[1]

Gt Vatol 'TIDLIG HØST.

h.

[2][3]

OTTO VALSETH.

TIDLIG HØST.

ROMAN.

LE

KJØBENHAVN.

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN),

I.

Lillestrømmen — otte minuter»

Konduktøren løb langs vognrækken og rev kupédørene op. Størsteparten af de rejsende hasted ud og spredte sig henover den store, overbyggede perron, hvor der allerede var noksaa fuldt af mennesker.

En høj, slank, ganske ung fyr med svært, krøllet mankehaar under en liden straahat bøjed 'sig ud gjennem døren til en tredieklasses kupé og saa sig rundt, ligesom uvis om, hvorvidt han skulde røre benene en smule. Saa bukked han sig og skjøv en gammel kuffert længer ind under bænken, steg ned paa perronen og begyndte at drive omkring, — langsomt, forsigtigt, næsten smygende sig frem, som om han var ræd for at komme i vejen for nogen af de mange andre, der ogsa drev omkring. Han

keg ind under bænken til sin kuffert, hver gang han

[6]

passerte forbi kupédøren, og syntes at befinde sig uvel ved al denne larmende travlhed, som skulde være færdig paa minuttet.

Da han et par gange, under idelig vigen til side for de andre, hadde slentret henad perronen, stan- sed han ved aviskjosken og spurte, om de hadde de sidste numre af Kristiania-bladene. En rød, pløsen haand i hæklet halvhanske samled hurtig sammen trefire af de udlagte blade, rakte ham dem og lukked sig glubsk over tiøringerne.

Han stak aviserne i lommen og blev staaende en stund for at se paa bøgerne, som la til salgs. Den røde haand i halvhansken holdt fristende et par stykker hen imod ham, — et par tykke bøger med tydelige spor af, at de hadde ligget ude i mange slags vejr og var blet befamlet af mange slags fin- gre. Nej — han skulde ikke ha nogen af de to, hvorimod han efter en del overvejelse kjøbte en liden, tynd, hæftet bog til tyve øre. Da den røde haand i halvhansken hadde git ham igjen paa tokronen, han leverte, gik han langsomt tilbage til sin kupé, mens han tælled over den mængde kobberslanter og tiører, som kvindemennesket derhenne hadde velsignet' ham med.

Naa — det var saamæn alt andet end hyggeligt at krybe ind i den kupé igjen. Gud fader vel, hvor

[7]

de tre halvfulde bønder hadde rakket til med sin evige tobaksspytting! Gulvet var som en sjø af ækkel, brun sauce — de afrevne svovlstikker flød formelig omkring. Sligt skulde man finde sig i — være forpligtet til at sætte sine fødder op i det sauce-hav! Og endnu værre blev det vel, naar de tre halvfulde kom ind igjen, formodentlig som hel- fulde, ti han hadde set dem sjangle bortover til restaurationen, saa fort som benene kunde føre dem. Naa — naar man hadde havt det uheld at komme i kupé med slige bæster, saa var der vel ikke andet at gjøre end at finde sig i sin skjæbne. Aa jo, for resten — konduktørerne maatte vist gi ham med- hold, i fald han forlangte, at der skulde bli slut med den afskyelige spytting — han kunde forsøge det. Men de uniformerte hadde saa ustyrtelig. travlt: og saa desuden saa brøsige ud, at han ikke dristed sig til at bringe sagen paa bane for nogen af dem Resigneret entred han ind i kupéen, tog plads og søgte saa vidt mulig at holde sig fri af griseriet efter bønderne.

Han bladed lidt i bogen, han hadde kjøbt, fik frem en lommeblyant og skrev paa det graabrune omslag: Ivar Hasselberg — med stor, flot syng rundt navnet. Saa la han bogen ved siden af sig

paa bænken, bøjed sig fremover, stak hodet ud

[8]

gjennem døræabningen og saa paa livet, som hadde hast og gjorde larm derude paa den store jernbane station

Dette var jo næsten, som om man skulde være i byen allerede. Slig travlhed — sligt leven — saa fuldt af mennesker! Naa ja — der var jo heller ikke saa langt igjen til byen nu, og Ivar Hasselberg. krøb sammen ved tanken paa, at om kort tid skulde han være i byen, i hovedstaden. Ti han grued for at komme til den store, larmende by, hvor han nu. skulde hen for at skabe sig en fremtid, grued for at komme til den by, som i lang tid hadde været maalet for hans længsel

Ja, grued — det var dumt at nægte det for sig selv længer. Han hadde været saa kjæk, da han drog hjemmefra, i trods og mod sin fars vilje, men. nu var modet sunket betydelig, — det sank, for hver station han kom byen nærmere, og snart vilde det vel være fuldstændig fløjten. Ti jo mer han tænkte over det, som. nu forestod ham, desto mer indlysende syntes det ham, at han vist i mange maader var svært uskikket til at opta kampen for livet. derinde i det store samfund, hvor tusener sled og sloges om livets ophold. For at komme sig frem der maatte man uden tvil være i besiddelse af ad- skillige egenskaber, som han var noksaa blottet for,

[9]

og fremfor alt maatte man vel ha ben i næsen, om man ikke skulde bli skjøvet til side, hundset, tram- pet ned. Og ben i næsen — nej, Hasselberg maatte indrømme, at det hadde han ikke. Bare dette, at han ikke dristed sig til at snakke til konduktørerne, som naturligvis var forpligtede til at ta notis af enhver høflig henvendelse — bare det viste jo tyde- lig nok, hvor sørgelig dybt han stak i den utro- ligste krysteragtighed

Na ja, Herregud — stort bedre kunde vel ikke ventes af ham, som aldrig, saa at sige, hadde sat foden udenfor stuedøren, skjønt han var over tyve aar allerede. Man hadde tvunget ham til at sidde derhjemme i kakkelovnskrogen som en umyndig smaa- gut, længe efter at han var blet voksen mand, — og saa var det slet ikke underligt, at han opdaged sig at være en tosk og en rædhare, naar han kom ud af kakkelovnskrogen og skulde til at klare sig paa egen hand. Slet ikke underligt, men over- maade naturligt, — naturligt og bedrøveligt, for nu slog det ned alt hans mod. Og han hadde ikke andet end sit mod og sin tillidsfuldhed at flyde paa, — slet ikke andet, intet at vise for sig, ingen at gaa til med bøn om retledning og hjælp.

Ak ja — det var nok sm, desværre, at han hadde været lidt for rask til paa trods at kaste sig.

[]

ud saadan rent paa det uvisse i kampen for til værelsen — det indsaa han nu. Men han var blet saa forpint af at gaa derhjemme og slænge aar efter aar, ganske alene, uden anden omgang end den gemle, sure far, som prækte og moraliserte og gren og aste med ham baade tidlig og sent, — saa for- pint indtil fortvilelse. Han blev jo aldrig til nogen verdens ting paa den vis, — ikke til et selvstæn digt menneske engang! Og da saa faren kom med bestemt forlangende om, at han skulde ind paa sag- førerkontor mod en fille løn, som knapt vilde blet nok til, at han kunde ha holdt sig klær for den da blussed han op i flammende vrede og ubøjelig trods og sprængte tvangstrøjen af sig. For første gang saa den gamle sin ubegrænsede magt og myn- dighed over sønnen brudt — og lod ham rejse Og nu sad da Ivar Hasselberg her som søjerherre, som den, der hadde trumfet sin vilje igjennem og skulde ud i verden for at friste lykken. Ja, her sad han og krøb sammen i frygt og gru for det, som vented ham, — her sad han og gjorde sig selv bebrejdelser, fordi han hadde været saa hidsig paa at drive sin krig igjennem!

Men han kjendte jo ikke sig selv, før han kom ud, — han vidste ikke, at den ufornuftige tvang, som han var vokset op i, hadde gjort ham til slig

[11]

en kryster, gjort ham saa uskikket til at handle paa egen haand, til at kile sig frem og hage sig fast. Hadde han havt fuldt kjendskab til sig selv, saa skulde han nok betænkt sig lidt bedre, før han gjorde dette skridt, — ja kanske han da til og med hadde tat imod den post paa sagførerkontoret, i ethvert fald indtil videre. Nu var det for sem — nu var han paa vej til Kristiania, hvor han snart vilde være —

Huf nej — det var da fælt, at han skulde komme i sligt humør! Han fik se til at stramme sig op, for dersom han gik forknyt til værket, saa blev det naturligvis bare den rene elendighed altsammen. I ethvert fald fik han holde sig kjæk, saa længe han ikke hadde nogen mere paatagelig grund til benauelse, Det var jo kjærringagtigt at sidde saadan og sture, med graaden i halsen, næsten! Herregud — at lig traurighed kunde komme saa uforvarende over én! At han skulde være saa latterlig følsom og ta sig nær af ting, som ikke var at ænse engang! Ja — han var en tosk, som tog sig nær af, at alle men- nesker saa saa barske og bryske ud, at de ligesom vilde skulle ham til side, — at der ikke var én af dem, som gav ham et venligt ord eller bare saa lidt blidt paa ham. Han maatte da vide, at enhver kunde ha nok | sig selv, og at ingen af disse mange hadde

[12]

forpligtelse til at ta sig af ham. Han var en stor tosk, at han gav sig til at skræmme sig selv med, hvad elendighed det vilde bli, naar han nu skulde til at ta fat! Det kunde kanske bli slemt nok, men ikke vilde han sidde her og skabe galt om til værre ved at gjøre sig modløs paa forhand, — ved ligesom at bane vej for det slemme, han frygted. Han vilde slet ikke tænke paa fremtiden, ikke huske, hvad hensigt han hadde med sin rejse — han vilde bare la det staa til Det var ingen- lunde umuligt, at det kunde gaa noksaa glat for ham, naar han bare ikke skabte sig ufornuftig, — og remt ødelæggende var det jo at skabe sig ufor- muftig allerede paa dette stadium,

Han før sammen, da klokken satte | at ringe, — hastig, brutalt bydende. Saa, — nu bar det da afsted igjen. Kupédørene blev smældt i, hans ogsaa. De halvfulde bønder var ikke kommet endnu, skjønt de skulde videre. Der laa et par sække, et knytte og en fæl rejsevæske, som hørte dem til. Ja, for hans del kunde de fyldebæster saamæn gjerne bli tilbage — saa slap han da for den styggedom. Loko- motivet peb og rykked til — toget satte sig lang- somt i bevægelse —

Saa blev der hujen og skraal og dundrende tram- pen henne ved restaurationen. Det var de tre

[13]

bønder, som kom farende med vilde fagter og skreg,

at de skulde være med. En af konduktørerne fik

dem under almindelig munterhed og med forlis af

den enes hat slængt ind gjennem en dør langt bag og saa rulled toget hurtig afsted.

Hasselberg satte sig magelig til rette med benene op pa bænken ligeoverfor og saa ud paa det sol- beskinnede landskab, de jog igjennem, — indtil han blev kjed af at sidde saadan og glo paa bonde- garde, grønne marker og telegrafstænger, som dansed forbi ruderne. Saa husked han aviserne, han hadde kjøbt, tog dem frem og begyndte at læse i avertissements-spalterne under rubriken «ledige tjene- ster». Omhyggelig læste han denne rubrik igjennem, flere gange i hvert blad, gjorde et par: optegnelser i sin lommebog — og var færdig. Med et suk stak han bogen ind.

Der var mange ledige tjenester, men bare tre- fire, som han kunde søge. Tre-fire — det var svært lidet. Naa — han kunde vel faa anvisning paa flere, naar han først kom ind til byen. Han skulde saa mæn ikke være kræsen — han skulde ta, hvad der lod sig opdrive, naar det ikke var altfor fælt, da, og nær han bare kjendte sig dygtig til at gjøre det, som krævedes. Han skulde for den sags skyld gjerne gi sig til som opvarter — og naar man hadde

[14]

saa smaa fordringer, maatte det gaa underligt til, om man blev staaende fast. Ja, for resten — den dag, den sorg — han vilde ikke tænke paa dette nu. Han tog den tynde, tyveøres bog og søgte at for dybe sig i den.

Men det gik ikke med læsningen. Vognen rysted saa altfor stærkt — de tæt sammenstuvede bogstaver dansed for hans øjne. Og desuden var han slet ikke oplagt heller, i ethvert fald ikke til at læse saadant som det, han hadde kjøbt for at fordrive tiden ved. Denne populære afhandling om Darwin — ja, det kunde saamæn godt hænde, at den var noksaa interessant, men den passed alligevel ikke nu. Til rejselektyre burde man vælge noget lettere, — noget, som ikke egentlig kræved tænkning. Han la bogen bort, strakte sig paa bænken og sparked til den bondske rejsevæske, saa det klunked i brændevins- flasken, som stak halvt op af den. Han kunde trænge til at faa sove lidt, ti han hadde ikke luk- ket et øje pa over et døgn mu. Men søvnen vilde ikke indfinde sig.

Aa nej, hvor underligt det dog i grunden var, at han mu laa her, alene, uden opsigt, selvstændig, — at han nu skulde ud i verden for at ska sig igjennem paa egen hand! Han kunde næsten ikke fatte, hvordan det var gat til, at han hadde drevet det

[15]

saa vidt. Han kunde ikke forstaa, hvordan han hadde fat magt til at gjøre oprør mod og sige sig. løs fra det aag, som altid hadde hvilet saa tungt over ham. Ja — usigelig tungt hadde farens sag hvilet over ham, — dette strænge, ufornuftige, tyranniske aag, som med jernhaand holdt ham borte fra al, hvad barndommen og ungdommen higed imod — ja fra livet selv. Da han forlod sit hjem mu for nylig, kjendte han det, som om han brød ud fra et trangt og kvalmt fængsel, hvor han vilde gwat til grunde, om han skulde ha været der længer.

Ja, fængsel — han hadde levet i fængsel alle sine dage, savnet friheden og dens goder, helt fra han fik saa meget vet, at han kunde begynde at længes efter dem. Intet hadde han fiat lov til at eje, intet foreta sig, undtagen det, som hans far satte ham til, — ingen anden omgang hadde han havt end faren og det par gamle knarke, som i egenskab af dennes ungdomsvenner vedblev at vanke i huset, skjønt de aldrig blev bedt om at komme Hans mor var død saa tidlig, at han ikke husked hende, søskende hadde han aldrig havt — det var bare faren, faren og altid faren. Denne far, hvis begjær efter at ha ham under sin tugt og for sig selv alene gik saa vidt, at det smagte af galskab. Ti det smagte af galskab, naar en far vaaged nidkjært

[16]

"

over, at hans søn i skoledagene ikke skulde slutte sig i venskab til nogen af kammeraterne. Og det hadde hans far gjort.

Ivar Hasselberg forstod ikke sin far, denne hadske, altid prækende mand, som ingensinde hadde ladet ham høre et kjærligt ord, men bare maset med ham og plaget ham saa utidig, at det næsten saa ud, som om han fandt fornøjelse i at pine og plage en stakkars gu. Saa meget forstod han nok, at faren engang maatte være blet grundig brændt, kanske snydt for sit livs lykke, og at hans sind derefter hadde lukket sig i indædt had mod alt og alle. Men at han kunde ha hjærte til at la dette had gaa ud over en stakkars værgeløs, som til og med var hans søn — den gaade hadde Ivar Hasselberg aldrig kunnet løse. Han sa jo rigtignok det, den gamle, at det var af omsorg for sønnen, han holdt ham saa strængt, holdt ham helt borte fra det, som verdsligt var, og altid præked for ham om det hinsidige, — ti livet og alt, hvad dertil hørte, skulde være idel daarlighed og synd, som bare fortjente foragt og afsky. Men selv om det virkelig forholdt sig saa, at livet var slig en jammerlig suppe- das, saa forstod Ivar Hasselberg alligevel ikke det berettigede og fornuftige i den faderlige omsorg, som ytred sig paa saadan maade. Det kunde være bra nok at ha blikket til stadighed rettet paa det

[17]

hinsidige, men naar man engang var sat ind i dette liv, saa skulde man leve det ogsaa, begribeligvis, og da hadde man sandelig krav paa at bli gjort skikket for den ting. Det var baade fornuftsridigt og samvittig- hedsløst, om man ikke fik det krav opfyldt, for saa maatte det jo bli den rene sultihjæl, naar man ikke længer hadde nogen anden at stole paa. Og han for sin del vilde saamæn anse det for en haard skjæbne at sulte ihjæl, selv om han derved skjød snarvej til den evige salighed — hvorhos det under alle om- stændigheder ikke var menneskers bestemmelse. at sulte ibjæl. — Et noksaa dumt paafund for at dække pymtelig over sin tyranniske underkuelseslyst — det var, hvad Ivar Hasselberg dømte om sin fars <omsorg».

For resten — faren tænkte nu ikke bare paa det hinsidige, han heller. I al den tid, siden Ivar slutted paa skolen, hadde det evige præk havt en tone, som om den gamle ærgred sig over, at den lange gut blev gaaende hjemme og spiste hans brød. Og alligevel vilde han ikke la ham søge ud, hvor der kunde være skikkeligt livsophold at finde, men ha ham gaaende under sit opsyn for at passe paa ham — passe paa ham, saa han ikke «tog skade paa sin sjæl!» Med mindre smukke ord: For at kunne pine ham, plage ham, tvinge ham bort fra alt det, som et ungt blod hadde smag for!

[18]

Denne tyranniske lyst til altid at ha sønnen under umiddelbar tugt var det vist ogssa, der bevirked, at Ivar ikke fik bli student, som bestemmelsen hadde været. Den gamle ombestemte sig i sidste øjeblik, under paaskud af, at han ikke hadde raad til at holde sønnen til studeringerne — men den penge- mangel var vist bare blet lavet, fordi han ikke vilde slippe sit offer fra sig. — Ivar var blet syg af sorg, den gang hans haab om at komme ud i det frie, skjønne studenterliv ramled sammen, — saa syg, at det tog lang tid, før han kom nogenlunde i folder igjen. Siden hadde han tutlet omkring saa inderlig sløv i sin. kuethed — indtil nu for nylig, da han rejste sig i trods og brød det faderlige aag, — til lige stor overraskelse for sig selv som for den gamle.

Ivar Hasselberg haded sin far. Han vidste ikke den grund, hvorfor han ikke skulde hade ham. Selv den overordentlige omsorg, som den gamle viste for hans velfærd i det kommende liv — selv den gav næring til hans had. Ti denne omsorg hadde ytret sig som tvang, som stenhaard tvang fra den tidligste barndom. Iskold hadde den været, al denne religiø- sitet derhjemme, aldrig et pust af varme, af kjærl hed. Bare tvang, bare: Du skal! Aa Gud — hvor var han ikke blet tvunget til at tro og bekjende, til at bede, til at ligge paa knæ med foldede hænder!

[19]

[

Hvor var han ikke blet forgit med bibelsprog og gudelige talemaader, — saa forgit, at han nu hadde rædsel for alt saadant. Var han kommet bort fra kristendommen? Aa nej — ti han hadde aldrig ejet den. Han var, som barn allerede, blet saa usigelig træt og lej af alt, som stod i forbindelse med religionen. Og dette, som kanske var sørgeligt nok, hadde han bare sin far at takke for

Ja, nu skulde da Ivar Hasselberg aldrig ha mer med sin far at bestille. Aldrig vilde han vende til- bage til sit fangehul af et hjem, — aldrig, hvor daarlig det end gik med ham. Heller vilde han sulte og lide alskens nød end ta imod hjælp af den haand, som hadde knuget ham saa haardt, at han kanske fik beholde mén af det for livet.

Aa, bare det nu vilde lage sig lidt godt for ham! Bare der ikke blev for meget at kjæmpe med! Herregud — det var da ikke stort, han tragted efter, og han hadde havt det saa ondt alle sine dage, saa det var ikke mer end billigt, om han nu fik det lidt godt, — om det formed sig lidt vilig for ham, Ti han var jo sligt et skrøbeligt rør, altsaa, som vakled for den mindste vind — og snart vilde være knækket.

Naar han endda hadde havt nogen, han kunde ventet lidt hjælp af! Men han hadde ingen saadan,

[]

han kjendte ikke et menneske i den store by, und- tagen tante Dahl, som han hadde skrevet til og bedt om at faa bo hos, — og saa Grande, student Elias Grande, hvem han for resten bare kjendte saadan rent løselig fra skoledagene. Ti Grande var adskillig ældre og gik flere klasser foran ham i skolen, som han hadde forladt for fem-seks aar siden, mens Hasselberg blev gaaende derhjemme — saa det be kjendtskab var jo omtrent for ingenting at regne. Men Hasselberg hadde alligevel som et haab om, at Grande vilde bli ham baade til nytte og hygge, ti han følte sig forvisset om, at Grande var en prægtig fyr, — ja han sværmed ligefrem for Elias Grande.

Dette sværmeri stammed fra en syttendemajtale, som Grande i sit sidste skoleaar hadde holdt for kammeraterne. Han var selvskreven til at holde den tale, Elias Grande, først fordi han var saa flink og afholdt af allesammen, men især fordi han — mer end nogen anden — gløded af begejstring for alt, hvad der var stort, skjønt og sandt, og bare higed efter at komme ud til kamp for det, han gløded for. Saa holdt han da ved hin ungdommelige tilstelning. en tale, som gjorde uudsletteligt indtryk paa Hassel berg, — en tale, som med udgangspunkt i dagen og dens minder la an paa at indprente den opgave, der burde være ethvert menneskes: At øve storværk,

[21]

om end i det smaa og skjulte. I tændende ord blev der talt om den hellige pligt at gaa oprejst, uskadt og uplettet gjennem livets smaalighed og smuds, med det evig sande og evig skjønne som øjemærke — og Hasselberg blev saa grebet af de ord, at han med tærer i øjnene gik hen og trykked Grande i haand, da talen var slut

Fra den stund hadde han sværmet for Grande, elsket ham. Og derfor trode han heller ikke en snus af de rygter, som i sarenes løb var kommet listende hjemover, — stygge rygter om, at den, han omfatted med saadan sværmerisk beundring, skulde ha brudt skjændig med sine idealer, skulde være kommet saa rent paa vilde veje, at han nu holdt paa at gan fuldstændig i sumpen. Det var umuligt, rent umuligt, at det kunde ha tat slig en vending med Elias Grande. Ti naar man hadde set saa stort paa sit kald som menneske, som Grande den gang gjorde, naar man hadde glødet som han i begejstringens mægtigste fylde — da gik det jo ikke an at dille sig bort i esmaalighed og smuds», medmindre man blev et helt andet menneske, fuldstændig skifted karakter og naturel. Og aldrig i verden hadde Grande gjort det — dertil var hans begejstring for sand, hans tro for stærk. Hasselberg følte sig

usvigelig sikker paa, at han vilde gjenfinde sin beundrede

[22]

helt ganske saadan, som han altid hadde husket ham — og han glæded sig saa til det møde. Han glæded sig til at snakke med Grande om alt et, han i sin ensomhed hadde gaat og tænkt over, — glæded sig til, at Grande kanske ligesom vilde ta ham ved haand og føre ham ud i livet

Ud i livet, som ganske vist hadde overmaade meget skjønt og godt og ædelt at by paa alligevel, hvor stærkt end de gamle, sure pessimister skreg sin fordømmelsesdom over det. Ud i livet, som han hadde hungret efter. Ja, hungret hadde han efter at komme ud i det store, brogede spil og finde et virke, — hungret efter mennesker, han kunde slutte sig til, for selv at kjende sig som menneske, kjende sig lykkelig som menneske, — efter skjønhed, kjær- lighed, efter alt det, som gav livet værd, Nu skulde hans hunger stilles! Ti af det, der gav livet værd, fandtes der vel fuldt saa meget i de samfundslag, hvor han skulde færdes, som oppe i højden og glansen, hvor han aldrig vilde na —

Han rejste sig hurtig med blussende kinder. Han kjendte sig med ét helt varm af glæde over, at han hadde trumfet sin vilje igjennem, — over at han nu sad her som den, der skulde ud i verden for at friste lykken.

[23]

i

En uges tid hadde han været i byen, men endnu var det, som om han ikke hadde set noget af den. Han gik bare omkring med indtryk af, at han var kommet op i noget stort, myldrende, larmende, uhyre travlt. Han hadde ikke havt tid til at se sig om, ikke havt ro paa sig til at sta stille et øjeblik. Han hadde bare travet omkring for at finde noget at leve af. Og dog var intet fundet endnu — ikke saa meget som en udsigt til at faa noget.

Han var begyndt med at spørge sig for hos et par avisredaktører, om de ikke skulde ha lidt brug for ham. Ti det var jo saa, at han i løndom bar paa en brændende lyst for journalistiken og literaturen, og et beskedent haab næred han om, at han kanske kunde drive det til noget med sin pen. Han afleverte som duelighedsprøve et par smaating, han hadde tat med sig hjemmefra, og han skulde faa lov til at hente bedømmelsen den følgende dag. Hans smasting blev git ham tilbage med forret- ningsvant: opmuntring. til at fortsætte — det leverte røbed evner, skjønt det ganske vist ikke kunde bruges — samt med beklagelse af, at nogen plads ikke for tiden var ledig. Og han trak sig til- bage saa inderlig skamfuld, for han skjønte jo, de ikke betragted ham som stort andet end en skrive

trængt skolegut, der vilde være digter. Aa ja —

[24]

de smaating var vel ikke meget værd, og i det hele tat hadde det sagtens været et forfængeligt haab, at han skulde due til noget i den retning. Det smærted ham at maatte gjøre sig op dette resultat, men han var belavet paa det og fandt sig i det

Saa begyndte han at søge kontorposter, — buk- ked og skrabed, hvor han kom, og viste frem det eneste, han hadde at vise for sig: Karaktersedlerne for sine vigtigste skoleeksamener. Der blev set flygtig i de sedler, spurt om et og andet, snakket lidt frem og tilbage, i fald vedkommende kunde afse tid til det — og saa kom afslaget, høfligt. og hen- synsfaldt, motiveret ved, at man hadde saa mange mutinerte og i det hele tat bedre kvalifierte ansøgere paa. haanden.

Han opgav at søge sig ind paa kontor og be- gyndte at løbe omkring efter ledige butikposter Men da gik det ham endnu uheldigere. Der blev som regel ikke tat i karaktersedleme engang, for det var jo ikke saadan duelighed, det først og fremst kom an paa for at kunne gjøre fyldest for sig bag en disk. Han fik afslag paa afslag, men blev ved at løbe omkring i febertilstand, ti det gjaldt jo livet, — og træt og fortvilet stod han en dag udenfor G. F. Schlenks manufaktur- og kortevareforretning i Storgaden.

[25]

Der var ogsaa en post ledig, — den sidste, han vidste om. Fik han ikke den heller, saa — ja, Gud maatte vide, hvordan det da skulde gaa med ham. For det vilde jo næsten være altfor trøstesløst, om han skulde forsøge paa at bli opvarter. —

Han traadte ind i den dybe, mørke butik, blev vist hen til en dør, som hans solblindede øjne knapt kunde skimte, og kom ind i et endnu mørkere kontor til en trang gaardsplads. Henne i den graa lysning gjennem et bredt vindu uden gardiner stod der en pult, og ved denne pult sad en førladen mand med et stort, skjægget, ualmindelig venligt ansigt

Hasselberg fremførte sit ærinde og krammed ved karaktersedlerne, — men han rakte dem ikke fra sig. Det venlige ansigt gav ham mod, og han fortalte om sin stilling, om sit liv derhjemme, — fortalte, hvordan han hadde rendt omsonst — hvor fortvilet det mu saa ud for ham, — og han hadde graaden i halsen, da han slutted.

Der blev stilt en stund, — en lang, lang, stund, syntes den bange ansøger. G.F. Schlenk strøg sig et par gange gjennem haaret, og saa sa han:

cJa — vi skulde jo egentlig ha én med øvelse Men dersom De vil love at gjøre Deres bedste, saa

[26]

»

kan vi forsøge. Posten blir ledig paa mandag. Velkommen da!»

En stor, varm hand blev rakt ud imod ham. Hasselberg trykked denne hand, knuged den —

<Tak, tak! Jeg skal gjøre mit bedste!»

— Han var som drukken af glæde, da han skyndte sig op gjennem de solhede gader. Endelig, endelig hadde han fast grund under sig! Nu be- gyndte det — livet, lykken

Mandag — der var tre dage til mandag. Og de dage vilde han anvende til at nyde sin lykke og sin unge frihed. Han fik se til at finde Elias Grande, som han ikke hadde havt tid til at spørge op endnu. Det kunde vel ikke være vanskeligt at finde ham — der var sagtens besked at faa hos en eller anden af de mange studenter paa Karl Johan

Med lange, ilende skridt gik Ivar Hasselberg op mod hovedbyen.

[27]

II.

Holme, førstemand i butiken hos G. F. Sehlenk, stod med ryggen mod disken og pudsed sine negle. Af og til saa han med et syrligt smil hen paa den nye betjent, som uden spor af hensigt. roded omkring i en skuffe, hvor der var sysager.

<Jeg synes det, hr. von Hasselberg, at De kunde ta Dem noget nyttigere for end sadan at bringe uorden mellem de sager,» — slængte Holme tilslut hen til den nye mand. — «De tørklær der, for eksempel — de skal vel ikke bli liggende paa disken til imorgen.»

Det er Johansen, som har havt dem fremme,» — sa Hasselberg uden at røre sig af flækken.

<Hør pa ham — efter en uges tjeneste» — kvækked Johansen, en liden, fed person med blegt, poset, altid svedende ansigt og vel indsmurt haar.

[28]

Han sad og tygged pebermynte henne i trappen, som de brugte for at naa de øverste hylder.

<Hasselberg — de tørklær skal lægges op!» — så Holme og saa bister ud.

«Ja, jal> — Hasselberg samled ilsomt tørklæerne sammen og kjørte dem op i hylden. — «Men ikke vidste jeg, at jeg var kommet her i butiken for at rydde op efter andre,» — mumled han.

Holme strøg sig et par gange over sit fade, skjægløse ansigt, klødde sig haardt og længe i bag- hodet, som — for modsætningens skyld, kom man uvilkæarlig til at tænke — var stærkt buet, og tog saa fat paa neglepudsen igjen. Hasselberg skjøv skuffen med sysagerne saa haardt ind, at frøken Simonsen, kasserersken, hopped højt paa sin stol

sAa Gud!» — klynked hun, med haanden mod brystet.

<Hm!> — Holme kremted skarpt og saa uhyre bister ud. Johansen smaalo stakaandet henne i trappen. Hasselberg purred op i sit lyse haar og gik hen til vinduet, hvor han blev staaende og saa paa færdslen udenfor.

En vrimmel af mennesker strøg forbi langs begge fortog, udover og indover, hastig ilende og langsomt slentrende, klaprende, knirkende og klampende mod de flade brostene. Og mellem de menneskemyldrende

[29]

fortog rulled drosker hurtig forbi hverandre, store, svært lastede. arbejdsvogne humped langsomt og rumlende frem paa brede hjul, og sporvognene gled med jævn dur langs ad de glatte skinner, mens klangen af hestenes bjælder skaf haardt gjennem larmen. Jo — dette var andet liv end derhjemme i fillebyen, hvor man kunde sidde i timevis og glo' ud af vinduet uden at se andet end en og anden ensom synder, som kom slentrende henad gaden. Og om aftenerne — hvor kunde man ikke more sig herinde om aftenerne, naar man var oplagt til sligt og hadde raad til det!

Mon ikke klokken snart hadde ruslet sig saa langt fremover nu, at de skulde lukke? Han syntes, han kunde næsten ikke puste længer i det mørke og lavloftede hul af en butik — der stod slig en stram, ubehagelig lugt ud fra de store lærredsruller i hyl- den nærmest ved. Han saa paa uret — Gud ske lov, bare et kvarter igjen!

Holme blev færdig med neglepudsen, folded kniven sammen og plired over til frøken Simonsen, som holdt paa at pakke sit strikketøj og sin mor- skabsbog ned i en gammel pose. Hun plired op- muntrende igjen med det ene øje, og Holme gik hen til vinduet, hvor Hasselberg fremdeles stod og keg ud mellem alt det kram, som var ophængt der.

[]

slaften ogsaa?» — spurte Holme og slog sin nye kollega paa skuldren.

Hasselberg. vendte sig om — :

«Hvad behager?»

sDe er saa fiitig til at se paa klokken. Skal De rangle iaften ogsaa?»

sRangle —?>

«Eller, om De vil: More Dem saadan, som De har gjort de sidste aftener? — Aa nej da — ingen helgenmine! Den onde samvittighed røber sig saa tydelig ved den livlige farveskiftning i Deres ansigt.»

<Hø, hø» — lo Johansen, idet han vifted sig kjøling og vellugt til med et gult silkelommetørklæ. — cHan rødmer!>

Hasselberg fingred forlegen ved sin urkjæde. Sa strammed han sig op og spurte

<Hvorfra har De Deres kundskab om, at jeg rangler om aftenerne?»

Kan se det saa grangivelig paa Dem morgenen efter. De kommer her, bleg om næbbet og mat i øjnene og i det hele tat i en tilstand, som gjør Dem — mindre skikket til at ekspedere.» — Han kasted et blik til kontordøren, som stod paa klem, og fortsatte halvhøjt: «De var lovlig slap i for- middag — og igaar formiddag ikke mindre. Unge kollega, lad mig i den anledning gi Dem en faktisk

[31]

oplysning og et godt raad: Vi har i vor forretning ikke brug for folk, som gæar i søvne til klokken tolv. Og: Bøj af i tide fra den vej, De synes at ha slaat ind paa! Den kan være vanskelig nok at slippe, naar man har fulgt den et stykke.»

Johansen gotted sig og lo henne i trappen. Denne fede latter, mer end Holmes ord, fik Hasselberg til at blusse op.

<Tak — overflødige formaninger har jeg faat saa mange af i mine dage,» — sa han. — «Jeg trodde, jeg skulde være kvit dem, naar jeg kom hjemmefra.»

Holme trak paa skuldrene —

<Det turde være, De endnu en tid trængte til baade formaninger og andet. Men naar éns vel- mente ord blir optat paa den maade, skal jeg ikke bry Dem oftere.» — Han gik hen og gav sig til at ordne de tørklær, som var blet slængt op i hylden.

Hasselberg saa lidt usikker paa ham og kjendte sig ikke videre kjæk længer. Kanske han i grunden var baade snil og velmenende, skjønt han hadde skinnet saadan imod sig, denne Holme med det løjerlige, halvkugleformede hode, det ubehage- lige smil og den snøvlende stemme. Kanske det ikke var for at være overlegen og anmassende, men virkelig i en god mening, at han tog sig for

[32]

at komme med raad og formaninger. Hasselbergs vrede dunsted hastig væk og gav plads for skam- fuldhed og anger

Han hadde nemlig. daarlig samvittighed. Naar han skulde være ærlig, blev han desværre nødt til at indrømme, at det var noksaa beføjet af den anden at komme med formaninger, — ja at selv en ordentlig skrabe ikke vilde været ganske paa urette sted. Ti adskillige aftener i rad hadde han nu nydt sin unge frihed ved at ture slig, at han — fuldstændig uvant som han var til alt saadant — maatte være slap og elendig morgenen efter. Han hadde turet vildt — han blev nødt til at kalde det saa —, ikke fordi han fandt det morsomt netop, men fordi han var blet narret til at gaa med paa det. Og han taalte ikke at ture vildt — han var blet i høj grad daarlig af det. Idag for eksempel kjendte han sig mer end halvdød, da han med blytungt hode og myg i knæerne drog sig afsted til butiken, og det var ganske sandt: Helt udover til middagstid hadde han ikke git sig stort af med at ekspedere, men bare stast og hængt med voldsomme hodesmærter og sorte pletter for øjnene.

Det var jo galt, at han begyndte paa den vis i stedet for at gjøre sit bedste, som han hadde lovet, — rispende galt baade for ham selv og for

[33]

forretningen, hvor der til sine tider kunde være fuld hyre for tre mand. Saa han behøved slet ikke at bli fornærmet, om en ældre kollega, som til og med var associé, efter hvad der sagdes, tog sig myndighed til at tale om tingen. Men denne reprimande var nu alligevel kommet noksaa uventet og ligesom lidt. ufortjent over ham idag, efter at han igsar helt aabenhjærtig hadde fortalt Holme om sit triste liv. derhjemme. Han burde da kunne forstaa, denne altid spydige og krakilske Holme, at naar man ovenpaa tyve aars strængt fangeliv pludselig blev fri mand, saa fik man lyst til at ska sig lidt løs, — hvorhos han burde forstaa, at det ikke i mindste made behøved at varsle slemt for fremtiden, om man der- under kom til at gaa en smule over stregen. Og selv om han ikke forstod saapas, denne fladnæsede person, som kanske var en flyndre i grunden, saa hadde han alligevel bæaret sig galt ad. At komme med sin korreks paa den maade og i nærværelse af den hovmodige Johansen, der altid behandled den nykomne som en uvidende og umyndig gut — det var taktløst og uforskammet, og Hasselberg skulde ha sig frabedt mere af den slags. Pyntelig behand- ling hadde han ret til at kræve, og mindst af alt vilde han finde sig | at bli korrekset paa en saadan

[34]

maade, at det kunde tjene til moro for den væm- melige fedtklump Johansen

For øvrig skulde han nok vide at undgaa korreks for fremtiden. I ethvert fald skulde det ikke oftere bli sagt om ham, at han gik i søvne til klokken tolv her i butiken. Han var færdig nu med at jubilere i anledning af sine forandrede livsforhold. Ja, det var sandt — han hadde aftalt med Elias Grande, at de skulde muntre sig sammen i aften ogsa, og den aftale fik vel staa ved magt, skjønt han allerede var noksaa lej baade af Elias Grande og af den moro, han laved i stand. Men saa skulde det ogsaa være slut med alt saadant — Hasselberg gav sig selv højtidelig forsikring om, at det skulde være slut. Og i aften fik han være forsigtig — og ikke føre i sig omkap med Elias

— Holme blev færdig med at ordne i hylden og begyndte, ganske sagte, at nynne en drilsk melodi, som en uhyre populær varieté-sangerinde netop hadde bragt i vælten. Johansen brummed med i hæs ølbas Frøken Simonsen, som var | færd med at opgjøre dagens indtægtsbudget, bevæged hodet i melodiens takt.

«De kjender vel den?» — spurte Holme og plired med sit beske smil over til Hasselberg.

Ja, den kjender jeg. For det er der, jeg har

[35]

været disse aftener. Og jeg tænker at gaa dør i aften ogsaa.»

<Med damer?» — spurte frøken Simonsen uden at se op fra sine talrækker.

<Neej»,

Johansen brast i latter

<Se paa ham — nu rødmer han igjen, den unge uskyldighed!» — fik han anstrængt frem. — «Naa, De behøver da ikke at gnistre saa forbandet med øjnene, fordi om jeg kalder Dem uskyldig. Det er jo en prægtig egenskab, ved jeg — hø, hø!»

Den fede unge mand rejste sig pustende og be gyndte at rette paa sit slips foran et aflangt spejl, som var ophængt paa en af de marmorerte piller, hvorpaa hylderne hvilte

«Tag Simonsen med Dem,» — foreslog Holme. — <Hun sværmer for akrobater.»

<Pas De Dem selv!» — snerred frøken Simonsen og satte to tykke streger under facit. — «Man ved nok, hvad De sværmer for.»

Holme fik ikke tid til at svare, ti døren mellem butiken og gangen blev puffet op, og en ung dame jumped ind med et smaapigeagtigt sæt over dør- stokken. Hun hadde et stort, lyst, vakkert ansigt og rank, kraftig figur. Dragten var overlæsset og fordringsfuld.

[36]

«Silkebaand — af de smale blaa, jeg fik forleden — gesvint!» — sa hun, uden at henvende sig til nogen bestemt,

Med en hurtighed, som i høj grad forbaused Has- selberg, tog Johansen trappen, han netop hadde siddet i, slæbte den over til den anden side, kløv helt op til den øverste hylderække og haled ud en stor æske, som han steg ned med og satte paa disken.

<Vær saa artig, frøken!» — Han krummed sig med æskelaaget i hand. — «Vær saa artig!» — gjentog han, i en lidt anden tone, da den unge dame blev staaende

Hun hadde opdaget Hasselberg henne ved vinduet og tog ikke sine store, blanke øjne fra ham

sØnsker De maaske æsken bragt til Dem?» — spurte Johansen med slet dulgt misfornøjelse.

Den unge dame gik rask hen og begyndte at rode i æsken. Johansen hjalp tjenstivrig til

<Puh — idag lugter De jo værre end nogensinde!» — Hun fik lommetørklædet frem og holdt det for næsen, — «At De ikke kan la være at smøre Dem saadan ind med den ækle pomadel»

Johansen gjorde et skridt tilbage og saa ulykkelig ud. Frøken Simonsen bukked sig ned bag sin pult og friste lydelig

[37]

eHer er såa mørkt —».

Med nogle ruller silkebaand i haanden gik den unge dame hen imod det vindu, hvor Hasselberg stod. Han vilde vige pladsen, men der var trangt mellem disken og hylderne, og hun stilled sig saa dan midt i vejen, at han ikke kunde komme forbi.

Han blev rød, mens hun mønstred ham, — blus- sende rød, da hun smilte over hans forlegenhed. Saa nikked hun, uden at slippe ham forbi, energisk opfordrende til Holme. Denne gjorde store øjne, nikked igjen og saa stupid ud.

ePræsenter!» — hvisked hun

<Hvad behager?» — Holme bøjed sig frem og la haand til øre.

«Saa præsenter, da!> — sa hun, højt og ærgerlig.

<Naa, saadan! Men — er det nødvendigt?»

eDet er nødvendigt for Dem at lyde, naar jeg befaler!» — Den unge dame tramped

Holme stilled sig midt paa gulvet og sa, yderst ceremonielt:

«Frøken Beate Schlenk, vor principals yngstefødte — hr. Ivar Hasselberg fra Lillehammer, Deres fars nye betjent.»

Frøken Beate mønstred endnu et øjeblik den nye betjent og rakte ham saa haanden. Hun trykked

;

[38]

haardt til, med en af sine fingertoppe mod hans haandflade

sVelkommen!> — sa hun. Hvorpaa hun gik forbi ham hen til vinduet og holdt silkebaandene mod lyset.

Hasselberg gav sig noget at bestille. Han var lej og sint paa sig selv for dette toskeri med at bli forlegen og rød — men jamen var det ikke et par underlige øjne, som nys hadde mønstret ham! De vilde ligesom se tværs igjennem én — og man følte dem næsten som et par hænder, der strøg over éns person i kildrende undersøgelse. Aldrig før hadde han været ude for saadanne øjne, og nødig vilde han kjende dem paa sig igjen — skjønt de jo i grunden var straalende smukke. Og saa det eggende haandtryk. — stikket af den spidse negl — ja, det var kanske bare rent tilfældigt, men han likte det ikke. Han Kjendte en underlig utryghed og gjorde sig saa be- skjæftiget, som om det gjaldt at indhente en for sømmelse.

Johansen pusted hørlig i indædt forbitrelse over den behandling, som var blet ham til del, og mased med æskelsaget, saa det revned baade paa langs og tværs. Holme saa ud, som om han brygged paa en spydighed.

«Nej — det var ingen af disse.»

Frøken Beate begyndte atter at grave i æsken.

[39]

Johansen fjærned sig lidt for ikke at genere med sit duftende hode. Den unge dame kunde ikke finde, hvad hun søgte, blev utæalmodig, rysted æsken og endevendte den til slut, saa en del af indholdet faldt paa gulvet. Der var ingen raad for andet: Johansen ” maatte lægge sig paa fire og plukke sammen.

«Der er vist ikke mere igjen af de smale blaa,» — sa Holme.

Bente vendte sig hvast om mod ham —

«Gud, hvor det ligner Dem! Hvorfor sa De ikke det straks?»

«Jeg husked først. nu, at vi solgte slumpen igaar Men de sorte der med prikker gjør vist samme nytte — for det skal vel være til dukkestas?»

«Jeg leger ikke længer,» — sa frøken Beate, Hendes stemme dirred

elkke? Aa nej, det er sandt — med dukker leger De ikke længer.»

Frøken Beate greb et sejlgarnsnøste, som laa paa disken, og slynged det hidsig efter Holme. Det suste tæt forbi hans hode og fløj lige imod spejlet, som splintredes med et hæardt smæld. Klingrende før stumperne til alle sider. Frøken Simonsen hopped højt og tog sig til hodet med begge hænder.

«Gud i himlen!» — klynked hun,

<

[]

Inde i kontoret blev der skrabet med en stol, og gamle Schlenk spurte grætten:

sBea, Bea — hvad er det for et Fandens spek- takkel? Skar du ruderne ud?»

sHolme er saa ubeskrivelig ækkell> raabte Bea tilbage. — «Han fornærmer mig!»

Schlenk brummed noget, som de ikke kunde høre. Holme begyndte at plukke glasskaarene op.

«Frøken Bea!» — sa han. — «I et par aars tid har De været farlig, ar De viste Dem her i butiken. Skal De nu begynde at bli livsfarlig?»

<De kan bare la være med Deres uforskammet- heder, saa skal jeg vist ikke bli farlig for Dem. Men det siger jeg Dem, at dersom De en eneste gang til tar Dem den frihed at være morsom paa min bekostning, saa skal jeg eftertrykkelig nok la Dem vide, hvem Dé er, og hvem jeg>

Hun gik frysende hen til komtordøren, aabned den helt, vendte sig atter mod Holme og vedblev med høj røst:

«De maa ikke tro det, at fordi om De har været her i forretningen, siden den blev zabnet, De derfor skal ha lov til at opføre Dem, som De lyster, De skulde i det hele tat ikke lægge an paa at gjøre andre latterlige, De, hvis hele person er en stor latterlighed. Ved De kanske ikke, at Deres hode ser

[41]

ud som en potet, man har skaaret midt over? Nu ved De det, — De væmmelige menneske!»

Hun forsvandt ind i kontoret og smældte døren i efter sig. En stund hørte de hende tale derinde, højt og livlig. Gamle Schlenk brummed lidt i først ningen, men blev snart bragt til taushed.

I butiken var det længe stilt. Holme stod, hvid i ansigtet og stiv som en støtte, foran det knuste spejl og knytted haanden over glasstumperne, han hadde tat op. Frøken Simonsen var purpurrød og gumled konvulsivisk med sammenknebne øjne. Hassel- berg rørte sig ikke i sin krog. Han var blet helt imponeret ved denne mægtige vrede, som hadde været saa skjøn,

Men) saa eksploderte Johansen i latter. Den lignelse med poteten var ham for morsom og fik ham til at glemme, hvad han selv hadde maattet døje. Han faldt ned paa en stol, hvor han stønned og vred sig, som om han var lige ved at opgi aanden.

Holme vendte sig langsomt om.

«Tag Dem i agt, at De ikke revner,» — sa han.

Johansen stopped den silkes lommedug i munden og holdt paa at kvæle sig for at bli herre over latteren. Synet af den forpinte tyksak virked i den grad paa Hasselberg, at han ogsaa fandt det for- nuftigst at trække lommetørklædet frem.

[42]

Saa — Gud ske lov — der slog klokken!

Frøken Simonsen sprat op fra stolen og rev sit tøj ned af væggen. Hun tumled saa underlig med kuften, vendte baade op og ned paa den, før hun kunde finde ærmehullerne.

eHasselberg — gaa ud og sig til gutten, at han sætter lugerne for,» — befalte Holme,

— Frøken Bea hadde snakket hidsigheden af sig i kontoret hos «den gamle». Da hun kom ovenpaa, tænkte hun ikke mere paa sammenstødet med Holme.

Hun gik hen til sin mor, som sad for aabent vindu og halvsov over et broderi.

<Du mor — hvad er det for slags person, den mye betjent, vi har fat?»

Fru Schlenk, en meget fed dame med kort hals og dorske ansigtstræk, spiled øjnene op —

eBetjent — har vi faat en ny betjent?»

Bea slog med nakken og svajed hen over gulvet —:

<Du ved da heller ikke besked om nogen verdens

ting! — Hasselberg — er ikke det et fint navn?» «Sandelig om jeg ved, du.» — Fruen tænkte efter med naslen mellem læberne. — <Néj, for resten —

jeg tror ikke det. Her i byen er der vist ingen bedre familje af det navn.»

Fruen gjorde nogle sting i broderiet og faldt saa tilbage i sin halvsøvn. Bea slentred lidt omkring

[43]

med hænderne paa ryggen, kasted sig ned i en læne- stol og saa ud gjennem vinduet.

Paa en telefontraad sad der et par spurve, som hun maatte le af. De klinte sig saa gemytlig ind til hinanden, næbbedes og stritted saa komisk med fjærene — og vips, der satte de afsted, pilsnart jagende hinanden i ring hen over tagene. Aa, de fugle — de fugle i luftens rige!

Bea la nakken mod stoleryggen og stirred tanke- fuld i loftet. Saa satte hun sig pludselig opret.

«Saa fin og skjær og slank, men saa mandig allige- vell> — sa hun højt. — «Og saa smukke hænder har jeg aldrig set hos noget mandfolk»

Fruen vaagned til —:

cHvad siger du? Smukke hænder — hvem er det, du taler om?»

cAa — jeg snakker bare i søvne.» — Hun la sig ned i stolen igjen og gjæsped. Saa hørte hun, at de lukked i butiken. Hurtig var hun henne ved det aabne vindu og bøjed sig ud.

Gud, hvor han sled med lugerne, den stymper af en gaardsgut! Naa ja, stakkar — han hadde jo tæring og spytted blod og skulde være død om et par aar senest. Huf, saa fælt det maatte være at vide saadant om sig selv! Da blev man vel næsten nødt til at gaa i kirke hver eneste søndag, og det var det værste,

[44]

hun vidste: at gaa i kirke. Hun kunde ikke gjøre for det, men hun kjeded sig saa usigelig i kirken. En langfredag — det var endda i konfirmationsaaret — sovned hun af under lidelseshistorien og faldt i gulvet, og da de kom hjem, blev der for én gangs skyld tale om at gi hende ris, skjønt hun var saa stor, altsaa, at hun straks skulde begynde for præsten. Det var bare det, som frelste hende, at det var langfredag,

Der pilte frøken Simonsen afsted, tynd og ræklet og slidt i klæerne. Hun holdt sig for munden og hosted og harked, som om hun hadde fiat noget siddende. fast i halsen. Og der kom Holme, duk- nakket, kalvebenet og ualmindelig sur at se il. Bea lo — det var vist den «potet», han ikke kunde fordøje! Ja, slig skulde han ha det, den hovne person, der tillod sig at behandle hende, som om hun var en kortskjørtet tøs endnu! Han skulde saa sandelig faa sin varme mad, saa ofte han begyndte paa den vis — og hentyded til saadant, som slet ikke kom ham ved.

Hasselberg — i graa hat, brun frak og — huf da! — sorte hansker. Tænk, sorte hansker! | det hele tat, der var noget — noget — hvad skulde hun kalde det? — noget uelegant, provinsielt over ham noget, der smagte af Lillehammer. Men det

[45]

Fo

stak vel især i klæerne, for vakker var han, stor- artet vakker. Han hadde en nakke, som hun nok kunde ønske at lægge sin arm omkring, og en mund, som det maatte være en slighed at kysse. Naar han bare fik lidt mere sving over sig, et fjongere snit paa dragten og — fremfor alt — andre hansker, saa vilde han ligefrem bli en fremtoning, — en frem- toning, som hun ved Gud vilde gi sig en del af med. Saamæn vilde hun det, ja! Han var jo rigtignok bare handelsbetjent, altsaa, men alligevel — hans ejendommelige, ubevidste, lidt veke skjønhed gjorde hende rent tummelumsk —

Han skulde nok med sporvogn, for han blev staaende og stirred ned gjennem gaden. Bare han nu kunde være saa venlig at opdage hende, saa hun fik hilse godaften til ham! Hun hadde saadan lyst til at bli færdig med begyndelsen. Men nej — i hans uskyldige provinsialist-hjærne ikke en tanke om, at det kunde lønne umagen at se op til de sehlenkske dagligstue- vinduer!

(Ganske rigtig — der prajed han en vogn. Men saa komisk han gjorde det! Som om han generte sig for at ulejlige kusken med at stanse. Og saa klodset han kravled op — og stødte hatten flad, naturligvis!

Naa — der fik han øje paa hende — og hilste.

[46]

&

Gud, for en manér! Som om han vilde kyle hatten ind gjennem vinduet til hende! Hun lo og nikked — han hilste paany — og saa sandelig rødmed han ikke! Rødmed helt op til haaret! Nej — han var virkelig uhyre provinsiel! Men uhyre sød tillige! Hun trak sig indenfor og lo højt.

Fru Schlenk skvat op af sin slummer.

eHvad ler du af?» — spurte hun og skaked med skuldrene, som om hun frøs,

cAa, der var noget pudsigt paa gaden.»

«Jeg tror, du lukker vinduet, Bea. Her trækker koldt nu. — Skal vi være alene iaften ogsaa?»

«Ja — far gaar netop nu. Han skulde spise hos Hagen, sa han. — Bea smældte vinduet i.

cHagen, ja — ved, hvad det vil sige. Iseh!» — Med en antydning til heftighed kasted fruen broderi- sagerne ned i kurven. — «Vil du ikke spille lidt?>

«Nej.» — Bea forlod langsomt stuen og gik ind paa sit værelse,

Fru Schlenk rejste sig, grunded lidt og konfererte med sit guldur. Saa vugged hun hen til sofaen, la puden til rette og strakte sig — hun vilde blunde lidt, til maden kom paa bordet

[47]

III.

Skal du ud iaften ogsa?* spurte fru Dal, Hasselbergs tante, da hun saa, hvordan han skyndte sig at bli færdig med maden.

eJeg har aftalt med Grande, at vi skal paa Tivoli sammen.»

Fra Dahl spildte blødkogt æg paa sin hage og var en stund beskjæftiget med at tørke sig.

«Grande, du?»

«Blias Grande, søn af kjøbmand Grande derhjemme, du husker nok.»

«Ja, jeg husker.» — Fru Dahl knuste med haard haand den tomme æggeskal. — «Jeg kjendte den gamle godt engang — — Aa, ræk mig ræddikerne, Martine,» — bad hun datteren, som sad taus med tom tallerken og lod téen bli kold

Der var stilt en stund, mens fruen tygged ræddiker.

[48]

Da hun hadde gjort det af med et par stykker, spurte hun:

sDen Grande, er ikke han i grunden en daarlig person — sønnen, mener jeg?»

sDet ved jeg intet om,» — skyndte Hasselberg sig.

<Jo, det forholder sig nok saa. Han er en af disse dovne studenter, som ikke gidder læse saapas, at de kan klare en tarvelig eksamen engang — hvad. er det nu, man kalder dem?»

«Det gaar sent med ham, svært sent. Men han er ogsaa sygelig, siger han.»

«Siger han, ja. Sygelighed er saa nem at ta til. Aa nej, det er nok andet, som sinker.» — Fruen jog gaflen gjennem to ansjoser paa én gang. — «Jeg synes ikke, du skulde indlade dig noget videre med ham.»

sDet agter jeg heller ikke. Det vil der næppe være anledning til engang. Han har sin omgangskreds, og hvis jeg faar nogen, saa blir det vel en helt anden. Men vi kjender hinanden lidt fra skolen, Elias og jeg, vi traf hinanden — tilfældigvis —, og saa har han været lidt omkring med mig disse aftener. Det var da pent gjort af ham, synes mig, og langt bedre, end om jeg skulde gaat og tutlet paa egen haand.» — Hasselberg putted sin serviet ind i ringen, saa paa

[49]

uret og lod til at bli urolig. Han vilde ha slut paa dette snak om Grande.

cAa — man kommer da sagtens omkring.» — Fruen skulde ha en tæar té endnu. — «Og jeg tror nok, du kunde fundet en bedre fører end Grande.»

«Jeg er et og tyve aar.»

cJa, du er jo det. Men jeg er din tante, som skal ha lidt opsyn med dig — din far gir mig paalæg og atter paalæg —»

eKjender ham i det stykke. Han vilde gjerne ha mig under opsyn, til jeg blev femti.»

<Naa ja, Ivar, du faar gjøre, som du vil. Under min kommando staar du jo ikke, og i grunden ikke under din fars heller. Jeg vilde bare sige dig dette om Grande, for at du ikke skulde la det komme til noget egentligt venskab med ham — — Ja, Martine — du faar ta af bordet i aften — Olea fik gaa ud il sin mor, som er blet syg. Vel bekommel»

— Hasselberg skyndte sig at bytte snip, dusched sig med eau de Lubin og fik det blaa tørklæ til at stikke saa passelig op af brystlommen. Floshatten hadde et par stygge skrammer — hvor i al verden var de kommet fra?

Den tante Dahl — han likte hende nu bare saa maadelig. Hun var da ikke for intet hans fars søster. Hun hadde adskilligt il fælles med den gamle

[]

grinebider derhjemme: Samme sure syn paa livet, samme skraasikre patentmoral, samme selvgode envished og samme lyst til gnag og præk ved enhver anledning. Men hun var jo lettere at komme ud af det med, betydelig lettere, og saa hadde han den fordel nu, at han uden videre kunde unddra sig gnaget, om der blev for meget af det. I Kristiania var der saamæn nok af dem, som tog imod logerende.

Rimeligt nok, for resten, hans tante ikke likte, at han omgikkes Elias Grande, som efter alt at dømme var et aldeles forlorent subjekt. Ak ja — de hadde været sande alligevel, de stygge rygter, — sørgelig sande. Elias var forandret, totalt forandret — en helt anden, ikke spor igjen af den gamle. Nu haaned han og spytted ad alt det, han i sin første ungdom hadde glødet for. Han var i sumpen allerede, helt op til halsen stak han i den groveste rangel og al anden vederstyggelighed, som han ikke brød sig om at skjule engang. Tværtimod — han frased om, at sligt levesæt var det eneste, et fornuftigt menneske kunde slaa sig paa. Alt dette, som man blev narret til at tro paa gjennem skole og opdragelse — det var bare humbug og løgn altsammen. Jo — han var grundig omkalfatret, Elias Grande! Du forbarmende — hvordan kunde sligt gaa til? Hvad hadde bevirket det? Studemterlivet, kanske — det ubundne liv i

[51]

denne by, som vist hadde mange slemme skavanker? Ja, Hasselberg hadde faat mistanke om, at studenter- livet nok ikke var fuldt saa skjønt, som det var frit. (Gjennem Grande var han blet kjendt med flere studenter og hadde anstrængt sig for at faa greje paa dem og deres liv. Deres anskuelser og hele aandelige habitus forfærded ham, og det liv, de førte — ja, han saa ikke rettere, end at det var rangel og dill, dill og rangel, med lidt brødstudium i ny og næ. Var studenterlivet saadan helt igjennem — eller som regel —, saa hadde han ganske vist ikke tabt stort ved at gaa glip af det.

Det blev et haardt stød for Hasselberg at finde sin beundrede helt saa ynkelig reduceret. Han kjendte det, som om noget knækkedes i ham ved den op- dagelse, og han vilde fluksens trække sig tilbage. Men det var ikke saa let gjort, for Grande holdt fast paa ham, holdt overmaade godt fast paa ham. Og det gik jo ikke an at være ligefrem uhøllig mod den, man saadan hadde opsøgt, — saa meget mindre, som Grande modererte sig baade i den ene og den anden henseende, da han skjønte, at de voldsomme udtryk og den grove rangel bød Hasselberg imod. Han modererte sig i saadan grad, at Hasselberg til dels hadde for- nøjet sig lidt sammen med ham — og nu skulde de altsaa ud at fornøje sig aften ogsaa. Men dermed

[52]

slut! Der maatte findes et paaskud til at gjøre ende paa denne omgang. Tante Dahl behøved saamæn ikke at frygte for, at den skulde bli fast. For resten hadde tante Dahl intet med at stikke næsen op i hans omgang og øvrige anliggender. Han fik lære hende af med det.

De forbistrede skrammer, som ikke vilde væk, hvor meget han saa gned! Børsten var daarlig, saa altfor myg — om han gik ind og bad Martine laane sig den kjække lille, hun hadde liggende paa sit sybord?

Huf nej, Martine! Uden ord, bare ved at hugge øjnene i ham vilde hun saa spørge, hvordan det egentlig hang sammen med de skrammer i den nye hat. Hun var mu saadan, Martine, at han formelig hadde skræk for hende, — sæ alvorlig, kold og stræng, saa haard i sine domme, skjønt saa karrig paa ord. Hun var «vakt», rent fanatisk religiøs, fuld af foragt for alt, hvad der smagte af denne verden. Endnu hadde han ikke set saa meget som skyggen af et smil paa hendes blege ansigt, og om hun bare klipped en traad over eller satte en tallerken paa bordet, saa blev det gjort saadan, som om det ogsaa skulde være en forberedelse til det næste liv. Tre-fre dissentersamfund hadde hun været medlem af, og der

[53]

var virkelig al grund til frygt for, at hun vilde drive det til hallelvjapige tilslut.

Dette var endnu værre end med den gamle der- hjemme. Ti rigtignok prækte han langt mer end Martine, men saa overanstrængte han sig dog ikke med at leve bogstavelig efter sit haarde forsagelsens præk. Saaledes vilde han bestandig ha god mad, ja sommetider lidt god drikke ogsaa. Martine derimod — hun gjorde virkelig sit liv til en pønitense, saa vidt det stod i hendes magt, — og det var over al maade fælt, naar sværmeriet blev drevet til den grad. Fælt — og sørgeligt tillige. Han hadde skræk for Martine, men han syntes ogsaa saa inderlig synd i hende. Og ikke kunde han forstaa, hvordan hun var henfaldt til saadant. At hun, saa ung og vakker og uden nogen særlig tyngsel paa samvittigheden — det trodde han bestemt, — at hun vilde kaste sit liv væk paa denne maade, saadan rent paa det uvisse, om han turde sige — det gik virkelig over hans forstand. Og at et ungt blod kunde holde ud aar efter aar. med denne evige pønitense, kunde finde sig vel i disse bodssalmers ild, i disse kvalmende skyer af snak, som vælted ned fra prækestolene, — snak, snak, atter og atter, om det samme, det samme og det samme op igjen —!

Naa — enhver sin lyst. Men jamen var det kjedeligt,

+

[54]

so

at Martine skulde være saa aldeles umulig. Hadde hun været, som unge piger vel var flest: Livsglad og munter og med interesser for det, som var smukt og godt og glædeligt paa denne side graven ogs, hvor hyggeligt kunde de da ikke havt det sammen! Han skulde med glæde ha holdt sig hjemme hver eneste aften, om hun hadde ønsket det. Men mu maatte han ud, for han kunde da tilforladelig ikke sidde og sture bort de dejlige, lune høstaftener paa værelset, de hadde git ham til gaarden, — et mørkt og noksaa uhyggeligt værelse med en umaadelig høj, kalket murstensvæg bent imod samt udsigt til en hoben skidne tage og sodede skorstenspiber. Og i stuen var det ham ikke muligt at bli længer end højst nødvendigt — skjønt han i grunden hadde saadan lyst til at sidde og se paa sin kusines blege, smale ansigt, som var saa vakkert, især i profil, og paa det sorte, blanke haaret, som ingen tvang kunde hindre i at kruse sig saa fint ved tindingerne. Men at sidde og glo, bare glo, — med den prækelystne tante paa den ene side og hendes mer end ordknappe datter paa den anden — nej, det var der da ikke mening i!

Saa — nu fik hatten være, som den var. Han gad ikke staa læliger og stræve.

«God aften, dal — raabte han i forbigaaende

[55]

st

ind i stuen, hvortil der stod aabent. Da han var halvvejs nede i trappen, kom hans tante ud i entré- døren —:

<Aa, Ivar — du husker vel paa, naar du kommer hjem, at det er i tredie etage, vi bor. Fru Steffen- sen nedenunder klaged over, at der hadde været saadan alarm paa deres dør inat af én, som vilde ind, men siden gik en trappe højere op. — God fornøjelse»

Hun forsvandt og lukked saa stilt efter sig, som om hun vilde foregaa med godt eksempel. Hm — hun kunde samæn være ganske behændig til at komme med det, tante Dahl.

— — Stud. med. Elias Grande bodde paa en kvist i nærheden af den katolske kirke. Værelset gik an, men det var rædsomt at komme til: Gjennem en lav, drønende porthvælving, over en gæardsplads, hvor der var gyselig brolægning og fæl stank, opad et par smale, næsten lodrette trapper med aargam- mel ophobning af alt. det, som skiddent fodtøj hadde lagt igjen efter sig, samt endelig paa maa-faa langt indover et loft, hvor der selv midt paa dagen ruged et saadant mørke, at man maatte famle sig frem for ikke at tørne mod snore med vask til tørring eller gamle kasser og andet skrammel. Nær man saa lykkelig og vel var kommet ben til en væg, hadde

(

[56]

man at føle sig for paa denne væg, til man fandt en dør, hvorefter man undertiden som endeligt resul- tat hadde det held at træffe Grande hjemme.

Hasselberg hadde ikke det held denne gang. Der kom intet svar paa hans banken. Saa rusked han i døren og dundred ordentlig paa — kanske fyren laa og sov, det gjorde han jo saa ofte. Ikke en lyd indenfor. Jo, for resten — var det aligevel ikke noget, som rørte sig derinde? Ny dundren — og grav- stilhed paa Grandes hybel

Hvad var nu det for noget? Aftalen lød jo paa, at de skulde træffes heroppe paa kvisten og begynde aftenen med en øl for Elias's regning. Hade den fyr kanske faat noget bedre i udsigt, og var han saa uden videre gaat fra den tidligere bestemmelse? Det kunde kanske ligne ham. Paalidelig var han vist ikke.

Hasselberg stod lidt og tænkte over, hvad han mu skulde gjøre. Gaa hjem? Det var vist det retteste, men kjedeligt vilde det være, siden han nu engang hadde bestemt sig for lidt moro iaften ogsaa. Der- hjemme var der jo ingen verdens ting at ta sig til! Desuden skulde denne aftens moro været som et slags afslutning, og han syntes nok, han maatte ha den med ogsaa.

Da hans øjne hadde vænnet sig lidt til mørket

[57]

deroppe paa tørreloftet, opdaged han en lap papir, som var stukket fast i dørsprækken. Han tog lap- pen, stavred sig frem til midt under det lille tag- vindu, hvor en svag lysning faldt ind gjennem støv og spindelvæ, og læste med besvær:

«Kommer kanske paa aftalt sted, men ikke før halv elleve.»

Nia — det var da noget. Ti, halv elleve — det syntes ham for resten et svært sent tidspunkt at begynde en liden gemytlighed paa. Men Grande kunde jo rigtignok sove bort saa meget af dagen, som han lysted, og han tog naturligvis bare hensyn til sig selv

For den sags skyld — han maatte saamæn gjerne la være at komme, den Elias — der var nu slet ingen ære ved at være sammen med ham. Det gik vel an at faa sig en hyggelig aften uden ham ogsaa, naar man hadde lidt mynt i lommen. Elias var saa alligevel ikke den, som satte sig i udgift for at skabe hygge.

Hasselberg skyndte sig ned, saa fort det lod sig gjøre. Det skulde samæn bli en stund, før han ulejliged sig hid til dette sjofle sted, hvor man resikerte baade liv og lemmer og var ved at forgaa af ond lugt!

— Der var mange mennesker i Tivoli, men ikke

[58]

det spor morsomt iaften, syntes Hasselberg. Selv den flotte franske sangerinde, som ikke hadde stort mere paa sig end en smule korset og et par arm- baand, og som brugte sig slig, at man saa nogen- lunde kunde følge med i teksten, om man end ikke forstod stort af den — selv. hende fandt han ikke morsom, skjønt bifaldet vælted som en orkan ind over hende. Han syntes, hun var ligetil væmmelig, som hun stod der, mer end halvnøgen, og vrikked paa sig og understreged pointene. Sligt skulde ikke være tilladt — det var uanstændigt — og Hasselberg. vendte sig bort.

Han kjeded sig næsten, der han sad alene og stured ved sit bord. Den Elias Grande — han kunde gjerne ha umaget sig hid alligevel! Det hadde da i det mindste været nogen at snakke med, og for resten var han ganske morsom ogsta, Elias, især naar han fik lidt i toppen og vendte sin haand mod al verden,» som han udtrykte sig. Men klokken blev ti, og den blev halv elleve — og endnu ingen Elias

Hasselberg forlangte en toddy. Mens han vented paa den, kom Elias. Han var rød og varm og lidt i uorden, som om han hadde skyndt sig svært. Det velijente dækslips var glidd helt ned i vesten,

[59]

saa den blasstribede krave gjorde sig stærkt gjæl- dende i tvilsom renhed.

+Gud naad's, hvor du ser grætten ud! Har du kjedet dig saa uhyrlig?»

«Det er ikke videre morsomt at klatre forgjæves opad dine trapper og saa bagefter sidde her og kukkelure mutters alene.»

éNej vist! Du far undskylde.» — Grande pusted langt ud, haled slipset op og fik det hægtet fast paa messingknappen, som holdt snippen. — «Men der kom noget i vejen, som jeg umulig kunde for- udse. Pst — opvarter! En ditto til mig!»

Hasselberg kunde nok ha lyst til at vide, hvad der var kommet i vejen. Men han gad ikke spørge. Han sad bare tvær og taated paa en cigar, som brændte ynkelig skjævt.

Grande rejste sig og saa ud over publikum, nikked skjødesløst i en retning og hilste høflig i en anden. Sta satte han sig igjen, med armene frem over bor- det, og stirred Hasselberg ind i ansigtet —:

«Du er da ikke en gut, at du furter for slig en bagatel? Naa — giv mig da som tegn paa tilgivelse en stinkador. Og naar du det har gjort, saa træk i største hast de fæle begravelseshansker af — man maa jo ta dig for en seminarist mindst.»

Hasselberg likte paa ingen mulig maade Elias

[]

jaften. Det med hanskerne kunde endda passere, men fyren var ligesom saa hoven i næsten alt, hvad han sa. Og forsøgte han en morsomhed, faldt den svært tarvelig ud. Han lod til at være slap og udaset. Samtalen gik rent i staa. Grande tømte hurtig sit glas og forlangte et nyt

Henne ved orkestret sad der et lystigt selskab! Sekssyv flotte unge herrer, som hele aftenen igjen- nem hadde holdt stort leven, til forargelse for mange af de omkringsiddende. Der blev hvisket temmelig højlydt om <bohémer> og «velklædt pøbel» og sskandaløs. opførsel», og et værdigt ægtepar, som hadde tre unge døtre med sig, brød op fra sit bord. med krænkede miner og flytted sig saa langt bort, at de ikke kunde høre de morsomheder, som blev git til bedste af de oprømte unge herrer. Disse fortsatte, uden at la sig anfægte hverken af det ene eller det andet, med sin højrøstede. lystighed, som ofte var lige ved at udarte til offentlig forstyrrelse.

En politifuldmægtig hadde ufravendt selskabet i kikkerten og nærmed sig mer og mer, men synlig benauet og uvillig til aktiv optræden. Tilslut maatte han dog skride ind, da det virkelig blev til offent- lig forstyrrelse. En «salonkomiker», som allerede hadde kjedet tidligere paa aftenen, kunde ikke komme til orde for den larm, de unge herrer rejste.

[61]

Indignerede <hys!» fra alle kanter hadde ingen virkning. Med en noget vaklende holdning tiltalte politi- manden fredsforstyrrerne, af hvilke flere lod til at være hans personlige venner. Der blev en længere parlamentering, som komikeren benytted til at faa afiret en visestump, hvorpaa han forsvandt under en tynd applaus, som enkelte, særlig. indignerede, forgjæves søgte at hale ud til en fremkaldelse.

«Kjender du dem derhenne?» — spurte Hasselberg. og pegte paa det lystige selskab.

Grande vaagned af sin døs, vendte henover

'<Nogle af dem. Den lille rødsprængte, som holder paa at drukne i sin høje snip, er kopist Myhre i finansen. Han skal være presset til opsigelse nu fra den første formedelst sine meriters. skyld. Hans sidemand, den vakre, blonde fyr med skjægget, er kandidat Foss, som ikke har faat post endnu, men bruger tre-fire hundrede om maaneden alligevel. Naar man er søn af en rig amtmand, kan jo ssadant gaa til en tid. Han som sidder saa melankolisk og ding- ler paa stolen med hatten ned i øjnene — ja, ham kjender du vel

<Hvor skulde jeg kjende mennesket fra?»

«Kjære — det er jo unge Schlenk, helten fra

[62]

Kurland, den flotteste af de flotte, søn af din principal og fuldmægtig hos sin far.»

«Saa? Han har ikke været i forretningen, siden jeg kom der.»

cDet vil jeg tro. Han driver det svært stærkt med at feriere. En bra fyr for resten, men lidt af en skrue. Han er adskillig berømt udi staden, blandt andet af den grund, at han har nyt slips hver dag og nye benklær hver ottende. — De andre kjender jeg ikke personlig, men det er et par løjtnanter, en literat og en kunstmaler Schytt. Den sidste er netop kommet hjem fra Tyskland med udpræget ansats til delirium.>

(Grande satte i sig resten af nummer to og fore- slog nok én —

«For Pokker — her sidder jeg og kjender mig saa død som en sild i en stegepande — og stort mere

ikke at opdage hos dig. Siger du én?» cAa ja — til at slutte med.»

Hasselberg saa med forundring og uvilje hen paa selskabet, hvis medlemmer han netop hadde frat oplysninger om. At folk som disse kunde more sig med saadant fjas og spektakkel, — more sig med at vække forargelse! — Der var blet ufred i lejren De fleste vilde gaa, men et par vilde bli trods <politiets overgreb». Kunstmaleren. svor højt og

liv er der di

[63]

dyrt paa, at han ikke rørte sig af stolen, før han hadde faat «noget kølende». Saa blev det da til at de skiltes. Kunstmaleren og kopist Myhre, som ogsaa i høj grad syntes at behøve «noget kjølende», blev siddende, mens de andre med larm brød sig vej frem mellem stole og borde, tvære tilskuere og travle opvartere.

Unge Schlenk sakked agterud, som det syntes med forsæt, saa god tid gav han sig med at slaa frakkekraven op og faa en cigaret tændt. Da de andre var forsvundet, stak han afsted i modsat ret- ning og kom lige forbi det bord, hvor Hasselberg og Grande sad

<God aften!» — sa Grande og. holdt sin stok frem som stængsel.

<God aften, god aften!» — Schlenk stansed og gav hand. — «Saa De lever endnu?»

«Saavidt. Sommeren har været slem.»

eDe har opholdt Dem i byen?»

sJa — ikke alle kan rejse til Schweisz. Det var jo der, De rekreerte Dem denne gang?»

«Baade der og i Tyrol. Men jeg likte mig ikke paa noget af stederne. Fjælde og fjældluft har vi sgu langt bedre herhjemme, og sol i op- og ned- gang er mu ikke af mine sværmerier.»

Han gik nogle skridt bortover og saa mod

[64]

udgangen, om nogen af selskabet skulde komme for at hente ham. Da det ikke skedde, kom han hen igjen

<De fulde fyre lader heldigvis til at ha glemt mig — og de to deroppe har smør i øjnene. Jeg synes, det er lidt for tidligt at gaa hjem, og dersom jeg ikke generer, tør jeg maaske sætte mig et øje blik

(Grande præsenterte

<Handelsfuldmægtig Schlenk — hr. Hasselberg, ogsa ved handelen.»

Hasselberg gjorde et dybt buk. Han skjønte straks, at det var for dybt, og blev usikker. Sehlenk hilste venlig igjen med en liden begyndelse til et smil.

(Grande rykked klods ind paa handelsfoldmægtigen og begyndte med hviskende stemme ligesom at afgi en længere beretning. Schlenk gjorde nu og da et spørsmaal, men syntes for øvrig svært uinteresseret Hasselberg damped af sin cigar og anstilled betragt- ninger over denne «foresatte», hvis tilværelse han hidindtil ikke hadde anet.

Unge Schlenk var ikke egentlig nogen tiltalende fremtoning. Han hadde et magert, langagtigt, mar- keret ansigt, som man vel maatte ha kaldt smukt, om det ikke hadde været som overstadd med smaa, blanke, blaarøde pletter. Især i tindingerne og

[65]

omkring næsen sad dette skjæmmende. udslæt i tæt vrimmel og gav ham et næsten spedalsk udseende: Øjnene laa dybt under bryn, som var mistænkelig stærke, næsen sprang kjækt frem med fin krumning, og en mørk, omhyggelig plejet moustache hjalp en del paa den lidt for korte overlæbe.

I klædragt viste den unge mand et lapseri, som var den rene naragtighed. Snit, stofvalg og dristige farvemodsætninger danned et saare. opsigtsvækkende, men lidet heldigt ensemble, som blev endnu uheldigere ved den fuldstændige mangel paa «figur». I slipset hadde han en ejendommelig naal med en krans af smaa, blinkende stene, og de brandgule hansker, som sad revnefærdig stramt paa de lange, smale hænder, viste aftryk af mange ringe. Hasselberg hadde aldrig set et saa udmajet mandfolk og fik ikke store tanker om personen.

Endelig blev Grande færdig med sine hviskende meddelelser og skyndte sig at indhente, hvad han hadde forsømt af glasset. Schlenk vendte sig om mod Hasselberg og spurte, ligesom pligtmæsi

«Saa De er i forretning? Hvor — om jeg tør spørge?»

<Hos G. F. Schlenk, Storgaden.»

<Nej, virkelig!» — sa Schlenk, saa passelig over

[66]

rasket, — «Er det Dem, som er kommet efter Brun! — Hvordan liker De Dem?» <Jo — godt»

Schlenk. kunde ikke finde noget mer at snakke om. Han saa paa Hasselberg, som for at be om undskyldning — et par ejendommelige øjne hos ham ogsaa! Men ganske anderledes end søsterens: Blide og venlige, men samtidig saa sløve, med et opgit, næsten hjælpeløst. udtryk, — et par underlig bestik- kende øjne. Hasselberg følte med ét som en vaag- nende sympati, en tvil om, at det var den rette mening, han saa snart og saa let hadde gjort sig op om dette pyntede menneske. Kanske fyren var bedre og dybere, end man saadan i en snarhed an- satte ham til — der var noget i de øjne, som pir- ked haardt ved éns antipati. — Men jamen saa han mu lej ud ogsaa, slig som han sad der i sin pynt og seg sammen med hagen paa brystet, som om foshatten var ham for tung!

Kopist Myhre og kunstmaler Schytt, som var blet færdig med «det kjølende», kom bautende henover, arm i arm. Kopisten, som paa et vist stadium hadde den evne at kunne improvisere, med fri benyttelse af mer eller mindre kjendte strofer, stansed, da han fik øje paa Schlenk, og sa med patos

[67]

<Hvem er han, hin blege ridder uden spor af glød i øjet? Han, som fuld paa stolen sidder, kaster op paa stivetøjet?»

Sehlenk rejste sig hurtig —:

<Huf — lad os komme væk fra dem der! Nu er det jo straks slut ogsaa!» — Han skyndte sig mod udgangen.

Hasselberg var ikke sen om at følge eksemplet Grande hadde en del at tylle i sig endnu.

De stod lidt og vented paa ham udenfor porten, men Elias kom ikke.

«Vi kan vist gjerne spare os,» — sa Schlenk. — «Han har sandsynligvis slaat sig sammen med de to deliranter til et noksaa passende kløverblad. Lad os vandre!»

De gik nogle skridt. Saa stansed Schlenk og stødte stokken mod stenene

<Den, som nu hadde et sted, hvor man gjerne

vilde gaa hen!» — sa han. — «Eller bare et sted, hvor man gad gaa hen, uden at det var nødvendigt at gaa did netop! Naa — i mangel af et saadant

sted faar man gaa hjem og lægge sig.» Hasselberg funderte lidt paa, om den anden behaged i at spille komedie for ham. Men nej — han

[68]

fik ikke til at tro det, han fik slet ikke til at tro det. Der var noget saa vederhæftigt ved fyrens slaphed — og Hasselberg kjendte mer og mer sympati for sin ledsager. Han var vist ulykkelig, denne pyntede fyr, — kanske pynten nærmest skulde være som en spot over egen elendighed —

eDe er ny i byen?» — spurte Schlenk, da taus- heden blev trykkende.

«Jeg kom for omtrent fjorten dage siden.»

«Fra — landet?»

«Fra Lillehammer.»

sLillehammer, na.» — Sehlenk trak frakken godt sammen og skridted fort ud. Om en stund begyndte han igjen: «De var i forretning der ogsta?»

<Nej da — det var jeg ikke.» — Hasselberg be tænkte sig lidt, og saa' fortsatte han resolut: «Jeg har aldrig bestilt noget egentligt — og i de sidste to aar absolut ingenting.»

sSaa-aa? Det er ganske godt gjort. — De blev kjed af det, altsta?»

'eMer end kjed — for længe siden. Men det var først, da far vilde ha mig paa kontor med 25 kroner om maaneden, at jeg tog mig sammen og brød.»

«Brød —?>

Ja, det blev jo til brudd, — paa det nærmeste, da. Far vilde ha mig gaaende derhjemme — og mindst

[69]

af alt vilde han slippe mig hid til Kristiania. Han er saa underlig, far, — saa gammeldags og egen.»

eHm! Gammeldagse fædre og moderne sønner, Kjævl i lange baner og brudd tilslut — det er jo et kurant tema i vore dage.»

cAa, jeg tror ikke, jeg er udpræget moderne, netop. Man har holdt mig saa hermetisk forvaret. Bare i smug har jeg kunnet tilegne mig noget af det, som danner et moderne menneske. Jeg ved og kjender i grunden ikke stort mere, end hvad man lærer i en latinskole — og det blir man vel ikke moderne af.»

eHar De gaat latinskolen?»

eJa, helt igjennem — jeg skulde nemlig bli stu- dent. Men saa fik far betænkeligheder i sidste øje- blik — og jeg tog ikke eksamen engang. — Jeg blev gaende og slænge, fordi der ikke var noget at finde, som passed for mig.»

Schlenk stansed —:

«Og nu sælger De traad og maaler lærred hos G. F. Schlenk, Storgaden! Er det noget?>

eDet er meget! Jeg er min egen — er hjemmefra — kan puste. Og desuden — her er der vel, hvad stilling man end indehar, bedre anledning til at — ja, til at bli noget»

[]

Au, au — har De den syge! Er det digter, De skal bli, eller skuespiller — hvad?»

<De misforstaar mig — jeg udtrykker mig kanske daarlig. Jeg mener bare: Anledning til at tilegne sig det, som er fremme — komme saa nogenlunde

> paa højde med tiden — være med.»

eNaa, saadan! Ja — kanske. Men for Deres ved- kommende, altsaa — ja, det maatte da bli i fristun- der. I butiken blir det næppe. Der er ingen der, som kan siges at være «paa højden» — det skulde da være Johansen.»

Han lo lidt, med en kort, haard brystlyd. Has selberg angred saa smaa paa, at han hadde git efter for sin trang til aabenhjærtighed.

&Det hører vist til sjældenhederne, at nogen tar en butikpost med det for øje,» — vedblev Schlenk. — «Unge mand — De er vist svært idéelt anlagt. Men det er farligt at være idéelt anlagt — man kan bli ynkelig brændt. Na — guderne befalet!»

<De læser vel gjerne?» — spurte han, da de hadde gaat en stund i taushed.

sJeg glær mig til at begynde. Jeg har været under meget stræng censur.»

sVil De laane bøger uden noget slags bryderi, saa henvend Dem bare til mig. Jeg har en hel bunke, af alle slags, især norske — man bør jo støtte det

[71]

nationale. Enkelte har jeg set i, andre er ikke skaaret op engang. De kjeder mig — uden und- tagelse — siden jeg slugte Paul de Kock i skole- dagene?

<Paul de Kock —?»

«Ja — ham bør De nu foreløbig ikke lægge Dem efter. Han er for den modnere alder.»

Hasselberg blev stødt. Ikke moden til at læse, hvad andre hadde slugt og sandsynligvis fordøjet ogsaa i skoledagene allerede! Saamæn om han vilde traske halve byen igjennem for at snakke med denne fyr, som ansaa ham for et saadant pattebamn!

«Skal De opover her?» — spurte Schlenk, da Hasselberg stansed og bød godnat

«Jeg er allerede gaat meget for langt. Jeg bor nemlig øverst oppe i Welhavens gade —»

<Øverst i Welhavens gade —?» gjentog Schlenk, ligesom lidt overrasket.

Ja — hos en enkefru Dahl —»

Schlenk vendte sig helt om mod ham —

<Fru Dahl — enke efter en toldbetjent?»

«Netop. Hun er min tante.»

«Saaaaa — er hun det! — Ja, for resten — det kommer jo ikke mig ved, hvor De bor — uden for saa vidt som man bør kjende sine folks adresse.»

[72]

<Jeg har opgit min adresse for Deres far,» — sa Hasselberg, lidt stødt igjen

<Naa ja — det har De naturligvis. Undskyld da! — God aften!»

Hasselberg var ikke videre fornøjet med aftenen. En knap moro — det vilde han rigtignok sige. Der var saamæn intet i vejen for, at han imorgen kunde møde i butiken med klart hode og blanke øjne — saa for sta vidt var det jo heldigt, at det blev saa knapt. Og desuden hadde han truffet unge Schlenk, altsaa, hvilket han ligeledes var tilbøjelig til at anse som et held. Det vilde ha været ganske anderledes, om han først hadde truffet ham i forretningen —

En underlig fyr, den Schlenk! Efter alt at dømme en daarlig person, en svært daarlig person, — dag- r og pengesløser og udhaler i stor stil, slap og lej og ødelagt, grundig mærket af det liv, han hadde git sig i vold. Men alligevel — Hasselberg kunde ikke la være at betragte ham med sympati, — for en ganske ordinær ranglefant var han mu vist ikke, unge Schlenk. Den naragtig udpyntede fyr var uden

il ulykkelig, kanske ulykkeligere, end nogen aned — og Hasselberg fik lyst til at bli godt kjendt med ham, faa ordentlig greje paa denne ejendommelige frem- toning. Men noget egentligt bekjendtskabsforhold kunde der vel aldrig bli mellem dem, mellem

[73]

fuldmægtigen og betjenten — der var liden udsigt til det Naa — i grunden var vel ikke et saadant forhold noget at tragte efter heller. Ti de uheldige egen- skaber og tilbøjeligheder, som Schlenk uden tvil hadde til overmaal, kunde kanske smitte lidt af — og Hassel berg vilde ikke, at der skulde komme stygge rygter hjemover om hans Kristianialiv

Han pilte opover til sit logi, fik døren aabnet og lukket saa stilt som mulig og listed paa taa op til tredie etage.

— Setlenk blev staaende lidt paa et hjørne og saa nedover gaden, uden hensigt og uden at se andet end de lange rader af lygter, ud fra hvilke der stod som en os af lysglans under den mørke, regn- tunge himmel. Han tænkte paa, hvilket underligt træf det dog var, at hans fars nye betjent bodde hos fru Dahl — og var en fætter af Martine. Om han skulde benytte sig af det træf?

Denne naive fyr med hjærtet paa læberne, denne idealist i en kortevareforretning — han hadde gjort et ganske gunstigt indtryk ved dette flygtige møde. Men kanske han alligevel, maar alt kom til alt, var akkurat saa umulig, som slige Guds ord fra landet plejed være. Naa, han fik være, som han vilde — det gik da nok an at gi sig lidt af med ham og faa i stand et slags bekjendtskab med saapas

[74]

omgang, at det lod sig gjøre at besøge ham nu og da. Og meget vilde jo være vundet bare ved at komme indenfor døren hos fru Dahl. Scblenk blev næsten enig med sig selv om, at han vilde benytte sig af det underlige træf.

Vundet! At han kunde tænke paa sligt endnu! At han gad anstrænge sig! For der var da imtet at vinde, — det var saa haabløst, saa absolut haab- Jøst i enhver henseende. Naa — kjærligheden hadde kværket fornuften igjen for et øjeblik, men fornuf- ten skulde nu alligevel sejre tilslut. Ti han vidste jo saa uhyggelig sikkert, at denne Kjærlighed ikke kunde lede til noget. Den vilde bare bli den for- holdsvis smukke afslutning paa en bane, som hadde været andet end smuk, det skulde være vist, — den vilde bli paa samme tid et sonoffer og en straf for det, der var forbrudt — af ham selv og andre. Ja, af andre, især af andre, — hans haabløse Kjærlighed vilde bli en straf for, hvad der var forbrudt"af: andre — saadan var det. Og anderledes kunde det aldrig bli — han fik se sandheden i øjne og ikke gi sig af med narrestreger. Han var en tosk, som stod her og grubliserte, — som stod her i dusk- regnet uden paraply i stedet for at gaa hjem og lægge sig. Han var en tosk, som for et øjeblik

[75]

kunde glemme, hvem han var! — Hurtig tog han til bens ned gjennem byen

Det undred ham lidt, at det lyste i dagligstuen saa sent. Det var vel Bea, som sad oppe igjen. Hun, som tidligere sov titolv timer i træk og endda var søvnig om dagen, hun hadde i senere tid git sig til at sidde oppe langt ud over nat og læse i nogle ilde medfarne bøger af et my- stisk udseende. Hvad det var for bøger, vidste han ikke, for hun gjemte dem altid bort, naar der kom nogen, men de maatte være meget spændende, siden de kunde holde Bea vaagen. Ja, ja — den Bea, ja! Den Bea ogsaa!

Naturligvis — gadedøren skulde ha nykker iaften som altid. Den laas blev nu ikke smurt, før nogen hadde knækket et par fingre paa den.

Mens han kared med laasen, kom der nogen henad fortoget, stansed lige bag ham og slog paraplyen nåd. Schlenk vendte sig om og saa sin far.

De stod et øjeblik tause overfor hinanden. Saa brast unge Sehlenk i latter

eLuk op!» — sa den gamle. — «Jeg skal ind.»

cJeg ogsaa, begribeligvis. Man er jo i den alder, at man holder nat hjemme hos sig selv. — Vær saa artig!»

Uden at mæle et ord mere gik gamle Schlenk ind,

[76]

steg hurtig opad trappen, hvor der brændte et gasblus med halv famme, — fik tøjet af sig i en fart og forsvandt ind over gangen, mens unge Schlenk endnu mased med at faa døren stængt. Endelig blev han færdig, drog sig ovenpsa, hængte fra sig, slukked gasen og gik ind i stuen.

(Ganske rigtig — Bea sad derinde, alene, midt i sofaen, med to lamper tændt. Men iaften læste hun. e. Rød i kinderne og med rynket pande holdt hun paa med noget skriveri, som syntes at volde hende hovedbrudd. Hun.laa tungt mod bordet med arme og overkrop og slikked sig livlig om munden, mens hun langsomt og skrabende førte pennen henover et af de første blade i en tyk, ny bog med stive perme. Det var saavidt, at hun hadde tid til at se op, da hendes bror Kom ind.

Han drev lidt omkring og plystred sagte. Bea holdt op med at skrive, tog sig til hodet og tygged paa penneskaftet,

<Forstyrrer jeg?»

Bea svarte ikke, men tygged væk uden at ta øjnene fra. papiret.

<Hvad er det for slags forfatterskab, du har slaat dig paa?» — Han kom hen til bordet,

<Det er ikke noget for dig.» — Bea la træk- papiret over,

[77]

[

slkke det, na. Han slentred over gulvet og tog en avis, som laa uaabnet paa pianostolen.

<Gaa ind og læg dig!» — sa Bea. — «Du trænger vist at sove.»

sAa ja — — God nat da!» — Han gik mod døren.

<Du Albert!> — Bea trykked penneskaftet mod hagen og satte et uskyldigt ansigt op. — «Har du været i forretningen de sidste dage?»

«Nej. Hvorfor spør du om det?»

<Aa, det var for — ja, det kan være det samme, hvad det var for.» — Hun jog pennen ned i blæk- huset og skrev nogle ord. Albert saa et øjeblik lidt forundret hen paa hende og gik

Bea blev ved at skrive, med lange ophold mens hun tænkte. Det gik svært trægt for hende — der var overstrygninger, klatter og alskens kloreri hele siden nedover. Men hun kilte paa, — hun vilde skrive lidt om denne vakre fyr i butiken og om det indtryk, han hadde gjort paa hende. Og hun skrev og strøg ud og klatted nok en side fremover — mens hun blev hedere og hedere i kinderne,

Saa kom der noget, hun slet ikke kunde faa til, som hun vilde ha det, hvor mange gange hun end skrev det om. Hun hev pennen og la sig bagover i sofaen. Huf, at det skulde være saa vanskeligt at skrive ned sine tanker paa en skikkelig maade! At

[78]

ord og sætninger bestandig skulde lægge sig saa intrikat paa tværke, at man ikke kunde faa dem til at udtrykke, hvad man vilde ha frem! — Saadan gik det, naar man i halvæarsvis ikke gad sætte pen til papir.

Men sandelig om hun vilde gi sig! Natten var lang, og hun hadde saa fast bestemt sig paa at føre dagbog fra idag. Hun fik fat i pennen og gav sig til paa en frisk

Det gik endnu dæarligere end før, ti nu begyndte hun at bli svært søvnig. Da hun hadde strævet sammen en kort stump, stod hun aldeles fas og gav sig ærgerlig til at læse igjennem det lille, hun hadde skaanet Det var bare tøv og sludder altsammen, rigtig pære- wrøvl uden sammenhæng og mening —!

Hun blev flyvende sint og streged over det hele, paa kryds og tværs. Saamæn om hun vilde føre dagbog, næar det skulde koste sligt stræv! — Da de tykke streger ikke tilstrækkelig kunde betegne hendes foragt for, hvad hun nys hadde syslet med, skvætted hun blæk udover, klat i klat, og lukked derpaa bogen haardt igjen, saa den sorte vædske pibled ud mellem bladene.

Da det var gjort, kjendte hun sig rolig, rejste sig, stak sin dagbog under armen, slukked den ene lampe og tog den anden med sig ud

[79]

IV.

Jeg bryr mig ikke om at snakke mer med Dem!» — Frøken Simonsen var saa opbragt, at hun skalv i maalet. — «De vil ikke ta imod fornuft!»

«Der er ikke fornuft i det, De siger,» — svarte Holme, rolig snøvlende som altid. — «Hvordan kan De for eksempel psastaa —»

<Ti stille, siger jeg! De morer Dem bare med at være ondskabsfuld og uforskammet, men jeg vil ikke tjene som skive. Det er jeg sandelig for god til.»

< Ingen skatter Deres værd som jeg, frøken Simon- sen!» — Han trykked haanden mod brystet og la hodet smægtende paa skakke,

Frøken Simonsen rasled med bladene i en protokol, hun hadde paa pulten foran sig. Hun var rød i toppen og mimred med de tynde læber.

«De føler Dem da vel ikke fornærmet?» — spurte Holme

[]

«Det burde jeg i grunden være. Men jeg ved jo, at De altid blir saa ækkel og krakilsk henimod aften. — De kan vel ikke gjøre for det.»

«De taler sandere, end De selv ved om. Jeg er jo pebersvend — og vi pebersvende har det værst om aftenen.»

Frøken Simonsen tog hastig fat paa dagens budget. Holme satte sig, fik pennekniven frem og begyndte med neglepuds, som var hans stadige sysselsættelse i ledige. stunder.

Siden klokken seks hadde de to ført et overmaade livligt skjænderi om, hvorvidt det gik an for anstændige damer at besøge Bazarhallen og lignende steder uden mandlig ledsagelse. Frøken Simonsen, som var ivrig tilhænger af <kvindesagen» og yderst ømtaalig overfor enhver fornægtelse af, hvad hun ansaa for kvindens ret, hævded med stor styrke og ilter tungeraphed, at saadant selvfølgelig gik an. Mod denne anskuelse og i det hele tat mod kvindens krav paa «ligestillethed» drog Holme til felts med en bornerthed saa kolossal, at en mere koldblodig modstander straks vilde ha indset, hvordan han bare disputerte for at disputere. Men frøken Simonsen blev sprættende sint, og i synlig glæde over dette resultat rutted Holme mer og mer med bornerte synsmaader og vældige fordømmelses- domme. Kom der nogen ind i butiken, stansed -

[81]

skjænderiet for at bryde løs igjen, saa snart døren hadde lukket sig efter den bortgaaende.

Holme og frøken Simonsen gav hinanden smaafinter hele dagen igjennem, og det var næsten undtagelsesfri regel, at de kom op i stort skjænderi om aftenen, naar trafiken stilned af. Holme fandt altid paa noget, som kunde bringe den pripne frøken i harnisk. Dette stadige mundhuggeri var i længden saa ulideligt at høre paa, at Hasselberg ofte i sit stille sind ønsked de stridende parter flere slags medfart. Selv for Johansens massive flegma blev det undertiden for drøjt. Den fede unge mand bused da ud med en overhaands fyndig anmodning om at gjøre sig færdige engang, saa der kunde bli udholdeligt i butiken, — og naar en szadan anmodning fremkom, blev der som regel stilt for den aften. Men det var sjælden, at Johansen tog sig sammen til saadan optræden. Døsig og indolent sad han henne i trappen, hvor han slog sig ned, saa snart han ikke hadde noget at bestille, — tygged cachou, nelliker og smaa pebermyntekager om hver- andre og syntes ikke engang at høre skjænderiet

cJeg er saa vant til det,» — ytred han en gang, da han og Hasselberg hadde sagen paa bane. — har de nu holdt paa hver eneste kvæld omtrent, siden jeg kom her. Gud maa vide, hvordan de orker! — Den som bare var et andet sted! Men der er

[82]

jo altid saa meget rend baade hid og did, naar man skal skifte, saa jeg tror, jeg foreløbig holder mig rolig i dette hul.»

Det var paa sjette aaret nu, siden Johansen første gang tog denne «foreløbige» bestemmelse. Hasselberg følte sikkert, at saa længe vilde ikke han kunne holde ud i <hullet». Han begyndte allerede saa smaat at gaa træt og befinde sig uvel ved sin stilling, men det — trodde han — kom vel især af, at butiken var saa fæl og hans kolleger saa ufordragelige. Det var ganske vist i og for sig en lidet lystelig skjæbne at skulle haandtere metermasl og saks bag en krambod- disk, naar man var opvokset og uddannet med universitetsvejen for øje, — men kanske den skjæbne alligevel ikke vilde slide saa særdeles paa éns humør, hvis man bare kom et sted hen, hvor man kunde snu sig og trække pusten frit og — fremfor alt — hadde lidt hyggeligere omgang. Her var det virkelig saa fælt, at hver dag blev en plage, som man bare stunded efter at faa ende paa.

Men der var jo ikke tale om at skifte endnu. Et aar mindst maatte han vel holde ud — og være glad til —, før han kunde begynde at se sig om efter noget andet og bedre. Butikposter med saapas løn, at man kunde leve af den, hang saamæn ikke paa kviste for den, som var ganske fersk bag en

[83]

isk — det hadde han jo erfaring for. Og nogen anden rimelig maade at erhverve sit livsophold paa end ved at staa i butik kunde han ikke øjne endnu, skjønt han stadig studerte rubriken «ledige tjenester» i alle de aviser, han kom over.

— Det hadde været en travl dag. Der var koghedt i butiken nu om aftenerne, siden de var begyndt at brænde gasen. Johansen glinsed som en smørfjerding henne i sin trap. Hasselberg laa slap og udaset hen øver disken og længtes bare efter at komme ud af denne bagerovn. Han gad ikke løfte saa meget pra sig engang, at han kunde se paa uret —

Gud ske lov — der ramled den ældgamle Nårn- berger inde i kontoret! Hasselberg før i tøjet og gav knubbede ord til en tyk jente, som kom hæs- blæsende i sidste øjeblik og skulde ha hægter.

Aa — for en nydelse at aande i den velsignet kjølige aftenluft! Han vilde ikke ta med sporvogn, men gaa hjemover, ganske langsomt, nydende hvert aandedrag, — kanske stikke indom et eller andet sted og drikke en halv øl, for han var saa tørst. Der var aldrig tale om øl hjemme hos tante Dahl — bare kaffeskvælp og tynd té og opblandet mælk og andet saadant, som passed i et saa gudfrygtigt hus. Han kunde vel ikke bli boende længe hos tame alligevel, skjønt han gjerne undte hende de penge —

[84]

hun hadde det vist trangt, stakkar. Men hun var virkelig saa sur, at hun rynked paa næsen og gjorde kruseduller, bare man bad om noget sta uskyldigt som at faa hentet en halv øl.

Naturligvis maatte han lægge vejen om Karl Johan — dér var altid saa yrende fuldt af folk paa denne tid. Opover og nedover, fra Slotsbakken til Kirkegaden, gled de i tætte stimer, som fyldte for- togene langs de høje huse, — snakkende, spøgende og leende, saa selv en fattig stakkar, der ingen hadde at snakke med og svært lidet at være glad over, kunde komme i rigtig godt humør ved dette summende sus aflivsglæde omkring én. Han likte Karl Johan paa denne tid af døgnet, men ikke om mid- dagene, naar musiken spilled, — for da kjendte han sig saa sat udenfor, da fik ikke han noget godt af det hele. Da maatte han skynde sig hjemover, det bedste han kunde, sluge maden og nøje sig med nogle faa drag, af den kjære pibe, for det gjaldt om at være tilbage i butiken paa minuttet, og han hadde bare en time at gjøre med. Naar han da fra sin plads bag paa sporvognen saa alle disse lykkelige mennesker: De som slentred frem og tilbage paa den glatte asfalt, tilfredse og oprømte, — de som gjorde sig det mageligt paa bænkene, mens de mønstre den brogede strøm af spaserende, — og de endelig,

[85]

som spilled domino eller læste aviser ved vin- duerne i «Grand», med ølsejdler og vinglas foran sig paa marmorbordene — da hændte det jo, at han blev baade tungsindig og bitter, fordi han selv skulde være stedbarn her i verden. Graat i graat, pinsomt hadde hans liv været derhjemme, — graat og indestængt og uhyggeligt var det nu ogsta, og stort bedre blev det kanske ikke paa lange tider endnu — mens dage la sig sammen til aar, og ungdommen svandt. Han kunde komme i yderst elendigt humør, naar han fra spor- vognen, som førte ham fra og til den mørke butiken, saa opover Karl Johan, hvor høstsolen skinned blank og varm over de mange, mange, som nød livet og hadde det saa langt bedre end han.

Ogsaa til andre tider hændte det, at mismodet slog en haard klo i ham, saa han bare gik og tutled i butiken, uden at gjøre spor af gagn, mens det stod paa. Pludselig og uforvarende, uden særlig aarsag, kunde det komme over ham. Men saa husked han, hvad han netop var sluppet bort fra, og strammed sig op til at finde det hyggeligt og bra i alle maader, slig som han nu hadde det. Og fremtiden — pyt san, ikke tænke paa fremtiden! Bare la det staa til!

. Han var kommet et stykke opover Karl Johan, da han kjendte bogen, han hadde i lommen, — bogen,

som han skulde bytte i lejebiblioteket i Kongens

[86]

gade. Saa vendte han da om og skyndte sig ned- over, for han maatte ha fat i en ny. Af gammel vane fik han ikke sove før midnat, og det var fælt at ligge saa længe og glo paa det skrækkelige oljetryk af Jesus i Getsemane, som hans tante hadde hængt op slig, at det glinste bent imod ham, naar han var i seng.

Han læste adskillig nu udover kvældene, under- tiden til klokken to-tre om natten, saa hans tante hadde slaat paa, at han fik holde sig petroleum selv. Hver anden dag mindst var han nedom i Kongens gade og hented noget nyt hos den stramme, højtidelige frøken, som saa i den grad ovenfra nedad paa ham gjennem lorgnetten, at han i begyndelsen næsten ikke turde ulejlige hende med at undersøge, om det eller det nummer var hjemme. Men senere blev hun noksaå forekommende og la til side de bøger, han især vilde ha, saa snart de kom ind, — og bind efter bind. slugte han, fornemmelig al den moderne literatur, som hadde været ham saa strængt forbudt derhjemme.

Naa — saadan var det altsaa, livet. Saadan arted det sig, som jag og tummel i lidenskab og attraa. Slig en vældig kamp var det, en alles krig mod alle, med sejr for enkelte og nederlag for mange. Saa megen ondskab og slethed var der paa alle hold, saa frodig grodde lasten i det mørke, man ikke vilde fjærne.

[87]

Saa tungt laa sneversyn og gamle fordomme over menneskenes samfund, — forkvaklende de fleste fra først af og knusende de enkelte, som rejste sig i trods mod alt det hævdvundne, tyngende, indsnørende. Saadan var det, livet, — saa forvirret, sønderrevet, trøstesløst, stygt

Det blev smaat med den glæde, han hadde ventet sig af disse bøger, som der hadde staat forherligelsens larm om, og hvis ry var gaat viden om land, — svært smaat. Det var en bitter lærdom, de gav ham, de bøger, — saa bitter, at han krymped sig ved at ta imod den. Det hændte ofte, naar han la en bog bort, at han følte sig saa benauet, saa grusomt pluk- ket — de bøger fik ham til at fryse. Herregud — saa var jo livet alligevel en jammerlig suppedas, dersom det var saadan, som disse skildringer fortalte! Det blev sagt ham paa en anden maade nu og ud fra et ganske andet synspunkt end hans fars, — men det blev sagt, og sagt af en autoritet, som det var dumt af ham, hjemmefødingen, at sætte sig op imod. Men alligevel — han hadde mangen tvil, som stundom steg. til indigneret protest. Han kunde ikke, vilde ikke tro paa alt dette, han læste. Livet maatte være bedre, det kunde ikke være saadan, saa bagvendt i alle maader, saa armt paa godt og skjønt og alt andet,

som skulde gi det værd. Han vilde ikke slippe sin e

[88]

tro paa, at det kunde lønne sig — og lømne sig herlig — at leve. Skulde han nogensinde svigte den tro, saa maatte livet selv lære ham, at den var falsk. Literaturen magted det ikke,

Og han blev ved at læse, skjønt han var lej af det allerede, — blev ved i trods.

Frøkenen i lejebiblioteket laa paa knæ foran en af de nederste hylder og grov ind mellem nogle gamle bøger, som saa svært uappetitlige ud. Hun hadde møje med at læse de halvt udviskede og over- smudsede numre paa ryglapperne, for det var saa mørkt derhenne i krogen

Bøjet frem over disken med de mange indtørrede blækklatter stod frøken Beate Scblenk og læste i en gammel føljetonroman, mens hun vented. Da Hassel berg kom ind, retted hun sig op, hilste venlig og møn- stred ham i et hurtigt blik. Saa la hun sig ugenert ned mod disken igjen, med hoften mod dens øverste kant og hvilende sig paa den ene albu, — tog kata- logen og bladed frem og tilbage. Det ene ben strakte hun lidt ud fra sig, saa den trange kjole strammed over knæet, opover og nedover, og foden kom til- syne til lidt. ovenfor skoen.

Hun var nydelig iaften, kjæk i flunkende ny, stramt siddende og yderst elegant høståragt.Hasselberg saa beundrende paa hende en

isk og rødmusset og svært

[89]

stund, indtil han mødte hendes øjne over katalogen — da vendte han sig bort. De store, blanke øjne hadde git ham et langt, kjælent, forunderlig eggende blik.

Han blev med ét saa blussende varm. Huf — for en temperatur! Der var vist lagt i ovnen. Og for en usund atmosfære! De tusener af gamle bøger fyldte værelset med muggen lugt, og fra et lidet bord for enden af disken kom der slig en ækkel, sødlig duft fra en del smaa parfumeflasker, sæbestykker, lugteposer og lignende, som var udstillet der til salg. Han hadde aldrig kjendt det saa kvalmt derinde som iaften — og skjænked sig et glas vand af en mælkehvid karaffel, som stod til afbenyttelse. paa en hylde,

eNej, desværre — den er ikke hjemme» — Frøkenen rejste sig henne | krogen og slog støvet af sin kjole. — «Der staar vel ikke kryds ved den?»

Jo, der stod kryds

«Saa er den stjaalet. Det hænder, at man stjæler fra os — især saadanne bøger.»

Bea nævnte hurtig et andet nummer.

eHvad er det for én?» — Den aldrende frøken retted paa lorgnetten og gik langsomt hen til reolerne. ved den modsatte væg. Bea satte mærke ved numret og holdt katalogen frem, for at den anden selv kunde læse titlen.

[]

eNaa — den!» — Frøkenen trak øjenbrynene op og fik et mer end almindelig stramt udtryk i sit lange ansigt. Efter nogen søgen fandt hun bogen og holdt den spørgende løftet mellem to fingre. Den var fæl at se til, fedtet og filet, sa den næsten ikke hang sammen, og med løsrevne blade stikkende frem i mængdevis. Bea rynked lidt paa næsen, men erklærte efter kort betænkning, at hun ikke lod sig afskrække. Bogen blev pakket ind i avispapir og overgit til hende med en halvt spøgende anmodning om at be- handle den pent. Beg lo, stak bogen under armen, gik hen til det lille bord og begyndte at rode i en del gratulationskort, som laa der i en æske.

Det tog lidt tid med Hasselberg, for der var ikke lagt af nogen bog til ham iaften. Endelig blev han færdig, og frøkenen noterte numret i sin protokol,

«Skal det være ét?> — spurte hun over til Bea, som fremdeles søgte mellem kortene.

<Néj, jeg finder ikke noget, jeg synes om.»

Jeg har bedre udvalg her.» — Frøkenen trak frem en skufre.

<Tak, det kan være til en anden gang.» — Bea gik hurtig ud gjennem døren, som Hasselberg netop hadde faat op,

Den gamle frøken rynked panden og stirred, stram og stiv, efter de bortgaaende, uden at besvare det

[91]

buk, som Hasselberg uvilkaarlig gjorde lidt ærbødigere end vanlig

«For en mumie — det menneske derindel» — Bea lo imod ham med hodet paa skjæve og overlæben trukket højt op, saa den stærke tandrække blottedes i al sin hvidhed. — «Jeg kan ikke udstaa hende.»

<Hun er svært højtidelig.»

<Rigtig en gammel jomfrusnærpe! Mærkelig, at hun er — saa godt assorteret.?

Bea kneb det ene øje lidt sammen og saa med et skøjeragtigt smil paa sin ledsager. Han gjengjældte ikke hendes blik, men stirred ret frem for sig opover gaden

De gik lidt, uden at tale og meget langsomt. Bea var lattertrængt og stræved med at holde sig alvorlig, Den unge mand forekom hende saa komisk, som han gik der, bly som en ung pige, taus og synlig trykket af situationen. Hun kom i tanker om, hvilket kosteligt ansigt han vilde sætte op, i fald hun tillod sig en eller anden kaadhed her midt paa gaden, om hun for eksempel pludselig kyssed ham paa øret, hvad hun hadde stor lyst til, eller bare tog ham under armen og trak afsted med ham, — og hun mæatte bide sig i læben for ikke at le højt

<Det er smukt vejr iaften,» — så hun endelig

<Ja — udmærket.»

[92]

Bea blev frygtelig forpint igjen af latter. Hun vendte sig helt bort og saa efter en vogn, som kjørte forbi, mens hun skar ansigter og tygged saa haardt paa underlæben, at hun fik taarer i øjnene. Sandelig. maatte hun styre sig! For det vilde vel være at skræmme manden fra sans og samling, om hun lo af ham, saa han mærked det. Saa fik hun da bugt med latteren, og de gik videre, langsommere og langsom- mere, Det var Bea, som sakked af, mens hun spekulerte paa, hvordan hun burde gribe sagen an for at dra fordel af dette møde. Med spas og fjas og skjælmeri Kom hun nok ingen vej i dette tilfælde.

<Slige høstaftener er dejlige at spasere i,» — sa hun. — <lsær paa fæstningen er det dejligt, synes jeg, da, — sæ stilt og fredeligt og vakkert og friskt. Men det er ikke morsomt at spasere alene — for en dame.»

Hun gik nu med bøjet hode og nedslagne øjne og saa alvorlig, næsten lidt dyster ud. Hasselberg, som endnu ikke helt hadde forvundet virkningen af det ejendommelige blik, hun gav ham i biblioteket, kjendte sig tryggere, — og desuden var det jo pligt at være galant mod damer.

«Hvis De ønsker det, skal jeg gjerne følge Dem,> — sa han

[93]

<Takl> — Hun smilte til ham, lidt træt og yderst taknemmelig.

De vendte om og gik nedover til fæstningen. Bea fik efterhaanden en slags samtale | gang. Hun slog ind i en helt anden tone nu, — fjas og latter var som strøget af hende. Hun begyndte at tale om Tteratur og gik derfra over til andet, som hun trodde kunde interessere Hasselberg. Han var svært forbeholden, sa næsten intet, uden naar han ligefrem blev spurt, og gav da saa korte og tørre svar, at hun ganske bestemt skulde blet yderst fornærmet, om en anden hadde vist hende saadan ligegyldighed. Men hun vilde ikke bli fornærmet nu, vilde ikke gi tabt overfor denne underlige fyr, som interesserte hende i høj grad, — som hun hadde tænkt saa meget paa, siden hun saa ham første gang i butiken, ja som hun ligefrem var forelsket i. Hans haard- nakkede tilbagetrukkethed egged hende bare rigtig op. Sta sandt som hun hedte Beate Schlenk — hun skulde faa ham ud af skallet, fa ham did, hvor hun vilde ha ham!

De satte sig paa en bænk, — paa hver sin ende af bænken. Hun var saa nær eksploderet i latter, da hun saa, hvor stor han gjorde afstanden mellem dem. Men straks blev hun alvorlig igjen og begyndte med ordrig begejstring at snakke om, hvor smukt

[94]

det var dernede paa fæstningen slig en stille høst- aften: De gamle trær med lidt gulnet løv, aften- skjæret langt ude i horisonten og gjenskinnet i den blanke fjord, Oskarshals hvide mure mod den mørke skog, de mange lys, som blinked frem oppe i Eke- bergaasen —

Hasselberg sa ikke et muk og gav ikke med en mine til kjende, at han var af samme mening. Bea blev irriteret og holdt brat inde med sit snak. Mage til tværhed skulde man aldrig ha set, og der maatte da være maade med uhøflighed ogsaa!

sKanske De sværmer ikke for naturen, De?» — spurte hun spidst.

cAa jo, det gjør jeg nok. Men aldrig med saa mange ord?

Se, se — han kunde saamæn svare, naar han vilde! Bea blev rød og sint, hidsigheden holdt paa at løbe af med hende. Et øjeblik tænkte hun paa at rejse sig og gaa sin vej fra den tølper, uden at sige farvel engang, — og der var flammende vrede i det blik, hun gav ham. Men blikket blev hængende ved hans ansigt — og hun betvang sig. Store ver- den, hvor vakker var han ikke, — med den høje pande, de troskyldige barneøjne, den lige næse og den første skygge af dun over den fint skaarne mund! Ja, den mund — de læber, de tænder — og

[95]

on

den bittelile brune, føjelsagtige flæk lige i ratiden af underlæben! — Ganske og aldeles betvang hun sin hidsighed

<De er spydig;» — sa hun og vendte sig bon

sUndskyld — det var ikke med hensigt. Men naturens. skjønhed staar sig ikke paa at bli gjengit i ord — og det var det, jeg mente.»

Der blev en lang taushed. Bea sad hele tiden bortvendt, og Hasselberg syntes, som om hun sukked et par gange. Han skotted undertiden bortover for at se udtrykket i hendes ansigt, men den bred skyggede hat var sax aldeles i vejen.

Han begyndte at kjende anger, fordi han hadde været saa tvær og umeddelsom — og nu hadde han kanske ovenikjøbet fornærmet hende med den spy- dighed, som alligevel ikke var kommet saa ganske uforvarende. Han blev sint paa sig selv. Bevares vel, for en dumrian han var! At bli saa latterlig opskræmt, fordi hun saa lidt underlig og langt paa ham med de øjne, som nu engang var blet saa mærkelige af naturen! At bilde sig ind, at hun — frøken Schlenk — en dame, en virkelig dame — skulde ha den svageste tanke for sligt noget, som han syntes at læse sig til i det lange blik, og som hadde skræmt ham — det var et toskeri saa stort, at en bondetamp ikke vilde ha gjort sig skyldig i

[96]

det! Ja, værre end toskeri — det var en fornær- melse, en grov krænkelse, som fordred afbigt!

Og han gjorde hende afbigt i sit stille sind. Hun var vist bra i alle maader — han vilde ikke, hadde ikke lov til at tro andet. Hvordan i al verden var han dog kommet til at tænke ufordel- agtig om hende?

Naa — er var to aarsager, altsza. Først øjnene,

disse. kjælne, befølende øjne. Men hun kunde da, sandt for dyden, ikke gjøre for, at hun hadde saadanne øjne! Og han kjendte hende jo altfor lidet til at vide, om hun overfor ham «brugte» dem, saadan i mindre god betydning. Det gjorde hun vist ikke — hvad bevæggrund skulde hun vel ha til at <bruge» sine øjne paa ham, en ubetydelig fyr, en handelsbetjent!

Saa var der jo desuden det, at hun fra første stund hadde vist slig udpræget interesse for ham, den ubetydelige og underordnede, yngstemand i hendes fars forretning. Hun hadde næsten været lidt brydsom, syntes han, under sine. hyppige besøg. i butiken. Frøken Simonsen og Holme var begyndt at skose ham saa smaat for hans hjærteknusende evne. Men denne hendes opførsel behøved, ret beset, ikke at stille hende i noget uheldigt lys. Tværtimod — den kunde tydes til hendes fordel,

[97]

Kanske hun gjennem sin far var blet underrettet om, hvor trist og glædeløst han maatte leve der- hjemme, og hun saa hadde fattet interesse og del- tagelse for ham. Eller kanske hun vidste alligevel, uden saadan meddelelse, at han hadde været og til dels endnu var ulykkelig, — kanske hun saa det udenpaa ham. De øjne kunde sagtens være gode for at opdage noget af hvert!

Ja, saadan hang det uden tvil sammen. Og han hadde git hende skam for tak! Han hadde været styg mod hende i tankerne, ligefrem besudlet hende! Aa — foret skarn han var! Men det skulde bli anderledes, — han vilde gjengjælde venlighed med venlighed og ikke oftere mistyde hendes øjne. Hvor maatte ikke hans kulde ha været stødende, hvor maatte han ikke — lange mandfolk, som han var — forekommet hende latterlig ved sin barnagtige forvirring og sin evige rødmen! Men ikke hadde hun trukket sig tilbage, og ikke hadde hun ledd ham ud — og det viste da tydelig nok, hvilket godt menneske hun var. Han hadde saamæn al grund til at skamme sig! Til sin undskyldning kunde han bare anføre, at han aldrig hadde kjendt andre unge damer end sin fuglebrystede. kusine Jørgine hjemme paa Lille- hammer, men hun var nu i enhver henseende for det rene nul at regne.

[98]

Naar bare Bea vilde se paa ham igjen og begynde at snakke! Tausheden blev saa pinlig, saa pinlig, — han vred sig formelig paa bænken. Gjerne skulde han selv ha indledet en samtale, men han kunde ikke finde paa en begyndelse, som der var mening i, og ræd var han for at komme med noget dumt, som kanske vilde gjøre galt værre. Han vented og vented og saa uafladelig hen paa den bredskyggede hat, hvis svære, lyse fjær bølged ved hvert vind- pust.

Endelig vendte Bea sig om og tog bogen, som hun hadde lagt fra sig

<De liker vist ikke mig» — sa hun, uden at se op.

sKjære — hvor kan De tro det?» — Han var saa tilintetgjort, at han næsten ikke kunde faa ord før sig.

<Aa, det har jeg da grund til.» — Hun pakked bogen bedre ind i avispapiret og skued trist frem for sig. — «For resten overrasker det mig ikke. Jeg er vant til, at folk ikke liker mig. Man finder mig kaad og ubetænksom og smaapigeagtig — og jeg ved ikke hvad. Men saadan er jeg nu engang — og kan ikke være anderledes. — Skal vi gaa nu? Det begynder at bli kjøligt, synes jeg.»

Hun rejste sig, uden at vente paa svar.

[99]

Hasselberg følte sig som en forbryder og vilde gjøre und- skyldning for den antagelse, han hadde bibragt hende. Men antagelsen var saa vel motiveret, desværre, at han ikke vidste, hvordan han skulde belægge sine ord for at gi dem virkning i modsat retning.

Hun rev ham ud af det stræv, hans tanker var kommet ind i, ved pludselig at stanse og ta ham i

<Sig mig oprigtig — er jeg saa meget utækkeligere end andre unge damer, De kjender?» — spurte hun.

«Jeg kjender ingen andre unge damer,» — skyndte han sig, glad over at faa anbragt denne sin store undskyldning.

«Slet ingen?»

«Slet ingen. Jeg har været holdt saa urimelig strængt i et pietistisk hjem. Det vilde høres som en fabel, om jeg fortalte, hvor godt man har passet paa mig og holdt mig afsondret fra, snart sagt, al verden. Sligt er — en ulykke, skjønner De vel, — og man bør ikke gaa for strængt i rette med den, som nylig er sluppet bort fra saadant. Man blir ligesom saa fjollet ved slig tvang.»

<Jeg gaar ikke i rette med Dem. — Ulykke — Bea smagte lidt paa ordet. Saa stansed hun pludse- lig, vendte sig helt mod ham og sa med vægt: sJeg har set det paa Dem, at De er ulykkelig!»

[]

— Hun gik hurtig til, saa hun kom lidt foran ham. — «Jeg har set det paa Dem,» — gjentog hun.

Hasselberg kjendte sig mer og mer trykket af den uret, han hadde begaat mod hende. Dersom han endda kunde kommet med en rigtig smuk und- skyldning! Men han følte saa sikkert, at det bare vilde bli vaas, om han forsøgte, — og nu gik hun jo desuden saa hurtig, som om hun vilde løbe fra al yderligere forklaring

Om lidt sagtned hun sin gang. Hun var rød, og øjnene skinned stærkt, saa vidt han kunde se i skumringen og skyggen af den store hat

«De har vel slægtninge og venner her i byen?» — spurte hun, stakaandet og deltagende.

«Af slægtninge bare en tante, som jeg bor hos, og hendes datter, men de er stramme pietister, saa jeg har ikke synderlig hygge af dem. Venner ejer jeg ikke, bare et par bekjendte, som jeg ikke bryr mig om»

<Det maa være trist for Dem, da.»

cAa ja. Men alligevel bedre end hjemme.»

eSkulde De ikke ha lyst til at bli kjendt med en eller anden familje, hvor De kunde komme og hygge Dem, næar De har fri — om søndagene for eksempel?» "

«Det skulde jeg nok. Jeg vil saa gjerne være

[1]

glad med de glade. Men en stadan familje er vel ikke let at finde.»

Kom til os! Jeg kan ikke sige, vi har det saa særdeles hyggeligt, for vi lever temmelig meget paa egen haand allesammen, — men en familje er vi da, med saapas familjeliv, at vi ikke rent glemmer, hvordan det smager.»

«Komme til Dem? Det gaar da vel ikke an — Hasselberg var helt forbløffet

«Gar ikke an!» — Bea lo, — en dæmpet, smuk, venlig latter. — «Jo, det gaar udmærket an! Og lige godt gaar det an, at det er mig, som indbyr Dem. — Jeg skal sige Dem,» — tilføjed hun hurtig, — evi har næsten ingen omgang, i det mindste ingen, som De behøver at genere Dem for. Og hvad os selv angaar — ja, far kjender De jo, han er en overmaade medgjørlig mand og venlig mod alle Mor er saa af og til, men hende behøver De ikke at bry Dem om. Albert vanker for det meste ude, og jeg — in, jeg har altsaa mu indbudt Dem. — Tak for turen!»

De stod udenfor hos Scblenk. Bea gav ham et langt haandtryk og smilte ham ind i ansigtet — og det var ikke frit for, at han kjendte sig lidt utryg igjen ved det haandtryk og det smil. Hvorfor skulde

[2]

haandtrykket være saa langt og smilet saa leflende — eller hvad det nu var?

Begyndte han nu med toskeriet igjen! Han maatte jo være forrykt, som ikke kunde la være med sligt. Var det en fiks idé, han led under — en skrue, som var gaat løs i hodet paa ham? Han fik da sandelig bruge fornuft og ikke la en taabelig indbildning eller et uklart instinkt løbe grassat med sig! — Han præked haardelig for sig selv, mens han skridted bortover til Løveapoteket, gjennem dets gaard og ned i Bazarhallen. Men jamen var det ikke, som om trykket af hendes fingre saå ham i haanden hele tiden — al præken til trods

Der var stopfuldt af folk i den store kjælder, — frygtelig ophedet af gasen og en skodde af tobaksdamp. Røde og svedige sad musikanterne i sit glasbur og kilte løs, saa det dundred og buldred under hvælvingerne. Den trommeslager — han sparte saamæn ikke paa skindet! Og den trompet, som skingred gjennem larmen med infam messinglyd — sligt var jo til at jage folk paa dør med!

Hasselberg mærked pludselig, at han hadde faat hodepine, og han kjendte sig rent tummelumsk der- mede i heden, skvaldret og musikens hurlumhej Men øl vilde han ha, for tørst var han over al maade, og kanske det hjalp lidt for hodepinen og

[3]

svimmelheden ogsaa. Han hev sig ned ved et bord, fik en sejdel og slugte begjærlig den kjølige drik.

Hans tanker begyndte med Bea igjen. Hvor smuk var hun dog ikke! Smuk og gaadefald, skjønt han nu til dels forstod hende. Men bare til dels. En kvindes sjæl var et rigdoms dyb af godt og skjønt, af kostelige skatte. Held den, i hvis lod det faldt at løfte dem!

Nej — han vilde ikke tænke mer paa Ben iaften! Og ikke senere heller, undtagen saadan i ny og næ, som man tænkte paa et menneske, man kjendte lidt og traf engang imellem. Han sta sig omkring efter et eller andet, som kunde fængsle hans opmærk- somhed,

Naa — der var Elias Grande. Henne ved væggen, lige under det store billede af Veslefrik, som spiller paa fele, saa præst og fut og hele sulamitten maa danse dertil — sad Elias, med hatten bag i nakken og hænderne foldet over sin respektable ølmave. Han saa svært trist ud, slig som han sad og glodde ned i sin tomme sejdel. — Hasselberg. hadde ikke lyst til at komme sammen med Elias iaften og vendte ryggen til

Et par borde fra ham sad der en noksaa lurvet person, der saa ud som en forranglet haandværks- svend eller sligt. Han drak øl med to damer og

+

[4]

snakked ivrig med den ene, la sig frem over bordet og skreg hende ind i øret, som han maatte gjøre formedelst den dundrende musik. Den anden dame hældte sig bagover mod stoleryggen og lod øjnene vandre rundt, — et par sorte øjne i et meget blegt ansigt. Hasselberg saa paa hende, indtil deres øjne mødtes.

Naar som helst han saa i den retning, mødte han de sorte øjne, og han kjendte dem paa sig hele tiden. Han blev kjed af dette og gav sig til at nidstirre igjen.

Damen smilte, blinked, tog sit glas, og ganske let, umærkelig for andre, hilste hun med det over til ham, før hun drak. Og de sorte øjne lo,

Han kjendte sig som lynslaat. Alt i salen gynged for hans øjne og gled bort i tage. Saa tog han sig sammen, rejste sig med et sæt og tumled ud.

Hjemover strøg han saa fort, at han var vad af sved, da han stod paa sit værelse. Han kasted sig ned i sofsen, med ansigtet mod puden, og kjendte trang til at græde, uden egentlig at vide hvorfor.

Inde i stuen holdt Martine paa at læse højt Hun læste for sin mor hver aften, — længe, en time mindst. Tør og monoton og plagsom at høre paa lød hendes spinkle stemme ind til ham.

Han gjorde, som han plejed, naar Martine hadde

[5]

plaget ham en stund med læsningen — han holdt hænderne for ørene. En stund sad han slig, sam- menkrøben og tungt pustende. Og det blege ansigt med de sorte øjne dukked frem i mørket, — ansig- tet lyste i sin bleghed, og øjnene lo — frækt ind- bydende —

Han sprang op, fægted med armene og faldt saa ned igjen, — faldt slapt sammen. Om lidt. rejste han sig stilt, satte sig paa sofaarmen og la øret mod væggen — han vilde høre de ord, Martine læste,

[6]

V.

JF Dat stod ved kjøkkenbænken og banked bi

som Hasselberg skulde ha til middag. Til hende og datteren var der noget andet, for det gik jo ikke an at kjøbe meget kjød, mens priserne var som mu, og desuden syntes baade hun selv og Mal bedst om lettere spiser.

Fruens. tørre og meget rynkede ansigt hadde et bistert. udtryk. Det strammed om den indfaldne mund, hver gang hun slog klubben mod kjødstykkerne.

At Martine, som var saa svag og klejn og snar til at bli forkjølet, bestandig skulde være saa lige- gyldig for det lile, hun hadde af helse! Idag var hun saaledes, trods alle formaninger, i den senhøstes Kolde luft gaat til kirke bare i tynd kufte og uden paraply — og nu randt det noksaa betragtelig ned over ruderne, — store, tunge draaber af slud. Det skulde vel bli op igjen historien fra sidste høst med

[7]

sengeliggen i ugevis og gjennemvaagede nætter og en masse penge til doktor og apotek og lang tids skranten bagefter med denne hosten og harken, som var saa ond at høre paa og varsled saa slemt. Det saa næsten ud, som om hun var kjed af livet, Martine, og vilde gjøre, hvad hun kunde, for at faa ende paa det, — men sligt var jo ravruskende galt, naturligvis —

Fru Dahl stansed med bankingen og saa ud gjennem vinduet, om ikke vejret vilde bedage sig lide, til det var slut i kirken. Nej — bare mørke, tykke regnskyer over den stump himmel, hun kunde se, — ikke en rift mellem dem, ikke et glimt af sol. Fruen klasked løs igjen, saa fjælen hopped paa kjøkkenbænken,

Da hun var færdig, satte hun sig og kom i andre tanker. Hun lytted — men ikke en lyd fra Hassel- bergs værelse, skjønt klokken vilde vise halv tolv om nogle minutter. Det var nydeligt at være slig en sovegris — rigtig nydeligt af et ungt menneske, som slet ikke sled med graasten de seks yrkedage! At han ikke brød sig om at søge Guds hus, det var jo slemt nok allerede, men naar han sov bort hele søndag formiddag eller dovned den bort i senge- varmen med en morskabsbog, da blev det ligefrem hedensk. Og saa skulde man holde kaffen varm

[8]

time efter time, indtil det behaged den herre at banke i væggen som tilkjendegivelse af, at han vilde ha frokost!

Naa, for resten — han kunde nok trænge at sove, slig som han laa og læste halve natten igjennem. Det var skrækkeligt, hvordan han ødela sine øjne og forgifted sin sjæl med disse verdslige bøger, som han slugte saa mange af. Kunde hun bare faa ham til at slutte med de bøger og vende sine tanker mod det, som vigtigere var! Men han viste sig uimodtagelig for enhver saadan paavirkning, han kunde bli helt sint og bruge rigtig fæle udtryk, naar hun forsøgte at vække ham til omsorg for sin sjæl. Han var forhærdet endnu, sørgelig forhærdet. Dog — kjærnen i ham var god, og fru Dahl haabed saa sikkert, at den Gud, som var synderes ven, nok vilde blødgjøre det unge hjærte og bøje hans sind mod det, som var ene fornødent

Dette hang til usund læsning og denne haard- makkede ligegyldighed for alt, hvad der hørte Guds rige til — det var for øvrig saa omtrent det eneste uordelagtige, hun hadde at rapportere om ham brevene til hans far. I begyndelsen udtalte hun megen frygt for, at gutten skulde henfalde til rangel og daarligt selskab, men den frygt var nu paa det nærmeste forsvundet. Ti Hasselberg leved meget

[9]

EET

ordentlig — den ros maatte hun gi ham. Han var sjælden ude om kvældene og aldrig længer end til tielleve. Venner hadde han vist ingen af, for der blev ingen nævnt, og ingen kom og spurte efter ham. Elias Grande var der heldigvis slet ikke tale om længer.

Kanske det nu alligevel ikke var saa heldigt, dette, at han leved saa fuldstændig uden kammerater — fruen syntes huske noget om, at saadant ikke altid var heldigt. Derfor hadde hun ogsaa bedt fru Kastevold om at ta med sig sin søn, studenten, naar hun kom i besøg, hvilket hun regelmæssig gjorde hver søndag. Fru Kastevold var enke og fra Dahls bedste veninde. Hendes mand hadde været religiøs boghandler og efterladt hende en vakker slump penge, saa det var nærmest bare for at ha lidt at bestille, hun nu drev det med fæstekontor og kommissions- forretning. Sønnen, som skulde ud at forkynde ordet for de Zuluer, var totalafholdsmand og medlem af ynglingeforeningen og en velsignet ung mand i alle maader — fru Dahl kunde ikke tænke sig nogen bedre omgang for sin brorsøn. Men Hassel- berg hadde straks fattet uvilje mod <hedninge- apostelen», og det eneste resultat af hendes omsorg var blet, at han nu altid gik ud om søndagene til den tid, da fru Kastevold og hendes søn plejed

[]

at indfinde sig. Studenten vedblev nemlig at komme, og fru Dahl syntes at ha mærket, at det hadde han sin private grund for. Herregud, hvilken lykke, om det kunde bli til noget mellem ham og Martine! Om en gammel mor skulde faa opleve at se sit barn saa vel forsørget! For han behøved jo slet ikke at rejse til Zululand, fordi om han tænkte paa det nu. Der var saamæn hedninger nok herhjemme. Og hun burde da sørge lidt for sin fremtid, Martine ogsaa, for Vorherre kunde sandelig la hende leve i mange aar endnu, skjønt hun var sa skral af helse. At drive det med søm, saadan som hun gjorde nu, det var et daarligt og utrygt livserhverv for den, som til sine tider var saa syg og nervøs, at fingrene ikke kunde holde paa en naal. Og dersom hun trodde, at der blev andet at arve end den smule indbo, saa tog hun storligen fejl, — for de to aktie- breve var jo intet at nævne, aller mindst nu, da renten gik ned aar for aar. Men Martine tænkte aldrig paa saadant, og lidet nytted det at tale med hende om den slags verdslige ting. Der var nemlig det kjedelige ved Martine, at hun bed sig fast saa bogstavelig i skriftstederne, — og det om himlens fugle, som ikke samler i lader, kunde være slemt nok at komme forbi.

Fra Dahl rejste sig hastig og gik hen til

[111]

komfyren. Saa — der var kaffekjedlen blet mer end halvkold — Olea hadde glemt at lægge under, maturligvis. Den Olea — hun blev rent umulig nu. snart, slig som hun gik og daased hele dagen og drog sig som et sygt menneske, — hun, som var frisk nok paa leveren for ikke mange uger siden. Gud maatte vide, hvad der gik af hende! Alt muligt glemte hun, og intet fik hun udrettet. Nu hadde hun vist holdt paa en time med at gjøre i stand i sove- værelset, og det lod ikke til, at hun var færdig endnu. Spurte man, hvad der fejled hende, saa sukked hun og slog øjnene ned og «ak»'ed sig, men besked var der ikke at faa

Fruen skrabed gløerne sammen og la et par pinder paa. Saa gik hun stilt gjennem stuen og stak hodet ind ad sovekammerdøren, som var halvt aaben Henne ved vinduet stod Olea med støvekluden i haand og stirred ud i regnet.

Skulde man ha set magen! Den ene af sengene var til og med i uorden endnu. Hun maatte jo være fra sine fem, den tøs! Fruen satte i saa hvast, at Olea gav et skrig og vilde smutte forbi, da det ringte i det samme.

«Nej, bliv her! Og se til at faa det færdigt en- gang!» — Fruen gik selv ud for at aabne. Hvad

[112]

var mu det for en manér, at kime saadan løs en søndag. formiddag?

Der stod en høj, svær fyr i bla regnkappe og støted. sig til trappegelænderet. Han tog let til hatten og spurte, om Hasselberg var hjemme.

Fruen mønstred personen et øjeblik. Han saa nok- saa tarvelig ud, hadde ikke kalosker og var svært sølet paa skoene. Vandet randt af den blan kappe. Fruen følte ingen lyst til at slippe ham ind paa de nyvaskede gulve.

+Jo, han er hjemme, men han ligger endnu. Han sover vist?

<Gjør ikke noget! Vi er saa godt kjendt.” Fyren kom uden videre ind, sjappende i skoene og slængende med kappen, saa det drev af den. Fruen pegte sint paa den dør, han skulde ind ad.

Hvad i al verden var det for et bekjendtskab? Slig en lurvet fyr! Hvem i al verden —?

Grande! Det maatte være Grande! Det kunde ligne ham at se saadan ud. Nu vilde vel den dagdriver og ranglefant ha fat paa Hasselberg igjen. Det var vel ikke saa ligetil at bli kvit slige fyre som Grande, — de holdt nok godt fast paa ethvert bekjendtskab, som de kunde tænke sig at ha nogen fordel af. Men sandelig om hun vilde se den slubbert oftere indenfor

[113]

sine døre! Hun fik sætte staal i Hasselberg, saa han gjorde ordentlig ende paa det bekjendtskab.

Fruen gik ind efter en klud for at tørke op vand. pytterne paa gangen.

Hasselberg. laa paa ryggen og sov blidelig Lampen paa det lile bord ved sengen var brændt helt tør.

Grande gik hen og tog den sovende i næsen —

<Vaagn op, Deres forsovethed! Klokken er tolv straks!»

Hasselberg var vaagen med ét, da han saa, hvem det var.

«Er det dig!»

<Saamæn. Da du synes at ha fattet uovervindelig rædsel for mine trapper, saa faar jeg begynde at komme til dig. For det er da vel ikke meningen, at vi skal slutte med den gjensidig saa behagelige omgang?»

Hasselberg gned sig i øjnene, gabed og var svært ustelt

<Fy dal» — sa han og saa ud paa vejret

sJa — det er en af disse skrækkelige dage, da man fryser tværs igjennem — og holder paa at forgaa af kjedsomheds overmaal.» — Grande hængte fra sig kappen og den gamle hat, som saa miserabel ud i sin gjennemblødte. forfatning. — «Derfor tænkte

[114]

jeg, at vi kunde slaa vore pjalter sammen for at faa dagen til at gaa — i fald du ikke alt har bestemt dig for noget andet, da.>

Nej — det har jeg ikke —»

<— men føler dog ingen lyst til at gaa i kompani med mig. Er du blet saa stor paa det?

«Stor paa det! Du er da ikke dum, at du tror det.»

«Ja hvad Fanden skal jeg egentlig tro? Du viser mig den ære at søge mig op, straks du kommer til byen — jeg tar mig saa faderlig af dig, som det kan ventes af mit store hjærtelag — og saa vil du pludselig ikke vide mer af mig! Du gidder knapt se til den kant, hvor jeg gaar. Sligt tar sig lidt underligt ud, du. Men fordi om jeg nu ikke i klær og sligt er saa nyslaat at skue som din person, saa er jeg da ikke saa sjofel heller, at jeg egentlig kan kom- promittere dig.»

<Du er rent paa vildspor, hvis du for alvor mener, jeg skulde sky dig for klæernes skyld. Men — siden du er begyndt paa dette — jeg tror ikke, vi to kan ha nogen videre hygge af at omgaas. Vi passer ikke sammen.»

<Aa — ved du hvad! Dannelsestrinnet er da saa nogenlunde lige — du gik jo skolen ud. Ingen utidig beskedenhed, kjære ven!»

[115]

i"

Hasselberg trak paa skuldrene uden at svare, Grande proberte en pibe og fandt, at den gik an

<Du tillader vel?» — spurte han og greb ned tobakskoppen. — «En pibe tobak er god for meget, blandt andet kan den være som et slags præservativ mod altfor livlige sindsbevægelser. — Men skynd dig nu at trække dit helligdagsskrud paa! Kanske det blir lidt lettere at snakke fornuft med dig, naar du kommer ud af sengevarmen og faar vasket dig.»

(Grande satte sig i sofaen, tog albumet og betragted de faa billeder, som det indeholdt. Da han var færdig med det, strakte han sig og laa længe uden at noget, med øjnene paa «Jesus i Getsemane». Hasselberg kom ud af sengen og begyndte at gjøre ig i stand,

&Aa — al» — Grande gjæsped og satte sig opret. — «Jeg holder sgu paa at sovne af det kunstværk derhenne. — Hvad er det, du bestiller paa om kvældene mu da? Har du fat nye venner?»

«Nej. Jeg holder mig hjemme og læser.»

eMeget smukt — især hvis det er gode bøger, du læser. Men i længden blir det dog kanske lidt langsomt paa den maade. Det er nu engang ikke godt for mennesket at være alene.»

eDet føler jeg hver dag.»

Men jeg er ikke god nok, altsaa. Vi passer ikke

[116]

sammen — saadan var det jo. Hvorfor ikke, om jeg tør?»

Aa — vi er saa forskjellig interesseret. Hvad du bryr dig om og sætter pris paa, har ikke værd for mig — og omvendt.»

<Du er Fanden saa rask paa det! Et par dage har vi havt lidt omgang, og straks kjender du mig ud og ind, — straks er du kompetent til at lægge mig paa vægtskaal og finde mig for let!>

<Du fortalte jo ganske uforbeholdent, hvad du mener baade om det ene og det andet — og ud- bredte dig uden blusel om dit levnet.»

eDet er da i det mindste et præ ved karakteren, at man ikke gjør sig bedre, end man er?

Grande sad lidt og saa ærgerlig ud, mens han pusted røgen fra sig i skyer saa lange, at de stod tværs over værelset. Saa klasked han et par gange piberøret mod den flade haand

<Du — jeg synes næsten, dette er noget væv fra din side!» — sa han. — <Du er da ikke en af de aller sureste agurker, vil jeg haabe. Hvad er det, som gjør mig saa slet i dine øjne?»

eHele din livsanskuelse.» — Hasselberg stod ved servanten med blottet overkrop og tørked sig. — «Samt det hæslige liv, du fører i overensstemmelse med den.»

[117]

sHaa, haa!» — Grande lo haansk. — «Der staar formelig glorie om dit hvide legeme! Stakkars dig — duer altfor god for den verden, som ligger udenfor Lillehammer. Rejs hjem igjen, paa det at det kan gaa dig godt, og du maa længe leve i uskyldighedsstand!»

<Hvis du bare skal gjøre kommers, saa er det ikke værdt, vi snakker mer om dette.»

<Du far tilgi — det falder svært vanskeligt at ta dig aux serieux. Men lad gaa — jeg sætter mig som alvorlig angrende og yderst andægtig synder ved dine fødder. Siden vi har søndag. idag, saa lad en ordentlig straffepræken suse ned over mig. Gener dig bare ikke! — Naa — ?» spurte han, da Hasselberg intet sa.

«Jeg tror ikke, det lønner sig.>

<Det kan du ha ret i, for jeg sidder godt over- skrævs paa den livsanskuelse, som altsaa er dig en vederstyggelighed. Men alligevel — det kunde jo hænde, du aabned mine øjne til sandheds erkjendelse. Altsaa: Hovedpunkterne for anklagen er — pro primo —?»

<Du bestiller ingenting.»

sJeg føler. ingen forpligtelse til at bestille noget.»

«Dumme fraser >

eNaa ja — det tvistes vi ikke om. Men jeg be

stiller virkelig noget. Jeg studerer medicin.»

[118]

Det gjør du ikke. Du har vel begyndelsen igjen, antar jeg>

«Fejl antagelse, højstærede! Jeg har arbejdet paa laboratoriet, et helt semester næsten. Mit arbejde der bestod vistnok hovedsagelig i at knuse glas og øde- lægge mine klær med syrer og andet djævelskab, men. det var dog arbejde. Desuden har jeg spurt efter en anatomisk lærebog i et par antikvitetsboglader — saa jeg kan trygt sige, jeg er kommet over begyndelsen.»

«Jeg vil ikke snakke mer om de ting» — sa Hasselberg afgjørende.

cJaja, maar du ikke vil, saa —. Synderlig op byggeligt er det jo heller ikke.»

Grande sad lidt og roded mellem bøgerne og de andre gjenstande paa bordet. Han fandt et stykke papir, som paa begge sider og i alle retninger var beskrevet med de tre ord: «Det hvide banner».

Hvad betyr dette? — spurte han og holdt papiret frem. — «eDet hvide banner» — saa mange gange, paa kryds og tværs —? Heroppe i hjørnet er der ogsaa tegnet et banner, som vajer flot for vindene. Hvad betyr dette, du?>

Hasselberg blev lidt rød —

Det er bare noget, jeg sad og kradsed forleden aften.»

Ja, kradsed, ja. Men du tænkte da vist noget

[119]

ved det. Hvorfor netop de tre ord? Der er noget mystisk ved dem. Snak nul Jeg kan se paa dig, at du har noget at meddele.»

sNaa ja — lad mig sige det, da. Du vil natur- ligvis finde det idiotisk, men det faar være det samme, Det var altsaa forleden aften, jeg hadde netop læst ud en bog, en af disse, som gjør mig kvalm og sint. En styg bog, som handled næsten udelukkende om det, der er alfa og omega i saa mange bøger nu for tiden: Det kjønslige, — «vor stærkeste naturdrift», som det jo kaldes, Under form af livsskildringer her fra byen var der dynget sammen ækle scener, med krasse ræsonnementer indimellem, — bare liderlighed fra først til sidst. Og det hele gik ud paa at und- skylde folks liderlighed — nej, paa at forsvare den, paa at vise, hvor dybt den er begrundet i vor matr, og hvor taabeligt, forkjert og uretfærdigt det derfor er, naar menneskene — og da især vi mand- folk — ikke far lov til at være saa liderlige, som vi vil —

Jeg har set og hørt saa meget nu, at jeg vidste, de til dels kunde være sande nok, disse stygge skil- dringer af urent liv. Her er vist megen usædelighed, især blandt ungdommen. Du kunde sagtens levere stof til mange saadanne bøger, baade af dine egne og af andres oplevelser. Og jeg selv har set, hvor

s

[]

frækt den fristende synd byr sig frem, — saa frækt, som den kun tør vove der, hvor fordærvelsen er stor. Sligt er sørgeligt, synes jeg, — sørgeligt og skammeligt og nedværdigende, Ti liderligheden bør kvæles, lige saa vist som den kan kvæles. Kom bare ikke og for- tæl mig, at du og jeg og alle andre er født med lider- lighed som stærkeste naturdrift! Vel er der mange, kanske de fleste, som synder, men det gjør de vel nærmest af slap moral og især fordi anledningen er saa mangfoldig — man snubler jo over den. Det er bare en slump ungdom, for hvem lediggang har været en rod til saare meget ondt — det er bare dem, som er blet saa hjemmevant i skarnet, at de ikke kan leve udenfor det. Dem er ået, som skriger om uretfærdighed, — dem er det, som søger at begrunde og forsvare det, der er en skam og en skandale De syr puder under lasten, disse folk, — og den giftige vranglære, de forkynder — hvor megen skade udretter ikke den!

Dette var det, jeg sad og tænkte paa den aften, da jeg hadde læst den bog, som gjorde mig harm. Jeg fik slig lyst til at slaa dem ned, disse frække talsmænd for kjødets suveræne herskerret! Og jeg følte mig ulykkelig, fordi jeg intet magted. Men hadde jeg været mand for det, saa skulde jeg ogsaa skrevet en bog — og i den bog vilde jeg ha rejst

[121]

kyskhedens hvide banner som samlingsmærke for alle dem, som hadde agtelse for sig selv som menneske, og til krig paa kniven mod den pest, som hærjer samfundet. Til sejer skulde det hvide banner ført os, ti vi vilde ha været i pagt med stærke magter.»

Grande hadde siddet ganske stille hele tiden. Nu rakte han haanden frem

<Pulsen, kjære, — pulsen! Lad mig føle den!»

Hasselberg, som hadde talt sig blussende varm, vendte sig uvillig fra ham og gik hen til vinduet

«Ja, undskyld — men den smagte uhyggelig stærkt af Gaustad, den lange leksen. Gud fader bevar os vel, for et renhedsdelirium! Det er længe, siden jeg hørte saa udpræget barnesnak af voksen mands mund, og det kan ikke falde mig ind at diskutere med dig — du er virkelig altfor fersk til det. For resten behøves det ikke heller. En vakker dag vil din egen natur be- sørge dine dumme teorier tat med glans af dage. Vent bare! Du er da ikke mer end et menneske, du heller.»

Hasselberg vendte sig hidsig mod ham —:

«Ja, det er det, jeg er, og det er det, jeg vil vedbli at være: Menneske! Jeg vil ikke bli, som visse andre: Dyr, — værre end dyr.»

<Du er et fæ — simpelt hen.»

Der blev stilt en stund. Grande trommed mod bordet og damped stærkt, saa røgen lejred sig i

[122]

tykke, bølgende lag under loftet. Af og til skotted han hen paa Hasselberg, som var rød i ansigtet og skyndte sig at bli færdig med paaklædningen.

sl, jeg skønner nok det,» — begyndte Grande, — vat du har lyst til at kaste mig urene dyr paa dør med bestemt paalæg om aldrig mer at vise mig her i dit uskyldspaulun. Men jeg lar mig ikke skræmme af dit brøsige ansigt — jeg er nemlig ganske godt vant til at behandle saadanne barne- sygdomme. Og efter hvad jeg mu har hørt, anser jeg det som pligt at bebyrde dig med min omsorg. Jeg og et par af mine venner driver noget, som vi kalder ortopædisk institut for aandelig rygrads- skjævhed, — til megen velsignelse, tør jeg sige. Det er nok bedst, vi faar dig ogsaa under behandling. Vi skal være moderate med hensyn til kurpenge. — Spiller du kort?»

sNej. Jeg kjender knapt en konge fra en knægt.» — Hasselberg banked efter frokost,

eDer er sligt velsignet tidsfordriv i kortene, saa du maa virkelig lære at bruge dem. Det er snart lært, for resten. Naar du nu har madet dig lidt, saa gaar vi hjem til mig, — jeg sender ekspres til Isberg, som bor lige i nærheden, og vi gir dig en times grundig undervisning i sprøjte, trekantet boston eller et andet let og uskyldigt spil. Tiden gæar saa fort

[123]

ved kortspil, for det er virkelig interessant, især

maar man spiller om penge, — bare for at lægge lidt spænding i det, skjønner du. Vi holder meget lav kurs — én øre eller to pr. point.»

<Jeg har ikke flere penge, end jeg behøver selv.»

«For Fanden — du er noksaa tølperagtig! Tror du kanske, vi vil plyndre dig, — Isberg og jeg?»

sJeg kjender ikke Isberg.»

Grande blev rød og sled i overskjægget. Denne dumme fyr — tog han sig ikke til at være ordentlig uforskammet! Og stædig var han jo over al maade, — rigtig godt indsyltet i bornerte anskuelser. Det blev vist et svare stræv at faa ham saapas omkal- fatret, at man kunde vente sig lidt nytte af ham. Ja, nytte, ja — det var i det hele tat et spørsmaal, om det vilde bli en nogenlunde lønnende geskjæft, selv om det gik med omkalfatringen. Slig en kram: bodrotte tjente vel ikke mer, end at han netop kunde leve af det. Og selv om han fik forstærkning hjemmefra — som nu var tvilsomt —, saa kanske han var saa gnisk og paaholdende, at der blev ingen verdens ting at hole. Han viste sig ikke spendabel, de aftener de tured lidt sammen — han drejed saamæn kronerne adskillige gange, før han lod dem springe. Hm — det var kanske dumt at spilde tiden med at ta imod grovheder af denne renlivede

[124]

dydsåragon. Nu udover høsten kunde der vel være langt mere lønnende foretagender at spekulere i, naar de unge rus kvikned til efter eksamensslappelsen og fik lyst paa at smause lidt i hovedstadslivet, til ilo- sofikum var over —

Døren blev aabnet af Olea, som bragte frokosten, Hun kom langsomt ind, manøvrerte forsigtig med brættet og tog ikke øjnene fra det, før hun hadde lukket efter sig. Da sta hun op — gav et skrig og blev graahvid i ansigtet. Brættet slingred i hendes hænder og gled nedover, som om hun ikke magted at holde det længer. Før Hasselberg kunde komme til, laa det paa gulvet i et røre altsammen — brød og smør, ost og æg, mens kaffen flød udover fra den knuste kande.

Der blev et øjebliks dyb stilhed ovenpaa larmen. Olea stod aldeles stiv og stirred sløvt paa ødelæggelsen ved sine fødder.

sKjære — hvad er det, som fejler Dem?» spurte. Hasselberg.

Olea vaagned til og drog sig baglængs uden at løfte øjnene fra: gulvet. I døren blev hun stanset af fru Dahl, som kom farende med en serviet i haanden

Fru Dahl stod først som forstenet ved det syn, som mødte hende. Saa blev hun blodrød og smurte

[125]

ut

til Olea med servietten, flere gange, over nakken og skuldrene.

<Dit fingerløse kreatur !> — raabte hun, — <Hvor- dan kan det gaa til, at du hiver hele stasen i gulvet? Jeg skal lære dig, jeg — dasekop som du er!» — Et smældende rap af servietten. — «Slig en person narrer folk til at ta sig i tjeneste — og sa kan hun ikke engang bære et bræt ind gjennem en dør! Ja, jeg skal jage dig — vær sikker, mor! Men først skal du smukt faa betale dette her til sidste skilling — det skal du rigtignok, — filletøs!»

<Aa Gud — jeg blev saa syg!» — stønned Olea. Hun brast | graad og løb paa dør.

<Syg! Det er da ikke nogen undskyldning for at slippe et bræt, fuldt af krustøj og mad, pladask i gulvet, som om fingrene blev hugget af én!» — Fruen saa strængt fra Grande til Hasselberg. — <Der var vel ingen, som gjorde kommers med hende?»

Hasselberg rysted paa hodet

sJa, man kan jo aldrig vide — — Py-yht» — Fruen slog med sin serviet efter tobaksrøgen, som trak ud gjennem døren. — «Her er jo formelig

røgstue! Du kan da umulig spise i denne damp. Kom ind, skal jeg finde frem lidt til dig — skjønt mu er det jo middag snart. Py-yht»

Hun forsvandt og slængte døren haardt i efter sig.

[126]

m

sDet var da lidt moro i søndagskjedsommeligheden. >

(Grande rejste sig med et tilløb til latter

Den lød saa underlig, den latter, — saa kold, saa tvungen, saa paatagelig falsk. Hasselberg vendte sig hurtig om og saa stivt mod Grande. Men denne var kommet hen til væggen, hvor hans tøj hang, og stod med ryggen

<Det var altsaa det kortparti,» — sa han og la kappen om sine brede skuldre. — «Hvis du har Jyst paa det, saa kommer du kanske klokken halv fire.»

sJeg kommer ikke.»

Aa nej — du er vel altfor idéelt anlagt til at kunne more dig ved sligt. » — Han stod lidt og retted paa hatten, som var kommet rent ud af fasong. Saa vendte han sig om. — «Ja, far vel da! Og undskyld, hvis jeg har været til ulejlighed.

Et øjeblik saa de paa hinanden — da gled Grandes blik til siden. Og i samme nu hadde Hasselberg knyttet haanden og løftet den — han kjendte slig ustyrlig lyst til at plante næven i den andens ansigt Men Grande snurred brat omkring, skræved hen over frokosten, som laa i dynge midt i en sjø af kaffe, — sa endnu engang farvel og listed ud.

Hasselberg lo sygt. Saadan var han altsaa blet, Elias Grande, — han, som engang loved saa godt, han, hvem alle vented sig saa meget af! Saadan

[127]

Fra Dahl var i stort oprør endnu, mens hun <fandt frem» til Hasselberg —

Sligt er virkelig altfor galt! Et stort, voksent menneske bære sig ad paa den maade! Og kaffe- koppen, som gik i vasken, var saamæn den sidste af det stel, min mand kjøbte, straks vi var gift. Man faar ikke saa gode kopper nu, om man snur op- ned paa byens krustøjlagere. Se her er pølse — skjær selv, saa meget du behøver, men tynde skiver, er du smil! — Ja, det var vel saa, at Grande ikke tog i hende eller fjøsed med hende eller gjorde. andet sligt? Den fyr kan man tro til noget af hvert. Jeg synes sandelig, du skulde skille kompani med ham

og jeg vil i det mindste ha mig frabedt, at han kommer her og sviner mine gardiner til med tobaks- røg. Det er du mand for at besørge alene.»

«Han kommer vist ikke her oftere.»

+Saa du lod ham forstaa, at han skulde holde sig borte? Bare du nu gjorde det saadan, at han bryr sig om det! Slige fyre skal ha grov skuring — — Néj, den Olea — jeg kan ærgre mig gul over hende! Der ligger da mindst to mark smør og smelter i kaffen derinde. Og saa umulig, som hun er blet ellers ogsaa i al sin gjeming! Hun maa skydses — hun skulde være skydset for længe siden, men jeg har kvidd mig for at gjøre det, da hun er

[128]

af nogenlunde bra folk — — Naa — der har vi Martine! Bare hun nu ikke har forkjølet sig! Var det ikke det, jeg skjønte — hun hoster alt!

— Ved femtiden gik Hasselberg ud i regnet, som fremdeles pøsed ned. Der var rigtignok ingen sandsynlighed for, at fru Kastevold med shedninge- apostel» vilde indfinde sig i sligt vejr, — men han syntes, han maatte ud alligevel. Det var saa for- tvilende kjedeligt at ligge der paa sofaen i det halvkolde værelse, — drive en stund mellem vinduet og døren, syv skridt akkurat — og ss lægge sig igjen, uden at orke at læse engang —!

Han slentred omkring en stund paa max-faa. Det blæste saa isnende koldt, regnet trommed mod para- plyen, — undertiden fik han en stor, klisset draabe ind i ansigtet. Han forsøgte at tænke paa noget, fordybe sig i et eller andet, men kunde ikke faa det til, — kjendte sig saa underlig tom i hodet og slasked omkring som i søvne.

Der var faa folk i gaderne, og de fleste af disse faa hadde svært travlt — krumryggede pilte de afsted under paraplyerne. Begribeligt nok, at de skyndte sig, de som hadde noget at skynde sig efter, et sted, hvor der var godt at være, godt efter enhvers krav, — og det var vel de fleste, som hadde et saadant sted. Ikke bra ellers!

[129]

I cigarbutikerne gik kurtisen for fuld damp. Selv i de smaa butiker, hvor hverken varerne eller den kvindelige betjening var prima — selv der maatte man kvie sig for at gaa ind, om man hadde lyst paa noget at røge, for det var saa ækkelt med alle disse. fyre, som hang over disken og bredte sig paa stolene, saa man næsten ikke kunde komme frem for lange ben. De mønstre én saa uforskam- met, disse fyre — og hvis man var lidt klodset med portemonnæ, stok eller cigar, saa smilte de — man kjendte, at de smilte, selv om man ikke saa det — og tisked sig imellem og med frøkenen, saa man kunde bli hed om ørene ved den smilen og tisken.

Han drev og drev og stansed endelig udenfor nogle store, overduggede kafévinduer, — en rad af vinduer, som gik helt ned til jorden. Indefra lød der snak og latter, klirren af glas og støj af dominobrikker, som skjøves om hverandre. Han blev staaende lidt, med ryggen mod et gammelt, tyk: stammet træ, og tænkte paa, om han skulde gaa ind. Lyst hadde han nok, men det saa saa armods- ligt ud at komme stullende alene — og ikke ha en mors sjæl at hilse paa af alle dem derinde. Og desuden opvarterne — han haded dem — de var en væmmelig kaste! Slig som de uglesaa ham — og lod ham ringe flere gange, før det behaged dem at

[]

høre det — og lytted overlegent til hans forlan- gende, som om ikke han kunde være mand for at slænge en tiøre i de spytslikkersjæle! Nej — han vilde ikke gaa ind.

Han stolpred et par skridt, — stansed igjen og saa sig om. Naa — det var jo lige udenfor teatret, han stod. En tyk opkjøber spankulerte frem og tilbage under en vældig paraply og kasted bekym- rede blikke hen til «Ingebrigt»s hjørne. He — han kom nok til at brænde inde med adskilligt iaften, den opkjøber! Skulde der være mening i at lette ham for én til anden rad? Aa nej — det var et par timer endnu, til de begyndte, og desuden brød han sig ikke stort om teatret, Hasselberg. Han hadde forsøgt at vinde interesse for det, men for: gjæves

Han rusled langsomt opover, med vinden bent imod, — stræved sig forbi et par kvartaler. Saa stansed han og tog i en lygtepæl, tog godt fat i den, for han kjendte sig med ét saa svigtende mat, saa ynkelig udkjørt. Det forekom ham, som om der hele dagen hadde ligget noget tungt, noget meget tungt paa hans skuldre, og dette tunge hadde han da slæbt omkring med i en slags febrilsk an- spændelse, — men nu kom slappelsen, og nu først kjendte han, hvor tungt det i grunden var, dette

[131]

som han ikke kunde kaste fra sig. Og ikke bare idag, men dag efter dag hadde han slæbt paa det, — ensomhedens beklemmelse, tomhedens tyngsel, — et elendigt liv i madstrævs graa slid, uden det aller ringeste, som kunde sætte smag paa, varme op, gi lys og farve

Du forbarmende — dette var jo værre end hjemme paa Lillehammer! Dette holdt han ikke ud stort længer. Han fik til med at leve paa anden vis, gjøre bekjendtskaber, skabe sig omgang, slaa af paa for- dringerne, skjønt de nu ikke var saa støre i grun- den. Det fik han gjøre, saa snart han kunde, for ellers blev det drarligt med ham — det følte han nu. Men idag, idag — hvordan skulde han formaa at gjennemleve denne iskolde, endeløse dag?

Gaves der da | hele den store by ikke en dør, som han kunde banke paa med krav om — néj, med bøn om at faa i det mindste lidt af det, han hungred efter? Bare lidt omgang, lidt hygge, en times varme for sjæl og legeme! Han erindred den indbydelse, Bea hadde git ham, og et øjeblik kjendte han sig varm om hjærtet af taknemmelighed mod hende. Men den indbydelse var vist alligevel nær- mest at betragte som et udslag af hendes trang til at trøste, til at være rigtig snil med ham, — den var bare en saadan høflighed, som man vented, der

[132]

ikke skulde bli reflekteret paa. Han burde ikke ta hende paa ordet, — han kunde da umulig begynde at trænge sig ind dér, hos principalen. Og nogen anden dørklinke hadde han altsaa ikke at løfte? Om han forsøgte et sted, det første det bedste! De vilde wo, han var gal, naturligvis, og sende bud efter politiet, dersom de da ikke uden videre besørged ham ned over trapperne

Han stod lidt og tutled med disse tanker. Saa gav den lammende følelse af ulykke pludselig plads for had, et intenst, brændende had — uden at han vidste, hvem han skulde rette det imod. Og derfor var det dumt, dette had, fordi han ikke hadde nogen at rette det imod — men alligevel steg det som stormflod i hans blod. Og tankerne tumled omkring efter noget — en vanvittig idé, et ravgalt paafund —, hvori hadet kunde løbe ud, sive bort. De fandt, hvad de søgte, og han fryded sig en stund ved det fundne: Om jordkuglen hadde været hul, og han kunde fyldt den, pakket den rigtig stoppende fuld af krudt — og saa sat lunten til! Med glæde skulde han gjort det nu | denne time! Det vilde ha været en ordentlig revolution

mod selveste Vorherre.

Han smaalo ved tanken paa det himmelspræt, der vilde kommet over retfærdige og uretfærdige, som

[133]

julekvælden over kjærringen. Saa blev han alvorlig, lidt ræd næsten. At han kunde staa og tøve med sligt barnagtigt nonsens — more sig over det! Kanske det til og med ikke var barnetøv, men fantasier af en hjærne, som holdt paa at bli syg? — Han tog hurtig til bens, slog paraplyen ned og lod reg- net piske sig i ansigtet. Han var blet saa hed, syntes han.

Ja — han maatte vel gaa hjem nu. Det var meningsløst og uforsigtigt tillige at traske omkring længer i denne væde. Han kjendte, han var blet fugtig paa fødderne. Naar han kom hjem, vilde han bytte strømper, lægge godt i ovnen og forsøge at hygge sig lidt hos sig selv. At ty ind i stuen var der ingen mening i, nu mindre end før. Han fik ligefrem afsky for tanten i formiddags, da hun røbed en karakterens simpelhed, som han aldrig hadde til- trodd hende,

Jo længer han kom opover, desto langsommere gik han. Han hadde strammet sig op til den be- slutning at gaa hjem, men nu begyndte beslutningen atvakle. Hygge sig — der blev ikke tale om at hygge sig. Der var fem og en halv time til midnat, som var den tidligste tid, han kunde vente at faa sove, og de blev vist slemme, de timer, — ulidelig lange.

[134]

Kanske det alligevel var bedst, han gik i teatret eller noget andet sted hen, hvor der kunde være lidt adspredelse? Smaat var det rigtignok med pen- gene, og egentlig moro blev der ikke tanke om engang i det humør, men alligevel —?

Som han gik videre i disse tanker, stansed han braadt. udenfor en cigarbutik. Frøkenen holdt paa at tørke dugen af den store spejlglasrude, bag hvilken der blandt meget andet var udstillet en række flasker, hvis etiketter fanged hans blik og holdt det fast. En tanke greb ham — han jog den tilbage, men den kom igjen -

Et par minutter stod han i kamp med sig selv — saa gik han ind og kjøbte en flaske madejra. Med den i lommen lusked han fort hjemover, sneg sig ind paa sit værelse og stængte døren. Saa gjorde han lys, tog pennekniven, som der var korketrækker i, og greb efter flasken

Hans hand famled lidt, fingrene vilde ligesom ikke krumme sig om det kolde glas. En forud- følelse af, at det, han nu stod i begreb med at gjøre, vilde bli skjæbnesvangert for ham, meldte sig saa stærkt, at han et øjeblik tænkte paa at stikke flasken i lommen igjen og gaa ud med den for at bli den kvit paa en eller anden maade.

[135]

Aa nej — at et voksent menneske kunde være saa tøvet! Saa barnagtig ræd, saa vetskræmt, lige- frem! De hadde nok virket alligevel, disse evige skræmsler derhjemme, skjønt han bare lytted til dem med et halvt øre. Men der maatte da være maade med tøv ogsaa. Om han nu drak lidt, — for én gangs skyld, som prøve, om det vilde hjælpe lidt paa dette pinefulde humør, der grangivelig kjendtes som fysisk smærte, som et tryk paa hjærnen — det kunde da ikke være det mindste. spor resikabelt! Hurtig greb han om flskehalsen, skrabed lakket af og trak op, forsigtig og stil, for at ikke hans tante skulde høre noget.

Han skjænked | vandglasset og smagte. Naa — udpræget godt var det ikke, men det smagte da ikke bare af blæk heller. Og dersom det hjalp, sa kom det jo lidet an paa smagen.

Han skjænked i mere, tændte sig en pibe og strakte sig i sofaen. Han vilde ligge ganske rolig og lure pa, om det virked efter ønske. Og dersom det hjalp, dersom vindunsterne la sig lindt om hjænen og gjorde ham let og lys og glad i sind, saa vilde han straks slaa proppen i — ikke en draabe mer, saa snart han kjendte den virkning! Ned i kommodeskuffen med flasken, hvor den skulde fra

[136]

"g

ligge urørt — til det kanske en anden gang ogsaa blev nødvendigt at ty til den.

Da hans tante et par timer senere kom for at underrette om, at aftensbordet var dækket, fandt hun døren stængt. Paa hendes gjentagne banken raabte han ud, at han var daarlig og ikke vilde ha mad.

[137]

VI.

Det var blet vinter, — en titig vinter, uden slædeføre og skøjteis, men med snefald om nætterne, grødet slask om dagene og taget, raa- kold uhygge udover kvældene. Et surt søl, som slog sig baade paa legeme og sjæl hos den, som var uvant til saadant.

— «De taaler ikke Kristiania,» — sa frøken Simonsen en dag, hun hadde siddet lidt og betragtet Hasselberg. Han var blet magrere og holdt paa at lægge sig til en sygelig bleghed

«Mener De: Luften?» — spurte Holme.

«Jeg mener, hvad jeg mener.» — Frøken Simon- sen Ia armene overkors og glodde et øjeblik ret op i loftet

Hasselberg vendte sig bort — han hadde endnu ikke faat bugt med denne dumme tilbøjelighed til at bli rød ved den mindste anledning. Hvad for

[138]

noget — vidste hun besked, det kvindemenneske? Der var jo ingen tvil om, at der laa en hentydning, en Jet forstaælig hentydning i det blik mod loftet Men hvordan kunde hun vide — hvordan Pokker kunde hun ane —?

Det maatte være det, at Bea i førstningen plejed at komme saa ofte ned i butiken, under alskens daarlig opfundne paaskud for at gi det udseende af at ha ærinde — det maatte være det, som hadde sat frøken Simonsen paa sporet. Der behøvtes vel ikke mere for slig en snusende gammeljomfru-næse. Han kunde aldrig tro, at hun vidste noget mere, noget egentligt, — vidste om de lange ture og de hyppige besøg i det lille, afsides liggende og spar- somt søgte konditori, som de hadde opdaget, Bea og han. Skjønt — den frøken Simonsen — hende kunde ingen være tryg for. Hun var bestandig saa godt underrettet om alt nyt i byen, saa ube- gribelig godt underrettet i betragtning af, at hun sad hele dagen derhenne bag sin pult. Naa — i ethvert fald maatte han gi Bea et vink om at være forsigtig, for at folk ikke skulde bringe dem paa tapetet. De hadde kanske været adskillig uforsigtige med de besøg i konditoriet, hvor der jo slang en og anden indom, skjønt kagerne var tørre og

[139]

chokoladen middels, — uforsigtige ved at vanke der saa ofte og sidde der saa længe.

Nogen anden uforsigtighed hadde de ikke at be- brejde sig, syntes han. Ti de sad altid, naar de var i konditoriet, saa stille og pent, uden spor af det, som kunde ligne ganteri eller kurtise, paa hver sin side af et lidet bord og snakked om saadanne ting, at de ikke behøved at hviske — hvis de overhoved snakked, da. Det hændte jo ofte, at samtalen gik istaa for lange stunder, og at de da bare sad og saa paa hinanden, turvis eller samtidig, indtil de kom til at le over, at de mored sig saa godt ved sligt, — men det var aldrig hændt i andres nærvær, saa vidt han kunde huske. Og han vidste ganske be- stemt, at de hadde været alene de to-tre gange, da Bea, som let blev ivrig under en disput, tog en af hans hænder og klemte den ordentlig mellem sine stærke fingre — eller strøg den, blødt og lang- somt, helt op under manschetten — og ikke vilde slippe, før han indrømmed, at retten var paa hendes side. Ingen, absolut ingen hadde set dem i de øjeblikke — hvis da ikke den skrutryggede frøken, som strikked bag kagefadene i det forreste værelse, skulde været fræk nok til at bruge vægspejlet paa utilladelig maade, — men det vilde han ikke tro. Og aldrig hadde han snakket om Bea, altid hadde

[]

han vist sig højst uinteresseret, naar der blev talt om hende i butiken — saa han kunde slet ikke begribe, hvor frøken Simonsen vidste det fra, at han var forelsket i sin principals datter. Men det hespetræ af en kassererske maatte ha skaffet sig nogenlunde greje paa forholdet, siden hun saa sik- kert og frejdig smilende kunde hentyde til, at det var denne forelskelse, som gjorde ham bleg og mager.

Forelsket — ja, han var forelsket. Der kom den dag for nogen tid siden, da han blev enig med sig selv om, at saadan var det fat med ham, — det gik ikke an at nægte det. Og fra den dag hadde han ikke havt mange rolige stunder. Han gik omkring som i feber, med tankerne altid kredsende om dette ene, og med bratte, opslidende overgange i humøret. Snart gled han ind i en stille, varm følelse af tryg. lykke, — drømte deres kjærlighed saa stærk, at den vilde trodse alt og gjøre livet til en eneste lang solskinsdag. Snart gik hans tanker bersærkergang mod det meget, som uden tvil vilde rejse sig som stængsler paa vejen frem mod Kjærlighedens maa. Snart syntes dette maal ham saa haabløst fjærm, saa uopnaæeligt, og da stod kjærligheden, deres gjen- sidige kjærlighed, for ham som en svær ulykke, der vilde knuse dem begge under sin vægt. Mange

[141]

gange for dagen veksled disse stemninger, og han trættedes ud ved dette hidsige tankejag uden ophør. Bare de aftener, da han var sammen med Bea, fik han et par timers pusterum og hvile i det betagethedens stærke og ublandede velvære, som hendes selskab skjænked ham. Ellers var aftenerne hans værste tid, og det hørte ikke til sjældenhederne nu længer, at han da la sig paa sofsen og lod vindunsterne dulme sindets uro og pine, mens de spredte gjøglende skjær over nutid og fremtid.

Den var kommet saa listende og uformærkt — hans Kjærlighed, Han aned den knapt, før den rejste sig i al sin styrke for hans bevidsthed. Lidt urolig hadde han vel været under en instinktmæssig for nemmelse af, at en fare nærmed sig, men han fik ikke stunder til at fly — han kom ikke engang i tanker om, at det kunde være nødvendigt, før faren hadde indhentet ham. Og da det var skedd, saa jdste han straks, at han ikke magted at redde sig ud af den. Han gad ikke forsøge paa det engang, han hadde bare at la staa til — det fik bære eller briste.

— Han kunde jo ikke like Bea i begyndelsen, ja han følte næsten uvilje mod hende, fordi han symtes, hun hadde slige nærgsaende øjne. Han kunde bli saa inderlig forarget paa sig selv, naar han nu

[142]

tænkte paa, hvor tosket og forblindet han hadde været den gang. Det var først ved hin spaseretur paa fæstningen, at han begyndte at faa det rette syn paa hende. Og siden, da de var kommet i vane med at være sammen et par timer hver eneste aften omtrent, bar det saa susende fort afsted med ham ad omvendelsens vej, at han slet ikke kunde sanse sig. Hans uvilje svandt som dugg for sol, og før han aned noget sligt, var den skat helt om til sin modsætning.

Der gik nogen tid efter hin første. spaseretur, inden han talte med Bea igjen, — undtagen næar hun var nede i butiken efter et eller andet, Men da kunde samtalen jo bare bli saadant tørt prat, som hendes ærinde foranlediged. Saa hændte det imidlertid en aften, da han forlod forretningen, at hun stod i gadedøren, klædt til at gaa ud, og saa kom de i snak og drev opover — og blev gaaende længe sammen, skjønt vejret var noksaa surt. En af de følgende aftener stod hun ogsaa i døren, da han kom og skulde hjem — hun hadde jo i længere tid havt for vane at gaa aftentur i timen fra otte til ni. Men den aften saa himlen svært truende ud, — hun spurte, om han trode, den vilde holde tæt, og da han trodde det, saa blev de i følge den aften ogssa. Himlen holdt tæt, men det blæste

[143]

saa isnende koldt, at hun begyndte at hakke tænder, da de hadde gaat en stund — og saa var det, de opdaged konditoriet, hvor de kunde sidde saa lunt og uforstyrret. Da de skiltes den aften, bestemte de, maar de skulde mødes igjen, — og siden blev der aftalt et tegn i det ene dagligstuevindu, som han skulde ha at rette sig efter. Turene blev hyppigere og hyppigere, og tilslut gik der næsten ikke en aften, uden at han var sammen med hende.

Han hadde forsøgt paa at skabe sig omgang, for- søgt at finde kammerater, han kunde hygge sig ved, men forsøgene var faldt ud til intet. Han leved fremdeles saa ensomt som nogensinde — og for den ensomme fyr blev da disse ture med Bea straks en Kjærkommen forkortelse af de lange aftentimer. Tiden gik saa hurtig, tilbragt sammen med den unge dame, og han var let og glad til sinds, naar han kom hjem efter en saadan tur, — saa glad, at han kunde gaa i timevis frem og tilbage de syv skridt mellem vin- duet og døren, nynnende eller fløjtende, næsten uden at tænke, bare nydende sit velvære. Og han følte sig saa taknemmelig mod Bea, fordi hun sa- dan vilde skjænke ham det par aftentimer, som en af deres ture sædvanligvis tog. Det var jo ligefrem et offer, hun bragte ham — han mæatte bare ikke være saa indbildsk at tro noget andet! Ti for hende

[144]

— frøken Schlenk, den rige og vel i alle henseender noksta forvænte hovedstadsdame — for hende kunde der sagtens ikke være stor moro ved saadan at traske omkring, gade op og gade ned, i vinterkulde og sneslaps, — eller ved at gnave makroner og tørre Napoleons-kager i et tredierangs konditori — sam- men med en handelsbetjent, som formodentlig smagte adskillig af Lillehammer endnu. Men hun saa vel det, at han var en stakkars fyr, som gik og stured og hadde det ondt dagen lang, — hun skjønte vel, hvor rimeligt det var, at han gik saa dan og stured, hvor vanskeligt det maatte være for ham at finde sig til rette i den stilling, forholdene hadde tvunget ham ind i, og med den omgangskreds, som stillingen nærmest henviste ham til. Saa vilde hun gjøre, hvad hun kunde, for at hygge ham og holde ham oprejst — ja kanske hun i sit hjærtes godhed ansaa det for en pligt næsten, eftersom han var i hendes fars brød. Han kunde ikke takke noksom for, at hun tog sig saadan af ham — han skulde aldrig glemme hende det! Der var beskyt- telse i omgangen med hende, — beskyttelse mod alt det, som her i den store by laa paa lur for at trække folk ned i moralsk elendighed.

Et halvt snes aftener sammen med Bea — og disse. spasereture og besøg i konditoriet hadde

[145]

allerede faat langt større betydning for ham end bare som en behagelig anvendelse af et par ledige timer. De var blet det centrale i hans tilværelse — hans livs indhold. Det var dem, som gjorde det muligt: for ham at slide sig gjennem det for- værende stræv i butiken. Han forstod ikke, hvordan han holdt ud og grejed sit arbejde tidligere, da han endnu ikke hadde dem at glæde sig til. Nu var han rent umulig paa de dage, da han ikke skulde træffe Bea om aftenen. Han daased da bare omkring, saa slap og sløv som efter en voldsom rangel, og dudde knapt til at sælge traad for ti øre. Hadde han derimod et møde med hende i vente som be- lønning for de lange arbejdstimers stræv, saa var han, baade legemlig og sjælelig, saa kriblende spæn- stig, snakked med sine kolleger, spøgte med kun- derne og spjætted omkring som en vipstjært i butiken.

Han syntes bedre og bedre om Bea, tænkte paa hende hele dagen, længtes bare efter at træffe hende igjen og fik hjærtebanken, naar han hørte hende spille og synge ovenpaa. Hun sang saa smukt, — med en dyb, blød, indsmigrende stemme. Det var især tungsindige og lidt følsomme ting, hun sang, — mærkelig nok for resten, ti hun laa da slet ikke for det tungsindige og følsomme. Men det var vel

[146]

for hans skyld, hun valgte saadanne ting — han hadde fortalt engang, at de og de sange syntes han saa godt om —, og han kunde faa taarer i øjnene undertiden, mens han lytted til ord og toner, han længe hadde elsket

I begyndelsen af deres omgang var han svært for- sigtig med at udtale anskuelser og domme, for han trode saa sikkert, at hun var ham fuldstændig overlegen og i enhver henseende kunde gjøre kaal paa ham, saa meget hun bare vilde. Men han op- daged snart, at hun ikke stak synderlig dybt. Hun kunde tværtimod være saa overfladisk og saa rav- ruskende ulogisk, at det virked helt forbløffende: Imidlertid — hun ejed kundskaber og intelligens nok til at kunne snakke med om de fleste ting, og hvad mere var: Hun hadde, naar hun var i rigtig godt humør, en lykkelig evne til at lægge fut og kvikhed i alt, hun sa. Hun fik ham til at le — og saa var hans modstand overvundet. Han gav tabt, selv i tilfælde, hvor hendes paastande og an- bringelser var det mest soleklare væv. Og han fandt hende fortryllende, trods overfadiskhed og mangel paa logik.

For resten kunde hun være meget grej ogsaa Hun hadde et djærvt, lidt snusfornuftigt syn paa livet og dets foreteelser, og ud fra dette livssyn.

[147]

"

snakked hun med en saadan frejdighed og naiv f modighed, at han — som nu i enkelte dele begyndte at føle sig uvel ved sin idéelle, krydderløse livs- opfatning — fandt det helt forfriskende at høre paa hende. Hun hadde let for at bli ivrig og var ikke ræd for at ta hæardt i, men aldrig blev hun hidsig, plump, ukvindelig. Altid, selv. naar hun blussed som ivrigst, var der i hendes ord som over hendes per- son et lunt, godsligt og fint skjælmeri, som virked saa forunderlig besnærende paa ham. Det hændte, at han helt fortabte sig i det behag, som det var ham at se og høre paa hende, — fortabte sig saa helt i det, at han slet ikke hørte, hvad hun sa. Og mer og mer kom han ind under det herredømme, hun hadde faat over ham, — mer og mer fortryl- o lende fandt han hende for hver dag, — mer og mer vikledes han ind i den lidenskab, som han ikke var sig bevidst endnu.

Hans forstand stod stille overfor den gaade, hvor dan det var gaat til, at han i begyndelsen hadde kunnet føle saadan uvilje mod hende. For det var da grejt, at hun var den samme den gang som nu. Du forbarmende — for et fæ han hadde været! — Naa ja — det var hendes øjne, altsaa, som han ikke likte, — de gav ham formelig skræk i blodet, de øjne. Ganske vist — hun hadde underlige øjne —

[148]

han vilde kalde dem stærke. Endnu kunde det hænde, at det ligesom gik lidt i ham, naar hun pludselig satte dem hvast paa ham, — disse store, blanke, borende øjne. Men han taalte dem nu — ja, han kjendte som en behagelig kildren ved det ejendommelige, lidt drilske udtryk, som de kunde faa engang imellem. For øvrig var det sjælden nu, at de fik det udtryk. I almindelighed var de alvor- lige og venlige, sommetider lidt trætte, og da kjendte han sig ulykkelig. Men næar de saa livned til igjen og lyste mod ham saa varme, saa ejegode, saa inder- lig deltagende — da kosted det ham undertiden kamp at afholde sig fra at styrte paa knæ for hende, kysse hendes haand, hendes kjole, sømmen af hen- des kjole — og takke hende, fordi hun var sa usigelig god mod en fattig stakkar, som aldrig hadde vidst, hvad venlighed og deltagelse var, men levet i kulde hele sit liv.

Saa kom den dag, da visheden om at være forelsket ramte ham som et lyn. Ja — dette var kjærlighed, den mægtigste, lidenskabeligste, mest ubetvingelige kjærlighed! Store Gud — hvordan var det dog gaat ul? Og hvor vilde det føre hen? — Han blev fuldstændig fortumlet og gik omkring hele dagen saa ør og sansesløs som under en sjælelig lammelse.

Da hans hjærne begyndte at arbejde igjen, var

[149]

der ét spørsmaal, som tankerne først sysled ude- lukkende med: Elsked Bea ham? — Han syntes, hans liv afhang af det spørsmaals besvarelse. Og han gjennemgik i tankerne hvert møde, de hadde havt, — han anspændte sin hukommelse til det yderste, grov og grov efter noget — bare det aller mindste, et ord, et smil, en betoning —, som kunde gi ham den bekræftelse, han søgte i lidenskab begjær. Der var meget, meget, som syntes ham at gi haab, men han fandt intet, som han kunde bygge paa med til forladelig tryghed. Og syg af pinende tvil vented han paa aftenen, da han skulde træffe den, han elsked.

Bea saa sraks, at der var noget i vejen med ham den aften. Han var saa utryg, sa sky — hun kunde slet ikke faa sat liv i ham. Han gik bare og sa ned for sig og sa ingenting og svarte hen i vejr og vind, naar hun spurte om noget. Men saa — de var kommet til sæde i konditoriet, og hun holdt just paa at sige noget, som skulde være morsomt — bored han øjnene saa hvast i hendes, .at hun for sammen ved det, — og en lang stund holdt han hendes blik fast, mens hun sad med aaben mund og glemte, hvad hun skulde ha sagt. Han bøjed sig frem over bordet, hen imod hende, ganske langsomt, som

om han gled sig selv uafvidende, — nærmere og

[]

nærmere kom han, mens de vedblev at stirre hin- anden i øjne.

Saa fik Bea endelig frigjort sine. Hun kasted et lynsnart. blik ud i det forreste værelse, saa butik- frøkenens haaropstabling og det øverste af hendes pande i spejlet ret imod døren — og la sig derpaa hurtig bagover i lænestolen, halvt bortvendt og med hodet paa skakke, saa hatten skjulte ansigtet

Hasselberg blev med ét saa forunderlig rolig og afventende, næsten kold — men det varte bare et øjeblik. Saa kom der over ham en tung angst, og han turde ikke røre sig, mens han vented i aandeløs spænding.

Det var længe stilt. Bea sad og plukked med sine hansker, trak en af dem halvt paa og af igjen, flere gange. Endelig saa hun op, hurtig, med forvirring — men det var nok for ham. Han kunde ha skreget af fryd, ti det blik lod sig da ikke mistyde! Han hadde visheden nu — hun elsked ham! Hun elsked ham!

<Huf — De skræmte mig næsten,» — sa hun om en stund. — «De er vist syg iaften — hvad? sNej — jeg har det godt nu.»

<Har De det godt?» — Hun retted sig op, tog en åf hans hænder og vilde klappe den. Men han greb haardt om begge hendes og trak dem ind mod sig. Hun holdt igjen, kasted atter et blik hen til

[151]

spejlet, hvor nu bare det øverste af frøkenens høje haarkam var at se, — gav saa efter, smaat om smaat, mens hun smilte til ham —

Saa slap de pludselig og sad rank hver i sin stol. Butikdøren blev aabnet paa vidt gab, en kold vind pusted gjennem begge rum og fik gasblussene til at blafre. Det var en kavallerist, som kom trækkende med en pyntet kokkepige og skulde ha rød brus.

De maatte tvinge sig til at snakke lidt, Hasselberg og Bea, mens der blev drukket brus og gnasket kager henne i den anden ende af det lille værelse. Men aldrig saa snart var kavalleristen klirret ud gjennem døren bagefter sin kokkepige, før den frem- tvungne samtale stansed — og de veksled ikke stort flere ord den aften. Det var da, de begyndte at underholde sig med hinanden bare gjennem blik og smil og smaa, talende ansigtsgrimasser. Bea, som i begyndelsen følte sig noget trykket af tausheden, gjorde et par forsøg paa at fra i gang lidt passiar om et eller andet, men han vilde slet ikke være med, og saa opgav hun det og sad stum, hun ogsaa, — skjønt tiden faldt hende noksaa lang, og det evige tiktak af taffeluret henne paa hylden gjorde hende søvnig tilslut

Den aften blev de siddende meget længer, end de

plejed, — helt til der skulde lukkes. Den

[152]

skrutryggede frøken, som begyndte at blunde bag kage- fadene, gjorde sig flere gange ærind ind og saa sur ud, fordi de aldrig kunde bli færdig. Vorherre maatte vide, hvad fornøjelse de fandt ved at sidde saadan i timevis som to døvstumme! Ikke spiste de noget videre heller — det blev vel knapt for en krones penge tilsammen —, og her skulde hun vente og vente, skjønt hun ved Gud trængte haardt til at komme i seng. Hvis de nu bare hadde villet tøfle af, sa kunde hun ha lukket straks, for det gik ikke saa strængt efter klokkeslæt der i forretningen. — Hun sprat op, da der langt om længe blev skrabet med stole i skabinettet», før derind og skrued gasen ned, førend de to endnu var kommet paa dør.

Han fulgte Bea helt hjem. Arm i arm gik de, trykket tæt ind til hinanden og bøjende sig frem- over mod blæsten. Hver gang de kom forbi en gas- lygte, gjemte hun sig godt under paraplyen, som han bar opslaat, fordi der svirred nogle snefliser omkring i den kolde luft

Da de stod udenfor døren, trak hun sin arm ud af hans og saa op til vinduerne. Der var lys i stuen. Hun overvejed et øjeblik, saa sig hurtig omkring og begyndte derefter at aabne døren med stor forsigtighed, — men alligevel skreg det stygt i laasen, og der blev et ordentligt dunk, da blæsten tog døren fra

[153]

hende og drev den mod væggen. Hun lytted lidt, greb ham i armen, uden at sige et ord, og trak ham indenfor. Han fulgte, viljeløs og magtstjaalet, — og et øjeblik stod de, ansigt mod ansigt, tæt ind. til hinanden derinde i halvlyset fra det søvnige gasblus.

Saa gik det i en dør ovenpaa, og der kom nogen ud. Hun skjøv ham haardt ind mod væggen, hvor der var mest skygge.

<Er det dig, Bea?» — Det var Albert, som spurte. Han bøjed sig ud over trappegelænderet og anstrængte sig for at se noget nede i den halvmørke sang.

<Ja> — svarte hun, noksaa kjæk.

«Det er Bea,» — sa Albert ind gjennem stue- døren, som han hadde ladet sta aaben efter sig.

eBea, Bea!» — hørtes fru Sehlenk klynke. — «Hvor blir du af saa længe? Og i sligt vejr! Jeg har været saa ængstelig —»

«Blev siddende saa længe hos Thesens!> — raabte Bea op. — «Strømsund var dér.» «Naa — saa!» — Fru Schlenks stemme lød blid.

— «Luk døren, Albert — her trækker.»

Albert skyndte sig ikke med at efterkomme op- fordringen. Han hang langt ud over gelænderet, strakte hals og kneb øjnene sammen.

[154]

«Er der noget i vejen?» — spurte han halvhøjt med. — <Du blir saa længe —»

sJeg har fat paraplyen vrængt» — Hun gav sig til at mase med den

Albert hosted og gik saa hen og lukked stuedøren. Ben puffed til Hasselberg — et kort haandtryk — og han forsvandt saa stilt som mulig. Hun hev døren igjen, skjændte, mens hun stræved med at faa den i las, stormed op ad trappen, rev tøjet af sig og kasted det i bunke paa den brede spejlkonsol

<Det var da mærkeligt at træffe dig hjemme paa denne døgnets tid!» — snerred hun til Albert, som stod henne ved stuedøren.

Han gik forbi hende indover gangen, henimod sit værelse.

<Du er svært dristig,» — sa han

Hun saa efter ham med lynende øjne —:

Og du skulde virkelig la være at snakke om den ting!»

Aa — jeg ved ikke det. Naar ingen anden gidder snakke om det, saa —»

<— saa skulde du kanske ha den pligt at ta dig lidt af mig? — Du! Aa nej, far — lad bare bli! Ellers kunde jeg begynde at snakke om dine mange dristigheder.»

Der er da forskjel.

[155]

<Pyh — forskjel! Pas du bare dig selv — jeg skal nok passe mig.» — Hun slog med nakken og gik knejsende ind.

Albert: blev staaende en stund og stirred paa døren, som hun hadde klemt igjen efter sig. Saa kjendte han, at han frøs i den tynde slobrok, — og langsomt, med slæbende skridt, gik han ind til sig selv

— Hasselberg tumled hjem gjennem storm og mørke, — hed og ør, beruset af sin lykke. Det hamred i hans tindinger, hjærtet vided sig ligesom ud i hans bryst — han maatte stanse. mange gange for at snappe efter vejret.

Aa Gud, aa Gud — saa var da lykken kommet til ham ogsaa! Lykken med sol og varme for hans liv, som hadde været saa fattigt. til denne stund, — fattigt som en ørken. Saa stilt og uformærkt var den kommet, netop som han hadde den mest behov, netop som mismodet holdt paa at slaa ham ned. Ja — hadde ikke lykken naadd ham nu, saa var han sikkert blet slaat ned — eller kanske drevet ud pra glatte veje, hvilket hadde været endnu værre. Slem, slemt vilde det blet for ham, om ikke lykken — denne store, svimlende lykke — hadde løftet ham paa stærke vinger —! — Men nu begyndte livets lyse sommer.

[156]

Han laa time efter time og kasted sig i sengen uden at faa blund paa sine øjne. Først ud paa morgenkvisten hadde bevægelsen sat sig saapas, at han gled ind i en døs med gjøglende drømme.

— — Fru Dahl var ualmindelig ordknap og høj- tidelig ved frokosten. Hun sad og værked for at faa sagt noget, men lod ham dog ha madro. Da han var færdig, kunde hun ikke dy sig længer —

<Du Ivar — du hadde glemt at stænge entré- døren efter dig inat.»

<Saa — hadde jeg det?> — Han saa paa hende med et smil, som i høj grad irriterte den gamle dame.

«Ja, det hadde du rigtignok — og det er ikke noget at smile af, for der hænger jo tøj i entréen, og det er sandelig ikke godt at vide, om man kan stole paa alle dem, som færdes her i trapperne. Desuden sparked du et par gange saa haardt til en stol — eller hvad det var —, at Martine vaagned ved det — saa jeg skulde næsten tro, du hadde været lidt — unormal.»

Hasselberg rejste sig fra bordet og begyndte at le, Fru Dabl vendte sig hvast om mod ham, rød i ansigtet og med dirrende læber. Men før hun fandt ord, tog han hende om hodet, saa det knaged i den

[157]

stivede kappe, — og saa hende ind i øjnene, mens hans ansigt var et stort, straalende smil,

<Aa, tante — om du vidste!» — Han gav hende rask et kys paa den rynkede kind og skyndte sig ud

Fru Dahl blev siddende aldeles forbløffet og glemte at rette paa kappen, som var kommet i ulave.

Hvad gik der dog af ham?» — spurte hun datteren, som rydded op pa bordet

Skyggen af et smil viste sig paa Martines blege ansigt

sKanske han tror, han har fundet lykken,» — sa hun

[158]

VII.

Hans lykkerus vared et par dage. Saa begyndte han at tænke nøgternt over sagen og indsaa

straks, at det vilde bli lidt andet ogsaa end bare fest og fryd. Det var herligt at elske og vide sig øjenelsket, men kjærligheden var fordringsfuld, — den vilde snart kræve mer — den vilde kræve alt Og det krav maatte efterkommes, hvis ikke lykken skulde vende sig om til ulykke, — en ulykke saa stor, at den kunde skygge over alle éns fremtids dage. Spørsmaalet var — i prosaisk simpelhed — om de hadde udsigt til at kunne gifte sig.

Gifte sig! Det var nok ikke saa ligetil at komme saa langt. Ti selv om Bea vilde bryde kjækt gjennem al den modstand, man sagtens fandt for godt at rejse mod en saadan mesalliance — og han tvilte ikke et øjeblik paa, at hun vilde bryde gjennem den mod- stand — saa var der jo alligevel langt frem. Ti

[159]

hvad hadde han at by paa i retning af hus og hjem — fattige kræ som han var?

Gifte sig — sætte bo! Der krævedes penge for at komme saa langt, — mange penge. Der var jo hundrede ting, som skulde anskaffes paa forhaand, og saa de daglige udgifter siden — dem blev det kanske værst at klare. Selv om man tjente for nogenlunde god løn — og han mætte sige, han gjorde det, som begynder, da, — saa var det alligevel ikke mer, end at man akkurat slang igjennem med det som enslig person, og skulde der da bli to at forsørge — kanske flere med tiden — nej, det vilde være vanvid at gifte sig paa den gage, han hadde nu,

Naa — de kunde jo ogsaa slaa sig til ro en stund, saa unge som de var. Et par aars ventetid maatte de vel kunne perse sig igjennem, og da vilde han ha fat paalæg. Det vilde han uden tvil, saa ud- mærket som han nu skulde gjøre ret for sig i butiken Men alligevel — et paalæg kom vel bare til at dreje sig om nogle hundrede kroner og kunde saaledes ikke rette stort paa sagerne — — nej, det sa virkelig alt andet end lovende ud

Huf — dette var ondt og ækkelt, og det kom som en iskold styrt ovenpaa hans hede lyksaligheds- ørske. Og bagvendt var det nu ogsta over al maade,

[]

at man ligefrem skulde bli nægtet at redde sig ind i ægteskabet, som jo var en tryg havn mod mange farer, — et sikkert tilflugtssted mod al den stygge- dom, som stadig laa og greb efter én med lange arme, — rent ubegribelig bagvendt!

Men for Pokker — der var jo en mængde af hans standsfæller, som gifted sig, — gifted sig tidlig og satte barn paa barn ind i verden, og maar de kunde gifte sig, saa kunde vel han ogsaa! — Aa nej — det gik ikke an at slutte saa. Ti for det første hadde vel de fleste tjent i længere tid, naar de var kommet op i hans alder, saa de sad for større indtægt da allerede, end han kunde gjøre regning paa om to-tre aar, — og desuden gifted de sig vel indenfor sin stand, med butikjomfruer og lignende, som ikke hadde store fordringer, men tog det, som det faldt, — ja kanske hjalp til med at trække i hus. Bea derimod, som var saa godt vant, ja kanske forvænt i mange stykker — hende kunde man da ikke indby til at leve paa tørkost i en beskeden lejlighed trefire trapper op. Hun vilde kanske med glæde bringe saa stort et offer, men han maatte være en sjofel egoist, om han tillod hende at bringe det. Nej — aldrig vilde han tillade, at hun skulde ha det ondt og trangt for hans skyld og slide og stræve

lappe klær kanske og gaa | kjøkkenet! Aldrig!

[161]

Aa — han skulde tænkt over dette i forvejen! Det var samvittighedsløst af ham, at han ikke hadde gjort det. Nu vilde det kanske ende med kval og ulykke for dem begge — nu da de elsked hinanden. Dog — han var jo paa en maade undskyldt ogsaa, for alårig var det faldt ham ind, at det kunde bli resultatet af deres. omgang.

Men Herregud — lod det sig da slet ikke gjøre at skaffe til veje saa meget, som de behøved? Skulde virkelig deres lykke strande paa et lumpent penge- spørsmaal? Det forekom ham undertiden saa umuligt, saa himmelraabende uretfærdigt, at det ikke kunde være at frygte for engang. Pyt san — der blev vel en udvej! Pengene kom nok, naar man bare gav taal. Der var jo uden tvil en overflod af respek- tabelt aflønnede poster i denne store by, — poster, som han kunde egne sig for, ti han besad da gode kundskaber, baade i sprog og andet, — og naar han bare var om sig og hadde et øje paa hver finger og blev bedre kjendt med folk og forholde, saa vilde han nok faa fat i et eller andet. Det var dumt at være saadan kujon, at la frygt for fremtiden stjæle timer og dage fra hans unge lykke!

Men bedst som det var, kom frygten over ham igjen. Hans frejdighed visned hastig bort, og hjærte- angsten klemte paany. Det var ufornuft at nære

[162]

illusioner, — gutteagtigt letsind var det! Hvor hadde han ikke maattet rende fra Herodes til Pilatus, før han fik fat paa denne file butikpost! Saa der var saamæn al udsigt til, at han smukt skulde faa rende sig mer end træt, i fald han begyndte at jage efter de lidt bedre poster, som man vel ligefrem sloges om. De karaktersedler var der jo ikke spor af gagn i, og han hadde ingen indflydelsesrige venner eller bekjendte, som kunde lægge et godt ord ind for ham.

Ja — det skulde da være gamle Schlenk — han var altid saa venlig og vist et hjærtensgodt menneske, Men i dette tilfælde gik det vel ikke an at regne paa ham heller, ti naar han bragte i erfaring, at hans datter vilde gifte sig med en stymper af en handelsbetjent, saa var det kanske slut med venlig- heden. Det vilde bare være menneskeligt, om han da nægted at gjøre noget for ham. Ja selv om han straks gav ham afsked paa graat papir, saa vilde der jo ikke være saa meget at sige til det. Ti alle for- ældre hadde. vel planer med sine barn, især med sine døtre, og om de ikke hadde planer netop, så vilde de da gjerne se dem i gode, økonomisk gode hænder — som rimeligt kunde være. Nej — det gik ikke an at regne paa Schlenk — som var den eneste, af hvem en haandsrækning hadde været at vente.

[163]

Og Hasselberg blev gaaende og stræve med dette i hjærteangst' og kvide. Et par gange kom han som snarest i tanker om, at Bea muligens vilde bringe medgik, ja kanske betydelig medgift, — men det var nu i ethvert fald intet at bygge paa. Ti det gik jo ofte saa rask op og ned her i verden, saa om medgiften hadde været at faa idag, saa kunde den være tabt imorgen. For resten: Medgift eller ikke medgift — det burde overhoved ikke tas med i beregningen, ti det var manden, som skulde rejse huset. At spekulere i pengeerhverv ved giftermaal var en smudsig geskjæt, som vidned om betydelig karakterløshed, — og rent pjaltagtige var de mand- folk, som ligefrem gifted sig bare paa medgiften, Tænk — at la sig holde som ægtemand! — saadan kunde det jo kaldes. At leve og la sine barn leve ved de penge, som i grunden var éns kones! Han maatte da tabe al agtelse for sig selv, den dag han indlod sig paa sligt

Men penge, penge, større indtægter — hvor skulde han faa dem fra? Han maatte ha dem — det gjaldt jø hans livs lykke! Han blev opfindsom, fik idéer og la planer, æventyrlige og vilde — for at forkaste dem straks, forkaste dem med haan. Umuligt var det, hvad han saa fandt paa — lige umuligt alt sammen! Ikke spor af udsigt hadde han til at naa

[164]

did, han vilde — ikke den mindste strime af haab lyste der for ham! Den lykke, som han trodde sig. at ha mellem hænder allerede, den vilde bare bli et fata morgana, et blændværk, som svandt, naar han greb efter det!

Undertiden gav han sig helt over og forbanded den stund, da han blev født. Og saa drak han i smug, for det var der lindring i. Da vin faldt ham for dyr i længden, saa begyndte han med andet, som var baade billigere og stærkere, — og uden betænkelighed tydde han nu til dette middel, især om aftenerne, naar han var alene med de triste tanker. For Pokker — han drak sig jo ikke fuld, men bare lidt døsig glad — det kunde der da ikke være nogen fare ved! Og selv om det var farligt, naar han drak saa meget, som maatte til for at faa sove, saa heller det alligevel end ligge og pines, — pines ynkelig, pines hjælpeløst som en orm paa en krog, som en flue paa en næal! —

Tilslut holdt han ikke længer ud at gaa alene med disse tanker paa ét og det samme, ét og det samme, dag efter dag. Han maatte snakke med nogen om dette, — ikke ligefrem, naturligvis, men ad omvej, — bare snakke om det i almindelighed, uden at nævne sig selv. Kanske der alligevel blev

[165]

et godt raad at faa, eller i det mindste et vink, som kunde sætte ham paa spor efter noget.

Der var ingen mening | at gaa til tante Dabl med sin nød — hun vilde bare begynde at præke om Vorherres vise styrelse og om pligten til at finde sig i alt med taalmodighed og hengivelse. Saa hadde han da ingen anden at forsøge sig hos end sin kollega, tykke Johansen, som for resten ved nærmere be- Kjendtskab gjorde indtryk af at være en noksaa stø, solid og fornuftig person. Der var ligesom blet lidt fortrolighed mellem de to, siden Johansen slutted med den overlegne tone, han i begyndelsen anvendte overfor den nykomne.

En dag ved totiden, da Holme var ude for at spise middag, og frøken Simonsen sov i sin krog, med hodet mod væggen og lange, pibende lyd gjennem den spidse næse, begyndte Hasselberg at lirke med Johansen. Der var vel i grunden svært daarlige ud- sigter for folk i deres stilling? Man maatte vist bli adskillig gammel i traden, før der var tale om saapas løn, at man kunde leve nogenlunde sorgløs, i fald man gik hen og stifted familje, hvilket jo var hver mands bestemmelse. Saapas løn blev der vel næsten aldrig tale om, hvis man da ikke var saa heldig at komme ind i en af de førsteklasses forretninger,

— men for at komme ind i en af dem maatte man

[166]

vel ha gode forbindelser og særdeles gode anbefalinger. Hadde Johansen tænkt noget over dette?

Johansen, som altid befandt sig uvel lige ovenpaa middagen, sad henne i trappen, trykked sig paa maven, gjæsped og hadde slet ikke lyst til at snakke. Men saa længe lirked Hasselberg, til han fik den forspiste tyksak paa glid.

sJa, det er skrækkelig skidt at staa aar efter aar i en andenrangs sjap som denne her!» — Johansen tog en knappenaal ud af frakkeopslaget og begyndte at rense sine defekte tandrækker.

«Alligevel tænker De at fortsætte her?»

<Foreløbig, — bare foreløbig — har jeg ikke sagt Dem det før? Nej — kanske jeg ikke har sagt det. — Jeg vil bort, forstaar sig. Man kan da ikke slide for andre alle sine dage. Engang maa man sgu sætte fod under eget bord.»

eDe vil gifte Dem?»

sJa, det var nu ikke det, jeg nærmest sigted til Men jeg vil da gifte mig ogsaa, begribeligvis. Man

blir jo saa lugtende lej tilslut af at gaa saadan paa det uvisse — og dersom det ikke var partout nødvendigt, saa — — Fanden skulde ha dem alle sammen!

Naa — saa han var af den sort, Johansen ogsaa Man maatte nok lede med lys og lygte i denne

[167]

forpestede by, før man fandt nogen, som holdt sig for god til at «gaa paa det uvisse.»

<Kanske De er forlovet alt?> — spurte Hasselberg efter nogen taushed

<Langt ifra! Huf nej — det maa da være væmm« at gaa og næbbes saadan, som man er nødt til for kjærestens skyld — og saa bare være forlovet.»

sMen De har vel nogen i kikkerten?»

slkke det heller. Pyh — man kommer sgu aldrig i bete for en kone! Der er nok af fruentimmer, som vil gifte sig — man behøver ikke at være nogen Adonis. For resten var jeg saa halvvejs forlovet engang med en ung enke, som har svært mange penge og bare ét barn — manden var nemlig pante- laaner og seksti aar, da han tog hende. Hun hedder fru Hamperud — et fælt navn, men fruen er sgu forbandet kjæk, rigtig saadan chic, som det hedder paa parisisk. Saa vilde hun imidlertid ikke vide af mig længer — jeg blev saa altfor lidet Adonis, det vil sige sta altfor fed, sa hun, og saa fik jeg afsked i naade. Hun er ledig endnu, fru Hamperud, og dersom De har lyst paa at fiske et godt parti, saa henvend Dem bare der. Hun tar Dem med kyshaand — saagu gjør hun det! Ja — der er lidt alvor i,

hvad jeg siger, for naar man ser saa forbandet godt

[168]

ud, som De gjør, saa bør man da sandelig forsøge at profitere lidt af sine legemlige fortrin.»

Hasselberg var lej af samtalen og gik hen til vinduet. Men Johansen hadde nu faat munden paa gang

eDet var bandsat ærgerligt, at hun skulde være saa nøje paa det og slaa op, fordi om jeg fik lidt fedt paa mig. Har man hørt saa dumt! Enhver maa da spise, som han har appetit til, ved jeg, og ingen rar for, om maden lægger sig om benene. Naa jaja — man faar trøste sig med en anden, som sagt, selv om det ikke blir lig en guldfug! som Tomasine Hamperud.»

eDet koster penge at sætte fod under eget bord.»

«Ja, det gjør — og det er dem, jeg gaar og venter paa. Jeg har nemlig en gammel onkel med en vel- signet mængde grunker, og dem skal jeg arve det vil sige halvparten af dem, da. Resten skal gta til noget veldædigt lort — opdragelse af moralsk fordærvede unger, eller hvad det nu er. Næa ja, halvparten udgjør da en ganske vakker klat, den ogsaa, — men han lever saa ubegribelig længe, den gamle krok, som hverken kan gaa eller staa længer. Og saa maa jo jeg være pen gut og fly derud dag: stør, for ellers kan han gjerne falde paa at forandre testamentet og la de fordærvede faa hele grejen,

[169]

og det er slet ikke morsomt at sidde der og høre paa, hvor gudfrygtig slig en gammel synder kan bli paa det sidste. Naa — nu maa han da vel snart deran.»

Hasselberg var glad over, at der kom en kunde og gjorde slut paa samtalen. For han vilde sagtens ikke fiat andet udbytte af den alligevel, end hvad han allerede hadde fat: Foragt og afsky for den kyniker Johansen.

- Der kom dage saa slemme, at Hasselberg under- tiden tænkte paa at rømme sin vej fra det altsammen, — stryge langt bort, saa ingen kunde følge hans spor, — friste lykken i fremmede lande og komme igjen, hvis den var ham god, for at fæste sin ventende brud. Han symtes ikke, han hadde lov til at omgaas Bea længer — der laa et bedrag i at fortsætte med denne omgang. Men han kjendte jo straks, at det blev bare med tanken om at rejse, — at han ikke vilde naa saa langt som til at pakke sin kuffert engang. Han var altfor stærkt bundet, baade af sin kjærlighed og af pligtfølelse mod hende, som han nu engang i kraft af deres kjærlighed skulde være som en beskytter for. Og desuden — at fare saadan ud i verden paa lykke og fromme, naar man ikke hadde andet end lidt skolekundskab at flyde paa — det var da næsten jævngodt med at gi sig paa fantestien,

[]

Nej, han fik nok bli, hvor han var, og vente, vente — skjønt han ikke hadde nogen gammel onkel at vente livet af.

Naar han bare kunde faa til at være rolig, vinde bugt med tankerne, som vilde gjøre ham gal tilslut, om de fik grassere, som de hadde begyndt! Herregud — her gik han og grubliserte sig ind i en skræk, som om ulykken hang over deres hoder allerede! Og det var nu slet ikke tilfældet — der vilde da gaa adskillig tid, før der kunde bli tale om ulykke, og i den tid vendte kanske alt sig til det bedste He — han var sandelig en nar, at han gik saadan og pinte sig halvtosset ved at tænke paa noget, som hørte fremtiden til, — ved at frygte for noget, som kanske slet ikke vilde indtræffe! Andre folk hadde da sorger og bekymringer, de ogsta, men der var vist ingen, der skabte sig som han, — de tog det fornuftigere end som saa, de lod hver dag ha nok i sin egen plage. Og det var uden tvil et klogt princip at leve efter, — et meget klogt princip. Man maatte nok lægge sig til en vis grad af ligeglad- hed, om det ikke skulde bli altfor trist her i ver- den. Denne overdrevne samvittighedsfuldhed, som han hadde fast plugget i sig, fra han var bare gutten — den var ikke af det gode, lod det til. Han fik skille sig af med den, for en del, da. Han vilde la

[171]

det staa til, uden at tænke over, hvor det bar hen! Sorgløs vilde han jumpe fra den ene dag over i den anden og glæde sig ved det, som var. Saamæn vilde han det!

I begyndelsen lyktes det daarlig nok for ham — tankerne lod sig ikke mestre. Men efterhaanden gik det bedre, — han kjendte sig roligere, sløvedes, dovned ligesom hen. Hele dagen drev han omkring slap og døsig og kvikned først til henimod aften, da han skulde træffe Bea. Var hun engang imellem forhindret fra at møde, skyndte han sig sporenstregs hjem, rev klæerne af sig og forsøgte at sove. Vilde ikke søvnen komme, saa hented han flasken i kommode- skuffen og drak, til han blev søvnig. Ti de vægne nætter — dem hadde han faat rædsel for.

Da der var gaat en tid, kom der noget nyt til som skræmte ham op igjen: Aftenturene begyndte at bli sjældnere, Bea hadde ofte forfald. Og selv om hun kom, og de gik den vanlige rute og slog sig ned i konditoriet, saa var der ikke længer bare solskin over disse sammenkomster. Det hændte, at hun var sæa træt og tung, lidt kjølig næsten, — til andre tider igjen forceret venlig og overstrømmende kjælen, men samtidig saa nervøs og irritabel, at han ikke kunde faa sammenhæng i hendes væsen. Var der noget i hans opførsel, som mishaged hende?

[172]

Kanske hun ikke likte, at de skulde gaa saadan og være forlovet, uden at der blev talt om tingen? Vented hun paa, at han skulde gjøre en formelig erklæring, som skik og brug var?

Ja — en erklæring kunde han sagtens gjøre der var jo, saa at sige, forskrifter at gaa efter, — men han hadde svært liden lyst paa det. For han syntes, det vilde falde saa plumpt, ja næsten bli som en profanation af forholdet, om nu han fridde, og hun så ja, — om de tog paa at gi hinanden kna- gende forsikringer om glødende elskov og ordstærke løfter om evig troskab. Det var kanske toskeri og latterlig finfølelse, dette, for de fleste elskende hadde det jo med at gi forsikringer og ta løfter, — men han kunde ikke gjøre for det: Han syntes nu en- gang, at en saadan fremgangsmaade smagte saa ube- hagelig stærkt af forretningsmæssighed og vilde berøve forholdet en god del af dets ynde. Og des- uden — hvad skulde det i grunden være godt for? De vidste jo, uden forsikringer og løfter, at de elsked hinanden og vilde vedbli at elske hinanden gjennem godt og ondt, — saa usvigelig sikkert vidste de det. Nej — det kunde ikke være aarsagen til, at Bea stundom var saa underlig og uforklarlig

Men hvad var det saa, hun ikke likte ved ham? Han pønsed og pønsed og gav nøje agt paa sig selv,

[173]

hver gang de var sammen, om der skulde være noget, hun med skjel kunde føle sig misfornøjet over. Men han fandt intet, og saa stansed han da ved den forklaring, at hun ogsa var begyndt at tænke paa fremtiden, og at det var de tanker, som gjorde hende saadan lidt forandret engang imellem. Hun hadde vel indset, at det var et livets stedbarn, hun elsked, — en stakkars fyr, som ikke formaadde at lægge to pinder i kors for at rejse hus over deres: fremtids lykke. Hun skjønte vel, at deres kjærlighed vilde bli sat paa en lang og haard prøve, en førsagelsens prøve under kamp og stræv gjennem mange dage, — og udsigten til saadant kunde vel slide haardt nok selv paa et saa frejdigt gemyt som Bess

Ja — saadan var det uden tvil! Hun gik og pinte sig over det samme, som hans tanker indtil for ganske nylig hadde tumlet med baade tidlig og sem. Herregud — det skulde han altsaa ogsta faa paa samvittigheden! Nu allerede maatte hun ha det ondt for hans skyld, og siden — siden —! Han turde ikke tænke paa, hvordan det vilde bli siden.

En eneste gang faldt det ham ind, at Bea kanske angred paa, hvad hun hadde gjort, — at hun kunde ønske sig løst fra den pagt, de hadde sluttet, — en

[174]

pagt uden ord, men saa hellig alligevel. Og med tykt mæle begyndte han at stamme frem noget om, at hvis hun var kjed af ham, saa fik de vel slutte med omgangen —

Men han kom ingen vej med det, han vilde sige. Det blev bare nogle ord uden sammenhæng og mening, for han kjendte det, som om han fik et slag over munden, med det samme han begyndte. At han kunde tænke saa stygt, saa lavt, saa fornærmeligt om hende! At han kunde vove at gi en saadan mistanke ord, — en mistanke, som ikke hadde andet at støtte sig til end det, at hun sommetider var lidt ude af humør! Han maatte da kunne skjønne, at hvis hun nogensinde kom til at føle anger over eller betænkelighed ved det forhold, de hadde knyttet, saa vilde hun — øjeblikkelig, aabent og samvittigheds- fuldt — sige fra, og ikke fortsætte forholdet, som om intet var i vejen. Selvfølgelig vilde hun sige fra straks, dersom hun kjendte tvilom, at hendes kjærlighed kunde holde ud gjennem alt det, den sandsynligvis fik at kjæmpe med, — bare almindelig hæderlighed vilde bringe hende til at sige fra i et saadant tilfælde, Derfor var han baade en tosk. og en simpel person, som kunde tro noget sligt om hende.

Og den mistanke dukke aldrig op igjen. Aldrig,

[175]

— selv ikke da hans værste dage kom, — de dage, da Bea blev helt borte for ham.

Der gik en hel uge, i hvilken han ikke saa hende. Hver aften, naar butiken var lukket, og de andre hadde skyndt sig afsted, hver til sin kant, drev han en stund frem og tilbage paa fortoget og spejded op til vinduerne, om ikke det aftalte tegn — et lidet, for enhver anden umærkeligt arrangement med gar- dinet — skulde bringe ham det glædelige budskab, at han hadde at begi sig hen til det en gang for alle bestemte mødested og vente der. Men aften efter aften spejded han forgjæves — og i den elendigste sindsstemning begav han sig saa hjemover.

Han tog ikke med sporvogn i denne tid, men trasked hjem, saa langsomt som muligt og ad store omveje. For det hasted ikke med at komme hjem — der var nemlig mer end almindelig uhygge nu om dagene. Martine hadde forkjølet sig og var blet dødssyg, — i et par døgn laa hun ganske opgit. Doktoren gik der flere gange daglig, fru Dahl og diakonissen holdt altid til inde hos den syge, — Olea var den eneste, som viste sig engang imellem. Hun var ikke blet eskydset», Olea, — Martine hadde udvirket, at hun skulde faa gaa som paa prøve endnu. i nogen tid. Og saa pusled hun da omkring i kjøkken og stue, stille, bleg og nedtrykt, saa elendig

[176]

at se til, som om hun selv kunde trænge al den medicin, hun hented. Ord var der næsten ikke at faa af hende.

Saa slem en tid hadde Hasselberg aldrig havt Hvad var der dog i vejen med Bea, siden hun saa pludselig gjorde sig usynlig? Aldrig hørte han hende spille heller i disse dage. Kanske hun var blet syg, hun ogsaa? Noget farligt kunde det dog ikke være, for gamle Schlenk sad ganske rolig paa kontoret, og unge Schlenk gik ud og ind, som han plejed i sine «fittige» perioder. Men hvad var det da? Hvor- for lod hun ikke høre fra sig? Hun maatte da vide, at denne uvished var en tortur for ham, som elsked hende saa højt, og at han længtes saart efter den mindste underretning, — bare et par ord paa en lap papir, om hun ikke kunde komme selv. Hun maatte være syg alligevel, siden hun ikke skrev, upasselig i det mindste, og saa vilde hun vel ikke gi nogen anden et brev at besørge

Han gik med øret spændt, om der skulde bli talt om hende i butiken, — men det skedde ikke. Frøken Simonsen, som ellers altid sørged for at holde kon- versationen gaaende om alt og alle, var saa underlig i denne tid, — saa adspredt og taus. At spørge gik jo ikke an — det vilde synes paafaldende, hvordan

[177]

m

han saa stilled spørsmaalet, — og saa gik han da der, mer forpint og ulykkelig end nogensinde.

Og hver aften drog han sig med et paany skuffet haab. hjemover til sygestilbeden og medicinlugten, — gruende for natten, som aldrig nu længer hadde den maturlige søvns hvile og glemsel at skjænke ham.

[178]

VIII.

jet var knapt nok, at Beas tanker en sjælden

gang strejfed Hasselberg i denne tid. Den unge dame hadde faat noget andet at tænke paa, noget, som maatte tas med stort alvor og fordred grundig overvejelse. Det gik ikke an at befatte sig med nogen anden eller tænke paa noget andet, saa længe dette stod paa. Hun var kommet til et vigtigt punkt i sit liv, fandt sig stilet ansigt til ansigt med en. skjæbnesvanger afgjørelse — og var svært høj tidelig stemt formedelst situationens alvor.

Hun hadde udsigt til at faa en frier — ja, hun hadde i grunden faat ham allerede. Fabrikejer Strøm- sund — meget rig, noksaa pen og barnløs enkemand — var blet forelsket i hende og hadde slaat paa, at han vilde anholde om hendes hand. Anholde om hendes hand — Gud, bare det udtryk kunde jo stemme. til højtidelighed! Fabrikejeren var altsaa

[179]

ikke bare saadan forelsket som de mange andre, der ogsaa hadde været forelsket i hende, og hvem hun til dels hadde elsket igjen og elsket med — saadan i al uskyldighed og anstændighed, som der kunde være tale om mellem unge mennesker af de bedre stænder. Nej — fabrikejerens forelskelse var af en anden slags, den var en alvorlig, en virkelig forelskelse — han vilde ha hende til kone. Med rene ord hadde han jo ikke sagt det endnu, men hun kunde da nok forstaa en halvkvædet vise ogsaa. Der var ikke wil om, at han gik paa frierfødder. Og at faa en frier — en frier, som i alle maader var saadan, at der kunde reflekteres paa ham — det hørte jo blandt de alvorligste situationer i livet

Fabrikejer Strømsunds kone, som var død for mange aar siden, hadde været lidt i slægt med Sehlenk, og efter hendes død var fabrikejeren ved- blet at vanke i det schlenkske hus. Han hadde ahid git sig meget af med Bea, været snil med hende og behandlet hende som dame, længe før hun kunde kræve det. Hun paa sin side syntes svært godt om ham, helt fra barneaarene af, ja hun holdt ligefrem af ham, men bare saadan, som hun kunde tænke sig, at man holdt af en snil gammel onkel eller lignende. Aldrig var det faldt hende ind, at der kunde bli noget intimere forhold mellem dem,

[]

skjønt. det jo nok slog hende lidt, hvor fuldstændig han ombytted onkelens rolle med kurtisørens, straks hun kom i de lange skjørter. Men hun tænkte ikke videre over det, — ansaa det bare som et nyt udslag af det galanteri, han altid hadde vist hende.

Sta var det imidlertid nu for nylig, at han kom med to billetter til en konsert i «Logen» og spurte, om hun vilde ha den ene. Og han var saa uhyre elskværdig den aften, baade da de kjørte. nedover og i pauserne under konserten og aller mest, da han fulgte hende hjem, efter at de forgjæves hadde ven- tet paa vognen, — hans egen vogn. Det var paa den hjemtur, han talte saa ligefrem, at hun straks forstod, hvor han vilde hen. Og siden hadde han gjort sin opvartning hver eneste dag og git sin hensigt saa utvetydig til Kende, at endog fru Schlenk fik sine søvnige øjne op for, at der maatte være noget alvorligt i gjære.

Bea meddelte sig da til sin mor, som længe hadde haabet paa det parti og derfor nu i stærke orde- lag anbefalte datteren at sikre sig» snarest mulig. Men Bea syntes, at var der end meget, som talte for, saa var der vel ogssa lidt, som talte imod, — og i ethvert fald hadde det da ingen hast med at bestemme sig. Det vilde jo være udelikat, om hun samtykked saadan i ento-tre, — og uforsigtigt

[181]

tillige. For det var jo noget svært vigtigt, det drejed sig om, — en beslutning, som hendes ve og vel i høj grad afhang af, — et skridt, som vanske- lig lod sig ændre, om det faldt uheldigt ud. Saa der var sandelig al opfordring til at gi sig tid og tænke grundig frem og tilbage.

- Bea klaged over hodepine og fandt, at der var lagt for meget i ovnen, — tog en flakon fra spejlkonsølen og satte sig hen paa-chaiselonguen ved spisestuevæggen. Der blev hun længe siddende, lugted nu og da til flakonen, trak sig mer og mer ind i skyggen under viftepalmen og pusled lidt med at bøje til side et par af de brede blade for at faa saadan udsigt, som hun ønsked

Ved det ovale bord under hængelampen sad fru Schlenk og Strømsund, — fruen i sofaen, fabrikejeren bent imod, helt inde i lyskredsen fra lampen, med albuerne paa bordet og de store, hvide hænder famlende lidt nervøst hen ad tæppet. Han stræved haardelig med at holde en samtale i gang. Det hørte til de vanskeligere opgaver at konversere fru Schenk.

Ja vist var han vakker, ja — der kunde ikke være tale om andet! Et stort, smukt formet og knejsende hode, kjække, mandige, udpræget

aristokratiske ansigtstræk og tykt, buklet haar, som vistnok

[182]

var lidt graasprængt ved. tindingerne, men ganske lidt, højst ubetydeligt. De var næsten flatterende, de sølvhaar ved tindingerne! De stod saa smukt mod det øvrige, matsorte, — de satte ligesom en pikant smag til. Skjægget klædte ham — det var blødt, kruset og frodigt — lidt for frodigt kanske, det grodde jo mer end halvvejs opover kinderne —, og fasongen kunde været heldigere, men det sidste i ethvert fald gik det da an at rette paa. Figuren endelig — ja, skulde hun ha noget at ud- sætte, saa maatte det være paa figuren. Han var svær, fabrikejeren, ikke uproportionerlig — langtfra! — han kunde vel ikke egentlig kaldes fed engang, — men dygtig bred over ryg og bryst, og svære nakkemuskler hadde han, det var sikkert. Bea maatte finde dette lidt kjedeligt, eftersom hun ubetinget syntes bedst om de slanke og svaje — enhver hadde jo sin smag. Men denne fabrikejerens førlighed var da intet at hæfte sig ved, naturligvis. Den klædte, — og desuden hadde vel de fleste mistet sin slank- hed og svajhed, naar de kom op i hans alder. Alderen, ja — aldersforskjellen mellem dem — den voldte hende ogsaa nogen betænkelighed. Han blev jø ni og tredive mu til vaaren, — var altsaa akkurat tyve aar ældre end hun. Og ingen vidste jo, hvor fort det kunde gaa: Kanske han vilde være

[183]

gammel og affældig, naar hun var kommet til livets kulminationspunkt — ja før den tid ogsaa, om det skulde bli rigtig galt. Og det maatte være grusomt at trækkes med en stivbenet og knarvurren graa skjæg, mens man selv endnu var ung og smuk og stærk

Aa nej, for resten — hun behøved vist ikke at frygte for det. Han saa da sandelig. livskraftig nok ud! Han var vist ikke af dem, som sygned hen og skranted sig ind i evigheden. Han holdt sig uden wil sund og stærk langt op gjennem aarene, — for saa at gjøre det af i en fart, naar det blev til det, at han skulde deran, — saadan som stærke følk plejed at gjøre. Og selv om det skulde hænde, at en hastig død gjorde det af med ham, mens hun endnu stod i sin bedste blomst, saa var det jo i og for sig ingen slem ulykke at bli ung enke, — og aller mindst naar man sad igjen med stor rigdom, saadan som hun i det tilfælde vilde. gjøre.

Stor rigdom — ja, den vilde hun faa med Strøm- sund, og det var det, som fremfor alt vejed saa tungt til hans fordel. Ti Bea hadde altid ønsket at bli rig, ustyrtelig rig, saa hun kunde tumle med penge, som hun lysted, strø dem omkring sig, saa det skinned af guld, hvor hun gik og stod, — la

den ejendommelige skjønhed, hun vidste sig i

[184]

besiddelse af, træ' dobbelt stærkt frem mod en baggrund af glimrende ekscentriciteter. Og med det maal for øje kunde hun næppe gjøre et heldigere parti end Strømsund. Det vilde ikke vare længe, før han maatte regnes som kapitalist af første rang efter hjemlige forhold. Allerede nu var han oppe mellem de højest beskattede, og enhver kunde fortælle, hvordan hans bedrift stadig kasted mer og mer af sig. For resten var det ikke bare den, han tjente paa, — han hadde penge i en hel del andre forret- ninger og foretagender, som samtlige sagdes at lønne sig særdeles godt. Et enestaaende held hadde fulgt ham hele tiden — pengene hobed sig op under hans hænder, — de penge, som han var alene om.

Nu vilde han altsaa dele dem med hende. Og hun vidste saa sikkert, at den snille conkel» vilde la hende tumle med guld, ganske som hun lysted. Han var ingen pengepuger, ikke det spor gjerrig — tværtimod! Han ødsled saamæn godt nok selv, leved paa en stor fod med megen selskabelighed og hadde mange kostbare liebhaverier. Bare det, han aarligaars anvendte til indkjøb af malerier og andre kunstgenstande, løb nok op til en betragtelig sum. Hans hus var storartet — aldrig hadde hun set pragtfuldere værelser end dem derhjemme hos ham I æarenes løb var hun kommet der af og til med

[185]

forældrene, og altid hadde det været som en fest for hende at vandre fra rum til rum, beundrende, nydende, strygende sig kjælent ind til denne rige elegance, denne massive luksus. Desuden hadde han heste og vogne, som hun nok kunde ønske at gjøre opsigt med paa <strøget», samt — ikke at forglemme — et nydeligt landsted ude i Asker. Lidt kjedeligt for resten, at det landsted ikke Ina paa Bygdø, for der var jo finere — og smukkere tillige. Men det gik da nok an at ha det hyggeligt i Asker ogsaa, og briljere kunde man jo overalt, naar man bare hadde penge,

Jo — hun fik nok bestemme sig til at ta ham. Det vilde være letsindigt at vise fra sig saa megen herlighed, især da han selv var saadan, at hun virkelig kunde synes om ham. Og der var jo saa alligevel ingen mening i at tænke mer paa denne kandidat Foss, den rige og vakre amtmandssøn, som hun engang elsked saa ubeskrivelig og omgikkes daglig, men som nu hadde glemt hende i over et halvt aar. Han vilde bare ha lidt fjas med hende og ikke mer. Hun hadde saamæn grædt sine modige taarer, den dag hun skjønte, at det blev bare fjas med ham. For han var da et af de sødeste mand- følk, man kunde se for sine øjne — og saa skulde han desuden bli diplomat. Tænk, hvor herligt, om

[186]

hun som hans kone kunde kommet lidt med i «high life» omkring i Europas hovedstæder! — Naa — rejse kunde hun jo med Strømsund ogsaa. Hun vilde sætte som betingelse, at de skulde rejse. meget, og først og fremst gjøre en lang, lang bryllupsrejse til Rom — og Neapel med den dejlige golf —

en — — — orangelunden dufter lig i aftenstunden —

— Strømsund vendte sig halvt om og spurte, hvordan det gik med hodepinen. Jo tak — hun hadde det bedre nu — og saa var hun nær kommet til at le højt over det gudsjammerlige ansigt, hvormed han vendte sig til fruen igjen. Stakkars mand, hvor han vist pinte sig for at holde det gaaende! Det vilde vel næsten være kristenpligt at flytte hen til bordet og hjælpe ham lidt — men det smagte virkelig sa yndig at sidde saadan for sig selv og drømme lyst om fremtiden. Og desuden kom vel den gamle og Albert straks op fra kontoret, for Nirnbergeren dernede hadde ramlet for lidt siden —

Huf — det var virkelig alt andet end hyggeligt at ha en mor, som hadde været sypige! Og fru Schlenk hadde været sypige. Naar man var begyndt saa langt mede, kunde man vel aldrig bli dame. Fru Schlenk i det mindste var aldrig blet dame.

[187]

Lidt manerer hadde hun jo lagt sig til, men simpel var hun, og simpel blev hun, trods guldstas og fine kjoler. Og desuden var hun saa rædsomt uvidende! Hun kunde begaa de utroligste sottiser, naar hun engang imellem voved sig til at ytre noget, som skulde være lidt mere end almindelig dagligstuesnak. Bea hadde ofte kjendt sig saa skamfuld over sin mors sottiser, at hun kunde gaat i jorden ved dem. Saa — nu stopped det helt op derhenne ved bordet. Fabrikejeren lod til at være udtømt til det yderste. Han haled til sig et album og begyndte med interesse at betragte de ansigter, han hadde set saa mange gange før. Fruen ekspederte en længe tilbageholdt gjæsp bag lommetørklædet — og ingen af dem talte. Det blev saa stil, saa stilt — bare taffeluret dikked med irriterende. tydelighed.

Nej, dette gik da ikke an — hun maatte nok til alligevel, Bea. Bedst var det vel at gi lidt musik, skjønt hun var svært uoplagt. Hun maalte afstanden hen til pianoet og retted sig op — men la sig straks bagover igjen, da hun hørte nogen i trappen.

Naa endelig — det var saamæn ikke for tidligt, at der kom nogen af dem! For de vidste jo, at Strømsund var tilstede, og de maatte da kunne skjønne, at han ikke hadde det muntert netop.

Det var Albert — hun kjendte hans slæbende

[188]

skridt og knirkende støvler. Men saa sandelig — gik han ikke forbi og ind til sig selv! Gud, hvor det ligned ham at være saadan ligetil uhøllig! Det skulde slet ikke undre hende, om han nu strøg paa gaden med det samme, uden saa meget som at se indom og hilse godaften!

Naa, Gud ske lov — der kom den gamle ogsaa humpende op over trappen! Og ham maatte hun se til at holde paa iaften, — faa ham til at være selskabelig for én gangs skyld. Det vilde ta sig storartet ud, om han ogsaa fordufted ad gaden til eller satte sig ind hos sig selv for at pimpe toddy, som han hadde for vane, naar han en sjælden gang holdt sig hjemme om aftenen. Bare han mu var i godt humør, for da kunde hun vikle ham om sin finger, men naar han hadde havt ærgrelser eller var tungsindig — som han ofte var —, saa kunde det falde vanskeligt nok at raa” med ham —

Bea drog et lettelsens suk, da gamle Schlenk viste sig i døren. Ti han hadde med sig aftenavisen og den sølvbeslagne merskums —, et sikkert tegn paa, at han var i godt humør og vilde holde sig hjemme.

Da telegram'erne og de øvrige dagsnyheder var løbet igjennem og passiaren kommet i gang mellem de to herrer, listed Bea sig stilt ud og henover

[189]

gangen til sit værelse. Hun kunde ikke sidde stille længer, — hun var pludselig blet saa. sprættende glad ved tanken paa den lykke — det overmaal af lykke, kunde hun gjerne sige —, som nu laa for hendes fod. Da hun var kommet ind til sig selv, roded hun febrilsk omkring, til hun fandt fyrstikker og fik tændt en lysestump. Saa klasked hun hæn- derne sammen, gjorde et hop og begyndte at snurre rundt, indtil hun blev svimmel og drev ned paa en stol, — satte saa i at tralle og tramped takten med støvlehælene.

Aa — for en lykke at komme hjemmefra, komme ud af disse kjedelige stuer, bort fra denne halvfinhed! For det var bare halvfint. herhjemme, saadan som det vel blev overalt, hvor husets frue ikke var dannet, ikke var dame. Bea hadde ofte følt sig saa genert og trykket ved denne halvfinhed, for de mærked den jo straks, alle som satte foden indenfor deres dør — sligt Ia ligesom i luften. Men nu skulde hun flyve ud fra det kvalme halvmørke til lys og pragt og herlighed —!

Dette var mer end lykke — det var triumf — en stor triumf! Slig som hun vilde bli misundt — og søgt! Naar hun nu pludselig dukked frem paa sel- skabslivets himmel som en glimrende stjærne — og steg, højere og højere, indtil hun kanske stod højest

[]

af alle — hvor vilde der da ikke bli snakket om hende over den hele by! Hun skulde ssamæn sørge for, at byen altid snakked om hende, maatte snakke om hende! Hun vilde — ja, hun vidste ikke alt, hvad hun vilde finde paa. Men det vidste hun sik- ken, at hun vilde holde «salon» for kunstnere og skjønaander, saadan som de rige og fornemme damer gjorde i Paris. Kunstnere — især de lidt blege med dybtliggende øjne — hadde altid været et af hendes sværmerier

Hun hopped op fra stolen og snurred rundt igjen, rev en ildtang overende og vælted en stol, sang og tralled og lo, saa pusten holdt paa at gaa fra hende — og kasted sig tilslut plat ned i sofaen, saa det knaged og skreg i det gamle møbel.

Gud — hun var da tosset, som tog saadan paa vejl Hun, som hadde saa let for at bli rødsprængt, burde ikke husere slig — hun kunde jo bli fæl at skue, til hun skulde ind igjen. Og desuden maatte jo folk tro, at hun var blet splitter forrykt, om de hørte, hvad larm hun holdt. Mærkeligt, at ikke Albert, som uafbrudt knirked. frem og tilbage i sideværelset, kom for at spørge, hvad der gik af hende. Gid han vilde komme!

Hun rejste sig, retted lidt paa dragten og haaret, tog lysepladen og ledte en stund, før hun fandt

[191]

haandspejlet og pudderæsken. Der var altid et gyseligt roderi hos hende, skjønt der blev ordnet flere gange om dagen.

Da hun hadde ført pudderkvasten lidt omkring i ansigtet, hev hun den ned i æsken, saa melet drev som røg hen over bordet, — slængte spejlet i sofaen og gik mod døren. Hun vilde ind og fortælle Albert om den store lykke, som hun bare behøved at strække haanden ud for at naa. Hun maatte, maatte ha nogen at fortælle det til! Hun vilde begynde at nyde sin triumf allerede!

Albert stansed midt paa gulvet, noksaa over rasket ved det sjældne besøg

«Skal du ud?» — Bea nedlod sig uden videre i gyngestolen og satte den i fart

«Ja, straks. — Er det noget særdeles?»

eAa nej — jo, for resten, det er noget særdeles.» — Hun gynged en stund, saa hæardt, at stolen ordentlig hopped, hver gang hun spændte til. Saa

stansed hun med et ryk —: <Kanske du ved det alt?»

eHvilket?>

<Dette med Strømsund —

«Strømsund —?> — Albert stod saa inder

slap og distræt, med hænderne langt nede i bukse- lommerne

[192]

<Dette med Strømsund og mig, ved jeg!» — Hun la sig bagover, klemte sig godt ind i stoleryggens dybe runding og lo stilt.

eNaa — saadan! Ja, jeg har jo havt ham lidt

mistænkt — men jeg trodde ikke —.» Albert slængte sig rundt og drev hen til vinduet. — «Har han fridd?

slkke ligefrem — men han kan heller ikke trække sig tilbage. Han venter bare paa et vink for at erklære sig — — Er det ikke dejligt, du?» — spurte hun om lidt, da Albert ikke sa et muk og ingen glæde røbed.

Th —

«Tænk — at komme op i saa megen herlighed! At komme til et saadant hjem!»

sFor dig blir det jo en vinding. For ham — Albert trak paa. skuldrene.

<For ham?» — Bea satte hvast i og vilde fare op i vrede — men den dovned saa pludselig af. Hun la sig ned i stolen igjen og sa, efter kort betænk- ning: «Det blir jo hans sag.»

sJa — nærmest blir det jo det.»

Albert slentred et par gange over gulvet. Saa gik han hen i et hjørne af værelset, hvor han hadde et kaos» bag et grønt forhæng, som hang skraat for hjørnet, saa der blev et lidet trekantet aflukke. Han

[193]

slog forhænget til side, haled frem en gammel, af- danket sælskindskuffert, aabned den og begyndte at rode omkring i den mængde af bøger, som den var stoppet fuld af. Bea satte op et spydigt smil

«Leder du efter noget til mig?» — spurte hun. — «Noget om kvindens pligter i ægteskabet, kanske?» for. dig vil det vel være nok, naar du kjender dine rettigheder.»

Bea blev rød og bed sig i læben, men svarte ikke. Albert flytted lampen lidt nærmere hen til sig, tog op bog efter bog, saa paa titlerne og kasted friskvæk ned i kufferten igjen. Der var stilt en lang stund, Ben gynged sagte.

«Han blir lykkelig, naturlig højt og ligesom uvilkæarlig.

Albert gav sig til at fløjte. Bea før op af stolen.

<Vil du kanske sige, at han ikke blir lykkelig med mig?» — spurte hun med gnistrende øjne.

sJeg vil ingenting sige. Jeg vil bare haabe det bedste.»

sAa — du er en væmmelig fyr! Altid skal du ærte og gjøre dig sa kritisk overlegen! Og saa er du vist en stor tosk i grunden — for nu ikke at tale om, hvad du ellers er.» — Hun hev sig ned i stolen og gynged, saa den holdt paa at gaa bag- over med hende.

> — sa hun, halv

[194]

Albert vedblev rolig at søge mellem bøgerne og bestemte sig omsider for et par, som han la paa bordet, — skjøv kufferten ind bag forhænget og slog en gammel avis om bøgerne. Da det var gjort, gik han ud og hented pels, hat og kaloscher.

eJa, mu forsvinder jeg» — så han. — «Du slukker vel lampen, naar du gar —» sJeg gaar med det samme» — Bea rejste sig

halvt, men slap sig ned igjen med albuerne mod bordpladen og hænderne for ansigtet. — «Dette var stygt af dig, Albert, — rigtig, rigtig stygt! Jeg var i saadant dejligt humør, da jeg kom herind — jeg har aldrig kjendt mig saa lykkelig i hele mit liv — og sa skulde du ødelægge det saa aldeles for mig!

sKjære — det er jo svært lidet, jeg har sagt.»

<Aa, jeg forstaar godt alligevel, hvad du mener.

sMen du forstaar ikke, at denne min mening har saa sørgelig meget at støtte sig til?»

«Ti stille med dig! Du er en tølper!» — Bea slog i bordet med flad haand. Saa begyndte hun at snøfte, som om graden vilde ta hende.

<Er det alvor med den graad?» — spurte Albert om lidt.

Bea svarte ikke, blev bare ved at snøfte. Albert

[195]

stod tvilraadig et øjeblik, saa la han pelsen fra sig og tog plads ved bordet.

«Vi er jo søskende, vi to,» — sa han, langsomt og lidt usikkert, — «men vi har aldrig vidst af

hinanden som saadanne — lige saa lidt som vi har vidst af far og mor. Vi har gaat saadan aldeles alene, hver for sig, — vi er vokset op som vild-

skud, har faat lov til at bli saa gode eller saa daarlige, som vi hadde natur til. Sligt er jo svært uheldigt, skjønner du vel — det fører saa let til ulykke, først for én selv, naturligvis, men ogsaa for andre, om forholdene lager det saa. For os to førte det temmelig snart til ulykke — vi hadde vist ikke nogen videre god natur at flyde paa. Vi hadde trængt tugt, mer end de feste, vistnok — men fik ube- grænset frihed. Og de eksempler, vi har havt for øje herhjemme — ja, de bidrog nu heller ikke til at faa det gode frem i os. Saa jeg kan trygt sige, at det er daarlig bevendt med begge generationer her i huset. — Jeg ved ikke, om du forstaar, hvad jeg mener?»

Bea svarte ikke. Hun var holdt op med at snøfte, men sad fremdeles med hænderne for ansigtet. Albert vrikked lidt utæalmodig paa stolen, og saa fort- satte han

«Jeg har jo flere gange tænkt paa at snakke med

[196]

dig om dette — og foreslaa, at vi skulde slutte os nærmere sammen, saadan for at hjælpe og retlede hinanden saa vidt mulig, vi to, som er blet saadan vanskjøttet. Hadde vi gjort det for nogen tid siden, saa kanske vi kunde reddet et og andet ud af familjens moralske falltbo. Men det er aldrig blet til noget. Ti hver gang jeg forsøgte mig frem hos dig for at finde, om du hadde forstand paa det alvorlige i vor situation og trang til at være med paa det, jeg vilde foreslaa, saa har du fluksens knejst med nakken og sat næsen i sky og git dig til at være uforskammet, — saa jeg maatte jo faa det bestemte. indtryk, at det ikke vilde lønne sig at snakke med dig om sligt. Jeg har ikke egentlig noget haab om, at det vil lønne sig nu heller, saa det var vist noksaa dumt af mig at begynde paa dette her. Men —>

sUndskyld — blir den lang, den præken?> — Bea tog hænderne fra ansigtet og saa udfordrende paa ham,

Albert sad mæalløs en stund. Saa skubbed han stolen tilbage og rejste sig —:

«Nej da! Jeg skal slutte straks — og gratulere med forlovelsen. Det er et Fandens godt kup, du der har gjort.» — Han tog pelsen og iførte sig den med nervøs hast.

[197]

<Hvis du vil insinuere, at jeg har lagt an paa Strømsund, saa er det fuldstændig uberettiget.» — Bea rejste sig med værdighed

<Jeg insinuerer intet — jeg ønsker dig bare til lykke. Desværre vil jeg ikke kunne gjøre det samme for Strømsunds vedkommende.»

<Kanske det heller ikke er en insinuation — hvad?> — Bea stamped, saa det klirred i lampekuplen.

cDu kan kalde det, hvad du lyster. Men jeg vil ha lov til at udtale det, som er min fasteste over- bevisning, nemlig at din mand — enten det nu blir Strømsund eller en anden — vil faa al mulig grund til at forbande den dag, da han førte dig hjem

Hø, ho — du er en fin fyr, du! Først sidder du her og snakker nedsættende om dine forældre, og saa er du tølperagtig mod mig uden spor af grund! Jeg forstaar ikke, hvad du sigter til med dine grovheder, men det er vist noget meget stygt, du tænker om mig. Vær saa god — det er mig knusende ligegyldigt! Ti jeg foragter dig! Det vil jeg ha lov til.» — Hun gik knejsende mod døren.

Albert blev bleg. Han tog haardt fat i en stoleryg og stod lidt og sparked for at komme i kaloscherne.

«Saa sagte!» — sa han. — «Det er en styg uvane, du har — saadan at fare op i sinne og bruge

[198]

stærke ord. Den uvane vil bli haard at døje for den, som skal leve sammen med dig.»

'<Naa — det var altsaa det ene!> — Bea svinged sig ilter rundt. — «Og det øvrige, som skal gjøre mig til slig en pestilens for min mand — hvad er det for noget? Det kunde være morsomt alligevel at faa besked om det nu med det samme.»

sØnsker du at høre det usminket?>

sJeg skal se til at taale det.»

Albert gik et skridt nærmere, og hidsig, i rivende fart, slynged han ordene mod hende:

<Nu vel — saa hør da for første gang, hvad du skulde ha hørt for længe siden og af én, som kunde talt med større myndighed — saa var du kanske ikke blet den, du nu er. For nu er du en køkette, en rigtig dreven kokette. Ja — det udtryk er i grunden for mildt og pynteligt.Flokse, flane passer bedre. Hvis du ikke hørte hjemme saapas højt oppe i samfundet, som du til dit held gjør, saa var du for længe siden blet en tøs — du ved, hvad det er. For tøsenaturen har du til overmaal, og du til fredsstiller da ogsaa dens krav i saa stor udstrækning, som det gaar an, uden at dit navn, dit rygte. og din anseelse som dame lider ved det. Du har én stor interesse, som helt behersker dig og gir dig præg: At kunne more dig med mandfolk, — i al

[199]

anstændighed, Gud bevares, men ikke saa ganske uskyldigt alligevel. Og den moro har du sandelig ogsaa drevet, fra. du blev saa stor, at der kunde være tale om sligt. Du ved, du er vakker, og uden skrupler misbruger du den magt, dit legems fortrin gir dig, til at egge og fange — og sta gaar legen lystelig, til du blir kjed af vedkommende og vælger dig en ny gjenstand. Samvittighedsløst, uden spor af ansvarsfølelse driver du denne leg, hvis pirring vistnok nu er blet dig en nødvendighed, en be- tingelse for, at du kan kjende dig vel. Bevares — der findes jo fuldt nok af mandfolk, som straks er paa højde med situationen og derfor gaar uskadt ud af ganteriet, Men du kunde jo ogsaa slumpe til at fange én, som var mere naiv, mere uerfaren, én, som tog det for alvor og derfor maatte finde sig adskillig brøstholden, den dag det behaged dig at permittere ham efter endt tjeneste. Du har vist flere saadanne forsyndelser paa samvittigheden. Jeg kjender en student, som har fortalt mig om, hvor- dan du gjorde ham i den grad kruset i hodet, at han for alvor tænkte paa at skyde sig, da du spar- ked ham bort —!

Og nu vil du gifte dig! Uden spor af an- svarsfølelse eller frygt gaar du vel til det som til alt andet. Du har vel ikke saa meget som en anelse

[]

om, at du — slig som du mu engang er — vil bringe. elendighed over din mand og søle eders ægteskab til. Eller kanske du tror, det skal være slut med denne pirrende leg, dette erotiske lefleri med hvert mandfolk, du synes om, naar du først er blet gift? Tror du det, saa tar du skammelig fejl! Naar du har fat tid til at bli kjed af din mand, vil det først gaa for alvor løs. Dersom du da ikke faar kraft til at tvinge dig selv — men se, det skal der mu noget til, som jeg tror, du altid vil mangle. Ti saa vidt jeg kan skjønne, er du et af disse forunderlig indrettede fruentimmer, hvis eneste bestemmelse her i verden synes at være den at gjøre mandfolk ulykkelige, — ret et pragteksem- plar af arten!

— Ja, kjære — nu har jeg da virkelig git besked Og jeg føler mig betydelig lettet.»

Bea hadde støttet sig til dørkarmen og var blet blegere og blegere. Nu skylled blodet op i hendes ansigt, hun blev rød helt nedover halsen, — knytted hænderne og løfted dem lidt mod ham

«Tak — det var en smuk karakteristik, du der gav af mig» — sa hun med tykt mæle. — «Men du skal da heller ikke ha gjort det for intet. Du, som taler saa strængt til synderinden — hør mu

[1]

godt efter, saa skal jeg forklare, hvad du egentlig

<Spar dig ulejligheden! Jeg har selv saa god greje paa den ting. Vi er i det hele tat en nydelig familje, vi Schlenks — og jeg er uden tvil den mest straa- lende juvel i smykket.»

<Saa præk for dig selv da! Og kom ikke her og vælt grovheder og infame beskyldninger over mig!»

Bea begyndte at storhulke

«Det er nu tilfældigvis dig, ikke mig, som agter at indtræde i den hellige. ægtestand. Naa — brøl ikke saadan op! Beskyldninger — ja, der var be- skyldninger i det, jeg sa. Men kan det være dig til nogen trøst, saa skal jeg gjerne tilføje, at. du er ikke alene om at bære ansvaret for faktum. En god del af det, som har ført til den sørgelige tingenes tilstand, har du vel faat i arv, — mangel paa opdra- gelse og daarlig indvirkning fra forskjellige hold har ogsaa gjort sit —>

Han tog hatten og bøgerne, som han hadde pak- ket ind —

Ja — nu slukker jeg.»

Bea løb ud og slog døren igjen, saa det drøned gjennem huset. Da hun var kommet 'ind til sig selv, drejed hun nøglen om, kasted sig næsegrus i sofsen, krafsed. omkring sig og bed i den broderte pude,

[2]

mens hun stortuded. Da hendes sansesløse raseri hadde git sig lidt, satte hun sig oprejst og begyndte at tænke —

Aa — den Albert, den Albert! Bestandig hadde han været saa væmmelig mod hende, men aldrig i den grad som nu! Det var rene smæatterier, alt det tidligere, i sammenligning med dette forfærdelige! I himlens navn — hvorved hadde hun gjort sig for- tjent til saadan medfart?

Intet galt hadde hun gjort, ikke det spør — i ethvert fald ikke mod ham. Tværtimod — hun hadde aldrig sladret paa ham, men bestandig tat ham i forsvar, naar der blev hentydet til eller talt om hans mange gale streger. Og saa kom han, som var i den grad berygtet over hele byen, at man ved Gud maatte skamme sig ved at være søster af slig en person — saa kom han og hovmestererte hende, skjældte hende huden fuld! Skjældte hende ud i den utroligste grad, beskyldte hende ligefrem for at være et slet fruentimmer — ligesaa slet næsten som alle dem, han hadde turet lystelig med, helt siden han sad paa skolebænk! Det var en uforskammethed øver alle grænser. At hun hadde taalt det! At hun ikke hadde slaat ham i ansigtet — bidt ham til blods — krafset øjnene ud paa ham! Naa — hun skulde da i ethvert fald huske ham det

[3]

Hvad var det mu egentlig for noget, alt det, han øste ud af sig? Det kom saa uventet, saa over- vældende, og det gik saa rivende fort, at hun kunde ikke faa tag i det altsammen. Men det hovedsage- lige hadde hun da fattet — enkelte udtryk var formelig som brændt ind i hendes hukommelse. Tøsenatur — more sig med mandfolk — erotisk lefteri — pirrende leg — ganteri — Gud fader vel, for en bunke af udsøgte skjældsord! Sligt turde han vove at by hende! — Det var for grovt til at være sagt af ondskab, — han maatte virkelig mene noget med det, paa en maade tro sig berettiget til at ta saadan paa vej —

Naa ja, for resten — ved at tænke nærmere over et og andet, saa maatte hun jo medgi, at der var noget i det, han sa, — et lidet gran af sand- hed under de rædsomme overdrivelse. Hun hadde virkelig i de sidste seks-syv aar — helt siden det barnebal, da en lang, skjægget løjtnant kyssed hende saa eftertrykkelig ude i en dunkel entré — ikke tænkt paa stort andet end sligt noget. Og jo ældre hun blev, desto mer tænkte hun paa det — som rimeligt var. Man tvang hende jo formelig til at tænke paa saadant, for hun kunde næsten ikke vise sig, før mandfolkene var efter hende og be- gyndte at plage hende. Og saa stod det jo omtrent

[4]

ikke til at undgaa, at man kom til at gi sig lidt af med de stakkars forelskede — naar man ikke hadde et hjærte af flint, da. Men hendes hjærte var mu engang ikke af flim.

Hun hadde git sig af med dem, altsaa, med mange af dem — men det var da sandelig ikke noget at skamme sig over og endnu mindre at angre paa. De vilde jo ha det saadan, mandfolkene, — der var ikke fred at faa, før hun gav sig af med dem. Og hvad galt kunde der nu ogsaa være i sligt, saa længe det blev drevet i al anstændighed og uskyldighed og bare som et behageligt tidsfordriv fra. begge sider?

Behageligt — ja, hun fandt det behageligt. Hun skulde ærlig tilstaa, at de forelskede herrer meget smart blev hende en kjær sysselsættelse, — hun gik dag efter dag uden at ha noget, hun kunde ta sin hand i eller beskjæftige sine tanker med. Men det var afskyeligt og i højeste grad uberettiget, naar Albert af dette tog sig lejlighed til at slynge hende den beskyldning i ansigtet, at hun hadde tøsenatur, Ligefrem nedrigt var dette af ham, som saa godt maatte vide, hvordan tøsenaturen var beskaffen Aldrig hadde hun lagt an paa nogen — aldrig! Det var saamæn mandfolkene, som begyndte med hende.

Hm, ja — aldrig var nu et svært stærkt ord.

[5]

I de sidste aar, efter at hun var kommet saadan i vane med at bli gjort kur til, hadde det jo ligesom irriteret hende lidt, naar en enkelt viste hende lige- gyldighed og kulde. Og i de tilfælde hadde hun da — ikke lagt an paa vedkommende, langtfra! — men bare saadan prikket lidt til ham for at opdage, om der ikke var varmt blod i ham ogsaa. Og det kunde hun trygt sige, at aldrig hadde hun git nogen anledning til at tro, at det skulde være i mindste maade alvorlig ment fra hendes side. Der var da heller ingen, som hadde opfattet det som alvor — paa et par undtagelser nær, da.

Huf ja — det var en kjedelig historie forrige zar med den dumme student, som altsaa ikke bare var dum, men sladderagtig tillige. Hadde han ikke en aften, da de skiltes som uvenner for hans toskeris skyld, trukket en pistol op og sagt, at den vilde han bruge paa sig selv, naar han kom hjem, fordi hun hadde gjort ham ulykkelig for livet! Naa — han skjød sig da heldigvis ikke, men daar- ligt var det nok blet med ham fra den dag. Ja, hun skulde saamæn aldrig ha set til den kant, hvor han gik, om hun hadde anet, at det vilde ta den ende med ham, — men hun kunde da ikke lugte sig til, at han — som oven i kjøbet var Kristiania-mand — skulde være saa meget dummere

[6]

end alle de andre. Og desuden var det den dumrian selv, som hadde gjort begyndelsen. Det var altid mandfolkene, som begyndte. Selv den landsens uskyldighed, denne Hasselberg — selv han hadde jo paa sin klodsede maade fanget an hin aften i kondito- riet, da han gjorde hende en stum kjærligheds- erklæring —

Hasselberg! Hun kom pludselig i tanker om, at hun rent hadde glemt ham nu i flere dage. Kanske han gik og vented paa hende hver aften og tog sig nær af, at hun ikke kom — at hun saa pludse- lig blev borte uden nogen slags forklaring eller farvel

Hun kjendte sig lidt urolig. Det skulde da vel aldrig bli op igjen historien med studenten, som vilde skyde sig?” Han var vist en underlig fyr, denne Hasselberg, — hun vidste ikke egentlig, hvad hun skulde tro om ham, hvad slags karakteristik hun skulde gi ham. Naa — tør og kjedelig var han da i ethvert fald, vist noksaa ubetydelig i grunden, og hadde det ikke været for det, at han var saa ual- mindelig yndig uden at vide om det, saa skulde hun saamæn aldrig ha brydd sig en døjt om ham. Hun hadde da været adskillig uforsigtig ved at vise sig ofte sammen med ham — en simpel handelsbetjent! Nu skulde hun vel ikke ha det | tilgift, at han var

[7]

blet saadan egentlig forelsket? Han gik da vel aldrig og drømte om gjensidig forelskelse — gjorde sig dumdristige haab? Huttetu — det kunde jo bli ordentlig skandale, om der kom noget sligt paa nu samtidig med forlovelsen!

Aa nej — det var latterligt at tro saadant. En- follig og troskyldig var han rigtignok, men der maatte da være maade med alting. At studenten kunde falde paa sligt, det lod sig endda forklare, for han var jo student, altsaa. Men Hasselberg, som intet var og intet kunde bli — han maatte begribe ligvis undgaa at bli hængende i den slags illusioner, hvis han da overhoved hadde det, som kunde kaldes fornuft. Og desuden var han jo saa beskeden, saa latterlig beskeden og bly og undselig — han voved nok ikke at løfte øjnene saa højt som til hende. Hun kjendte sig ganske tryg og tænkte ikke mer paa Hasselberg.

Aa, den Albert — hun kunde bli saa kogende sint endnu, naar hun husked alt det stygge, han hadde sagt! Det styggeste af alt var nu i grunden dette om, at hun vilde bringe ulykke over Strøm- sund og søle deres ægteskab til. Søle til — for et udsøgt simpelt. udtryk! Og desuden var det saa rent grebet ud af luften, det grusomt fornærmelige, han derved hadde udtalt, — og ikke bare udtalt som

[8]

formodning, men som urokkelig overbevisning. Hvor- dan kunde han formaste sig til at by hende en saadan fornærmelse? Kjendte han hende saa ud og ind, kanske, — saa meget bedre, end hun kjendte sig selv?

Kjendte sig selv — naa ja, for resten, alt dette var hun jo ikke kommet i tanker om, skjønt hun mu i en hel uge hadde gaat saa tankefuld i anled- ning af det, som forestod. Det fulgte jo af sig selv, at nær hun hadde knyttet sig til en mand som hans hustru og afgit det store, for livet bindende løfte, frivillig og under højtidelig form, saa vilde hun ogsaa holde løftet til punkt og prikke. Det var da saa selvfølgeligt, at det ikke kunde falde én ind at tænke over det paa forhand. Til punkt og prikke vilde hun holde sit løfte, og der var da ikke tvil om, at hun i dette tilfælde kunde, hvad hun vilde. Ganske vist — hun følte ingen overvættes stor kjærlighed til Stromsund, men alligevel var det jo rent latterligt at tænke, at det skulde volde vanskelighed at være pligttro til det yderste. At sige da, hvis ikke ægtemanden skabte sig vrang og urimelig og lej paa en eller anden maade og derved gav foranledning — men det vilde Strømsund vist aldrig gjøre. Aa nej — han holdt nok for meget af hende til det

[9]

He — den Albert! Han vilde mu fare med at være saa stor menneskekjender, at det gav ham ret til at profetere. Men hun skulde gjøre ham saa grundig til skamme, at han engang maatte komme og be hende om undskyldning paa sine knæ, i fald han hadde en smule ære i livet — saamæn. skulde hun det! Hun skulde vise ham, at hun kunde leve — og leve fortræffelig ogsaa — uden cerotisk lefleri» og spiring». Naar hun nu blev gift, saa vilde hun boltre sig efter sit unge hjærtes lyst i herlighed og glæde, men aldrig skulde hun indlade sig paa noget af det, som kunde kaldes at «more sig med mand- følk> — det stygge udtryk! Smægten og sukken og kurmageri for hendes skyld skulde samæn være spildt umage, — hun vilde være døv paa det øre, kold som is. Hun vilde ikke lægge saa meget mærke til mandfolkene engang, at hun fik noget indtryk af, hvordan den og den saa ud. Aa jo, han skulde saamæn faa se, den Albertmand, at der var saapas energi i hende. Hun kjendte sig svulmende stærk og fuldt forvisset om, at hun vilde bli en god hustru, en rigtig god hustru. Hun maatte da ogsaa være en mer end almindelig daarlig person, om hun gav sin mand skjellig grund til at være misfornøjet med hende, — hun, som blev denne mand saa meget skyldig for alt det, han gav hende, og for at han

[]

ligesom løfted hende mange trin opad samfundsstigen ! For nu ikke at tale om, at man som gift kom ind under strængere regler — moralske saavel som juridiske —, regler, som nok kunde lægge baand selv paa den af naturen letsindige

— Der blev banket paa hendes dør. Det var fru Schlenk, som spurte, hvor i al verden hun blev af.

«Kommer straks!» — Bea saa i spejlet og slængte det hidsig hen over bordet. Hun var ildrød og hoven omkring øjnene — saa rigtig fæl ud, symtes hun.

Skulde hun sige, at hun var daarlig og ikke kunde komme ind? Aa nej — Strømsund vilde kanske ikke like det og tro baade det ene og det andet — forelskede folk var vist svært mistænksomme, Og det gjaldt da virkelig ikke saa lidet om at sikre sig. Hun fik gaa ind alligevel

«Kommer straks, hører du!» — Hun tog en flaske cau de Cologne, tømte den ud i vaskefadet og dukked ansigtet nedi, gang paa gang. Det var overmaade heldigt, at hun hadde sagt sig at ha hodepine tidligere paa aftenen

[211]

— — Hasselberg var som sædvanlig kommet hjem i elendigt humør. Heller ikke iaften hadde Bea git møde. I mer end en halv time drev han spejdende frem og tilbage paa fortoget udenfor hos Schlenk, mens han frøs og var syg af længsel og af en uklar angst for, at noget slemt forestod ham,

men der kom intet signal i de oplyste vinduer. Saa var der da ikke andet at gjøre end at begi sig hjemover og liste sig til at glemme alt, som ondt var, indtil en ny dag oprandt med raakulde og halv- lys over den skidne by,

Liste sig til at glemme, ja, — skaffe sig dorsk bedøvelse og tung nattesøvn ved hjælp af brændevin, saadan som han hadde gjort hver eneste aften nv, siden dette kom paa. Det var jo forfærdeligt at drive det paa den maade — han gik vel i hun- dene, før han vidste ord af, om han ikke snart formaadde at slaa prop i flasken. Saadan stille fyld paa egen hand skulde være svært farlig, hadde han hørt. Og han stritted imod undertiden, — krøb i seng uden at smage noget af djævelskabet, trak tæppet godt op omkring sig, bored hodet ned i puden og vilde sove, — vilde! Han forsøgte med vold at stanse sin hjærnes virksomhed. Time efter time hadde han ligget saadan og stridt, men jo længer han laa, des mere vaagen blev han. Pulsen

[212]

slog saa fortvilet haardt, i tindingerne, i nakken, overalt, — der var ikke fred at faa for den susen og banken! Han kjendte sig mer og mer følsom selv overfor det svageste sanseindtryk, og tankerne sled og sled med dette ene, som de aldrig vilde slippe. Saa endte det da med, at han tumled ud af sengen og hen til kommoden — for Herregud, han maatte ha fred om natten og blund paa sine øjne! Ellers kunde han ikke leve, — i ethvert fald ikke gjøre saa meget gagn for sig, som man hadde ret til at kræve af ham,

— Han hadde tvunget | sig to halve stykker smørrebrød og en slurk té og faat klemt ud af Olea en oplysning om, at det nu var ligesom lidt bedre med Martine. Saa var han tutlet ind til sig selv med det nyeste nummer af et kristeligt ugeblad fra Horten, — det eneste blad, som kom indenfor hans tantes dør. Han hadde gjort den erfaring tidligere engang, at man blev sa dejlig smaaøjet ved at stræve sig igjennem to-tre af disse spalter med kjedelig, gnidret tryk og bleg sværte — og derfor tog han bladet med sig nu ogsaa.

laften betænkte han sig ikke, men brygged straks et glas kognak og koldt vand, Saa vilde han stoppe sig en pibe, men tobakskoppen var tom, og det skillingrusk, som laa og rangled i

mest af det første.

[213]

hans lomme, strak ikke til for at kjøbe ny forsyning; Naa ja, saa fik det være, da. Heldigvis kom der lønningsdag. med det aller første.

Han stod lidt, med hænderne paa ryggen, mens han endnu engang overvejed den beslutning, han hadde fattet paa hjemvejen: At skrive til Bea imor- gen og forhøre sig om, hvordan det hang sammen med dette, at hun saa pludselig var kommet helt bort for ham. Ja, det vilde han gjøre, — han maatte gjøre det, for denne uvished holdt han ikke ud længer. Han blev saa inderlig opslidt, ja affældig, syntes det ham næsten, ved denne anspændte angst og uro, der nu var kommet som en tung tilgift til alt det, han i forvejen hadde at pine sig med. Det stod fast — han vilde skrive imorgen — og saa ikke tænke mere paa dette nu. Han tog en lang slurk af glasset, la sig paa sofaen og begyndte at læse en længere beretning om Herrens vidunderlige gjer ninger paa Madagaskar.

Han blev ganske straks forstyrret ved, at det ringte haardt paa entréklokken. Det maatte være nogen, som ikke vidste om, at der var sygdom i huset, siden der blev rykket saa hvast i strængen. Han rejste sig halvt og lytted, hørte Olea komme ud paa strømpelæster og lukke op — og saa blev der banket paa hans dør. Det var saa vidt, at han

u

[214]

fik tid til at sætte glasset ind mellem bøgerne paa bordet og lægge det kristelige blad fra Horten over, før døren gik op, og unge Schlenk — pelsklædt og med en liden pakke under armen — kom ind. Hassel- berg var paa benene i en fart.

cAa nej da — bliv bare liggende! Jeg kan saa godt ta til takke med en stol. Jaja — naar De abso- lut vil, saa — >

Unge Schlenk knapped pelsen op og lod sig dumpe ned i sofaen. Han saa adskillig trykket ud og fingred nervøst ved pakken, mens han sludred lidt om vind og vejr. Saa sa han, efter en længere pause:

ca, jeg kom egentlig for at bringe Dem disse her.» — Han aabned pakken og tog bøgerne ud. — Jeg loved jo engang, for længe siden, at laane Dem bøger — og det er da ikke bare min skyld, naar det ikke er blet til noget før nu. Vær saa god — de skal være fortræffelige, disse to. Jeg har bare læst halvdelen af den ene.»

«Tak — det er virkelig altfor venligt af Dem at bringe dem hjem til mig —>

cAa, jeg forsømmer da ikke noget ved det. — Kanske De har læst dem før?»

«Nej da — ingen af dem.» — Hasselberg bladed interesseret frem og tilbage.

[215]

<Det faldt mig ind — for Deres ansigt røbed ikke synderlig glæde ved modtagelsen. Og De sa dog hin aften — som De kanske husker —, at De glæded Dem saa meget til at gaa i gang med Iiteraturen.»

sJa — det var dengang. Men nu har jeg læst adskilligt, læst saa meget, at jeg — oprigtig talt — holder paa at faa afsniag for de moderne forfattere. De tar livslysten og modet fra én, for det er saa trøstesløst og trist, alt hvad de skriver.»

«Aa ja, det er jo det. Næsten ligesaa trist som livet selv.»

<Det siger nu De —»

«At livet er trist? Ja, kjære — jeg har virkelig gjort den erfaring. Hm — De ser ligesom lidt van- tro ud — De nærer tvil om min ret til at tale af erfaring, men finder af visse grunde at burde beholde tvilen for Dem selv?»

cJeg tviler ikke, naturligvis. Men det falder mig vanskeligt — ja, undskyld — det falder mig virkelig lidt vanskeligt at forstaa, hvordan De — netop De — kan være kommet til et saa mørkt syn paa livet. Jeg synes — uden ubeskedenhed —, at det vilde ha været naturligere, om for eksempel jeg sa: Livet er trist»

Schlenk lo lidt, hardt og stødvis, som han

pi

[216]

plejed, — det hørtes mere som hoste end som latter. Saa sa han:

«De forstaar ikke, hvordan jeg kan være havnet i den aller argeste pessimisme? Aa nej — rim nok, at De ikke forstaar det. For Dem ser det vel ud, som om jeg lever og alle mine dage har levet i herlighed og glæde?»

eHerlighed og glæde — det er nu svært meget af det gode. Men jeg skjønner ikke rettere, end at De har meget, ualmindelig meget af det, som gjør livet behageligt og kjært for én.»

<For eksempel?»

For eksempel — nu ja, for eksempel et hjem, Deres barndomshjem. Det maa være velsignet at ha et hjem»

«Aa, ved De hvad — det kan nu være saa højst forskjelligt med det.»

«Jeg taler om et godt hjem, naturligvis. Hvor velsignet det maa være at ha havt et godt barn- domshjem, kan vel ingen fatte bedre end den, som aldrig har kjendt til det. Og jeg har aldrig havt et godt hjem, ja jeg kan næsten sige, at jeg har slet ikke havt noget hjem. Jeg har bare havt en urimelig far, som bestandig knarred og aste slig med mig, at det kan undre mig, han ikke fik gjort mig halvtosset. Det var nu mit hjem, — og jeg

[217]

kalder det trygt en ulykke at ha havt et saadant hjem, — en ulykke, hvis virkninger følger én langt op gjennem tiden.»

eDet kan De ha ret i. Men, kjære — det er jo slet ikke sagt, at det, som er anderledes end hvad De kjender til, derfor behøver at være bedre. Jeg har jo altsaa endnu den dag idag baade far og mor, men alligevel har jeg aldrig vidst, hvad det vil sige at ha forældre og hjem. Og kanske den ulykke er vel saa stor som at maatte trækkes med en urimelig far. Eller hvad mener De?»

Hasselberg gav intet svar. Han forstod ikke rig- tig dette med at ha far og mor og saa alligevel ikke vide af forældre.

Schlenk sad og stirred ufravendt ind i den mælke hvide lampekuppel og saa forgræmmet ud. Han var svært bleg iaften, saa det stygge ansigtsudslæt gjorde sig ualmindelig stærkt gjældende. Saa graa- bleg var han, som om han frøs, trods sin pels, i stuevarmen.

«Forældre er der mange slags af,» — sa han om lidt, — <og hvad mine angaar —»

Han stansed og slog saa pludselig om til den mest dagligdagse snakketone:

< Mine forældre kan fejre sølvbryllup nu lige under jul»

[218]

«Saa blir der vel fest,» — sa Hasselberg, helt forundret over meddelelsen, som syntes ham at være uden alt sammenhæng med det, de netop hadde snakket om.

«Nej — fest blir der nok ikke, af flere grunde. Blandt andet fordi jeg, som har den ære at være den førstefødte, fyldte femogtyve nu midtsommers — og højtideligholdt dagen med megen offentlighed. Saa det vilde være lidt flaut, skjønner De, at ture ægteskabeligt jubilæum et halvt aars tid bagefter.» Hasselberg saa forlegen hen for sig og vidste ke noget at sige. Han symtes, det var baade taktløst og pietetsløst at fortælle sligt, og skjønte ikke, hvor den anden egentlig vilde hen.

«Kjære — jeg tror næsten, De generer Dem paa mine vegne!» — Scblenk lo igjen. — «Men det be- høver De ikke. Loven er i min favør — den gjør mig ligestillet, som det hedder.

— da, dette har jeg altsaa fortalt for at rive Dem ud af «velsignelsens» vildfarelse for mit ved: kommende. Far gifted sig af pligtfølelse, — en pligtfølelse, som jo kom mig til gode, men som bragte ham selv sære liden glæde. Han blev altid en fremmed for sin kone, og hun for ham ogsaa, som det sa ofte gaar i lignende tilfælde. De skjændtes en del i begyndelsen, fordi mor var

[219]

urimelig og hadde fordringer, men han lærte hende snart af med det — og siden har de levet forholds- vis lykkelig, hver paa sin kant, uden at kontrollere hinanden og uden at øve synderlig stræng. kontrol overfor sig selv. Naa — det kommer jo ikke mig ved, men hvad jeg har lov til at anke over, det er, at de heller ikke kontrollerte sine barn. Det var, som om enhver af dem saa skjævt til os, ja ligefrem bar nag til sit afkom, fordi den anden ogsaa hadde andel i det. Og sa fik da vi to prægtige poder, Bea og jeg, gjøre og lade, akkurat som vi vilde, — i et hjem, som ikke var andet end det sted, hvor man mødtes ved mæaltiderne og sov om nætterne. Frihed, ubegrænset frihed hadde vi, fra vi var saa store, at vi kunde misbruge den Og saa kom da jeg svært tidlig paa galej — paa mange slags galej. Jeg var vidløftig af naturen —

hadde adskilligt at slægte paa —

De talte om Deres hjems indflydelse som en ulykke, der sandsynligvis vil følge Dem et stykke frem gjennem livet. Jeg kunde kanske tale om en ulykke, som var endnu større — som har ødelagt livet»

Der gik en stund, uden at nogen af dem talte Saa sa Hasselberg:

eDe kjender Dem jo bedst selv — men der skal

[]

da meget til for at kunne betragte livet som øde- lagt. De er ung endnu — og kommet til fornuft —»

<Aa ja — forholdsvis. Men den kom noget sent, fornuften. Jeg har jo forbedret mig en del — jeg drikker for eksempel ikke stort nu. Men det er lidt. resikabelt at forbedre sig ogs, ti for hvert skridt man gjør ad omvendelsens vej, kommer man "ligesom et skridt længer ind i tomheden. For ikke at tale om, at i enkelte stykker kan forbedring og omvendelse være hartad umulig —

Han rejste sig rask, tog sin hat og knapped pelsen

«Hvordan Fanden kom vi til at snakke om dette? Jeg tror, vi slutter, for det kan da ikke være syn- derlig opbyggeligt for nogen af os.»

Han stod lidt ude paa gulvet, — saa vendte han sig om og gav haanden til farvel,

<Endmu engang tak for Deres venlighed med bøgerne.» — Hasselberg syntes nok, det var flaut at komme med den tak nu, men noget maatte der vel siges, og han kunde ikke finde paa noget andet.

«Bøgerne!» — Sehlenk overvejed et øjeblik og sa derpaa med rask beslutning: <Aa ja — lad mig fortælle det ogsta, siden jeg er begyndt med mine persomalia! De bøger brugte jeg bare som paa- skud for at komme her. Jeg har i lang tid tænkt

[221]

påa at benytte dem som passkud, men altid har jeg tvunget mig — fornuften har sejret. - For det er saa taabeligt, saa i bund og grund unyttigt, selv om det lyktes — det, hvorfor jeg egentlig. vilde komme her. laften kunde jeg dog ikke tvinge mig,

og sa grov jeg de bøger frem.»

«Jeg forstaar ikke —>

«Jeg vilde se Deres kusine — bare et skimt af hende — høre hendes stemme — eller høre lidt om hende i sidste fald. Jeg elsker hende.»

«Elsker — Martine? Kjender De Martine?

sAa ja, saa vidt. Jeg finder af og til paa de besynderligste ting for at slaa tiden ihjæl, og saa skulde det vel være min skjæbne, at jeg her i vaar slentred ind paa den basar, hvor hun stod ved et af bordene, — saa stile og bleg og tungsindig stod hun der, saa helt forskjellig fra de andre basar- damer, som blussed i velgjørenhedsiver og stræved og plyndred af yderste evne. Det var bare en liden og tarvelig basar i et daarligt lokale, men jeg kom der alligevel hver eneste aften, saa længe det varte, — og snakked med hende, saa ofte og saa meget, som det gik an. Én gang — en eneste — fulgte jeg hende til porten hernede — det er det hele Men det var nok. Jeg elsked hende — elsked hende i en grad, som man aldrig skulde forsøge at

[222]

udtrykke ved ord. Ikke sandt — det høres helt lat- terligt? Jeg — det mest udjaskede menneske under solen, fruentimmerjægeren, helten fra Kurland, som man kalder mig — jeg var blet saadan forelsket! Jeg kan ikke forstaa det selv. De gode magter dri- ver ogsaa undertiden et dæmonisk spil —»

Han tog fat | Hasselberg, trak ham med hen til bordet og bøjed sig frem, saa lampen lyste ham stærkt ind i ansigtet —

«Sig mig oprigtig: Tror De, hun vil kunne elske mig igjen?»

«Jeg ved ikke — hun er saa underlig, Martine —»

eAa, kjære — gener Dem ikke for at sige, hvad De mener! Sig bare ligeud, at det vilde hun aldrig, aldrig kunne, om jeg end blev en engel i min vandel, — hun ligesaa lidt som enhver anden. He, he — elske mig — elske sligt et skiddent uglebilled! Se paa mit fjæs — er jeg ikke saa appetitlig om- trent som en spedalsk? Ja, dette udslæt — jeg har saamæn strævet med det, brugt baade amykos og al verdens andet skrab — men jeg faar beholde det, for det sidder nemlig lidt dybere end bare i skindet. Og derfor — selv om det umulige var muligt, selv om det var sikkert, selv om hun kom i denne stund og gav mig sit ord for, at hun elsked mig

[223]

og vilde bli min, og at vi skulde leve lykkelig med hinanden og for hinanden — saa maatte jeg jo —»

Han brød af, gav atter hand til farvel og gik mod døren. Da han hadde faat den op, vendte han sig halvt om og så stilfærdig

<Jeg vil haabe, livet aldrig maa bli saa trist for Dem, som det nu engang er blet for mig. — God aften!»

Hasselberg blev længe siddende i en under- lig tanketræg og benauet tilstand. Dette var jo noget, han aldrig hadde anet, — en skaanselløs venden op- ned paa, hvad han hadde tænkt sig om det schlenkske hus. Og samtidig kjendte han det, som om man med haarde hænder hadde brudt itu en smuk illusion for ham, — som om man hadde holdt et stykke bedærvet liv op for ham'og sagt: Lugt! Herregud — skulde det da virkelig gaa den vej, at han saa dan lidt efter lidt blev plukket for alt hasb om at finde fuldt op af godt og smukt her i verden! — — Naa — det, han hadde hørt mu iaften, var kanske et noksaa enestasende tilfælde, men alligevel — alligevel —

Saa svinged hans tanker om til noget andet. Hvor maatte ikke ogsaa Bea mangen gang ha lidt og kjendt sig ulykkelig i sligt et hjem, som imtet hjem var! Han kunde næsten undre sig over, at

[224]

hun hadde holdt sig kjækt oprejst, mens hendes bror var blet en fuldstændig file. Naa ja — han hadde altsaa tidlig faat lyst og smag for at skeje ud — som mand hadde han havt det sørgelige privilegium at kunne følge denne lyst, og saa var det da gaat saa ynkelig i grøften med ham — mens Bea holdt sig rank og tapper i det miserable hjem

Hasselberg rejste sig og begyndte at drive. Det miserable hjem, ja — hun var jo fremdeles dér — og mæatte vel bli gaende der en god tid endnu, fordi han ikke hadde noget bedre at by hende. Det hadde han ikke — og ingen udsigter til at faa det heller — ikke spor af udsigter! Han skulde vel være sligt et fattigt kræ alle sine dage —

Huf nej — kom han nu ind paa de tanker igjen! Det vilde han ikke, for saa blev det saa sort alt- sammen. Han vilde ikke grublisere — han vilde arbejde — død og plage, hvor han skulde sprænge paa! Han vilde trodse sig, tvinge sig frem til lyk- ken — den stod jo den kjække bi. Det var jam: merligt, umandigt og samvittighedsløst at gi sig over i tungsind og tvil — ja ikke bare gi sig over, men gjøre det, som endnu værre var —!

Hurtig tog han det halvtømte glas ud af dets skjulested, aabned vinduet, bøjed sig ud og lytted.

[225]

Det var stilt og bælmørkt, bare en mat lysning ud fra et kjøkkenvindu i første etage —

Med al sin kraft slynged han glasset mod den høje murstensvæg bent imod. Det splintredes, stum- perne klingred ned over væggen og klirred lidt, dybt nede i mørket. Kjøkkenvinduet dernede blev aabnet paa klem, men straks lukket igjen, og lys- ningen forsvandt.

Han bøjed sig ud over vinduskarmen og stirred længe ind i det tætte mørke.

[226]

IX.

Fru Dahl var vant til at ha logerende, men aldrig

hadde hun havt nogen, som kunde hamle op med Hasselberg, hvad det angik: at svine gardiner til med tobaksrøg. Hun hængte dem op saa skin- nende hvide, at det formelig lyste af dem — og nær en uge var omme, saa de allerede ud, som om de ikke hadde været i vask paa aar og dag. Saa det var jo i grunden taabeligt af hende at rive ned og hænge op i ét kjør, saadan som hun hadde gjort, helt siden han kom, — for nu ikke at tale om, hvor ubehageligt det var. Naar de tilrøgede gardiner kom i det varme vand, blev der jo en lugt saa infam, at man kunde faa ondt af den og næsten maatte kaste op — saa det var sandelig ingen lyst at gi sig til med den vask. Men alligevel — fruen kunde ikke taale at se al den skiddenhed paa et omraade, som hun hadde ansvaret

[227]

for, — og da Martine var frisknet til saa meget, at der for de andre blev tid til at ta ordentlig fat igjen paa den daglige dont, kasted den geskjæftige husmor sig aller først over gardinerne.

— «Naa — hvordan gaar det med dig?» — Fru Dahl kom ind i stuen, opskjørtet og varm efter endt strygning. Martine sad henne ved ovnen, indpakket i et sjal, bleg og hostende. Af og til var der tynde, røde aarer i det slim, hun hosted op.

«Jo tak, det blir bedre og bedre.»

cGud ske lov for det! Jeg frygted saa sandt for, at du skulde strøget med denne gang, men Gud er naadig. — Skal du ha en skefald nu igjen? Nej, naturligvis — ikke endnu, nej! — Nu maa Olea og jeg ind til Ivar for at hænge op gardiner — du sidder vel alene det øjeblik ogsaa. Skulde der være noget, du ønsker, kan du bare banke i væggen.» — Fruen vimsed ud igjen.

Olea stod op paa en stol og fæsted gardinerne til brættet med knappenaale. Fruen tripped omkring stolen, ordned med øvet haand de skinnende ny strøgne i dybe folder og la sig paa knæ for bedre at kunne drapere dem smukt og symmetrisk over messingbøjlerne.Uafbrudt skjændte hun paa Olea for dennes sendrægtighed.

<Huf — saa langsomt det gaar! Du maa sande

[228]

lig rappe dig, om du skal række at faa skuret alt kobbertøjet aften. Gud ved, hvad du søler med!»

Fruen saa op fra sin knælende stilling, — saa op langsefter Olea, som stod paa taa paa den om- vendte stolepude og strakte armene i vejret. Og i samme nu vidste fruen, at det forholdt sig saadan med hendes tjenestepige, som hun i nogen tid hadde havt mistanke om. Aa — den tøjte, det kreatur!

Fruen sprat op, greb Olea i skjørtet, rev hende ned af stolen og skjøv hende bortover gulvet —

sElendige tøs!» — Den gamle dame skreg. — sHvordan er det, du har stelt dig! Eller er det ikke saa, at du har stelt dig, kanske? Svar! Snak! Skynd dig!»

Olea blev saa bleg, som om hver gnist af liv slukned | hende. Hun sa intet, tog med den ene hand om bordkanten og løfted den anden som for at værge mod slag. Men fruen slog ikke, hun satte hænderne i siden og skreg videre:

sAa jo — jeg kan se det paa dig! Enhver kan se det paa dig! Du kan ikke skjule din skam nu længer! Aa fy — aa tvi! Saa du er af den sorten! Ja, jeg saa nok det, at du var svært letlivet, den gang du kom her, men ikke trodde jeg, at du var svinsk. Og sligt tør du vove at indlade dig paa, mens du er i mit hus! Du skulde ha — skulde du!

[229]

Ikke tyve aar endnu, og allerede sligt noget! Jo, med dig tar det nok den aller værste ende — det er da saa sikkert som amen i kirken. Ja, værs'god! Skynd dig bare med at gi dig rigtig til! Jeg skal stamæn ikke holde paa dig, siden du har gjort saa god en begyndelse!»

Olea fingred omkring mellem knappenaalene, hun hadde stukket fast i brystet, og vilde op paa stolen igjen.

«Nej, nej!» — Fruen slængte hende bort. — «Ud med dig! Ud skal du — ud af mit hus! Tror du kanske, jeg vil ha slig en person gasende her for mine øjne? Ud skal du — straks! Gud ske lov, at du ikke er fæstet, men bare har gaat her paa det løse — saa kan jeg bli kvit dig endnu i denne kvæld. Naar du vil ha det saadan, saa værs'god! Gaa, siger jeg! Kan du ikke høre!»

Fruen stamped og pegte paa døren med dirrende hand, Olea saa op, hurtig og sky, for at bli vis paa, om det var fuldt alvor med denne strænge le. Saa bøjed hun hodet og listed ud.

Fra Dahl satte sig — hun skalv af sindsbevægelse. At sligt noget skulde hænde med hendes pige! Det var ligefrem en skam for huset. Og hvordan var det dog gaat til? Hun hadde da strængt nok holdt øje med Olea, — hun kunde trygt sige, at hun

[]

hadde ren samvittighed, fra Dahl. Aldrig, selv ikke om søndagene, hadde Olea havt lov længer end til klokken seks, — hun hadde ikke været ude af huset en eneste aften, siden hun kom der, undtagen de to-tre gange her i sommer, da hun fik springe hjem for at se til sin mor, som laa syg en uges tid. Kanske det bare hadde været opspind med den sygdom? Naar man var kommet saa vidt som Olea, tog man det vel ikke saa nøje med en saadan bagatel som at slaa i en løgn! Ja — det maatte være da, det var skedd — fruen skjønte ikke rettere. For herhjemme kunde det jo umulig —

Herhjemme! Store Gud — det var da vel aldrig saa, at Hasselberg hadde noget med det at skaffe? Ja, var det tilfældet, da skulde sandelig han ogsaa faa sin bekomst! Nej — det kunde ikke være saa — Ivar var vist ikke slig en fyr. Skjønt, Gud maatte vide — man kjendte da ingen længer end til tænderne, og mandfolk var mandfolk!

Fruen sprang op, pilte ud, gjennem kjøkkenet og ind i det mørke rum, der gjorde tjeneste som pigekammer. Olea stod, med slapt hængende arme, midt paa gulvet derinde i aflukket, som ikke var stort større end et ordentligt skab.

<Hvem er det med?» — Fruen greb sit tyende i skulderen og klemte haardt til.

[231]

<Det kan vel være det samme.»

<Jeg vil vide det!» — Fruen tog fat i den anden skulder ogsaa og rysted det modstandsløse legeme af al kraft. — «Er det Hasselberg?>

<Nej>

«Kan du forsikre det helligt?>

<Det er ikke ham.»

eNaa — saa kan det være mig lige fedt, hvem det ert»

Fruen løb ud og slog døren efter sig, saa tal- lerkenerne klirred i rækken.

<Kjære — hvad er det, som staar paa?» — spurte Martine, da hendes mor — rød og ophidset — kom farende ind i stuen.

<Aa — det er ikke andet, end at Olea er kom met i omstændigheder — hun skal ha barn — det er slet ikke andet!» — Fruen før omkring og flyt ted stolene, hensigtsløst, frem og tilbage, — skrued lampen op og saa ned igjen. — «Slet ikke andet!» — gjentog hun gang paa gang. Tilslut kasted hun sig i solen, klaskgd hænderne sammen og gned dem mod hinanden, saa det knaged i fingrene —:

<Nu har jeg havt tjenestepiger i tre og tyve aar, og mange slags har jeg havt af dem, men det er da virkelig første gang, noget sligt hænder i mit

hus! Aa den tøjte — hun skulde paa

[232]

Mangelsgaarden, skulde hun! Sligt noget —!» — Fruen snøf- ted og stønned.

cHun skal vel rejse.nu?» — spurte Martine om en stund.

eRejse? Ja, det kan du være forvisset om!» — Fruen kom paa benene igjen, gik hen til skatollet, trak ud en skuffe og begyndte at tælle op en del sølvpenge, som hun skrabed sammen i skuffen. — cHun skal saamæn faa tøfle af i denne time! Det har jeg magt til at forlange»

«Har du det?»

eTøsen er ikke fæstet. Og i ethvert fald kan jeg da bevæge hende til at gaa godvillig.» — Fruen skjov skuffen ind og skyndte sig mod døren, mens hun lod pengene skrangle i den lukkede haand.

eHar hun noget sted at gjøre af sig, da?»

«Det blir da, sandt for himlen, hendes egen sag! Kanske jeg skal sørge for logi til hende?»

sDet skal du ikke. Men du skulde betænke, hvad det vil sige: saadan uden videre at bli sat paa gaden — nu ved vintertid — uden nogen at ty til, kanske, og uden noget at hjælpe sig med.»

Fruen slap dørvrideren og vendte sig helt om mod sin datter —:

sVed du hvad, Martine! Jeg retter mig som oftest efter, hvad du siger, fordi det plejer at være

[233]

fornuftigt — men hvad denne sag angaar, saa vil jeg ingen ræsonnering ha! Ikke det spor! Hun skal faa, hvad hun har krav paa» — fruen lod sølv- pengene klingre, — <men ud af mit hus skal hun. Jeg vil være stræng denne gang, saa meget du ved det! Last og liderlighed skal man sandelig ikke ta paa med bløde hænder. Hun kan jo holde sig til barnefaren, om hun ikke har nogen anden.»

Fru Dabl gik ud i kjøkkenet, rev op døren til Oleas rum og rasbte ind:

cJeg saa altsaa helst det, at vi kunde skilles iaften allerede! Her har du din løn, baade det, som er optjent, og for resten af maaneden!»

Hun kasted pengene hen ad kjøkkenbænken, hen- ted sit overtøj i entréen, bar det ind i stuen og skyndte sig at faa det paa.

«Jo, det er rigtig hyggeligt, dette — at bli pige- løs lige foran den store rengjøring, som vi maa ha én gang endnu før julevasken.» — Fruen knytted hattebaandene stramt og sled knappen af den ene hanske. — «Jeg faar springe hen til fru Kastevold — kanske hun kunde skaffe mig en ny allerede imorgen. For jeg kan ikke magte det alene — — Ja, du skulde vel ha drasber nu, men du faar virkelig tælle i selv — jeg ryster saa paa haanden. Skal jeg lægge mer i ovnen, før jeg gaar? — Nua,

[234]

far vel saa længe, da! Skulde Ivar komme, mens jeg er ude, faar han vente lidt med maden.»

Martine sad en stund, efter at moren hadde smældt entrédøren igjen, og lytted, om noget skulde røre sig i kjøkkenet. Men ikke en lyd var at høre Saa rejste hun sig, gik hen til sit sybord, tog en liden, perlestukken pengetaske ud af det inderste rum, lukked saa op døren til kjøkkenet og blev staaende paa tærskelen

Der var aabent baade ud til entråen og til Oleas rum. Lampen blafred og satte tykt med sod paa den ene side af glasset. Det putred svagt i tékjed- len henne paa komfyren, og gjennem strygeovnens trækhul kom der endnu en mat lysning.

<Oleal> .

Hun kaldte flere gange, raabte navnet saa højt, at hun kom til at hoste. Intet svar — ikke en lyd i pigekamret. Saa trak hun sjalet tæt sammen omkring sig, gik ud, lukked til entréen, sanked sammen pengestykkerne paa kjøkkenbænken, tog lampen og lyste ind gjennem døren til Oleas rum.

Olea laa paa sengen, næsegrus, uden bevægelse, uden lyd. Martine kaldte, men atter forgjæves. Saa satte hun lampen fra sig, gik hen til sengen og rørte ved den liggende. Olea rejste sig op med et forvildet udtryk og skygged mod lyset.

[235]

«Ja — nu skal jeg g,» — sa hun.

Ved siden af sengen stod der en krak med en vaskeskaal paa. Martine flytted skaalen hen paa den gamle pakkasse, der gjorde tjeneste som bord, og satte sig paa krakken:

<Stakkars Dem!» — Hun greb efter Oleas hand, som knuged om sengestokken. — «De har stelt Dem daarlig.»

ca, ja! Nu skal jeg gaa —

«Nej, kjære — misforstaa mig ikke. Jeg er ikke kommet for at tale haardt til Dem — det har jeg ingen myndighed til. Og jeg tror for resten, at en og hver gjerne kunde spare sig at tale haardt til Dem. Deres samvittighed taler haardt nok — vil jeg haabe. Gjør den ikke?»

Olea gav intet svar. Hun sad en stund og stirred aandsfraværende frem for sig. Saa vaagned hun lige- som til —

«Hvad er det, De vil?» — spurte hun

«Først vil jeg spørge, om De har noget sted at gaa hen nu jaften. For har De ikke det, saa blir De her, naturligvis. Det nytter ikke, hvad mor siger — De blir her. Jeg tror næppe, hun har lov engang til at jage Dem saadan uden videre?

«Jo, jeg gaar — naturligvis gaar jeg. Det par dage — dem kommer det da ikke an paa.» — Olea

[236]

rejste sig hurtig, trak frem en tine, 'som stod under sengen, tog en kjole og lidt andet tøj ned fra væggene og kasted det i tinen. Da den var fuld, tog hun sine øvrige smaatterier, som hun hurtig fandt frem fra kroge og gjemmer, og knytted dem ind i et tørklæ.

sSaal» — sa hun, da den sidste knude var skat. — «Nu er jeg færdig.»

Martine hadde siddet ganske taus og set paa, at den anden pakked ind sine ejendele. Nu sa hun, saa strængt som hun kunde faa det til med sin svage, hviskende stemme:

<De skulde betænke, hvad De gjør.»

<Betænke? Jeg gjør, hvad man forlanger af mig, Og man forlanger vel, hvad ret og rigtigt er.»

<Har De noget sted at gaa hen nu da?»

«Jeg ved ikke. Det kan jeg jo tænke over, naar jeg staar nede paa gaden.»

<Deres mor lever jo her i byen. Kanske De gaar hjem til hende?»

«Til mor? Der vilde vist ikke være godt at komme under slige omstændigheder. Mor dømmer svært strængt om den slags ting, siden hun hørte op med at være løs paa træaden. Hun gir sig nemlig mine mu af at være yderst retfærdig, men

[237]

jeg kan ikke gjerne, hvad der kan falde af.»

<De taler stygt om Deres mor.»

sJeg mener, jeg har ret til det.»

«Det har ingen ret til.»

Nei, kanske ikke efter de højere love. Men dem har nu jeg svært liden forstand paa.» — Hun tog tinen i den ene haand og knyttet i den anden. — «Ja, nu gar jeg med mit — jeg klarer jo at bære det med mig. For resten —» Hun overvejed et øjeblik og satte saa sine sager ned igjen. — sJa— de kan for resten bli staaende til imorgen. Jeg skal nok faa nogen til at gaa for mig, i fald jeg behøver dem.»

Martine rejste sig, smøg forbi Olea og stiled sig i døren

<De slipper ikke herfra, før De har sagt mig, hvor De gaar hen!»

«Sandelig, om jeg kan sige det.»

sNej, det er vel saa. Men De tænker da ikke paa — noget stygt, noget forfærdeligt, som jeg ikke vil nævne?»

Olea skuled hen paa hende og saa straks bort igjen —:

<Det kommer vel bare mig selv ved.»

«Saa er ikke min mening. Kjære — kan vi ikke

> jeg tror paa det. Hun tar vist

[238]

bli venner? Jeg mener Dem det virkelig bare godt. Men De gjør Dem haard, De er fortvilet — saa fortvilet kanske, at De uden betænkning kunde styrte Dem i noget, som vilde koste Deres sjæl. Jeg ber Dem saa inderlig: Bliv rolig og fattet! Tænk vel over Deres stilling — den er kanske ikke saa slem, som De synes mu. Bed til Gud, at han for Jesu skyld vil tilgi Dem Deres synd og staa Dem bi gjennem de tunge dage, som De nu gaar i møde.»

Olea gled langsomt ned paa pakkassen, krøged sig sammen og gjemte ansigtet i hænderne.

<Gud — Jesus,» — mumled hun. — «Jeg. har aldrig henvendt mig til den kant —

«Saa gjør det nu, da! Bed om naade og bistand

- og det, der mu ser ud for Dem som Deres livs ulykke, kunde kanske bli Deres sjæls frelse.»

sJeg tør ikke — kan ikke — har vist glemt fadervor —>

Langsomt og møjsommeligt la Martine sig paa knæ og trak den anden ned til sig. Og saa be- gyndte hun — lavmælt, trangbrystet, famlende efter ord — at bede med hende og for hende:

eHerre Gud — du som er idel -miskundhed — se i made til os to uværdige — som ligger her i støvet — i bøn og anger for vore synders skyld —»

Hun kom ikke længer. Olea faldt tungt

[239]

fremover, trykked panden mod de korslagte hænder, som laa fladt paa gulvet, og brød ud i grad, — en langvarig, rallende krampegraad, som sled i hen- des lille, spinkle, krop.

Martine kom sig op paa kassen og faldt udmattet ind til væggen, trak sjalet sammen om sig, men frøs alligevel, saa tænderne klapred. Hun stred med hosten, men tilslut tog den magten fra hende og føssed voldsomt frem. Hun vred sig, stønned af smærte og snapped efter vejret. Der var to-tre stærkt røde flækker paa lommetørklædet, da hun hadde fat bugt med anfaldet, — det bobled langt ned gjennem brystet, hun koldsveded og kjendte sig knapt mægtig til at røre en finger.

Endelig hadde Olea grædt ud. Pjusket og for- tumlet kom hun sig paa benene og tog en af Martines kolde hænder.

sTakl> — sa hun. — «Lad mig nu ga?

Martine skjøv sig ud fra væggen med et ryk —

elkke sandt — nu er De rolig og fattet?» — spurte hun. Hvert ord kosted hende pine, men hun gjorde sig stærk.

«Jo — jeg er rolig.»

sOg mu vil De gaa hjem til Deres mor?»

<Jeg blir vel nødt til det.» ;

Martine sad lidt i tanker. Saa spurte hun, med

[]

overgang: «Kan De gjøre regning paa nogen under- støttelse — naar det kommer?»

«Jeg ved ikke — <Han pligter jo, — han, som har forført Dem, «Forført mig —.» Olea saa ned for sig. — «Jeg

kan vel ikke kalde det saa —>

<Men han pligter alligevel.»

<Han formaar vist ikke.

«Saa maa det være en daarlig person.»

cAa— ja. Han er student — og siger selv, at han lever af rov.»

<Og til en saadan kunde De —! — Naa ja, det lager sig nok for Dem, naar De bare holder Dem til Gud af et oprigtigt hjærte. Se her — her er Deres løn for denne maaned. Det er jo svært lidet — og derfor lægger jeg denne til» — Hun tog en pengeseddel op af den perlestukne taske. — «Saa har De da i ethvert fald saa meget, at De kan klare de aller første vanskeligheder. Jo — De skal ta imod den! De kan jo betragte den som et laan, om De vil. Kom nu her —> Hun drog Olea nærmere til sig og stak pengene ned i hendes lomme.

Olea mumled noget uforstaaeligt, begyndte atter at græde og trykked den klamme, skjælvende haand, som hadde løftet hende op, da hun kjendte sig saa

[241]

redningsløs fortabt i skjændsel og elendighed. Saa knytted hun et tørklæ om hodet og tog sine sager —:

cJa, far vel, da! Og tak for Deres venlighed! Jeg skal aldrig glemme denne stund.» — Hun gik ud i køkkenet

+Glem aldrig at holde Dem til Gud i gode som i onde dage» — Martine stavred bagefter, støt- tende sig langs væggen med den ene hand. | den anden holdt hun lampen. Hun stansed i døren og lyste ned gjennem trappen. — «Og saa lar De mig vel høre lidt om, hvordan det gaar Dem.>

«Ja — kanske.» — Olea stansed i trappesvingen, vendte sit forgrædte ansigt mod lyset og nikked op. Saa forsvandt hun.

Martine lukked døren, satte lampen bort og slæbte sig ind i stuen. Og saa brød hosten løs igjen, saa voldsomt, at hun sank sammen, sank ned langs væggen, helt ned paa gulvet.

— Hasselberg var lidt underlig til mode, da han kom hjem efter en kort spaseretur med Bea. Han kjendte sig i grunden noksaa fornøjet, men alligevel saa utryg, saa urolig —

Bea mødte allerede samme aften, som hun fik hans brev om eftermiddagen. Og da gav hun

[242]

forklaring om, hvorfor hun saa længe hadde været usynlig for ham, — en meget fyldestgjørende forkla« ring, syntes han. Hun hadde havt ondt i en fod, saa ondt, at hun i flere dage ikke fik sko paa. Hun var slet ikke frisk endnu, hun hinked noksaa slemt, — doktoren hadde sagt, at det kunde bli langvarigt, og paalagt hende at anstrænge foden mindst mulig — saa turene maatte bli baade sjældne og korte nu i nogen tid.

Det fik man jo finde sig i, og han skulde — nu da han saa nogenlunde var blet kvit sit tidligere mismods plage — vistnok ha kjendt sig som et ganske lykkeligt menneske, om ikke Bea hadde været sa mærkelig forandret, — baade ved det første møde efter sygdomsperioden og nu jaften. Hun var taus og tvær hele tiden og blev helt studs, naar han fortalte om, hvor elendig han hadde været i den tid, hun var borte for ham. Endnu mere studs, ja næsten afvisende blev hun, næar han slog paa, hvor lykke lig han nu var over at ha hende igjen, — saa snart han hentyded til, hvor højt han elsked hende. Naar hun da mærked, hvor forfærdelig ondt dette gjorde ham, saa blev hun jo rigtignok straks lidt venligere og søgte at mildne det indtryk, hendes ord og væsen hadde gjort — men Bea fra gamle dage mærked han dog ikke stort til.

[243]

Det var dette, som gjorde ham urolig. For det var jo muligt, at det betød noget slemt, — at det var det første varsel om en ulykke saa stor, som der overhoved kunde times ham. Men han fik dog ikke rigtig til at se saa alvorlig paa sagen. Han var nærmest tilbøjelig til at ta den let og sætte hendes gaadefulde væsen | forbindelse med det legem- lige ildebefindende. Kanske der desuden i denne tid var en eller anden lejhed hjemme, som pinte hende og gjorde hende irritabel — det kunde jo ogsaa tænkes. Men alligevel — lidt foruroligende var det jo-

Han kjendte sig ikke det mindste sulten og slen- red en stund sin vante rute mellem vinduet og døren. Saa stansed han og lytted — det forekom ham, som om nogen banked sagte i væggen. Det blev ham paafaldende, hvor stilt der var baade i stue og kjøkken — stod der noget paa, kanske? Var Martine blet syg igjen? — Han skyndte sig ind.

Martine laa, bleg som et lig, henne ved ovnen, med overkroppen oppe i den gamle lænestol, som var hendes vanlige plads, naar hun frøs og kjendte sig uvel. Hasselberg blev meget forskrækket, løfted hende op i stolen, raabte paa sin tante og Olea ud gjennem alle døre, spurte, om han skulde hente hjælp, løbe efter doktor — og trode sikkert, at

[244]

den unge pige skulde dø mellem hans hænder. Men Martine retted lidt paa sig og vinked til ham, at han maatte være rolig —

«Det gaar snart over. Jeg har været lidt ufor- sigtig — og anstrængt mig for meget. Pak mig ind sjalet og læg i ovnen — nu gaar det straks over.»

Hasselberg pakked hende godt ind, skufled ovnen fuld af kul, satte sig klods ind til hendes læne- stol og spurte om, hvordan det hang sammen med dette slemme anfald. Martine fortalte med yderste anstrængelse, hvad der var hændt med Oles, — hvorefter hun sank hen i en tung dvale. Som en død sad hun der i den store lænestol. Hasselberg vidste hverken ud eller ind og blev sjæleglad, da han omsider hørte sin tante i kjøkkenet.

Saa snart Martine var bragt i seng, skyndte han sig ud, — nedover til Elias Grande. Han kjendte sig saa kogende sint paa den slyngel, den samvittig hedsløse fyr. For han skjønte jo godt, at det var ham, som hadde bragt Olea i ulykke. Helt siden den søndag formiddag, da hun ved synet af Grande slap frokostbrættet i gulvet, hadde han skjønt, at der var noget mellem de to hed stod jo ogsaa tydelig skrevet paa Grandes ansigt, da han lusked af den gang efter katastrofen med

[245]

brættet, skjønt han forsøgte at holde sig uanfægtet. Der var ingen tvil om, at han hadde forførelsen paa sin konto

Paa alle fire omtrent klavred Hasselberg op ad de lodrette trapper til Grandes hybel. Der var stummende mørkt og lugted saa stramt, at man formelig kunde smage den onde lugt. Store verden

for en pesthule dette var! Me for den, som kunde vente at bli rendt dagstøt paa dørene af kreditorer i hobetal, hadde det jo ganske vist sin fordel at bo saadan.

Da han hadde strævet sig næsten helt op til afsatsen, hørte han nogen pusle i mørket ovenfor sig.

sHvem er det?»

Der kom intet svar, men en ny, skabende lyd, og det knirked lidt i væggen, som om nogen klemte sig ind til den. Hasselberg fik fyrstikker frem, rev en af og lyste op. Det var et. fruentimmer, som stod deroppe, tæt ind til væggen. Hun holdt haan- den for ansigtet, men han syntes alligevel, som om han skulde kjende hende — ja vist var det Olea, ja!

sKjære — er De her!»

eda — jeg — jeg —

<Naa ja — det er da ikke saa underligt, at De er her.» — Han slap den udbrændte fyrstikke og

tramped paa de totre smaa glør, som blev liggende

[246]

paa trappetrinnet. — «Martine-har fortalt mig det hele. — Har De truffet ham? Er han hjemme?»

cHan er hjemme, men jeg kan ikke gaa ind, for der er nok en hel del hos ham. De spiller kort, tror jeg. Og det kan vel være det samme, om jeg ikke faar ham i tale nu — og siden ogsaa?

(Olea kom ned fra afsatsen og gik forbi, famlende sig frem langs væggen.

cMen jeg gaar ind, for jeg har saadan fordømt lyst til at snakke med ham — paa Deres vegne.»

«Ja — tror De mu egentlig —? Naa ja, De faar gjøre, som De vil. Men — jeg ved ikke —»

cOm det nytter til noget? Det kan være tvil- somt nok. Men blir det ikke godt for noget, sa kan det da heller ikke bli galt for noget. Gaa nu De bent hjem til Deres mor — De kan vel behøve at komme til ro.»

eda, ja. Godnat!» — Hun pusled sig ned gjennem trappen.

Der var trefire stykker, som raabte «Kom ind! — da Hasselberg banked. Han aabned og blev staaende en stund i døren uden at kunne skjelne noget med tydelighed — sa fuldt var der af tobaksrøg:

<Kom nærmere!» — lød Grandes stemme inde i den tætte tæage.

[247]

«Her er hjærterum nok, her er stolerum nok —

bare vi, bare vi hadde brændevin nokl» — sang en skingrende fistelstemme henne fra en kanapé, som stod langt inde under skraataget.

«Skal jeg lukke efter mig?» — spurte Hasselberg.

<Begribeligvis. Veden er dyr her i Kristiania. — Nej men hvad ser jeg!» — Grande la kortene fra sig og stod op. — «Nu ramler vist verden før paaske, siden jeg skal ha saa stor en ære. Vel- kommen, du! Jeg vidste nok, du vilde komme en- gang.» — Han trak ham frem til midt paa gulvet. — «Lad mig nu faa præsentere dig for disse gode herrer og agtede borgere her af staden! Den blege og aandsforladte, som sidder derhenne og støtter væggen, er kunstmaler Schytt, som er noksaa flink i sin bedrift, paa det nær, at han mangler gnisten. Hav ham undskyldt, fordi han blir siddende — det er ikke af mangel paa opdragelse. Den røde og livlige, som netop har rejst sig fra løjbænken, er kand. jur. Myhre, indtil for nylig velmeriteret kopist udi finansens mysterier, men mu afskediget i unaade ved onde menneskers trædskhed. Han derhenne, som sidder og kiger sin sidemand i kortene, er stud. et eller andet Isberg, i engere kredse kaldet skelettet» formedelst sin fuldstændige mangel paa

legemligt og aandeligt huld. De to ynglinger her, re

[248]

endelig, er de herrer studenter Mostad og Eriksen, to meget haabefulde spirer af indeværende aars lavning. — Mine herrer! Den unge mand, her staar, er min bedste ven helt fra taateflaskens dage, — handelsfuldmægtig Hasselberg, en fortræffelig ung mand af plettri vandel og jævn begavelse samt med adskillig arv | vente. — Saa, kjære ven! Betragt dig mu ganske som hjemme og find dig først og fremst et sted, hvor du kan la hvile falde paa dig»

<Her, her!» — Forhenværende kopist Myhre haled ham ned ved siden af sig paa kanapéen. — «Her sidder man mindst daarlig,»

Grande holdt en kognaksflaske mod lyset og rysted den —

sJeg kan desværre ikke by dig et velkomstbæger — flasken siger sig at være tom. De unge er saa slugvorne — hr. Mostad drikker som en svamp.»

eJeg tæaler meget,» — sa student Mostad, som sad med hede kinder og stivt blik og holdt kortene ret ud for si

sMen en fredspibe kan du faa.» — Grande Be- gyndte at rode mellem de pibesager, som laa paa en gammel, halt kommode sammen med skidne snipper, defekte buksesæler og meget andet rart

«Tak, det behøves ikke! Jeg har cigar.»

[249]

sCigar!> — udbrød kandidat Myhre. — <Kan- ske De har én at by ogsaa? Tusen tak! Jeg har allerede det bestemteste indtryk af, at De er et stare behageligt medmenneske.»

«Spiller vi sta?» — spurte «skelettet». — «Jeg har meldt seks.»

<Nu kommer jeg!» — Grande satte sig, tog sine kort og spilled ud.

eHolder De, hr. Hasselberg, af boston?» — spurte Myhre. Han og maleren deltog ikke i spillet

sJeg spiller slet ikke.»

<Og mig kjeder det. At skulle holde øje med, hvad der inviteres i, og hvad der falder — nej, det er ikke noget for min livlige intelligens. Jeg foretrækker en samtale — det er mit element.» — Han rykked nærmere og fortsatte hviskende: «Ser De — jeg befinder mig i altfor daarligt: selskab iaften, men da jeg for tiden er ude af stilling og uden resourcer — nu ja, da tar man det ikke saa nøje. — De er altsaa ved handelen?» — spurte han højt

Hasselberg svarte ikke. Han hadde vendt sig om mod maleren, som sad ubevægelig og sfinksagtig i sin krog, mens han uafbrudt mumled, uforstaæelig og monotont, som om han pugged paa en lekse.

<Bryd Dem ikke om ham!» — sa Myhre. —

[]

Han har det skjære delirium hver eneste aften mu efter klokken ti, og da begynder han altid med sine deklinationer. Gud fader maa vide, hvorfor han skal deklinere, og oven i kjøbet paa ty

Hasselberg bøjed sig nærmere mod maleren og lytted —

sleh — meiner — mir — mich — du — deiner — dir — dich» — lød det, op igjen og op igjen i ét kjør,

eHan maa være gal.» — Hasselberg flytted uvil- kaarlig nærmere ind til Myhre.

slkke om dagen, saa længe han fylder i sig. Men det vil vel ikke vare længe, før han deklinerer sig et vist sted hen. Det har slaat sig paa hjærnen, Minchenerøllet.»

Hasselberg kjendte med ét en mægtig væmmelse for det selskab, han var dumpet op i Han holdt ikke ud at sidde længer i dette selskab og i dette kvalme rum, hvor lampelyset næsten kom helt bort i tobaksrøg. Han maatte straks fra udrettet, hvad han var kommet her for, eller ogsaa gaa med ufor- rettet sag. Uden at bry sig om Myhre, som holdt paa at proponere nærmere bekjendtskab, bøjed han sig hen til Grande og hvisked ham ind i øret:

<Jeg maa snakke med dig alene, — maa. Kan- ske du skjønne, hvad det er om.»

[251]

Grande vedblev at spille, som om han intet hadde hørt. Der blev git én gang endnu. Student Mostad satte to beter i en grand og maatte be om at faa laane kasse — hans egen strak ikke til længer.

eNu slutter vi» — sa Grande afgjørende og fejed kortene sammen. — «Vi kan da ikke plyndre ungdommen til skjorten.»

Studenterne Mostad og Eriksen protesterte — det hadde saamæn ingen nød endnu. «Skelettet», som sad med en vældig bunke jettons foran sig, knurred lidt over denne pludselige afslutning, men skred dog til opgjør, da han skjønte, at det skulde saa være. Baade han og Grande stak en net liden sum i lommen. Student Eriksen var noget lang i ansigtet, da han maatte laane penge hos student Mostad. Denne holdt sig kjæk og forsøgte at nynne.

eLufter vi saa paa os?» — spurte Myhre. — eJeg kjender mig næsten lidt benauet.»

<Paa hvad kantaf byen staar vor vinkende stjærne?» — dristed student Eriksen sig ti.

Student Mostad stammed noget om «piger? —

«Bazarhallen!> — foreslog Grande. — «Der er aabent endnu en halv times tid, og hr. Mostad er fremdeles i besiddelse af mynt.»

<Til tjeneste!» — sa Mostad flot

[252]

eBazarhallen — der cår gudargott att vara»,» — sa student Eriksen

eBazarhallen!> — Kandidat Myhre sprang op, stilled sig i positur midt paa gulvet, slog sig for panden og saa ud, som om han holdt paa at bli hyp- notiseret. — «Hys — stille! Improvisationens aan er over mig — forstyr ikke dens værk! Nu kommer det straks!» — Han slog ud med haanden og sang i skjærende fistel:

«Det er min sjæl en frydfuld trang at gjæste basserallen!

De søde smaa gjor liig sang,

og øllet gaar i skallen

Kom til den fagre basser l! (Gambrinus ler fra dens portal!

En basseralleperial

musz dir und mir gefalen!>

Han stilled sig ved bordet og saa ud, som om han vilde falde sammen. Studenterne Mostad og Eriksen applauderte voldsomt.

<Den var ikke værst,» — sa Grande. — «Den koster da de herrer en flaske vin mindst. Men du har sgu lavet den stump hjemme for at benytte den ved passende anledning,»

sEnhver snyder paa sin vis,» — sa Myhre halv

[253]

højt. — «Ja — lad os saa lunka småningom, dal» — Han tog Hasselberg under armen.

<Jeg blir ikke med.?

«Det vil sige — min ven og jeg kommer straks bag- efter,» — skyndte Grande sig. — «Vi har noget at afgjøre, men det skal være ekspederet i en ru. Gak I kun foran, mine herrer — vi skal straks for- høje festens glans med vor nærværelse.»

eNaa — saadan!» — Myhre likte ikke arrange- mentet. — «Jaja — man faar vel finde sig i det. Det hører da til god tone at gaa, naar man blir vist døren. — Kom nu, du Autenrieths tyske gram- matik!» — ræabte han til maleren. — «Stat op — vi skal forlægge vor tilværelse til et andet parti af hemisfæren.»

Maleren rejste sig og stødte hodet haardt mod skrastaget.

«Se paa ham!» — lo Myhre. — «Forsøger han ikke endnu paa at slaa igjennem!» — Han tog Schytt under armen. — «Det gaar ikke, lille ven, det gaar ikke! Men kom nu, saa gaar vi nedenunder — det er den vej, vi skal. — Ja, velkommen efter, I af- gjørelsens mænd!» — Han trak ud paa mørkloftet med maleren, hvem «skelettet» hadde tat under den anden arm. Studenterne Mostad og Eriksen tøfled af bagefter.

[254]

eLys over loftet — det er det, vi vil!» — raabte Myhre. — «For ellers gaar sgu baade kunsten og videnskaben paa hodet ned ad disse fordømte trapper! Og døden vilde falde usmagelig i denne odør.

Grande gik ud med lampen og lyste ned ad trap- perne, indtil banden under støj og spektakkel var for- svundet gjennem døren til gaardspladsen. Saa kom han ind og vendte sig spørgende mod Hasselberg, som hadde anbragt sig i sofaen

<Naa — hvad er det saa, du farer med? Du ser ud, som om det skulde være pligt at komme i høj tidelig stemning paa forhand.»

«Jeg farer med den underretning, at Olea Larsen blev jaget af tjenesten iaften. Olea Larsen — du ved jo nok, hvem det er.»

Grande tog en korkeprop op fra gulvet og be gyndte at plukke den istykker. Da han intet sa, vedblev Hasselberg:

<Tamte er naragtig stræng, og saa snart hun op- daged, hvordan det var fat. med pigen, befalte. hun hende at pakke sig snarest mulig.»

'sNaa — og saa?» — Grande plukked af korken uden at se op. i

<Og sta? Ja, saa staar Olea der, hjælpeløs, be- skjæmmet. En fortvilet situation — vil du maaske indrømme.»

[255]

cla, ganske vist. De er meget at beklage, som kommer i en saadan situation.»

cOg den er meget at foragte, som bringer en sakkars pige i en saadan situation, og saa bagefter betragter hendes fremtids skjæbne som sig uved- kommende, — som turer lystig med kognak og kortenspil i samme time, som hun kanske kaster sig i sjøn.»

<Skal det være myntet paa mig?»

eBegribeligvis. For det er dig, som har forført Olea>

<Forført! Der kan vel være spørsmaal om, hvem der blev forført.»

<Du kanske!» — Hasselberg lo haanlig.

eJa, du ler, men det skal jeg ikke bli sint paa dig for, efterdi du er en stor idiot, hvad fruen- timmer anbelanger. Men saa meget maa du da kunne begribe, at de hvide duer særdeles godt kan sige nej, i fald de lyster — og dermed er historien ude, uden at de har fat flæk paa sin hvidhed. Olea så ikke nej — hun tænkte ikke paa at sige nej, en- gang. Det var overmaade friviligt fra hendes side.»

eNaa, lad gaa — kanske du taler sandt. Men nu, da historien altsaa har fat et saa sørgeligt udfald for hendes vedkommende, — nu vil jeg sige, at

[256]

hvis du ikke skaffer hende hjælp og underhold, hvis du ikke af yderste evne anstrænger dig for at lette hende den vanskjæbne, som brændemærker hende for livet, saa er du en topmaalt slyngel.»

<Du skulde vogte dig for at gjøre mig sit. — Grande kasted korkebiterne fra sig. — «Man siger, jeg fører en prægtig næve.»

«Jeg bryr mig Pokker om din næve! Kort og godt: Vil du gjøre, hvad der er din pligt — hjælpe Olea efter yderste evne, baade nu straks og siden?»

<Efter yderste evne? Jeg far se til at gjøre skjel for mig, saa vidt loven forlanger. Du kan nemlig være tryg paa, at hun triner frem for mig med loven i hand. Hvad yderligere hjælp angaar

maa ja, jeg gir hende kanske lidt ekstra ogsta, hvis hun trænger til det, da, og hvis jeg ser mig udkomme til at afstaa noget. Hvad rager for resten hele den historie dig? Hvad Fanden har du med mine sager at bestille?»

<Det er Oleas sag, jeg gjerne vilde ha lidt at bestille med.»

«Spar dig, højstærede, — spar dig! Hun klarer nok biffen paa egen haand. Kanske hun er ligesom lidt fladtrykt nu i begyndelsen, men hun retter nok paa sig — sgu gjør hun det! Det pigebarn er

[257]

nemlig overmaade godt udrustet med ben i næsen. Og jeg vil i det hele tat sige dig, min uerfarne ven, at man staar sig svært daarlig paa at agere (damernes ridder — hvad sort damerne end er af. For der gives ikke utaknemmeligere skabninger paa denne klode end de mennesker af hunkjøn. Og saa klarer de sig desuden saa brilliant uden din hjælp»

cDu er dybt sunken, Elias Grande — det har jeg længe vidst.» — Hasselberg knapped sin frak og tog hatten. — «Men at du var i den grad blottet for alt, hvad der skiller en gentleman fra en pøbel — det trodde jeg ikke.»

<Pøbell> — Grande rejste sig. — «Kalder du mig en pøbel?»

<Hvad du har gjort og sagt viser tydelig nok, at du er værre end en pøbel. Du er en skurk.»

Grande stod lidt, hvid i ansigtet og med knyttede næver. Saa før han, uden at sige et ord, ind paa Hasselberg, tog ham i brystet, rysted ham ordentlig sammen og slængte ham derpaa af al magt mod. døren. Den føj op, Hasselberg tumled ud paa mørk- loftet og drev overende.

<Gaa Fanden i vold, du dydsåragon med din kjærringmoral!: Og tak din Gud for, at jeg ikke

[258]

ekspederer dig med samme gesvinthed længer afsted — det hadde du ærlig fortjent!» — Grande slog døren igjen.

Hasselberg ledte lidt. omkring efter hatten, som han hadde mistet. Endelig fandt han den, famled sig frem til trappen og kom lykkelig ned ad de glatte trin.

[259]

X.

Det var middagsstilt i butiken. Kassereren, Holme og Hasselberg døsed, hver i sin krog. Johansen var ikke kommet tilbage fra sin sædefest» endnu, skjønt der var forløbet meget over en time, siden han gik.

<Hvor blir tykkemand af idag?> — Kasserersken gjæsped og gned sig i øjnene.

«Formodentlig har der været grilleret skinke og fiskepudding i hummersauce,» — mente Holme. Da stopper han sig jo helt op til halsen, saa han faktisk ikke kan vrikke paa sin trinde krop, før klokken blir sekssyv. Det menneske kommer til at æde sig ind i evigheden.»

De døsed en stund igjen, — og skvat til, alle tre, da butikdøren blev puffet haardt op. Det var Johansen, som kom, — hvid af sneen, som vælted ned og gjorde luften til en eneste skinnende masse.

[]

Den fede unge mand var ualmindelig livlig, og hans ellers saa dorske ansigt lyste af glæde. Han dansed formelig ind over gulvet og snurred rundt henne i krogen, mens han banked sneen af sin frak:

sHan har saamæn ikke forspist sig idag» hvisked Hasselberg til Holme, som sad og gjorde store øjne.

sHan maa ha sat megen kulør paa sin kaffe.»

«Hvad behager? Er det mig, I hvisker om?» — Johansen kom frem foran disken.

Vi spekulerer paa, om De har været saa rivende flot at ta en hel krukke likør til kaffen.»

sLikør! Jeg har saamæn hverken smagt vaadt eller tørt, men aligevel er jeg saa ustyrlig glad, at det gaar mig til hodet. Tænk — han er død!»

<Hvem er død?»

eMin onkel, vel! Og Gud glæde den hædersmand før det! — Netop som jeg hadde sat mig til med servietten under hagen, kom der bud om, at han pludselig. var blet syg af noget apoplektisk noget — og jeg udover, som om Fanden var i hælene paa mig. Jeg kom akkurat tidsnok til at lukke hans øjne, som det hedder. Da det var gjort, saa jeg mig lidt om i det pene, gammeldagse skatol — og tog nøglen med mig. Her er den!» — Han holdt triumferende den blanke tingest højt mellem to fingre.

[261]

<Gud — hvor fæl De er!» — Kasserersken trak indigneret øjenbrynene i vejret.

sFæl? Det kan De ikke mene, frøken Simonsen! — Det vilde være affektation at lægge skjul paa, at jeg mu er glad over at ha fat penge — over at være blet min egen — over at kunne komme bort herfra. Rigtignok smærter det mig at skulle forlade Dem, dyrebare frøken Simonsen, min gamle veninde, men alligevel er jeg saa glad, at jeg — at jeg tror, jeg vil kysse Dem til tak for seks aars venskab. Spids truten, frøken Simonsen!» — Han tog kas- serersken under hagen og tvang hendes hode bagover.

«Væk med fingrene!» — Holme rejste sig og slog i disken. — «Tag Dem i agt for, hvad De gjør!»

<Hvad behager? Har De noget særdeles imod at være øjen- og ørenvidne?»

<Det skulde jeg mene! Tror De kanske, jeg vil finde mig i, at De kysser min kone?»

<Deres kone?»

«Ja, min kone. Vi var henne og fik det besørget borgerlig igaar. Det var det, vi bestilte, da jeg var i begravelse og frøken Simonsen paa jernbanestationen for at ta imod sin tante.»

Johansen dumped ned paa en stol og gabed en lang stund som himmelfalden

[262]

cNu har jeg aldrig hørt saa galt!» — sa han endelig.

<Det var rigtig en net maade at ønske tillykke put»

<Undskyld — men jeg har aldrig vidst — jeg skjønner ikke, hvordan det er gat til. | har jo be- standig ligget i haarene paa hinanden.»

«Kjærligheden vandrer ad mange slags veje.» — Holme strøg sig om hagen. — «Frøken Simonsen og jeg hadde nu vænnet os saadan til at være Kontraparter, at vi ikke kunde leve lykkelig uden at bli det for alvor og for altid. Hvad mig angaar, saa har desuden det hensyn været stærkt medvirkende, at det er saa bekvemt at ha nogen til at sy fast knapper — og vise sig andre smaa villigheder.»

Han begyndte at maale op et stykke lærred, som laa i bunke paa disken. Kasserersken stak næsen helt ned i sin tykke protokol.

Ja — gratulerer med kontrapartskabet, da!» — Johansen lusked hen til trappen, fik frem sin forsyning af pebermynte og tog en ordentlig portion. — «Der blir vel snart fere, som gifter sig her i huset,» sa han om lidt

Ja tænk!» — skyndte fru Holme sig, glad over at faa samtalen ind paa noget andet. — «Det skal ha været afgjort i over en uge nu, og jeg fik først

[263]

nys om det igaar. Saa udenfor alt blir man, naar man er for stærkt optat med egne anliggender. For resten maa det ha gæat svært stilt for sig — og være kommet paa i en fart.»

Hasselberg spidsed ører og vented paa, at der skulde bli talt mere om dette. Da det ikke skedde, spurte han

<Hvem skal gifte sig?»

cBea, naturligvis.» — Kasserersken plired lidt nysgjerrig hen paa ham.

Han følte, hvordan han blev bleg, og vendte sig hastig bort. Men straks efter sa han med et smil over til kasserersken:

<Saa frøken Beate virkelig skal gifte sig?»

<Ganske snart, blev der mig fortalt. Og hvad skulde der ogsaa være at vente efter? — Det er et glimrende parti, hun gjør.»

sJa — han er vel flere gange millionær, den Strømsind,» — ytred Johansen.

<Det ved jeg ikke. Men rig er han, og Bea be- høver en rig mand.»

sLigesom forretningen en rig svigersøn.» — Holme kjørte lærredsstykket op i hylden

Hasselberg smilte fremdeles og saa fra den ene til den anden, om ikke nogen skulde røbe sig ved

at blinke til sine medsammensvorne eller ved at

[264]

skjele hen til ham for at opdage, om han lugted lunten. Men — mærkelig nok — ingen af dem syntes at ha en skjælm bag øret. Det saa virkelig ikke ud, som om deres snak var et aftalt forsøg paa at faa ham til at plumpe ud med den hemme- lighed, som de kanske hadde tæften af. Og smilet stivned om hans læber — han kjendte en hjærte- klemmende angst —

Aa tøv — tøv! Det var alligevel ikke andet end en fælde, de hadde villet lokke ham i, — for resten en noksaa istig opstillet fælde, som det næbdyr af en kassererske formodentlig var mester for. Hun hadde jo engang antydet, at hun vidste lidt om hemmeligheden mellem ham og Bea — og det vilde jo være dejligt at faa saapas vished, at der kunde bli anledning til at drive lidt løjer med ham —

Ja — saadan var det — saadan maatte det være. Det kunde ikke være anderledes! At historien om Beas forestaaende giftermaal med denne millionær skulde være sand — at der skulde være et fnug af sandhed i den — det var umuligt, mer end umuligt!

Ho, ho — saa de tænkte at faa ham til at røbe sig! For derefter at ha ham til bedste i ledige stunder! For ligesom at kunne kaste lidt boldt sig imellem med ham og hans Kjærlighed! De bildte sig

[265]

nok ind, de hadde med en saadan daasemikkel at gjøre, at de kunde fange ham paa den første den bedste limpind. Men han skulde vise dem noget andet — saamæn skulde han det! — Han begyndte at fløjte og gjorde sig uhyre oprømt.

Men han hadde faat skræk i blodet og kjendte sig uvel, — mer og mer uvel. Oprømtheden blev ham tilslut saa unaturlig, at han lod den fare. Om det nu var sandt alligevel! Han husked Beas underlige væsen de sidste gange, de var sammen, — hendes kunstlede venlighed, naar hun skulde formilde det indtryk, hendes kolde og knibske svar hadde gjort paa ham. Om nu den venlighed bare skyldtes en trang til at skilles med ham paa en nogenlunde pyntelig maade? Og hendes sygdom — den daarlige fod, som nødte hende til at holde sig inde — om

nu det var opspind altsammen — løgn? Néj, nej — han hadde ikke lov til at tro saa- dant! Han var en sjofelit, at han tænkte saa stygt!

For det vilde jo være en nederdrægtighed over alle grænser at liste sig fra ham paa den maade, selv om hun hadde sveget ham. Og hun hadde ikke sveget ham — slet ikke! —, om det end noksaa meget forholdt sig saa, at en rig mand var kommet før at friste hende med sine millioner. Huf — han kunde bli sa lynende sint paa dem, som fandt op

[266]

slige stygge løgne og fik ham til at tro paa dem! Han skulde rigtig ha lyst til at ta den fru Holme i nakken og dunke hende ordentlig mod væggen — kanske hun da lod folk være i fred en anden gang.

Hm, millioner — det blev nu alligevel lidt betænkeligt, hvis der virkelig var millioner med i spillet. Kvinderne var jo som regel svage overfor penge, selv om disse ikke kunde tælles i millioner — det hadde han læst og hørt. Og skjønt Bea uden tvil stod højt over de fleste af sit kjøn, saa var der dog en mulighed, en bitteliden mulighed for, at glansen af guldet, som man holdt op for hendes øjne, hadde fortumlet hende og fiat hende til at glemme sig selv, til at begaa en skjændighed. Paa den ene side: Rigdom og pragt og alt livets velvære, hvad dag hun selv lysted at bestemme, — paa den anden side: Forsagelse, trange kaar og slid langt op gjennem aarene — der skulde stor, over- maade stor karakterstyrke til for at bestaa en saadan prøve. Om nu Bea, forpint af forholdene i det uhyggelige hjem og fortvilet ved tanken paa de elendige udsigter, i et mismodigt øjeblik hadde ligget under for fristelsen? — Jo mer han tænkte paa, hvordan hun hadde været mod ham nu de sidste gange, — jo bedre han husked, hvad hun hadde

[267]

sagt og ikke sagt, desto mer kom han til overbe- visning om, at de sammenkomster hadde hun bare indrømmet ham til afvikling af forholdet mellem dem. Han stred for at komme bort fra. denne overbevis- ning, han greb efter hvert halmstraa, som kunde holde ham oppe i tillid til hende, han elsked højere end sit liv — men mer og mer la den forfærdelige vished sig som en iskold klo om hans hjærte. Og han kjendte det, som om han gled ind i en be- døvelse. Ja, slig maatte det føles, naar alle organer lammedes, og livet svandt lidt efter lidt

eDe er da sandelig en underlig fisk!» — Holme hadde forgjæves snakket to gange til ham og slog ham mu paa skulderen. — «Det ene øjeblik kvidrer De som en lærke, og i det næste er De fuldstændig afdød fra verden. Tag Dem sammen da, mennesk Der staar en dame, som skal ha strømpegarn — det sorterer jo under Dem.»

Hasselberg tog sig sammen, ekspederte den gamle dame, som skulde ha garn, — skyndte sig frem, hver gang der kom en ny kunde, gjorde sig ge- skjættig, trak overflødig meget ned fra hylder og frem af skuffer, rulled op og brætted udover, sta han fyldte den halve disk, snakked meget og for- søgte engang imellem at spøge — men alt saa dødt trods livligheden, saa fuldstændig automatisk.

[268]

Fru Holme blinked betydningsfuldt til sin mand, han blinked igjen, og saa trak de samtidig paa skuldrene som for at udtale enighed angaaende et beklageligt faktum, som ikke lod sig forandre. Fruens ansigt fik et stramt udtryk af fortørnelse, og hun skrabed haardt mod papiret, hver gang hun skrev i sin protokol.

+ Unge Sehlenk kom ud fra kontoret med pen bag øret og et langt, smalt papir, som han viste Holme. Der blev en vidløftig forhandling i hvi- skende tone. Schlenk saa ofte i papiret, vifted med det og gav det undertiden et nervøst knips. Holme klødde sig i hodet, pønsed og pønsed, men saa bare fladere ud, jo længer han pønsed. Tilslut brød han tvært af og gik hen til hylderækken.

eJeg ser bare én udvej» — sa han, uden at vende sig om. — «Og den udvej hedder Strømsund.>

«Strømsund? Det er da ikke blet endnu.

sDet blir naturligvis?»

eJa, det gjør vel det. Men alligevel —.> Sehlenk steg op de to trin til kontoret og lukked efter sig.

Hasselberg skjøv ind skuffen, som han hadde ordnet i, — trak den ud igjen for at undersøge endnu engang, om alting virkelig laa, som det skulde, Derpaa saa han sig svimmel om efter en stol og gik hen og satte sig.

[269]

Ja — mu slap han da at tænke frem og tilbage mer, at veje for og imod. Nu vidste han, hvad han behøved at vide. Nu var hvert haab tilintetgjort, hver lykkedrøm forbi. Han var sveget for sit dyreste livshaab, og alt ramled sammen omkring ham. Han syntes, han hadde ikke mere at gjøre, ikke det spor, — hadde bare at gi tabt, at overlade livet til dem, som kunde faa fæste i det. Hans livs sommer var slut allerede, — slut, næsten før den var begyndt. Nu kom høsten, — alting blegned omkring ham, det blev saa koldt, og han følte sig som opslugt af en stor tomhed. Han strakte benene langt fra sig, la sig bagover, saa det knaged i pindestolens ryg, — stirred lidt paa Holme, som holdt paa at tænde gasen, og lukked saa øjnene.

eDe er vist syg?» — Kasserersken hadde forladt sin plads og stod bøjet over disken.

«Ja — jeg er syg.» — Han klipped med øjnene, lyset generte ham.

«Vil De ikke trække lidt frisk luft?» — spurte Holme.

«Jo tak — kanske det kunde hjælpe.»

Han rejste sig, gik hen i krogen, hvor tøjet hang, og tog sin frak, som han ikke kunde faa paa. Da han hadde staat lidt og tutlet, kom Holme og hjalp ham.

[]

«Tak!» — Hasselberg vendte sig om med taarer i øjnene over denne uventede venlighed, som i øje- blikket symtes ham saa rørende stor. Derpaa gik han ud.

<Naa — han er da blet ordentlig brændt, lader det till — Fru Holme gik tilbage til sin plads, meget rød i ansigtet. Da hun var kommet til sæde, vedblev hun, efter et blik hen imod kontordøren: «Ja, jeg har sagt det før, og jeg gjentar det: Det fruentimmer burde være puttet i en sæk og kastet i Bjørviken for længe siden.»

— — Hasselberg fandt sig staaende ude paa en stor plads. Uden anelse om, hvor benene førte ham hen, uden tanke paa noget som helst, næsten uden bevidsthed om sin egen eksistens var han kom: met did.

Han søgte at dra kjendsel paa, hvor han befandt sig. Til den ene side var der høje huse med lys i mange etager, — et sted en række af stærkt op- lyste vinduer, hvor skygger af mange mennesker skimtedes paa duggede ruder. Bent imod sig hadde han et vældigt, gabende mørke, og til den anden side noget stort graat, som pegte op mod den snetunge himmel. Han syntes, han skulde kjende dette store graa — ja vist var det Akershus, ja, som laa der saa skummelt og uhyggeligt, plirende

[271]

døsigt med et par smaarudede vinduer mod noget elektrisk lys borte fra Akers mekaniske. værksted — eller hvor det kom fra.

Det var paa Tordenskjolds plads, han stod. Saa han hadde altsaa slentret sig nedover til havnen! Det vældige mørke der foran var fjorden under den mulmtykke vinterhimmel. Hvor besynderligt i grunden, at benene hadde ført ham til fjorden netop!

Han gik ud paa den stensatte brygge, hvor han i sommer og høst undertiden hadde staat og set paa de småa, vevre Bygdødampere, som la til der. Helt ud paa randen gik han. En alen under sig hadde han vandet, begsort mod den. nyfaldne sne over alt land, — døsigt, næsten uden bevægelse, med mumlende hvisken og smaa, hastige suk mod. den stensatte brygge. Fra nogle gaslygter laa der svagt skjælvende skjær et stykke henover. Og det skjer begyndte pludselig at friste ham, friste ham mægtigt, friste ham som lokkende lysveje ind til det store, stile mørke

Han tog sig sammen og raved tilbage mod plad- sen. Huf — hvad var det, han stod og tulled med! At slige tanker kunde komme over én ss ufor- varende, bare ved synet af et par flimrende lysstriber henover noget begsort, stille vand! Ja, det vand —

[272]

nu saa det saa fristende ud, slig som det laa dér, mørkt og roligt, med lysstrejf over sig, i sneens hvide ramme. Men han vidste nok, hvordan det egentlig var beskaffen, det vand: Skiddent og grumset og ækkelt, fuldt af alt det smuds og afald, som den store by vælted ud i det. Der aa jo somme- tider en bred bord langs bryggerne af saadant, som flød ovenpaa, — væmmeligt kram, som gav ond lugt fra sig. Han hadde engang set en stiv, slimet katteskrot med tomme øjenhuler ligge og daske mod bryggen —

Bort fra det vand! Og bort for bestandig fra de tanker, den øjeblikkets indskydelse, som synet af dette vand hadde fremkaldt! Aldrig noget saadant, hvor usel end hans stilling blev! Ti det var jo bestemmelsen, da livets gnist tændtes i ham, at den skulde brænde, til den slukned af sig selv, — og den bestemmelse vilde han ikke krydse. Gjorde han det, saa satte han sig jo op mod en anordning af den verdensstyrelse, som matte være fornuftig, om den overhoved var til

Han gik ind over pladsen, langsomt, slæbende fødderne gjennem sneen, som holdt paa at skorpe sig. Bestemmelsen — hvad var vel bestemmelsen med ham? Hvorfor var hans livsgnist blet tændt? Han hadde altid været ulykkelig, nu var han

[273]

ulykkeligere end nogensinde før, og underligt maatte det gaa til, om han skulde formaa at leve sig ud af den ulykke, som nu trykked ham til jorden. Men det var da vel ikke bestemmelsen, at han skulde visne sig frem gjennem idel ulykke til sine dages ende!

Aa — at Bea kunde svige ham! At hun, hvem han hadde elsket saa højt, hvem han hadde trodd paa mere end paa sig selv — at hun kunde vælte denne ulykke over ham! Støde ham ud igjen, mer arm end nogensinde, i den livets kulde og ensomhed, som hun med kjærlig haand hadde trukket ham bort fra! Gjøre det saa mørkt, saa afsvidd til grunden langs hans vej, hvor det netop var begyndt at spire! Og gjøre alt dette paa slig en kvindefejg maade, listende sig fra ham gjennem tvetungethed, forstil- lelse og løgn!

Na ja — saadan var det altsaa blet. Han hadde tat fejl af hende, vurderet hende for højt. Hun var bare en skrøbelig kvinde, — skrøbelig, som kvinder vel var flest, let at lokke, snar til at glemme, troløs. Hun hadde mishandlet ham hæardt, og han følte vrede mod hende, — en dump, tungsindig vrede, som vilde ha luft i graad mere end i haarde ord.

Uden tvil hadde hun kjæmpet og lidt meget, før

[274]

hun bestemte sig for det store bedrag. Og der le vel bli siddende igjen en brodd i hendes hjærte, en brodd, som kanske kunde værke saa ondt, at den forbitred hende timer og dage af den her- lighed, hun nu gik ind til

Ja — det blev da hendes sag. Det var ikke værdt at fundere over, hvordan livet vilde arte sig før hende. Han kunde saamæn ha mer end nok ved at tænke over sin egen stilling og ligesom sørge lidt for sig nu fremigjennem. Det blev nok ikke saa ligetil at finde sig til rette efter det, som nu var hændt, — det vilde vist volde adskillig møje at spekulere ud, hvordan han som bedst skulde slænge igjennem fra dag til dag. Han fik ta sig sammen, stramme sig op, ikke gaa saadan og tutle, helt fra sig selv og helt ud paa selvmordets rand, saadan som han hadde gjort nu iaften

Ja — her gik han og labbed — og stod i sne

til over skoene. Hans fødder var som is, — han kjendte pludselig, at han frøs voldsomt, Hadde han gaat længe saadan og labbet, da? Nej — det var

vist ikke mer end højst en time, siden han fik lov til at lufte lidt paa sig Han gik et stykke hen over pladsen, saa han kunde se uret paa vestbanestationen. Var det muligt trefire timer, siden han gik ud? Gud fader

[275]

maatte vide, hvor de timer var blet af! Hvor hadde han været henne? Hvad hadde han bestilt paa? Han husked intet, fra det øjeblik han forlod butiken, og til han fandt sig stasende som en støtte paa Tordenskjolds plads.

Saa fik han skynde sig nedover, da, for de skulde straks lukke, og til den tid maatte han være til- bage. Han hørte jo til der endnu hos G. F. Schlenk. Denne maaned ud — saa skulde det være slut. Han fik se sig om efter noget andet at leve af da. Fik han ikke noget her, saa maatte han vel rejse hjem og spise naadsensbrød igjen, til der aabned sig noget for ham. Det vilde være flaut, ganske vist, men det var nu alligevel intet at bry sig om, — en ren bagatel! Kanske han kunde faa den post til 25 kroner maaneden, som han hadde vraget tidligere? Nej, naturligvis — den var bortgit nu. Men en lignende blev der vel raad for. Naar han sigted saa lavt, skulde det være underligt, om han ikke slumped op i et eller andet. Og nu hadde han intet imod at sigte lavt. Bare lidt at putte i munden, klær paa sin krop og et sted at ligge — alt andet var ham ligegyldigt nu.

Hæsblæsende kom han nedover til butiken og saa paa sit ur — han hadde ikke brugt mange minutter paa det stykke vej. Men nu var der allige.

[276]

m

vel bare et kvarter, til der skulde lukkes — og sandelig om han gad gaa ind da! Det blev jo bare at ta af sig og paa sig igjen. Han fik takke Holme imorgen og gjøre undskyldning for, at han hadde været borte saa længe. Den Holme var i grunden en bra fyr. Bare han ikke kom til at angre paa, at han hadde giftet sig med frøken Simonsen, for hun var nu vist bare saa lala — ligesom alle fruentimmer.

Butiken saa slet ikke værst ud udenifra, mar der var tændt lys. Hasselberg gik tæt hen til ruderne — han. vilde præge hver enkelthed derinde godt i sin hukommelse. For den butik kom han nok ofte til at tænke tilbage paa, — saa meget som han hadde levet og lidt i det lave, tunge rum med den beklumrede luft. Han stod længe og stirred ind mellem alt krammet i vinduet, — tog ligesom afsked med butiken. Rigtignok skulde han være der i fjorten dage til, men han fik vel aldrig se butiken saa godt, som han gjorde nu. Man saa slet ikke smaanetheden, naar man var derinde — da følte man bare uhyggen. Og naar hans tjeneste- tid var omme, saa vilde han sky denne gade, aldrig lægge vejen gjennem den. Ikke før han hadde for- vundet det sæar, han idag var blet slaat, — men det blev vel sent, om det blev nogensinde;

[277]

m

Saa — der skrued de ned det ene gasblus. Fru Holme tripped hen i krogen, hvor Johansen allerede hadde faat frakken paa. Stakkar, han hadde jo levet af bare. pebermynte siden frokost og var vel svært sulten, men saa kunde han da ogsaa uden skrupler spise ganske efter sin maves krav iaften. Han hadde jo nøglen til skatollet.

Hasselberg gik over gaden, stilled sig i en port og sax op mod de oplyste vinduer ovenpas. Han får sammen — var det ikke det gamle, kjendte signal derhenne i det borteste vindu? Aa nej da — han fantaserte jo! Det var bare tilfældigvis, at gardinet laa saadan. Naar han saa nærmere efter, var der jo heller ikke spor af lighed mellem denne tilfældige uorden og det arrangement, som hadde været signalet. Aa nej — de tider var forbi — han vidste jo det. Men Gud — hvor ofte hadde han ikke set op til de vinduer — i svulmende fryd, i pinende angst, i slap resignation! Nu skulde det være sidste gang.

Lugerne sattes for, gasen blev slukket, hans kolleger skyndte sig bort, — først Johansen, der pilte afsted, som om det gjaldt livet, derefter Holme med kone, arm i arm, smæaskjændende i al

gemytlighed.» Hasselberg drog sig ud af porten. Ja —

[278]

nu maatte han vel rusle hjem — og putte sig i seng —

Der kom en slæde med klingende dombjældespil ned ad gaden og stansed udenfor hos Schlenk, lige under gaslygten. Tæt indpakket i pelsværk sad der en herre og en dame under bjørneskindsfælden. Damen steg ud og blev staaende lidt, mens hun snakked og spøgte med sin ledsager, som holdt den urolige hest i stramme tømmer.

Det var Bea, som stod der under gaslygten, frisk og frejdig og munter, som om hun aldrig hadde begaat den ting, der kunde ligne en skjændighed, — som om hun ikke hadde den ringeste forsyndelse paa samvittigheden! Og i samme nu, som Hasselberg saa hendes glade ansigt og hørte hendes oprømte, latterklukkende stemme, vidste han, at hun aldrig hadde elsket ham, at hun hadde løjet for ham fra første stund, at han hadde været et legetøj i hendes haand. Ikke et fmug af alvor kunde der ha været fra hendes side, eftersom hun nu stod der saa rank. og glad, saa blussende varm i følelsen af millioner- nes lykke!

Der blev sagt farvel, slæden svinged omkring og kjørte bort. Bea saa efter den et øjeblik, før hun gik ind. Og i det øjeblik — mens hun stod der paa kanten af fortoget, midt i gaslygtens kolde,

[279]

hvide skin — faldt der som skjæl fra. hans øjne: Hvor var ikke hendes ansigt frækt, — frækt og sanseligt i en grad, som gjorde det modbydeligt! Hvor kribled ikke blodet vellystsygt gjennem dette stærke, frodige legeme! Hvordan lyste ikke en uren sjæls mægtige begjær ud af disse store, griske øjne! Gud fader — hvor godt hun maatte kunne forstille sig, skabe sig helt om, siden han ikke hadde set dette før!

Han husked pludselig hin aften, da hun tog ham ved hand og trak ham ind i gangen derhenne, hvor der var halvmørkt, — og bøjed sig ind mod ham, saa han kjendte hendes sande i sit ansigt, — bøjed sig nærmere og nærmere, saa der ikke var en fingerbredde mellem deres læber, da Albert kom ud fra stuen og raabte ned til hende. Det optrin var næsten slettet ud af hans minde for længe siden. I begyndelsen hadde han tænkt lidt over det — med en antydning til skamfuldhed baade paa sine egne og hendes vegne. Men han fandt det dog sa forklarligt og undskyldeligt, hvad hun hadde gjort den aften. Han selv var jo saa sanselig betat ved hin. anledning, saa lykkeør, at der ikke kom op hos ham en tanke om modstand, ikke rejste sig den svageste indvending mod at følge hende inden:

for, skjønt han jo straks hadde fattet, hvorfor han

[]

skulde følge. Herregud — det var jo den aften, at deres pagt blev knyttet, og at de da begge — især hun, varmblodig og fyrig som hun var — i den første beruselsens svimmelhed kjendte trang til at besegle denne pagt, til at ta løftet og forjættelsen med læbe fra læbe — det var jo saa naturligt, saa menneskeligt! De vilde ha været engle, ikke væse- ner af kjød og blod, om de ikke hadde kjendt en saadan trang ved hin anledning. Det var, hvad han tidligere tænkte angasende dette optrin.

Nu stod det pludselig for ham i et helt andet lys. Som ved et lynblinks hvasse, ubarmhjærtige skin saa han nu, hvordan han hadde tat fejl af hende, af hendes følelser og motiver ved hin anled- ning som altid ellers, — hvordan han hadde tænkt saa altfor, altfor godt om hende! Det halvglemte optrin sprang nu lyslevende frem og gav ham for- klaring paa Beas opførsel mod ham fra først til sidst, — en forklaring, som var himmelvidt for skjellig fra den, han selv i naiv og godfjottet uer- farenhed hadde lavet sig sammen. Det viste ham saa tydelig, pegte med sikker myndighed paa, hvad der hele tiden hadde været motivet til, at Bea hadde syslet saa meget med ham, — viste ham maa- let for alle de anstrængelser, hun hadde gjort sig

[281]

Erzi

med ham, — klædte hende af for alt det, som han hadde staset hende til med.

Ja — saadan var det! Saa sørgelig, saa hæslig var sandheden! — Han husked nu ogsaa forskjelligt andet, som pegte i samme retning. Hun hadde fun- det behag i ham og villet more sig med ham, villet kildre sig med hans første kjærlighed — villet nyde ham. For sta at slænge ham bort, naar den nydelse ikke længer ejed pirring for hende. Hun var et forvorpent fruentimmer inden anstændighedens rum- meligste grænser! Ja — det kunde for resten vist ikke regnes hende til gode, at de ikke var slingret ud over de grænser. Hun gik formodentlig med paa noget af hvert.

Og en saadan hadde han elsket, tilbedt! For hendes skyld, hendes fremtids skyld hadde han grub- let sig syg gjennem dage og nætter, levet i bekym- ring og pine og søgt lindring i saadant, som matte formindske hans selvagtelse! For hendes skyld hadde han jaften staat dernede ved vandet og tænkt paa at ta livet af sig, fordi han syntes, det hadde mistet alt sit værd, da han misted hende. Du himmelske Gud — hvor dum hadde han ikke været, hvor i sin forelskelse, hvor godtroende indtil lat- terlighed! Hvor maatte hun ikke ha gottet sig over ham, maar han gik der og svimled i salighed og

[282]

tog det for ramme alvor altsammen! Aa — han kunde spytte paa sig selv, fordi han hadde ladet sig trække saadan omkring efter næsen!

Ja — han var jo det rene Guds ord fra landet, da han kom herind, — han tænkte godt om alt og alle, især om kvinden. Og saa var han faldt i gode hænder — i forbandet gode hænder! De hadde dyppet ham i fornedrelse, de hænder! Trukket narre- hætten over hodet paa ham, saa han maatte skamme. sig for sig selv alle sine. dage!

Et mægtigt, hadefuldt raseri kom over ham, — en ustyrlig, kogende forbitrelse mod hende, som hadde behandlet ham slig. Men ikke skulde hun ha gjort det for imet! Hadde han end været en file i hendes hand, — hun skulde dog ikke faa slænge ham fra sig saadan uden videre! Han vilde sige hende farvel og tak, — saadan tak som hun fortjente for den behandling og den lærdom, hun hadde git ham.

Hurtig skridted han over gaden, stødte døren op og gik ind i gangen. Der løb han imod unge Schlenk, som kom for at gaa ud.

eHvad er det?> — Schlenk stirred forskrækket paa det blege ansigt, hvis muskler dirred af sanses- løst raseri

sUndskyld — er Bea — er Deres søster ovenpaa?»

<Min søster? Jeg ved ikke. Men vent — hvad

[283]

er det, De vil? Hvorfor spør De efter Bea? Vent — hører De!» — Seblenk stilled sig i vejen. I næste øjeblik var han slynget ind mod væggen, — Hasselberg stormed op ad trappen, rev stuedøren op uden at banke paa og tumled nogle skridt ind over gulvet

Bea stod foran spejlet og ordned sit tunge, krøl- lede pandehaar. Da hun saa, hvem det var, som kom saadan hovedkuls ind, og da hun saa, hvor uhyggelig øjnene lyned imod hende fra det ligblege ansigt, gik hun hurtig sidelængs hen imod sin mor, som sad i sofaen og holdt paa at falde i søvn. Hasselberg. fulgte efter — tog afstanden i to-tre skridt

«deg behøver ikke at spørge, om det er sandt, hvad jeg har hørt idag,» — hvæsed han imod hende. — «For jeg har set, at det er sandt. Saa skilles vi altsaa nu, da Tag dette til tak og erindring — tøjte, du ert»

Før hun kunde tænke paa at værge for sig, løfted han haanden og slog til hende over kind og øre, saa det sved i hans fingre.

Bea satte i med et skingrende skrig og kasted sig ned i sofaen, hen over sin mor. Fruen skreg ogsa op — hun holdt paa at kvæles under datterens tunge legeme,

[284]

Hasselberg. kjendte, at nogen tog ham i armen. Det var unge Seblenk.

<Gaa nu!» — Schlenk skjøv ham mod døren. — sJeg skal klare resten. Dette skulde De for øvrig ikke ha gjort. Man behandler ikke en dame saadan.»

<Deres søster kan ikke kræve at bli respekteret som dame.»

Aa nej — det er jo saa. Ja, gaa nu! De har jo faat satisfaktion — saa vidt den kan fas.» — Han tvang Hasselberg ud og lukked døren.

Bea laa flad i sofaen, med ansigtet nedad. Hun stønned og vred sig som i krampe. Fruen, som endelig var kommet sig løs og op, fægted sindssygt med armene —

sAlbert — hvad var det for en person? Kjendte du mennesket? Store Gud — for en begivenhed! Bea, Bea — kom til dig selv! Blør du? Skal jeg hente vand? — Var det ikke — jeg syntes, det var én nede fra butiken? Men Albert — staa da ikke der! Spring straks efter politiet, saa de kan ta ham paa fersk gjerning! Aa Gud — Bea, stakkars ban!»

«Hys!» — Albert stamped. — «Ti stile og sæt dig ned! Du ved ikke, hvordan det hænger sammen — og har bare at forholde dig rolig.»

«Skal jeg — —?»

sJa, du skall» — Albert tvang hende ned paa

[285]

en stol. — sDu skal være ligegyldig tilskuer — den rolle er du jo gammel i. Politiet — nej, jeg tror ikke, vi melder sagen til politiet. Hvad mener du, Beat

Der gik en stund, før hun svarte. Saa rejste hun sig op, — hendes ansigt var ildrødt og fortrukket af raser

edo — vi melder det!» — Hun slog i bordet. — <Han skal ha den straf, han har fortjent!»

<Og du da— hvad har du fortjent? Skal jeg sige det? — Aa, Bea — at du kunde være saa gru som, saa gemen at fordreje hodet paa den stakkars troskyldige fyr! Det er vist en vederstyggelig historie i smaat som i stort, kan jeg tænke mig. Vil du, at den historie skal komme op? Og det gjør den jo, hvis politiet begynder at røre ved sagen. Nej — jeg tror, vi lar kindhesten sidde. Det er jo bare mor og mig, som har set paa, vi holder tæt — og saa er du akkurat lige saa god som før. Skulde du imorgen bære synligt spor efter traktementet, saa kan du jo sagtens lave en smule tandpine.>

Bea sad lidt, med haand til kind og bølgende barm. Saa rejste hun sig og gik, uden et ord, ud af stuen.

Fru Schlenk var aldeles konsterneret. De døsige øjne gik rundt i hodet paa hende.

[286]

'<Har der virkelig været noget mellem Bea og den person?» — spurte hun.

Albert svarte ikke. Han slentred lidt omkring og stansed saa foran moren —:

sNaa, du gamle — hvordan gaar det med dig? Begynder det ikke at prikke lidt i din venstre side? Synes du ikke, du har ære af din datter — som du har havt ære af din søn?»

Han svinged sig rundt og drev ud. Fru Schlenk saa efter ham med store øjne.

— Hasselberg gik bent hjem. Han kjendte sig lenet, der kom en ligegyldighedens ro over ham. Med glæde følte han, hvor længe haandfladen holdt sig varm efter den kindhest

Han vidste jo, at han hadde gjort noget, som kunde nedkalde lovens straf over ham. Men han grued ikke for den eventualitet — tværtimod. Han ønsked bare, de skulde melde sagen, saa der kunde bli forhør og andet opstuds. Han maatte jo da fra Jov til at forklare sig, naturligvis, — og han skulde nok fortælle om hende, klæ hende af, vise hende frem i al hendes ynkelighed. Aa — for en svir, om han fik anledning til det! Med fornøjelse skulde han ta vand og brød — eller hvad andet det nu blev — for at kunne ha den svir. Han hidsed sig op

[287]

ved tanken paa, hvordan han vilde fortælle, hvordan han med saftige farver skulde male hendes kontrafej. Bare det nu blev imorgen allerede — eller aller helst ikvæld! Da skulde han nok snakke fra leveren.

Han sabned stuedøren for at sige, at han ikke behøved aftensmad, og gik saa ind til sig selv. Længe laa han — i en trodsig, ophidset stemning — paa sofaen og vented paa, at en myndig ringen skulde bebude konstablens komme. Han var sa sikker paa, at der vilde komme en konstabel iaften allerede. Til imorgen kunde jo misdæderen være ude af byen, saa de hadde sandelig opfordring til at skynde sig, om de vilde fange ham,

Men der blev ikke ringet, — ingen kom. Aa nej for resten — saa fort gik det vel ikke. Først imorgen kom der nogen, men da kunde han ogsaa være sikker paa at faa besøg. Han burde kanske underrette sin tante, saa hun ikke gik rent fra sam- ling, maar den uniformerte kom. Men han gad ikke umage sig ind — han gad overhoved ingen verdens ting mere undtagen at ligge saadan og vente paa, at det skulde bli imorgen.

Imorgen — det var en hel lang nat til imorgen, og hvordan han skulde faa den nat til at gaa, det maatte Vorherre vide. Søvn var der naturligvis ikke

[288]

tale om — han kunde vist gjerne la være at gaa i seng

Aa jo — i seng maatte han nok alligevel, for han frøs saa ynkelig. Der var vist lagt svært daar- lig i ovnen, og saa hadde han jo slasket hele efter- middagen i kulde og sne, staat stille lange stunder — det var rimeligt, han frøs. Jo, han maatte i seng og varme sig. Varme sig, fordi det var saa ondt at ligge saadan og fryse, — ikke fordi han var ræd for at bli syg ved det han frøs og hadde frosset. Nej da, han kunde gjerne bli syg nogen tid — saa gik da den.

Ophidselsen og trodsen, hele det oprør, han hadde været i, fra den stund han saa Bea staa derhenne under gaslygten og spøge med sin forlovede — det la sig, og atter følte han sig som opslugt af en stor, kold tomhed. En tomhed, der la umaadelig afstand mellem ham og alt, hvad der rørte sig af liv i verden.

Livet — ja da, han var færdig med livet, færdig med at forsøge paa at faa fæste i det, — i det hele tat med at bry sig om det. Alt, hvad han engang i sit hjærtes enfoldighed trodde at skulle finde af godt og skjønt, naar han kom ud i livet, — alt hvad han hasbed af det, alt, hvorfor han elsked det, hadde ligesom samlet sig til ét: den kvinde, han

[289]

elsked, — og nu laa baade tro, haab og kjærlighed saa nydelig overende, saa patent traakket ned. Ja da, færdig var han, — ikke spor hadde han mu af det, som kunde kaldes fast grund under fødderne.

Saa gjaldt det da om at finde sig en ny basis, gjøre sig skikket for at leve det liv, som var blet ham modbydeligt, — gjøre sig modbydelig for sig selv. Og det lod sig jo sagtens praktisere ved hjælp af den lærdom, han nu hadde høstet. Nu vidste han, hvad det fornemmelig gjaldt om: At slaa af paa fordringerne, aller mest til sig selv, — i det hele tat at sænke nivaaet, sænke det ganske betyde- ligt. Det vilde han gjøre, det vilde han arbejde imod, Og naar han saa hadde opnaadd at bli, hvad han vilde kalde tilbørlig afstumpet, — naar han var kommet | jævnt og fornuftigt leve-dilt — kanske det da vilde falde forholdsvis behageligt at jumpe fra den ene dag over i den anden. Levediltet — det gjaldt det om at finde,

Han rejste sig dvask, gik hen til kommoden og trak en skuffe ud. Der laa da heldigvis en flaske endnu fra de gamle trængselsdage. Ti saa teatralsk hadde han dog ikke været hin aften, at han i sin maive følelse af pligt — mod sig selv, mod Bea, mod verden — hadde sendt flasken samme vej, som

[]

han sendte glasset. Det hadde han ikke — Gud ske lov.

— Den næste morgen lod han gaa bud til butiken, at han var daarlig og ikke kunde komme. Saa laa han da og vented hele formiddagen udover paa kon- stablen. Men det blev middag, og det blev aften, og ingen konstabel indfandt sig. Saa skjønte han, at den afstraffelse, han hadde foranstalte, skulde gaa upaatalt hen. Aa ja — det var nu ogsta den for- nuftigste maade, hun kunde ta det paa, om ikke millionerne skulde stryge hendes næse forbi

En dag til og nok en snegled sig til ende. Has- selberg kom ikke udenfor sit værelse, han gad ikke klæ ordentlig paa sig engang, — bestilte ikke det gran, flytted sig bare fra sengen til sofaen og fra sofsen til sengen. Han brød sig ikke om at sende bud til butiken. Vilde de ham noget, saa vidste de jo, hvor han bodde.

Hans tante tripped ind og ud, forskrækket, raad- vild, som en pjusket høne at se til. Hvad i himlens navn gik der dog af ham, siden han gav sig til at leve paa saadan vis og ikke vilde røgte sin dont? Hadde han gjort noget galt, saa han ikke turde vise sig mer i butiken? Var han blet usams med sine foresatte — hadde de skydset ham? Sygdom var det jo ikke — efter hvad han selv sa — som

[291]

holdt ham hjemme, — skjønt man virkelig kunde tro noget af hvert, slig som han tedde sig. Ikke spiste han, ikke drak han — han Ina bare og glodde op i loftet og saa halvdød ud. Fru Dahl blev ordent- lig forskrækket. Hun vilde spørge doktoren til raads, og hun vilde indberette sagen til den gamle paa Lillehammer — ti noget i uorden maatte der jo være et eller andet sted. Men næppe hørte Hasselberg hende ymte om saadant, før der kom liv i ham. Han forbød hende med slag i bordet paa det aller bestemteste at foreta sig noget i anledning af ham, — hans sager vedkom ikke hende, hun hadde bare at la ham greje alt paa egen hand. Fru Dahl opgav baade doktoren og den gamle paa Lillehammer og lod synderen være i fred.

Saa let vilde han ikke sluppet, om fru Dahl hadde været sig selv i de dage. Men fru Dahl var slet ikke sig selv i denne tid. Netop den dag, da Hassel- berg begyndte at holde sig hjemme, kom doktoren og fortalte, at Martine kanske kunde leve sommeren over, men saa heller ikke længer. Denne underret- ning gjorde det helt af med den gamle dame. Hun trode den ikke først, kunde ikke forstaa den, — kunde ikke forstaa, at Vorherre virkelig vilde gjøre alvor af at ta datteren fra hende. Martine — hendes eneste, hendes alderdoms trøst — dette snille,

[292]

velsignede barn, som hun altid hadde havt bare glæde af — skulde tas fra hende! Hun skulde bli alene, ganske alene, hun, gamle kræ som hun var! Hvor- ved hadde hun gjort sig fortjent til saa haard en tugtelse? — Fru Dahl gik omkring med rødgrædte øjne og tutled som et svaghodet menneske fra morgen til kvæld. Sommetider maatte hun gjemme sig bort for at kunne græde ud, rigtig stridgræde. Slig en prøvelsens tid hadde Vorherre endnu aldrig sendt hende til gjennemlevelse

— Den tredie dags aften, netop som Hasselberg holdt. paa at tygge i sig en smule smørrebrød, kom unge Schlenk og blev siddende hos ham en stund. De snakked lidt frem og tilbage om det, som var hændt, og det, som var gaat forud.

sJeg skjønte jo, straks jeg lærte Dem at kjende, at De næppe vilde undgaa at bli brændt til døden engang,» — sa Schlenk trist. — «Men at det vilde komme saa snart — og at Bea skulde bli den, som besørged det — det aned jeg dog ikke. Jeg har længe vidst, at hun var slem, men jeg trodde dog, der var grænser for, hvad hun fandt at kunne tillade sig. Hadde jeg havt den svageste anelse om, hvor- dan sagerne stod, skulde jeg nok ha reddet Dem ud af faren. Jeg skulde ha vist Dem min søster i

[293]

hendes sande skikkelse. Ja — hvad anser De hende egentlig for?»

sJeg anser hende for et forvorpent fruentimmer, Mere vil jeg ikke sige om hende.»

<Hun er en Messalina-natur, saa fuldt udviklet, som en saadan kan bli under vor breddegrad, i vor tidsalder og her i vort Kristiania-samfund.»

Schlenk begyndte at fritte, om den anden hadde tat nogen bestemmelse. for fremtiden

<De skjønner vel, at hos os kan De ikke godt bli længer.»

<Og De burde skjønne, at jeg ikke vilde bli der, selv om jeg kunde.»

<Har De noget andet i udsigt?»

sJeg har ikke tænkt paa saadant endnu. Jeg har havt nok med at samle mig sammen efter begiven- heden.»

<Hvis jeg kunde være Dem til nogen hjælp —

<Tak for venligheden! Men jeg vilde jo gjerne undgea at komme i forbindtlighed — til den kant.»

Sehlenk rejste sig med et træt smil —:

sJaja — jeg vil ikke trænge mig frem. Stort kunde jeg vel heller ikke gjøre — min anbefaling vilde næppe ha synderlig vægt. Men det skulde gjøre mig meget ondt, om det — om De — kom endnu værre deran.>

[294]

cAa — stort værre kan det vel ikke bli, — i ethvert fald ikke føles værre. Dette har været en nyttig hærdelsesproces.»

elm — kanske. Jaja, farvel da! Se mu til at ta Dem sammen — bliv ikke noget kadaver — dem har vi saa mange af allerede. Jeg haaber, De lever endnu, naar jeg ser Dem igjen.

— Her lugter saa medicin,» — sa han, da de var kommet ud i entrén.

«Det er Martine, som er syg. Daarligt bryst har hun altid havt, og nu er det blet til galopperende tæring. Doktoren siger, hun kan ikke leve længer end sommeren over i det højeste.»

Scblenk stod lidt. Saa fandt han den andens haand i mørket, trykked den og gik hurtig ned ad trappen.

— Fjorten dage forløb. Hasselberg døsed og dov- ned og la ikke to pinder i kors for at faa noget at bestille. Han var blet saa fuldstændig ligeglad og brød sig Pokker om at tænke paa fremtiden. Hele dagen holdt han sig paa sit værelse, gik ud henimod aften og rangled bort de penge, han hadde igjen Den dag, han skulde betale husleje, var han blank for mynt.

Han fik henstand. Men hans tante — som nu hadde rettet sig lidt op efter den store bedøvelse: Martines

[295]

nær forestasende død — tog anledning til at hegle ham ordentlig igjennem for den vanvittige maade, han nu var begyndt at leve paa. Han lod hende skjænde, sa ikke et ord til sit forsvar, loved ingen bedring.

Men den næste morgen klædte han sig omhyggelig paa, — gjorde sig saa fin og fjong, som det stod i hans magt at bli. Og saa gik han ud for at finde saa meget, som maatte til, for at han kunde vedbli at leve livet.

Da han lukked døren efter sig, var det, som om han tog afsked med sig selv. Ti han vidste, at fra denne dag vilde han være et andet menneske.

[296]

XI.

Hesselberg vaagned ved, at solen skinned ham ind i ansigtet. Saa — hadde han nu glemt at trække ned det gardin igjen!

Han saa paa uret. Halv ti — naa, saa hasted det jo ikke med at staa op. Han flytted sig klods ind til væggen og ha lidt for at summe sig. Huf — saa sandelig hadde han ikke faat hodepine af det solskin! Og den skulde vel bli ondartet, som den plejed, og hænge i hele dagen og gjøre ham uoplagt til at more sig psa den Bygdø-tor, som var aftalt, Det kunde bli en dejlig tur, for vejret var jo straalende, og de forstod saa godt at more sig selv og andre, de, han skulde være sammen med, — baade fru Hamperud og hendes fætter kulhandleren og dennes lille, spidse kone med den knirkende stemme og de saftige witzer. Skulde nu kanske han — sliteraten» — gaa der som et mæhæ mellem de

[297]

glade mennesker! Han fik rigtig se til at komme sig i orden til turen

Naa — han kom da vel ikke i orden ved at ligge her i sengevarmen og fægte for at holde fluerne borte fra sig. At der kunde være slig varme og saa vrimlende fuldt af fluer nu, da sommeren var stærkt paa hælding!

Han satte ud af sengen, slog vaskefadet bredfuldt og dukked hodet langt nedi, saa vandet plasked ud- over. Isch — det vand! Det var jo lunkent! Men kanske det hjalp alligevel. Han vasked dygtig paa sig og skvætted rundt, saa det randt ned ad væggen og blev store damme paa gulvet.

Da han hadde tørret sig, banked han skjødesløst paa døren til sideværelset og aabned. Naa, saadan — Myhre hadde slet ikke været hjemme inat, sengen stod urørt. Det var lidt besynderligt, for Myhre plejed at være huslig, naar han ikke hadde penge, og han var fuldstændig blank, da han gik ud igaar. Men kanske han i løbet af dagen hadde set sit nit til at «slaa» paa en eller anden maade. Det var i grunden sandsynligt nok, for nu vrimled der jo i alle gader af nybagte studenter, og blandt dem var det vel altid let at finde én, som vilde «betale for æren».

Hasselberg begyndte at klæ paa sig, langsomt,

[298]

med stor omhu. Idag gjaldt det om at se rigtig be- daarende ud, ti idag skulde slaget staa, — slaget med fru Hamperud. Ganske vist — han hadde al mulig udsigt til en let sejr, ti fruen var forelsket over begge ører, om han ikke misregned sig storlig, — men alligevel vilde han være yderst forsigtig og ta alt med i beregning. Og toilettet hadde stamæn ikke lidet at sige, naar spørsmaalet var om, hvordan en person saa ud, — et spørsmaal af stor vægt for ham, eftersom fru Hamperud i sin bedømmelse af folk ene og alene tog hensyn til, hvordan ved- Kommende saa ud.

Sommerdragten — aa jo, den gik an endnu, syntes han. Den var virkelig meget brugbar endnu. Det kom vel især af, at den var saa flot gjort efter aarets mode — saa overdrevent elegant i snit. Denne snittets elegance stak heldigvis saa meget i øjnene, at den trak opmærksomheden bort fra stoffet, som baade var tarveligt fra begyndelsen og medtat ved dagligt brug nu i flere maaneder. Værre var det med det lyse slips — det faldt betænkelig i det graa- brune og var blet saa stygt tafset oventil. Det passed sandelig daarlig nok for en søndagsudflugt med damer, især naar man paa denne udflugt skulde foreta det afgørende stormløb mod en af de damers hjærte Han sysled længe med slipset, klipped tafserne bort,

[299]

gned og pudsed det baade med viskelær og andet — og tog det tilslut paa. Han ejed bare det ene.

Saa børsted han hatten — den var heldigvi og hadde ikke været ude for nogen regnskur endnu, — ledte frem hanskerne, slog vinægre paa lomme- tørklædet, tog en afsluttende mønstring over person foran spejlet og fandt sig at være færdig. Færdig til at gaa ud og færdig til at præsentere sig som bejler for pantelaanerenken med det ene barn og de mange penge.

(Gaa ud, ja — naar han bare vidste hvorhen. Bygdø- turen var bestemt til klokken to — altsaa endnu tre-fire timer at faa bugt med paa egen hand. Han satte sig og begyndte at spekulere paa, hvad han skulde ta sig til i de timer.

Ja — det vilde utvilsomt være noksaa fornuftigt at begynde dagen med en smule frokost. Han kjendte sig lidt mat i kroppen og adskillig sulten — det hadde været saadan paa det uvisse med fødemidlerne i de sidste dage. «Spiskammeret» var saa tomt, at en mus ikke hadde noget der at gjøre, — Myhre satte i sig rub og stub forleden aften. Og til at gaa paa restauration var der vel ikke udkomme — saadan som man hadde ligget paa ladsiden nu i nogen tid. Hasselberg fik portemonnæen frem: En femkrone og noget kobberrusk, — ikke det spor mere, hvor

[]

længe han saa vendte ud og ind paa det kalveskinds skatkammer.

Hm — det var lovlig lidet. Seddelen kunde han ikke ta hul paa i formiddag, ti saa meget som fem kroner maatte han da ha til raadighed, næar han skulde paa tur med damer. Han kom vist ikke til at bruge det op altsammen, ja kanske ikke halvparten engang, for fra Hamperud hadde det saa hedt, at hun med vold og magt vilde bestride alle hans ud- gifter ved slige anledninger. Han kunde for den sags skyld gjerne været blank for penge og alligevel fast en dejlig tur med Dif og bayerøl fra fad og chokolade og kager og alt, som godt smagte. Men det var dog hyggeligt at ha lidt at rasle med, — saa kunde man jo engang imellem slaa paa lommen og vise, at man ikke var fant, slet ikke fant.

Ja, han fik la være at tænke paa mad nu, — han fik ta fastende ud paa den fornøjelsestur. Det kunde han stamæn magelig klare, for han var ikke videre sulten, ikke det spor sulten. Hvad hadde vel denne mathed og denne sugende fornemmelse at sige i sammenligning med de hungerkvaler, han tid- ligere hadde lidt?

Na, for resten — hvis han lysted paa at bli mæt straks, saa behøved han jo bare at traske udover

[1]

paa morgenvisit til fru Hamperud — saa vilde der uden tvil vanke traktement. Kanske der med det samme blev anledning til at udføre det stormløb, som han hadde tænkt at vove under Bygdøs skyggende trær —

Nej, nogen morgenvisit var det dog ikke værdt at indlade sig paa. Fru Hamperud kunde ligesom ha en liden smag af grættenhed om formiddagene — og desuden vilde det se saa sultent ud baade med morgenvisitten og med frieriet, om det kom til det. Nej, han vilde vente, saa meget heller, som han hadde udsigt til storartet bespisning i løbet af dagen. Og han skulde saamæn vide at ta sin mon ordentlig igjen, naar der blev aabnet for damernes madkurve. De to damer slæbte altid saadan velsignet rigdom af delikatesser. med sig, naar de var paa landtur, og Zakarias Embretsen — kulhandleren — var ligesa. godt udrustet i retning af faskefår. Det var ligefrem en fornøjelse at kjende sig sulten, naar man hadde saadan bespisning i udsigt.

Men det var altsaa de to-tre timer, som det gjaldt at faa bugt med. Hasselberg pønsed ud og ind — Herregud, at man virkelig skulde ha sligt bryderi med to-tre gange seksti minutter! Tænk, hvor viselig det vilde ha været indrettet, om man kunde ha lagt sig til at dø saadan for et par timer eller et par

[2]

dage, og saa væagnet op til liv igjen paa fastsat klokkeslæt! Men saa viselig var det nu ikke ind- rettet. Undertiden kunde man jo ikke faa sove en- gang, hvor gjerne man end vilde, og hvor haardt man end trængte til det. Det vidste saamæn han — sørgelig hukommelse!

Han tænkte et øjeblik paa Karl Johan — musiken, menneskemyldret, den netop indvandrede «fine por- tion». Men nej — det smagte ikke at gaa dér mellem al fjongheden i en sommerdragt, som var falmet alligevel, hvor flot den end ellers saa ud. Og desuden — den skrækkelig lange vej fra øverst i Markvejen og ned til Karl Johan i slig sommerhed solsteg — og fra Karl Johan langt Poker i vold ad Oslo til for at hente fru Hamperud! Det kobber- rusk gjaldt jo ikke for en sporvognsbillet engang!

Birkelunden — det var saadant smukt sted, og det laa ganske nær. Did kunde han jo slentre, sætte

ig paa en bænk, se paa den blanke himmel, de grønne trær og de snille, søndagspyntede barn, som legte, — fryde sig over, at der var blank himmel, grønne trær og snille barn i denne verden. I mangel af noget bedre fik han næsten gjøre det. Hade han bare ikke været saa lugtende lej baade af Birke- lunden og de snille barn under grønne trær!

Om han gav sig til at arbejde lidt? Gjorde færdig

[3]

den korrespondance, som laa der og drev, tre-ire dage gammel alt? Han tog papiret og læste det skrevne igjennem. Jo, det gik an, — det var akkurat ligesaa brugbart som al den spaltefyld, han tidligere hadde sendt ud over landet, — ligesaa vandigt og udtværet, ligesaa tanketyndt under ordrigdom og sætningsbram. Hans pen var løbet særdeles tjenst- villig afsted, indtil den pludselig — inde i en be- tragtning over teatret og dets anliggender — hadde sagt stop, absolut stop. Der skulde laves en aand- righed om teaterledelsen — der maatte laves en aandrighed som passende afslutning og for at sætte lidt farve paa det tomme og intetsigende, der var sagt en hel side nedover —, og det var foran den aandrighed, hans pen hadde sagt stop. For Pokker — var det san vanskeligt at faa revet af sig lidt om det teaterstel, da?

Aa nej — han kunde gjerne la være at lægge sit hode i blød idag, — der meldte sig saa allige- vel intet, som smagte af aandrighed. Det var kanske rettest at la Myhre sørge for afslutning. Den forhe: værende kopist hadde et ganske godt greb paa at lave kvikheder og bonmots. Det var jo ikke altid prima varer, han leverte, men provinsaviserne slugte rub og stub,

Provinsaviserne — ja, det kunde til sine tider

[4]

falde kummerligt nok at ha dem til hovednærings- kilde. De var allesammen glubske efter Kristiania- nyt og gav stærke løfter om betaling paa dagen, men meget ofte blev der ugreje med de penge, man skulde ha hos dem. Og saa fortærende kjedeligt, som det var i længden, at brygge sammen en korre- spondance pr. uge! At finde op stof, altid noget nyt, — at skrive fængslende å la causeur, skjønt mesteparten af det, han skrev om, var ham fuld- stændig ligegyldigt, og skriveriet selv en plage, — at udbrede sig tilsyneladende dybsindig og med sag- kyndighed om alle landsens grejer, skjønt han ofte nok hverken hadde kjendskab til eller indsigt i det, han udbredte sig om, — at gi sig mine af at færdes hjemmevant bag alle hovedstadens kulisser, skjønt han bare var langøret restaurationsgjæst og spejdende gadeslænger, — at fabrikere rygter og forlydender, naar. man var fuldstændig renonce for alt faktisk — jo, det maatte saamæn kaldes at æde sit brød i sit ansigts sved!

Naa — han hadde en god hjælp i Myhre, for resten. Den forhenværende. departementsmand var flink til at slæbe stof sammen i sine mere nøgterne perioder — den ros skulde han ha. Han hadde jo fra sin velmagtstid mange bekjendtskaber og for- bindelser, som han holdt krampagtig fast paa og

[5]

zor

udnytted efter bedste evne. Det var rent utroligt, hvor meget han snapped op paa gader og stræder — og hvor han ellers vanked henne. Men saa ind- skrænked han sig ogsaa som regel til at samle materiale — han gad sjælden sætte pen til papir. Det var Hasselberg, som maatte sørge for at faa fyldt det størst mulige antal spalter — og han var for længe siden blet saa inderlig kjed af det stræv. Han næred intet højere ønske end at kunne gi de provinsblade en god dag.

Foreløbig maatte han være glad over, at han hadde dem, og takke til. Ti de mange bække smaa danned da en saapas stor aa, at der kunde leves nogenlunde skikkeligt. Det var blet rent herremandsliv for ham, siden han slog sig sammen med Myhre om dette eupolitiske korrespondancebyraa». Ugreje var der jo altsaa ofte med at faa fingre i de penge, man ærlig og redelig hadde skrevet sig til, men remisserne kom da, om end sent. Og <byraaet» stod i for- bindelse med saa mange blade i øst og vest, at det kunde taale at ha enkelte fordringer udestaaende i mogen tid. Saa meget bedre kunde <byraaet» taale dette, som dets indehavere ikke bare hadde korre- spondancerne at leve af. Myhre tjente nogenlunde godt paa forskjellig vis, blandt andet som korrektur- læser ved et af de større trykkerier, og Hasselberg

[6]

hadde stadig beskjæftigelse med at oversætte tyske andagtsbøger og engelske barnefortællinger å 10—15 kroner arket for en driftig boghandler, som holdt paa at samle sig en formue paa den slags ting. Saa der var altid penge i kassen, naar man bare gad søle med korrespondancer og andagtsbøger og andet deslige. Man kunde ha et forholdsvis flot logi — i byens periferiske dele, hvor værelserne jo var billige —, man kunde klæ sig anstændig, spise nogenlunde regelmæssig og la sig kalde «literat». Jo — han var kommet paa en grøn gren nu. Men saa hadde han ogsaa havt en forsvarlig trængselens tid, før han fandt den gren. Naar han tænkte tilbage paa sine trængsler, saa forstod han ikke, hvordan han hadde kunnet kjæmpe sig igjennem dem, staa det ud altsammen.

Efter den historie med fru Strømsund — eller frøken Schlenk, som hun var den gang — hadde han jo været som helt fra sig selv, — som fuld- stændig udenfor tilværelsen. Ikke bestilte han noget, ikke tænkte han paa at faa sa meget at bestille at han kunde opholde livet ved det. Men saa var det altsaa, at hans tante vakte ham til bevidsthed og satte fart i ham. Han begyndte at søge sig en ny butikpost — rendte byen rundt efter alle de poster, som stod i avisen. Det blev den gamle historie op igjen: Ingen vilde ha ham. Slet ingen, —

[7]

undtagen en kolonialhandler oppe i Briskebyvejen. Men lønnen var daarlig, butiken og dens ejer saa svært uappetitlige ud — og Hasselberg sa, at han vilde betænke sig

Auer rendte han som pisket byen rundt et par dage, ligesaa resultatløst som før — og sta bestemte han sig til at rejse hjem. Der maatte han vel kunne finde noget, som i det mindste var ligesaa godt som den post hos fedevarehandleren i Briskebyvejen.

Men om aftenen fik han brev fra sin far. Tante Dahl hadde alligevel ikke kunnet dy sig for at sende fuld besked — saa vidt hun kunde gi den — om hvordan sagerne stod, og saa ilte da den gamle med at skrive til sin søn. Det var et langt brev, fuldt af præk og irettesættelser, — en fuld- stændig eksplosion af længe opsamlet grættenhed og arrigskab og uvilje mod den gjenstridige, som i trods hadde forladt faderhuset. Først lige i slutningen kom der en antydning om, at tilgivelse var at paaregne og understøttelse at vente, saa langt de smaa evner rak, i fald han nu straks som angerfuld synder vilde vende næsen hjemover.

Hasselberg læste brevet hurtig igjennem. Saa tog han paa sig, løb opover til kolonialhandleren, var saa heldig at finde pladsen ubesat endnu og slog til. Dagen efter flytted han fra tante Dahl. Han skulde

[8]

ha alt i huset hos sin nye principal, — baade værelse og kost og renlighed.

I to maaneder stod han i den butik — saa holdt han ikke ud længer. Fælt var det at veje ud smør og sæbe, at maale ud petroleum og sirup, at tumle med flæskeskinker og grave i sildtønder, — rigtig fælt, saa han i førstningen blev helt syg af det Men det var alligevel ikke det værste, — han kunde kanske ha vænnet sig til det og blet der længer, hvis ikke de huslige forhold hadde været saa elen- dige. Sligt griseri og saadan evig uhygge var da ikke til at holde ud. Manden pimped, konen slasked og søled fra morgen til kvæld og bragte uorden, hvor hun kom. Desuden hadde hun en fætter, som var underofficer, ungkar og husven, — en staut, vakker fyr, hvem kolonialhandleren ansaa sig berettiget til at hade. Fætteren gjorde besøg hver anden dag mindst, madamen bakked op med, hvad huset formaadde — og ægtemanden dyrked flasken meget flittig, saa længe et saadant besøg stod paa. Saa snart døren hadde lukket sig efter den sabelraslende, kom det til skjæn- deri i større eller. mindre stil mellem ægtefølkene. I det hele tat var mundhuggeri den eneste form for underholdning, de anvendte sig imellem, — mund- huggeri med drøje beskyldninger og skadefro af- sløringer og deslige styggedom i ét kjør. Dertil et

[9]

halvt dusin uopåragne unger, som fik grassere, ganske som de vilde, — daarlig kost og ikke spor af ren- lighed — nej, sligt noget var da ikke til at døje for et skikkelig menneske. Man blev ligefrem be- stialiseret i dette søl. Hasselberg sa op — det fik gaa, som det vilde,

Han lejed sig et koldt og næsten tomt værelse paa Rodeløkken og bragte efterhaanden alt, hvad han kunde undvære, til pantelaaneren, — blotted sig saa grundig, som det gik an midtvinters. Da han ikke ejed mere at blotte sig for og hadde sultet en dags tid, gik han op til en fyr, som han var blet kjendt med i en ølsjap, — en slags agent, som vandred fra hus til hus og solgte pudsepomade i smaa æsker. Fyren hadde i fuldskab skrydt af, hvor brilliant hans forretning gik, — saa brilliant. gik den, at han kunde gjerne anta en underagent, og den post var det, Hasselberg kom for at søge.

Agenten likte ingenlunde at bli tat paa ordet og Kom med mange indvendinger. Men Hasselberg gav sig ikke — han vilde bli underagent, og da de hadde snakket lidt og var blet enige om provisionen, fik han sig overladt en liden haandkuffert, fuld af de smag æsker med den prima pomade. Endnu samme dag, efter at han hadde filet sig lidt op med en ny celluloidsnip, begyndte han at traske omkring paa

[]

Kampen og Væalerengen og anstrængte sig af al sin evne for at besnakke madamerne til at kjøbe pudse- pomade,

En uges tid trasked han omkring med sin haand- kuffert og fik afsat størsteparten af pomaden — damerne var noksaa besnakkelige. Men saa røg han uklar med «hovedagenten», som beskyldte ham for at fare med uredelighed, — kasted haandkufferten i hodet paa den mistænksomme fyr og gik ud for at bryde sig nye baner.

Det var med adskillig benauelse, han bestemte sig for at søge Elias Grande. Men Elias var vel ikke sint nu længer, og kanske der blev et godt raad at faa, ja kanske der til og med kunde bli som et slags kompaniskab mellem dem — og saa fik det da proberes. Det maatte være helt slut med finfølel- serne nu, Flere gange holdt Hasselberg larm paa

Grandes dør, men uden at opdage tegn til liv deroppe paa kvisten. Saa spurte han sig for i garden og fik besked om, at Grande for længere tid siden var rejst fra byen, man vidste ikke hvorhen. Syg og forkommet af sult og kulde sjangled Hasselberg ud gjennem den drønende port — næsten glad over, at han hadde klatret de trapper forgjæves.

Da han saa den næste dag syntes, at han maatte dø, om han ikke fik lidt at spise, tog han mod til

[311]

sig og gik op til en professor, hvem han hadde hørt omtale som meget velgjørende, og spurte, om der ikke var lidt afskrivningsarbejde at faa. Han skulde gjøre det pent og svært billig —

Den gamle, grasskjæggede videnskabsmand saa paa ham en stund og spurte derefter, om han var stu- dent. Nej, det var han ikke — men det hadde været meningen, at han skulde bli det —

Ja, afskrivningsarbejde, ja — professoren hadde vist ikke noget nu, som han behøved afskrevet, men siden kunde der kanske bli adskilligt. Jo, for resten, naar han husked sig om, saa hadde han noget mu ogsaa — og han trak en ganske tyk rulle papir op af en skufle i skrivebordet. Da Hasselberg. vilde løbe paa dør med rullen, sa professoren:

sKanske De kunde ønske lidt forskud?»

Hasselberg fik taarer | øjnene. Han svarte ikke, tog den blaa seddel, som blev rakt ham, og gik uden tak, uden ord.

Han saa, straks han aabned rullen, at den var et allerede renskrevet manuskript, som til og med hadde været i trykkeriet, — kanske var trykt for lang tid siden. Han hadde altsaa faat en almisse — var sunket ned til tigger. Ja, ja — tiggerne hadde da ret til at eksistere, de ogssa, og Hasselberg skrev

før livet løs:

[312]

Professoren skafted ham en god del afskrivnings- arbejde, baade fra sig selv og andre, hele vinteren udover. Og Hasselberg sad paa sit kolde værelse, altid i vinterfrak og sommetider med vanter paa, og skrev og skrev, til han fik fingerkrampe. Engang imellem kunde han jo ogsta slide sig til en krones penge udenfor det, han tjente ved skriveriet. Men hvor fittig han end skrev og sled, saa blev det dog ikke til mere end bare saa vidt, at han slap for at sulte ihjæl. Blev der en sjælden gang lidt tilovers, saa drak han det op. Han betalte aldrig husleje og maatte derfor bytte logi hver maaned, undertiden hver fjortende dag. Men det anfægted ham ikke. Han slap jo ogsaa enhver udgift il bybud, fordi om han fytted.

I længden kunde det dog ikke gaa paa denne maade — det indsaa han tilslut. Han leved jo ude- lukkende af enkelt mands naade, — en vakker dag kunde professoren slaa haanden af ham, og saa stod han der, udarbejdet af dette evige skriveri, ud- sultet, filet som en fant. Han var allerede blet saa fæl at se til, at han ikke længer voved at komme mær et spejl og aldrig gik ud, mens det var lyst. Han anstrængte sin sløve hjærne for at finde paa noget, som han kunde slaa sig lidt bedre igjennem ved, men fandt intet — og sled sig under sult og

[313]

anden elendighed fremover til den tid, da solen be- gyndte at faa lidt kraft igjen.

Saa en aften udpan væarparten stødte han paa kandidat Myhre og vilde slaa ham for en krone. Nej — det var der naturligvis ikke tale om — kan- didaten hadde svært knapt om kontanter — men han vilde dog være saa flot at indby paa en flaske øl i den sjap, som hurtigst kunde opdrives. Og de fandt en sjap

Den forhenværende kopist var i betydelig grad reduceret, men holdt alligevel humøret fortræffelig oppe. Han hadde nylig undfanget idéen til korre- spondance-byraaet og allerede samlet en hel bunke provinsblade, som bare vented paa hans aands produkter. Kandidat Myhre laa imidlertid ikke for sadant skriftligt arbejde, som kræved en smule originalitet, og det gjaldt da for ham at finde en kompagnon, hvem han mod passende godtgjørelse kunde læsse broderparten af arbejdet paa. Uden egentlig at ha noget haab om, at Hasselberg kunde være manden, han søgte, begyndte han dog at snakke med ham om sagen, — og straks han hørte, at den lurvede og halvdøde fyr, som sad foran ham, hadde udmærket skoledannelse og interesse for det literære, foreslog han ham at indtræ' i sbyraaet» mod en maanedlig godtgjørelse, som langt oversteg, hvad

[314]

Hasselberg nu tjente. Kompaniet blev sluttet i samme stund ved en ny faske øl, og virksomheden sattes i gang snarest mulig. Da Myhre forstod, at han hadde været meget heldig i valget af kompagnon, fraveg han ædelmodig bestemmelsen om maanedligt honorar for at dele indtægterne af korrespondan- cemne ligelig med den, som skrev dem. Og saa be- gyndte den gode og «gyldne» tid for Hasselberg, — den tid, da han slap for at sulte, hadde et lunt værelse at ty til og kunde klæ sig ordentlig, ja saagar med godtkjøbs fothed.

Straks korrespondance-virksomheden var begyndt, føreslog Myhre, at de som indehavere af <byraaet» skulde flytte sammen og <etablere sig» lidt flot, nu da de var kommet saadan paa fode ved den heldige fangst af provinsaviser, — og det faldt jo altid lidt billigere at være flot, naar man var to om at betale for det. Hasselberg erklærte sig fluksens villig — for ham var det en sand fest at komme til at bo lidt menneskeligt igjen. Og han fik i det hele tat megen grund til at prise sig lykkelig over, at til fældet hadde ført ham sammen med Myhre, som var uhyre opfindsom, naar det gjaldt om at skrabe penge sammen til den fælles husholdning. Saaledes var det ham, som gav Hasselberg anvisning paa den «gude- lige» boghandler, hos hvem det virkelig lykkedes at

[315]

gr

faa indpas ved at slaa om sig med fromme tale- mader og ikke mindst ved at by sig frem for billigere betaling, end manden maatte punge ud med til de oversættere, han allerede hadde. Og nær det stundom hændte, at der blev ebbe i kassen, fordi dovenskab og rangleperioder gjorde afbræk baade i «byraa»-virksomheden og det øvrige «faste pengeerhverv, saa kom dog aldrig nød i egentligste forstand inden døre, takket være «byraachefen»s vidunderlige udveje for at skaffe mynt. Myhre hadde en uforklarlig evne til at «hugge> en femmer mu og en tier da, saa de to husfæller kunde klare sig, indtil i det mindste én af dem bekvemmed sig til at ta fat igjen. Det var virkelig en gylden tid, som begyndte, og Hasselberg følte sig i førstningen fuld- stændig ovenpaa, — han syntes, det lysned saadan for ham, at det aldrig kunde bli mørkt mere.

Nu — da noget over et halvt aars tid var get paa denne maade — nu saa han ganske anderledes paa tingene. Han var for længe siden blet saa usige- lig træt og lej af det altsammen, — lej af at sidde og blække for de. blade, lej af at gjøre tysk gud- frygtighed tilgjængelig for landets barn, lej af dette liv, som bare var et famteliv, et snyderi fra først til sidst, — lej af sig selv i denne forlorne plattenslager- elegance og lej af Myhre, hvem han dog hadde at

[316]

takke for saa meget. Han kunde ikke gjøre for det, men han var forfærdelig lej af Myhre, — først og fremst lej af Myhre. Ti vistnok var Myhre en go kammerat, men alligevel en væmmelig fisk, — sta væmmelig, at Hasselberg aldrig. kunde komme nogen vej med egentlig at slutte sig til ham. Han hadde forsøgt paa det, baade af pligtfølelse. overfor sin stalbroder og af forsorg for sig selv, ti det vilde jo være velsignet, om han kunde bli slig en letlivet person som Myhre. Derfor hadde han git sig kandi- daten helt i vold, ladet ham arbejde» med sig og arbejdet med sig selv for at forme sig om efter hans mønster, — strævet haardelig med at bli i ét og alt som Myhre, bli slig en glad laks, som svømmed frejdig og sprættende gjennem livets elv, hvor grumset den end flød. Men det lyktes ikke for ham. Ti vel var han sunket dybt, vel var han blet uhyre sjattet, vel hadde han tat grundig skade paa sin sjæl, vel var det hvide banner trukket længe gjennem skarnet nu — men saa vidt hadde han dog ikke bragt det, at han kunde finde smag i det selskab, Myhre søgte, eller i de fornøjelser, han dyrked. Alt stræv hjalp intet — Hasselberg følte bare mer og mer afsky for vildskaben og liderligheden. Engang imellem maatte han jo være med paa det, men han trak sig

[317]

undaf, naar han bare kunde. Han var og blev, hvad han altid hadde været — ensom.

I begyndelsen af den «gyldne» periode vanked han lidt hos sin fordums kollega Johansen, som hadde etablerét en herreekviperingsforretning og for øvrig indrettet sig særdeles flot i en bekvemmelighed, som var altfor stor for en ungkar. Men Johansen vilde jo ogsaa gifte sig, saa snart lejlighed gaves. Tyk- sakken var snil og morsom og — trods sin grov- komede kynisme og øvrige skavanker — en af de skikkeligste fyre, Hasselberg. hadde truffet paa, siden han kom til hovedstaden. Mangen aften blev skat ihjæl derhjemme hos Johansen ved et stille glas og en duftende cigar. Men saa gik den dumrian hen og forloved sig med en blid og dueøjet syjomfru og gifted sig over hals og hode — og fra den dag var det slet ikke hyggeligt at vanke hos Johansen, Den dueøjede skifted ham straks efter bryllupet og ombytted. blidheden med en husmoderlig strikshed, som gik ligelig ud over husets herre og dets gjæster. Der var virkelig al grund til at tro, at Johansen ikke længer hadde nøglen til skatollet — stakkars fyr! Nej — det gjaldt at ta sig ordentlig i agt for fruentimmerne.

Derfor hadde Hasselberg ogsaa havt adskillig be- tænkelighed med hensyn til fru Hamperud, hvem han

[318]

traf første gang i Johansens bryllup. Han syntes noksaa godt om hende, for hun var svært vakker, ferm og fiks og saa spillende munter, at man tilgav hende den ukultiverthed, som røbed sig i hvert ord, hun sa. De blev gode venner allerede ved det første møde, og der var ikke mange formaliteter med fru Hamperud: Hun indbød ham straks til at besøge sig, saa ofte han hadde lyst. Hasselberg fulgte ind- bydelsen, gjorde lidt kur til den unge enke og mærked snart, at hendes hjærte slog ham i møde med overmaade megen sympati. Hun blev saa uende- lig smørblid og anstrængte sig indtil det latterlige for at tækkes ham, ja spurte endog ligefrem, om han ikke behøved penge — hendes kasse stod til chr. Iiteratens» raadighed. Og mer og mer forlibt var hun blet, eftersom tiden gik. Nu var hun rent ud brydsom med den kjælenhed og ømhed, som hun ikke længer brød sig om at skjule for nogen. Saa Hasselberg vidste jo og hadde længe vidst, at det vilde være en let sag for ham at komme til at nyde godt af de grunker, salig pantelsaneren hadde puget sammen. Men, men — ja, der var et «men», som gjorde den unge mand tvilraadig.

I gamle dage vilde han jo ha. anset det som en sjofelhed at gifte sig for penges skyld. Ikke saaledes nu længer. Nu var han kommet langt bort fra

[319]

saadant toskeri, nu var han blet tilbørlig. afstumpet for saa vidt, nu næred han ingen skrupler af saadan art. Hvad der den gang vilde ha rejst sig som en indigneret og uovervindelig protest, det kjendte han nu bare som en svag og forbigaaende fornemmelse af modbydelighed. Saa for saa vidt var der intet i vejen for, at han — hvad dag det skulde være — flytted ind til fru Hamperud som hendes vel for- sørgede ægtemand.

De betænkeligheder, han næred, gjaldt kun fruens personlige egenskaber. Hvad slags menneske var hun? Det kunde han ikke faa greje paa, ti mu var det bare smørblidhed først og smørblidhed sidst og aldrig andet end smørblidhed. Et saadant over- maal af elskværdighed var vist noksaa mistænke- ligt. Johansens dueøjede hadde ogsa været saa smørblid, at hun formelig smælted, — men han fik saamæn andet at vide, den stakkars tyksak. Han maatte smukt finde sig i, at nøglen til skatollet gik over i andre hænder.

Ja, det var synd i Johansen, stor synd, at han skulde komme saadan under tøffelen og paa en maade bli gjort umyndig, for det var da virkelig ham, som ejed det altsammen. Den dueøjede hadde ikke saa meget som en fuldt udbetalt symaskine engang, da han forloved sig med hende. Anderledes vilde jo

[]

forholdet bli, om fra Hamperud og Hasselberg kom sammen. Her blev det konen, som ejed hele her- ligheden, — han for sin del kunde ikke fordre noget udover det, som han absolut behøved. Saa han fik finde sig i, at hun blev den raadende. Ja da — han skulde finde sig i den ordning, forudsat at hun altid vilde være elskværdig mod ham. Men det hadde han ret til at fordre, og det vilde han ogsaa fordre, — aldeles. bestemt vilde han fordre det Eftersom tiden gik, og afsmagen for hans nuvæ- rende stilling voksed, ræsonnerte han sig dog mer og mer bort fra dette strænge krav. paa personlig elsk- værdighed og endte som fuldstændig ligeglad overfor spørsmaalet. Pyt san — hun blev da vel i ethvert fald ikke Xantippe op af dage, og om hun end skabte sig gal sommetider — den svaghed laa vel til alle fruentimmer —, saa kunde jo han ha det rigtig godt alligevel. Ja, hun maatte for den sags skyld øjerne skjænde og smælde og husere dagen lang — han skulde bare ligge paa sofaen, døv som en stok, og nyde livet fuldstændig uanfægtet. Ligge og dovne i økonomisk velvære og tryghed, la madamen skjænde og verden gaa saa skjævt, som den bare vilde! — For resten — blev hun altfor besværlig, saa gaves der jo midler til at knevle slig en sint madam. Johansen var en stor tosk, at han saadan

[321]

lod sig spille paa næsen. Fru Hamperud skulde saamæn faa andet at vide, om hun tog altfor urimelig paa vej

Hasselberg bestemte sig for fru Hamperud. Og idag skulde slaget vindes,

— — Huf nej — det blev dog lidt for lang- strakt at sidde her til klokken to. Og saa uhygge- ligt som det var i et ustet værelse! Han kunde rigtignok flytte ind til Myhre, mens der blev gjort i stand hos ham selv, men bedst var det vel at pigge sig ud lidt. Han tog hanskerne og begyndte at trække dem paa.

Saa hørte han, at der kom nogen ind i Myhres værelse, — en stok blev stillet mod væggen og ramled i gulvet, — der tusledes lidt omkring. Døren mellem værelserne blev langsomt aabnet, og «byraa- chefen» viste sig, smaaøjet og blaa i ansigtet. Han blev altid blaa i stedet for bleg.

sAnsjos!> — Myhre gik henimod «spiskammeret.»

«Findes ikke! Findes ikke en krumme af noget

som helst, takket være slugvornhed og glemsomhed ”

fra din side.»

<Naa jaja — saa faar naturen hjælpe sig selv.» — Myhre gled resigneret ned paa en stol, gjæsped og ynked sig. — <Huf — det var en voldsom ballade til klokken tre — med nachspiel som

[322]

sædvanlig. Der gives dog intet sted nord for Lindesnæs, hvor man blir saa rundelig bedrukket som hos Foss. Fik høre igaar, at han hadde fat ansættelse — ved legationen i Paris, tror jeg — og i den anledning skulde holde kalas med adgang til fyld for en større kreds af udvalgte. Skjønt jeg ikke hørte til de kaldede engang, så klemte jeg mig ind alligevel, begribeligvis. Tror for resten, jeg gjorde lykke, ti aanden var over mig, helt til morgenrøden lued i øst — — Ja, den Foss — han dumper fra lykke til lykke. Nu kommer han altsaa til grisetternes by, efter at han i sommer har ligget i Sandefjord sam- men med fru Strømsund. Det vil sige, naturligvis: De har ligget der samtidig.»

sOg Strømsund?»

cHan laa der ogsså en stund, men saa fik han for meget af det — af at bade, mener jeg. Han rejste til byen i forretningsanliggender. Hm — det var nok en lidet solid forretning, han gjorde, den gang han gifted sig, — efter hvad Foss fortalte, da.»

«Hvad fortalte Foss?»

«Aa, han fortalte adskilligt — med den indiskre- tion, som er tilladt overfor damer af fru Strømsunds kaliber. Og han kunde fortælle, ganske som han lysted, for unge Schlenk var ikke til stede. Han tar ikke imod nogen indbydelse mu, men gaar

[323]

fortvarende med flor om hatten i anledning af denne din dejlige kusine, som himled. ved sankthans. De siger, han holder paa at bli vakt, saa det maa vel ha slæt sig paa den smule hjærne hos ham. Ja — bjærnen — den gjælder det om at bevare — bevare —»

Myhre sad lidt og lalled, med aaben mund og hagen mod brystet, — søvnen holdt paa at overvælde ham. Saa tog han sig sammen og kom paa benene efter et par mislykkede forsøg —

eDer var for resten adskilligt nyt at høre igaar- aftes. Saaledes var der én, som bandte og svor paa, at han histnede i Skien hadde set Elias Grande som billetør og forretningsfører for den ej helt urenom- mérede akrobattrup Silberkette. Lidet troligt, men langttra umuligt. Kanske han til og med slaar sig paa det artistiske, Elias. Kanske vi lever den dag, at vi far se den kjære sjæl i flyvende trapez, eller som klown — det maatte vel helst være som opli vende element, han kunde tænke paa at gjøre ka- karriere.» — Myhre gjæsped igjen og tøfed mod døren. — «Men jeg maa sgu i seng og ta en ordent- lig tørn. Huf — den Olea! — Har du penge at la mig faa til jaften?»

«Bare en sæare beskeden sum, som jeg behøver selv.»

[324]

«lsch — dette brygger sammen til konkurs, synes mig. Der maa komme en fiidens periode nu, om ikke vort ganske habengut skal vandre under hamme- ren. — Agter du dig ud?»

eJa — ud at gjøre min lykke.

'<Naa — intet mindre. Ja — god lykke, da! Jeg burde jo sige en aandrighed i sagens anledning, men der er grænser for alt, — selv for, hvad min intelligens kan præstere.»

eByraachefen» gik ind til sig selv. Hasselberg hørte, at han vælted sig i seng med habitten paa

— — Træerne kasted lange skygger, solen var næsten helt nede i horisonten. Det begyndte at bli kjøligt. Fra Embretsen trak overstykket tæt sam- men om sig, erklærte, at hun frøs, og fandt det rettest at vende næsen mod byen nu. Nede ved bryggen laa der et dampskib, som skulde gaa om en liden stund.

Der blev pakket sammen, damerne gjorde sig i stand. Hasselberg og kulhandleren tømte hurtig den halve «svenske», som endnu var igjen af flaskeføret Zakarias Embretsen bandte paa, at hadde han tat den med, saa skulde den ogsaa ned.

<Skynd dere nul» — Fru Embretsen stod og tripped af utaalmodighed. — «Gud, Zakarias —

[325]

gar

nu blir du fuld igjen! Kom her, din slark — lad mig holde styr paa dig!>

Den lille, vimse kone tog sin lange, ølfede eslark> under armen og trak hurtig af med ham ad stien, som bugted sig ned gjennem den skogklædte li. Fru Hamperud og Hasselberg fulgte langsomt efter

Det hadde været en prægtig tur. Hasselberg vidste, at han hadde moret sig kostelig, uden at han kunde huske enkelthederne af moroen. For hele tiden var han tumlet omkring i en ganske ordentlig rus, takket være det ualmindelig vel forsynede faskefør. Det eneste, han husked tydelig, var et hurtigt møde med tykke Johansen, som var ude at lufte sig lidt paa egen haand. Johansen, der slet ikke saa videre tyk ud nu længer, hadde snakket noget mystisk om <kam til sit haar» og derunder sat op et saa gudsjammer- ligt ansigt, at Hasselberg var kommet til at storle ved det — og saa husked han ikke mere af det optrin. heller

Under hele turen hadde det været i hans tanker, at idag skulde slaget staa med fru Hamperud. Og det var szamæn ikke af mangel paa anledning, at det endnu stod til rest. Fruen hadde fittig nok sørget for at faa ham paa tomandshaand. Men det vilde umulig lykkes for ham at kramme ud med,

hvad han gik og værked paa, skjønt han saa godt

[326]

ja

vidste hvert ord, der burde siges. Flere gange hadde han strammet sig op til at faa det sagt, formelig tt tilsprang — men bestandig blev ordene siddende fast i halsen paa ham.

Det var jo krysteragtigt, dette, — rent uforklarlig krysteragtigt, eftersom hans beslutning om at fri stod lige fast og urokket. Kanske krysteriet kom af, at fra Hamperud idag hadde tat paa sig en skrigende gul kjole, som slet ikke klædte hende? Ja — det maatte være den kjole, som gjorde det. Den ækle, gule farve hadde stukket ham ondt i øjne hele tiden, ligefrem ærgret ham en del — og saa hadde han ladet dette influere saa stærkt paa sig, halvfuld som han var. He — hvad toskeri man dog kunde drive det til, naar man var uklar i toppen! At bry sig om, at mennesket hadde tat en styg kjole paa!

Ja — nu mæatte han faa det fra sig, altsoa, om det overhoved skulde bli gjort paa denne tur. Og det burde gjøres paa denne tur, ti fru Hamperud var uden tvil i den aller ønskeligste stemning, i sit mest forelskede hjørne. Hvad søled han ogsaa efter? Her gik de ganske alene, det var skymt under træ- eme, stilt foran og bag, — ikke en lyd at høre undtagen fru Embretsens hvinende lystighed, som tabte sig mer og mer langt nede i lien. Nu maatte han snakke — nu vilde han snakke — og atter

[327]

kjendte han det, som om der blev slaat et plaster for hans mund.

Fru Hamperud snubled — stien var brat og ujævn. Han bød hende armen, hun hægted sig godt fast, og de gik en stund i taushed. Han stræved og stræved, vendte ansigtet bort for ikke at se det mindste skimt af den gule farve, som formelig lyste op i tusmørket under buskene — men nej, det var ham ikke muligt at presse frem de smukke ord, han hadde stillet sammen med omhu.

cHuf — saa koldt!» — Fru Hamperud trykked ig ind til ham. — «Høsten kommer tidlig iaar.» cJa — den kommer tidlig — undertiden.» Han gik lidt, med bøjet hode. Saa tog han resolut en af hendes hænder og betragted den

«For en smuk liden hand De har!»

«Synes De?> — Fru Hamperud saa ham sjæle- glad ind i ansigtet med spillende øjne. — «Deres er næsten ligesaa smaa.»

Han beholdt haanden, trykked den, atter og atter, haardere. og haardere, mens de gled sagte ned ad stien. Fru Hamperud trykked igjen, og hendes aande- dræt blev hurtigt og dybt.

Saa stansed hun pludselig og gjorde sig fri med et ryk —:

[328]

<Aa, gutten min — kjære gutten min — jeg for- staar dig nok! Jeg har længe forstaat dig!»

Hun slog armene om hans skuldre, klemte sig tæt ind til ham, hæved sig paa tæa, tog ham om nakken og kyssed ham, længe og lidenskabelig. Han blev. kold og bleg under hendes kjærtegn, kjendte sig fuldstændig ædru med det samme — men lod hende kysse

«Saa!» — Fru Hamperud slap ham og retted lidt paa sin dragt. — «Gud — hvor du har tøvet, Ivar

min! — Kom nu, saa fortæller vi det straks. til Zakarias og Emilie» eNej, nej — ikke straks — ikke nu iaften!» —

Han holdt hende tilbage.

'<Naa, som du vil, min skat! For resten skønner de det vist alligevel, bare de ser os — de har jo havt mistanke, kan du vide. Men kom nu, skynd dig! Det ringer dernede!»

Hasselberg blev stasende lidt. Han stod og saa ud mellem træerne, hvis løv skjælved sagte i den blafrende solefaldsvind, — saa ud over fjorden, hvor blink i blink dansed muntert ud fra de dybe skygger under land, — saa henimod de blanende aase, hvor solguldet la, varmt og rødt, — saa ud over det dejlige, bløde landskab, hvor høsten var begyndt at tegne med fine, skjære farver —, saa ud over det

[329]

altsammen med et langt, langt blik, — et langt som til farvel. Et farvel til alt, hvad der var skjønt i verden — til alt, hvad han engang hadde elsket.

cMen såa kom da!» — Fru Hamperud rykked ham i ærmet. — «Det ringer anden gang! Vil du kanske staa her og drømme hele natten?»

<Drømme!> — Han slængte sig flot omkring og stak sin arm ind under fruens. — «Her har du mig!»

Og fra Hamperud trak afsted med sin forlovede nedover mod dampskibsbryggen, hvor der var sort af mennesker.

[]

Rechtsinhaber*in
ELTeC conversion

Zitationsvorschlag für dieses Objekt
TextGrid Repository (2023). Norwegian ELTeC Novel Corpus (ELTeC-nor). Tidlig Høst ELTeC-utgaven. Tidlig Høst ELTeC-utgaven. European Literary Text Collection (ELTeC). ELTeC conversion. https://hdl.handle.net/21.T11991/0000-001D-3F69-6