snart til Plymouth igjen, det var jo ikke godt at vide, og da skulde jeg se at hun holdt af mig osv. osv.
Han gav mig brevet tilbage –:
– No jaja, der staar ikkje nokke svineri i det ialfald, sa han lidt formildet. Men det vil eg seje deg, at eg taaler ikkje at tæver adresserer brevene sine te meg, og derfor ska de være slut med dette her, saa møkke du vét det. – No kan du gaa. Og han vendte mig ryggen og gik ind i den indre kahyt. – – –
– – I middagstiden den samme dag havde jeg vagt paa dækket den første halvtime. –
Merkur hoj! ropte det iland.
Det var skipperen, som vilde ombord, og jeg tog baaden og rejste iland og hented ham. Da jeg rodde udover igjen med ham i baaden stilled han sig op foran mig, tyk og bred, med benene et stykke ud fra hverandre, begge næver dybt begravet i buxelommerne, og betragted mig med en mine som om jeg var det mest komiske han nogensinde havde set. Slig blev han staaende lidt; saa dumped det ud af ham –:
– End seje meg te du – ikkje førr e di kommen ut a holle førr di ve ind igjen! – Og saa brast han ud i en skoggerlatter, saa vommen rysted.
Jeg kunde ikke bare mig for at le med. Men det likte han ikke; han tog en barsk mine paa –:
– Ka e de du ler af din snørdot!
Saa la jeg til ved skibssiden, og han steg op ad lejderen.
– – – Nogen dage efter fandt jeg paa at rømme, rejste opover landet, udstod adskillige besværligheder og kom tilsidst ned til Swansea igjen, hvor jeg fik hyre med en Tysker. Under alt dette glemte jeg mere og mere Laura og kom ikke til at skrive til hende mer. Og til Plymouth kom jeg aldrig siden.
XXII.
Nok et aar. Det var i Kristiania. Jeg var kommen herind for at ta skipperexamen; jeg var ikke mere end 17 aar, men disse examiner var det ligesaa godt at faa fra sig først som sidst.
Paa en kvist oppe i Professorbyen sad jeg lænet tilbage i gyngestolen foran skrivebordet med et brev i haanden. Jeg havde læst det, og læst det, og læst det igjen –:
Kjære Herman! Det gjør mig ondt, at jeg ikke kan gjengjælde dine følelser. Jeg anede ikke at du holdt af mig paa den maade. Du maa ogsaa huske paa at du er endnu for ung til at tænke paa noget saadant. Naar du engang kommer i den alder at du kan gifte dig, da vilde jeg være for gammel for dig. Søg altsaa at glemme mig. Din hengivne kousine Emma.
... Hun elsked mig altsaa ikke. Der med var alt sagt. Hvad kom det saa mig ved, at jeg var for ung, og hun for gammel. Det var forbi: hun elsked mig ikke ...
Jeg støtted albuerne paa bordet og blev siddende og stirre ud af vinduet med haanden under kindet –:
Leve uden hende! – hvad skulde jeg saa leve og arbejde for ...
... Besynderligt nok: hun var ikke vakker. Bare denne bedaarende huslige ynde. Ikke mere end en maaned havde jeg vært sammen med hende og hun var alt vævet dybt ind i alle mine drømme om fremtiden –: For hende skulde jeg rejse ud ... til hende skulde jeg vende tilbage. Bittersøde skilsmisser. Og lykkedrukne hjemkomster. Og længsel imellem. – Indtil jeg ikke mere holdt det ud men maatte flytte hjemmet med mig. Som trækfuglene. Aa, en nydelig liden kahyt skulde hun ha. Og alt hvad hun ønsked det vilde jeg skaffe hende. Og hvert smil paa hendes ansigt, hver øm tak paa hendes læber – hvor det vilde gjøre mig lyksalig! Og bestandig bare denne ene tanke: hende! hende! hende! ... aa-haa-haa! jeg la hodet ned paa armene og hulked.
Om en stund rejste jeg mig stille op, tørred mine øjne, tog et ark brevpapir frem af mappen og skrev –:
Kjære Emma! Du elsker mig ikke. Kjærligheden, naar den kommer, styrter sig ned over os som en rovfugl over sit bytte; vi raar ikke for den. Mig har den styrtet sig over; ikke over dig. Du elsker mig ikke. Farvel! Jeg vil søge at glemme dig i verdens tummel. Din hengivne Herman.
Saa var det en maaned senere. Jeg var begyndt saa smaat at rangle. Ganske alene. Om formiddagen sad jeg paa skipperskolen, resten af dagen tilbragte jeg med at drive omkring paa kaféer og knejper af alle slags. Tilsidst havde jeg slaat mig ned paa en tredje rangs restauration, hvor jeg sad hver eneste dag fra kl. 5 til kl. 12 og drak afvexlende en toddy og en halv øl – noget maatte jeg jo drikke for at kunne sidde der.
Skjænken og disken, begge hvidmalte; ossaa nogen træstole og smaa træborde, som engang havde vært rødmalte – det var bohavet; det saa koldt og haardt og uhyggeligt ud. – Men henne bag den hvidmalte disk med smørrebrødsvaserne, sad der en ung pige. Liden og net; stort sort haar sat op med chignon, som damerne brugte det dengang; et blegt, fint lidet ansigt og et par store mørke gazelleøjne bag de lange sorte øjenhaar; tynde men røde læber og perlende hvide, vidunderlig velformede tænder.
Aften efter aften havde jeg siddet dernede fra 5 til 12, men aldrig havde jeg talt til hende, bare siddet og set paa hende og drømt. Og lidt efter lidt var det nu blet hende som var med i alle mine drømme om fremtiden.
Jeg førte altid en stor ostindiefarer, og hun var med. Agter paa dækket sad hun og sydde eller læste, naar det var solskin og godt vejr, og jeg fryded mine øjne ved at se paa hende, mens jeg gik der op og ned paa dækket. Og om jeg ikke netop havde hende for mine øjne – hun var altid i mine tanker. Var jeg forud og saa til folkenes arbejde jeg bar hendes billede med mig. Og ret som det var maatte jeg ta en tur agterover og se at hun virkelig var der. Da gløtted hun op fra sit arbejde med de store mørke øjne og nikked fortrolig til mig bag de sorte øjenhaar –: hun vidste godt hvorfor jeg kom. Og jeg nikked igjen og gik tilbage til mit arbejde og tænkte igjen paa hende ...
Eller naar jeg havde staat en stund og spejdet ud over søen, efter land eller efter en sejler, og et øjeblik vært optat af noget andet end hende – pludselig maatte jeg skynde mig og vende mig om for at se at hun virkelig var der. Og bestandig sad hun der som et nyt under ...
Og nede i den lune kahyt. Naar det var storm og uvejr deroppe, saa var der nede et koseligt hjem, fyldt af hendes bløde, kvindelige væsen. Og jeg kom derned, og indaanded denne hjemmets luft, og min lykke overvælded mig, og jeg sank ned paa knæ foran hende og la mit hode ned i hendes skjød og græd – græd mig let og glad og løfted saa mit ansigt og saa op i hendes trofaste taarefyldte øjne og vidste at hun følte det samme som jeg ...
Slig havde jeg lidt efter lidt vævet hende ind i min kjærligheds drøm, mens jeg sad der ganske fortabt og stirred paa det kjære kjendte ansigt.
Og derhenne bag disken sad hun og vidste ingenting om det hele. Af og til gløtted hun op med øjnene og skotted nysgjerrig hen paa mig lille sortsmudskede fyr, som stadig sad der paa den samme plet og saa paa hende. Men hun tog strax øjnene til sig igjen; for jeg stirred bestandig lige ind i dem. Aldrig havde jeg talt til hende ...
– Men engang maatte det ske! Jeg vilde tale til hende.
Men jeg kunde ikke finde paa noget at sige. I flere dage spekulerte jeg paa hvad i alverden jeg skulde sige men fandt ikke noget. Saa gik det op for mig at til hende kunde jeg ikke tale om andet end kjærlighed.
Men det kunde jeg ikke – jeg turde ikke, skjønt jeg beslutted mig til det hver dag.
Saa skrev jeg til hende, sa at jeg elsked hende og spurgte om hun vilde være min. –
Jeg vented én dag, to dage, tre dage – der kom ikke noget svar. Saa gik jeg derned igjen.
Hun sad som sædvanlig bag disken. Da jeg kom gik hun ind i spiseværelset ved siden af. Jeg gik efter. Der var ingen derinde. Hun sat sig paa en stol, jeg paa den ved siden af.
– Har De faaet mit brev? spurgte jeg forlegent.
– Ja. – Hun saa mig roligt ind i øjnene.
– Og hvad svarer De?
– At De er endnu for ung til at tænke paa noget saant. Og jeg er 24 aar.
Jeg svarte ingenting, bare stirred ud i luften og lod dem ramle overende derinde i hjernen alle de skjønne fantasier – jeg følte det igjen, som jeg skulde dø. – Pludselig vendte jeg igjen øjnene imod hende som for at klamre mig fast til hendes ansigt. Men saa var hun borte; hun var gaat ind i restaurationen igjen.
Jeg blev siddende endnu en stund.
... For ung til at tænke paa noget saadant?! – var det da en frase de havde læst udenad af en formularbog allesammen? ... For ung ... for gammel – du store gud, hvad var kjærlighed? ...
Og jeg rejste mig, gik ud i restaurationen, tog min hat og gik – og viste mig der aldrig mere.
Det var en maanedstid efter igjen, en søndagsaften oppe hos min onkel. De gamle var ude. Det var bare et par kousiner, et par fættere, to damer som bodde der, og mig.
Den ene af de to logerende damer var fra en smaaby og laa herinde for at gaa paa gouvernanteskolen. Hun var knapt sexten aar men stor og velbygget og fuldstændig udviklet; hun saa ud som en ung frue paa de tyve. Det svære blonde haar laa i en tyk fletning slynget to gange rundt hodet. Et par lidt smaa, men forunderlig bløde blaa øjne titted fortrolig ud paa En. – Jeg sad ligeoverfor hende ved bordet og glemte af og til at spise for at se paa hende.
– Hvorfor ser De saa paa mig? spurgte hun nysgjerrig en gang hun greb mig i at sidde og se paa sig.
Jeg samled mig sammen og smilte –: Jo, jeg sidder og tænker paa hvor rart det er at De bare er sexten aar. De ser ud, som De var to og tyve.
Hun sat en surmulende mine op –: Nej, sa hun, jeg ser ud som jeg var nitten, ikke fuldt tyve.
– To og tyve! lo jeg.
– Første gang jeg saa Dem, sa hun, trodde jeg, De var tre og tyve. Ossaa er De bare sytten. – En dame paa sexten er ligesaa gammel som en herre paa tyve; De er bare et barn imod mig.
Jeg lo og blev ved at se paa hende, mens vi spiste videre. –
Da vi gik fra spisestuen ind i dagligstuen, kom vi to tilfældigvis sidst. Hun stansed i døraabningen, læned sig op ad dørkarmen og blev staaende. Saa stilled jeg mig op ligeoverfor hende, lænet mod den anden dørkarm, og stod og saa paa hende.
– De er i grunden ganske vakker, sa jeg.
– I grunden?! – det er ikke meget smigrende.
– Jeg har ikke sagt at jeg vilde smigre Dem.
Hun betænkte sig lidt, saa lo hun og sa –: Ajo, gjør det, smigr mig!
– Jaja –: forresten er De virkelig dejlig. En faar lyst til at stirre ind i de bløde blaa øjnene Deres, til En mister sin sjæl derinde. Det er derfor jeg har siddet og set saa paa Dem.
Hun lo, og vi blev staaende og se hverandre ind i øjnene.
– Ved De, sa hun saa –: jeg har lyst til at drikke dus med Dem.
Jeg smilte overlegent; jeg trodde, hun bare vilde gjøre nar af mig.
– De vil ikke? ropte hun overgivent. Skal jeg kanske falde paa knæ for Dem? Og dermed kasted hun sig paa knæ ned paa gulvet foran mig.
Jeg rak hende haanden, og rejste hende op –: Vel, saa drikker vi dus da; men – i brændevin!
Hun klapped i hænderne og lo –: Ja! ja! ropte hun. – Dere! – hun vendte sig mod dem derinde i dagligstuen –: vi skal drikke dus i brændevin! Og saa løb hun hen til buffeten og hented frem onkels akvavitflaske og to dramglas. I det ene skjænked hun bare lidet bitte gran, det andet skjænked hun bredfuldt –: Skaal sa hun og stak sin arm med glasset ind i min.
– Skaal du!
Vi drak og trykked hverandres hænder. Og saa blev glassene sat ind igjen, og vi stilled os igjen op ligeoverfor hverandre henne i døraabningen.
– Ved du, sa jeg –: den første gang jeg traf dig syntes jeg du var forfærdelig hyggelig. Det var en formiddag, jeg kom ind her for at læse aviserne, der var ingen hjemme, og du lukked op for mig. Jeg havde ikke set dig før; det var dagen efter at du var kommen. Først gik du ind paa dit værelse. Men lidt efter kom du ind i stuen og sat dig lige ved siden af mig i sofaen og gav dig til at passiare med mig som med en gammel bekjendt. Saant gjør ikke damerne her i byen, det er bare dig – du er en forfærdelig hyggelig dame!
Hun lo. – Jamen, sa hun; du var ossaa hyggelig; jeg husker det godt. Det var akkurat som at snakke med en af dem derhjemme....
Hun havde faldt og vrid foden og var blet liggende en tre ugers tid. Imens havde jeg gaat og tænkt paa hende hver dag. Og enden var blet den samme gamle –: nu var det hende som spilled hovedrollen i mine fremtidsfantasier. Bare det at denne gang trodde jeg ikke selv paa mine fantasier; jeg tænkte mig det som noget uhyre dejligt, men som nu engang ikke var muligt.
Endelig kom hun op igjen og vi traf en dag sammen hos en fætter ude paa Schulzehougen. Vi gik sammen derfra i mørkningen. Da vi kom et stykke op i den bratte Telthusbakken derude blev hun træt i foden og maatte stanse.
– Hvis jeg ikke var bange for at du vilde sige nej, vilde jeg by dig min arm sa jeg.
Hun sat op en fornærmet mine –:
– Nej hvis du ikke byr mig den ordentlig, saa tar jeg den ikke.
Jeg holdt armen frem –: maa jeg by Dem min arm frøken?
Saa lo hun og tog den og læned sig tungt paa den mens vi gik videre.
– Ved du at det er dejligt at gaa saan med din arm i min, sa jeg lidt efter.
Hun svarte ikke.
– Ja for saa gaar jeg og indbilder mig at der er nogen som holder af mig. Og det er det saa dejligt at tænke, naar der ikke er nogen i den hele vide verden som holder af En.
Hun syntes hun maatte svare noget. Saa lo hun og sa –:
– Ja men der kan jo heller ingen holde af dig; du rangler jo saa meget.
Jeg saa hende ind i øjnene –: Vilde du like en mand som ikke rangled, og aldrig havde ranglet?
Hun betænkte sig lidt. – Isch nej, sa hun saa, det er jo akkurat som de herrer som ikke røger tobak!
– Ja og desuden, hvad vilde du jeg skulde gjøre andet end at rangle? Nu er jeg sytten aar. Og i alle de aar som skal gaa, før jeg kommer i den alder at jeg kan gifte mig – hvad skulde jeg da ta mig til? For der er jo ingen som holder af En før En kommer i den alder. Saan er jo dere damer: dere tænker bare paa giftermaal, ikke paa kjærlighed.
– Fy! sa hun og trak sin arm ud af min og blev gaaende og se paa mig.
– Akja, sa jeg, det er bare i de faa korte stunder hvor jeg kan gaa og indbilde mig at der er nogen som holder af mig, at jeg ikke er ulykkelig. Og saa stansed jeg –: Aa gi mig armen din igjen da! stjæl ikke en af de faa stunder fra mig!
Hun betænkte sig lidt; stak saa pludselig armen ind under min og sat ansigtet lige op i mit og sa –:
– Du Herman! du er igrunden en rar gut!
– Ja jeg maa vist være rar. For jeg kan ikke som de andre gaa her og finde det naturligt at ingen skal holde af En før man blir saa gammel at man kan gifte sig ... Aa, du skulde vide hvor jeg længes! ... Ossaa har jeg en følelse af at jeg kommer til at dø før. En saan lykke er for stor til at den virkelig skulde komme.
Hun sat igjen ansigtet lige op i mit og saa mig ind i øjnene – og der var kommen noget ligesom forskræmt over det unge ansigt –:
– Du Herman! sa hun; undertiden føler jeg det ligedan ... Aa, mon det aldrig skulde komme? ...
Jeg rysted melankolsk paa hodet. – Og saa blev vi gaaende der arm i arm og se ret frem for os, ud i tusmørket, uden at sige noget mere og uden at se paa hverandre, bare trykked os tæt op til hverandre som to smaa børn. Jeg fulgte hende helt ind paa gangen. Der tog hun min haand og sa:
– Herman! skal vi to være gode venner?... saan rigtig gode venner? for jeg holder meget af dig.
– Ja, svarte jeg, men du –: da skal du kysse mig.
Hun slog armen om min hals og kyssed mig paa munden, og et øjeblik hvilte jeg mit hode mod hendes skulder –: aah! om hun havde elsket mig! ...
Saa gik hun ind, og jeg vandred alene nedover til byen.
Nogen uger efter blev hun forlovet. Med en fyr som tænkte at gifte sig om et aarstid.
Hun var den eneste som havde trukket mig op til onkels; da hun nu var blet forlovet holdt jeg op at komme der. Og endnu regelmæssigere end før fordrev jeg de lange vintereftermiddage og aftener til ud paa natten sammen med en kammerat fra skipperskolen nede hos skjøgerne i Vaterland. Vaterland var dengang ligesom finere end Vika. –
Det var en søndagsaften, ved nitiden. Hele eftermiddagen havde vi siddet nede hos de to fruentimmer vi holdt os mest hos, og drukket koldpunch med kognakspidser. Saa skulde fruentimmerne paa Klingenberg og danse, og vi skulde naturligvis med; vi mangled aldrig der om søndagsaftenen. Men først maatte vi hjemom mig efter mere mynt.
Vi gik hjem sammen. Netop som vi var kommen ind og jeg stod og tændte paa lampen, banked det. Det var værtinden. Hun skulde hilse fra min onkel og be om jeg vilde komme derop iaften –: min søster som laa paa diakonissehuset var død.
Min kammerat sat sig ned i sofahjørnet, jeg sat mig i gyngestolen, og vi blev siddende en stund uden at sige noget.
... Død ...?
En underlig uhyggelig fornemmelse greb mig. Jeg forekom mig selv som et klamt paddelignende dyr – ækkelt at komme nær.... Var jeg da blet et umenneske? –: Jeg følte ingenting ved det ...
Død ...? – Nej, ikke en fiber i mit hjerte rørte sig ved det.
... Naa ja, men hvad kom det ogsaa mig ved? Om hun var død eller hun leved, det havde jo ingenting med mit liv at bestille. Jeg leved jo videre som før –: stod op om morgenen og tog min halve øl med dram til, og forsøgte mig paa lidt frokost, gik paa skolen og sad der hele formiddagen, spiste middag og drak kaffe – og rangled saa videre til om natten eller til den næste morgen. – Og saa paa'en igjen. Immer og altid. Indtil jeg fik examen; saa rejste jeg ud igjen... og kom igjen ... og rejste ud igjen... og kom igjen – Og saa var der ikke mere ...
Og saa var der ikke mere? – det grøssed i mig ved den kolde tanke.
... Og hvis jeg døde? ...
Ja, saa døde jeg ... Og hvis jeg fik tid, saa forsøgte jeg vel at omvende mig. Og hvis jeg ikke fik tid? Ja saa gjorde jeg det altsaa ikke....
Aa, men det var for kjedeligt at tænke saan udover ... jeg var træt af det ... jeg gad ikke – de maatte leve eller dø allesammen for mig, akkurat som de selv vilde ...
– Naa, hvad gjør du saa? spurgte min kammerat henne i sofahjørnet.
Jeg sprang op af gyngestolen –: Nu gaar vi s'gu paa Klinken og tar os en svingom.
Og dermed fandt jeg frem pengene, og vi gik. Min kammerat rysted misbilligende paa hodet, og da vi kom udenfor, sa han –:
– Du er igrunden en ugudelig krop! ... Naa, men – det kommer jo ikke mig ved. – – –
En maanedstid efter fik jeg examen og rejste ud igjen som letmatros.
XXIII.
Det var ud paa høsten det samme aar, en nat. Vi havde vagt tilkøjs og laa og sov. Saa brøles der ud midt i ruffen –: «Re-e-e-js ud til kvarter i guds na-a-a-vn!» – Det var udpurring; klokken var tolv.
Vi stak hoderne ud af køjaabningerne, krabbed frem paa kisterne og klædde paa os. Jeg fik i en fart benene i de sejldugs buxer, skoene paa, sejldugsbusserullen vrængt over hodet, og sjøtrøjen knappet udenpaa; trykked saa den runde blaa hue ned i øjnene, tændte paa kridtpiben og skyndte mig ud paa dækket og paa bakken og løste af udkigsmanden – jeg havde første udkig.
– Fint vejr! sa udkigsmanden og gik ned – god vagt!
– Sov godt! –
Det var i Nordsøen, vi kom fra Kanalen og laa bidevind for bagbords halser opover mod Norge. Frisk bris, forholdsvis smult vande, og tindrende ren, stjerneklar luft.
Halvt lænet op mod og halvt siddende paa gangspillet midt paa bakken, med hænderne i lommen og kridtpiben mellem tænderne, stirred jeg ud over søen uden at tænke paa nogen ting.
Pludselig dukked et lys op i horizonten.
– Lys ret forud! raabte jeg agterover.
– Lys ret forud! blev der gjentat midtskibs.
Styrmanden kom forud; de tre ledige mand af vagten ogsaa.
– Hvor er det? spurgte styrmanden.
– Der – jeg pegte udover – ret forud, lite gran til luvart. –
Det var Lindesnæs fyr.
Allesammen blev staaende og se paa det en stund, ligesom i spænding. Imorgen er vi altsaa «hjemme»! brød det tilslut ud af youngmannen.
– Ja, bare vinden staar og det gjør 'en vist, svarte styrmanden glad.
Saa slakked vi paa skjøderne, skværed lidt paa ræerne, faldt af og sløred afsted indover Skagerak med 9 knobs fart. –
Jeg stod igjen lænet op imod gangspillet med næverne i lommen og kridtpiben mellem tænderne og stirred op mod fyret deroppe til luvart –:
... Lindesnæs – Norge – hjem ...
Hjem? – Der rørte sig ingenting derinde i mig som bestandig før naar jeg igjen kom op under Norges kyst – ingenting!
Hjem? – Hvad skulde jeg hjem efter? jeg havde jo ingenting at komme hjem til, ingenting at komme hjem for. – Nej, hjemme som ude, paa sjøen eller paa landjorden det var mig ét fedt; det var saa bare én øde kjedsommelighed altsammen alligevel.
«Hjem»! – For en forventningsfuld glæde der havde ligget i youngmannens udbrud: imorgen er vi altsaa «hjemme»!
Nu sad han dernede paa forlugen, albuen støttet paa det ene knæ og haanden under kindet; tænkte vel paa sin far, og sin mor og sin kjæreste. Ja, han var lykkelig han; mere skulde der ikke til for at fylde ham med glæde og forventning. – For mig – aa for mig maatte der noget uendelig meget mere til ...
Eller var det kanske fordi jeg ikke som han havde far og mor derhjemme, som vilde glæde sig ved at se mig igjen; og en kjæreste som jeg havde længtet efter, og som vented mig med sin kjærlighed? ...
Aa nej. Far og mor, de maatte for mig gjerne hvile paa sin kirkegaard – om jeg kunde, jeg vilde ikke kalde dem tillive igjen. Det havde bare vært én kjedsommelighed til, at skulle vise dem et glad ansigt naar jeg kom hjem. – Og en kjæreste? ... Ja, havde det vært ifjor saa! men nu .... En kjæreste ... et fruentimmer som alle andre ... som dem vi laa iland hos om natten! lidt finere kanske, men enfin: samme surdejg! – Anej, sligt var til at lege med, ikke til at ta for alvor ...
Men ifjor? – Aja ifjor, da var jeg et ligesaa stort barn som youngmannen dernede paa forlugen.
Hvor jeg havde sværmet og vært forelsket! – Først kousine Emma. – Gud, om jeg var blet hængende ved hende! der rørte sig ikke en fiber i mit hjerte mere naar jeg tænkte paa hende; gud maatte vide hvorfor jeg var blet forelsket i hende ... det var vel fordi hun omtrent var det første skjørt jeg havde truffet da jeg kom iland. – Saa var det restaurationsjomfruen. – Jeg smilte –: Hendes store sorte haar, og disse perlende hvide tænder, saa passelig store foran i munden og smalkende af indover i en vellystig bue – begge dele var falske havde jeg siden hørt. – Og saa tilsidst Margrethe. – Ja, hun var da virkelig ganske hyggelig – og søde var de bløde blaa øjne, og tykt hendes blonde haar; men herregud, opta og fylde ens liv ... aa nej nej! det skulde der noget uendelig meget mere og højere til ...
Men hvilket? hvad maatte der til?
Ja det maatte himlen vide. Men noget stort maatte det være, noget som kunde gribe mig helt og fylde mit bryst med jubel saa det var lige ved at sprænges – ja for det først var at leve. Da først gik det i opfyldelse det som jeg havde drømt om livet, da først vilde mine længsler finde hvile. – Men indtil det skede – hvad kom alt det andet mig ved! det var mig lige fedt altsammen ...
Sidde her paa udkig ... ta min rortørn... slarve omkring paa dækket med noget puslearbejde ... sidde derinde i ruffen og røge og høre paa liderlige historier .... Eller naar vi laa ved land: losse og laste om dagen, og om kvælden gaa iland og drikke brændevin og ligge hos fruentimmer – herre min gud, var der nogen som kunde tro at sligt kunde fylde mig! ...
Og om jeg vilde finde mig en stilling iland – som jeg ofte havde tænkt paa? – Herregud, sidde der paa et kontor f. ex. og spekulere paa hvordan man skulde tjene de flest mulige penge ... eller studere sig graa paa kjedelige bøger ... eller hvad fan'en for bestilling jeg kunde finde paa – skulde kanske det gjøre biffen federe?! ...
Undertiden havde jeg tænkt paa at bli haandværker – en liden haandværker, med kone og mange barn, som maatte slide fra morgen til aften for at tjene føden til sig og sine. Da vilde jeg kanske kunne glemme at jeg nogensinde havde havt trang til noget andet ... Men, aanej! en god dag vilde jeg bli grebet af raseri og rømme fra det hele ...
... Aa denne længsel, denne længsel, denne uendelige længsel! – Og dette ynkelige, elendige liv, som ikke ejed noget der svarte til den! Gud for et foragteligt, meningsløst liv! ...
Eller hvad mening var der i det?! Kunde kanske nogen sige hvorfor vi leved?! ...
– «For at vi skulle blive evindelig salige!» faldt det mig uvilkaarlig paa tungen.
Jeg maatte smile –:
– Saa? salige? – men hvem borged mig for at jeg vilde føle mig salig om jeg kom i himlen? Jeg syntes s'gu ikke det var morsomt at sidde og synge lovsange til guds ære i al evighed! ... Og for at faa lov til at gjøre det naar jeg var død skulde jeg endda i levende live tilbringe min tid med at gaa omkring og spekulere ud hvor syndigt det var alt det jeg tænkte, sa, og gjorde! skulde uafladelig angre min synd og trygle om syndernes forladelse for Jesu Christi skyld! ...
Som om jeg havde noget at angre! Var det kanske ikke gud som, uden jeg havde bedt ham om det, og uden at spørge mig om jeg vilde, havde puttet mig ind i livet! Og var det kanske saa ikke det mindste jeg kunde forlange af ham, at han da først havde indrettet livet slig at jeg kunde finde det værdt at leve! Var det kanske ikke hans simple skyldighed?
Men den skyldighed havde han ikke gjort! – Aa nej, var der nogen af os to som havde noget at afbede hos den anden, saa var det nok ham og ikke mig! ...
... Aa, det var jo vanvittigt: her stod jeg med dette rasende krav i mig paa noget som kunde gribe mig helt, fylde min sjæl, og gjøre mig lykkelig – og saa kom man og bød mig et liv i anger og sønderknuselse!!! ...
Hvad satan skulde jeg angre? – At jeg ikke elsked gud som havde indrettet livet saa slet?! ... At jeg bandte og sa fan'en, fordi det var saa daarligt som det var?! ... At jeg drak brændevin og laa hos fruentimmer, naar jeg var iland, for ialfald at fylde mit liv med det snavs som var at faa, naar vorherre ikke havde skaffet noget bedre tilveje?; ...
He! jada! det var det jeg skulde angre! Og saa skulde jeg tilbringe mit liv – mit eneste, kostbare liv, jeg havde ikke flere! med at maale alle mine tanker ord og handlinger med Luthers forklaring til de ti guds bud – og endda føle mig opbygget – ja helt gaa op i denne ynkværdig smaalige beskjæftigelse! ... Du store gud – hvad tog man mig for?! ...
Nej vorherre! – jeg pegte ud i natten – stig ned fra din himmel i den rædselsfuldeste skikkelse du kan paata dig; flyv her foran bougen af skuden og fortæl mig at det virkelig er saa; fortæl mig at jeg er skyldig til helvedes ild; at du vil forbarme dig over mig hvis jeg vil tilbringe mit liv i anger og sønderknuselse og bøn om at bli frelst for Christi skyld; men at hvis ikke – saa skal jeg i helvede; fortæl mig det her midt op i mit aabne ærlige ansigt – og jeg vil bespotte dig og bespytte dig og foragte dig, meget dybere end jeg foragter nogen menneskelig skabning; jeg har ikke trang til slig frelse, og jeg vil ikke eje den for nogen pris – da heller til ildpølen hvor ialfald smerterne fylder ens sjæl indtil vanvid! – Stig ned for satan! – og jeg stamped i dækket.
En spøgelsegysen bæved igjennem mit legeme, haarene rejste sig paa mit hode, mens jeg stod der, lænet mod gangspillet, med haanden strakt ud i den dunkle, stjernetindrende nat, og jeg bøjed uvilkaarlig mit ansigt som vented jeg virkelig at se ham selv, Gud Herren i sin vrede, stige ned og forkynde mig det altsammen.
Saa maatte jeg smile; haanden sank slapt ned, og jeg rysted spøgelsegysen af mig –:
He! En skulde virkelig tro jeg stod her og indbildte mig at der var en levende gud, og at han skulde være saa ynkværdig liden, at jeg var nødt til at foragte ham!
Jeg rejste mig op og gik et par gange frem og tilbage paa det lille rum foran gangspillet mellem begge kranbjælkerne, for at røre mine fødder....
Nede paa forlugen sad youngmannen endnu i den samme stilling: albuen støttet paa knæet og haanden under kind. –
Jeg blev underlig vemodig stemt –: saan havde jeg ogsaa siddet tidligere, naar vi kom op under Norges kyst, og følt mit bryst højne sig, og mit hjerte banke stærkere ved tanken paa det nære hjem ... Og naar jeg saa var kommen hjem – hvad havde saa det hele vært!
... Aa men den dejlige følelse forud! –
Jeg sat mig ned paa kranbjælken om bagbord og blev siddende og se paa youngmannen.
... Hvad om min sjæl kunde gaa over i denne youngman, saa det blev mig som kom hjem til hans forældre og hans kjæreste....
Jeg saa mig selv komme ind i en liden stue i Vaterland – fa'ren springe op fra krakken, med fangskinnet paa, og løbe mig imøde og trykke min haand –: nej er det dig Jens... haassen har du det? –
– Tak godt! og dere herhjemme?
– Joda, alt staar godt til ...
Og saa kommer mo'eren løbende ind fra bryggerhuset med vaade bare arme hun er vaskerkone – og falder mig om halsen og kysser mig med sin gamle kjærlige mund og siger –: Aa Jens! Jens! – nej, haassen har du det? – Og saa tar hun mig i skuldrene og holder mig lidt ud fra sig og siger at jeg ser godt ud, mens taarerne triller ned ad kinderne paa hende.
Men henne ved vinduet sidder hun, Gina, kjæresten. Hun har lat hænderne med sytøjet synke ned i fanget og sidder og ser op paa mig, stille, blygt, med store kjærlige øjne. Og langsomt gaar jeg derhen, øjnene fæstet ved hendes, tar hendes haand og glider stille ned paa knæ foran hende og lægger mit hode i hendes fang og græder ....
Nej, nej, det er jo sandt: saa vil ikke youngmannen gjøre. – Hvordan mon han vil gjøre? – Gud ved – naa det kan ogsaa være det samme .... Naar alt saa kom i den vante, hverdagslige, kjedsommelige gjænge igjen, saa vilde jeg bare bli staaende og se paa det hele og smile ad det – og ødelægge youngmannens lykke, som jeg havde ødelagt min egen – Nej! nej! lad ham være ham; det er nok, at jeg er jeg....
Jeg rejste mig op fra kranbjelken og læned mig igjen mod gangspillet og saa udover.
Vinden blæste lige frisk, skuden dansed lige let henover sjøen. Den fór fremover, bougen højt løftet over vandet, skjød saa sit sorte bryst ned i bølgen, som for at kjøle sig under løbet, kløved den med den stærke bringe og kasted en stor, blank, skumtoppet bølge fossende ud til hver side; løfted saa igjen sit bryst som for at aande, mens den fór ustanselig fremover – skjød saa atter ned i den kjølige bølge og kløved den paany ustanselig.
... Det var denne leg med bølgerne, jeg engang havde drømt var det samme som at leve – herre min gud! ...
Jeg havde vært i Kristiania en tre ugers tid uden at besøge et menneske jeg kjendte. Saa traf jeg en dag tilfældigvis en bror af mig paa gaden og blev gaaende og tale lidt med ham. Han kom blandt andet til at fortælle mig at Margrethes forlovelse var hævet for nogen maaneder siden. Det gav mig pludselig lyst til at se og tale med hende igjen, og jeg tog en drosche og kjørte derop. Det var om eftermiddagen just som det be gyndte at skumre, at jeg ringte paa entréen. Det var hende som kom og lukked op –:
– Nej goddag, goddag! – hun rak mig haanden – velkommen hjem!
– Tak, hvordan staar det til?
– Jo tak – end du, hvordan har du det?
– Aa jo, saa som saa, hverken godt eller vondt.
Vi gik ind i dagligstuen – hun var alene hjemme. Jeg saa mig om i det kjendte værelse. – Aldeles som sidst! sa jeg hen i luften. Gik saa ind i spiseværelset indenfor og blev staaende og se mig om der ogsaa. Hun var gaat med.
– Du, sa jeg, det er ganske rart saan at komme tilbage paa gamle tomter det er ligesom En har ladt en del af sig selv tilbage de steder En har vært ...
Hun svarte ikke, men sat sig ned ved det lille sybord henne ved vinduet og saa ud. Jeg sat mig ligeoverfor hende paa den anden side af sybordet og saa ogsaa ud. En stund talte ingen af os.
Saa pludselig sa jeg –: Hvorfor blev det forbi med forlovelsen?
Hun vendte langsomt øjnene mod mig og sa som i tanker –:
– Jeg elsked ham ikke.
Jeg blev siddende og se paa hende en stund. Saa sa jeg igjen –:
– Tror du paa kjærlighed?
Hun saa forundret op paa mig –: Hvor skulde jeg ikke?! – Tror ikke du paa kjærlighed?
– Nej. Ja det vil sige: ikke paa den store kjærlighed, den som varer for livet. Kjærligheden kommer – men den gaar ogsaa. Den er en illusion som brister – og maa briste.
– Og hvorfor maa kjærligheden briste?!
– Fordi et usselt menneske ikke er stor nok gjenstanden til at kunne fylde os for livet. Der maa noget større, noget umaadelig meget større og højere til ....
– Og hvad skulde det være for noget?
– Ja vidste jeg saasandt det saa sat jeg ikke her; da var jeg paa farten for at søge det op.
Hun rysted paa hodet –: Nej, sa hun, jeg tror at kjærligheden er det største. Men – aa, jeg er bare saa bange for at den ikke skal komme.... Kan du huske; det var du ogsaa sidst du var hjemme. Og da trodde du paa kjærligheden. – Jeg tror paa den endda – og jeg vil altid tro paa den! Det sidste ord klang som en bebrejdelse.
– Ja, sa jeg, vær du glad, saalænge du kan tro paa den; for saa længe har du livet foran dig. – Jeg har det bag mig ... og det er ikke hyggeligt at ha det bag sig ... Ved du hvor jeg har vært henne i de tre uger jeg har vært hjemme? – For det meste i en drosche. Jeg lejer den for timen, stiger op, tænder en cigar, kiler mig ind i det ene hjørne – og kjører omkring i byens gader. Snart fort, og snart langsomt. Forbi alle menneskene som gaar der og er optat, den ene af det, den anden af det. – Jeg sidder og ser paa dem: nogen gaar der med højtidelige miner, som om verden vilde falde sammen hvis ikke de var; andre farer geschæftige afsted, som om det gjaldt at være fremme klokken fem minutter før fem; andre igjen tar det mere roligt. Men étsteds skal de hen alligevel, noget har de at gjøre, noget er de optat af allesammen. Bare jeg alene er ikke optat af nogen ting; jeg bare sidder der, sammensunken i mit hjørne, med cigaren mellem tænderne og ser paa dem; jeg kommer ingensteds fra, jeg skal ingensteds hen, jeg har ingenting med dem allesammen at bestille, og de ikke med mig; jeg sidder der alene med mine tanker og kjører forbi dem som en ensom rejsende forbi en stor travel myretue det er en ganske rar følelse kan du tro! ... Noksaa stolt forresten, kan jeg føle mig undertiden mens jeg sidder der og foragter alle menneskene, som ikke er større end at de kan gaa op i disse smaatterier – aa men saa ensom og trist ... saa kold og saa tom ...
Hun havde stirret ud af vinduet mens jeg talte. Nu vendte hun sig imod mig og sa langsomt –:
– Jamen ... hvorfor vil du ikke heller være som de andre? – Eller som du var før?
– Vil? – Aa om jeg kunde! ...
– Du kan! du kan! – bare du for alvor vil – og hun saa mig ind i øjnene med sit blødeste blik.
Som et pust fra gamle dage kom det over mig –: aahh! om hun elsked mig! Og jeg tog hendes hvide barnehaand og bøjed mit ansigt over mod hendes –:
– Jeg vil! jeg vil! hvisked jeg krampagtig og trykked hendes haand mellem begge mine. – Aa Margrethe – elsk mig! fyld mig med dig! brænd dit dejlige ansigt ind i min sjæl med kjærlighedens magt saa det fylder hele min tanke med længsel efter dig naar jeg er fra dig, og lar mig forgaa af lykke naar jeg er hos dig ... Aa elsk mig – jeg vil ingen anden tanke ha end dig....
Jeg var sunket ned paa knæ foran hende og begraved mit ansigt i hendes fang og storhulked. Og hun tog med begge sine hænder blødt om mit hode og bøjed sig ned og kyssed mig paa haaret –:
– Herman! hvisked hun, gud hvor jeg holder af dig! ...
Og hun blev siddende med mit hode sine hænder og klappe mit haar.
Saa gik der med ét som et gys gjennem min krop og jeg løfted hodet og saa op paa hende. – Hun græd ogsaa.
– Margrethe, hvisked jeg, og graaden tog mig igjen –: det er for sent: jeg kan ikke! ... Og jeg gjemte igjen ansigtet hulkende i hendes fang.
Hendes hænder faldt slapt ned. Hun sa ikke et ord. – Saa holdt jeg op at hulke, reiste mig stille op og sat mig igjen ligeoverfor hende.
Hun sad og stirred ret frem for sig.
– Margrethe!
Hun vendte sig mekanisk imod mig med et aandsfraværende blik.
– Margrethe! – Nu ved jeg hvorfor jeg ikke kan. – Fordi jeg vil . – Kjærligheden, naar den kommer, styrter sig ned over os som en rovfugl over sit bytte. Men den lar sig aldrig fange –: vi maa ikke ville. Men for mig er livet en øde tomhed, jeg skriger efter fylde; derfor maa jeg ville. Og da flygter kjærligheden.... Jeg kunde la være at ville – men det maatte være ved hjælp af at ville la være at ville. Og det var jo bare en omvej. Da beholdt jeg jo alligevel sigte paa kjærligheden – og den lar sig ikke fange....
Hun mælte ikke et ord, bare sad der og stirred ud for sig. Saa tog jeg igjen hendes haand. – Margrethe, sa jeg, jeg holder mere af dig end af noget menneske paa jorden. Havde nogen kunnet redde mig – det havde vært du. Men det er for sent.... Aa, havde dette vært for et aar siden ... hvem ved, kanske havde jeg da ikke vært hvor jeg nu er ... kanske havde jeg vært reddet. Men nu – aahh, det er for sent; mit liv er spildt for bestandig – hvis der ikke gives noget større end kjærligheden, noget der er istand til at gribe mig helt i et eneste nu, saa jeg maa, maa, maa! gi mig hen for bestandig .... Men om det findes, jeg ved ikke hvor jeg skal søge det, jeg har ingen anelse om hvor det er at finde ...
Hun stirred videre ud for sig uden at sige noget.
– Men ét vil jeg gjøre, sa jeg saa –: Jeg vil tvinge mig til ikke at se dig mere. For om jeg saa skulde bli grebet af uimodstaaelig længsel – og maatte, maatte! tilbage til dig ...? Aa sig, sig: vilde du saa ta imod mig?
Hun svarte ikke. Jeg trykked sagte hendes haand –:
– Margrethe! ... hvis jeg kom tilbage med én tanke, én længsel, ét haab: dig! vilde du saa støde mig fra dig?
– Nej, sa hun sagte hen for sig uden at se paa mig.
Jeg reiste mig –: ja saa lad os skilles! – Og enten sees vi aldrig mere, eller ogsaa – aahh, om det var muligt!
Hun havde lagt hodet ned paa sin arm og græd stille. Jeg bøjed mig ned over hende og kyssed hendes haar og mine taarer drypped ned paa det. Saa listed jeg mig stille ud. – – –
Jeg saa hende aldrig mere.
XXIV.
Det var halvandet aar efter, en aften, nede i en liden smal dampskibslugar. En liden ballancelampe af messing, fæstet paa væg gen midt imod sofaen, lyste godt op i det lille rum. Nedenunder lampen, paa det lille bord som var slaat ud fra væggen stod et toddybret med flaske, mugge og sukkerkop, og ved siden af et toddyglas, omtrent halvdrukket. I sofaen sad jeg, alene; albuen støttet paa bordpladen, stirrende ned i toddyglasset, som jeg rørte rundt i med theskeen. – Det var min lugar, jeg var andenstyrmand paa en passagerbaad langs kysten.
Jeg sad og tænkte....
... Nej fan'en, dette gik ikke længer; det blev for vondt.... Nu havde jeg gaat her ombord i to-tre maaneder, passelig pig fra morgen til aften, vævet med passagererne... skrevet ind nogen varer i en bog og set efter i bogen, naar vi lossed paa de forskjellige stoppesteder, at varerne kom rigtig iland – og forresten ikke bestilte andet end at kjede mig næsten ihjel ... ossaa fyre paa med brændevin dann og wann naar det blev for kjedeligt.... Nej, det gik ikke længer!
Men hvad fan'en skulde jeg finde paa?
Jeg rørte videre med skeen i toddyglasset og blev siddende og tænke paa hvordan de var gaat hen disse sidste halvandet aar siden jeg var holdt op at fare tilsøs. Jeg havde forsøgt forskjelligt: siddet paa et sejlmagerloft og syd sejl nogen maaneder; ligget nogen maaneder i Frankrig og gjort ende paa den sidste rest af min fædrenearv ... tænkt paa at gifte mig med datteren af en kafémadam dernede og leve som kafévært – det gik istykker fordi mo'eren stopped mit frierbrev, da hun trodde jeg bare vilde forføre datteren – tænkt paa at reise til Italien og bli lazaron, men opgit det igjen og rejst hjem ... sultet nogen maaneder herhjemme, saa blet navigationslærer og endelig nu dette her ombord – lige drit var det altsammen.... Hvad fan'en skulde jeg finde paa? ...
Jeg tog en slurk og rørte videre i glasset.....
... Hvad kunde jeg ta mig til som kunde være lidt moro? ...
He! det eneste jeg vidste som var noget moro, det var at læse romaner – jeg havde laant et par paa et lejebibliothek i det sidste og faat smag paa det.... Læse om kjærlighed ... helst om ulykkelig kjærlighed ... begynde med et stort dejligt haab – ossaa ende med dyb ulykke.... Og saa begynde igjen paa det samme i en ny roman ... og ende med det samme ... leve om igjen og om igjen i forskjellige skikkelser dette livets eneste indhold....
Ja, det var s'gu noksaa moro, men det kunde jeg ikke leve af.... Hvad fan'en kunde man finde paa! ...
Jeg tog igjen en slurk og rørte mekanisk videre i glasset. – Saa med ét sprat jeg op og læned mig tilbage i sofaen –:
– Der havde jeg det! Død og pine – jeg tog en stor slurk toddy –: gaa iland og studere, ta filologisk embedsexamen og bli lærer om formiddagene og læse romaner hele eftermiddagen. – Ja, det var jo klart som dagen... lære sprog og læse alle verdens romaner; saa fik jeg vel altid tiden til at gaa, og det var jo det det gjaldt om. Naturligvis. Imorgen den dag vilde jeg sige op.
Og jeg skylled resten af toddyen i mig laved en ny og blev siddende der og drikke og røre og se ned i glasset mens jeg tænkte paa, hvordan jeg skulde overvinde de for skjellige vanskeligheder med penge og alt sligt. Indtil alting begyndte at sejle omkring mig og jeg la mig tilbage i sofaen fuld som en fille, og afgik....
XXV.
Over to aar var gaat. Det var sommeren 1876.
Aaret i forvejen var jeg blet storthingsreferent og havde tat artium. Men saa, istedenfor at ta andenexamen og begynde med filologien, havde jeg git mig til at studere filosofi. Jeg vilde ikke længer fordrive tiden med at læse alle verdens romaner, jeg vilde løse livets gaade, forklare mig tilværelsens maal og finde menneskets bestemmelse: hvem kunde vide –: kanske var det at opfylde sin bestemmelse som menneske noget der kunde tilfredsstille mig ....
Jeg studerte væsentlig Hegel. Men det gik ikke rart med arbejdet. Der kom ingen regelmæssighed ind i det, for jeg forstod ingenting af det jeg læste; og der kunde gaa hele uger igjennem hvor jeg bare enten laa sløv hen paa sofaen og stirred op i taget med en følelse af absolut uformuenhed eller ogsaa drev omkring og søgte at glemme det hele, med brændevin og fruentimmer. –
En aften i Juli maaned havde jeg igjen slængt Hegel fra mig og var gaat ud. Nede paa Grand Hôtel havde jeg saa siddet og drukket et par toddyer, ganske alene, til klokken lidt før tolv og var saa gaat ud paa Karljohan for at finde noget fruentimmer. Men jeg havde ingen penge og det var ikke lykkedes. Saa havde jeg opgit det og vandred langsomt opover Rosenkrantzgaden for at gaa hjem.
Mens jeg gik der uden at tænke paa nogen verdens ting – hørte jeg pludselig smaa raske skridt lige bag mig og vendte mig om –: det var et fruentimmer. Jeg kunde tydelig se ansigtet i den lyse sommernat –: en bred hvid pande under det brusende cendré pandehaar; en smal næsten skarp næse mellem to brede ægyptiske øjne; tynde læber, og en ubetydelig hage. Hele ansigtet ikke egentlig vakkert, men rart og pikant. Og huden ualmindelig tendre og fin.
– Godaften! sa jeg.
– Godaften! svarte hun frejdig og saa mig kjækt op i ansigtet.
– Hvor skal De hen?
– Hjem naturligvis.
– Til mig eller til Dem?
Hun lo –: Aa, til Dem hvis det ikke er for langt.
– Jeg bor i Zetlitzgade paa Meyerløkken?
– Naa jaja, det er jo ikke saa langt! Og hun la sin arm i min og vi gik hjem til mig. –
Det var halvmørkt derinde. Vi tændte ikke lampen. Hun tog hatten af og sat sig hen i sofaen. Jeg tog frem en flaske sherry og to glas, sat mig ind til hende i sofaen med armen om hendes skulder og skjænked i. Hun læned sig tilbage i armen min, mens vi drak.
– Vil De bli hos mig inat? spurgte jeg, da vi havde drukket.
Hun retted sig op og saa sig om i værelset med et prøvende blik. – Aaja! sa hun saa, her gaar det godt an at være. Og saa lo hun, kasted sig tilbage i armen min igjen og blev liggende og se op paa mig.
– Kys mig! sa hun saa.
Jeg kyssed hende. Hun blev liggende der, hodet lænet slapt tilbage paa min arm, og se op paa mig. Og lidt efter lidt la der sig som et slør over øjnene, og munden aabned sig en liden smule og lod skimte den hvide tandrække. Ansigtet fik et dæmonisk sanseligt udtryk.
Og mens jeg sad der og saa ned paa dette ansigt, saa greb den mig igjen, denne gamle længsel efter, om det saa bare var for et eneste minut, at kunne gi mig helt hen, synke ned over hende og glemme alt. – Og hele mit elendige liv la sig over mig som en stor trykkende længsel –: Aa, bare et minut!... leve et eneste minut og saa dø døden det vilde ikke være for dyrt betalt ... Og jeg stirred og stirred med store blanke øjne ind i hendes....
Indtil hun pludselig skvat op. Det sanselig betatte udtryk i hendes ansigt var borte, og hun greb mig ved skuldrene og saa mig nøje ind i ansigtet –:
– Men hvad er det, som fejler Dem? De ser jo ud, som De havde en stor sorg!
– Ja, sa jeg langsomt, jeg har ogsaa en stor sorg –: jeg er en gammel mand, og jeg vilde gi mit liv for at være ung igjen, bare en kort stund.
Hun lo –: Aah, sa hun vantro, – er De 20 aar?
– To og tyve.
– To og tyve? – hun sat op et tragikomisk ansigt og rysted betænkelig paa hodet –: Det var svært gammelt!
Jeg smilte. – Nej, sa jeg, det er ikke aarene. Det er herinde – jeg pegte paa panden –; herinde er jeg ikke to og tyve, men tre og sexti. – Naa men fan'en ivold med det!... skaal for satan! du er en dejlig sød pige som vil bli her inat hos mig gamle djævel. – – –
– – – Jeg havde klæd af hende, lidt efter lidt, med en stans mellem hvert plag, og havde beundret hende stykke for stykke, fra top til taa –: hendes hals og skuldre, hendes unge fine bryster, hendes runde arme, de yppige hofter, benene med de kjælne vellystige linjer, de smaa velskabte fødder og overalt og fremfor alt: hendes vidunderlige hud. – Og mens jeg laa paa knæ foran hende havde hun siddet der paa stolen, lænet tilbage mod stoleryggen, med armene hængende slapt ned, og set paa mig med det dæmonisk sanselige ansigt, og lat min be undring og smiger risle hen over sig som et vellystigt bad – bare slaat armene mat omkring mig og trykket mit hode sagte ind til sig, hvergang jeg kyssed hendes skuldre, hals eller bryst ...
Nu laa hun der i min arm ved siden af mig og strøg sig op ad mig med katteagtig kjælen bevægelse, saa jeg blev grebet af en ren debilitas nervosa ....
– Vidunderlig fin er din bløde hud, hvisked jeg sagte – det sitred i alle mine nerver mens jeg laa der og tænkte paa, at igrunden var dette dejligt til at forgaa af; men at mig kunde det ikke ta ....
Tilslut la hun som i mat fortvivlelse armene blødt om mine skuldre, gjemte sit hode ved min hals og hvisked –: kom! – – –
– – – Hun laa igjen ved siden af mig i min arm, og jeg laa og saa ned paa hendes ansigt. – Saa titted hun op paa mig –:
– Du! sa hun; du havde ret alligevel: du bør ikke gifte dig med nogen ung pige.
– Nej, hverken med nogen ung eller nogen gammel ... jeg er en olding ... jeg ligger og tænker istedenfor at bli betat. Og jeg blev liggende og stirre op i taget.
Lidt efter titted hun igjen op –:
– Jamen du! sa hun; jeg er glad i dig alligevel ... jeg kan godt like dig ... jeg ved ikke selv hvorfor, men ... Aah! hun la armene om min hals og kyssed mig du ved ikke, hvor jeg liker dig godt! ...
– Gjør du virkelig? – jeg blev helt rørt.
– Ja. Og hun strøg sig igjen op ad mig med den kattekjælne bevægelse.
Saa grebes jeg med ét af et sanseligt raseri efter at besidde hende igjen, dette vellystige pigebarn: jeg vilde! jeg vilde! for satan ... Og jeg kasted mig over hende og kyssed og kyssed hendes ansigt og skuldre og bryst, gjengjældte hendes katteagtige bevægelser og skrumped mig sammen i vellyst under hendes favntag...
Indtil det lykkedes igjen. – – –
– Ser du! sa hun og titted op, da hun igjen laa ved siden af mig med hodet i min arm –: det var noget andet! – Inden natten er gaat har jeg gjort dig helt ung igjen ....
Jeg smilte –: aah, om du kunde! – – –
– – – Det var blet fuldt dagslys for længe siden, men vi havde ikke lukket et øje. Et par gange havde jeg staat op og gaat omkring der i bare skjorten og sat paa vand paa maskinen og traktet kaffe og serveret hende den paa sengen, én gang med makroner og kjex til, en anden gang med kognak og cigaretter. Og hun havde vært forfærdelig elskværdig og overtruffet alt hvad jeg tidligere havde truffet paa i retning af sanselig erotik.
Saa var klokken blet over fem om morgenen – og hun skulde paa arbejde klokken sex.
Hun sprang let ud af sengen, sat sig paa sengekanten, bøjed sig ned over mig og kyssed mig –:
– Kan du nu se at jeg kunde gjøre dig ung igjen? – Eller har du kanske ikke tilslut vist dig at være yngre end den yngste mand i verden. Og saa lo hun og kilte mig paa halsen.
Jeg slog armene om hende og trak hendes hode ned til mit –:
– Jamen saa har du ogsaa vist dig at være den dejligste af alle dejlige pigebørn paa jorden, sa jeg og kyssed hende ....
Saa stod vi op begge to, mored os som to smaa børn med at klæ paa hverandre, drak resten af kaffeen, som nu stod der kold paa kanden og vandred saa sammen ud i den rene friske morgenluft ....
Da vi skiltes sat jeg hende stevne til om aftenen igjen. –
Jeg kom hjem igjen, men havde slet ingen trang til at lægge mig. Jeg tændte en cigaret og sat mig hen i sofahjørnet i min sædvanlige stilling: albuen hvilende paa sofaarmen, haanden under kindet, og benene trukket op under mig. Der sad jeg og pusted den ene store sky af blaa cigaretrøg ud i luften efter den anden ....
Jeg følte mig forunderlig let og behagelig tilmode – virkelig som jeg var blet ung igjen!
Saa maatte jeg smile –: hun indbildte sig at ha gjort mig ung igjen ... indbildte sig at hun tilslut havde tat mig helt, med krop og sjæl. He, ossaa var det ikke andet end den animalske varme og den uafladelige fysiske irritation –: de to momenter havde til slut øvet den samme fysiske virkning paa mig , som den psykiske betathed øver paa et nor malt menneske ...
Naa forresten, en ganske behagelig nat havde det jo vært, jeg kunde ikke sige andet; men du store gud –: virkelig at bli betat ... og saa gi sig helt hen med krop og sjæl – aah, det var noget kvalitativt andet. Men det evned jeg ikke. Jeg var simpelthen psykisk impotent ligesaavel paa dette felt som paa ethvert andet .... Og det uagtet jeg her skulde ha min fysiske ungdom som modvægt! ... Men, den var nu engang ikke stærk nok til at veje op denne psykiske oldingeagtighed ....
Fan'en, at den ikke var stærkere! jeg havde ofte tænkt paa det. Jeg havde villet øge dens kraft ved en passende afholdenhed, men det hjalp ingenting; for saa var det disse utallige pollusioner. De gjorde, at den aldrig fik nogen større magt alligevel. De arbejded sammen med den psykiske impotens, paa at gjøre mig legemlig impotent ogsaa ....
Og jeg blev siddende der og røge den ene cigaret efter den anden og tænke paa dette fatale samspil af disse to ødelæggende kræfter. Saa tilslut bestemte jeg mig til at gaa op til doktor Øwre og spørge ham til raads i sagen; han skulde jo forstaa sig paa den slags ting.
Jeg tændte paa maskinen og trakted en kop kaffe, spiste lidt frokost og vandred saa ud med en cigar i munden for at fordrive de par timer, til Øwre aabned sit kontor. – – –
Øwre lukked op døren til venteværelset –: værsgod! – Det var min tur og jeg gik ind. Han lukked døren efter mig og blev staaende og vente paa hvad det var jeg vilde.
– Er der noget middel mod impotens? spurgte jeg.
Han saa en stund paa mig –: Spør De for Dem selv eller for andre?
– For mig selv.
– Hvor gammel er De?
– To og tyve.
– Det var sørgelig tidligt. – Værsgod! han pegte ud med haanden, og vi gik tværsover gulvet og sat os, han foran skrivebordet mellem de to vinduer, jeg paa en stol ved vinduet tilhøjre. En stund sad han der og stirred forbi mig ud af vinduet som om han tænkte paa noget rent andet. Men saa pludselig fæsted han øjnene paa mig –:
– Hvad forstaar De ved impotens? spurgte han.
– At erektion ikke indtræder, naar man har lyst paa et fruentimmer.
Han nikked samtykkende og blev igjen siddende og stirre ud af vinduet.
– Er det fuldstændig impotens? spurgte han saa igjen og saa paa mig over brillerne.
– Nej, sa jeg, og fortalte ham om den forløbne nat.
– Og hvorlænge har det varet? spurgte han saa.
– Aa – de sidste par, tre aar.
Han trak paa skuldrene –: Der er ikke mere end ét middel imod det –: bli forelsket!
– Jamen for fan'en, det er jo netop det jeg ikke kan.
Han trak igjen paa skuldrene –: Saa er der ingenting at gjøre! – Og han blev igjen siddende og stirre ud af vinduet.
– Men lad os nu høre, sa han saa –: hvordan er dette kommet? – Har vi i vore unge dage vært henfalden til den nydelse som man senere hen kalder onani?
– Nej desværre. Deri tror jeg netop fejlen for en del ligger.
– Saa-aa? – han smilte – vi har vore theorier! – Er De mediner?
– Nej. Men man tænker jo gjerne lidt over de ting som angaar En saa nær. Nu skal De høre hvordan jeg tror det har sig med denne meningsløse impotens –: Den psykiske udvikling jeg har gjennemgaat har ødelagt min hjerne. Det er mig umuligt længer at bli grebet af nogenting ... jeg føler ikke noget ved nogetsomhelst ... andet end en vemodig længsel efter at føle noget ved det. Slig gaar jeg omkring. Ser jeg et andet menneske bli grebet af noget, saa blir jeg grebet af længsel efter ogsaa at bli grebet af det ... ser jeg et vakkert fruentimmer, saa husker jeg hvad det vilde sige at bli grebet af det – og længes efter at bli det igjen ... Og slig med alt. – De forstaar: det er altsaa paa den reflexive maade jeg faar lyst paa fruentimmer, og det frembringer s'gu ingen erektion – bare en trist vellystig fornemmelse gjennem kroppen ... som en slags – ja hvad skal jeg kalde det – en slags kropslig vemod. Nu, dette er altsaa den ene side af sagen –: hjernen arbejder unaturlig. – Men, der maa ogsaa et andet moment til for helt ud at forklare denne besynderlige impotens hos et saa ungt individ som mig. Og det andet moment er ogsaa forhaanden. Nemlig: kjønsorganerne arbejder ligesaa unaturlig som hjernen. Og det er kommen paa følgende maade –: En systematisk adskillelse fra det andet kjøn hele barnealderen igjennem havde alt i tiaars alderen git mig en voldsomt ophidset kjønslig fantasi. Og det blev værre og værre med aarene. I tretten aars alderen gjorde det mig næsten vanvittig. Al denne opsamlede liderlighed fik naturligvis ikke noget naturligt afløb, det var klart – der var ikke noget fruentimmer som af sig selv forbarmed sig over mig, og jeg havde ikke mod nok til at forsøge mig. Og ulykkeligvis saa havde jeg ikke lært at skaffe den noget kunstigt afløb. Saa maatte da naturen selv bryde sig vej: den aabned sikkerhedsventilen og jeg begyndte at faa pollusioner. Men det hjalp lidet. Mangelen paa virkelighed hidsed fantasien bestandig stærkere og stærkere, pollusionernes tal steg til det rent me ningsløse, og saa endte det da naturligvis med, at da jeg endelig efter en tre fire aars forløb begyndte at bruge fruentimmer, saa viste det sig at den muskel som lukker for vesica seminalis, og som af naturen er indrettet paa at aabne sig ved et vist kvantum friktion af glans den var blet saa vant til at aabne sig bare paa fantasiens bud, at naar fantasien var der saa var det nok; der behøvdes næsten ingen friktion. – Nu, saalænge hjernen var normal saa gik det jo endda an skjønt det jo var ærgerligt nok med den korte fornøjelse. Men da saa hjernen ogsaa begyndte at arbejde unaturlig, saa gik det fan'en ivold. – Og nu er det det jeg mener: Kunde den muskel tvinges til at holde sig lukket – om det saa bare var en uges tid ad gangen f. ex.; iste denfor at den strax jeg falder i søvn aabner sig ved den første vellystige fantasi – saa maatte, tænker jeg mig, kjønsdriften derved stige til en saadan højde at den bemægtiged sig mig fuldstændig og tvang al unaturlig reflexionsvirksomhed i hjernen tilbage saalænge indtil den var tilfredsstillet. Og naar jeg saa gjennem en passende afholdenhed gang paa gang kunde kjøre op med en saa voldsom umiddelbarhed imod reflexionssygen, saa kunde kanske den lidt efter lidt tvinges ialfald saa meget tilbage, at den ikke mere behersked hele mit væsen. – Og saa vilde jeg igjen kunne lære at leve. –
Øwre havde siddet og betragtet mig nøje, mens jeg talte. Da jeg var færdig sa han langsomt –:
– Ja, den maade De mener det er kommen paa høres meget rimelig ud. For jeg skal sige Dem en ting –: det er svært pent at være dydig, men det er svært skadeligt. Men det som skulde gjøres: at faa sædblæren til at holde tæt – ja, det er et langt lærred at blege.
– Naa ja; men tror De altsaa overhodet det er muligt at bringe den muskel tilbage til sin natur igjen naar den først engang er blet rent ødelagt?
Han strøg sig et par gange om hagen og betænkte sig –: Kanske, sa han; men som sagt: det blir et langt lærred at blege.
– Langt eller ikke langt, det gir jeg fan'en. Bare det er muligt.
– Ja, vi kan jo forsøge. Ved paavirkning af lapis kan den muskel bringes til at snerpe sig sammen. Vi skal føre ind nogen lapisbougier.
Jeg la mig hen paa sofaen og han skulde føre ind et katheder. Men der viste sig at være en stærk forsnævning i uretra; kathedriseringen var umulig.
– Har vi havt gonoré? spurgte han, da han maatte opgi det.
– Nej, mærkelig nok; jeg har vært ganske forbausende heldig i den retning.
– Ja da er det altsaa en naturlig forsnævring; den kan bli vanskelig at forcere. Kanske blir vi nødt til at gaa ind med en kathedersax og skjære os igjennem.
– Værsaagod, gjør hvad De vil!
– Naa jaja, vi skal ta det med ro. Først forsøger vi en tid med at blokke. Vil saa det slet ikke gaa, saa er det tid at komme med saxen. Men han saa ned paa mig over brillerne – blir vi nødt til det saa risikerer vi en blodforgiftning. Og da er De kaput!
– Det gir jeg fan'en.
– Vel, vel, sa han rolig og førte ind en tynd bougi. – Se her! sa han da han tog den ud igjen –: den er ikke tyk. Men næste gang forsøger vi en tykkere, og saa lidt efter lidt arbejder vi os frem. – Men vi venter et par dage mellem hver gang, for ikke at irritere for meget. – De kan komme igjen paa Thorsdag. –
Jeg gik ud at spasere igjen og tænkte paa dette forsøg, som muligens skulde koste mit liv ....
... Ja gid det bare saasandt blev en af delene: enten livet eller døden – det var det resultat jeg kom til. Men jeg følte det hele som haabløst –: det blev vist ingen af delene. –
– – – Det blev det heller ikke. Vi hjalp os uden saxen, og jeg slap at risikere blodforgiftning, men resultatet af experimentet blev bare en delvis ødelæggelse af følenerverne derinde, ingen forstærkelse af muskelen.
XXVI.
Det var en aften udpaa vinteren 1877, halvandet aar senere.
Jeg sad alene paa mit værelse henne i sofaen mellem de to vinduer; i min sædvanlige stilling: albuerne støttet paa sofaarmen, haanden under kindet, og benene trukket op under mig. – Hegel laa opslaat paa divanbordet foran mig.
Jeg sad og stirred ud i luften med trætte miner....
... Kunde det nytte noget at bli ved med dette? ... To aar af mit liv havde jeg nu vævet bort med Hegel, med Fichte, med Kant ... uden at forstaa det bitterste gran.... Var det ikke bedst at lægge det hele væk?
... Jeg var da ikke dum! ... det kunde ikke være min skyld at jeg ikke forstod noget af det ...?
Jo. – Disse mænd havde verdenshistorien for sig. Vrøvl blir ikke verdenshistorisk. – det maatte være mig der var dum alligevel....
Nej, fanden ta mig! jeg var ikke dum. Jeg maatte kunne komme til forstaaelse af det, saasandt der nogen mening i det! Og jeg skulde vise at jeg kunde! ... Jeg havde jo desuden ikke noget at forsømme....
... Jamen kunde det nytte noget at bli ved alligevel? ... Selv om jeg kom til at forstaa det – vilde saa den forstaaelse bringe mig nogen tilfredsstillelse? ...
Hvad var filosofi egentlig for noget? ...
Filosofien vilde begribe tilværelsen....
Jamen kunde den begribelse gjøre mig lykkeligere? ... Hvad vilde det egentlig si: at begribe tilværelsen? ... Hvad vilde det si at begribe det bordet her – jeg greb i bordpladen og rysted i den – hvad fan'en vilde det si! – Jeg kunde da ikke begribe andet end tanker! ...
... Tanker? ...
Pludselig skvat jeg op af sofaen og blev gaaende hurtig frem og tilbage paa gulvet, holdende den fillede graa rødkantede slobrok sammen omkring mig –:
Hvad om hele verden ikke var andet end tanke! Hvad om bordet der og jeg selv og hele tilværelsen ikke existerte, ikke kunde existere uden i og for bevidstheden, og be vidstheden ikke uden at ha netop dette indhold!... Hvad om allesammen, vi selv og hele verden omkring os bare var et eneste stort forestillingskomplex hvis natur det var at gjenspejle sig selv i en mangfoldighed af reflexer – som var os! ... Og hvad om denne mangfoldige selvreflektor som tilværelsen saaledes var, var det eneste der fornuftig kan tænkes at være! hvad om den ikke var andet end fornuften selv, den absolute selvaktive fornuft! – Da vilde jo min fornuft, denne uudviklede evne, ved at tænke væren slig som den fornuftig alene kan tænkes, ved altsaa at tænke den eneste fornuftige væren, komme til at producere verdensaltet i dets mangfoldige reflexer inde i min bevidsthed – og da var tilværelsen begrebet!... Og det vilde jo for mig betyde, at hele den virkelige verdens liv leved derinde i min bevidsthed; at al verdens sorg og al verdens glæde, al verdens nydelse og al verdens smerte, den vilde jeg opleve. Ikke et elskende par uden at jeg var dem begge og leved deres elskov og kjærlighed med, som jeg leved mit eget liv; ikke to fiender uden at jeg var dem begge og leved deres had og deres kampe med, som de selv! ikke en begivenhed, stor eller liden, uden at jeg fuldt bevidst opleved den i alle dens fineste ydre og indre aarsager og virkninger! Kort sagt: hele verdensskuespillet vilde, fuldt gjennemsigtigt i sine yderste detaljer, foregaa derinde i min bevidsthed –: jeg vilde være det sig selv gjennemsigtig blevne verdensalt ...
Jeg vandred med raske skridt frem og tilbage paa gulvet, nervøst ophidset af denne tanke.
...Og alle de andre der hæved sig til den samme begribelse og ligesom jeg udvikled sin fornuft til lighed med den absolute fornuft? – Ja, de vilde alle være ét og det samme som jeg; jeg vilde leve i dem og de i mig, og vi vilde alle være gud, den ene og samme gud, det ene og samme sig selv gjennemsigtig blevne universum – iført forskjel lige menneskeskikkelser saalænge vi leved....
Ja var det menneskets bestemmelse, da var der mening i det hele. Det guddommelige liv var det værdt at leve! det var rigt nok til at tilfredsstille, i det kunde jeg helt gaa op, det men ogsaa det alene kunde gi mig den tabte umiddelbarhed tilbage! Og det liv maatte være menneskets bestemmelse, tilværelsen var fornuftig, den var fornuft, det gjaldt bare bevidst at hæve sig til fornuftens standpunkt! ... Ha! nu forstod jeg de Hegels ord som havde brændt sig ind i mig med ætsende smerte fordi jeg ved dem havde følt mig udelukket fra filosofien: «Der muth der wahrheit, der glaube an die macht des geistes ist die erste bedingung der filosofi. Der mensch, weil er geist ist, darf und soll sich selbst des höchsten würdig achten; von der grösze und der macht seines geistes kann er nicht grosz genug denken; und mit diesem glauben wird nichts so hart und spröde sein, dass sich ihm nicht eröffnete. Das zuerst verborgene und verschlossene wesen des universums hat keine macht, die dem muthe des erkennens widerstand leisten könnte; es musz sich vor ihm aufthun, und seinen reichthum und seine tiefen ihm vor augen legen und zum genusze geben « ....
Ha! nu havde jeg dette mod og denne tro som var filosofiens første betingelse, og nu kunde jeg for alvor begynde! ... Gudbevars, det var et uhyre arbejde, det blev ikke rukket i de første menneskealdre og gud ved om vi var udødelige. Men ialfald, det var det eneste der var mening i at arbeide for, og kunde det naaes det var arbeidet værd om det saa tog millioner af aar....
Og jeg blev gaaende der frem og tilbage paa gulvet og bade mig i denne tanke: at leve hele universets liv. Og jeg blev mere og mere begejstret....
... Jo nu skulde det gaa med arbejdet!... Aa men jeg maatte faa flere med mig; vi maatte bli saa mange som muligt om dette arbejde som var, ikke blot saa stort, men ogsaa saa forfærdelig vanskeligt.... Hvor havde jeg ikke strævet ... og uden at komme nogen vej ... med denne Hegels logik! og den var endda bare den lille begyndelse; i den producerte jo fornuften endnu ikke andet end rene tanker.... Men nu skulde det gaa raskere; nu havde jeg jo det rette syn....
Jeg sat mig hen i sofaen igjen og blev siddende og tænke....
Aa men mon Hegel i «naturfilosofien» virkelig havde gjort overgangen fra de rene tanker til den reelle haandgribelige forestillingsverden? ... Havde han bare det saa var jo det slemmeste over, da kunde man ha godt haab....
Naa men det gjaldt alligevel at faa folk til at interessere sig for arbeidet og ta fat paa det; alene var jeg ikke stærk nok – og jeg havde vært saa længe alene....
Men hvem skulde det være? Jeg kjendte ikke mere end et par mennesker. Og bare en af dem interesserte sig for filosofi, og han var desuden ikke spor af filosofisk anlagt; han mored sig bare med i sine fristunder at sidde der og læse om, at den og den store filosof havde tænkt det og det – ligegyldigt enten det han havde tænkt for os saa ud som vrøvl eller ikke....
Nej, jeg maatte søge de nye folk udenfor min bekjendtskabskreds....
... Jo, nu havde jeg det: jeg vilde skrive en indledning til filosofien. I den vilde jeg først bevise at hele tilværelsen ikke var andet end nødvendige forestillinger – det bevis maatte jo være det væsentlige indhold af Kants «kritik der reinen vernunft» saavidt jeg kunde skjønne, og nu skulde jeg da ha energi nok til at klare den bog ialfald. Og saa vilde jeg bagefter udvikle hvorledes vi, saasandt denne verden af nødvendige forestillinger var fornuftig, maatte ved hjælp af vor fornuft kunne producere hele den virkelige verden inde i vor egen bevidsthed og derved komme til at leve hele verdensaltets uendelig-rige liv....
Og det maatte da kunne begejstre nogen ialfald til at gaa med! Saa megen følelse maatte der da være af fattigdommen i det liv menneskene nu leved; – jeg vilde begynde strax!
Og jeg tog Kants «kritik der reinen vernunft» ud af min boghylde, sat mig hen i gyngestolen foran bordet, la benene paa en stol og læned mig tilbage – og begyndte at læse....
Nogen maaner efter, sent en aften, klokken var over tolv, sad jeg i den samme sofa i det samme værelse og skrev ivrig. Lampeskjærmen kasted lyset stærkt ned paa papiret, men i værelset var det temmelig skummert ...
Ahh, endelig! – Jeg la pennen fra mig og rejste mig op; min «indledning til filosofien» laa færdig foran mig paa bordet.
Jeg gik frem paa gulvet og blev gaaende nervøst frem og tilbage i det halvmørke værelse med den gamle fillete slobrok dinglende omkring mig ...
... Her var altsaa opraabet – vilde det nu ogsaa bringe nogen til at gribe til vaaben? ...
Jeg haabed og trodde det ...
Men hun! hvem jeg vilde sende bogen naar den blev trykt – vilde hun bli greben af den? ...
Ja gud maatte vide det ... Jeg husked ikke ... jeg havde vist aldrig talt et ord med hende, skjønt vi var lidt i familie med hverandre og havde bod i samme by engang... jeg husked bare hvordan hun saa ud ... middelshøj, lidt fyldig, glatstrøget haar om kring et almindeligt ansigt, men med et par svært forstandige brune øjne ... Hun skulde være svært begavet ... Hun var 20 aar, læste med lethed tysk, fransk og engelsk, og havde læst meget ... Ossaa var hun dybt religiøs! Hun maatte altsaa ha følt denne verdens «for fængelighed» ... dette liv tilfredsstilled hende ikke; det som maatte til for hende, det var saligheden ... Saligheden – det var jo et liv i samfund med gud! Og det var jo netop til det liv filosofien skulde føre ... og det var kun filosofien som kunde føre did; religionens snak om et liv i gud var jo bare mystik ... Og det vilde hun forstaa, det maatte hun forstaa, naar hun havde læst min lille bog og forstaat den! ... Og saa vilde hun omvende sig til filosofien ...
Ja! ja! saadan maatte det gaa! Og en saadan kvinde vilde jeg kunne elske ... Jo! jo! jeg var sikker paa det: en saadan kvinde kunde helt beta mig; ligeoverfor hende vilde jeg faa evnen til umiddelbarhed tilbage ... Og hvem ved – kanske kunde hun ogsaa komme til at elske mig....
Jeg sat mig hen i sofaen igjen og gav mig til at skrive klad til det brev jeg vilde sende hende sammen med bogen. – Jeg skrev:
«Jeg sender Dem denne bog, en tidens, en dagens bog, og ber Dem om at læse den. – Det er til Dem, Dem, der allerede har alt hvad De behøver, jeg stiller denne bøn og hvorfor skulde De saa opfylde den? Det kan jo ikke være for Deres skyld jeg ber Dem om det; De har jo allerede søgt tilfredsstillelsen andetsteds, og fundet den – hvad kommer saa denne bog Dem ved? Det maa altsaa være for min egen skyld. – Og saaledes er det; dette som alt andet gjør jeg ene og alene for min egen skyld. Og hvorfor skulde saa ikke De ligeoverfor egoisten om det saa blot var for at vise ham, hvor afskyelig hans egoisme er – for en gangs skyld kaste egoismens kappe om Dem og svare nej? – Og dog siger jeg Dem at jeg trods al min indre fattigdom ikke uden en uhyre smerte vilde kunne vise en saadan bøn fra mig naar jeg vidste hvor meget det her gjaldt; og for ikke at volde mig selv denne smerte vilde jeg gjøre alt hvad der stod i min magt for at opfylde bønnen – og det vil ogsaa De gjøre, det er jeg vis paa.
Og hvad gjælder det saa? – Jo, nu skal De høre:
Jeg lever et ulykkeligt, fortvivlet-fattigt liv, fyldt af øde, usigelig tomhed. Ud fra mit hjerte skriger et rasende krav paa noget andet og mere end det det virkelige liv har at by paa, og derfor faar det virkelige liv for mig ingen betydning; det drager mig med hele sit indhold forbi uden at berøre mig, jeg føler ingenting ved det – det er jo ikke det der svarer til det altoverdøvende krav derinde i mig. Al den glæde, al den tilfredsstillelse som et almindeligt ureflekteret menneske henter fra sit umiddelbare følelsesliv, det forsvinder for mig uafladelig i reflexionens bundløse svælg, og jeg bare staar der og sender vemodige øjne efter det mens det forsvinder vemodige øjne; thi ogsaa jeg har engang vidst hvad der var at leve umiddelbart. –
Der findes kun ét lyspunkt i dette mit elendige liv. Et fjernt haab om engang at naa det som mit inderste væsen kræver, spreder en smule dæmring ind i mit livs mørke nat – ak kun en smule dæmring; thi dette haabs opfyldelse, om det kan opfyldes, ligger saa fjernt, aa saa forfærdelig fjernt.
Men, vil De sige, det er dog et haab, og i arbejdet paa at virkeliggjøre det maa jeg kunne glemme mig selv; jeg maa kunne styrte mig selv med samt min hele tidligere reflektion, mig selv som jeg staar og gaar, ind i løsningen af den opgave som ligger for mig, og henleve resten af mit liv i haabet om at tilslut skal det lykkes. – Ja, saaledes vilde det være hvis jeg udelukkende kunde hellige mig denne opgave og hvis energiens og søvnens grænser altid faldt sammen. Men ingen af delene er tilfældet. Samfundet kræver, at jeg skal ofre en stor del af min tid paa det; ellers vil det ikke føde mig. Og energien – ak den rækker saa sørgelig kort. Og i al den tid jeg ikke gaar umiddelbart op i min opgave, falder jeg tilbage til den gamle fortvivlede beskjæftigelse: at staa der vemodig og stirre og stirre efter alt det der drager mig forbi og som jeg kunde ha levet og følt hvis jeg endnu som fordum kunde la livet strømme umiddelbart igjennem mig uden reflexion, uden at maale det med den levende fordringsfulde maalestok derinde i mig. Og jeg føler mig tilmode, som havde jeg en kjær mor der pludselig var død for mig, og jeg stod og græd og græd – over ikke at kunne græde.... Aa! at kunne leve, leve som alle de andre! –
Men saa gribes jeg af foragt for mig selv som staar der og eftertragter disse smaating; og af raseri over ikke engang at kunne gribe dem – og saa kaster jeg mig ud i livet og vil, vil gribe ialfald noget af dette smaa. Men det lykkes ikke, og jeg falder hen i en sløv apathi, som ofte kan vare lange tider – indtil det blir for uudholdeligt; saa tar jeg igjen fat paa min opgave, og saa begyndte det gamle kredsløb igjen.
Men saa undertiden, just som jeg ligger apathisk hen i sløv foragt for alle det umiddelbare livs nydelser som jeg forgjæves misundelig har grebet efter, saa hænder det af og til at pludselig stiger der op en brændende længsel i mig som bemægtiger sig min fantasi og maner mig frem en dejlig kvinde der knuges af den samme tærende mangel paa alt som jeg selv – og vi slutter os sammen. Med hende lever jeg. Sammen kaster vi os ud i den store kamp, der skal gi os alt, og som er det eneste der for en tid kan bringe os til at glemme vor uendelige fattigdom. Sammen styrter vi os, naar kræfterne er udtømte saa vi ikke længer kan arbejde, ud i de frugtesløse forsøg paa at la os gribe af det umiddelbare liv; og sammen nyder vi, i taus men inderlig forstaaelse af os selv og situationen, den komisk-tragiske blanding af misundelse og foragt for de brustne illusioner og for dem for hvem de ikke brister. Og helt fortrolig synker vi saa til hinandens bryst, naar teppet atter gaar ned efter en ny akt af det rædsomme skuespil: livet.
Men saa vaagner jeg op og tar mig sammen; jeg ved det jo saa godt: det er ikke, og det blir vel ikke heller nogensinde virke lighed. Thi for at miste alt kræves der for uden en stærk personlighed ogsaa en stærk reflexionsevne – ellers finder man hvile i religionens mystik.– Evner nu kvinden denne hele reflexion? det er det jeg vil ha at vide af Dem hvis De formaar at svare mig paa det. Thi evner hun den, da evner hun ogsaa den kjærlighed som er den eneste jeg kan dele.
Og nu forstaar De at et helt livshaab er knyttet til det svar De gir naar De har læst min bog. Thi har De kunnet inderlig gjen nemreflektere den, slig at den har grebet Dem helt, saa ved jeg at jeg trods al min fattigdom, dog endnu har en mulighed for opfyldelsen af mit kjærlighedshaab tilbage.» Deres Herman Eek.
Jeg la pennen fra mig og rejste mig op og blev igjen gaaende frem og tilbage paa gulvet i det halvmørke værelse ...
... Vilde hun svare mig paa dette brev?... vilde hun overhovedet forstaa det? ... Hvordan mon hun vilde svare, om hun svarte? ...
Jeg fik en idé: jeg vilde selv svare for hende, saadan som jeg vilde at hun skulde svare! – Og jeg sat mig hen i sofaen igjen og skrev fra hende til mig:
«Jeg har læst Deres bog og forstaaet den i inderlig tilegnelse, saaledes som De vilde det. Jeg begyndte at læse med den beslutning at efterkomme den opfordring De stiller til læseren: ikke blot udvortes at reflektere sig igjennem bogen, men ogsaa at leve sig igjennem den. Men jeg vidste ikke hvad det vilde sige at gjennemleve et tankeindhold; jeg trodde at kunne iføre mig tankerne som et klæd ningsstykke og igjen lægge dem tilside naar jeg vilde – og nu da jeg er færdig opdager jeg at de er bleven en del af mit eget væsen. Thi nu forstaar jeg at det De har stillet i udsigt, det alene er det som helt kan skaffe mig den tilfredsstillelse jeg tidligere søgte og mente at finde i religionen. Og nu forstaar jeg hvorfor jeg i den lykkelige tid som De nu har ødelagt for mig – uden at jeg dog som i første øjeblik kan hade Dem derfor atter og atter havde mine mismodige stunder. Jeg trodde dengang, det var djævelen som hvert øjeblik jeg ikke vaagede rev mig ud af mit inderlige samliv med gud; nu ser jeg grunden var den at dette inderlige liv manglede alt konkret indhold og egentlig kun var en ekstatisk tilstand. Jeg kræved ubevidst dette konkrete indhold – dette krav var djævelen – og derfor faldt jeg ud af inderligheden, denne berusende, bedøvende inderlighed som jeg nu, ak aldrig mere skal komme tilbage i. Ja for jeg kan trods alt ikke andet end sørgmodig og med et slags misundelse betragte de mange lykkelige mennesker jeg kjender, som endnu fremdeles lever dette inderlig bevægede liv, delt mellem himmelsk salighed i troens extase og bævende kamp for ikke at falde ud af den. Og dog vil jeg ikke, kan jeg ikke ville tilbage, og derfor er enhver bro til den lykkelige fortid kastet af. – Se dette har De gjort mig, og alligevel kan jeg ikke andet end takke Dem, inderlig takke Dem.
Men det var jo ikke dette De bad mig om at fortælle Dem. – Evner kvinden en kjærliglighedsflugt paa saadanne vidder, spørger De. – Ja jeg forsikrer Dem, saasandt jeg lever, hun gjør! Og havde De istedetfor blot at vise mig den eneste mulige vej til sandheden og livet, tillige fortalt mig at De havde idéen, at De om end kun dunkelt endnu blot skimted vejen til maalet – jeg vilde uden andet kjendskab til Dem end det jeg har gjennem Deres brev ha kastet mig ned paa mine knæ og anraabt Dem om at hæve mig op til Dem saa jeg sammen med Dem kunde kjæmpe mig frem ad den tunge stenede vej som alene fører til livet. Og havde De da tat imod mig og hævet mig op til Dem, jeg havde kastet mig til Deres bryst og trykket det første kjærlighedskys paa Deres læber og begyndt kampen ved Deres side. – Ak, men De har jo ikke idéen, De formaar ikke at hæve mig op; thi De staar selv ikke højere end jeg. Og derfor kan jeg ikke elske Dem. Nej, saalænge indtil De eller jeg har grebet ideen, eller De har fundet en kvinde eller jeg en mand der har grebet den, saalænge er kjærligheden os umulig; thi selv om vi nu elsked hverandre, fordi vi begge vil det samme fandt vi ikke vejen vilde kjærligheden dø; og denne tvivl vilde forgifte kjærligheden i dens fødsel. Og derfor har vi kun det ene valg: at arbejde som vanvitttige til vi finder vejen, eller sløvt at synke hen i den absolute fortvivlelsens apathi. – Jeg arbejder og venter hjælp udenfra, haabende at kjærlighedens dag engang vil gry.»
Jeg læste kladden igjennem, og sat mig saa til at skrive et svar paa dette brev igjen, fra mig til hende.
«Kjære veninde! De har ret og atter ret. Findes ikke vejen bærer kjærligheden dødens spire i sig ved sin fødsel, og den dør helt i samme øjeblik de elskende opgiver haabet. Men saalænge haabet endnu lever er det dog skjønt hver dag at kunne hente ny styrke og nyt mod ved kjærlighedens barm. Og kommer saa alligevel dagen da haabet brister og kjærligheden dør, saa har ialfald kjærligheden gjort det forgjæves arbejde lettere. Men det er ganske rigtigt: en kjærlighed paa det uvisse grundlag, den opstaar ikke per litteras; den maa ha noget andet at støtte sig til end det rent intellektuelle. Ak, at vi ikke kan se og tale med hinanden! Men jeg ser for øjeblikket ingen udvej til at komme til Dem. Derfor: saalænge! «
Det første af disse tre Gaustadbreve blev virkelig – muligens en smule ændret, det husker jeg ikke saa nøje, men ialfald i væsentlig samme skikkelse – afsendt sammen med bogen.
Der kom naturligvis ikke svar, og vedkommende dame antog mig selvfølgelig for gal. Ligesaalidt gad nogen anden læse min «ind ledning til filosofien», som virkelig blev trykt. –
Og saa leved jeg da videre det liv jeg havde beskrevet for hende; undertiden studerende, ofte ranglende, oftest hensunken i sløv uvirksomhed, altid ulykkelig, og i ensom afsondring fra alt egentligt liv.
Lidt efter lidt tabte jeg ogsaa troen paa min opgaves mulighed: fornuften rak ikke ud over tanker, tankerne lod sig ikke fortætte til sanseindhold, til forestillinger....
Alligevel blev jeg ved med filosofien. Jeg bestilte ikke stort, men naar jeg bestilte noget saa var det filosofi; gammel og ny, men mest gammel. Jeg havde jo ikke noget at forsømme med det, og det kunde jo altid være noksaa moro hvis jeg rak saalangt engang, at skrive den spekulative filosofis historie slig, at enhver der gad befatte sig med den, i en haandevending kunde faa fuld indsigt i den og forstaa at af den var der heller ingenting at vente.
XXVII.
Lidt over et aar efter, sommeren 1879, havde jeg lejet mig ind paa gaarden Gaarder, en bondegaard oppe i nordre Land. Den ligger midt oppe i aasen, paa højre haand naar man rejser opover, med udsigt over den skovbevoxede dalbund der gjennemstrømmes af Dokka elv.
Halvhundrede skridt tilhøjre for Gaarders hvide vaaningshus ligger den nye, umalte kirke. Fra den fører to veje ned i dalen.
Den ene skyder sig ret ned ad aasens side; først stupende brat mellem Gaarders og Grangaards jorder, saa hoppende i smaabakker frem mellem præstegaardsjordene og noget skov og ind mellem husmandspladserne nedenfor, og saa tilslut løbende jevn og flad hen gjennem et lidet skovstykke, til den naar kongevejen som der tar af tilvenstre og gaar over Dokka bro.
Den anden vej som gaar sydover, stiger langsommere ned. Ad endel større og mindre humpebakker sænker den sig lidt efter lidt ned gjennem gran– og furuskoven langs aasens side, og møder tilslut kongevejen dernede i dalen den ogsaa, men en halv fjerdingsvej længer inde end den anden.
Ned ad disse humpebakker gjennem granog furuskoven gik jeg regelmæssig to gange om ugen for at hente mine aviser som fodposten la ind til landhandleren, strax indenfor vejskillet. Men det var ogsaa omtrent den eneste motion jeg tog; ellers laa jeg hele dagen i min hængekøj mellem de to store lindetræer ude i Gaarders have og røgte et umaadeligt antal piber, mest stirrende op i løvet, undertiden studerende en eller anden filosofisk bog. – – –
Det var en dag i August maaned, om eftermiddagen mellem fem og sex.
Jeg laa i min hængekøj henne i haven under de to ærværdige lindetræer og læste Fichtes retsfilosofi: en udvikling af frihedens begreb, og af den maade hvorpaa samfundet maa ordnes for at realisere friheden, d. v. s. den størst mulige frihed for alle sine medlemmer.
Ellers plejed jeg naar jeg læste at læse – noksaa energisk gudbevars, for at faa tiden til at gaa; men uden egentlig interesse. Men denne bog interesserte mig, jeg vidste ikke selv rigtig hvorfor, og jeg læste ivrig.
Solen havde sænket sig mere og mere og begyndte nu at titte frem forbi den svære træstamme bag mig og ind under grenenes tætte løv. Den kasted sit hvide lys hen over mit ansigt og hen paa bogens blade. – Jeg vendte den ryggen og forsøgte at holde bogen i skygge, og det lykkedes en stund. Men tilslut blev det for ubekvemt, jeg opgav det, la bogen ned i fanget, tog min parasol som laa paa træbanken lige tilvenstre for hængekøjen, slog den op, og blev liggende i ly af den og se op mellem løvet og tænke mig ind i et saadant samfund af frie dannede mennesker hvor ingen slog mere af paa sin frihed end det var uomgjængelig nødvendigt for at alle de andre kunde være lige frie som En selv; et samfund hvis medlemmer alle var som lemmer af én stor familie der arbejded sammen for i fællesskab at kunne nyde frugten af sit arbejde –: et aabent frit samliv mellem aabne, frie mænd og kvinder der ikke kjendte anden lov for det sociale liv end kjærlighed og frihed og jordisk lykke; et samfund hvor hvert enkelt individ, sugende næring af det aabne frie samliv med alle de andre, fik voxe sig ud i al sin individuelle ejendommelighed som et frodigt træ, plantet i god fed jord ... Aa for mennesker det vilde bli! ... gudeskikkelser! imod de ynkværdige kræ der nu kryber omkring paa jordens overflade, skjulende sig hver for sig i gamle, frihedskvælende institutioners og traditioners mørke cellehuler, rædde for det aabne frie samlivs stærke befrugtende dagslys! ... Jo, slige mennesker kunde det nok være værdt at leve sammen med ...
... Og det var hundrede aar siden denne bog var skreven, disse ideer tænkte – og endnu havde ingen tænkt paa at føre dem igjennem!!! ... Du store gud hvad menneskene dog var for nogen storartede idioter! ...
Naa men forresten, hvad kom igrunden deres idioti mig ved? ... Jeg? ... selv om jeg blev puttet midt ind i et saant samfund af fri mennesker – jeg kunde jo ikke andet end betragte dette liv som tilskuer; jeg kunde ikke leve sammen med disse mennesker, ikke folde mit væsens spirer ud i et samliv med dem ... de spirer var jo dræbte for længe siden, og døden gir ikke tilbage hvad den engang har grebet med sin knokkelhaand ... Nej, mig var det det samme. Jeg kunde jo ikke længer leve ...
Pludselig skvat jeg op og blev siddende stivt oprejst paatværs midt i hængekøjen, støttende én haand paa hver side mod hængekøjens bund –:
– Men jeg havde kunnet for satan! jeg havde kunnet leve i et sligt samfund – hvis jeg ikke først var blet ødelagt i det elendige fattige samfund som vi nu har!...
Jeg sank mat sammen –: Aa, dersom menneskene havde brugt disse hundrede aar til at skabe et sligt samfund istedenfor at gaa omkring som nogen andre idioter! ... Aa jo desværre, deres idioti kom nok mig ved alligevel ...
Saa fór jeg op igjen –: Død og djævel, og jeg som havde gaat overlegen omkring og smilt ad disse jammerlig bornerte mennesker, og følt mig som den eneste frie iblandt dem! ... smilt ad mine egne bødler! ... Aaah! hadet dem skulde jeg, med energisk, viljestærkt had! ...
– Aa men jeg havde jo ikke længer hverken vilje eller had; ogsaa det havde de tat fra mig som alt det andet ... Med mig var det forbi!
Og jeg blev siddende der paatværs i midten af hængekøjen med benene paa træbænken og stirre ud over den stille solbeskinnede dal som laa saa uskyldig dernede under mig som om ingenting var paafærde....
Men saa holdt jeg ikke ud at sidde der længer, jeg sprang med et: «djævelen brække»! ned paa jorden, skyndte mig ind i huset, op paa mit værelse, kasted slobroken af, tog hat og frak paa og gik ned igjen og vandred saa med raske nervøse skridt hen ad landevejen, forbi kirken og nedover de solstribede bakker gjennem skoven.
... Det var forbi ... det var forbi ... og havde ikke behøvet at være det! ...
Men du store gud! havde da menneskene ikke gjort andet end trælle og spise og drikke og sove og være idioter i disse hundrede aar! ... Leved de da forgjæves de store aander.... Var der ingen, ingen, der havde tænkt paa at føre dette igjennem i al denne tid? ...
Jo for satan det var jo sandt: den store revolution! ... Frihed! lighed! og broderskab! ... det var jo de selvsamme ideer ...
Men det var ikke lykkedes....
Nej naturligvis. Det var jo pøbelen som førte revolutionen igjennem og den forstod ikke idéerne. Den havde draget det hele ned i sølen! Den havde trod at frihed, det var lighed og broderskab med den, med pøbelen... istedenfor at den maatte hæve sig op til frihed for at kunne bli delagtig i lighed og broderskab! ... Og førerne? ... Ja de havde vel forstaat det, mere eller mindre men de havde ikke kunnet bibringe massen forstaaelsen....
Jeg maatte smile –: massen? ... nej, hvordan skulde ogsaa massen ha forstaat det! Jeg selv havde jo ikke forstaat det før idag....
... Massen? ... var det da nødvendigvis den som skulde føre det igjennem? ...
Ja for fan'en, de «oplyste» gjorde det s'gu ikke. De gange det var forsøgt var det s'gu massen som havde forsøgt det. Den havde det værst, og derfor havde den tæften af det rigtige, mens de «oplyste» var rent hensunket i sløv idioti.... Desuden, hvis massen ikke vilde saa gik det s'gu ikke.... Nej, massen maatte bringes til at forstaa det. –
Men hvordan? .. ved at la den ogsaa nyde godt af de højere skoler? ... Nej, herregud, det havde jo ikke hjulpet paa de oplyste....
Men ved andre slags skoler? ved skoler, hvor samfundslære traadte istedetfor katekismus og forklaring? – Jo, det maatte hjælpe.... Men hvor faa de skoler fra? De «oplyste» skaffed dem s'gu ikke. Nej, massen maatte nok til der ogsaa....
Men hvordan? hvordan! faa massen til det! hvordan indgi den den nødvendige fri hedstrang, saa den kom til at ville? –
Der var ikke mere end én vej: faa massen til at indse at samfundsordningen er til udelukkende for at tilfredsstille dens behov, og saa la massen faa føle at den har magten til at indrette samfundet derefter. Saa vilde nok massen begynde at lede frem sine behov og forlange dem tilfredsstillet. – Men der var jo ikke noget andet middel til at bibringe massen denne indsigt og la den faa denne følelse af sin magt end at gi den tømmerne og la den selv styre....
Selvstyre ... Selvstyre? – det maatte der altsaa begyndes med....
Og jeg som havde haanet «masseherredømmet» og «talmajestæten» og «raahedens og uvidenhedens regimente»! Og ment at det var de «oplyste» som skulde styre! Og smilet ad Sverdrup og hans snak om «folkets» selvstyre! ... Du store gud! havde jeg virkelig kunnet være saa idiotisk? ...
Jo jeg husked det godt. Jeg saa ham for mig den lille sorte mand med ørneblikket og ørnenæsen ... jeg saa ham skride ind i salen i sin sorte tætsluttende, tilknappede surtout, med den elastiske, værdige gang og den højfornemme holdning, og styre lige løs paa sin plads derhenne i den forreste bænke række, uden at se sig hverken tilhøjre eller tilvenstre, bare med det lille utrolig selvbevidste kast med hodet.
Og jeg sad der ved referentbordet og smilte – som man smiler ad den opblæste vigtighed hos en person man forresten ikke har noget med at gjøre....
Og jeg saa ham rejse sig fra sin plads dernede ved gulvet for at tale, mens alle repræsentanterne oppe i salen skyndte sig nedover mellem bænkene, optog de pladse i nærheden af ham som var tomme, og stilled sig forresten i to store flokke dernede paa gulvet en paa hver side af referentbordet for at lytte til hans tale. Og han trén et skridt ud tilhøjre for sin plads, la den venstre haand paa pultens sidestykke, tog med den højre af lorgnetten, som han beholdt i haan den og sat paa igjen hvergang han skulde se i sine papirer og begyndte saa:
Hr. præsident! ...
Og ordene flød rolig og værdig fra hans veltalende læber, mens han stod der og talte om frihed og fremskridt og de bredere lag, og den store almene opinion, og om tidens strøm, der ikke lar sig stanse....
Og jeg sad ved referentbordet og skrev, og smilte –: talemaader! ... hule fraser! ... de oplyste maa styre!
Men saa gik han over til at behandle hver enkelt af sine modstandere. Og hans tale blev skarp og vittig og han bøjed sig hen, snart mod den ene, snart mod den anden af sine modstandere og saa dem ind i ansig tet med sit mefistofeliske smil, mens han pulveriserte dem med sit knusende vid.
Og jeg sad fremdeles der og smilte –: gudbevars, jeg syntes ikke egentlig synd i disse stakler som det gik ud over; men herregud, de var da altid bedre end hans «raabarkede», «fjøsopdrættede» bønder....
– – Jeg saa ham staa deroppe paa præsidentstolen – saa bitte liden, og alligevel fyldende den fuldstændig med sin virkelig kongelige værdighed, mens de andre præsidenter, lange karle, saa ud som smaagutter naar de kom derop....
Og jeg sad og smilte ad denne kongelige værdighed. Jeg kjendte en anden værdighed, som han ogsaa kunde ta paa sig. Det var naar han stod derude i korridoren og holdt en liden tale for en fem sex af sine venstrekorporaler. De stod tæt omkring ham og bøjed ansigterne interesseret ned imod den lille sorte Mefisto og lytted til hans tale med pikerte men betænksomme, næsten betænkelige miner. Og som han da stod der, næsten friskfyragtig frejdig, med den venstre haand i buxelommen, overkroppen kastet flot tilbage og floshatten skudt halvt bag i nakken, demonstrerende ud i luften med den højre haand og smilende til dem med sit mefistofeliske ansigt, kunde han se ud aldeles som en skøjeragtig liden intelligent selvsikker erkegamin som foreslaar sine ældre og større men ikke saa opfindsomme og intelligente kammerater en fint udtænkt gavtyvestreg og ler ad deres betænkeligheder som han overvinder en for en idet han triumferende lægger ud for dem hvor djævelsk fint og fiffig alle eventualiteter er tat med i beregningen saa planen umulig kan mislykkes. – Saadan saa han ud. Og de andre saa beundrende paa ham mens han gjorde det uforlignelig selvbevidste lille kast med hodet, idet han slutted....
Ja det var en anden slags værdighed end den han bar tilskue nu da han stod der oppe og med sin bitte lille skikkelse fyldte hele præsidentstolen! – Og jeg sad og smilte og tænkte ved mig selv –: aa din komediant! – idiotisk, uden at forstaa et muk af det hele. –
– Jeg rysted paa hodet –: Fem og tyve aar gammel, et helt kvart sekulum gammel havde jeg siddet der og smilet ad denne mand der siden jeg blev født havde viet sit liv til kamp mod dumheden og sløvheden for at faa realiseret det der alene kunde redde folk som mig fra at gaa tilgrunde.... Aa det var for idiotisk ... jeg vidste ikke enten jeg skulde le eller græde....
Aa, det var en dejlig mand! ...
... Men hvor i alverden havde han hentet al denne kolossale energi fra, som han gjennem et helt liv anstrængt arbeide havde udfoldet – bare for at naa et ganske lidet stykke fremover mod det maal han havde sat sig? ... Hvor i alverden havde han kunnet hente al den energi fra? ...
Jeg husked et ord af ham engang; det havde bidt sig fast i mig fordi det var saa vakkert sagt, og der havde vært slig vemod i tonen –: «I ungdommen tegner man fremtidens perspektiv med for korte linjer, men i livets løb erfarer man at virkelighedens linjer stadig blir længere og længere»... Kanske havde han fra først af trod at han skulde række helt frem og selv faa se maalet naad!... Men saa havde han lidt skuffelse paa skuffelse, og saa tilslut havde han forstaat at der var ikke andet tilovers end at trøste sig med bevidstheden om at det bar dog fremover mod maalet ... og med nydelsen ved at sejre gang paa gang i alle smaatræfningerne paa vejen ... ossaa med den tilfredsstillede ærgjærrighedsfølelse....
Naa ja, det var jo altid noget, men alligevel ... aa det var beundringsværdigt at han kunde ha beholdt energien naar maalet rykked saa langt ud! ... Det skulde vært mig viljeløse menneske ... jeg kom vist aldrig saalangt som til at gidde forsøge at gjøre noget engang....
... Nej, men det var jo ogsaa sagen: han havde havt, ikke blot den staalvilje som skulde til, men ogsaa det der under slige omstændigheder alene kan sætte energien i bevægelse –: kjærligheden! ... Den skulde, den skulde vige, denne utrolige dumhed og sløvhed, for at menneskene dog engang kunde bli fri og lykkelige! Den tanke havde drevet ham fremad....
... Kanske havde han ogsaa tænkt paa mig og mine lige og sagt til sig selv at der skulde ikke gaa flere af os tilgrunde end nødvendigt var....
Og jeg blev vemodig blød om hjertet mens jeg gik der og tænkte paa denne mand der i sin ungdom tillidsfuld havde stillet sig den opgave at føre sit folk frem til frihed og lykke, og hindre at flere end nødvendigt gik tilgrunde paa vejen ... som havde holdt ud i sit energiske arbejde hele manddommen igjennem mens han stadig saa maalet vige til bage i horizonten ... og som holdt ud endnu den dag idag, lige stærk og lige energisk, skjønt han stod der med graanende haar og saa at menneskealdre ville rulle hen over hans grav før frihedens dag randt op – tiltrods for hans lange og sejerrige kamp....
Og han blev mig kjær denne eneste mand – kjær som intet andet menneske i verden, mens jeg gik der vemodig ulykkelig paa den tause ensomme landevej....
XXVIII.
Jeg la manuskriptet bort, og blev liggende der i sofaen og tænke paa det der saa tilslut var hændt mig i de to tre sidste aar.
Jarmann havde siddet ganske stille uden at sige et ord derhenne i gyngestolen og bare hørt paa mens jeg læste. Da der var gaat en liden stund sa han –:
– Det var en ganske rar maade at bli venstremand paa!
– Ja; en rar udvikling i det hele. Det er romantik det! – moderne romantik ....
– Du! sa han, og saa næsten misundelig hen paa mig –: jeg skulde ønske jeg ogsaa havde gjennemgaat en saan romantisk udvikling ....
Jeg rysted paa hodet –: Nej vær glad du far, at du har sluppet. Et liv i umiddelbarhed, lad det være aldrig saa fattigt – det er alligevel tusinde gange bedre end en slig romantisk dødningetilværelse. For ser du: vel ender en slig romantisk udvikling tilslut i det moderne, men – der ender den ogsaa. Ens reflexion blir moderne tilslut men Ens følelse blir det aldrig – og saa kommer En ikke ud over dødningetilværelsen alligevel. – Hvad nytted det mig at det moderne livs idé tilslut gik op for mig?! Jeg kunde jo alligevel ikke kaste mig ind i et energisk arbejde for frihed og fremskridt; for om jeg havde arbejdskraft nok – jeg havde jo ingen begejstring til at drive den med; min evne til umiddelbarhed, til begejstring, var jo borte. – Og derfor gik det som det gik –: Jeg dilled videre der et par aar og saa paa tingen uden at gjøre nogenting. Indtil jeg her ifjor faldt paa at anstille dette experiment med Lily, som leded mig ind paa idéen med «skolen». Saa var det at jeg ligesom slog mig til ro med den tanke at fordrive resten af min tid med denne skolevirksomhed, som jeg altsaa syntes var noksaa morsom, og som desuden yded mig den til fredsstillelse at den var en del af det store arbejde fremover mod samfundstilstande, hvor individernes liv blir saa rigt at en romantisk udvikling som min blir umulig, saa folk slipper at gaa tilgrunde paa den maade. Den blev mig et surrogat for det egentlige liv denne skolevirksomhed, og jeg slog mig saa meget mere til ro med det surrogat, som de stærke mindelser om kjærlighed som samlivet med Gerda skaffed mig, ialfald bragte nogen fylde, nogen varme ind i mit tomme kolde liv. Men – ikke før har jeg slaaet mig til ro med dette stakkars surrogat, saa kommer de for en fan'en og tar det fra mig. – Og der er ikke flere surrogater ... det var det sidste... jeg ialfald kan ikke finde paa noget nyt. – Nej, det er s'gu ikke moro.
– Nej ....
Jarmann blev siddende der lænet tilbage med hænderne hvilende paa gyngestolens arme, og stirre ud i luften. – En stund sa ingen af os noget. Saa gik der et kuldegys igjennem mig saa jeg rysted –: Hu nej, sa jeg og gabed –; det er s'gu blet sent, klokken er alt tre, det er vel bedst at gaa og lægge sig.
Han tog paa sig, jeg gik ned med og lukked ham ud og saa gik jeg op igjen og la mig. – – –
En uges tid efter, i midten af Mai, rejste Jarmann hjem til sine forældre paa landet for at bli der i sommerferierne; han havde ikke vært hjemme siden aaret før han blev student. – Jeg leved imens videre mit ensomme liv.
En dag i begyndelsen af Juni gik jeg som sædvanlig min lille morgentur lidt før ni for at se smaapigerne gaa paa skolen. Det var solskins vejr. Opover Karljohan mødte jeg en hel del af dem. Som jeg gik forbi uhret kom jeg til at se tværs over gaden, og fik der øje paa Gerda som kom gaaende nedover, sammen med sin far. Strax efter gik hun fra fa'ren og skraadde over gaden, over mod mig. Jeg vendte og gik nedover foran hende, ganske langsomt og skelende over gaden hen paa fa'ren. Men han gik og saa ret frem; havde enten ikke set mig, eller kjendte mig ikke. Da jeg var nede ved hjørnet af Universitetsgaden havde jeg hende lige bag mig, og hørte paa skridtene, at hun tog om hjørnet. Saa gav jeg pokker i fa'ren og vendte hodet efter hende, mens jeg langsomt gik tværsover gaden for at gaa efter hende paa det andet fortoug. Hun gik og saa tilbage mod mig. – Men hvad fan'en skulde det betyde: hun saa saa ængstelig ud? ...
Saa gav det et sæt i hende og hun fór sammen og stirred paa mig paa en maade saa jeg kjendte der maatte være noget galt fat med mig og sprang tilside. – Jeg havde vært lige ved at bli kjørt over, men havde vært saa optat af hende at jeg ikke havde hørt vognen komme. –
Hun gik videre og jeg efter. Oppe ved gymnastikhuset stansed hun og betænkte sig et øjeblik, men tog saa en rask beslutning og drejed om hjørnet af Kristian fjerde istedenfor at gaa ret frem til skolen.
Jeg gik efter. Det bar op igjennem den store park og ind i den lille. Der fandt jeg hende siddende paa en bænk i hovedalléen ved siden af en liden pige paa ti elleve aar. Hun holdt en opslaaet bog foran sig og lod som hun læste ivrig. Men jo nærmere jeg kom desto mere nærmed bogen sig ansigtet, og tilslut, da jeg var lige ved, var næsen helt nede i bogen. Men idet jeg saa passerte, skjød hun pludselig panden lidt ivejret og lo skøjeragtig op til mig bag bogen.
Den lille pige ved siden af generte mig; jeg vilde ha Gerda alene, og blev staaende et stykke hennenfor bænken og vente og se paa hende.
Endelig rejste hun sig og gik med en koket vuggen i hofterne hen gjennem de smaa sidegange langs de kunstig snirklede blomsterbed og bort i det borteste hjørne af parken. Der stansed hun op og blev staaende, let foroverbøjet, og ridsed med parasollen i den fine singels. Jeg kom derhen, saá det var mit navn hun havde ridset, og sat mig strax hen paa bænken lige ved siden af og ridsed med store bogstaver: «Gerda!». Stilled mig saa op et par skridt hennenfor og saa hen paa hende. – Hun gik hen til bænken, sat sig ned hvor jeg havde siddet, saa smilende paa sit navn, lo hen til mig – og kradsed saa navnet ud igjen med foden. Rejste sig saa og gik op i det runde lysthus af løvtræer i parkens yderste hjørne og sat sig paa den ene ende af den store halvcirkelformige bænk derinde. Jeg kunde skimte hende udenfra gjennem det tætte løv.
Jeg gik efter hende derind, sat mig midt imod hende paa den anden ende af halvcirkelbænken og blev siddende og se paa hende. Hun sad og stirred ned i jorden, og en stund talte ingen af os.
– Gerda! sa jeg tilslut; skal det virkelig være forbi? skal vi aldrig mere være sammen?
Hun svarte ikke, bare blev ved at stirre ned i jorden.
– Kan ikke De spasere paa bestemte tider og paa bestemte steder – og sige mig hvor og naar? spurgte jeg saa. – Men der kom ikke noget svar, og hun løfted ikke øjnene fra jorden. Saa rejste jeg mig og gik langsomt over til hende og stilled mig lige ved siden af hende og saa ned paa hendes bøjede hode –:
– Gerda! et svar kunde De da gi mig i det mindste; her er jo ingen som ser eller hører os; her kan De da tale. – Aa sig, at det skal ikke være forbi ... at vi vil komme sammen igjen som før! ...
Hun sad der ubevægelig i den samme stilling – ikke et ord, ikke en bevægelse. Jeg vented taalmodig.
Saa tilslut rejste hun sig i vejret, ganske langsomt, skottende op paa mig som et rart dyr man begynder at komme for nær; tog saa først et langsomt skridt frem foran sig ... saa ganske langsomt et til – og vips! var hun ude af lysthuset og fór afsted alt det hun orked hen mellem de grønne plæner under parkens træer, uden at se sig tilbage.
Og jeg stod alene igjen i lysthusets aabning, ganske forbløffet, og stirred efter hende med aaben mund ....
Indtil hun var forsvunden bag buskene henne ved portnerboligen; saa rysted jeg paa hodet og vandred langsomt indover til byen igjen. – – –
Én gang siden saa jeg hende igjen, det var et par uger efter; ogsaa paa en morgentur før ni; og igjen netop som jeg passerte uhret. – Solen stegte ordentlig i Karljohan den morgen. Hun kom gaaende udenfra Drammensvejen og skraadde tværs over Karljohan øverst oppe for at gaa hen Fredriksgade hun havde valgt den vej i det sidste for at undgaa mig. En liden pige gik ved siden af hende, begge havde skolebøger under armen. Saa pludselig, just som de skulde til at forsvinde bag hjørnet af bibliotheket, fik Gerda øje paa mig dernede ved uhret. Hun stansed brat op, stod et øjeblik og stirred nedover paa mig som en forskrækket fugl – og gjorde saa med ét helt om og styrted afsted opover slotsbakken. Den lille som var med hende blev staaende et øjeblik alene igjen og saa forundret, først opover efter hende, saa nedover paa mig – og saa tog hun benene fat som i forskrækkelse hun ogsaa, hen Fredriksgade.
Jeg gik rolig videre opover. Da jeg saa Gerda forsvinde deroppe i slotsbakken, tilvenstre ind i parken, gik jeg efter i det haab at finde hende igjen i den lille park som sidst. Men jeg traved forgjæves igjennem hele parken, den lille og den store – hun var og blev borte.
Det var om høsten, en uges tid efter at jeg var kommen tilbage fra landet. Som jeg gaar der i Karljohan og spaserer ved middagstide i det dejlige Septembervejr, møder jeg Jarmann, som kommer ligefra dampskibet og skal ned til Ingebret og spise middag. Han skulde begynde at studere jus nu, sa han, og i den anledning havde han da faat gjort et papir paa 500 kroner derhjemme, saa han foreløbig havde penge i lommen.
Vi gik sammen ned til Ingebret og sat os ned ved det lille bord øverst oppe i spisesalen. Og mens vi sad der for os selv og spiste fortalte han mig forskjellige ting fra sit sommerophold derhjemme –:
Han havde kjedet sig gyselig og derfor gjort stadige fodture rundt omkring. Mest oppe paa sætrene, hvor sæterjenterne havde vært meget elskværdige. – Det minded ham forresten om en ganske morsom historie –. Han var netop kommen hjem fra en slig tur og sad inde i stuen sammen med sin mor og en tante. Mo'eren spurgte ham hvordan han havde havt det paa turen. – Aajo! – og saa fortalte han hende og tanten hvordan han først var kommen til den og den sæter og havde spist rømmekolle der om aftenen og var blet der om natten og havde faat lov til at ligge med sæterjenten .... Længer kom han ikke, for da fór mo'eren og tanten op i forskrækkelse –: Men hvad i al verden er det du siger gut! sa moeren. – Gutten er jo blet gal, sa tanten. – Nej, svarte han, skjønner dere ikke det: man kan jo ikke bli kjendt med et fruentimmer uden at man ligger med hende ....
Nu var det min tur at tro at fyren var blet gal. Jeg la gaffel og kniv fra mig paa tallerkenen og blev siddende og stirre ham ind i ansigtet med uforstilt forbauselse.
Det blege solbrændte ansigtet hans farved sig purpurrødt –:
– Aja, sa han nervøst, sid ikke der og se slig paa mig for det! Jeg forstaar jo godt det var noget idioti, naar jeg tænker mig om. Men, jeg tænker ikke mere nufortiden, om jeg nogensinde har gjort det; jeg har vænnet mig fuldstændig af med det – saa jeg kan ret som det er komme med den slags betiser.
Jeg rysted paa hodet –: jamen ved du hvad; der er maade med alt!
Han bare trak paa skuldrene, og saa spiste vi videre og talte om andre ting. – – –
– – – En aften en maaneds tid efter sad Jarmann oppe hos mig paa sin gamle plads i gyngestolen og gynged frem og tilbage; jeg laa i sofaen og saa op i taget. Han havde spurgt om et par ligegyldige ting med det samme han kom, men siden havde ingen af os sagt et muk. Tilslut lukked jeg øjnene og blev liggende som jeg sov. Han sad stille og stirred paa mig en gode fem minuters tid; men saa rejste han sig forsigtig, saa paa mig med et smerteligt, saaret blik, og listed saa paa taa ud af værelset. – Mine øjne var ikke helt lukkede, jeg saa det altsammen. –
Siden den dag kom han ikke mere op til mig.
XXIX.
En eftermiddag i Februar maaned 1883 sad jeg nede i Grand Hôtel og drak kaffe. Der var mange gjæster. Henne ved hjørnevinduet sad Jarmann sammen med to andre unge mennesker; den ene høj, mørk og mager, med et stivnet træk om de tynde læber og stivt stirrende staalblaa øjne ossaa noget underlig afmagret ved den spidse blege næse; den anden liden og lys og i godt hold. Jarmann sad midt imod vinduet med ryggen ind til kaffeen og saa ud paa gaden; de andre to sad paa hver sin side af vinduet og saa indover kaféen. Ingen af dem talte, de bare sad der og røgte og saa ud i luften.
Jeg sad ved et lidet bord midt i kaféen og kikked bag min avis hen paa dette tause trekløver. Jeg havde ofte set dem sammen her ved kaffetid; helst paa den samme plads der i hjørnevinduet. De sad altid slig stille ved sin kaffe, læste ingen avis, talte ikke sammen, bare røgte sin cigar, nipped til kaffen og saa ud i luften. Jeg kjendte dem af navn: den høje mørke magre hed Johnsen, den lille lyse Woll; men det var ogsaa alt jeg vidste om dem. –
Da det begyndte at mørkne rejste den høje magre sig, tog paa frakken og nikked og gik sin vej. De andre nikked ganske mekanisk igjen og blev saa siddende der, urørlige og umælende som før og stirre videre hen for sig.
Saa lidt efter kasted Woll cigarstumpen og rejste sig og tog paa frakken han ogsaa. Jeg faar vel hjem jeg, sa han dovent og gabed. Og saa nikked han og gik. Jarmann blev siddende igjen alene og stirred videre ud a vinduet.
Jeg sat mig hen til ham og hilste paa ham –:
– Hvad fan'en er det egentlig for nogen fyrer de to du sidder her sammen med saa ofte? spurgte jeg.
Han smilte –: De? ... aa det er mine bedste venner; meget hyggelige folk begge to.
– Jamen hvad er de for noget?
– Ingenting.
– Og hvad skal de bli?
– Ingenting.
Jeg saa en stund ud af vinduet. Saa sa jeg igjen –:
– Jamen for fan'en, et eller andet maa de vel bestille paa om dagen.
– Nej, ingenting – han rysted paa hodet.
– Som du selv?
Han lo –: Ja; vi har fundet hverandre, og vi liker os svært godt sammen.
Vi fik en karaffel Hennesy og et par glas, ny kaffe og nye cigarer, og blev siddende der og røge og nippe til kaffeen og kognaken.
– Men du! sa jeg en stund efter, hvordan fan'en faar dere dagen til at gaa, dere tre?
– Aajo – han smilte slapt –: det gaar ikke saa værst. – Først staar vi nu ikke op før udpaa formiddagen ... saa plejer Johnsen og jeg at drive omkring i gaderne og se paa folk til det blir middag ... saa spiser vi henne paa spisekvarteret hvor jeg bor ... der træffer vi Woll, hvis han er staat op saa tidlig ...
– Ligger han saa længe han?
– Han sover sine 14 à 16 timer i døgnet. Lægger sig klokken ti og staar aldrig op før tolv, ét, mange gange ikke før tre, fire.
– Naa, det var s'gu en sovende tilværelse. – Og saa eftermiddagen?
– Ja, da gaar vi enten ind til mig og røger tobak ... og sover ... og døser bort tiden; eller ogsaa, hvis vi har penge, gaar vi her ned. – Indtil det blir mørkt. Saa forsvinder Johnsen, og vi ser ham sjelden mere den dag; han er ude paa fruentimmerjagt; han maa ha noget nyt hver dag. – Og Woll, den lille lyse som gik nu sidst, han gaar hjem – for at studere! han studerer nemlig filologi. Derhjemme ligger de filologiske bøgerne opslaat paa bordet – altid med de samme pagina op forresten –; han tar slobrok og tøfler paa, tænder en lang pibe, og sætter sig hen foran bøgerne – og studerer! Det vil sige han sidder der, lænet tilbage i gyngestolen foran bøgerne og røger og ser op i luften og tænker. Sommetider paa noget han agter at skrive, men vist mest paa ingenting. Af og til søvner han af der han sidder, vaagner saa igjen, tænder en ny pibe og begynder paa en frisk. Slig gaar tiden til klokken blir ti, og saa klær han af sig og lægger sig og sover som en prins – han har et ganske mærkeligt talent i retning af søvn.
– Og det holder han ud, dag ud og dag ind!
– Aaja lidt afvexling er der jo altid, sa Jarmann og stak sit glas ud. Af og til, naar han paa hjemvejen møder et fruentimmer han liker, saa tar han hende med hjem. Men han blir snart kjed af det og sender hende afgaarde igjen. Og han gider aldrig gjøre sig noget spor af anstrængelse for at faa fat i fruentimmer.... Ossaa hænder det jo sommetider at han træffer en kammerat som byr ham paa toddy, hjemme eller ude. Det tar han altid imod, for han drikker sig gjerne fuld naar han kan faa gjort det uden noget bryderi. Men gjøre noget for at skaffe sig brændevin, det gider han ikke. Naar han faar brændevin er han forresten morsom. Jeg har vært sammen med ham flere gange i toddylag hos kammerater, og da er han ubetalelig. Først blir han forfærdelig glad, det er første stadium. Naar han saa faar drukket lidt mere blir han begejstret. Og da holder han altid en rørende tale for kvinden, og ender med at græde saa taarerne triller ned ad ansigtet hans mens han staar der med toddyglasset i haanden. Det er noget af det morsomste jeg ser, og jeg kan aldrig la være at le og gni mig i hænderne og puffe til de andre og sige –: se bare! se bare! nu graater Woll. – Saa smiler han hen til mig og sætter sig ned og er slet ikke sint over at jeg ler. Aa, det er en dejlig fyr ... jeg liker ham næsten vel saa godt som Johnsen. – Endskjønt nej, Johnsen er en herlig fyr han ogsaa. Du skulde bare vide hvordan han er ... ja, saan f. ex. naar vi tilfældigvis ikke har truffet sammen til middagen og han saa kommer ind til mig om eftermiddagen mens jeg ligger og sover middag .... Jeg vaagner ikke helt ved at han kommer, bare hører ham i søvne komme ind og gaa stille hen og sætte sig paa en stol og saa sover jeg videre, med en velgjørende fornemmelse som om en god aand er kommen ind i stuen. Naar jeg saa vaagner, sidder han der paa stolen hvor han har sat sig, og ser rolig ud i luften og siger ingenting – aa det er en dejlig fyr! ...
Jarmann stirred igjen ud af vinduet, og en stund sa ingen af os noget.
– Men hvad lever nu disse mennesker af da du? spurgte jeg lidt efter.
Jarmann trak paa skuldrene –: Aa, de faar lidt hjemmefra.
– Men naar nu det holder op?
– Ja ... det tænker de ikke stort paa.
– Jamen, af og til maa de nu vel tænke paa det.
– Ja, naar nogen spør dem. Det liker de forresten ikke. Men da plejer Woll at si at han tænker paa at skrive noget engang, bli forfatter ....
– Og Johnsen?
– Ja, trænger man haardt ind paa ham saa mumler han tilslut noget om Amerika.
– Og du selv? spurgte jeg og saa paa Jarmann, hvad tænker du paa ... saan tilslut?
Han smilte slapt –: Ingenting! jeg diller videre som før og siger drit la gaa saalænge det kan ... engang ryker det vel overende ... men den tid den sorg. – Og han blæste rolig røgen ud af munden og blev siddende og stirre ud af vinduet ud paa alle de sorte skikkelser som myldred ind og ud af det gult oplyste stykke luft udenfor de stærkt lysende vinduer paa Magnus's hjørne.
Og jeg blev siddende og stirre derud jeg ogsaa. Jeg befandt mig ganske underlig vel ved at sidde der sammen med dette forulykkede menneske og kunde ikke la være at ønske, at jeg havde havt dem her de to andre ogsaa; jeg vilde sidde her med dem alle tre og sammen med dem stirre ud i luften og ingenting sige og ingenting tænke.
Aa hvor jeg forstod at de kunde befinde sig vel sammen!
Efter den dag begyndte jeg af og til at se opom Jarmann igjen. Men det varte ikke længe; jeg blev snart kjed, og holdt op igjen.
Ud paa høsten hørte jeg han var gaat ind paa krigsskolen for at bli reserveløjtnant, og at han var begyndt at vanke adskilligt oppe hos mine brødre hvor han gjorde megen kur til en frøken Petersen, som ogsaa bodde der. Men jeg havde ikke talt med ham en eneste gang paa næsten et aar – førend han pludselig var dumpet indom mig nu iaften, mens jeg laa her i sengen og læste ....
... Stakkars fyr! Nu gik det altsaa ikke længer med at faa tiden til at gaa ... det gik ikke i længden, selv om han kunde sidde der nogen timer om dagen sammen med Johnsen og Woll og se ud i luften og ingen ting sige ....
Og jeg blev liggende og tænke og tænke paa dette forspildte liv og paa grundene til, at det var blet forspildt – og saa var det jeg beslutted mig til at skrive denne bog.
XXX.
En aften i Januar maaned 1884 – nogen maaneder efter at Jarmann havde vært oppe og besøgt mig – var Helmer og min bror Henrik kommen hjem til ham for at høre ham læse op en skisse han havde skrevet, og som han kaldte «Aprilsvejr». Han bodde paa sit gamle sted der henne i Kristian August i den lille første étages hybel ud til gaarden. Gardinet var rullet ned og lampen tændt og de sad der omkring bordet henne ved vinduet alle tre, Jarmann midt foran, de andre to paa hver sin side. Jarmann tog manuskriptet frem af bordskuffen og læste, lidt deklamerende –:
«Han var hjemme.
Havde det ikke vært paa en slig tid af døgnet – klokken var henved to om natten vilde folk sikkert ha lagt mærke til det. Saa længe havde han nu gaat paa fortougene, staat paa gadehjørnerne, siddet i restaurationsvinduerne, at hvis man ikke saa ham paa nogen af disse steder, kom man, det vil sige Karljohans-løverne, uvilkaarlig til at spørge hverandre:
– Men hvor i al verden er der blet af ham? ... han skulde vel ikke være himlet! ha, ha, ha!
Vore smaa og store frøkener, de som til hverdags danner den levende dekoration nedover Karljohansgade, de sa ingenting. De bare ærgred sig i al ærbarhed over at være blet snydt for den nydelse at rødme indunder hans ukydske øjekast.
Han laa nu henslængt paa en sofa med halvlukkede, stirrende øjne – og slig havde han ligget i over en time.
Henne paa sengen laa et fruentimmer og sov. Hendes ene ben var gledet ned udfor sengekanten; overkroppen var vrid over til den anden side ind mod væggen. Af hovedet som armene omslynged, saas bare den skidden gule, halvopløste haarknude hun havde i nakken. –
Værelset var et af disse kjedelige med de reglementerede møbler udstyrede ungkarlehybler med fri indgang, som man faar tilleje for 20 kroner maaneden i 3die etage i et anstændigt strøg af byen.
Rigtignok kunde man se at der her var gjort forsøg i retning af smaa arrangements. Men det var ikke blet til noget. Der var ikke giddet ... ikke orket; man havde ladet sig arbejdet falde halvfærdigt ud af hænderne.
Bøger, mest skjønliteratur, laa udover, ofte opslaaede; aviser, tidsskrifter, brochurer, feuilletonsudklip – kort sagt: døgnliteratur i alle skikkelser. Saa var der fotografier – paa væggene; i og uden ramme – paa bordet paa kommoden – omkring spejlet; stillet op som, og ved siden af visitkort. Et stort, i nationale farver udført teppe eller shawl laa sammentullet i gyngestolen. Et par puder, broderet i silke og fløjel, samt endel mindre nipsgjenstande, forraadte hvad gode hjerter i stille timer gjør for dem de har kjær. – Paa en af dørhængslerne hang hans luvslidte slobrok. –
Men som en kontrast, eller rettere: som en protest, der brød harmonien i dette sammenhængsløse, ufærdige, som en protest mod hans sammensunkenhed der her laa, mod hans bleghed, mod hans slukkede blik, ja var det saa mod hans elegante dandy-antræk med det lidt slikkede toilette – stod et par portrætbuster af vort aarhundredes moderne rydningsmænd. De djærve, af arbejde og vilje haardt mejslede træk traadte skarpt frem i det dæmpede men rummet fuldstændig fyldende lys, der faldt ned fra hængelampen med det tykke matte glas.
Han elskede dette lys. Det var som et hvidt, blødt slør. Det generte ikke øjnene. Tværtimod – han skulde ønske, han kunde sove med dem ganske aabne.
Hans blik strejfed tilfældigvis sengen, og med det samme ropte han i en ikke videre blid toneart: Mathilde! – Fruentimmeret vendte sig, idet hun trak det nedgledne ben opunder sig, og viste et rødblussende ansigt med et par smaa, stikkende, forstyrrede øjne, som hun et øjeblik forsøgte at rette mod ham.
Saa la hun sig rolig til igjen.
– Satan til fruentimmer! mumled han, og gjentog derpaa højt og haardt –: Mathilde! hører du! se at komme dig op og afsted! Jeg vil lægge mig.
Hun svarte ikke, men sat sig overende i sengen, glatted lidt paa haaret, der var kommen rent i vildrede, og begyndte langsomt at knappe igjen sit kjoleliv. – Saa stod hun op, sa fremdeles ingenting, fandt frem sine støvler, trak dem paa, ordned lidt paa sengen, tog sit ydertøj og klædde paa sig foran spejlet – alt slæbende søvnigt og stadig uden at se paa ham.
Endelig var hun færdig.
Hun gik hen og strøg ham over haaret –: Vil du saa lukke mig ud?
– Her har du portnøklen, saa klarer du dig vel uden mig! – og han slængte den henover bordet.
– Vil du jeg skal komme igjen til dig imorgen kvæld? sa hun og putted nøklen i lommen.
– Ja, du skal vel det, svarte han, fremdeles uden at forandre hverken stemme eller stilling.
– Ja, adjø da søte snutten min! sa hun kjælent og vilde til at kysse ham.
– Nej la være med det, har jeg sagt dig! – og næsten brutalt stødte han hende bort.
Saa famled hun sig da nedover trapperne, og han hørte porten bli lukket op og slaat i. –
Han blev endnu liggende en stund.
Endelig lod det til, at han vilde rejse sig; men han kom ikke længer end til at bli siddende med ansigtet mellem hænderne og albuerne støttede paa bordet. – Han trak vejret tungt, og som et suk kom det halvhøjt –: Og saa siger man, at livet er den højeste lykke!
Saa døsed han atter hen.
Men med ét fór han op, og med et slag i bordet næsten skreg han –: En fordømt, en allerhelvedes løgn er det, det som alt det andet! – og hurtig, nervøst, blev han gaaende frem og tilbage paa gulvet ....
... Fortælle mig, hvad livet er!? ...
Jeg ved hvad det er! jeg har kjendt smerten det gir! ... jeg har følt hadet det gir! ...
Arbejde – arbejde! hyler de mig i ørene alle stymperne. – Men naar jeg nu ikke kan! – og naar det er deres skyld! – for arbejde didhen de vil, det gider jeg da ved den levende gud ikke! ...
Dertil holder jeg mig simpelthen for god.
Og arbejde for det jeg vil, det jeg har en trang til – det har de gjort til en umulighed – der har de spærret mig vejen ...
Aa! slig som jeg havde evnen til at leve! ... Og var det bare mig! – Men det er alle os unge med det varmere blod, med den finere intelligens, med forstaaelsen udover døgnet af lykken, af fylden af det aldrig ante livsindhold friheden vilde drysse udover jorden, naar den blev indsat i alle sine rettigheder i alle forhold, slig som den , som vi , har krav paa! – Det er os, de dræber, det er os de piner livet af, det er os, de jager ud i daadløst driveri og svineri – og det, fordi de med alle sine gode hoder ikke skjønner hvad friheden er ...
Død og helvede! I skulde vide, I tykhudede stympere, hvor jeg hader jer! – Og idet der fór et ondskabsfuldt smil over hans ansigt, slog han over i en kjendt melodi og sang, som man synger naar det kommer fra hjertet –:
Fan'en annamme jer!Fan'en annamme jer!Fan'en annamme jer!Fan'en annamme jer! ....
Først da han ikke orked mere, holdt han op. Men refrænget vedblev ubehagelig at dure for hans øren. – Han følte sig svimmel og lod sig falde ned paa en stol henne ved sengen. Hans haand gled træt henover panden; han følte hvor den var kold og fugtig.
– Uf, jeg er syg, sa han.
Og da der var gaat nogen øjeblikke, i en hæs ligegyldig tone som om det slet ikke kom ham ved –:
– Det er forresten ikke bare moro at være nødt til at gaa i hundene slig som jeg. Men, herregud! la gaa –: raadne bort paa en kristen kirkegaard skal vi saa alligevel allesammen engang ...
Hvad er livet? – En tilfældighed! Og vi? – Produkter af hverandres liderlighed! – Det er alt ...
Kunde man bare komme herfra paa en letvindt maade ... men der er sligt forbandet bryderi med det ogsaa – jeg gider rent ud sagt ikke ...
Eller –: kunde jeg bare tænke klart ... men jeg kan ikke holde det ud fra hinanden – det flyder sammen for mig ...
Det maa være hukommelsen. Den er væk. Væk er jo desuden alt det andre. Hvad har jeg igjen af følelser? – ingenting ... og jeg bryr mig om ingenting – fan'en ivold! ... Uf, jeg blir saa kvalm. Her maa være daarlig luft ... det er naturligvis disse fruentimmerne som drar med sig denne væmmelige luften overalt ...
Og han rejste sig, ærgerlig over at være nødt til at foreta en anstrængelse han havde kviet sig for, gik hen, trak gardinet tilside, slog vinduet op og læned sig udover –:
Hvor det kjølte! ... hvor han fik aande! – den rene vaarluft gød sig som kolde kildrende strømme indover ham. Det var som et bad i det blankeste vand; han kjendte hvor den rensed lungerne, hvor den fyldte brystet – og han drak den i store drag ...
Længe blev han liggende – bare nydende, givende sig helt hen, uden tanke uden maal til dette store bløde favntag af luft og af rum.
Lidt efter lidt svandt dog det ubestemte, der dukked frem billeder, indtryk i konkretere former. – Hjernen begyndte ligesom af sig selv at arbejde, og – han tog sig sammen og lukked vinduet. Gik derpaa et par gange frem og tilbage paa gulvet, retted sig op, mens et tilfreds, næsten udfordrende smil krused hans læber, gned sig i hænderne, knibsed med fingrene – og stilled sig saa hen foran servanten og dukked sig ned i den fyldte vaskevandsbolle.
– Ah, dejlig! sa han og smækked med tungen idet han hæved hodet og vandet plaskende randt ned i bollen igjen fra hans drivvaade ansigt. Da han omhyggelig havde tørret sig og gjort toilette og atter var kommen hen over gulvet – stansed han med ét foran spejlet.
Med glad nysgjerrighed traadte han helt hen til det – saa nær han kunde komme. Opmærksomt, alvorlig, dvælende velbehagelig ved hvert træk betragted han sig –: øjnene, hvis pupiller havde udvidet sig og glimted med en ejendommelig glans – læberne, der mere var en kvindes end en mands – tænderne, hvide og begjærlige – halsen, slank og blød. –
Jo, jeg er vakker, sa han, vendte sig rask om og slængte sig flot hen i gyngestolen med benene overkors. Han saa paa sine hænder, følgende aarernes blaa fortoninger under huden, tog sin pennekniv op og gav sig til at soignere sine negle ...
... Vist var han vakker – og det var noget sludder dette at han var evneløs. Han kneb øjnene sammen – ledte efter nogen gamle aarstal og navne, og fandt dem virkelig.
Han smilte: han havde jo hukommelse god nok. – Og stod han ikke i pagt med alle gode magter i samfundet! Var han kanske ikke i slægt med disse lydhøre aander i hvis sjæl folkenes smerte og jubel skjælver! Stod han ikke som det frigjorte menneske – som det fuldbaarne barn af sin tid, en tid hvis løsen var fremskridtet, og friheden, og virkeligheden? – Man fik se sig om efter en opgave, slig som verden nu engang var, det var igrunden usundt og usandt det andet. Det gjaldt at ta fat hvorsomhelst, og han skulde nok bli med! – Han saa op: jeg skulde næsten ha lyst til at begynde i kveld – brilliant oplagt! – Men jeg er kanske træt. Jeg kan trænge til at lægge mig; saa staar jeg tidlig op i morgen, og saa – tar vi fat! ... Mathilde ... ja, hun skulde nok ogsaa komme imorgen ... Ja, pyt! jeg skal nok expedere baade hende og de andre ud af huset – naar jeg vil!
Saa slog han sig et lidet energisk slag over laaret, rejste sig op og begyndte langsomt at klæ af sig.
– – – Klokken var over elleve morgenen efter. Han vaagned og gned sig i øjnene og saa sig om i værelset – da med ét det hele fra igaar aftes stod lys levende for ham. – Han smilte og trak paa skuldrene og slængte saa benene udfor sengekanten og blev siddende der med en haand paa hvert laar og se distræt ud i luften, mens han mumled slapt hen for sig –:
Tsja! hvad fan'en skal vi saa bestille paa idag? ...
Jarmann la manuskriptet ned paa bordet og saa op paa kammeraterne –: Naa, hvad siger dere?
– Det er s'gu godt! sa Henrik.
– Ja død og pine, raabte Helmer –: du kan s'gu bli forfatter!
– Det tror jeg selv ogsaa, sa Jarmann med selvfølelse. Rejste sig saa op og gik nervøst frem og tilbage paa gulvet en stund, som om han spekulerte paa noget.
– Jo, nu vil jeg død og pine leve! brød det tilslut ud af ham, og han stamped i gulvet og blev staaende og se paa de to andre med et lykkeligt smil.
En otte dages tid efter, tidlig paa aftenen, kom Jarmann op til mig. Jeg laa paa sofaen inde i min dagligstue og læste.
– Naa, sa jeg, med det samme han kom ind –: jeg hører du har fundet paa noget som er moro. Du vil jo bli forfatter!
Han trak paa skuldrene, la fra sig kappen og sabelen og blev staaende midt paa gulvet –:
– Ja, sa han, jeg har skrevet en stakkars skisse – og tænker paa at skrive en til.
– Har du den paa dig den du har skrevet?
– Nej.
– A løb over efter den da! – det er jo bare tversover gaden, og jeg vilde svært gjerne høre den.
Han gjorde det og sat sig saa i gyngestolen ligeoverfor mig og læste den op. – – –
– – – Hvad jeg syntes?
– Jo! ... har du tænkt at faa den trykt?
– Nej ikke nu for det første. Men til Jul tænkte han og Woll paa at gi ud en samling skisser sammen – og der skulde denne tages med. Forresten havde han læst den op for professor Skavlan.
– Naa, og hvad sa han?
– Aa, han var meget elskværdig; men det han sa var svært dumt.
– Naada?
– Jo, sa Jarmann, og saa fortalte han mig følgende:
Han var kommen derop og havde spurgt professoren, om han vilde gjøre ham den tjeneste at høre en skisse han havde skrevet. Joda, det skulde være professoren en fornøjelse – værsaagod! og han bød ham ta plads paa en stol henne ved vinduet, mens han selv sat sig ved skrivebordet. –
Jarman læste saa skissen op og saa spørgende hen paa Skavlan.
– Ja, sa professoren med sin pene bergenserstemme, dette er nu den mørke side af livet!
– Ja.
– Kjender De noget til den?
– Ja! – det kom brusque, og han rejste sig; han likte ikke den maade at ta sagen paa.
Professoren rejste sig ogsaa –: Det er ikke uden talent det De har skrevet, sa han og fulgte ham til døren; men jeg vil raade Dem til naar De skriver noget mer, heller at holde Dem til de lyse sider af livet.
– Og hvis jeg nu ikke kjender noget til livets lysside? spurgte Jarmann og stansed, – de var alt kommen ud i entréen.
– Naa ja ... De behøver jo ikke netop at holde Dem til virkeligheden. Komponér! komponér!
Jarmann takked for hans venlighed og gik. –
Jeg lo.
– Ja hvad synes du! sa Jarmann.
Jeg bare rysted paa hodet. – Du spurgte ham ikke, om han vilde ta skissen ind i tidsskriftet? spurgte jeg lidt efter.
– Nej, det blev der jo vanskelig anledning til paa den maaden. – Og han blev siddende og gynge sig sagte frem og tilbage og se ned i gulvet.
– Du! sa jeg om en stund; i grunden er det noksaa godt, at den ikke kommer ind der.
– Hvordan det? – han saa op.
– Ajo, ser du –: du vilde bare faat ærgrelser af det. Det du har følt da du skrev, det kan du faa dine kammerater som kjender dig til at føle, naar du læser det op for dem; men aldrig publikum. Publikum mangler forudsætningerne – og dem gir du jo ikke i skissen.
Han saa en stund hen paa mig –: Du har vist ret, sa han saa. Igrunden har jeg havt en følelse af det selv ogsaa; da jeg skrev skissen, forsøgte jeg at faa ind noget om de sociale forhold og noget sligt – men det gik naturligvis ikke; jeg maatte opgi det.
– Ja det havde nu lidet hjulpet ogsaa. – Men hør! jeg har ogsaa fundet paa noget som er ganske moro, siden du var her sidst. Jeg tænker paa at skrive en roman, med os to som hovedpersoner. I den vil din skisse passe godt ind – og der vil alle forudsætningerne bli git. – Vil du ikke ha den ind der.
– Jo død og pine!
– Det er altsaa et ord?
– Ja.
– Vel! – Men hvad er det for en anden skisse du gaar og tænker paa at skrive?
Det var en liden situation: hans møde med frøken Bamberg. Han fortalte mig det, men fortalte det daarlig, saa jeg maatte spørge, da han var færdig –: Jamen, det er da ikke bare for at faa beskrevet den gejlhedsfornemmelsen du havde da du stod der foran hende?... det er da vel ikke bare derfor, du vil skrive det der?
– Nej, ikke egentlig bare det – han klødde sig bag øret. – Ajo, sa han saa igjen; igrunden saa er det ikke noget mere.
– Det var lidet!
En maaneds tid senere, en eftermiddag, kom Jarmann opom mig igjen. Jeg var syg og laa i min seng derinde i det lille kaffebrune soveværelse med de mørke gardiner. Det var alt blet mørkt, gardinerne var truk ket for, lampen stod og brændte paa bordet ved hodegjærdet, og jeg laa og læste.
Han sat sig paa sengekanten –:
– Du! nu har jeg gjort et udkast til den skisse jeg talte om, og faat en ramme om den – jeg maa fortælle dig det!
Han kunde udkastet omtrent udenad og sa det frem for mig –: hvordan han var kommet i huset hos bestyreren; hvordan han havde narret ham ved om dagen at hænge over bøgerne og lade som han læste, mens han om natten krøb ud af vinduet og sneg sig til byen efter fruentimmer; hvordan frøken Bamberg, der saa ud som hun forstod hvorledes det var fat med ham, en lummervarm eftermiddagsstund tydelig havde indbudt ham til at forsøge sig hos hende, og hvordan saa, netop i det skjæbnesvangre øjeblik, bestyreren hørtes ude i entréen og han i barnlig forskrækkelse flygted ud af stuen, fulgt af hendes spottende latter, og styrted ind paa sit værelse og kasted sig hulkende paa sengen.
– Jeg synes ikke det er noget – saan for sig, sa jeg da han var færdig.
Han blev lidt studs –: det er dog et stykke af mit liv!
– Jamen saa sæt det da i guds navn ind i dit livs historie, der hvor det hører hjemme! – ellers siger publikum: var det ikke andet!
Han saa ned i gulvet –: ja men jeg kan ikke skrive mit livs historie!
– Hvorfor ikke?
Han rysted paa hodet –: jeg ser ikke sammenhængen i det – jeg bare føler at der er en sammenhæng, men jeg forstaar den ikke.
– Saa husk dig tilbage, og tænk efter! – Uden at tænke blir man s'gu ikke forfatter.
Han trak paa skuldrene –: jeg kan jo ikke tænke; det er netop sagen!
– Ja da blir der s'gu aldrig noget større af det.
Han blev siddende en stund der paa sengekanten og se hen for sig –:
– Anej, det er vist noget drit alligevel, sa han tilslut. – Henrik og Helmer, og Woll og Johnsen syntes forresten om det.
– Ja de føler sammenhængen som du selv; de kjender dig og har altsaa forudsætningerne. Men andre folk, publikum, har ikke det, og derfor vil de kaste skissen og sige –: ikke andet!
XXXI.
En aften en tre ugers tid senere sad Jarmann alene hjemme paa sin gamle hybel. Der var godt og varmt derinde, og lampen stod tændt paa bordet foran ham, men han bare sad der lænet sammensunken tilbage paa sto len med opknappet vaabenkjole, benene ud fra sig og hænderne slapt ned, stirrende forbi lampen hen paa det graa rullegardin med Vor Frelsers kirke paa.
Slig havde han siddet i timer.
... For en grænseløs tomhed ... og en uendelig tørst efter fylde ... Idag havde det tat ham helt. Og beholdt ham – ligesiden idag morges.... Før havde det da vært med mellemrum. Men de var blet kortere og kortere. Nu var de forsvundet....
Aa, det gik vist aldrig over mere! ... ingenting vilde hjælpe – for han gad ... gad... gad ... ikke nogen verdens ting....
Han havde forsøgt at arbejde for at bli det kvit – ja det vil sige tænkt paa at for søge, længer var han ikke kommen, for han kunde ikke arbejde.... Han havde ikke rørt ved den anden skisse siden den dag han havde vært oppe hos Herman Eek med udkastet – vilde ikke røre ved den mere heller. Det kunde jo ikke nytte, han kunde saa alligevel ikke faa frem det han vilde: sin egen grænseløse elendighed; kunde ikke faa dem til at føle hvad det vilde sige slig som han at gaa omkring uden at kunne tænke, med afjaskede, udjaskede følelser og ikke eje evnen til at leve et virkeligt menneskeliv bare med tørsten, en sugende tørst efter livet....
Det var jo ikke muligt at faa dem til at føle det uden at la dem leve med hele det elendige liv han havde levet, saa de kom til at forstaa, hvordan lidt efter lidt evnen til at leve skrumped bort fordi livsbetingelserne mangled – og bare tomheden blev tilbage, den øde trøstesløse tomhed. Fik de ikke leve det med først saa kunde han fortælle dem saameget han vilde om hvordan han nu havde det – de vilde bare sige: hvorfor kan ikke han være som en af os andre! hvor for kan ikke han ogsaa ta sig noget til og bli til noget! – det gjør vi....
Men han kunde ikke la dem leve sit liv med ... kunde ikke skrive dem sit livs hi storie....
Aah! at han ikke kunde ... det vilde vært en lindring, en lise, paa den maade at faa ialfald nogen til at elske det han elsked, og hade det han haded – og det var jo det eneste hans elendige forspildte liv kunde bruges til....
Nu kunde det ikke bruges til det engang. Fordi han ikke kunde skrive sit livs historie....
Aa, at han ikke havde opdaget det før at det var det eneste det kunde bruges til!... Kunde det ikke vært nok at han var kommen fortidlig til verden ... at han hørte til den art fremtidsmennesker som alt fra fødselen af er viet til undergang uden kamp, fordi de først opdager sin stilling efter at de er gaaet tilgrunde ... kunde det ikke ha vært nok! Han bad jo ikke om andet end evnen til at hyle sin smerte ud i vilden sky nu da han havde opdaget at det var forbi. Men ogsaa det var ham nægtet ... aa, det var satan! ...
Havde han endda kommet paa det rene med tingene nogen aar tidligere, mens han endnu havde nogen energi og nogen evne til at tænke – det kunde kanske ha lykkedes, Men nu! ... han kunde jo ikke tænke mere, alting flød sammen for ham, han kunde ikke holde det ud fra hverandre. Han kunde ikke tænkende fordybe sig i sit tidligere liv, finde den skjændige sammenhæng i det, gi en kunstnerisk fremstilling af det og med sit værk i haanden træ frem for samfundet og drage det til ansvar for sit forspilte liv ... og vække dem til kamp itide, de som kom efter.... Han kunde ikke ... kunde ikke gjøre den eneste brug at sit liv, om skjæbnen havde levnet ham ... aah, dobbelt, dobbelt spildt ...
Han sad der sammensunken og stirred en stund trøstesløs hen for sig. Men pludselig fór han op med et slag i bordet, saa lampen dansed –:
– Naa saa for en hede inderste fan'en? havde han først opdaget det hele for sent saa der ikke var noget mere ved det at gjøre, saa var ikke han den mand som lod sig sejgpine – det skulde gjøres af i en fart! det var en afgjort sag! ...
Han gik nogen gange nervøst op og ned ad gulvet og lod beslutningen voxe sig frem til fuld modenhed og klarhed derinde i sig. Saa daled en behagelig ro ned over ham, der la sig et svagt smil om de friske røde læber, og han sat sig stille ned igjen foran lampen –: He! slaa i bordet og være sint – fordi et nyt haab var dukket op, og brustet igjen ... herregud, nu var han jo der igjen hvor han havde vært for nogen maaneder siden ... da han pludselig fik den idé med at ville være forfatter ... et halmstraa han havde klynget sig til ... igrunden havde han jo selv ikke trod noget større paa det... bare et halmstraa. Det kunde ikke bære ham, og saa sank han ... naturligvis, det var jo det han holdt paa at gjøre da han fik øje paa halmstraaet ... og nu var der ikke flere halmstraa ... nu fik han synke i fred ... det var jo igrunden det bedste; herregud, han var jo saa træt saa....
Og han la sig hen paa sofaen til at stirre op i taget.
Han var virkelig træt ogsaa; tankerne havde udmattet ham, det var længe siden han havde vært saapas intens, og fem minutter efter laa han stille derhenne og sov som et barn med roligt regelmæssigt aandedræt.
XXXII.
Det var Tirsdag i den stille uge. Klokken var to, solen skinned, gaderne var tørre, og Karljohan vrimled af folk i vaar– og vintertoiletter om hverandre; der var rigtignok ingen musik, men vejret var for dejligt.
Nede i Toldbodgaden strømmed kadetterne ud fra krigsskolegaarden, nogen med, andre uden kapper, og vandred dels flokkevis dels to og to opover gaden med geværet paa skulderen.
Inde i krigsskolebygningen, ude paa gangen, stod Jarmann ganske alene igjen. Han spændte langsomt sabelen om sig, tog kappen paa og blev staaende støttet paa geværet, fortabt i sine tanker.
Han havde vært i en voldsom nervøs ophidselse ligesiden idag morges –: Det var idag den sidste dag før Paaskeferien – skulde han eller skulde han ikke ... skulde han eller skulde han ikke ... la dette være den sidste dag han sat sin fod her? – om det spørgsmaal havde hans tanke uafladelig gaat i ring hele formiddagen igjennem. – Alting talte for det. Hvad fan'en skulde han dille omkring her efter mere?! denne haabløse tomhedsfornemmelse som tidligere havde grebet ham hvergang han gav sig til at tænke, den havde jo nu bemægtiget sig ham helt og holdent pinte ham bestandig, hver tid paa dagen, slap ham aldrig. Aldrig et eneste øjeblik; selv ikke naar han var hos fruentimmer. Bare den tid han sov var til at holde ud – hvorfor fan'en saa dille videre naar det bare berodde paa ham om han vilde sove bestandig! ...
Og alligevel; han havde ikke rigtig kunnet beslutte sig til at fastsætte tidspunktet. Han vilde jo komme til at gjøre det naturligvis, under enhver omstændighed; men at sige til sig selv –: idag otte dage ....
Fan'en ogsaa, det var da ganske besynderligt igrunden – naar det saa alligevel skulde ske ....
– – Han gik med geværet i haanden igjennem krigsskolegaarden og ud under den gamle ærværdige port. Men udenfor stansed han, vendte sig, planted geværet i marken og blev staaende og se indover den gamle brolagte gaardsplads, ind paa det tykmurede, hundredaarige hus. –
Et vildt had steg op i ham –: indenfor disse modbydelige mure havde han tilbragt sex timer om dagen i over et halvt aar af sit liv, dels virkelig sovende og dels i halvsøvne paa sin bænk – et hav af modbydelig kjedsommelighed! ...
Han stødte geværkolben haardt imod brostenene –:
– Nej fan'en «ita og skjærra» sig, om han sat sin fod mer i det modbydelige hul det var dyrt svoret! – Inden skolen begyndte igjen skulde det være gjort!
Der risled en febergys ned gjennem kroppen paa ham i beslutningens øjeblik, men da det var over strømmed en voldsom glæde ind over ham og han følte sig let og glad som et barn, der han stod. – Pludselig lo han, bøjed sig fremover og jæbte ind til den gamle bygning derinde –: Hææ! naa kan du ligge der længe nok du gamle fordømte trællebolig som aldrig nogen fri mand burde sat sin fod i... naa kan du ligge der længe nok – mig ser du ikke mer! jeg ryster støvet af mine fødder og forlader dette skumle sted for bestandig.
Og han rysted virkelig fødderne, først den ene og saa den anden; la saa geværet paa skulderen og vandred stoltelig opover gaden.
... Hvor han følte sig let om hjertet! Nu var han ovenpaa. Hans fremtid var sikret. Nu kunde de komme de pene flittige fyre som sad dagen lang paa sine halehvirvler og læste jus og andre ting for engang at kunne bli embedsmænd i landet – nu kunde de komme! – De havde set ned paa ham! ... Som om han havde giddet konkurrere med dem! ... han vilde ikke bytte sin fremtid mod deres for nogen pris i verden – aah! hvor han følte sig stolt og fri! – Ja nu kunde de komme, død og pine! – Og han vandred rask opover.
Oppe i Karljohan mødte han virkelig flere af dem. Han lod dem hilse først, smilte saa nedladende til dem og hilste nonchanlant igjen.
Som om det kryb ikke skyldte ham honnør hvad! – Og uvilkaarlig sagtned han gangen og gik langsomt og med værdighed ....
... Hvor damerne og smaapigerne var vakre! de tog sig usædvanlig godt ud idag! Og det gjorde han selv ogsaa, det følte han – og han sendte dem smil og øjne som i sine frejdigste dage, og nød det naar han fik dem tilbage. –
En halv times tid vandred han op og ned i menneskevrimlen mellem storthinget og universitetet, fyldt af selvfølelse og nydende det at se og sees, smile og tilsmiles, som han aldrig havde nydt det før. Men saa begyndte menneskevrimmelen paa Karljohan at tyndes, han vilde ikke se gaden tom, tog derfor itide hen Universitetsgaden og gik velbehagelig mæt af øjekast og smil hjem for at spise middag.
En slig Karljohanspromenade havde han ikke havt paa lange tider, syntes han.
XXXIII.
Det var nat mellem Langfredag og Paaskeaften. Jarman havde vært i selskab, og havde paa hjemvejen tittet indom Vika. Da han kom hjem var klokken to.
Han klædde af sig og gik i seng og vilde lægge sig til at sove som sædvanlig. Men der var ikke tale om at kunne faa sove –: saa lyslevende vaagen syntes han aldrig han havde vært.
Tilslut opgav han det og blev liggende og stirre op i taget og tænke.
I begyndelsen stod hjernen ligesom stille; men saa lidt efter lidt begyndte den ganske af sig selv at arbejde....
... Det var altsaa besluttet –: inden en uge var han ikke mere blandt de levendes tal –
Han studsed –: Ikke mere blandt de levendes tal?! – det var en underlig tanke. Han forsøgte at udgrunde den, men han forstod den ikke. Hjernen stod igjen stille ...
... Sludder! det var jo ganske simpelt: der stod han jo med revolveren i munden, rettet opover mod ganen, den venstre haand om løbet, den højre om kolben, og tommelfingeren paa aftrækkeren; han følte det kolde staal mod det bløde af tommelfingeren. Og saa trykked han ....
Nej, han trykked ikke af. Hans haand blev som lammet i det samme, han blev blussende hed i sit ansigt og følte en voldsom beklemmelse om hjertet, saa han uvilkaarlig knytted begge sine hænder og med en hæftig bevægelse pressed dem haardt ind mod den venstre side, lige under hjertet.
Slig fandt han sig selv liggende; det havde vært en fuldstændig hallucination ....
Det gav et sæt i ham –: du store gud, han kunde altsaa ikke! – Angsten greb ham, han stirred med raadløse, forvildede, vidtaabne øjne ud i luften, og koldsveden sprang frem paa panden og tindingerne ....
– Du store almægtige gud, han kunde ikke! ... Han stirred og stirred med de vidtaabne øjne –: han kunde ikke ... han kunde ikke ...? ...
Han sank sammen. –
... Og han som havde vært saa sikker, saa sikker! Det havde ikke faldt ham ind med en tanke at han ikke skulde kunne gaa sin vej naar han ikke gad mere!
Og nu gad han ikke mere, han vilde gaa, og det var vanvid ikke at gjøre det og alligevel: han kunde ikke!
Hvad i djævelens navn var det som holdt ham tilbage!
Det var som om noget stort, klamt, koldt noget havde tat ham tilfange og la sig tættere og tættere om ham og holdt ham fast ... aa saa fast, saa fast!
Han vidste ikke hvad det var, og tænkte ikke paa at gjøre sig rede for det; han bare vidste at han vilde løs. Og han arbejded og arbejded under stigende angst. Og det føltes som kræfterne voxed og voxed i det utrolige under arbejdet og angsten, tilslut maatte det lykkes ham at komme løs, syntes han ....
Men nej; tættere og tættere la det sig over ham som en skrækkelig mare....
Saa med ét sat han i med alle sine samlede kræfter paa én gang – en sidste, yderste, fortvivlet anstrængelse. Den varte et sekund eller to – saa pludselig følte han kræfterne svigte.
Han var lige ved at sætte i med et hyl af rædsel – men saa i det samme sank han kraftesløs sammen, rædselen var med ét som strøgen bort, og han bare laa sløv hen, uden at se, uden at høre, uden at tænke, bare gjennemtrængt, gjennemtrængt indtil marv og ben af en sløv, apathisk, resigneret fornemmelse.
Lidt efter lidt kom han til sig selv igjen.
Saa kom han til at tænke paa de sidste par dage:
Han havde gaat der saa overlegen omkring og set paa det altsammen: han havde ikke noget mere med det hele at gjøre, livet laa afsluttet bag ham, og han vilde bare bruge endnu nogen faa dage til at ta afsked med livet og med sine venner. – Aa, han havde følt sig saa stolt og saa fri! ...
Og alle de mennesker han kjendte om hvem han vidste at de ansaa ham for en almindelig døgenigt – naar han havde mødt dem i disse dage, saa havde han moret sig med at la dem hilse først ... og saa havde han smilet næsten naadigt til dem naar han hilste igjen – de havde forekommet ham saa ynkelig smaa og usle, og han selv saa stor og saa fri....
Nu saa han dem igjen, disse modbydelige ansigter; de flokked sig omkring ham med spodske hoverende miner, og smilte til ham med impertinent-medlidende smil –: havde de saa ret hvad? – Var han andet end en almindelig døgenigt? – He, de var kanske ikke saa smaa og ynkelige imod ham endda.
Han stirred paa dem og maatte bide tænderne sammen for at undertrykke sit raseri.
Men ansigterne forstod hans afmægtige raseri; de blev mere og mere hoverende. Tilslut flød de sammen for ham i et eneste stort væmmmelig hoverende smil.
Han var lige ved at ville spytte paa dette idiotiske smil, men han greb sig i det. Han følte sig pludselig saa mat og kraftesløs at det løb rent rundt for ham ... og han vilde jo arbejde ... han vilde jo skrive noget, siden han nu alligevel skulde leve .... Men saa maatte han ha noget at styrke sig paa først, noget at spise og drikke ... og saa vilde han gaa hjem og begynde – var der ikke nogen af dem som havde nogen kroner?
Han havde igjen alle ansigterne omkring sig. De trak overlegent portemonnæerne frem og gav ham nogen kroner, men med foragtelige og medlidende smil....
Det kogte i ham; han takked ikke, bare greb pengene og vendte sig fra dem og skyndte sig bort – aa, hvor de var modbydelig smaa og foragtelige! – Han drejed om det første hjørne for at komme fra dem saa snart som muligt.
Men om hjørnet mødte han dem igjen.
Han studsed og stod raadvild stille: det var da satan ogsaa! kunde han da slet ikke bli dem kvit!?
Men de skraadde tværsover gaden; de vilde øjensynlig ikke ha noget med ham at gjøre.
Det forvirred ham. Han husked ikke mere ... det gik lidt rundt for ham ... men hvordan fan'en det var: han maatte ha fat i dem igjen ... han skulde jo gjøre noget ... og han kunde ikke arbejde uden kroner ... og han kunde ikke faa kroner uden at arbeide... han maatte ha fat i dem igjen – og han løb over gaden efter dem og stansed dem.
De saa ærgerlige paa ham –:
– Hvad han vilde?
– Kroner!
– Nej.
Og de saa foragtelig paa ham og gik.
Han blev staaende med stive arme og knyttede næver, og saa rasende efter dem. De brede, veltilfredse rygge bevæged sig langsomt og rolig nedover gaden, som om han slet ikke existerte. – Nu gik de forbi marinedepartementet ... snart vilde de være om hjørnet henne ved universitetsgaden ... og saa vilde de være borte – og han vilde staa igjen her alene og hjælpeløs....
Han fór efter dem.
Henne ved hjørnet indhented han dem, greb en af dem i armen og drejed ham rundt:
– Elendige, ynkelige pjalt! skreg han; forstaar du ikke at jeg er tusinde gange mere værdt end du?
Ansigterne saa paa ham; smilte, trak paa skuldrene og blinked til hverandre: han maatte jo være gal.
– Tusinde gange mere værdt end dere allesammen! skreg han saa.
De vendte sig fra ham og vilde gaa; men han standsed dem igjen:
– Elendige krapyl! sa han indædt; det liv dere fører har jo jeg forsmaad: det var for smaat og usselt for mig; for mig maatte der noget uendelig meget mere til.
De modbydelige ansigter lo.
– Men det liv du fører sa et af dem; det har du ikke forsmaad; det var ikke for smaat for dig; det var det store, du maatte ha – velbekomme!
Ansigterne skoggerlo.
Men det generte ham ikke mere: Han havde igjen revolveren i haanden og stod og saa paa den som paa en gammel kjær ven. Og der kom et lunt smil om hans mund mens han skotted tilsiden hen paa ansigterne.
De smilte foragtelig: dette med revolve ren, det var jo bare noget sludder; det vidste jo de ligesaa godt som han.
Men deres foragt irritered ham ikke; han smilte lunt videre.
– Jeg har tat lidt af bærmen med, det er sandt, sa han rolig og legte med revolveren. Men det gjør ingenting. Jeg er alligevel tusinde gange mere værdt end dere alle tilsammen. Jeg gad ikke ha det liv dere skal føre om dere kasted det efter mig. Jeg er ved gud for god til det.
Han løfted smilende revolveren, lukked det venstre øje og sigted tværs over gaden.
Slig blev han staaende et par sekunder – saa pludselig bøjed han med en elegant bevægelse af haandledet revolveren bagover op imod sit hode og lod løbet gaa ind i munden, op imod ganen.
Skotted saa igjen hen paa ansigterne.
De saa helt ærgerlige ud –: a nej, nu fik det være nok med den komedie!
Deres ærgrelse mored ham og det var ham en nydelse at staa der og skotte saa skjælmsk og overlegen hen paa dem og gotte sig over hvorledes de blev ærgerligere og ærgeligere jo mere han saa paa dem med sit irriterende smil.
Men saa tilslut blev hans smil slappere, det fik et udtryk af sørgmodig medlidenhed. Og saa trykked han ganske rolig løs.
Han følte som et stik gjennem hjernen, ansigterne forsvandt og alt gik rundt for ham.
Længe kunde han ikke gjøre sig rede for nogen verdens ting, han bare følte en dejlig fredelig fornemmelse over det hele ...
Men saa pludselig kom han til sig selv igjen. – Og han fór op overende i sengen med glædestraalende ansigt, strak med en energisk bevægelse sin højre haand frem foran sig, rysted sin knyttede næve ud i luften og sa med et triumferende smil –:
– Jeg skal fan'en danse mig vise at jeg kan.
Saa la han sig velbehagelig tilbage i sengen igjen. En jevn, blød varme ligesom gjød sig ud over hans skuldre og strømmed velgjørende ned gjennem alle hans lemmer....
– Ahhh, hvor det var dejligt at være saadan sikker paa sig selv.
Han følte sig igjen saa stolt og saa fri.
Det havde vært et skrækkeligt anfald, men gudskelov, nu var det over, og han var sikker paa ikke at faa det igjen. – Og selv om det kom igjen – nu vidste han hvordan han skulde faa det paa dør. Men der var ikke tale om det ... nu var det overstaat engang for alle ... aa, hvor han følte sig stolt og fri! ...
Han smilte –:
He! der var s'gu mening i den maade han havde tat livet paa. Livet havde ikke kunnet gjøre ham lykkelig, det havde han følt alt fra første færd af. I begyndelsen dunkelt og uklart gudbevars, men siden bestandig klarere og klarere, indtil det tilslut under hans omgang med Herman Eek var gaat op for ham i sin hele fulde klarhed at slig som livet nu var indrettet saa maatte folk af hans kaliber gaa tilgrunde. Først havde dette grebet ham med indignation og han havde villet gjøre noget for at det engang kunde bli anderledes. Han havde villet arbejde. Men saa, da han var kommen paa det rene med hvorledes han skulde kunne gjøre noget i den retning – he! da han var kommen paa det rene med det og skulde til at ta fat saa havde det vist sig at hans energi havde ligget saa længe ubrugt at den var gaat i frø: selv for dette som interesserte ham, kunde han ikke arbejde saa meget at det kunde skaffe ham en position i samfundet. Og saa havde han sagt til sig selv: vel, saa gir jeg fan'en i det hele og tar bare det som er at faa gratis; og naar det er gjort saa gaar jeg min vej. – Og nu var der ikke mere at faa gratis ... ialfald ikke noget han brød sig om – ergo sa han tak for sig og gik ...
Joda, der havde vært svært god mening i hans maade at ta livet paa; det havde vært en stolt og fri mands liv ....
Men nu gad han ikke tænke mere paa det, nu vilde han bare tænke paa hvordan han skulde tilbringe disse sidste dage paa den behageligste maade. –
... Aja forresten, siden han nu engang holdt paa med dette, saa kunde han ligesaa gjerne bestemme tiden og stedet med det samme. Saa var det gjort, og han havde ikke noget mere med det hele at bestille.
... Stedet? – ja-a-a ... her paa sit værelse vilde han ialfald ikke gjøre det. Det vilde være synd paa «søstrene», de to fruentimmer han bodde hos. De vilde ta sig nær nok af det alligevel. De var virkelig kommen til at holde af ham i den lange tid han havde bod hos dem. Han var sikker paa de vilde ikke engang komme til at tænke paa de penge han skyldte dem. De vilde bare tænke paa hvor forfærdeligt det var at dette vakre unge menneske som havde bod saalænge hos dem og altid opført sig saa pent og stille nu havde expederet sig selv ud af verden og lige ind i helvede. De vilde ikke kunne forstaa det, og de vilde græde over hans sørgelige skjæbne.
Han saa dem sætte i at græde naar de fik vide det, og han saa dem græde og græde, som om det var en af deres egne kjære der havde gjort det.
Han maatte smile –: herregud, det var jo ikke ham de sad og græd over; de havde jo ikke nogen idé om hvordan han var. Nej, den de græd over, det var en ganske anden, et foster af deres egen fantasi som aldrig havde existeret.
Han lo; han kom til at tænke paa noget som var hændt ifjor Paaske, netop for et aar siden:
Paaskeaften havde han siddet henne hos en kammerat og drukket toddy, og derfra var han gaat ud og havde faat fat paa et fruentimmer som han havde fulgt hjem og var blet liggende hos til ud paa morgensiden. Da han kom hjem havde han vært meget træt; der havde ikke vært tale om at sove hele tiden hos pigen: og da han havde klæd af sig og lagt sig var han derfor faldt i søvn med det samme og havde sovet som en sten. Men saa klokken 6 var pigen kommen ind og havde vækket ham for at spørge fra søstrene om han ikke vilde gaa i froprædiken. – Han havde nærmest havt lyst til at slaa pigen ihjel paa stedet fordi hun havde forstyrret ham i hans søvn, saa træt og søvnig var han; men saa var han kommen til at tænke paa at han skyldte «søstrene» næsten 300 kroner og at det derfor var ham om at gjøre at de havde en saa god mening om ham som muligt – for kreditens skyld. Og saa havde han svaret at «jo tak, det vilde han svært gjerne, og det var rigtig snilt af søstrene at de havde husket paa ham». – Og saa havde han staat op og var gaat med søstrene i Vorfrelser. Men derinde var han smuttet fra dem og havde skyndt sig ud igjen saa fort han kunde. Og da han ikke vilde gaa hjem og la pigen se at han kom tilbage før tiden, saa var han vandret ned i «Vika» og havde lagt sig hos et fruentimmer hvor han da var blet liggende ligetil middag ....
Og mange andre lignende historier ...
Han smilte; nej, de havde nok ikke nogen rigtig rede paa hvem han var.
Og nu skulde de gaa der og græde; og tro det var ham de græd over; og saa var det alligevel et ganske andet menneske end ham – det var i grunden altfor komisk; han kunde ikke andet end le. –
Men saa kom han til at tænke paa en anden som ogsaa vilde komme til at græde – og det var ikke komisk. Det var hans stakkars kjære mor hvis kjæledægge han var. Hun vilde komme til at ta sin død af det: hun trodde ogsaa paa gud og paa helvede. Stakkars hende! ... Han saa hende gaa omkring i huset derhjemme og stelle, snart i kjøkkenet, snart i stuen og snart ude paa gaarden, overalt paafærde med de flittige hænder og altid tænkende paa ham, bare paa ham, hendes egen kjære gut som hun aldrig hørte noget fra.
Han havde ikke skrevet hjem de sidste maaneder, han havde villet afbryde forbindelsen med hjemmet for at lette baade sig selv og dem derhjemme den endelige skilsmisse naar den kom. Men det havde jo ikke hun nogen idé om; hun begreb ikke hvad der gik af ham siden han ikke skrev.
Postdag paa postdag i disse maaneder havde hun sat sig ned – saa travlt hun havde det – og bedt ham og bedt ham om at skrive.
Først havde hun skjændt paa ham: «den stygge gut som kunde gaa saalænge uden at la sin egen mor høre fra sig; nu fik han virkelig ta sig sammen og skrive.»
Men han havde ikke skrevet.
Saa havde hun bedt pent for sig: «han vidste ikke hvor ondt han gjorde hende! aa, hun maatte jo tro han ikke holdt af hende mere. Men han holdt jo af hende, og han vilde skrive ikke sandt? Aa han vilde gjøre det?» ...
Men han havde ikke gjort det.
Saa var hun blet ængstelig og havde bedt og tryglet – mere og mere indstændig for hvert brev hun skrev.
Men han havde vært ubønhørlig. –
Saa var hun blet angst.
Det var det han havde villet. Hun skulde ane det før det kom.
Han husked godt det sidste brev han havde faat:
«Hvad i Jesu navn var det som gik af hendes egen kjære gut? ... Hvorfor skrev han ikke? ... Var der hændt ham noget forfærdeligt? ... en sorg eller en ulykke? Aa, han maatte skrive, skrive og fortælle hende alt. Hun var jo hans egen kjære mor... hun var da nærmest til det... hun var saa angst ... hun tænkte bare paa ham hele dagen ... og om natten fik hun ikke sove –: hun bare tænkte paa sin egen kjære gut. Hun holdt det ikke ud ... hun blev syg ... hun følte sig ældre og ældre for hver dag som gik, ved alt det hun led. – Og han behøved bare at skrive et ord, aa et eneste ord, hun forlangte ikke mere – og det var dog saa lidt ....»
Og saa var hun begyndt at græde mens hun sad der og skrev. Og nogen taarer var faldt ned paa brevet, saa nogen bogstaver var blet halvt udviskede. Han husked saa tydelig disse udviskede bogstaver; de havde faat ham til at græde. Men han var forblet urokkelig: det var jo netop saaledes han havde villet forberede hende.
Men saa var hun holdt op at græde og havde git sig til at skrive videre:
«Hun var blet saa glad med ét; hun var med én gang blet saa vis paa, at denne gang vilde han svare,» fortalte hun. Og saa var hun slaat over i en munter tone og havde git sig til at fortælle om alt det hun havde at gjøre:
«Der paa bordet laa en hel del undertøj og vented paa hende. Det skulde broder Konrad ha med; han skulde rejse til Bergen snart: han skulde ind paa kontor der. – Aa, der var saa meget at gjøre. Og ude paa rulleboden vented ogsaa en hel del tøj. Aa gid han havde vært der, saa skulde han pent ha faat lov til at hjælpe hende ved rullen.» ...
Han fik taarer i øjnene.
– Ja, gid han var der. Han skulde hjælpe hende. Han skulde trække rullen for hende, som han havde gjort da han var liden gut. Og han skulde se paa hende og se paa hende – aa hvor han skulde glæde sine øjne ved at se paa hende for sidste gang mens han stod der og trak rullen. Og saa, naar de var færdige med arbejdet, saa vilde han falde hende om halsen og kysse hende ... kysse hende paa munden, paa panden, paa tindingerne, paa øjnene, paa hænderne, overalt, overalt. Aa, han skulde kysse hende saa hun skulde bli saa angst, saa angst – saa angst, at hun pludselig skulde forstaa at nu saa hun ham for sidste gang.
Og saa vilde han rive sig løs og flygte....
Og hvor fortvivlet hun saa blev naar hun fik vide at han havde gjort det; hun vilde ialfald da ha den trøst at han havde holdt af hende, holdt forfærdelig meget af hende ligetil det sidste....
Men nu fik hun ingenting vide. Gud, det var synd men der var ikke noget at gjøre ved det. Herregud, det var ikke hans skyld. Det lod sig ikke gjøre. Endnu for et par dage siden havde han trod at det lod sig gjøre. Det var da han havde vist hendes sidste brev til Helmer og Johnsen. Helmer havde skjældt ham ud: «det var oprørende at han ikke skrev ... det var barbarisk ... det var ... det var ... kort sagt: det gik ikke an, han fik værsgod sætte sig ned og skrive med det samme».
Og Johnsen havde siddet og hørt paa og ingenting sagt; men da han saa hen paa ham havde han nikket paa sin egen tause maade....
Og saa havde han pludselig sagt «ja han vilde skrive» – og bedt dem gaa.
Han havde nemlig faat en idé:
Han vilde skrive til hende endnu engang. Han vilde la hele sin dybe kjærlighed til hende strømme ind mellem linjerne, den skulde vælde ud over hende mens hun læste, og beta hende slig, at hun skulde føle at det han havde følt for hende mens han skrev, det var mere end et helt livs almindelig kjærlighed. – Og saa vilde der stige op i hende en anelse om hvad der forestod. – Ja, saaledes vilde han forberede hende....
Og han havde sat sig til skrivebordet. –
Men alt hvad han skrev var blet saa koldt og saa dødt. Han kunde slet ikke faa det til slig som han vilde ha det.
Og han havde tænkt og tænkt saa det gjorde rent ondt i hjernen for at finde ud hvordan han skulde faa det til. – Men nej, det var umuligt; han maatte opgi det. – Og forresten, selv om han kunde faa det til, selv om hele brevet kom til at aande bare kjærlighed, kjærlighed til hende – hvordan skulde hun alligevel kunne tro paa denne skriftlige kjærlighed? – Holdt han virkelig saa meget af hende, hvordan kunde han da gjøre dette som han vidste vilde dræbe hende? det vilde hun ikke kunne forstaa. – Nej, skulde han kunne faa hende til at forstaa det, saa maatte han forklare hende helt ud hvordan han var ... hvordan han var blet slig ... hvilken elendig pjalt han vilde være om han ikke nu forlod livet ... hvordan han vilde bli hende en lang tærende sorg hele livet igjennem hvis han ikke nu isteden derfor gjorde hende denne ene store sorg engang for alle. – Alt det maatte han forklare hende; da først vilde hun kunne forstaa at han holdt uendelig meget af hende, og alligevel var nødt til at sige hende farvel. Men da maatte han jo skrive, ikke et brev men en hel bog og det en bog som han slet ikke kunde skrive. Og forresten, selv om han havde kunnet skrive den bog – hun vilde alligevel aldrig kunnet forstaa det. Det var igrunden det sataniske ved det hele!
Og han havde rejst sig op fra skrivebordet og stampet i gulvet –:
Det var forbandelsen ved de samfundsforhold vi lever under, at selv en mor kan ikke forstaa sit eget barn! ...
Det var forbandelsen ved dressuropdragelsen, at man forstaar ikke dem der ikke har ladt sig dressere, er det saa ens eget barn! ...
Ja, det var forbandelsen ved denne fordømte opdragelse i religion og moral.
Og han var blet gaaende nervøst frem og tilbage paa gulvet, hed i hodet og med knyttede næver og havde forbandet – og forbandet og forbandet igjen «hele det fordømte sludder».
Tilslut var han stanset foran skrivebordet og havde tat det paabegyndte brev og puttet det ind i skrivemappen. Og saa havde han lagt sig hen paa sofaen og forsøgt at tænke paa noget andet. –
En stund efter var han gaat ud og havde tat sig en tur. Da han kom tilbage havde han fundet Helmer og Johnsen siddende og vente paa sig.
– Naa, har du saa skrevet? havde Helmer spurgt, med det samme han kom ind.
– Ja, han havde netop vært henne og lagt brevet i kassen.
Men Helmer som mens han havde vært ude havde rodet i brevmappen og fundet det paabegyndte brev og stukket det til sig, havde først stirret stivt paa ham en stund og saa sagt: Jamen det er jo den sorteste løgn; for her har jeg jo brevet – og han havde trukket brevet frem og vist ham det....
Han havde ikke svaret, bare trukket let paa skuldrene, men han havde set saa ulykkelig ud at Helmer ikke havde nænnet at tale mere til ham om den ting; han havde forstaaet at der var ikke mere ved det at gjøre. – Og Johnsen havde siddet og stirret ud i luften, saa alvorligt og saa forstaaelses fuldt....
Gud, hvor han holdt af dem begge to. De forstod ham de. For dem behøved han ikke at skrive nogen bog; de forstod ham alligevel. Og de holdt af ham. De vilde savne ham, savne ham meget naar han var borte, men de vilde alligevel være glade for hans skyld over at han var kommen afgaarde... gud, hvor det var dejligt at leve sammen med intelligente mennesker. Med dem kunde han ta afsked men ikke med sin egen kjære mor. – Aa, hvor det gjorde ham forfærdelig ondt.... Han saa hende igjen gaa flittig og stilfærdig omkring og stelle der hjemme, altid tænkende paa ham, sin egen kjæledægge.... Og saa pludselig kom slaget....
Hu! det isned igjennem ham; det kjendtes som om hjertet stod stille og pulsen var holdt op at slaa....
Saa med ét slog han ud med haanden der han laa –: Nej, der var jo ikke noget mere at gjøre ved det, og saa vilde han ikke tænke mere paa det. Han havde jo bare nogen faa dage, og de skulde helt tilhøre igjen ham selv og hans venner. For hende var han jo allerede død. Han vilde ikke forbitre sig disse sidste dage ved at tænke og tænke paa dette som nu alligevel ikke kunde være anderledes; han vilde tilbringe dem glad og munter sammen med sine kammerater, som kjendte ham og forstod ham. Og saa vilde han sige farvel til dem ogsaa, i et muntert lag. – Og saa allersidst, vilde han gaa ud til en pige og hos hende ta afsked med dette velsignede kvindekjønnet som dog ialfald havde vært ham en saa god adspredelse i hans korte forspildte liv....
Og naar han saa var færdig med det, og fjerde Paaskedags morgen randt op, og de andre kadetter igjen begyndte sin kjedsommelige gjerning saa skulde det ske....
– Men hvor? ...
– Ja stedet ja? ... det var jo egentlig det han skulde ha tænkt paa....
... Nej, ikke hos pigen; han vilde ikke skræmme livet af hende....
– Men hvor? – – – he! han skulde ha lyst til at leje et stort elegant værelse, helst med brüsselertæpper paa gulvet, blødt og behageligt, og fine møbler. Ossaa maatte der være et spejl, et stort spejl som gik helt ned til gulvet. Foran det vilde han staa i fuld uniform, med huen paa hodet og sabel ved siden og se sig selv ind i ansigtet for sidste gang. – Saa først sigte paa sin kontrafej derinde i spejlet og se paa hvor rolig han tog det. – Men saa med ét gjøre den lille elegante drejning af haandledet og bøje revolveren bagover op mod hodet og la løbet gaa ind i munden og op imod ganen. Saa endelig et sidste smil til sin kontrafej derinde i spejlet der gjorde det samme som han. Og saa! – han gjorde en energisk bevægelse med pegefingeren som om han trykked af.
Han følte igjen som et stik gjennem hjernen, og det løb rundt for ham; men saa blev han liggende med en formelig vellystig fornemmelse af at være kvit og færdig med det altsammen.
Han smilte –: he, det var s'gu ikke vanskeligt, naar man saa gjerne vilde bli live kvit.........
– Tiden var gaat, det var blet lyst i værelset.
Hans øjne faldt paa et træsnit af Jaabæk, ophæftet med tegnestifter paa den øverste fylding i døren. Men det interesserte ham ikke nu, og blikket gled mekanisk tilhøjre hen ved siden af døren og traf en büste af Gothe oppe paa toppen af boghylden over kommoden.... Nej, han interesserte ham heller ikke nu.
Han tog øjnene til sig igjen men kom derved til at se op paa væggen over sengen. Der hang to træsnit: et af Johan Sverdrup fra 50-aarene og et af Johan Sverdrup fra Kreuznach i 1882. Han havde selv klippet dem ud af «Verdens Gang» og hæftet dem op paa væggen med tegnestifter.
Han blev liggende og se paa dem.
En underlig stemning kom over ham....
... Han selv var en saaret døende soldat, en ung rekrut som var blet liggende igjen paa slagmarken.... Og han deroppe var generalen som førte den sejerrige hær videre fremover mod den vigende fiende....
Men det var et langt og vanskeligt felttog. – Ogsaa generalen vilde komme til at bli liggende igjen paa slagmarken og hæren vilde drage videre frem, ogsaa over hans grav. – Og først længe, længe efter vilde den endelige sejer være vunden....
... Lidt før eller lidt senere ....?! ... herregud, naar det alligevel var kampens maal og ikke kampen selv man higed efter....
Og alligevel, han skulde gjerne vært med. Men han kunde ikke mere.
Tankerne blev uklare.
Han stirred og stirred efter generalen med den bortdragende hær. Og hæren voxte og voxte i det uendelige. – Det var ikke længer nogen hær, det var et helt folk paa vandring. Videre og videre drog folkemassen. Og alle vendte de ryggen mod ham, den unge døende rekrut; ingen saa sig tilbage, og han blev liggende igjen ganske alene. Men det var slet ikke nogen ubehagelig følelse; han var igrunden glad over at ingen bekymred sig om ham, for han var saa træt, saa døds træt.... Og folkemassen voxte bestandig. Tilslut var det bare en uhyre sort masse. Og saa gik det hele over i ingen verdens ting.
Han laa og sov med et træt smil om sin mund.
XXXIV.
Klokken ni den næste morgen sad Jarmann paa sengekanten og trak langsomt underbuxerne paa. Da han var færdig med det blev han siddende foroverbøjet med én haand paa hvert knæ og se ud i luften ....
... Det var en dejlig fornemmelse: hele værelset, alting omkring ham havde noget uvirkeligt, ligesom drømmeagtigt ved sig ... he! akkurat som «dagen derpaa» naar man ikke er fyllesyg men bare gaar omkring med zarte hvilende nerver ...
... Aa for en ro og hvile! ... tingene formaadde ikke at trænge ind paa ham, men han kunde iagtta dem saa skarpt og rolig; konturerne var formelig hvasse.
... Nej, idag kunde vist ingenting virke paa ham ...
Han tænkte paa fjerde paaskedags morgen, da det skulde ske – nejda, det voldte ham ingen uro. Det var ligesom det ikke kom ham ved; han havde gjort hvad han havde at gjøre med den sag; nu havde han bare at la tingene gaa sin egen gang. Minen var færdig og lunten tændt, naar lunten var brændt ud vilde minen springe ganske af sig selv; det var ikke noget han havde noget mere med at gjøre ...
... He! igrunden noksaa underligt forresten! ...
– Mon det vilde komme igjen det anfaldet fra inat? –
– Nej det vilde det vist ikke. – Nejda! ...
Forresten, han kunde gjerne kaste alle broer af og afskjære tilbagetoget. He! ja! det kunde igrunden være noksaa moro ogsaa. Saa havde han noget at bestille paa saalænge ...
– Ja det vilde han gjøre.
Han rejste sig langsomt op og dilled dovent omkring i værelset; vasked sig, pudsed sine tænder, soignerte sine negle og klædde paa sig – og sat sig saa hen i kurvestolen foran bordet, magelig sammensunken, med utilknappet vaabenkjole, og drak i ro og mag sin kaffe som pigen havde sat ind til ham for lidt siden. – La sig saa, behagelig slap, hen paa sofaen og røgte en pibe.
Da han var færdig med den rejste han sig dovent, knapped vaabenkjolen, spændte sabelen om livet, sat huen paa foran spejlet, og slængte med en skjødesløs bevægelse kappen om skuldrene og gik ud.
Ude var det dejligt solskin, med vaar i luften.
Han gik skraas over gaden og ind i butiken paa hjørnet. – Butikfyren stod bukkende bag disken, nærmest døren. Længer inde stod kjøbmanden selv bøjet over disken og saá i sin kladdebog.
Jarmann stansed foran butikfyren og læned sig med den ene haand paa disken i nonchalant stilling:
– Jeg skulde ha noget vin og kognak – kunde De være saa snil at sende det tværsover gaden, op til kadet Eek – De ved hvor han bor? ...
– Joda! hvad skulde det være?
– Ja ... kunde jeg faa tre flasker sherry – men det maa være af bedste sort.
Butikfyren bøjed sig over disken og skrev.
Kjøbmanden løfted øjnene fra kladdebogen og kasted et par mistænksomme øjne hen paa Jarmann. Jarmann stod der med et lidt blaseret udtryk i ansigtet og saa kjøbmanden rolig ind i øjnene, men ligesom uden egentlig at lægge mærke til ham, og kjøbmanden tog uvilkaarlig øjnene til sig igjen og saa atter ned i sin kladdebog.
– Og tre flasker portvin! fortsat Jarmann mens han blev ved at se paa kjøbmanden.
Butikfyren skrev.
Kjøbmanden løfted igjen øjnene med et mistænksomt blik; men ligeoverfor Jarmanns rolige millionæransigt slog han dem igjen ned og studerte atter videre i kladdebogen.
– Ossaa én flaske kognak, endte Jarmann, fremdeles med det rolige selvsikre blik paa kjøbmanden.
Butikfyren skrev, og saá saa op –: var det ikke noget andet?
Jarmann vendte sig mod butikfyren, trak dovent øjenbrynene ivejret og tænkte sig om. Nej tak. – Ajo forresten, sa han saa, De kan gjerne sende nogen appelsiner med ogsaa. Ossaa nogen rosiner og mandler.
Butikfyren skrev.
– Det blir hvormeget?
– 19 kroner og 50.
– Og saa skylder jeg vist noget før ...
– Ja, det er 4 kroner og 70; det gjør tilsammen 24 og 20.
– Ja vil De være saa god at sende mig regning fjerde paaskedag.
Mens han afhandled dette med butikfyren havde kjøbmanden igjen skulet mistænksomt hen paa ham; men Jarmanns sikre pengeansigt, fjerde paaskedags nærhed, og desuden uni formen, havde tilslut fuldstændig beroliget ham. Han hilste forbindtlig da Jarmann gik. –
Da Jarmann kom udenfor storlo han indvendig. Det havde frydet ham hele tiden derinde det ansigt han havde kunnet sætte op; han kunde ikke sligt ellers, men idag kunde han hvad det skulde være af den slags. Det havde vært fan'en saa morsomt –: Æ-æ-æ, nu kunde han ha det saa godt den fordømte væmmelige fyren som var saa ræd for at gi kredit og som ikke holdt faste priser og paa den maade snød dem der ikke vidste hvad varerne kosted andetsteds....
Han gik smilende indover Pilestrædet det lille stykke fra Kristian August til Kristian den fjerde. Der stansed han paa hjørnet af fortouget hvor var det egentlig han vilde hen? ...
Han saa en stund aandsfraværende hen for sig ...
– Jo det var jo sandt! – han smilte igjen og labbed saa munter afsted i det dejlige vejr rundt til alle sine kreditorer. Først til sin skrædder – ikke Øyen men den civile skrædder han havde brugt før han blev kadet –, og saa til skomageren, skjortehandleren og handskemageren. Overalt spurgte han hvormeget han skyldte og bad dem sende regning fjerde paaskedag.
Da han kom ud fra handskemageren, regned han over hvormeget det var ialt. – Det var en ren misère, lumpne tre, fire hundrede kroner. – Det var igrunden altfor latterlig lidet! –
... Fan'en, skyldte han ikke noget mere da!
– Jo det var jo sandt: boghandleren! ham havde han glemt. Isch at det ikke var mere end en 60, 70 kroner han skyldte ham! ... Aa gid han havde skyldt ham ti, hundrede, tusinde gange mere; det kunde han havt godt af det bestie! ... He! han havde tænkt at betale ham engang. Men saa havde han jo sammenlignet Herman Eek med Ernst Frølich!... Han saa ham staa derinde i det ækle lille kontor bag til gaarden denne modbydelige lille skaldede mandsling, og sige til Herman Eek med sit sledske smil og sin slikkede, ækkel-pene evnukstemme:
– De kan jo forstaa det at om Ernst Frølich kom her med en bog og vilde ha mig til at forlægge den saa kunde jo ikke jeg ha noget med det at bestille.
– Jamen hvis det nu var en god bog! havde Herman Eek svart.
– Nej, han kunde ikke ha noget med den slags folk at bestille alligevel.
Jarmann bed tænderne sammen der han gik –: Og sligt skulde faa lov til at være boghandler?! – Sligt skulde knappes buxerne ned paa og gi'es paa rumpen og sparkes ud af byen! – Og saa vilde sligt endda ha betaling hos ham; hos ham! – Hahaha! jo han havde git ham betaling forresten. – He! hvergang han hørte boghandlerens bud ude i entréen spørge om han var hjemme, brugte han bestandig at rope ud saa højt han kunde at «nej, han var ikke det nej!» Og naar saa budet som kjendte hans stemme saa inderlig godt alligevel kom ind – saa fik han aldrig se andet af Jarmann end det leende ansigt som titted ind gjennem døren fra det næste værelse hvor kadet Hammer bodde. – Hihihi! lo ansigtet og nikked til budet, og saa blev døren slaat igjen. – Paa banked budet hos kadet Hammer og kom ind der. Og der fik han da se Hammer som sad og lo saa han var ganske kroget; men af Jarmann fik han ikke der heller se andet end det samme leende ansigt, denne gang tittende ind fra student Hansens værelse. – Hihihi! lo ansigtet igjen; og saa blev døren der ogsaa smækket i. Og naar saa budet rasende vilde tiltvinge sig adgang til dette værelse ogsaa, blev nøglen drejet om paa indsiden. Og saa begyndte da parlamenteringen tværsigjennem den lukkede dør –:
– Vilde han betale eller vilde han ikke betale?
– Jo søde bud, det vilde han saa gjerne men han kunde ikke for øjeblikket. Vilde ikke budet være saa inderlig snil at komme igjen imorgen hvad?
– Nej, nu gad ikke budet gaa her og spilde sin tid mere!
– Vilde ikke da budet være saa inderlig snil at la være at komme igjen?
– Naa saa! Saa han gjorde nar af folk! Vel, regningen skulde bli sendt til sagfører.
– Ja det burde budet virkelig gjøre. Det kosted ikke mere end to kroner, naar pengene ikke var til at drive ind – ikke mere end to kroner! det kunde han bevidne som selv havde siddet paa sagførerkontor. –
Det var næsten den samme lektie hver gang, det var det komiske, og det endte med at budet bandende og skjældende gik sin vej, til stor moro for dem alle tre.
– He! joda, han havde betalt denne boghandler, som vilde gi sig af med at være forfatternes censor morum! –
Jarmann lukked op døren og gik ind i boghandlerens butik. – Han bed igjen tænderne sammen –: der stod jo fyren selv midt i butiken og talte med en herre. Jo det var ganske rigtig ham –: æsch den væmmelige evnukstemmen! – Fan'en! At det ikke gik an at ta ham og putte ham paa hodet ned i et lokum og la ham drukne der! ... Eller ... eller – han gjorde nogen nervøse bevægelser med fingrene som med klør og tænkte videre paa andre raffinerte dødsmaader den ene værre end den anden ....
Butikfyren havde alt staat en stund foran ham og ventet paa at han skulde sige hvad han vilde. Men Jarmann havde slet ikke lagt mærke til ham, havde bare stirret med hadefulde blikke paa boghandleren.
Tilslut maatte fyren spørge hvad han ønsked.
Jarmann gjorde en af sine bratte overgange, saa med et elskværdig-nedladende smil paa butikfyren og sa undskyldende –: Naa, jeg staar nok her og falder i tanker ... jo, jeg vilde gjerne faa vide hvormeget jeg skylder.
Tingen blev undersøgt og det viste sig at være 65 kroner og nogen øre.
– Ja vil De være saa venlig at sende mig regning fjerde paaskedag? Jeg skal nemlig gjøre op alle mine affærer før jeg rejser.
– Joda, det skulde ske. –
Fra boghandleren slentred saa Jarmann op til Hjalmar og Henrik, oppe i Theatergaden.
– Naa, er vinen og brændevinet kommet? spurgte han med det samme han kom ind.
– Jo det var kommet.
Værelset laa til skyggesiden og havde lyse kolde vægger. Henne i sofaen sad Hjalmar og Henrik hver i sit hjørne og røgte en pibe, og paa den ene af stolene ved det borteste vindu sad student Hals og læste en avis.
Jarmann blev staaende et øjeblik henne ved døren og se hen paa Hals – en høj stiv fyr med rødt haar og et magert, haardt ansigt. Hals havde i sin tid tænkt paa at gaa til scenen og spille karakterroller men havde ikke faat debutere, og var saa isteden derfor blet theater– og operakritikus paa Tivoli og Folketheatret, ved siden af sin skolevirksomhed. Jarmann kunde ikke fordrage ham; han talte aldrig om andet end skuespil og musik, ossaa om sine skoleaffærer. Det var rent tilfældigt at han var kommen til at omgaas de mennesker Jarmann færdedes blandt.
Jarmann blev ærgerlig over at finde ham her; han gik ham forbi med et ondt blik og sat sig paa stolen ved siden af ham og blev siddende, bøjet forover med en haand paa hvert knæ og glo paa ham.
Det stive affekterte ansigt irritered ham idag mere end sædvanlig.
– Du Hals! sa han tilslut da han syntes han havde glod nok paa ham –: skal vi ikke tale lidt om theater hvad?
Hals løfted øjnene et sekund og saa ærgerlig paa ham, men læste saa rolig videre igjen; han var saa vant til at bli ærtet af Jarmann.
– Eller lidt om opera og musik du hvad? hihihi! lo Jarmann efter igjen at ha glod paa ham en stund.
– Kan ikke jeg faa lov til at læse min avis i fred! sa Hals ærgerlig.
– Hihihi! du er ikke meget selskabelig af dig. – Hvad siger du saa om fru Olefine Moe? ... eller om Bentzon-Güllich? ... eller om Hendrikson? ... eller – hihihi! – hvad er det nu de heder allesammen ...
Hals slog sint avisen sammen, rejste sig og tog sin hat.
Jarmann udstødte en knæggende latter –: Har du faat din gage paa skolen denne maaned? ... voldte det mange vanskeligheder at faa den? ... tror du du faar den næste gang? ...
Hals saa ikke paa ham, bare gik mod døren.
– A det kan du da gjerne fortælle os! – det blev sagt i en væmmelig indsmigrende tone idet Hals lukked op døren. Men Hals svarte ikke, bare smækked døren i og gik.
– Hahaha! hahaha! hahaha! lo Jarmann efter ham i galop-takt.
Henrik og Hjalmar havde siddet henne i sofaen og hørt paa det hele uden at sige et ord.
– Du er nu fæl med ham ogsaa! sa Henrik da Hals var borte.
– Aja, men hvad fan'en er det han vil her. Han har da ikke noget med os at gjøre han! Her er da hverken skole eller Tivoli. Nej fy for fan'en! – han rejste sig op og slog højtidelig ud med haanden –: Henrik! jeg testamenterer dig mit had til Hals. – Lad os saa faa noget vin! –
En flaske vin blev trukket op, Jarmann fyldte sit glas, sat sig hen ved vinduet og blev siddende en stund og se ud, trommende med fingrene paa vindusposten og af og til nippende til glasset.
De andre saa paa ham og sa ingenting.
– Fan'en til vond nat jeg havde inat, sa han tilslut og saa alvorlig hen paa dem. Men saa smilte han igjen –:
– Aa men nu har jeg det saa dejligt igjen! – han gned sig i hænderne skaal!
De drak med ham og han fortalte dem om den nat han havde havt, og hvad han havde gjort for noget idag. Og de sat der i sofaen, pattende paa sine piber, og hørte paa ham uden at sige noget.
Saa pludselig, just som han holdt paa at udgyde sine følelser ligeoverfor boghandle ren, stansed han midt inde i en sætning –:
– Hej, der har vi Laden! ropte han, og ansigtet fik et ondskabsfuldt udtryk.
Han var tilfældigvis kommen til at se ud af vinduet. Over paa den anden side af gaden kom «literaturens bærer», «über land und meer« med sin uhyre lange og tynde elendige figur og sit høgeansigt med bukkeskjæg paa, sjokkende opover gaden med krogede knæer som dinglede om hverandre ved hvert skridt, for korte buxer, luvslidt vaarfrak, aldeles gul i halsen, gammeldags flos paa hodet, stok i den knoklede højre og bogpakken under den venstre arm. – Laden var en fætter af Hjalmar og Henrik, og kom af og til opom, helst naar han lugted der var noget stærkt at hole, undertiden selv med en flaske i lommen. Han var ogsaa en af dem Jarmann ikke kunde fordrage.
– Isch, han kommer vel ikke herop! sa Hjalmar og rejste sig fra det inderste sofahjørne og gik hen til vinduet.
– Jeg ved ikke hvad han gjør endnu, sa Jarmann; han sad og fulgte Laden med øjnene og havde forfærdelig lyst til at være rigtig ondskabsfuld mod ham.
Saa løfted Laden de store cirkelrunde øjne hvor man kunde se det hvide helt rundt, og saa op mod vinduet – og nikked.
Hjalmar skvat tilbage fra vinduet –: nej fan'en ogsaa!
Men Jarmann løfted smilende glasset, nikked ned til Laden igjen og drak ham til. Der gik et glimt af glæde gjennem de store cirkelrunde øjne, og Laden skraadde over gaden.
– Nej hvorfor gjorde du det da?! sa Hjalmar ærgerlig. Nu faar vi ham jo herop.
– Nejgu om vi slipper ham ind! Og Jarmann skyndte sig hen til døren og laased den af – og blev saa staaende midt paa gulvet og vente.
Lidt efter banked det paa døren med de to bekjendte haarde knogeslag som ikke var til at ta feil af – og Laden drejed om klinken og vilde gaa ind.
Pause.
Saa hørtes Ladens stemme udenfor –: Hjalmar!
Ingen svarte.
– Jeg saa nok du var hjemme!
Ikke noget svar.
Saa hørte de ham ringe paa entréen og gaa ind paa Henriks værelse som var lige ved siden af. Og saa banked det paa den dør som førte derind.
Fremdeles ikke noget svar. Saa ropte Laden:
– Du Henrik! maa jeg faa lov til at tale lidt med dig?
Henrik rejste sig og blev staaende uvis et øjeblik.
– Nej gaa ikke ind! sa Jarman højt.
– Hvad er det den rødtop siger! ropte Laden sint.
– Hahaha! lo Jarmann og slængte sig ned i amerikaneren.
– Ajo jeg faar gaa ind til ham; ellers blir vi ham ikke kvit, sa Henrik sagte.
Jarmann fór op med en latter –: ja vent lidt! Løb saa hen bag sofaen hvor alle flaskerne stod, tog dem frem og stilled hele batteriet, syv flasker, op paa bordet, saa Laden maatte se dem naar døren blev lukket op. Løb saa leende hen til døren og lukked den helt op –: Værsgod, nu kan du gaa ind, sa han til Henrik og skjøv ham derind.
Ladens blik tændtes da han fik øje paa flaskebatteriet henne paa bordet, og han gjorde et svagt forsøg paa at trænge sig ind i værelset. Men Jarmaan smak døren i lige for næsen af ham og laased den af igjen.
Og saa lo han med sin korte galoplatter –: hahaha! hahaha! hahaha! – og slængte sig igjen ned i amerikaneren.
I flere minuter hørtes Ladens stemme derinde hos Henrik. Saa blev Jarmann utaalmodig –: Se nu til at faa fyren til at gaa da! ropte han derind.
– Jeg skulde ønske jeg havde tag i den fordømte røde lug! hvæsed Laden.
– Hahaha! hahaha! hahaha! – Jarmann vred sig af latter i amerikaneren. Men snart blev han utaalmodig igjen –:
– Nej nu faar det være nok! skreg han. Nu faar du kaste ham paa dør.
– Kom herind du forbandede rødtop, saa skal jeg knække min stok paa dine rygstykker! – Laden var blet saa sint at han dutted ham.
Jarmann var nær ved at dø af latter. Saa pludselig fik han en idé. Han løb hen til bordet og slog lidt vin i et glas – ikke fuldt! sa han; ellers kunde han finde paa at drikke af det – og saa gik han hen til døren, aabned den forsigtig og sat glasset ind paa gulvet i det andet værelse, mens han skelte smilende op paa Laden og sa –: skal De ha vin Laden? – og smutted saa ind igjen og laaste døren efter sig.
Laden blev rasende –: Naar vi mødes næste gang skal De faa stifte bekjendtskab med min gode stok, De fordømte uopdragne laban.
– Hahaha! hahaha! hahaha! lo Jarmann og lod sig igjen falde ned i amerikaneren. Men rejste sig saa op igjen og gik trallende omkring i værelset, pønsende paa noget nyt «vondt».
Henne paa kommoden laa en brevpresse af jern i form af et nøgent fruentimmer som ligger paa ryg med hænderne under hodet og med sprikende ben op i vejret. Da Jarmanns øjne faldt paa den snapped han den leende, løb hen og lukked døren op igjen og putted figuren ind paa gulvet ved siden af glasset –: Skal De ha fruentimmer Laden? ropte han og lo Laden op i ansigtet, med en knæggende latter.
Fruentimmer var Ladens ømmeste punkt. – «Tror du jeg er noget svin?» plejed han at spørge med en liderlig genert latter, naar man spurgte ham om ikke han som havde levet over en menneskealder nu snart vilde begynde at bruge fruentimmer.
Da Jarmann havde lukket døren igjen, saa Laden rasende paa Henrik –: Jo det er nogen nette folk du omgaaes, sa han; det skal sandelig bli længe før jeg sætter min fod her igjen. Og dermed smeldte han døren i efter sig og gik.
– Hahaha! hahaha! hahaha! lo Jarmann efter ham.
Hjalmar havde siddet alene henne i sofaen og set og hørt paa det hele uden at sige et ord. Han havde heller ikke meget tilovers for Laden; desuden tænkte han ikke stort paa ham nu. Han bare sad og tænkte paa, om denne rent urimelige ondskabsfuldhed ligeoverfor dem han ikke likte var et tegn paa at Jarmann virkelig vilde ta livet af sig. Det saa betænkeligt ud – slig som idag havde han da aldrig vært før...
Da Henrik kom ind igjen, rysted han paa hodet –: Nej du var nu altfor slem med ham idag.
– Nej! sa Jarmann kort; naar sligt vil leve skal det ikke ha det bedre. Men fan'en, nu vil vi ikke tænke mere paa ham. Jeg haaber dette skal være mit adjø til ham. Lad os saa faa op en flaske til!
En ny flaske blev trukket op. Jarmann tog plads i lænestolen ved bordet ligeoverfor de to andre, og de tre unge fyrer blev siddende en stund og tale sammen om nogen nye damebekjendtskaber de havde gjort i de sidste dage.
Jarmann var den som talte mest.
Imorgen skulde de altsaa til frøken Rabe hvor de ogsaa kom til at træffe frøknerne Falsen, og i overmorgen skulde de inde paa Henriks værelse holde æggedosislag for disse tre damer. Den yngste frøken Falsen vilde Jarmann ha fat i; han havde sat sig i hodet at hendes dyd vilde han ta med før han gik. Det var jo altsaa to gange endnu han havde at være sammen med hende; det var tilstrækkeligt til at forberede hendes overgivelse af sin dyd, det kunde han ikke tvivle paa efter de resultater han alt havde set af sin første optræden ligeoverfor hende igaaraftes.
Henrik kom med nogen indvendinger: «fruentimmer viste sig ofte svært stædige, naar de kom til et vist punkt.» Men Jarmann bare rysted paa hodet –: nej, han var ganske sikker i sin sag; det skulde og det maatte gaa!
Hjalmar sad og røgte sin pibe uden at sige noget, bare hørte og saa paa Jarmann og tænkte paa om dette virkelig kunde være en mand som stod i begreb med at skyde sig. – Nej han kunde ikke rigtig tro det det var det endelige resultat han kom til. Om en stund rejste han sig og gik; han skulde et ærinde ud i byen.
Jarmann og Henrik blev alene tilbage. Samtalen gik istaa....
Jarmann læned sig sammensunken tilbage i stolen og blev siddende og se ned paa den gammeldagse bordfod med de fire arme som endte i løveklør. Han stirred og stirred paa dem – og glemte tilslut hvor han var....
... Han stod igjen som ung gut inde i bestyrerens tungt draperede havestue. Det grønne skjær fra de nedrullede persienner la sig ligesom dæmpende hen over de bløde møbler og gav frøken Bambergs teint et maaneskinsagtigt skjær der hun sad midt i stuen, lænet tilbage i gyngestolen med fødderne paa den broderede fodskammel, og gynged sig sagte frem og tilbage, plirende med øjnene og skottende gjennem de lange sorte øjenhaar hen paa ham....
Han stirred paa hende som paa et syn ...
Det lade sanselige smil laa endnu og drømte om hendes fulde læber, og hun gav ham igjen det vage vink som han ikke var sikker paa om han turde forstaa....
Jo han turde! – Aa! han vilde fortælle hende alt, al sin sorg og al sin smerte; og hun vilde forstaa ham ... og elske ham. Og han vilde elske hende igjen. Og hun vilde faa ham til at føle at kjærligheden var det højeste, det eneste paa jorden, og han vilde gi sig ifærd med at arbeide for at skaffe sig en stilling saa han kunde fortsætte med at nyde denne højeste eneste lykke. Og hun vilde gjøre det samme. De vilde begge skabe sig en selvstændig stilling og elske hverandre i uafhængig frihed saalænge til kjærligheden gik sin veg af sig selv som den var kommen af sig selv og afløstes af en ny, anden, helt forskjellig kjærlighed til en ny, anden, helt forskjellig kvinde der ogsaa havde en fri stilling og kunde lade sig elske uden til gjengjæld at forlange forsørgelse og afhængighed for livstid ... og saa videre, og saa videre... Aa! al denne uendelig forskjellige og altid lige salige kjærlighed som skulde fylde ham livet udover!... ja da skulde han bli digter! han skulde fortælle hele verden om sin rige lykke, han skulde ikke gi sig før den kvinde han elsked stod hel og klar for hans indre syn saa han kunde fæste hendes levende billed paa papiret og la hele verden beundre det – ja beundre det: enhver kvinde var beundringsværdig, naar man bare fik se hende helt! ...
En salig tro paa livet strømmed igjennem ham mens han stod der og stirred paa denne gyngende, daarende skikkelse med det sanselig lokkende smil....
Men han glemte jo rent at handle; der vinked hun jo igjen, og tydeligere! – Han stormed frem imod hende. –
Men atter hørtes bestyrerens trin i entréen, og han vidste ikke hvorfor, men han grebes igjen af den besynderlige rædsel og maatte vende om og flygte.
Og atter hørtes den spottende kvindelatter ud gjennem havedøren. Den forfulgte ham mens han løb rundt huset og ind paa sit værelse, og den blev ved at klinge og klinge for hans øren mens han laa derinde i sengen med ansigtet begravet i puderne og græd fordi de aldrig vilde finde hverandre....
– – – Pludselig gav Jarmann et voldsomt spark til bordfoden saa alle flaskerne dansed – og blev saa siddende i sløvt raseri og stirre og stirre paa bordfoden med de fire løveklør, ganske mekanisk, som om den var fienden.
Henrik rejste sig fra sofahjørnet og gik hen til ham og strøg ham med den flade haand blødt ned over haaret, mod panden.
Der gik et nervøst gys gjennem Jarmann; men saa retted han sig stille op og løfted øjnene paa Henrik –:
– Det er ikke noget, sa han rolig; nu er det over. – Og saa tømte han sit glas, tog paa sig og gik. –
Han kom op til sin ven Woll.
– Om han vilde spise middag sammen med ham hos Ingebret?
– Ja.
De gik nedover og la vejen indom kaptejnen hvor Jarmann fik tilladelse til at spise middag hos Ingebret sammen med en fætter som var kommen til byen. Paa vejen fra kaptejnen nedover til Ingebret fortalte Jarmann Woll om sin sidste nat. Woll sa ingenting, bare hørte paa.
Middagen spistes i taushed – denne dejlige forstaaelsesfulde taushed som egentlig var det der bestandig havde bundet dem sammen.
Hjemvejen la de om Kirkegaden og der gik de indom Hagen og saa paa revolvere. Jarmann valgte en stor vakker revolver til 25 kroner og fik uden vanskelighed kredit paa den og 25 patroner.
– Jeg tror den vil gjøre det, sa Woll da de var kommen ud af butikken.
– Jeg tænker det, svarte Jarmann. Det var det eneste som blev sagt indtil de kom hjem til Woll. Der kogte de kaffe paa maskinen og blev siddende og døse over den et par timers tid i en drømmeagtig stemning. Saa pludselig fik Jarmann den idé at gaa op til mig.
Jeg var fremdeles syg og laa i min seng og læste Zolas «Les Rougons», da han kom ind. Det var saa smaat begyndt at skumre.
Han stilled sig op foran foden af sengen og saa mig et par sekunder stivt ind i ansigtet –:
Nu skal du faa en god slutning paa bogen din, sa han.
– Hvad er det for en?
– «Han trykkede løs.»
– Ja herregud, den har jeg jo tænkt paa for længe siden. Men jeg har opgit den igjen. Jeg tror ikke noget paa den.
– Jo det er sandt! sa han lidenskabelig; jeg har opgit det ... jeg gider ikke mere... jeg er kjed af det hele ... det er noget fordømt drit altsammen ... jeg gaar min vej!
– Naar da?
– Snart.
– Vil du ikke vente til du er færdig med krigsskolen?
– Nej.
Der blev en liden pause. Saa sa han –:
– Jeg skjønner igrunden ikke at du gider mere du heller....
– Jeg? – jo jeg vil s'gu dille omkring en stund endda og se paa papirerne! gud ved om der ikke kunde bli noget moro alligevel....
– Nej det er noget lort altsammen; jeg gider s'gu ikke se paa det mere.
Ny pause. Saa sa jeg:
– Fan'en saa kjedeligt! ... jeg havde tænkt at faa dig til medarbejder paa bogen min. Specielt et par skisser fra det aar vi næsten ikke har set hverandre....
Han trak paa skuldrene.
– Ossaa nogen andre steder længer inde – hvis du kunde huske noget fra den tid. Det vilde vært fan'en saa bra.
Han trak igjen paa skuldrene –: Jeg vilde ikke faa tid alligevel. Nu skal der jo være examen paa krigsskolen; saa skulde jeg bagefter ha exerceret, og saa til høsten skulde jeg ligget i garnison. Det vilde ikke blet noget af med at arbejde i den tid. Og siden – gud maa vide hvad jeg skulde ha levet af. Nej, jeg gaar heller min vej strax.
– A jamen du kan jo ikke vide om det ikke kunde bli til noget med forfatterskabet alligevel....
Han smilte slapt –: Selv om det blev til noget – stort vilde det aldrig bli; det vilde ikke skaffe mig nogen stilling. Og med min energi at ta mig sammen og paa regulær vej skaffe mig en stilling ... bare for at vente og se om der muligens skulde bli noget moro som du siger – han lo: nej det gider jeg s'gu ikke! Saa meget mere som jeg slet ikke tror noget paa den moroen. Nej, jeg gaar heller min vej strax.
Jeg trodde ikke noget videre paa det, men i ethvert fald, jeg vilde ikke spørge ham nærmere ud om det. Jeg vilde ikke at den omstændighed at han saadan ligesom paa forhaand havde bundet sig til at gjøre det skulde spille med ind som motiv for handlingen naar det kom til stykket – og jeg blev liggende og se ligegyldig ud i luften som om jeg tænkte paa noget andet.
– Naa det er jo sandt, sa jeg lidt efter: du og Hjalmar var jo hos Falsens igaaraftes. Hvordan havde dere det der?
Jarmann betragted mig først med et underligt bittert blik. Saa sa han slapt –: aa jo noksaa moro. Sat sig saa ned paa stolen ved siden af sengen og ligesom tænkte sig om; men sa saa pludselig –:
– Det var forresten noksaa moro hos Falsens igaar. Vi spiste godt, og vi fik vin til maden og champagne til deserten. Og saa dansed vi. Og tilslut fik vi kaffe og curaçao og sad og passiared sammen. Den yngste frøken Falsen og jeg sad alene henne ved vinduet, hun paa en stol, og jeg oppe i viduskarmen, i en nonchalant stilling. Vi talte om forskjellige ting og saa kom hun blandt andet til at fortælle mig at igrunden var hun kjed af livet. Livet var ikke noget værdt sa hun. Jeg skelte ned paa hende –:
– Aa livslede, sa jeg, ikke andet! det er det ikke vanskeligt at bli kurert for.
– Hvordan det?
– Jo, ser De frøken –: naar De er kjed af livet, saa er det fordi der mangler Dem noget.
– Naa ja?
– Ja, og det som mangler Dem, det er ikke noget andet end – kan De gjætte hvad?
– Nej, det kunde hun ikke gjætte.
– En fyr!
Hun saa paa mig.
– Ja er det ikke det kanske? – Jeg lo.
Hun slog øjnene ned og betænkte sig lidt. Saa saa op paa mig og lo, hun ogsaa –:
– Jo, sa hun.
– Ja der kan De se. Det er jo den simpleste ting af verden. De behøver bare at komme op til mig saa skal De strax bli kurert.
Hun for op i forskrækkelse –: Er De gal!
Jeg smilte rolig –: Nej kjære Dem frøken, det er jo den simpleste og naturligste ting af verden.
Hun saa usikkert prøvende paa mig –: hvad er det De mener?
– Naa, sa jeg skjødesløst, De mener at det ikke gaar an? Men det gjør ingenting; for De kan slippe ind uden at bli set.
– Aa De er gal! – Hun var midt mellem at le og bli sint.
– Nej frøken, det er mit ramme alvor.
Hun betænkte sig lidt. Saa sa hun rolig –: Det værste var jo ikke, at bli set.
– Naa De er bange for det som kommer bagefter? Pyt, det behøver De ikke at være. Ved De ikke vi har lynafledere?
– Lynafledere? – Nej. Hvad er det for noget?
– Det er noget frøken, som gjør at der ikke kommer noget bagefter.
– Hun svarte ikke, men jeg snakked videre om lynafledere og om hvor dumt det var af folk ikke at benytte dem mere end de gjør. I begyndelsen hørte hun paa mig med nedslagne øjne, men siden, da hun var blet vant til det saa hun op og talte selv med. Tilslut fortalte hun mig at hendes veninder ogsaa var enige i det at det var et ynkeligt liv unge damer lever nu fortiden, og jeg bad hende bare sende dem op til mig allesammen.
Hun lo. – Jaja, sa jeg, kom selv ialfald saa skal nok De bli kureret.
– Det er nok temmelig realistiske midler De foreslaar, ropte frøken Rabe henne fra bordet hvor de andre sad; hun havde vist lyttet.
– Ja frøken, jeg er realist, svarte jeg tilbage.
Og saa sat frøken Falsen og jeg os hen til de andre og snakked med om forskjellige ligegyldige ting. Men hun sad hele tiden og saa alvorlig hen paa mig, ligetil vi skulde gaa. –
Jarmann slutted sin fortælling og blev siddende og se ud i luften.
Jeg lo. – Nej du er fan'en ta mig en frejdig fyr, sa jeg. Hvormange gange har du vært sammen med hende før?
– Aa, jeg har danset nogen gange med hende; men det er første gang jeg saan egentlig har talt med hende.
– Naar agter du at expedere hende?
– Det maa s'gu være temmelig snart hvis det overhodet skal bli – og Jarmann saa igjen alvorlig hen paa mig.
Men jeg bøjed atter af. – Du! sa jeg; du skulde forresten ikke fortælle det der til altfor mange; det vil ikke være videre bra for hende.
Det irritered ham øjensynlig. – Jeg fortæller det ikke til andre end mine venner, sa han brusque.
– Jaja, men hvad mere end to ved er nu ikke længer nogen hemmelighed.
Jarmann saa paa mig –: Om du stod i forhold til en dame – vilde du saa ikke fortælle det til nogen?
– Jeg vilde ha trang til at fortælle det til én.
– Og hvem er den ene? – Han saa paa mig som om han ønsked og vented at den ene skulde være ham. Men jeg rysted paa hodet –:
– Nej, ingen af dem jeg nu kjender vilde jeg ha lyst til at betro det til.
Jarmann sad en stund uden at sige noget.
– Du holder vist ikke af dine venner! kom det tilslut lidt braadt.
– Nej, egentlig talt ikke. Jeg er nu engang slig, desværre. Jeg kan ikke egentlig holde af nogen med mindre jeg lever et virkeligt liv sammen med dem, et liv med fælles interesser, fælles planer og fælles haab, i den samme sfære, blandt de samme mennesker. Og nu lever jeg jo slet ikke, jeg har ingen interesser, ingen planer, ingen haab mere; derfor kan jeg ikke holde af nogen. Slig er jeg.
Han havde stirret mig stivt ind i ansigtet mens jeg talte. Nu saa han bort og blev siddende i tanker. Saa om en stund sa han –:
– Jeg holder af mine venner jeg! – Det lød som en bebrejdelse.
Jeg trak paa skuldrene –: ja, du er ikke som jeg ... og desuden du lever sammen med dine venner.
Ny pause. Saa sa han igjen –:
– Jeg holder af dig ogsaa!
– Jeg ved det. – Jeg trak igjen paa skuldrene.
Han vented en stund paa at jeg skulde sige noget mer, men der kom ingenting. Saa sa han:
– Jeg vilde gjerne, du skulde holde af mig ogsaa!
Jeg blev rørt. – Ja herregud, sa jeg, det vilde jeg svært gjerne selv ogsaa. Men jeg er jo syg, aandelig syg, psykisk indtørket jeg holder af ingenting.
Han saa ned. – Nejnej, sa han, jeg kan jo ikke være nogenting for dig. Du har jo paa en maade gjort mig til den jeg er, saa det er rimeligt jeg holder af dig. Men for dig har jeg bare vært en adspredelse ...
– Nej, engang leved vi virkelig sammen, og da var du mig noget mere.
Han hørte ikke hvad jeg sa; han var blet siddende og stirre ud i luften, hensunken i bitre tanker –:
... Saa var det altsaa sandt alligevel det som Helmer og Henrik altid havde sagt ham: at jeg var en kold egoist .... Han var kommen herop idag med varmt hjerte, havde villet betro mig alt det han havde lidt i det sidste, sin sidste kamp og sejer nu inat ... havde villet ta et farvel med mig som med ingen af de andre – og saa havde jeg ikke engang villet høre paa ham, havde koldt bøjet af og talt om noget andet hvergang jeg mærked han vilde ind paa det. Jeg trodde naturligvis ikke noget paa det hele ... og desuden brydde jeg mig jo ikke det bøs om ham ... aa jeg havde ikke noget hjerte.... At han ikke havde opdaget det før; det havde jo ligget saa klart i dagen! ... Havde ikke jeg fra først af draget ham til mig ved bestandig at tale som ud af hans eget hjerte, og saa da han var kommen til at holde af mig fordi vi begge tænkte og følte ligedan, havde de samme længsler og den samme vilje, saa var jeg blet kjed af ham og havde stødt ham fra mig .... Jeg havde leget med ham; mens han havde git sig hen uden reservation. Og ikke bare det ... nej nu husked han det: altid naar han havde vært glad eller begejstret over noget saa havde jeg bestandig plukket det hele istykker for ham og betat ham begejstringen.... Som nu sidst med denne stakkers skisse. Han havde vært saa glad i den at viljen og lysten til at leve var stormet frem i ham igjen – og saa havde jeg modtat den saa koldt og bare bemærket, at publikum vilde sige: «ikke andet».... Og fra den dag af var det at den uigjenkaldelige beslutning var begyndt at modnes i ham. – Gudbevars, det var ganske rigtigt bemærket; men hvorfor havde ikke jeg selv lagt nogen sympathi for dagen; den var da et stykke af hans liv, og havde jeg holdt af ham saa var jeg personlig blet grebet af den – og mere havde han ikke forlangt .... Nej, jeg holdt ikke af ham ... og forstod ham ikke!... Og alligevel havde han bestandig holdt af mig og havde selv i dag sagt mig det. Og hvad havde jeg svaret! –: «jeg vidste det»! ... Det var dog for galt! – Vel, jeg holdt ikke af ham – saa skulde jeg heller ikke faa vide noget mere om ham; han vilde ikke lægge disse sidste dage af sit liv aabne for mig saaledes som han havde tænkt ... og han vilde ikke sige mig farvel. – Aa jeg skulde ha vidst at om nogen dage var han borte ... jeg skulde ha vidst hvad han havde at sige mig – jeg havde nok sagt, at jeg holdt af ham, om ikke for andet saa for at faa stoffet til de sidste blade af min bog! ... Men det var igrunden godt som det var; nu skulde jeg ikke faa det – jeg fortjente det ikke ....
Og en blanding af bitterhed og foragt lejred sig om hans mund –: he! jeg vilde skrive en bog om ham, jeg som ikke forstod ham bedre! ...
Han rejste sig og gik et par gange frem og tilbage mellem sengen og vinduet. Stansed saa og saa ud.
– Der er hun igjen, hun derover i fjerde étage, sa han; hun har tændt lampen og staar og spejler sig. Det er da fan'en saa gjerne hun vil sees; hun trækker aldrig gardinet for før hun forstaar at nu ved vi at hun ved at vi beglor hende. – Hun er s'gu vakker forresten.
Han talte i en oprømt tone; han havde gjort en af sine sædvanlige bratte overgange. Jeg smilte.
– Jeg har saamæn aldrig faat se hende, sa jeg; da jeg var oppe, la jeg aldrig mærke til hende.
Han blev staaende en stund og se paa hende. Vendte sig saa pludselig om –:
– Nej jeg faar gaa, sa han kort, hængte sabelen om sig, sa koldt adjø og gik. –
Jeg laa alene igjen med en ubehagelig fornemmelse – næsten som en slags samvittighedsnag. Jeg maatte tænke paa et brev fra ham til Henrik ifjor vaares. Der havde han skrevet –: «Forholdet mellem Herman og mig er nu tilsyneladende det gamle; han har flere gange vært oppe hos mig. Men jeg ved ikke om det er fordi han har en følelse af at han har noget at gjøre godt igjen, eller det er i mangel af noget andet at bestille. Du skjønner at naar den reflektion paatrænger sig mig – og det gjør den uvilkaarlig saa er den gamle hengivelse der gav forholdet dets skjønhed umulig. Jeg tør ikke længer være mig selv. Jeg sidder hele tiden med den pinlige fornemmelse, at enten kjeder jeg eller jeg er et middel til et øjebliks adspredelse. At jeg under disse omstændigheder ikke søger ham men han mig, siger sig selv. Og dog – skjønt jeg nu altsaa selv skulde ha faat personlig erfaring for, at Herman virkelig er slig som du og Helmer stadig har sagt, nemlig at hans interesse for En er af saa egoistisk art at naar han vel har gjennemrodet vedkommendes indre, til der ikke mere er noget nyt at finde, saa gir han ham siden døden og djævelen – jeg kan alligevel ikke tro at det er saa. Og konklusionen bliver derfor den samme gamle –: Herman er det dejligste menneske jeg har kjendt.»
Jeg maatte huske paa dette brev. – Det havde han skrevet dengang, og ligetil idag havde han ikke villet tro at jeg virkelig var slig som Henrik og Helmer paastod – nu trodde han det. – Jeg var lej for det igrunden ... hvorfor havde jeg ikke sagt ham, at i grunden holdt jeg af ham, at var der nogen af mine kammerater jeg skulde havt lyst til at leve og arbejde sammen med saa var det ham! ... Men fan'en, hvad kunde det ha hjulpet! Det kunde jo aldrig bli til det saa alligevel. Jeg var jo ude af historien, og han var s'gu ikke den som kunde hjælpe mig ind i livet igjen ... saa der var jo ikke noget mere at gjøre ved det hele ....
Men jeg gad ikke tænke mere paa dette nu; det var for ubehageligt. Og jeg ringte paa pigen, fik lampen tændt og gav mig til at læse videre i Zola.
Fra mig gik Jarmann op til Hjalmar og Henrik, hvor han ogsaa traf Helmer. Efter aftensmaden fik han dem alle tre med op til Woll hvor de blev siddende og drikke toddy om aftenen og havde det noksaa gemytlig. Forresten savned de Johnsen. De vilde havt ham siddende der stille paa en stol og se til; han virked saa velgjørende bare ved at være tilstede. Men Johnsen var nogen dage iforvejen rejst ud i verden paa en ganske pudsig maade – det var godt slig til –:
En aften nede paa en tredje klasses re stauration hvor han sad sammen med en pige og spiste tilaftens, havde han truffet paa en fyr som hed Bülow, og som sad der sammen med en veninde af Johnsens pige. Denne Bülow drev en liden forretning. Med et lager af sortferniserede lærredsbogstaver og hvide cartons rejste han omkring fra by til by og solgte skilter, af den slags som hænger i alle butikvinduer. Først gik han rundt i byen og optog de ordres som var at faa; sat sig saa til hjemme paa hotellet i nogen dage og klistred de bestilte skilter op; afleverte dem til kunderne, fik pengene – og rejste saa videre til næste by. Det var en ganske indbringende forretning sa han til Johnsen, men man burde være to om den; én skulde gaa omkring og opta ordres, den anden skulde sidde hjemme og klistre. Og saa tilbød han Johnsen at gaa ind som kompagnon i firmaet og bli ejer af halvparten af lageret mod at indskyde vær dien af denne halvpart: 200 kroner.
Johnsen sendte øjeblikkelig et telegram hjem til sin far –: «Send 200 kroner. Kvit mig for bestandig. Brilliant forretning. Gal, om du ikke sender pengene!»
En eftermiddag nogen dage efter da Jarmann ikke havde set Johnsen hele dagen, gik han derop. Johnsen var hjemme og gik trallende omkring mellem sine pakkenelliker, som laa spredt ud over borde og stole –: Imorgen rejser jeg! sa han leende og gned sig i hænderne. Jarmann sat sig ned paa en stol og saa til, mens Johnsen trallende pakked sagerne sine ned. Da saa kufferten var pakket, laaget trykket paa og hængelaasen sat for – gik de ud sammen og drak sig fulde til afsked.
Dagen efter rejste han – ud i verden for at klistre skilter. Og nu var han borte. Aa hvor gjerne Jarmann vilde havt ham her saa de kunde vært sammen disse sidste dage! men det lod sig nu altsaa ikke gjøre. –
Lidt før de gik fra Woll proponerte Jarmann dus mellem ham og de tre andre –: Dere skal sige «du» til hverandre! sa han; jeg vil ha det! –
Paa den maade blev hans to forskjellige bekjendtskabskredse dus.
Dagen efter, første Paaskedag var de allesammen til middag hos frøken Rabe. Ved kaffeen havde Jarmann en liden scene med den yngste frøken Falsen. De to var tilfældigvis blet alene i det ene af værelserne. Han laa flot henslængt paa sofaen og holdt en avis op foran sig; hun sad bag sofaarmen, hvor han hvilte sit hode, og vifted sig. Pludselig kasted han hodet helt bagover paa sofaarmen og saa op paa hende, bag avisen –:
– Har De tænkt paa det jeg sa Dem sidst? spurgte han.
– Ja. – Hendes øjne begraved sig i hans.
– Kys mig saa, sa han. Og hun bøjed sig ned og kyssed ham bag avisen. –
– De møder mig iaften klokken otte ved uhret! hvisked han efterpaa.
– Ja.
Mere fik de ikke talt, for saa kom der nogen.
Dagen efter igjen, 2den Paaskedag om formiddagen, var frøken Rabe og begge frøknerne Falsen i æggedosislag oppe hos Hjalmar og Henrik. –
Den yngste frøken Falsen sad henne i den amerikanske gyngestol, og Jarmann stod ved siden af, let bøjet over hende og saa hende ned i øjnene mens han gynged hende sagte frem og tilbage.
– De kom ikke? sa han hviskende.
Hun slog først øjnene ned uden at svare; saa saa op paa ham igjen og sa –: Jeg turde ikke ... jeg følte mig saa alene ... og saa blev jeg ræd.
– Vel, kom i folketheatret iaften; saa taler vi nærmere om det.
– Ja! sa hun resolut. –
Og saa gynged han hende videre og talte om andre ting.
Om aftenen klokken elleve kom Jarmann op til Hjalmar og fandt ham siddende henne paa sengekanten i underbuxerne; han holdt paa at klæ af sig.
– Nej fan'en! – hun kom ikke! sa Jarmann med det samme han kom ind.
Hjalmar trak paa skuldrene –: Nej slig er de fruentimmer!
– Naa ja, skidt med hende; nu er det for sent, der er ikke mere at gjøre ved det og Jarmann slængte sig hen i sofaen og blev liggende og stirre op i luften.
– Du! sa han lidt efter –: jeg fandt et ganske morsomt brev til mig derhjemme iaften. Det var fra kaptejn ***. Han underretter mig om at de 32 kroner jeg skylder en nevø af ham for manuduktion i jus har han udbetalt samme nevø for min regning; han forventer be løbet indbetalt til sig igjen inden otte dage ....
– Kalder du det ogsaa moro! sa Hjalmar, og putted sig under dynen.
Jarmann lo –: ja nu kan han ha det saa godt, det svinet! – Og han rejste sig op og blev siddende og blade i bøgerne derhenne paa bordet. Lidt efter sa han –:
– Du Hjalmar! generer det dig at jeg blir liggende lidt her paa sofaen og læse? Jeg er ikke søvnig og gider ikke være alene ....
– Nej værsgod, lig saa længe du har lyst for mig. Jeg sover lige godt for det. –
Jarmann blev siddende og rode i en bunke hæfter af «Nyt Tidsskrift», som laa fremme paa bordet, læste saa indholdsfortegnelsen højt og gav karakter for hvert enkelt produkt –:
– Skidt! ... lort! ... drit! lød de fleste karakterer; et enkelt «aaja!» kom indimellem. – Og saa skriver Irgens Hansen, at «Nyt Tids skrift» har vært en betydningsfuld faktor i vort aandslivs udvikling! hahaha! – Det var en inderlig latter. –
Han blev liggende og døse paa sofaen uden at bestille noget.
Hjalmar sovned af. Men ud paa morgensiden vaagned han ved at nogen pusled om i værelset. Han aabned øjnene –: henne ved sofaen stod Jarmann oprejst paa gulvet og rulled en cigaret ... tændte den over lampen, skrudde lampen ned og blæste den ud – og listed sig paa taa hen til døren, lukked den forsigtig op og forsvandt.
Hjalmar tændte en fyrstikke og saa paa klokken –: den var over fem.
XXXV.
Ved elvetiden vaagned Jarmann, vendte sig i sengen, gned sig i øjnene, gabte og saa sig om i det lille værelse – hvad mon klokken var? ...
Pludselig gik det op for ham at dette var hans sidste dag. Han blev med ét lys vaagen, hopped ud af sengen, rulled gardinet op og saa ud i det trange gaardsrum. Deroppe over tagene var der sol og vaarglans i luften og det begyndte at gjære med vaarfornemmelser inde i ham ogsaa. Han smilte sørgmodig –: nu skulde alting til at leve op; bare han, han alene skulde dø midt i vaaren ...
Blodet skjød raskere fart gjennem aarerne – det var som om hans unge legeme revolterte sig imod dødstanken. – Og han grebes af medlidenhed med dette unge legeme som idag sprat af liv og kraft men imorgen skulde overgives til forraadnelsen. Stille vemod sneg sig ind over ham og betog ham, og han blev staaende der ved vinduet i den hvide nat skjorte med haanden paa gardinsnoren og stirre op gjennem gaardsrummet op imod lyset og luften deroppe. Og øjnene fyldtes lidt efter lidt, og draabe for draabe trilled taarerne sagtelig ned ad de blege fine kinder og drypped én for én ned paa gulvet ....
... Aa nej, det var nok ikke bare moro at være nødt til at gaa i hundene....
Han rulled mekanisk gardinet ned igjen, sat sig hen paa sengekanten med albuerne paa sine knæer og panden hvilende i hænderne og lod taarerne rinde saalænge de vilde ...
Tilslut stansed de af sig selv. Et blødt sanseligt velvære havde sænket sig ned over ham mens han græd, og han følte sig usigelig mildt og vemodig stemt. Langsomt trak han klæerne paa, pusled stilfærdig omkring i værelset og gjorde toilette og sat sig saa hen og drak sin kaffe altsammen i den samme bløde vemodige stemning. Og da han var færdig med frokosten sat han sig stille hen i sofaen og røgte sin morgenpibe, uden at tænke, givende sig helt hen til dette bløde sanselige velvære. – Aa hvor det gjorde ham godt! ...
Han blev siddende hensunken i det en lang stund. – Men saa pludselig husked han igjen at dette var jo hans sidste dag – og han rev sig ud af den bløde stemning, rejste sig op og saa efter i sin portemonnæ. Ry sted saa paa hodet –: der var ikke mere end et par kroner – det var resten af hele maanedsgagen som han denne gang havde beholdt selv helt og holdent ...
– – En stund efter sad han oppe hos Hjalmar og drak portvin sammen med ham og Henrik. Han havde tat sit glas med sig hen i vindusposten, sat sig op der med benene paa en stol, ryggen lænet mod vinduskarmen, og sad og spejded gjennem det aabne vindu nedover gaden. De to andre sad henne i sofaen. Pludselig vinked Jarmann –:
– Du Hjalmar, her skal du se: nu kommer han!
Hjalmar gik hen til vinduet og bøjed sig udover –: ja, ganske rigtig, der kom bybudet med alle Jarmanns uniformssager; de skulde til «onkel». –
Lidt efter kom bybudet op –: han havde ikke faat mere end 15 kroner paa det hele. –
Længer ud paa formiddagen kom Helmer ogsaa derop, og ved middagstid tog de en landauer og kjørte en tur ud over Drammensvejen. Jarmann var overordentlig livlig og munter paa vejen; han sad der paa bagsædet ved siden af Hjalmar, flot lænet tilbage, og talte og lo uafladelig, hilsende fornøjet paa de kjendte de mødte. Indtil de kom saalangt ud at der ikke var flere folk – saa sank han sammen og talte ikke mere. Og lidt før de rak Bygdø sa han pludselig –: Nej, nu tænker jeg vi har vist os nok ... hej, kusk! vend. Men længer inde blev han livlig og munter igjen, talte og lo igjen uafladelig og hilste straalende fornøjet paa dem han kjendte. –
Efterat Jarmann og Helmer havde spist middag hos Ingebret sad de igjen oppe hos Hjalmar og Henrik og drak portvin. Woll var ogsaa kommen derop. Og hele eftermiddagen blev de siddende der og tale om selvmord og diskutere fornuftigheden og ikkefornuftigheden af at Jarmann tog sig afdage. Hjalmar tog ikke del i diskussionen og heller ikke Jarmann selv. De to sad bare der i sofaen og blæste røgen ud fra sig og hørte paa, af og til nippende til vinen; Hjalmar stille og alvorlig, Jarmann lys og fornøjet: han befandt sig inderlig vel ved at være samtalens midtpunkt.
Tilslut da Helmer mente tydelig at ha bevist at Jarmann heller burde leve videre og se til at bli forfatter, og absolut vilde ha ham selv til at være enig i det, aabned Jarmann endelig munden og sa slapt –:
– Ja, jeg kan ikke modbevise dig ... jeg gider ikke tænke det igjennem en gang til; men jeg føler, at jeg maa – der er ikke noget mere at gjøre ved det.
– Jamen, sa Helmer, selv om du ikke kom til at skrive saa meget – du kunde jo altid skrive ligesaa meget som f. ex. Gustav Holm.
Men da rejste Jarmann sig ganske bleg –: Tror du jeg vilde leve et liv som Gustav Holm, sa han indigneret. – Nej det er jeg ved gud for god til. Og dermed sat han sig stolt ned igjen og røgte videre.
– – Efterat Jarmann ud paa eftermiddagen havde vært en tur nedom H. Paulsen & Co. og bestilt fem flasker champagne og en bundt fine cigarer – det skulde naturligvis ogsaa betales imorgen fjerde Paaskedag gik de om aftenen i folketheatret hvor de havde tat en loge. Det var Lindbergs selskab som spilled, men et kjedeligt stykke. Jarmann saa ikke paa scenen, bare sad og passiarte og mored sig med at se paa publikum, især damerne; specielt var det frøken Roustan han var forelsket i; hun sad i logen ligeoverfor. – I mellemakterne var han forceret munter og smilte og nikked fornøjet til bekjendte nede i parkettet –: han «viste sig» her som i landaueren om formiddagen. Bare to han kjendte vilde han ikke hilse paa; det var Fritz Hassel og Gustav Holm som sad dernede paa første bænk i parkettet. Da Gustav Holm nikked op, skubbed Jarmann til Henrik med armen og sa –: Gustav Holm hilste herop – vi benaaded ham ikke med et nik! ...
De havde ventet paa hverandre udenfor theatret. Da de var der alle sa Jarmann –:
– Ja, saa gaar vi altsaa hjem og drikker afskedsbægeret!
De gik tause op over gaden. Saa stansed Woll og sa til de andre –: Egentlig saa burde vi nu forhindre ham fra at dræbe sig ...
Jarmann lo. Men Henrik som tog bemærkningen for alvor sa indigneret –: Nej, ved du hvad –: saa meget holder vi da allesammen paa den individuelle frihed!
– Va' kje meningen kan du vite, svarte Woll leende. – Og saa gik de videre.
De gik hjem til Hjalmar og Henrik. Champagnen var kommen. Efter aftensmaden som de spiste i taushed inde i værtindens spiseværelse og hvor Jarmann bare drak en kop the – han kunde ikke faa andet ned gik de ind paa Henriks værelse hvor afskedslaget skulde holdes.
Det bleggrønne værelse var festlig oplyst med to store dobbeltbrændere, dertil lys. Med sine nedrullede persienner og bogreolerne langs væggene tog det sig helt koselig ud. Især henne i hjørnet ved vinduet, hvor to lænestole og en amerikansk gyngestol var placeret omkring det runde bord foran sofaen og hvor de fem champagneflasker var stillet op som drabanter omkring den høje lampe med det side japanesiske lampenet, med et lys ved siden af til cigarerne. –
– Nej, nu glemte vi jo alligevel at gaa indom Sommer og hente champagneglasser, sa Helmer med det samme de kom ind; det var da fan'en ogsaa, vi gik jo lige der forbi.
– Aa skit, sa Jarmann, det gjør ikke noget. Du Woll! vi to gaar derhen sammen.
De to gik, de tre andre slog sig ned ved bordet derhenne i hjørnet omkring champagnen; Henrik og Helmer i sofaen, Hjalmar i lænestolen ligeoverfor – og tændte en cigar.
– Gad vidst om vi blir fulde af det her'e? sa Helmer.
– Aa er du gal! sa Henrik – én flaske pr. mand!
Hjalmar sa ingenting, bare blæste en tyk røgsky ud i luften.
– Ja, for blir Jarman fuld, sa Helmer, saa blir han sentimental og saa faar vi en scene – og det er ikke hyggeligt.
Hjalmar tog cigaren af munden –: Er det virkelig meningen at han vil skyde sig ... og det tror jeg næsten det er siden jeg saa bybudet drage afsted med alle uniform sagerne hans idag ... saa blir han fan'en ikke fuld hvormeget han saa drikker.
Og de blev siddende og tale frem og tilbage om sandsynligheden af at han vilde gjøre det eller ikke, indtil Jarmann og Woll kom stormende ind, med champagneglassene triumferende løftet i vejret.
Saa rejste Helmer sig –: Rask lad nu champagnen knadle! sa han, greb en flaske, skar i en fart hysingbaandene over, vrængte staaltraaden af, lod proppen flyve i taget med et knald og champagnen skumme i glassene, mens Jarmann og Woll slog sig ned ved de to ledige bordender og tændte sine cigarer. Og saa hæved Helmer sit glas –:
– Mine herrer! jeg ønsker Dem velkommen til dette afskedsgilde for vor ven dødskanditaten og ber Dem med mig tømme dette bæger for ham med det ønske: at skyder han sig saa gid han ialfald maa gjøre det godt saa godt at han undgaar al legemlig smerte.
– Ja død og pine! død og pine! ropte de andre i munden paa hverandre, rejste sig og greb sine glas –: skal det gjøres maa det s'gu gjøres godt – skaal!
– Dere kan være ganske rolig – skaal! sa Jarmann, som ogsaa havde rejst sig.
Glassene tømtes, de unge mennesker sat sig ned igjen og fyldte dem paany og blev siddende der og klinke og drikke og røge og passiare.
Først om alvorlige ting: om livet og døden; om livets fattigdom og om ungdommens utilfredsstillede længsler – om døden som har lægedom for alt....
– Gud maatte vide hvorfor de ikke tog livet af sig allesammen, sa Jarmann tilslut.
– Woll var simpelthen for fejg.
Henrik klødde sig bag øret –: a nej, saalænge man havde en økonomisk basis at staa paa ialfald – hvorfor saa ikke dille videre? ... man kunde aldrig vide....
Hjalmar tømte sit glas, fyldte det igjen og blæste med velbehag cigarrøgen fra sig –: han forstod simpelthen ikke hvordan nogen kunde ta livet af sig, han loved sig meget af livet endnu –: enhver lykkelig situation vendte altid tilbage, men bestandig i en forbedret udgave.
– Skaal! sa Helmer; vi lever ialfald allesammen paa basis af selvmordets umulighed.
Saa talte de om andre ting: om de fraværende venner, om Herman Eek som laa syg, om Johnsen som var rejst ud i verden for at klistre.
– Johnsen ja ... aa hvor Jarmann ønsked at havt ham her og sagt farvel til ham! han blev vist den næste af dem som kom til at skyde sig.
– Nej, det trodde ingen af de andre.
– Hvorfor ikke? – Jarmann studsed trodde de kanske ikke, at han heller kom til at gjøre det.
Helmer trak paa skuldrene –: Tschja....
Henrik og Woll trodde nok han vilde , men vidste ikke om han kunde naar det kom til stykket....
– End Hjalmar? trodde han kanske at faa se ham igjen imorgen?
Hjalmar skotted leende hen paa ham og sang –: Paa linjen! paa linjen! trarata, trarata, trara!
Jarmann blev alvorlig og rejste sig med glasset i haanden –: Jeg forsikrer dere, sa han: jeg er ligesaa vis paa at jeg kommer til at gjøre det som om jeg alt havde gjort det. Jeg føler det som noget der ikke mer staar til at ændre; som – ja hvad skal jeg sige –: som om jeg havde git min arm en sidste ordre og saa nedlagt kommandoen over mit legeme. Naar tiden kommer vil armen udføre ordren, det føler jeg, og jeg kunde ikke holde den tilbage selv om jeg vilde. – Selv om en arv nu pludselig kom dumpende ned over mig, jeg vilde ikke kunne la være ajo naturligvis, det maatte jeg jo kunne, da vilde jeg vel dille videre jeg ogsaa ... naa ja, den kommer jo ialfald ikke – skaal!
De drak og der blev en lidt pinlig taushed hvor de bare røgte og saa ud i luften allesammen. Men saa vendte Helmer sig spøgefuldt mod Jarmann –: Naa jaja, imorgen befinder du dig altsaa i helvede.
Jarmann lo –: Ja, og naar jeg der træffer sammen med hans sataniske majestæt og med alle de intelligente mennesker som har levet, saa skal jeg ta dig i forsvar Helmer! Jeg skal fortælle dem om dine elendige nerver som ikke engang taaler at du bruger fruentimmer; om sveden som perler frem paa dine tindinger bare du spiser en god boeuf; kort sagt forklare dem hvad du er for et elendigt kadaver saa de kommer til at forstaa hvorfor du har lat selv den del af livet løbe fra dig som det er os arme stympere beskaaret at kunne faa fat i. Og saa skal du se de slipper dig ind alligevel naar du kommer og banker paa. – Skaal! velkommen efter!
De lo og klinked og talte videre om Helmers adgangsberettigelse til det intelligente selskab i helvede. Kom saa over til at tale om dem der ikke var adgangsberettigede, Og værelset hylled sig mere og mere ind i en gulgraa taage, ansigterne farvedes af champagnen, røsterne blev højere, og den ene talte i munden paa den anden mens de sad der i det fantastiske gulgraa lys og lod det regne ned med foragt over alle disse forbandede kræ som danner dødvægten i samfundet; de hvis ungdom gaar op i stræv med at skaffe sig en økonomisk stilling saa de kan gifte sig og avle børn og dø som brave «agtede» borgermænd....
– Og de er ikke bedre de andre heller, sa Jarmann foragtelig, disse affektert-blaserte fyrene som gaar omkring med slappe miner og optrukne øjenbryn og lader som de ser ned paa livet som de igrunden er saa inderlig glad i. – Som nu f.ex. Gustav Holm og Fritz Hassel – saa dere dem dernede paa første bænk i parkettet i aften! med sine op trukne øjenbryn og hængende mundviger! ... Saa de ikke gud hjælpe mig ud som de var tat ned af galgen, efter at ha hængt der til de var døde.
– A fan'en, du kjender dem nu ikke saa godt, at du kan vide hvordan de har det, sa Henrik.
– Det er det samme, sa Jarmann; jeg hader dem, det er nok! skaal for satan! ... Naa gudskelov, der var da andre at se paa i theatret end dem. Aa den dejlige frøken Roustan! dere saa hende hvad! Skaal for hendes dejlige nakke, hendes fine profil, hendes korte faste buste, hele hendes dejlige skikkelse skaal for hende! – Og han drak glasset helt ud og sank tilbage i den amerikanske gyngestol, grublende over dette dejlige hode og denne betagende figur.
– Aa! brød det tilslut ud af ham: tænk om det var hos hende jeg skulde sove min sidste nat istedetfor hos en skjøge i Vika! Dævelen annamme mig! ...
De andre sad og saa paa ham mens han blev siddende og stirre ud i luften.
– Ja, sa Henrik tilslut, den sidste nat burde vært en kjærlighedsnat.
Jarmann gjemte ansigtet i sine hænder –: Aah, sa han med klagende røst, at skulle dø uden at ha elsket! ... Elske? ... elske? ... Fór saa hæftig op –: Er der nogen af dere som har elsket? virkelig elsket? – Nej, det er jo sandt – han lod sig falde slap tilbage igjen uden at vente paa svar –: der er jo ingen af os som har elsket. Ingen. Ingen! . aa for en verden vi lever i! ... Aldrig ha elsket – og alligevel dø! Aahh! – Og han sank sammen der han sad og gjemte igjen ansigtet i hænderne.
Slig blev han siddende en stund. La saa én haand paa hver af gyngestolens arme og bøjed sig stærkt fremover saa fødderne stødte haardt imod gulvet –:
– Nej, nu vil jeg gaa! sa han brusque, greb glasset og tømte det tilbunds. – Er der nogen af dere der har saameget som et par kroner?
– Ja, Hjalmar havde saavidt og skjøv pengene hen over bordet til ham.
Men Jarmann mærked det ikke der han sad, foroverbøjet med ansigtet i hænderne –:
– Lad mig faa kappen og huen, sa han mat og ligesom i søvne; jeg vil gaa.
Hjalmar gik ind i værelset ved siden af efter kappen. Da han kom tilbage fandt han Jarmann endnu i samme stilling, de andre siddende og se paa ham gjennem tobaksskyerne i det graagule lys.
– Her er kappen! – Hjalmar pikked ham paa skulderen.
Saa fór han op med et «tak!», tog kappen, slængte den om skuldrene, sat mekanisk huen paa og blev staaende der med slapt nedhængende arme og se sløvt paa de andre.
– Nej, sa han saa, jeg vil ha et glas til, det er det sidste glas champagne jeg drikker. Og han skjænked i og drak det ud i et drag og blev igjen staaende og se sløvt paa dem. Men saa glimted det underlig op i de smaa øjne –:
– Farvel! sa han blødt; jeg elsker dere allesammen! – og han rak først Henrik haanden.
Men pludselig, istedenfor at ta Henriks haand, faldt han haardt ned paa det ene knæ foran sofaen, kasted sig frem over ham og gjemte ansigtet ved hans skulder.
Man vented en voldsom hulken men der kom ikke en lyd. Rolig, ganske rolig, som et sovende barn laa han der vist et helt minut. Og Henrik rørte sig ikke, bare skotted med blanke øjne ned paa Jarmanns hode og kjæm ped med graaden.
Helmer og Woll sad tause paa sine pladse, Hjalmar stod oprejst midt paa gulvet; allesammen kjæmped de med graaden.
Tausheden begyndte at bli uhyggelig. Men saa hørtes pludselig Wolls lune, slæbende Bergenserstemme –:
– Er det ikke fan'en? – det klang som om han pludselig havde gjort en interessant opdagelse –: alt alvorligt her i livet involveren igrunden noget komisk!
Alle smilte. Jarmann rejste sig stille op og viste et fuldstændig roligt ansigt; bare et underlig blødt skjær i de blaabrune øjne –:
– Neida, sa han; det skal ikke bli noget komisk.
– Jamen ... jamen ... sa Henrik efter et øjebliks stilhed – og graaden var igjen lige ved at ta ham –: hvorfor skal da det menneskelige være komisk!?
Jarmann blev rørt, tog hans haand, trykked den varmt og saa ham taknemmelig ind i øjnene –:
– Farvel!
Henrik beholdt haanden og saa en stund intenst op i Jarmanns ansigt som om han for bestandig vilde indprente i sin hukommelse disse kjendte kjære træk. Slap saa endelig haanden og sa et tonløst –: farvel!
Jarmann rak haanden over til Helmer i det andet sofahjørne –.
Og Helmer bøjed sig frem og tog den og sa forceret muntert –: Jaja, farvel da du! Vi sees igjen enten deroppe! eller dernede! med en haandbevægelse opad og nedad.
– Tsja! smilte Jarmann og trak let paa skuldrene. Vendte sig saa mod Woll som rejste sig fra bordenden ligeoverfor og gik ham imøde. Midt foran bordet hvor Hjalmar havde siddet mødtes de.
– Farvel du Woll! Og tak for det vi har levet sammen.
Woll saa paa ham en stund, lod saa øjnene glide tilside ud i værelset og sa eftertænksomt og ligesom ligegyldig forundret –: Det er igrunden ganske rart at skilles slig!
Saa vendte Jarmann sig mod Hjalmar som havde vandret langsomt op og ned ad gulvet røgende sin cigar og beobachtende det hele –:
– Farvel!
Hjalmar tog haanden, trykked den og sa –: Vel mødt paa linjen imorgen. Forresten skal jeg lukke dig ud. –
Jarmann saa endnu engang paa dem alle og sa saa –: Jaja farvel da! Aa hvor jeg elsker dere allesammen ... det er dejligt at være sammen med intelligente mennesker! Hils de andre ... og sørg dere for mit eftermæle. –
– Dit eftermæle faar du jo i Hermans bog, sa Henrik.
Jarmann trak brynene sammen og saa et øjeblik mørkt hen for sig –:
– Det er igrunden en skammelig bog!
De andre saa paa ham. – Hvordan det? spurgte Henrik.
– Aa! – det kom nervøst lidenskabelig –: jeg har lagt mig selv ganske aaben for ham, git mig helt hen – jeg har holdt af ham. Men Herman kan ikke holde af nogen!
Hjalmar havde sat sig ned i lænestolen igjen. Nu saa han op paa Jarmann –:
– End om Herman selv var den, der har lidt mest under det ikke at kunde holde af nogen? – Eller har du kanske ført en slig dødningetilværelse som han?!
Jarmann betænkte sig lidt –: Anej, sa han saa, du har ret! Det er dog dejligt at kunne gi sig hen. – Hils Herman fra mig. Han har sagt mig saa mange væmmelige ting i det sidste, men hils ham alligevel. – Og han gik til døren.
De andre blev siddende, undtagen Hjalmar som fulgte med for at lukke ham ud.
Men henne ved døren stansed Jarmann og vendte sig om igjen. Der gik en nervøs skjælven igjennem ham –:
– Jeg ved at jeg dræber min mor med det samme, men ...
Stemmen svigted, han kunde ikke sige mere, bare trak skuldrene i vejret og hylled med en næsten krampagtig bevægelse kappen om sig. Tog saa i klinken og vilde gaa, men vendte sig endnu engang og sa –: Du Woll! følg mig ud.
Og dermed gik han, fulgt af Hjalmar.
Woll rejste sig og gik efter. Ude i entréen fandt han Jarmann alene, Hjalmar var gaat ud paa trappegangen. Jarmann greb hans haand, trykked den varmt og længe i sin men sa ingenting. Og Woll sa heller ingenting. Taust som de havde levet sammen, sa de hverandre farvel. De blev staaende der i mørket holdende hverandre i haanden, vist et helt minut. Indtil pludselig Jarmann trak haanden voldsomt til sig ligesom ved en kraft anstrængelse og gik rolig ud af entrédøren og ned ad trapperne.
Hjalmar gik foran –: Tog du de to kronerne? spurgte han et stykke nede i trappen.
Jarmann strøg sig nervøst hen over panden og husked sig om –: Jeg ved ikke ... nej det gjorde jeg vist ikke....
– Vent et øjeblik! – Og Hjalmar løb gesvindt op ad den mørke trap og ind igjen og hented pengene som var blet liggende paa bordet ved siden af Jarmanns glas.
Da Jarmann nede i den mørke trap skulde ta imod pengene mærked Hjalmar at hans haand storskalv. Han tog den derfor underfra i sin og holdt den fast, mens han la pengene ned i den.
– Er du sikker paa der er to kroner? spurgte Jarmann; han kjendte der var smaapenge.
– Akkurat.
Saa lukked Jarmann haanden til omkring pengene, putted den mekanisk ned i den vide kappelomme og gik videre ned trappen. –
Udenfor porten sa Jarmann endnu engang farvel. Og Hjalmar sa igjen rolig –: Vel mødt paa linjen imorgen! – Eller hvis ikke, la han til –: saa tar jeg til huen. Og med en let bøjning af overkroppen førte han haan den op til huens bræm og blev staaende i en ærbødig stilling.
Jarmann greb hans haand og trykked den –: Tak! ... farvel! ...
– Du Jarmann, sa Hjalmar og beholdt haanden i sin –: jeg har ikke villet sige noget for eller imod deroppe, hverken i eftermiddag eller iaften. Det var din sag at veje alting for og imod inden du tog din beslutning, og jeg vilde følt det som et forsøg paa at gjøre et indgreb i din selvbestemmelsesret om jeg havde blandet mig i den ting efterat du havde gjort beslutningen op med dig selv. Og det vilde jeg ikke, derfor sa jeg ingenting. Men som sagt: vel mødt paa linjen imorgen – eller hvis ikke! ...
Han slap Jarmanns haand og førte igjen haanden op til huen med den lille ærbødige bøjning af overkroppen.
– Farvel! sa Jarmann rørt; vi sees aldrig mere. Vendte sig saa om og gik rask nedover gaden.
Hjalmar stod og saa efter ham til han forsvandt ind ad porten i Kristian August, rysted saa langsomt paa hodet og gik underlig vemodig stemt op til de andre.
De sad der stille i det graagule slørede lys omkring champagnebordet, luften kjendtes trykkende naar man kom udenfra, der var noget opbrudsmæssigt ved de tomme flasker.
– Tror du han gjør det? spurgte Helmer, strax efter at Hjalmar var kommen.
– Gu' gjør han det! sa Henrik med en nervøs gysen.
Woll bare stirred ud i luften uden at svare, Hjalmar sat sig ned og røgte videre med rynkede bryn.
Der blev ikke sagt mere. Det var den sidste flaske de holdt paa med, den blev tømt i taushed, og saa lukked Hjalmar Helmer og Woll ud. Da han kom op igjen havde Henrik aabnet begge vinduerne; selv stod han bøjet over vaskevandsbollen og baded ansigtet nede i den. – Hjalmar sat sig træt ned og saa paa ham.
Pludselig retted Henrik sig op, stirred ham et øjeblik ligesom angst ind i øjnene og sa saa mens vandet randt ned ad det forstyrrede ansigt –:
– Du! jeg tror han har gjort det alt!
– Nej! sa Hjalmar og stamped i gulvet! Rejste sig saa og gik ind paa sit værelse og lukked døren efter sig.
Jarmann havde vært inde paa værelset og hentet pakken med revolveren og de 25 patroner, og havde saa begit sig afsted nedover mod Vika. Langsomt og mekanisk gik han der midt i gaden med revolverpakken under den venstre arm og begge hænder stukket slapt ned i kappelommerne.
Gaden laa mørk nedover med sine sparsomme gaslygter, én paa det ene fortoug, og én paa det andet, med lange mellemrum. Han gik dem forbi, en efter en. Hvor de saa ensomme ud der de stod alene midt i mørket og kasted sit usikre lys ind over fortouget og op ad den nærmeste husvæg! Ikke et menneske var at se. Og saa stille, saa dødningeagtig stille. Lyden af hans egne fodtrin paa den haarde jord var det eneste han hørte. Og saa spøgelseagtige de hørtes, det var ligesom det ikke var hans egne trin. Han følte sig tilmode som om han gik i søvne, benene bar ham mekanisk nedover, han førte dem ikke, de gik ganske af sig selv.
Han tog hen Søgaden og op Bakkegaden. Ved det øverste hus paa venstre haand det første, hvor der var lys – stansed han og gik op paa gangen og banked paa hos Louise.
– Hvem er det?
– Mig!
– Hvilken mig?
– Mig vel!
– Ikke alene.
Saa banked han paa hos den ene efter den anden af de fire andre fruentimmer i samme gaard – overalt samme svar. Undersøgte saa hele Vinkelgaden, gaaende mekanisk fra dør til dør – overalt samme svar:
– Ikke alene!
Men han blev ikke utaalmodig. Lidt før eller lidt senere, det var akkurat det samme, det hasted ikke, og han havde det sikkert paa følelsen at ét steds vilde han tilsidst slippe ind.
Det bar ned bakken forbi «Dueslaget» og hen Mellemgaden forbi «Mutter». I gaarden bortenfor « Mutter» gik han ind, banked først forgjæves paa den yderste dør, gik saa længer ind i gaardsrummet og vilde netop til at gaa ind ad kjøkkendøren for gjennem kjøkkenet at komme ind til Anny, da et stort fruentimmer trén lige frem imod ham og spærred ham vejen.
– Skal ikke ha nogen miltærer her, sa hun foragtelig. Det var værtinden.
Jarmann saa slapt paa hende, slog kappen tilside og pegte paa de brede røde rænder i buxerne –:
– Jeg er ikke nogen miltær.
– Aa naa, det er en kádet – om for ladels, værsgod! – Og fruentimmeret gik tilside og slap ham forbi.
Han banked paa døren. Anny ropte komind, og han gik ind i værelset. Det var et smalt, blaamalet rum med et vindu i den ene ende, og i den anden en stor seng, indbygget som et telt i det hvide forhæng: nogen oljetryk af de sædvanlige over sofaen og kommoden. Og midt i teltaabningen, halvt overende, sad Anny i hvid nattrøje med den røde dyne over sig og saa hen paa ham med plirende, søvnige øjne.
– Jeg vil bli her inat, sa han kort og la revolverpakken fra sig paa bordet.
– Nej, jeg er saa træt! – hun la sig tilbage i sengen og gabte og strak sig.
– Du skal faa ti kroner.
– Nej, jeg er saa træt! – hun gabte igjen.
– Ja det hjælper ikke, jeg vil bli her. – Og han kasted rolig kappen hen i sofaen og begyndte at klæ af sig, ganske mekanisk.
– Da maa jeg ialfald ha 15 kroner saa træt som jeg er gutten min.
– Gjerne det; jeg har saa brugt 50 kroner før idag alligevel. – Og han klædde videre af sig og krøb ind gjennem teltaabningen til hende og putted sig ned under den røde dyne.
Hun la armen om halsen hans og gjorde sig elskværdig tiltrods for søvnigheden, og da han saa strøg med haanden ned ad hoften hendes under linnedet, var med ét den mekaniske søvngjængerfornemmelse borte, drifterne vaagned i det unge legeme og han vælted sig over hende. – –
Hun blev ved at være elskværdig bagefter ogsaa og laa og klapped og kjælte for ham, det var en reel pige som vilde gi valuta for pengene. Og han lod sig klappe.
– Er ikke jeg en kjæk fyr? spurgte han saa.
– Aa, omtrent som alle de andre, svarte hun koldt og holdt op med at klappe ham.
Han saa sørgmodig paa hende –: jeg vilde gjerne du skulde ha syn's det, sa han; for jeg synes godt om dig og da vilde det vært saa hyggeligt.
Saa smilte hun og la armene om ham igjen, sa han var en sød gut alligevel, og gned sig kjælent op ad ham. – Og drifterne vaagned igjen og han tog hende. –
– Nu maa jeg faa lov til at sove, sa hun bagefter; jeg er saa træt.
Han kyssed hende –: Aa en eneste gang til saa er du sød?
– Jaja, men saa maa jeg faa sove! – Og hun gjorde sig endnu mere elskværdig og kjæled for ham og hidsed ham for at faa en ende paa det....
– Godnat! sa hun og kyssed ham, da det igjen var forbi.
– Godnat!
Han blev liggende en stund og se paa hende mens hun laa der med lukkede øjne. – Det er sandt, sa han saa og tog hende i armen –: du maa vække mig imorgen kl. sex.
– Ja, svarte hun halvt isøvne. –
Han blev igjen liggende en stund og se paa hende og ønsked at hun ikke havde vært søvnig, men saa faldt trætheden over ham ogsaa, det hele blev ham aldeles ligegyldig og han stirred tankeløs op i taget.
En liden stund efter sov han som en sten.
Klokken var næsten halvotte da Anny vaagned. Lampen brændte derhenne paa bordet, men dagslyset overvandt den fuldstændig, tiltrods for det nedrullede gardin. Jarmann laa rolig ved siden af hende paa ryggen med armene overkors og sov som et barn. Hun rusked ham i armene –: Klokken er mange!
Han slog øjnene op, saá et øjeblik paa hende, husked saa det hele. Men det var som om det ikke kom ham ved, den mekaniske stemning var igjen kommen over ham –: Er den over otte? spurgte han rolig.
– Nej, men strax halv.
– Naa saa gjør det ingenting. – Og han kjælte hende lidt, laa hos hende og stod saa op og klædde paa sig. – Hun blev liggende, træt, med halvlukkede øjne.
– Jeg lar kappen ligge – et bybud kommer ned og henter den med femten kroner, sa Jarmann; han stod færdig paaklædt midt paa gulvet.
– Jaja, sa hun halvt i søvne.
Saa gik han hen til sengen, bøjed sig ned over hende og kyssed hende, sa godnat og tog saa revolverpakken under armen og gik.
Ude var der frisk morgenluft, det havde regnet lidt ud paa morgensiden men nu var det fuldstændig klart igjen. Solen faldt langs hen gjennem hele gaden, og de smaa lave huse saa helt venlige ud. Huset nedenfor der hvor han kom ud stod værtinden og soled sig i den aabne port. Han sa muntert godmorgen og førte smilende haanden op til huen; han følte sig igrunden saa inderlig let og glad, og vilde alle mennesker saa vel. Værtinden nikked sit godmorgen igjen og han gik videre.
Nede paa Vestbanen viste uhret tyve minuter paa otte. Piperviksbugten laa spejlblank udover i disig morgenluft, fire fem skuder, sorte og grønne, med sejlene udslaat til tørring over paa Akershussiden, inde ved kajen et par skonnerter, ogsaa med sejlene oppe til tørring; de lossed. Arbeidet gik muntert, folkene saa fornøjet ud, han var ogsaa fornøjet, hvorfor skulde man ikke være fornøjet – og han slentred i en behagelig slap døs udover Filipstadvejen, løste op pakken, putted patronerne i lommen og lod den blanke revolver blinke i solskinnet. – Længere ude løb nogen skidne smaaunger og legte midt i gaden og spærred ham vejen. Han fejed dem lempelig væk med revolveren –: afvejen unger, ellers skyder jeg dere! og dilled videre, mens smaaungerne et øjeblik saa forskrækket efter ham, men saa legte rolig videre.
Strax udenfor Akers mekaniske værksted hæver der sig en knudret bjergknaus fra stranden og skyder sig et stykke ud i fjorden. Det er Tyveholmen. Han steg op paa den og gik et stykke udover.
Tilvenstre hørtes hammerslag paa jern fra det mekaniske værksted som laa skjult bag Tyveholmens ryg. Tilhøjre nedenunder laa Filipstad baadhavn hvor en mand rejste fra baad til baad og slog ud sejlene til tør ring mens et par andre gik dernede ved baadhuset og pusled med noget smaatarbejde. Og ret foran laa Kristianiafjorden spejlblank udover i morgendisen med enkelte smaa krusninger hist og her. Og over det hele blikstille og sol.
Han blev staaende og se, først ned i baadhavnen, saa udover fjorden, slapt og fredelig stemt. Og det faldt ham ind som en tanke –: hvad om han nu skulde ha levet videre? Men det var en kold tanke, han tænkte den ikke ud, gav ikke sig selv noget svar, bare la mekanisk en patron i revolveren, sat benene ud fra hverandre for at staa stødt, spændte hanen og sat revolveren ind i munden. Studsed saa –: han følte det kolde staal mod ganen, men underligt nok: ingenting derinde i ham revolterede sig imod det.
Saa trykked han af.
Han faldt tungt forover paa siden og den venstre tinding knustes mod den knudrede stengrund. Havde ikke kuglen dræbt ham vilde faldet ha gjort det. Men kuglen var gaat tværsigjennem livsknuden, nodus vitalis, og havde skaaret den over; han havde ikke hørt sit eget skud. –
Folk stimled sammen fra begge kanter, en ti tolv mennesker. Et par af dem løfted ham op – han var sten død. Saa sendtes der bud efter en drosche og han kjørtes paa hospitalet. –
Liggende i fuld uniform udstrakt paa et bord oppe i ligstuen blev han undersøgt af reservelægen og mors konstateret.
– Se efter om det er syfilis, sa reservelægen til en af volontørerne da han var færdig. Volontøren knapped Jarmanns benklær op og undersøgte ham –:
– Nej, der er ikke noget at se!
Reservelægen studsed –: 24 aar – og ikke syfilis? – Hvad kunde det da være? – Han maatte ha vært sindssvag....
Saa blev der bredt et lagen over ham, og reservelægen og medecinerne gik sin vej, diskuterende motivet til dette selvmord....
Ved middagstide mellem to og tre gik en høj, mørk, mager kadet opover hospitalsbakken; øjnene var stirrende, gangen nervøs, de smale læber tæt sammensluttede. Det var Hjalmar som kom for at se liget. Bag de sammenpressede læber bed han tænderne sammen, og nede i de vide kappelommer bevæged fingrene sig som klør –:
– Han vilde ha fat i dem der havde gjort det!
XXXVI.
Blygraa luft hviler over kirkegaarden. Tunge sorte skyer hænger lavt nede i blikstillet. Træerne strækker sine magre nøgne sorte grene, uhyggelig strittende, ligesom fortvivlet op i luftens tause truende graa.
Kirkegaarden ligger øde. Graveren staar alene nede ved den opkastede grav, lænet paa sin spade, og ser op mod det lille gothiske lighus oppe paa terrassen i den øvre ende af kirkegaarden.
Deroppe, omkring lighuset har der samlet sig en del mennesker: studenter, kadetter, officerer, damer, træktøser, skjøger fra Vika – og en fem sex sortklædte musikanter hvis blinkende horn sammen med kadetternes og officerernes uniformer, og blomster og baand paa fruentimmernes hatte gir forsamlingen noget broget der slet ikke passer ind i den blygraa luft, blikstillet og tausheden.
Inde i lighuset staar kisten, dækket af blomster og kranse. En fem sex forgrædte fruentimmer er bænket langs væggene. Jarmanns slægtninge og nærmere bekjendte staar rundt omkring – undtagen i det ene hjørne. Der staar præsten alene, højtidelig stirrende hen for sig, og venter paa krigsskolens chef som skal forestaa ceremonien.
Endelig kommer chefen. Præsten faar tegnet, han træder frem foran kisten der hvor Jarmanns hode hviler under blomsterdækket, ser et øjeblik højtidelig ud over forsamlingen – og begynder saa: Alvor-stemte forsamling!
Naar vi ved denne sørgelige jordefærd efter gammel kirkelig sædvane skal sige et ord til farvel og afsked, da skal det ligesaalidt i dette tilfælde som ved nogen anden lejlighed være en dom over den afdøde. Det tilkommer ikke os mennesker at udtale nogen saadan. Der staar jo skrevet: «Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes», og vi kjender ogsaa et andet ord: «Hvo er du som dømmer en falden svend? – enhver staar og falder for sin egen herre». – Og skulde der altsaa opstige nogen tanke hos os i saa henseende, da maa vi overvinde den tanke og overlade alting til gud. Men hvad der skal siges, det bør jo være et ord som kan kaste klarhed over den rystede sindsstemning hvori jeg tænker vi alle er kommen ved efterretningen om det som her er hændt.
Hvad der før ikke stod klart, endog for dem der bedst kjendte den unge mand, det staar nu tydeligt for os alle –: at han havde en stor kamp at bestaa ... at han havde store fiender som omgav hans sjæl ... at han gik i stor fare – og at han mangen gang var fortvivlelsen nær. – Se dette er jo noget vi nu kan forstaa og se saa tydelig nu da men neskenes hjælp og kjærlighed er for sent ude til at redde ham. Og da skulle vi ta den alvorstanke op til advarsel for os: at vi dog skulle lære at gaa vor sjælefiende imøde! Vi skulle ikke ringeagte ham! Det er en daarlig krigskunst at foragte sin fiendes styrke og hans vaaben. Nej vi bør øjne faren og itide være opmærksom paa den fiende som om giver os – ikke mindst i vor tid hvor der er saa mange nedbrydende magter... hvor der kommer saa mangt et tvivlens aandepust ind i vor sjæl... hvor der er saa meget som forstyrrer og ødelægger hvad der er anset for helligt og ophøjet, og saa meget som nedbryder og ikke rejser op igjen istedetfor det som nedbrydes. Det er farlige fiender som kan undergrave endog mangen en gammel mands tro og styrke – end sige da en ung mands der blev udsat for en saadan paa virkning.
Lad nu altsaa dette være sagt til os som lever, lad det være sagt som en advarsel til os, en formaningstale til os unge og gamle i denne stund – fra hvad vi her har lært og hvad vi nu bedst kunne forstaa og veje. –
Det som fremdeles skal siges her er da kun et farvel til en discipel, til en kammerat, til en ven. Han var jo dog et menneske skabt i guds billede han ogsaa, han havde sin plads dernede paa krigsskolen, han havde sine venner og bekjendte der, og sine foresatte. Ogsaa han var jo dog blandt dem til hvem der knyttede sig et eller andet haab – og vel ikke det mindste haab hos forældrene der langt borte hvor han kom fra. Og nu er det da vor pligt at sige ham dette farvel som det sidste der kan siges ham her paa jorden, og til dette farvel da ogsaa at knytte ét fra hans fjerne hjem, fra hans sørgende forældre, som vel allerede nu har faaet høre hvad der er hændt ... som vil lide allermest derved ... og som vel vil blive saa nedbøjede og sønderknuste ved hvad de faar at vide, at sætter vi os i deres sted saa maa det vel næsten tænkes at kunne bringe dem nærmere graven. – Og skulde der da hos de gamle i hans hjem, midt i deres store sorg, indblande sig den forsonende tanke: at han var dog saa ung endnu, han var saa uerfaren endnu ... og at han var saa ulykkelig; og skulde denne tanke kaste et lidet lyst skjær over hans minde og vække et lidet svagt haab over hans grav – saa vil ikke vi kjære forsamling ... vi vil ikke have hjerte til at tage dette haab bort fra forældrenes sind. Lad dem leve i det haab hvis det kan gyde nogen lindring i deres smertens saar! –
Og saa da endelig kun den bøn for os selv til gud som ogsaa er her tilstede nu i denne alvorsstund – den bøn til gud for os alle: at vi maatte vandre i Herrens frygt alle vore dage og at vi altid maatte tage det kjærlige ord til os som lyder saa opmuntrende og saa indbydende fra gud selv naar han siger –: «Kald paa mig i din nød og jeg skal have omsorg for dig.» – Oh! naar nøden trykker os, naar fortvivlelsen er nær ved at kaste sin gru i vore hjerter – o lad os da ikke forsømme det gode raad fra gud selv at vi kalder paa ham i nødens stund! Da vil han ganske vist udfri os, da vil han finde en udvej, aabne en udsigt for os – saa vi ikke skulle gaa under i sorgens og smertens stund.
Herren hjælpe os alle dertil for sin barmhjertigheds skyld. Amen. –
Præsten træder højtidelig tilbage til sit hjørne og saa synges der en salme som Jar manns kammerater har valgt for anledningen –:
Gaa nu hen og grav min grav,jeg er træt nu vil jeg slumrelægge ned min vandringsstavhvor de sidste skygger skumre,lægge mig til hvile ned,fare bort herfra i fred.
Ak, i verden er det koldtalt dens lys er kun en skygge;og hvor dristig, højt og stoltvi end vore anslag byggesom en røg de dog forgaa,himlen kan de aldrig naa ...
Og saa spiller musiken op – en skjærende sørgemarsch hvor kornetten hele tiden ligger og skriger højt oppe i diskanten og toget ordner sig med musiken i spidsen og bevæger sig langsomt og med møje ned ad den slibrige lerede bakke, mens alle træktøsene og skjøgerne trænger sig hurtig forbi langs toget paa begge sider, skyndende sig nedover for at faa god plads ....
Endelig er man dernede. Musiken stanser, kisten sænkes, præsten stiller sig ved hodet, sørgemarschallerne ved fødderne, chefen midt for – og følget i en halvkreds omkring med musiken i midten. – Paa den anden side af graven staar alle fruentimmerne og endel andre tilskuere.
Kirketjeneren rækker præsten skuffen –: Af jord er du kommen, til jord skal du blive; af jord skal du igjen opstaa! – og imellem hver sætning høres det hule klask af jorden mod kistens laag.
Saa spiller musiken op igjen, den samme skjærende sørgemarsch, mens præsten og chefen og siden en mængde andre stiger op paa bredderne paa den opkastede jord og ser ned i graven, de civile med hatten for ansigtet, de militære med haanden ved huens bræm.
Men ved fødderne af graven, halvt oppe paa den opkastede jord staar Hjalmar, høj og mørk, marschalstaven plantet i jorden med den venstre haand, den højre ført op til huens bræm, let foroverbøjet i en ærbødig stilling – som hin aften da han tog farvel med den døde. Det sorte sørgeflor hænger ned fra hans arm og taarerne styrter ned over det magre brune stenhaardt, ubevægelige ansigt mens musiken spiller sine skjærende sørgetoner med kornetten skrigende oppe i diskanten og træerne strækker de magre nøgne sorte arme fortvivlet op i den blygraa luft ....
Saa stanser musiken, følget løser sig op og arbeider sig, i grupper og enkeltvis, lang somt opover den slibrige lerede bakke igjen, opover mod lighuset.
Indtil de allesammen er forsvundne og Jarmann ligger alene igjen dernede paa den øde kirkegaard og raadner under blomsterdækket.
- Rechtsinhaber*in
- ELTeC conversion
- Zitationsvorschlag für dieses Objekt
- TextGrid Repository (2023). Norwegian ELTeC Novel Corpus (ELTeC-nor). Fra Kristiania-Bohêmen ELTeC-utgaven. Fra Kristiania-Bohêmen ELTeC-utgaven. European Literary Text Collection (ELTeC). ELTeC conversion. https://hdl.handle.net/21.T11991/0000-001D-3F90-8