JONAS DAHL
CARGADØR SAHL
i
SKILDRINGER
FRA DE GAMLES LIV I BERGENSLEDEN
TREDIE OPLAG U ;
KRISTIANIA » H. ASOHEHOUG & CO.s FORLAG 1899
[2][3]RINGSAKER FOLKEBOKSAMLING.
MINE SYOGERE, FABRIKEIERNE
HENDRIK JANSEN FASMER
JAN HENDRIK FASMER
TILEGNET
ALVØENS PAPIHFABRIKS
HUNDREDAANSFEST
1
Jeg kjender en Holme,vor høist et Hundre borImellem Knat og Knausekun grissent det gror.Den røde Nellik nikkeri den riftede Rab,og havet Holmen slikkersom en Løve sin Lah
ti Havet lan en ensom Ø, som hedte Udvær. Langt, langt udenfor den øvrige Skjærgaard. Fire fem Mil indenfor sig kunde de se Norges Fjeldgard ringe Landet, de Hundre Mennesker, som fristede Livet paa dette fly- dende Flag. i
Øen var ti Kilometer af store Klipper, som m
reds og fyldt dt paa Øen aabnede
[6]6 sig til en bred og vandsyg Dal. Den gik tvers over hele Øen, fra Sørvig til Nordvig, og var ganske flad fra Fjærebakke til Fjærebakke,
Under Klipperne laa nedramlede Sten- blokke, svære som Hus. Og overalt mellem Blokke og Berg, ja lige til Tops i Tødrne* lyste saftigt Græs paa fugtig Grund. Kanske det var denne Fugtighed, som gjorde at der ikke fandtes en Lyngbusk paa Øen. Dyrkning havde ialfald ikke fjernet Lyngen
Om Sommeren blomstrede vild Efeu og Kaprifolium over de svære Stenblokke, og hele det vandsyge Dalføre lyste skinnende gult af Vas- blom, eller Sigblom, som de kaldte den, fordi den elskede det uforstyrrede, gamle Vandssig.
Konge paa Udvær var Jan Sahl Han giede hele Øen med Lut og Lunne.
Den havde været i Familien før; havde tilhørt Morfaderen, Cancellie-assessor Berman, som havde samlet sig en Masse Jordegods, baade rundt Byen og sørover langs Kysten og udover Holmerne;
Hans Billede hang endnu i Øens lille Kirke, I grøn Kjole med sort Fløielskrave og store Opslag paa Armene; rød Vest og Kniplinger om Haandled og Brystaabning. Udseendet
2 To, flert. Tor 2: flad, græsgroet Afsats
[7]var saa ungt, at Jan Sahl ikke kjendte sin Bedstefar igjen. Men bag paa Billedet stod der med penselbrede Kjæmpetræk:
«Hans Dankertsen Berman, fød 13. Nov 19. — Wirkelig Cancellie-Assessor, Raadman, kriver i %, Første-Secretair udi ""'s Stift-Over-Rét, Eyer af Udvæhr og Kirken.»
Han havde havt en Søn og to Døtre. Den ene Datter giftede Jan Sahls Fader og den anden den rige Generalconsul van Gelder paa Kloster. Sønnen blev en stor Godseier og Ødeland, som den øvrige Familie ikke kjendtes ved, men hvis Godser talte den letsindigste Tapning; og hans Søn igjen sagdes at følge i sin Faders Spor.
Jan Sahls hæderlige Fader derimod havde faaet Ende paa sin Arv, kort efter at hans ældste Søn var bleven voxen. Og Jan Sahl, som ikke var mindre elskværdig og ikke mere foretagsom end sin Fader, flyttede fredsomme- ligt med Familien ud til «Strømmen» ved Ber- gensleden,
Strømmen var en Bygselgaard under Onkel van Gelders Gods. Og paa Onkel van Gelder levede de nu alle; umærkeligt for dem selv, skjønt Folkevittigheden snart døbte den gamle for van Gelders «dyrekjøbte» Ven.
[8]Den gamle døde — og Jan Sahl sad lige ubeslutsom paa Strømmen, indtil hans kjærligste Fætter og bedste Ven, unge Berendt Willem van Gelder en Dag realiserede den bedste Ide, han øinede, for at rive Jan Sahl ud af Uvirk- somheden
Der kom Expres fra Byen, roende de Par Mil til Strømmen med indtrængende Bøn fra et anseet Handelshus, om Hr. Sahl vilde hjælpe dem i en Forlegenhed og følge den franske Capitaine Beneman som Cargadør med en Last Rogn til Douai
Jan Sahl var ikke den, som kunde sige Nei til en Tjeneste. Og Reisen lykkedes ved et Tilfælde, som siden blev Jan Sahls lyseste Minde, saa udmærket, at han i flere Aar var Byens mest søgte Cargadør.
Da fik han sidst i Tyveaarene i Kjøben- havn Brev om, at Udvær skulde sælges; han fulgte Dampskibet Prinds Carl til Fredriksværn og derefter Constitutionen vestover, steg iland paa Udvær og sendte Expres med Posthomme til gamle Onkel van Gelder, hvori han bad om Raad og Hjælp til at kjøbe Udvær.
Hans store Bryst skjulte nemlig just i disse Maaneder en sød Hemmelighed, som gjorde Velfærd,
ener,
selv ham energisk for sin Families
[9](Generalconsulen svarede
sHvad skal jeg vel gjenmæle til Hr. Vens Spørgsmaal he Udvæhr. Var jeg for- sikret om din Béstemmelse paa denne Øe at residere som Eremitte blev uigjenkaldelig for mange Aar, skulde jeg ikkun raade til at bli høistbydende; thi Øen kan med et Baronie og rigeligen soulagere sin Eyer. Men da Erfaringen paa een Side siger, at Menne- skets Sind er foranderligt, og jeg paa anden Side mærker, at hiin underlige Melodie i seneste Bomme fra Udvæhr ikke harmonerer med saa- dan Sætning, bliver mit Volum, at du ikke betaler Stædet for dyrt. Det hele for c. 2000 Spd. forekommer mig at være fuldkommen nok. — Herfra veed jeg intet at berette, uden at sBorgervennen» idag kræver en Bro over Strøm- men, hvoraf Hr. Neveu vil erfare, at vor gode By fortvarende udvider sig — — —
Forbliver din sande Ven og Morbroder
Willem Berendt van Gelder.»
iden vorde
Saa reiste Jan Sahl til Auktionen paa Thing- » stedet. Tørres i Aakrehavn havde nær faaet Tilslaget, saa seig og slu han var; for Jan Sahl elskede Fred, og dette blev jo som et halvt Slagsmaal. Men da fik gamle Jørgen Nordvig,
[]som var hans Følgesvend og Udværbuens Bedste- mand, og som heller vilde Øen skulde faa en godslig end en streng Herre, Lov til at byde for ham til 2000 Spd., mens Sahl selv trak sig og sit ømme Skind udenfor paa Bakken.
Og saa fik Sahl Tilslaget for 1250 Spd. Tørres var bare af 1200 Spd. og havde ikke noget Rygstød.
Men da han gik ud af Thingstuen og skraalte «Eg er høg som høver* ligavæl,» slog han til Sahls Benauelse knytte Næven i Døren, s: Hakkene var at se. Og dermed seilede han i Ærgrelsen lige til Bergen og kjøbte en Skonnert for sine 1200 Daler. Med den tjente han da ialfald det dobbelte af, hvad Sahl tjente paa Udvær. Men han selv — han kunde jo bragt Udvær ud i det firdobbelte strax.
Kjøbesummen fik Jan Sahl af Onkel'van Gelder og andre 1250 Daler til, foruden Byg- ningsmaterialier, forat han kunde faa sig stands- mæssigt Hus og Sjøhus med Baade og Nøter og andet nødvendigt
Og nu havde Jan Sahl altsaa været Konge paa Udvær meget over et halvt Snes Aar; elsket og æret af alle — Bygslere og strand-
[11]siddende Fiskere og Lodse. For én Ting var alle fuldt enige om, at gamle Sahl> vilde heller andre skulde have Fordel og Velvære end han selv. Som en Velgjører og Patriark blev han seet op til af hver levende Sjæl paa Øen.
Alligevel var det ikke derfor, at alle kaldte ham «gamle» Sahl; men til Forskjel fra den yngre Broder, som han længe havde havt hos sig paa Øen. Nu ivinter var imidlertid Brode- ren død,
Han havde været tilsjøs, men forsimpledes mer og mer og drev det tilslut bare til at drikke og slages; dermed fortsatte han derude hos sin godmodige Broder, indtil han blev paa Sjøen.
cHaa nei!» sa Sven Raadsdreng, «det hjalp nok ikje at være Navligatør, naar en ikje kunde navligere seg sjøl »
Unge Sahl havde nemlig været inde paa Thingpladsen, opført sig brutalt og var derfor ikke, som hans ældre Broder, bleven buden ind til Middagen med Skrive Derfor var han i Fornærmelse dragen til en Udhavn, hvor Værbuen havde lagt til for Storm, og havde stordrukket med dem og Stedets Gaster.
For der «i Havnen» var Brændevinsretti hed. Og om den havde der dannet sig et Hi ' af Bjørne, som sugede paa Tønden. Der boede
[12]«Haavar i Havnen», som engang en Ko sad fast i et Myrhul og tre Mand balte med at faa den op, gik lunt hen og sagde: Flydje dokke, Baadn! og trak Koen op alene. — Og der boede Baard Vigen, som ikke veg for ham; han som netop var hjemkommen fra sit længe navn- gjetne Ophold hos Morbroder sin, Øens stæt keste Mand. Den gamle havde havt ham hos sig i samfulde otte Dage bare for at drages med ham og se com han ikje endnaa klarte det Kræet, som vaks op». Man sagde, at Baard havde været saa godslig at lade han Morbror vinde, for ikke at tage Alderdoms- glæden fra ham.
Skipper Sahl og Baard maalte hinanden længe. Men ved Kveldsbordet gjorde Baard et af sine Kraftstykker; han tog et Tag i Bænken og vippede sig midt op paa Bordet, saa Krus og Kummer klirrede. ed med dig!> kommanderede Skipper Sahl. Men Baard Vigen svarede selvgodt: <Gjere han Baard Vigen Ska'e, saa e han sjøl Mand te betala for seg.»
Da tog Skipper Sahl ham vakkert paa begge Hænder og slap ham ud igjennem Døren som en Dot. Og endda sagde Sven Raadsdreng, at sgamle Sahl> var stærkere end Broderen, men
[13]han var for godslig til at syne det for noget Menneske.
Jo længere Dagen led, des mer storskry- dende blev Navligatøren og haanede de andre, som ikke turde seile tilhavs i sligt Veir.
<Nu har jeg ført tre Brigger og et fuldrigget Skib lige til Levanten og skulde ikke kunne føre en Sexæring over til Udvær i saapas Kuling >
Ingen turde eller vilde holde ham. Saa drog han skraalende afsted — og kom aldrig frem.
Men Broderen blev hedende «gamle Sahl», endda han var alene.
II.
Der kom han skridende nedover mod Sør- Med sine smale Øienstriber under de side Øienlaag og med sin store Dobbelt- hage. Høi og før og majestætisk. I langskjødet, brun Frakke og med storskygget, høiposet Ka- skjet; den eneste byklædte paa hele Øen.
Den ene store, haarede Haand laa paa Ryg- gen, den anden førte en høi, sølvknappet Stok.
Ret som det var, stansede han og pustede svært; snudde sig og mysede rundt efter Sel-
[14]skab. Hans blankragede Ansigt oplivedes af (Godmodighed, naar et Menneske øinedes etsteds i Dalsænkningen, og han nanede dem, hvor fjernt de var, med et venligt Ord af en vældig Røst, som rullede i Ekko hele Dalen ud.
Det var vaardages — i April. Stille, klart Frostveir. Hvor Stengjærdet skyggede for Solen, var Stien endnu haardfrossen; og lige udenfor Skyggekanten, hvor Solen endnu ikke havde fuldført sit Tø-værk, laa der en blank, graa- hvid Frostrand, som skjød sine Protuberantser. Gamle Sahl stak Stokken frem og fulgte stre- gende Randen med den.
Ved det store Sjøhus, hvor Sahl havde Brændevinsbod, stod den forliste Hollænder paa Hjørnet. Og Sahl raabte ind Gangen til Ananias, at han skulde skjænke Hollænderen et godt Glas Franskbrændevin.
cBorreltje! Borreltje!» sagde han til Hol- lænderen og gestikulerede mægtigt ind Gangen.
Et lidet Øieblik stred han med sig selv, men fulgte saa efter og drak Hollænderen
Da han kom ud igjen, stod Even Aust- marken i Døren med en hvid Uldhue, stram som en Strømpe, over Hovedet og Sydvesten i Haanden og spurgte med et djærvt og fult Blik, om ikje gamle Sahl havde en Skilling
+ F he
[15]for en fattig Fisker, som hverken havde til «Rog eller Reint.»*
«Jo, det har gamle Sahl ganske vist,» sa' Vedkommende selv lunt; knappede Frakken, trak en Haandfuld Smaapenge frem af Lommen og karede i dem med sin venstre Pegefinger for at finde en passende Mynt
Men Even skjød hurtigt ind, med det samme djærve og fule Blik: «De er alle store og gode nok for meg.»
Og Sahl lo høit, kastede alle i Sydvesten og slog ham for Spøg med Støkken. «Din Skjælm du er; tag dem da, tag dem dal»
<Eg veit ikje, kem saa er bedst.» sa” Even, Sahl helle Vorherre.»
<Hvad siger Sahl,» svarede Høistsamme og truede atter med Stokken, chan er altid god, den som Gliben følger» (som lader sin Overflod. flyde)
Eg tenkje, me tege os ein Dram paa det fortsatte Even dristig. Og jamæn lod ikke Sahl sig det sige; og gik leende ind og drak med ham for hans Frækheds Skyld
Ved Bryggen ventede Sven Raadsdreng med «Flyvefisken», Snører og Agn. Han hilste God-
[16]morgen med Øens faste Terminus alt saa fixe?»
Sahl svarte velbehageligt: «Jaha, Sahl er alt saa fixe; Sven ogsaa?» Og Sven trak Reise- pufferten frem af Væsken til den faste Afgangs-
i dram.
g Sven var en liden, men undersætsig Kar, med en hvid Lærredshue paa et lyst, zinober- rødt, blakhaaret Hoved.
«Nu, Hr. Sven — det er koldt fremdeles.»
«Ja—e; han er skjønt kalde; men helles e han baade go'e og milde. — Undres paa ka' Tid en skal faa Fræe' i Jorden denne Vaaren.»
«Jeg har noteret 3 Kuldegrader idag, klart Veir; hvad skal jeg sige om Vinden? For en af Sahls Hovedbeskjæftigelser her i Livet var at notere daglige Veirobservationer i Alma- nakken.
«Nordost laber,» svarte Sven. «Men ni skal eg syne Sahl Udsigterne. I ser den kvi Snøheien indi Land; na: ser Smaaklatter, eller den kvite Kalv og Ku i Heien, som vi kalder det, saa først er det gam- melt Tegn, at vi kan tage paa med Vaarvinnen; saa Sahl kan forstaa, at det har lange Udsigter.»
«Jaja, min godeste Sven, det er godt alt, som det er; bare godt; hare godt»
den minker, saa vi
[17]<Ja, men ikje alt ligagodt, segjer Sahl.» <Nei, nei, ikke alt ligegodt, siger Sahl; men alt er godt, siger Sahl først og sidst.» <Ja—e—ja; og e' skjønt liga vise eg, men eg segje naa det ligavæl, at det verte ikje godt før det vonde kommer ner. Og helles saa trur eg naa det, at eg kan forsikra Sahl, at han Marts ikje er kommen skjikkelig paa Himme- len enddaa,» sa Sven Råadsdreng og rikkede og roede mod Smaaholmen. il han holde sig til Almanakken, Hr Sven; det er sidst i April. Hvad skulde vi arme Mennesker holde os til, om vi ikke havde Almanak og Bibel. — Men fra et til et andet! Du gav vel Besked om Hummeren? Vi maa have Torsk og Hummer til Herrerne af Sjø- retten.»
Jo— alt var iorden, og Dræggen kom ud.
Men omtrent samtidig kom to sorte Kraager skrigende og dalede ned i Baden. En paa Sahls Skulder og en paa Toften foran ham.
Det var to tamme Kraager, som tilligemed de øvrige Dyr hjalp gamle Sahl godt med fordrive Tiden paa Øen.
Paa Kjør kunde Sahl aldrig lære at forstaa sig. Men saa var der begge Hestene, Fix og Fax; og der var begge Hundene, Spøran og
— cargader Sub
[18]t 18
Somdu; og der var begge Kattene, Mis og Mons. Og saa var der Lammet, som Sahl selv havde fundet oppe i Sørmarken ved den døde Sau, og som hjembragt paa Sahls egen ømme Arm ikke vilde slaa sig til nogen anden Sau, men diltede i Kjøkken og Tun efter Madam Sahl. Hun v det Melkedroppen fire Gange om Dagen; men ret som det var, bøksede det paa hende, stak Hovedet under hendes Skjørt, dunkede hende i Læggen og dikkede med Halen for at faa mer Melk, stakkars lidet.
Men Sahls største Kuriositet var dog Kraa- gerne, som levede i ypperlig Forstaaelse baade med Folk og Fæ paa Gaarde:
Naar Klæggen stak Fix eller Fax, saa vrin- skede de efter Kragerne, og saa kom baade e og Kra flyvende med Hærskrig.
Engang Fax stod og strakte Mule og vrin- skede og ristede sig, fordi den havde en Hveps under Øiet, som slet ikke vilde væk, saa Sahl selv paa, hvor Kræ fløj lige til Aastedet og snappede den.
Om Kvelden kom de, saavelsom Kattene, set. Kræ sad paa Fax og sov, og Kra paa Fix. Akkurat som Kattene sad og malte og sov paa Kjørenes Ryg. Studen gjorde altid Krav paa Mis: og kom den ikke til Sengetid,
[19]af en eller anden Grund, saa brølte og spændte og stangede han, til den kom.
Der kom altsaa Kraagerne dalende ned i Baaden for at dele Fiskeriets Gevinst med Sahl.
De trippede om paa Toften og inspicerede Agningen; og ikke før for Snørerne ned, før de satte sig paa Æsingen af Baaden, bøiede Hovederne ned mod Vandfladen og kikkede efter Lykken.
Og den lod sig ikke vente paa. Torsken var der strax. Sahl heiste op; Kraagerne heldte sig udover, saa Næbbet naaede Vandskorpen og vippede imens febrilske med Vingerne.
Og op kom Fisken; blev rost af Sahl, veidet Indvoldene af til Kragerne og ønsket velkommen af Pufferten ; mens Maage og Le Jo haukede og gaulte over dem i Luften,
Det gik saa godt, at Fuglene snart var mætte, og saa fløi de som vanligt hjem.
III.
Men. Sahl og Sven blev siddende. Sven mer og mer myndig og broderlig; Sahl mer og mer taus og vemodig. Med sidere og sidere Øienlaag og længere og længere Underlæbe.
Å
[]Han sukkede og tænkte — og rettede sig imellem pustende og mysede ind paa Øen.
Det var Ret, at Sven forvarede Pufferten nu; for var det ikke nu Stans, saa blev det til en af de Raptusser, hvorefter han laa syg flere Dage. Og ikveld skulde jo Sjøretten komme. — Han sukkede saa saart, at Sven blev ganske øm om Hjertet.
Hvad blev Enden, saa svag som han var mod Brændevinet? Var han bleven en saadan Usling, hvis han ikke var kommen herud til Udvær, hvoringen kjendte anden Spillekammerat end Flasken, og ingen andet Lag end Drikkelag.
Hvorfor var han kommen til Udvær? Jo, det var jo i Grunden hendes Skyld. Det sunkne, flagsmykkede Haab, som han ikke huskede i ædru Stand, fordi overhovedet intet sørgeligt da fik komme op paa Overfladen, det skvulpede Rusens Bølger altid op fra Dybet.
Jovist var det der, hans Lykke var forlist — Han brummede med en forunderlig, sa Lyd en Smule Figaro-Melodi. Og naar Sven hørte den, saa vidste han, at Sorgens Høimesse spilledes ind.
Det hjalp at afbryde Sahls om Byskjøiten.
det, at han stundom forsøgte 'anker med en Bemærkning
[21]<Han løier rent naa. Skriveren skal blive utaalmodig.» Intet Svar.
<Hvad siger Sahl: Frie og ikke faa; læse og ikke forstaa; seile foruden Vind — er tre
forlorne Ting.» eJa — det siger Sahl,» var hele det $
han fik af den store, sørgmodige Mand, som Dare blev ved at brumme sin næsten ukjende- ige Figaro-stump.
Sidste Gang Sahl havde været i Byen som Cargadør, havde han truffet Frøken Louise Ruge, Byens nye Skjønhed. Og det var saare sandt; hun var den vakreste og blygeste Blomst, som nogen indflyttet Militær havde bragt vestover
Ved Høsthallet i «den gode Hensigt» havde Jan Sahl ført hende i Inelinationsdansen — en øm og gratiøs Figaro; og havde saa brummet paa Melodien hele Natten, ja han var staaet op igjen midt paa Natten i Maaneskinnet og havde taget ud igjen af Chatollet en liden blaa Silke- sløite. Og Skin havde bølget og glinset som bare blaa Silke — aa, han følte endnu denne hemmelige Nats skjønne, knitrende Glans
Og følgende Nylaarsdag havde han sendt den hulde Weninde et Kort med pressede hvide Ørnamenter: To høie Urner paa Enderne af en
[22]aflang Ø. Over hver Urne svævede en Amorin, og begge hævede mellem sigen Blomsterguirlande i den ene Haand og ristede Sæbebobler af lange Kridtpiber med den anden. Baade Urner, Engle- gevandter, Guirlander og Sæbebobler havde han efter Tidens Skik farvet af sit Vandfarveskr og paa den hvide Flade under Guirlanden havde han skrevet med snirklet Skjønskri
Meme, rene. fårde Fler p2 Å te Fa BLÆ frejnæet HI øn 9 Ej, «fe Here I
1 Semmuse Po Si22
HR ER
Fame,
Aa nei — aa nei — han syntes endnu han holdt dette Kort i Haanden og kjendte Vand- farveduften og Penselsmagen paa Læben.
Og Frøken Ruge havde været saa altfor blyg til at røbe sit Hjertes Følelser; men at han ikke var hende ubehagelig, forstod han, Og selv Kammerherren, Oberste Ruge, gjen- gjældte hans Hilsener med den venligste Anstand.
[23]Og ud i sin Cargadørtjeneste var har reist med øget Iver
Saa kom Brevet i Kjøbenhavn et Fjerdingaar efter, om at Udvær var tilsalgs. Og saa, just som han havde faaet Tilslaget og holdt paa ramstere paa Udvær, et nyt fra Fætter Berendt Willem, som efter sin Hjemkomst fra Amster- dam var begyndt at vende Øietefter Frøken Ruge.
Han spørger saa forsigligt som muligt, om der er noget i et Rygte, han har hørt, at hans dyrebareste Ven og Fætter Jan Sahl har til- overs for Frøken Ruge.
Og Sahl lugter Lunten; gaar op og ned i den store Stue paa Nordvig; gaar rundt Øen over Houg og Hammer; streger med Stokken: knuger Hænderne mod det store Bryst og raaber høit: «Hun er for god for mig! Hun er for god for mig! Ingenting er for godt for min kjære Berendt Willem — ingenting!
Og saa svarer han, efter nogle Dages Kamp, et kraftigt Nei; der er ingen Verdens Ting i Rygtet. Ingen skal være gladere over sin dyre- bare Ven og Fætter Berendt Willems Lykke end hans eneste, oprigtige Fætter.
Og Frøken Ruge, som havde været for blyg til at nære sin fremspirende Kjærlighed til Sahl, men endnu følte sig omgivet af denne
[24]storlemmede Godmodighed, hun fandt det uvist, om han huskede hende mere — og tog den unge van Gelder, Byens bedste Par
Maaske fra Begyndelsen for en Del af For- nuft og Agtelse. En Stilling, som isaafald hendes naturlige Blyghed dækkede godt over, først for Manden og siden tillige for Børnene — og som i Samlivet gik alt mere over til en Kjærlighed, saa varm som saa blyg en Sjæl turde være ved den for sig selv, end sige for andre.
Og Jan Sahl maatte som en Flue mod Lyset. Han havde været hjemme paa Kloster og været Berendt Willems Brudesvend ved Hjemmevielsen i det ottekantede Lysthus, havde seet sin Fætters Lykke og kjæmpet en ædel Kamp for at skjule sit Hjerles mangeslags Følelse.
Og den deilige, tause Louise havde rødmet ; men det havde ingen mærket, for det gjorde hun i sin Blyghed for alle.
Men idet Sahl rustede sig for at tage ud til Udvær igjen for godt, var han gaaet ud i Spiskammeret og havde henvendt sig til Gene- ralkonsulens Husjomfru, Hanne Prante, om Raad
Hun var et stort, blomstrende Fruentim- mer, som havde staaet Fadder <paa> ham;
[25]hele tyve Aar ældre end ham ; men endnu trods sine femti Aar ganske vakker. Hun havde, som hele Pranteslægten, selv dens Mænd, noget st kjælent baade i Øinene og om Munden, ja selv i Organet; noget som altid havde gjort Kvinderne farlige og ført ogsaa hende opi diverse Eventyr.
Som sagt, Sahl havde spurgt: <Hvad De mig til, ædle Jomfru Prante; skal jeg reise alene til min Eremitage eller tage en Husjom-
fru med?»
<De skal gifte dokker, Cargadør; en flink Kaane skal De tage med,» havde Jomfru Prante svaret med et smeltende Øiekast.
Og san havde den svære Mand øjeblikkelig knælet ned i Spiskammeret og spurgt
«Ædle Veninde, vil De følge med?»
Og hun havde svaret cJa». Og Sahl havde for det lille Alter i Lysthuset paa Præstens Spørgsmaal, om han vilde have hende, il bare svaret Ja, men et høit og hjerteligt <Ja tak!» saa Smilet havde lyst over hele Brude- følget bag h
Og en velsignet og trofast Kone havde hun været. Alt var saa godt, som det kunde være — undtagen han selv, tænkte den sammen- sunkne Mand i Baaden og sukkede
[26]Aa ja — Tankerne blev saa tunge for Sahl, saa tunge. Hvad hans Tanker ellers aldrig forvildede sig bort i, bare fordi hans Gem avilkaarligt stansede midt i Bakken, naar han mærkede de førte ned i de tunge Reflexioners Sump, det ravede han hjælpeløs nedi, naar han var omtaaget.
Og da var altid det værste Myrhul det, at han ingen Børn kunde fan med sin gamle Kone. Han som var saa barnekjj
Og der smøg sig frem en forunderlig Læng- sel efter at have en liden Gut, helst i Armen om Morgenen i Sengen. Slig som han selv havde krøbet op i Sengen til sin Far hver Søn- dag Morgen og faaet lidt af Kaffebrødet og Kaffesukkeret, og det som endda bedre var Historier og barneglad Latter af en stor Mands- hals. Aa du — hvad det skulde været at have en saadan liden Gut i Armen Søndags- morgen — aa hvor han skulde kunne fortælle og le med ham.
Men nu var det Nòns Tider* og Fisk havde de fuldskurende nok. Nu skulde de hjem, sa' Sven fast, trak Dræggen op og roede tillands.
[27]z
ravtaus og vaklende skred Sahl 'hjem- over, skamfuld over sig selv
Selv Bønderne, som ellers ikke saa nogen Feil hos gamle Sahl, mumlede: <Han er værste med seg sjøl, Stakkar.> te Gang sutrede han til Sven, som Fisken i en Kjibe paa Ryggen: cNei, for en sen Vaar, Sven.» cJaha, han er regtig grovt kalde, men helles e' han baade gode og milde; og det s eg segja Sahl, at hvis bare Vorherre vilde gi Regn og Varme, saa har eg regtig den Trunaa, at det skulde voxa.
«Ja, tror du det,» sa Sahl.
Og Sven stak sit Zinoberfjæs op i hans og forsikrede med et tilforladeligt Blik
<Ja misand trur eg ikje det, Sahl.»
IV.
Madam Sahl havde stullet og dullet saa vel med gamle Sahl, at han var baade udsovet og munter, da Sven Raadsdreng kom løbende
[28]ned fra Klovningfjeldet og meldte, at Skriver- Skjøiten var under Land:
Snart var Sahl paa Bryggen og raabte Velkommen» mod dem med sin store, rungende Præstestemme.
<Velkommen Sorenskriver, velkommen Pro- kurator, velkommen Mækler! Nei velkommen Præst, er De der med det samme — det val inderlig kjært — nu skal min Kone bli glad.» Og Ekkoet rullede mellem Holmerne.
Derpaa traadte gamle Sahl bag den store, optrukne Fiskerbaad, for netop i rette Øjeblik, som Skjøiten lagde til Bryggen, at træde frem og gjøre honneurs.
Da kom den gamle Hofmand frem. Thi trods al den enkle, sjømandsmæssige Ligefrem- hed, som Livet paa Øen og Cargadør-Aarene havde lagt over ham, stak Ungdomsdressuren frem i det høitidelige Øieblik, naar Embeds- mændene landede.
Og den store Mand og Selvhersker kunde gjøre honneurs, som imponerede kongeligt. Den Opstramning, som altid maatte ti traadte ind til Bedstefaderen, Cancellieassessor Berman, og som ogsaa Onkelen, Gen van Gelder, gjerne saa hos Ungdommen, den kom ham endnu tilgode.
før man
zaleonsul
[29]Ved Bryggen stak ogsaa Doktoren — som en Overraskelse — sit Hoved op af Lugen; og Sahl bredte sine Arme ud i Henrykkelse og raabte: «Dit Komme, ædle Ven, er os lige kjært, hvadenten vi er sunde eller syge.»
Men Sven Raadsdreng stod ved hans Side
og sagde forvisset: <Hvad siger Sal, alt som sker er godt. Og dette er nok rigtig godt for Berta Kvalvigen, for hun er bleven saa estor- artet» ag. Nei, nu er jeg saa fornøiet, sagde Dok- toren igjen, for han kjendte Øens Patois, hvor- efter <storartet» betød «svært» og «fornøiet» <forbauset».
De laa saa langt tilhavs stakkar, at naar en førte med sig ud et ukjendt Husgeraad eller et ukjendt Ord og brugte det forkjert, saa ved- tog hele Øen det snart til samme forkjerte Brug
cHr. Sahl ved vel ikke engang, at Kongen døde i forrige Maaned?»
<Hva ba? Karl Johan? Nei hvad sier De! Naa skal min Kone bli overrasket. — Aa ja — aa jal>
Da de største Nyheder var fortalt, drog Selskabet opover. Tobaksposerne dinglede paa Brystet; lange Piber bar de i Haand, og Sahl i Aande og optog Selskabet hele Veien
[]Det blev for de andre bare at bukke, at le og i Høiden at sige Ja eller Nei
Vilde Skriveren forsøge at komme til, skar med et høfligt «Hva ba?» og tog teten igjen. Og spurgte han selv, ventede han ikke paa Svaret, men fortalte videre — om ig og «Kone» og Dyrene og alt. Udførligst dog om Koffens Stranding, som Retten kom ud for
Ingen paa Øen havde vidst af noget, uden det at det blæste en Storm om Natten, saa han kunde blæse Hornene af Studen paa slette Marken, som man siger. Men efter hvad Sahl kunde forstaa den reddede Jomfru, Kapteinens Søster, saa havde de set Fyrblusset, men sty paa Land ligevel. Strax de huggede, kom Baaden ud; og hun og den reddede Matros var just kommen i den, da en Braadsjø slog den mod Skibet. Styrmanden, som just entrede ned, fik begge Ben afslaaede lige nedenfor Knæet; slig fandtes han. Og samme Sjø kastede Baaden med de to i 15 Alen høit op paa en Berg- knaus; der stod den «hoggende drogs»,* da Folk fra Øen kom til. — Havde disse to red-
Sahl ham a
[31]dede bare fundet sig frem til Folk, saa kunde man kanske reddet Resten; nu fandt man for- uden Styrmanden bare Skipperen. Han laa i Storstøvler og med knyttede Næver og skval- pede druknet under Ruffen, som var afslanet og hang over en Sten i Fjæren.
Stakkars Søsteren; hun fulgte sin Broder og eneste Forsørger paa Havet, som de hol- landske Fruentimmer. pleier, og var saa f tvilet og forladt i Begyndelsen; men syntes efter de faa Uger at finde sig nok saa vel i deres enkle Forholde og deltog ivrig i Husets Sysler ved Siden af Madammen og Dorthe adsmø. Og Sahl paa sin Side havde taget mod hende med aabne Arme og aabent Hjerte, havde talt og trøstet som en Broder og en Præst, Tysk og Engelsk om hve Omkvædet havde altid været
cAk nu skulde min kjære Ven og Fætter Berendt Willem van Gelder været her, saa kunde han talt hollandsk med hende.
Eller: Hun er fra det Land, som min bedste Ven og det bedste Menneske paa Jorden re- præsenterer, derfor er mit Hus altid hendes.»
Madam Sahl var endda mindre noget Sprog- geni. To Billeder i Haarsøm paa hvid Silke, la Parure og Fredriksberg, var alt, hvad der
andre; og
[32]var tilbage af de to Aars Undervisning i Kjø- benhavn, paa Skolen hos Blomsterelskeren Vahls Døtre. Tysk og Fransk var som vasket ud i det praktiske Liv; og stort maatte hun aldrig have kunnet. For nu drev hun det ikke længe end til i forvansket Form at gjentage enkelte af Mandens Udtryk. Sagde han: Thank you, ia gjentog hun: donkey! Sagde han sin Mor genhilsen: Schon munter? saa gjentog hun skjøn munter!
sKone, Kone,» brølte Sahl foran i Gade- døren, «her er vore kjære Gjæster og Præsten og Doktoren ogsaa, Kone, Konel»
Der kom Madam Sahl løbende bag dem fra Hldhuset, blomstrende og blid, i hvid, bl prikket Kraakehat, gul, opkiltret changeant's Kjole, blaa Bomuldsstrømper og store Lædersko.
«Hvor ser jeg glad igjen de mange Yndig- heder, som den man være blind, der ei kan se hos Eder,» citerede Skriveren galant, og Sahl raable af fuldt Hjerte: «Ja, ikke sandt, ikke sandt,» mens Madam Sahl lyste med Prante- smilet.
Men inde i Dagligstuen, borte i Hjørnet, hvor Sølvkalenderen hang, stod den 30aarige Juffrouw Brouwer. Stor som Madammen, men
[33]finere bygget. Det hudfine Ansigt lyste saa skjært under Guldhjælmen og mellem den hvide Linhue, hvis Kniplinger stak frem i Tindingen og Nakken
Den hollandske Sølvkalender, som Sahl første Aften havde ført hende hen til, var bleven som et lidet Rygstød for hende, ikke mindst naar fremmede kom. Og selv tilhverdags stu- derede hun den ligesaa flittigt som Sahl selv, — Det var et fra Faderen arvet Calendarium per- petuum, en rigt udstyret, massiv Sølvplade af en Vinduesrudes Størrelse, med Emblemer i Rocoeco. Aarstallet 1773 stod fast graveret i Perlemor; fra Bagsiden dreiedes Sølvhjul med Maaned og Datum, og paa Hovedpladen stod flot graverede hollandske Dagsnavne. Neden- under i sirlige Træk
De tyd die eilt met allen vort:de dood past op in ieder ort.
Herrerne bukkede tause for hende. Præ- sten kom sig hen og tog hende i Haanden og begyndte: «Ich — — wollte — — wunsehen — — dasz ich — — konnte — sprechen
Men han mødte ikke videre Forstaaelse og kom ikke længer.
3 — Cargador Sat,
[34]Ef
Og Doktoren hviskede til Mækleren: «Skjøn som cn Amazon! Jojo! Cargadør Sahl véd nok, hvem han ta'r i Huset
Men Madam Sahl sagde selvtilfreds: <En jo tru det, at det er Vorherre som har slængt hinner indfor Døren te os, ikje sandt, Pastor
V.
Sahl var i sit Element ved Bordenden. End mere fordi han levede saa tarveligt tilhverdags. For Tarvelighed og Venskab var to af hans Livsprincipper, om man for ham kunde tale om noget saa reflekteret som Principper. Det var ikke Skrømt, naar Øens Folk kunde sige: Hvad siger Sahl? Jeg takker Gud for al Mad, ogsaa for Klumperne i Grøden.»
Og ikke mindre i sit Es var Madammen nederst ved Bordet. Naar hun løftede Sleven over den store, blaategnede kjøbenhavnske Suppeter- rin og satte Sild og Sagosuppe i Gang, da var hun. saa spillende vaagen, at hun stundom endog blev clairvoyante; og ikke mindst da lurte endnu noget af Pranteslægtens kjælne Ynde i
[35]Øine, Mundviger og Stemme. Endda hun var oppe i de sexti.
Præsten roste Suppen, Sahl skjænkede Ma- deira; og Madammen, som havde Skriveren tilbords, pratede
<Ok, eg liker saa godt kvikke Folk, liksom De, Skriver; for eg skal ste Dem, eg var no saa forfærdelig kvik i min Ungdom, at mine Forældrer turde næsten ikje sleppe meg ut af Huset. Og i Kjøbenhavn var Herrerne just som de var tussete efter meg. For eg har altid havt det med meg, at Folk liker meg, ser De.
Derfor har no Sahlemand været sjalur be- standig ogsaa, ser De. — Værst var no det, at eg sang saa fortrøllende, at ingen kunde bli trøt af te høre paa meg; men Sahlemand stak- kar, han har bare anden Stemme han; og ikje nokken Jehør har han heller. Men snil og sød er han, stakkar.»
Og Sahl fra sin Kant: «Kone, Kone, hører du, hvad Mækleren fortæller? — Kone, Kone, hører du, hvad Prokuratoren siger?»
Kone, Kone maatte faa høre alt, om saa baade andre og han selv skulde fortælle om og om
Allerede ved Fisken be kar, som bare havde sanden S
jen.
dte Sahl, stak- lemme», at synge;
[36]jet bedre demonstre- «Fisken svømme,
og ingen kunde løfte Gl rende, naar man kom det er et Ord.»
Men allerfortrinligst: var han, naar han brølte: «Vi drak Norges Hæder og Held.» Da rev hans Begeistring alle med, saa selv de ganske umusikalske og Skriverkarlen satte med i.
Ikke mindre fornøieligt var det, naar de saa kom til: «Samlet her i en fortrolig Klynge», og Sahl rundede sine svære Arme mod hele Selskabet.
Saa rimede man. Sahl raabte nedover til Skriveren
Den Fi jeg und
ken var sandelig rigtig bra; hvor min Kone kan ha' den fra»
Men Skriveren var fix og sva kelig:
«Du er da en ordentlig Gulerod du har jo selv baade Garn og Nod,
Og Madammen lagde kjapt til
Nei Sahlemand selv maatte Fisken dra' med Hjælp utav Sven og saa Kræ og Kra>
Og saa holdt Sahl Taler og fik Svar, adres- serede til «Landsfaderen» eller «Baronen paa Udvær». Der var lige lidet Indhold i deres Taler som i hans. Men var Sahls Ord enkle,
[37]saa var Hjertelaget rigt, og Stemmens Basun- tone gik langt ind i alle Hjerter. For selv uden Ord en slig Menneskestemme have endnu mer melodiøs Magt end et Messinginstru- ment
eDer er ikje nokken, ikje engang De, Skri- ver, som taler saa indtrøkkendes som Sahle- mand, stakkar. Det er som Perler og Guld ever og bil» sa Madam Sahl rørt
«Javist er han bedaarende,» sa' Skriveren; «derfor begriber jeg ikke, at De tør slippe saa vakker en Dame som den hollandske Jomfru d i hans Bur.
eHon vakker; nei no maatte eg le. Hon
er et langt, kvidt Spøkels, er hon. Ok nei, Far min; Sahlemand vet, ka han har, han
sDet ved jeg ogsaa,» sa" Skriveren galant.
eDet vet De slettes ikje, Far,» svarte Ma- dammen og slog ham paa Haanden med Knivs- bladet
Imidlertid var Stegen kommen, Men Lug- ten havde længe kildret Kræ's og Kra's Næser eller Næb. De havde forgjæves kredset om Kjøkkendøren og sad nu udenfor Salsvinduet i Toppen af en svær Stikkelsbærbusk. Den stod der fuld af halvtudsprungne Blade og hvide Ulddotter, som Tornene havde raget af Sauerne.
[38]Begge Kraagerne skreg i Munden paa hin- anden og pikkede paa Ruden.
Mækleren og Skriverkarlen, som aldrig havde været paa Udvær før, forundrede sig over dette Fænomen
Gamle Sahl lo og sa': «Sahl og D) altid gode Venner. Alle levende Va Udvær er gamle Sahls Venner
Nu ilskreg de af Utaalmodighed, som Sahl san paa dem. Sahl hen og lukkede Vinduet op, og Fuglene ind til de fremmedes stigende Forundring. Og saa begge to hen pa sin Side af Mækleren, som satte Øine og troede, det var Troldfugl
Han holdt just paa at forsyne sig, havde faaet et Stykke Steg 'paa Tallerkenen og holdt et i Gaffelen. Det første tog Kræ, det andet tog Kra — og satte sig endog med det paa Mæklerens fleinskaldede Hoved. Men da kla- skede Miækleren efter den med Gaffelen i Haand.
Det skulde han mindst af alt have gjort; for det taalte ikke Kra; det Fantestykke gjorde aldrig nogen af Husets Folk med den. Og derfor greb den efter sin Vane til den uanstæn- dige Straf, hvormed den bedst værgede sig mod paatrængende Fremmede. Den fløj op, men efterlod noget paa Mæklerens blanke Isse, saa
hver
[39]han maatte styrte ud under alles Latter for at skure Hovedet i Kjøkkenet + Da han kom ind, brølte de: «I vore pole- rede Dage» Og Pokalerne løftedes højere end høit ved de dyrebare Linjer
«Hvi skulde vi udvandre mere,vi kan jo faa Vin i vort Hjem!id Handel og Søefart førere, vifine vore Vine ved dem»
kan jo faa VI
Endelig kom Værlindens store pitee de resistance, Princessepuddingen, hvis <Heldig- hed» alle Herrerne gratulerede hende med, af- brudt af gamle Sahls faste, men lige velkomne
Skaaler i Madeira: Sahl ønsker alle sine kjære Gjæster altid at have én Skillings Indtægt over Udgiften —
— og tre Tommer Vand under Kjølen Og endelig som den sidste: «Lykke for de de! Held for de beilende, og — Tilgivelse for de feilende.
<Hm, hm,» sa' Skriveren og saa paa Madam Sahl. Begyndte saa pi faste Iatinske Skal for Damerne; man skulde jo vise, man havde akademisk Dannelse.
<In sanitatem virginum — bibo — —»
Men strax skulde Præsten til at konkur- rere med den græske Version
[]Fis byéiav 1ap8évav mivo — — —
Og nu gik det Surr i Surr om hinanden; absentium og zapåvtov og quodquod venien- tium, til Madam Sahl munter afbrød
<Ja vakt dokker no bare, ka dokker segjer, for eg forstaar no godtsaa Tysk, saa møkke dokker vet det. Eg trur 'kje Mandfolkene for godt, naar de begønner te spikke udenlandsk.»
<Dansk, dansk!» raabte Sahl: «Fraværende — nærværende — og dem som kommer færende» — og ved de sidste Ord demonstrerede han for Jomfru Brouwer og fik alles begeistrede Til- slutning uden Madammens, som strax hævede Taffelet.
VI.
Piber, Tobaksposer og Fyrtøi kom frem, iverkarlen, som var for beskeden til at føre Pibe med, tog til Skraaen.
Punschebollen kom paa Bordet, og Mæk- leren, som talte lidt geliufigere Tysk end de andre, sad i Sofaen og konverserede Jomfru Brouwer; mens Præsten, som huskede Gram- matikken bedst, strakte Øren og lyttede efter Feilene.
[41]Og hvergang noget morsomt blev fortalt, raabte Sahl: «Kone, Kone!» Hun maatte høre alt, baade af ham og andre. Og hun, som havde hørt Cargadørhistorierne hundre Gange, var dog den første til at bede sin «Søleven» fortælle dem igjen, «for der var ikje nokken som fortalte saa fornøieligt som han; og alle- steder har han vært og; rundt hele Atlasken; baade i China og Ægyften.»
Sahl og Selskabet vilde intet heller. Og den svære Mand fortalte og gestikulerede med hele Kroppen; ja gik, naar Iveren var paa det højeste, frem paa Gulvet og agerede, med Bux- erne opkiltrede, efter den lange Sidden, og de hvide Strømperister synlige over Skoene.
Denne sceniske Fremstilling af den store, godmodige Mand var det, som altid gjorde For- tællingerne lige friske og fornøielige — selv for Madam Sahl.
eMit Mesterstykke som Cargadør gjorde jeg uden Læreaar. Jeg blev kaldet fra min Mors Enkesæde i «Strømmen» — naturligvis stod min ædle Ven og Fætter Berendt Willem van Gelder Dag — for at følge den franske Kaptein Bene- man til Douarnener og sælge en Rognlast.
Aldrig. havde jeg handlet før, og aldrig havde jeg faret tilsjøs før:
[42]Syg og elendig laa jeg i en Køie, som ikke rummede halve Sahl, og brølte gjorde jeg, saa kuden kunde revne, mest paa: Vand! Men ingen forstod mig, før jeg selv krøb paa alle e op paa Dækket (nu reiste Sahl sig og krøb) lige hen il Vandfadet og pegte
<Ah! de Veau! de Feau!> raabte Monsie Beneman. Og saaledes lærte Sahl, hvad Van heder paa Fransk.
Saa gik det Resten af Nordsjøen med Aa! og Feau! til jeg endelig kom radbrækket frem. Og jeg blev sandelig ikke rankere aandelig hel- ler, da jeg kom op paa Børsen, hvor tre—fire Bergensskippere, som allerede laa der og holdt halsstarrig paa Rognen, skulede til mig og friste af mig. Som om ikke de skulde kunne sælge en Rognlast bedre end hvilkensomhelst rgadør, helst en saadan en
Sardinfisket var akkurat begyndt Dagen og Rognen i første Stigen. ” Og jeg, arme , vidste jo hverken ud eller ind, naar Kjøb- mændene kom og bød mig. Men Beneman var hvert Øieblik henne hos mig og hviskede: «Vender, Monsieur Sahl, vendez!>
Og lige før Børsen sluttede, solgte jeg Lasten til høistbydende, mens Bergensskipperne satte op en Haanlatter.
[43]Dagen efter var og blev det forbi med Sardinfisket, hvorlænge saa de andre Skippere ventede. Rognen faldt forfærdeligt, for ingen havde Brug for den.
Og da jeg kom hjem, var der et Skryd øver hele Byen: «Ja Cargadør Sahl, han kan sælge.» . . . «En saadan Cargadør, jo han be- taler sig nok» 0. 5. v
<Ha-ha!> lo Madam Sahl og kneb Skriveret i Armen med en Triumf, som om hendes «Søte- ven» havde gjort sit coup i samme Stund — svar kje det fornøieligt? Og saa i Kronstadt, søte Ven — bablio-pobsky !>
Ja saa var det i Kronstadt,» fortsatte Sahl oprømt. <Jeg havde faaet Parblen, da jeg sik op af Dokken, et fortvilet, russisk Ord, som jeg naturligvis havde glemt, før jeg kom op til min Ven, endsige da jeg sent paa Natten kom i ly
kelig Stemning nedover fra ham.
Jo nærmere jeg kom Dokporten, des mere forlegen blev jeg; men da jeg kom lige ind paa Skildvagten, pustede jeg mig op i ren Fortvi: lelse og stormede lige paa ham, mens jeg brølte: Polskoblio-knuski-dowski, saa Manden gik bag- lænds af Forfærdelse,» og imens rendte Sahl demonstrerende og brølende ligeover hele Præ- sten, som skulde banke ud sin Pibe.
[44]ri
Saaledes gik det udover Aftenen Slag i Slag. Sahl spillede Rollen alene og fortalte om Reisen til Konigsberg og alle dens Fataliteter. De laa for Contrair i Flekkerø og Sahl stampede utaal- modig op og ned Trapperne. Men Sjøgutterne fornøiede sig de og syntes: jo langsommere des bedre; for da kom jo deres Hyre krybende ind Spygattet af sig selv.
Sahl prøvede at modsige og overbevise dem, men naar de ikke vilde give sig, saa gav han efter i Godslighed og gjentog: <Fred for alt! Fred for alt! — Du har Ret, du har Ret! — Alt er godt — men ikke alt ligegodt.>
Og saa snart igjen hen til Matroserne for at løve en Dram for føielig Vind.
Da kom Matroserne styrtende ned Kahyts- trappen ved allermindste Udsigt til føieligt Veir pikkede paa Døren og raabte
«Hr. Cargadør, Hr. Cargadør, god Vind i Vente st
Og saa kom Sahl godtroende og straalende frem i Kappen, med Flasken i den ene Haand og Glasset i den anden; og en for en fik Mand- skabet Audients, med Huen i Haand og Buk før og efter Skjænken.
I Kønigsberg gik det galant med Silden ; og der traf han den berømte Skipper van Marken
[45]fra Harlingen, hvis Bekjendtskab han ikke vilde undværet for meget godt. For naar van Marken skulde frem og tegne under Konosse- menterne, trak han Trøien af som til et Kjæmpetag og steg frem saa Gulvet dissede. Og saa stregede han bare et drabeligt Kors istedetfor Navn.
Var der saa nogen, som ikke kjendte ham og lo, da saa van Marken bred og selvgod paa dem, pegte og svarede:
Myn kruys is door de wereld bekend, mynheer*
Og Skipperkoret nikkede og mumlede Oh jes, I think, that "Il do; that ”Il do!
Tilslut var Sahl avanceret til Cargadør for et af det asiatiske Compagnies Skibe paa China- tur. Havde spist alskens løjerlige Retter med Træpinder; kunde synge efter, som Chineserne sang, naar de roede sine Junker; havde besøgt sin Onkel, Generalkonsul van Gelders Ve Guvernøren i Tranquebar, og da denne paa den Aarstid laa paa en længer oppe i Landet, havde Sahl faaet hele hans Byslot overladt til Residents — baade med Slaver og andre østerlandske Herligheder — aa jo.
[46]:Aa jo!» sa Skriveren og puffede i Madam Sahl
Endelig kom Selskabet i Sengene, hvor Juffrouw Browwer cop zyn hollandsch» havde gjort det lunt og godt mellem Edderdunsdynerne ved Hjælp af Varmeflasker; og snart sov hele Øen, uden Mikkal Fyrdreng, som ruslede paa Vardeberget og passede Fyren. Det var et Jernristbaal paa en høi Vippe, som Sahl under- holdt privat efter god Tradition.
Hans Bedstefar, Cancellieassessoren, reist det først. Og selv oppe i Byen gik endnu det fremsynte Ord efter ham, at «det var vig- tigere at faa Fyrer langs Leden end Lygter i Bergens Gader»
VII.
Stæren sad paa Taget, knebrede med Næb- bet og bruste Fjær mod Morgensolen. du alt saa fixe?» hilste Mikkal Fyr- dreng fornøjet og ovenpaa, til alle Sider. Han var sig saa bevidst, som han havde røde Rænder i Bux For han var Øens eneste Stykke Bestillings- and, Fyrdreng, Klokkerdreng og «før edfæstet» Sjøretsmedlem ligesom selveste Sahl.
[47]Derfor gik han i Lag med de byklædte og Hollænderen, da de drog bort til Hammeren i Besigtelses- og Skjønsforretning
cJa misand! han Mikkal var ikje mindre Karen, end at han gjek midt imellem Skrivaren og gamle Sahl og Missionærane for Skjeb og Last; han Mikkal du, ja han havde de regtig baade Gagn og Æra af.»
Saa mumlede de nysgj bag efter
Der stod bare en brukket Skulder af Skroget frem over Vandet, og Stranden var fyldt af Vraggods, saa det var utvilsomt, at Skibet var kondemneret. Og Lasten, som bestod af Mur- og Tagsten, var sunket eller sønderslaaet.
eHer,» sa" Mikkal Fyrdreng, svar slettes ingjen Ting te dispentera om, for vække var vække, enten Retten saag Sagen an ind-direkta heller ud-direkta.
Efterpaa optoges Sjøforkla Sahls store Stue. Da et af Vidnerne, Matros Piet Mensinga, ikke kunde forklare sig paa det norske Sprog, skulde Retten antage en Tolk mod nærmere bestemt Godtgjørelse
Men nu havde Præsten allerede kriticeret dem saa grundig, de som havde forsøgt at kon- versere Jomfru Brouwer; og disputeret om Tysk
ige, som fulgte
[48]havde de alle gjort hele Morgenen, ligefra Dorthe Stadsmø havde vækket dem med Kaffeen paa Sengen — i den Grad, at det var umuligt at faa nogen til at være Tolk.
Der blev et rent Kjævl af det, saa Sahl reiste værdigere end alle og raabte: Fred! Fred! Og Almuen nikkede og mumlede tilfreds: «Ka segjer Sahl? Fred, segjer Sahl.» Og saa blev det Sahl stakkar, som i store Godmodighed paatog sig at fungere som Tolk. Fred fremfor alt.
Med præsteligt Alvor og Salvelse foreholdt han — efter den norske Lov 2: nach dem nor- wegischen Lage — Matrosen Edens Hellighed og Vigtigheden af at tale sandt.
Haben Sie vor in diesem Gebete ge-
wesen?» — — — —
Det lykkedes ham desværre ikke altid at gjøre sig forstaaelig — og han hørte der kni- stes bag.
Men des alvorligere blev Sahl, mens Sveden perlede paa hans Pande, og det store, røde Bastestørklæde maatte frem.
Saa var det Edsformularen — det værste og alvorligste af alt.
Han bøjede sin svære Krop mod Skriveren. «Jeg lover og sværger»; og saa Sahl igjen til
[49]Matrosen, mens alle tre løftede Arm og Fingre efter hverandre
sleh lobe und swøre» .
eleh lobe und swøre,» gjentog Hollænderen
is Wahrheit su siegen — sagen — — «das Wahrheit su siegen — sagen — — cund niks su verdølgen» — «und niks st
verdålgen» — — —
Præst og Doktor stak hostende ud i Gangen for at storle. Men Mikkal Fyrdreng kremtede, strammede sig og saa paa Almuen i stolt Med- følelse af Embedets Høihed og Værdighed.
De stod pakket ind ad den aabne Dør Og forrest" Even Austmarken, som skulde saa nødig spytte og, og i lige stor Ærbødighed for Storstuens Gulv og Edens Hellighed, holdt fre sin egen Fod og spyttede paa sin gulhvide Strømpelæg, ;
Præsten kom hostende ind igjen. Og Al- muen undredes paa det, korledes det skulde gaa han Far paa Stolen imorgen, saa forsatte
af Kjøl som han var.
4— Cargadør Sal
[]VIII.
For næste Dag var det Søndag; og da var det Præstens Tur at tage Embedet paa Skuldre og de andres at kriticere.
m altid om Søndagen havde gamle Sahl faaet «Kværnhuset» paa. Kværnhuset var Ma- dam Sahls Navn paa hans svære, bredskyggede Silkehat.
Men idag var den ikke tung at bære; anderledes, naar Præsten ikke var derude, og det var jo hare fire Gange om Aaret han kom; for da læste Sahl i Kirken.
Da skred han derhen, med Kværnhuset paa Hovedet og Postillen under Armen, lang- som og værdig som en Patriark, og sukkende og blæsende af et oprigtigt Hjerte under Kaldets tunge Vægt.
Kommen ind Døren sænkede han Hatten dybt og steg langsomt og dybt bukkende — først til Kvindesiden, saa til Mandssiden — opad Gulvet, mens Søndagsstøvlerne knirkede omkap med de skrøbelige Brædter, og mens hele Almuen reiste sig og neiede eller bukkede igjen.
Men paa Stolen gik han aldrig. «Hvad siger Sahl?» sa Almuen. «Stolen er for den, som bærer Kappe og Krage.»
ine
[51]Den lille taarnløse Kirke Ia lige ved ren i Nordvig, paa Jørgens store, gode Bygselgaard; den bedst bebyggede, før Øen havde faaet Konge og Residents.
Thi før havde Jørgen Nordvig været etslags Nummer En. Han som hjalp Sahl til at byde over Tørres i Aakrehavn paa Auktionen. Og han, som i sin Ungdoms Kraft slog Næven i Bordet for Engelskmanden, endda de havde hele Øen fuld af «Sul
For Udvær var jo ræget ud af Landet,
næsten til Engeland; saa der sexcerte og hus: serte» de, som de vilde. linger laa igjen paa Øvelse, mens Skibene snusede langs Kysten. Saa sad Underoflicererne hos Jørgen Nord- en Dag og skulde ha” Mad; og Kjærringen s satte frem store Fad med Reinkorn-grød (Byg). Og den bar de Svinene udfor Døren og slog ud.
Men da satte han Jørgen Nordvi: i Bordet og bandte pa: spise Reinkorngrøden hans.
Lige efterpaa for de ud for Plaser — med den Chaluppen, de havde hos sig. Men da de kom nogle Mils Vei ind mellem Udholmerne, hvor de vel havde tænkt
terar:
Knogene det, at de skulde faa
seile — helst
[52]at rapse Smale (Faar), fik de en Vestenstorm over sig, saa de først naaede hjem -- baade slitne og sultne — ud paa næste Morgenpart.
Da satte Jørgen Nordvig samme Reinkorn- grøden frem igjen han — og spurgte, om de aa trudde, de kunde spise 'an. Og han saa ke andet.
Kirken rummede omtrent Øens Hundre Mennesker; og nu var de der ogsaa saagodt- som alle. Med samme andagtsblandede Inter- esse sad baade de fremmede og de indfødte og stirrede syngende pan Kirkens: maleriske Udstyr,
I Koret hang det store Billede af Caneellie- assessor Berman paa den ene Væg og Provst VWerners paa den anden. Paa Altertavlen kom Vagten for at gribe Jesus i Gethsemane; de to fremste og største havde røde Pindhuer paa Hovedet, og derfor var alle Børn saa <fornøide» (forundrede) over Gamlingerne paa Skare og Klovning, for de stavrede endnu om Husene i røde Pindhuer — og altsaa maatte det have dem. Lige saa vist holdt de Cancellie- assessoren for en af Apostlene.
Over Korbuen hang Kristian d. 7des grue- lige Syn. Rødt i Rødt. Blodstrimer som et Ris over Himmelen, og Blodflom over Jorden
[53]— til Tegn paa de Straffedomme, som skulde komme over Jorderige,
Og saa ct Billede til, som Kvinderne fun- derede lige saa opmærksomt paa, som Mændene paa Blodbadet; det var Jeremiæ Syn om den sydende Potte, saa livagtig som du skulde set Jan ; det var reint som Eimen stod ud af Tavlen
Midt i Skibet hang det store, danske, fuld- riggede Orlogsskib, som gamle Sahl havde havt med fra Kjøbenhavn og ladet ophænge til Ære for Kirken, da han blev dens Patron.
Og Ungfolkets Opmærksomhed vandrede mellem Orlogsskibet og alle Navnebrædlene, som var opspigrede langs begge Kirke-Skibets Vægge. Det skinnede af blaat og rødt og Guld ; og der var saamange udenlandske Navne at stave og tyde paa; og der var saamangen Dyst paa Havet at mindes med Tak til Gud; thi som Votivtavler var de alle ophængte, efter gammel, skjøn Sæd paa Udvær.
Den sidste havde Vemund i Beite just op- hængt i Ugen. Han og Kristian i Krogen havde roet Lodsen ud for et Par Maaneder siden; for Dampbaaden Nordkap kom og flagede efter Lods. Stiv Sydostkuling og knagende Frost. Og aaben Baad uden Seil og Øskar. Ingen Mad og lidet til Kæder. Men
[54]5t
alligevel var de ikke saa nøie paa en Sjøskvæt over Toften de sad paa. De var jo som en Slags Vandfug! alle Udværingerne; og Karmø- buen havde ikke for ingenting det Ord paa
dem, at «dei trivdes inkje, dei Udvær, med
dre dei vart vaade i Sæde»
Alligevel saa var det naa harmeligt, at jampen ikje bar op mod dem; men de kunde da aldrig tro andet, end han: vilde gaa op under Land igjen med dem, for at ro sig til- bagers mod Veiret blev baade for langt og for tungt:
Men Chefen, en stor Sjøofficer, lod ikke til at tænke det Gran paa dem. Han vilde bare ha' Lodsen han. De holdt sig fast under Hjulkassen og raabte. Men han hverken saa dem eller vilde se dem. Saa snart Brændevins- buttelen var langet ned, kommanderte han bare Kast los! med en stolt Stemme, som var det en Tordenskjoldsdaad at drive med Guldknap- per paa Brædtet og drage i de lange Whisk
Vemund sprang op paa Hjulkassen og vilde fortøie, mens Spruten stod over Baaden; men Styrmanden slængte Fangelinen ud. Da drev Vemund til ham, saa baade han og den guld- randede Huen hans faldt bagover hver sin Vei — og dermed jumpede han i Sjøen og svøm
[55]mede til Baaden, for alene skulde Kammeraten ikke være i slig Lægerval.
Stormen tog til; de maatte ro unda Veiret og lægge ind for Natten paa en ubebygget Ud- holme. Vemund holdt paa at fryse ihjel: og det som bergede ham var, at tog Rygtag med ham ender og da
Da de tog paa Sjøen igjen om Morgenen, fandt Vemund i Stranden et gjildt Navnebrædt Albion, og sagde strax: Kommer me vel hjem efter dette Basketaget, saa vil eg hænga dette Bræd- tet i Kjerken til Tak. — Og nu hang det der
Mikkal Fyrdreng kkædde Præsten for Al- teret; og — den du! jamen var han ikje saa handige paa Fingrane som ei Jenta.
Og Præsten holdt Paaskeprækk; endda det var fjorten Dage efter Paaske; fo prækk havde de ikke havt paa Udvær, og Paaskeprækk maatte de have
Og det likte Sahl udmærket godt; for det var om de to gode Venner, som vandrede men til Emmaus; om godt Venskab i Livets Samvandring, under den almægtige og alvidende Guds usynlige Ledsagelse. Stakkar, han tænkte vexelvis paa «sig og Kone» og paa «sig og Berendt Willem», og var saa rørt, at det røde Bastestørklæde maatte frem. Aa nei, hvor Gud
tian i Krogen
[56]var god — og hvor alle Mennesker var gode — og hvor alt var godt.
Efter Prækken lyste Præsten af og lagde et Anstrøg af forhaabningsfuld Munterhed over det hele, idet han sagde: «Saa skal jeg igjen aflyse det Ægteskab, som jeg sidst tillyste for bare, unge Karl Nils Mikkalsen Beinin- gen og den dydige Pige Serina Brækkestø. Den unge Mand har siden den Tid fattet et andet Sind og sluttede, at det er bedre at stemme i Bækken end i Aaen; altsaa er denne unge Pige endnu at faa for den, som maatte have Hu til hendes Ungdoms Ynde.>
Saa kom Børnene frem til Daabs. Og idet- estens Haand øste Vandet med de hellige Indstiftelsesord, saa alle de indfødte opad mod den hvide, udskaarne Due, som hang ovenover i et Kabeltoug. Jo-ho, du — ganske rigtig, nu dalede den ned over Barnet.
Ja sandelig havde de ikje svære Glæe af han Mikkal, ja, for han passde saa akkuratt te fira og segja Amén paa same Menuden.
Og saa — fixt op med Duen igjen, forat den kunde dale ned paa næste Barn.
Efter Tjenesten samledes man ude paa den snaue Kirkegaard, hvor Jordfæstelsen af de begravede Hollændere skulde foregaa.
den a
amme Pr
[57]Mikkal vinkede pan Hylekonerne, for de var saa enfoldige og bibelske endda derude, at de holdt Hylekoner, som flyttede fra Grav- houg til Gravhoug, skreg hjerteskjærende midt under Præstens Tale og græd virkelige Taarer, om det saa trængtes paa tre Grave itræk.
Præsten talte rørende ved Kapteinens Gra Og Hylekonerne var 'kje mindre gode idag Sahls Læber skalv. Og da Stokken blev halet op, og de tre Spader faldt, stod han ved Siden f Jomfru Brouwer, lagde sin Arm beskyttende om hendes Skulder — og hun lagde hulkende sit Hoved mod hans store Bryst.
Da mistede Madam Sahl den Tilbøielighed til Taarer, som havde holdt paa at overfi hende. Hun kom sig kvikt derhen, tog Sahl fast i den anden Arm og sagde kontant: «Ok ja, Mor, me skal jo alle den Veien!>
IX.
Snart i et Aar havde Sahl atter levet i den hed derude, midt mellem Himmelens og Havets Uendelighed. En eneste Gang, sen- høstes, var Ensomheden bleven afbrudt ved en Uges Besøg af Berendt Willems prægtige Bygsler og Skipper, Huun paa Strømmen:
store $
[58]Med ham havde Sahl faaet mangen god Sending fra Kloster. Og med ham havde Sahl sendt tre fede Mortens-Gjæs tilbage: for Gjæs- sene trivedes udmærket i det milde Havklima og den vandsyge Dal: og Sahls Toulouse var hans Stolthed
Men forresten var det Maaned ind og Maa- ned ud som at gan paa et Skibsdæk, rundt Kap Horn eller det gode Haab,
Og de blev baade hy Sahls mørke Perioder, da I det store Bryst sukkede; da han nynnede sin Figaro-Stump og — savnede Børn.
Foruden den daglige Tur og de daglige Veirobservationer havde han forsøgt at faa lidt mere at bestille ved at lære Øens Ungdom at læse og regne.
ppigere og længere ben hang sid og
Men. han var altfor utaalmodig, stampede rundt paa Gulvet og raabte: «Den som vil lære af Sahl, maa lære fort! Den som vil lære af Sahl, maa lære fort!» Og snart var hele Aften- skolen døet hen,
En anden Ting havde Madammen forsøgt. Mikkal Fyrdrengs sexam le-Mikkal kom
hver Søndag Morgen tidlig og klædte sig af og laa i Omhængssengen hos Sahl, naar Madam- men var stanet op — og fik Kaffesukker og
[59]lange Kavringer og Historier; og et stort og et lidet Barn lo hjerteligt sammen.
Men det hjalp ikke mod hi Svaghed, og altsaa heller ikke mod det knugende Mørke, som bestandig fulgte, og som blev tæt- tere og tættere.
Som en Sjeldenhed fik de en Uge skikke- ligt Snefald og dermed Vei over hele Dalen. Det gav ogsaa Tidsfordriv nogle Dage. Han fik med stort Opstyr den gamle herlige Age- slæde ned af Loftet; viste frem de elegante Udskjæringer, som fremover løb ud i et Dyre- hoved, ovenpaa hvilket en stor, forgyldt, ud- skaaren Amorin sad — og san de fornøielige Skøiteløbsscener, som var malede paa Udsiden af Sædet, og Herren med den trekantede Hat, som sad i sin Dames Fang.
Han gjorde de mest rørende Forsøg paa at faa BrouwerZmed, men «Kone, Kone» p: sede som en Smed paa at forhindre det. ge hon vilde, ka skulde han saa den Tøsen efter.»
Og saa kjørte Sahl alene; Dag ud og Dag ind, saalænge Sneen laa, fra Sørvig til Nord- vig. Tre Gange frem og tilbage om Formid- dagen med Fix, og tre Gange om Eftermiddagen med Fax.
ns Fristelse og
[]jælderne klang; Somdu og Spør'an før gjøende omkring, og hele Øens Befolkning stod paa Tunene og gabte paa dette kongelige Optog. Ligetil de gamle Pindhuer i Skare og Klov- ning, som var henved 100 Aar og næsten baade blinde og døve, sa maatte de ud i Døren, saa de kunde faa mimre og myse mod denne even- ge Pragt og Herlighed. Men Sneen gik sin Vei, og Barfrosten ko Da fandt Øens største Barn, som havde faaet Mersmag paa Vinterglæderne, paa noget nyt. Øen havde et eneste lidet Vand, Laugar- vandet; didop — op bratte Uren — skulde Øens Ungdom hære Ageslæden, og saa skulde de trække den paa Skøiter, og Browwer skulde faa vise sin frisiske Skøitekunst. Stakkar, han sandste ikke Vanskelighederne, før han stod for dem. Han saa paa Browwer under Forberedel- serne, og hun forstod saa godt halvkvædet Vise; men «Kone, Kone» forstod den endnu bedre og satte hende til Væven og sig selv til Spolerokken Det var ligesom Legen havde tabt sig for Barnet. Men efter Ungdommen stavrede I og da de stod fast med Slæden i en storstenet tog Sahl den tungtbeslagne Doning paa strak Arm og løftede den op paa Blokken.
[61]sr
I Skrinet var der fuldstappet med Kringler, Øl og Franskbrændevin. Og nu blev der Leven paa det øde Laugarvand. Jenterne skred og skreg, og Gutterne spændte Skøiter paa og trak det største Barn rundt og rundt i sin Kane, mens han trakterte rundt og rundt i det uendelige.
Men saa let Barn har for at glemme Sor- ger, saa løftede han alligevel stadig sine side g og saa nedover Søkket og tænkte tænk om Brouwer kom nu alligevel. Imidlertid — Vinterglæden var kort; og Ensomheden og Uvirksomheden føltes desto dybere efterpaa i den evige Væde og Vind.
Og saa blev Brouwer saa stram efter hvert, og ofte bitter endog mod Sahl. Havde hun fra først været ømfindtlig bare af Frygt for at være til Bryderi, saa blev hun det nu dobbelt, da hun syn- tes at være i Veien for den gamle Bedstemor af en Kone. Saa frisisk stolt var hun, at hun baade i Tide og i Utide blev vanskelig at omgaaes.
Sahl stakkar kom rent mellem Ild og Vand. Ænsede han hende, var det galt for hans gamle Hustru; og ænsede han hende ikke, var det Brouwer et Tegn paa, at hun var begge til Besvær; ja, en Kveld begyndte hun csandelig meg te faa Begavinger»
+ Begavinger 2: Krampe
[62]Da rømte Sahl i sin store Angst og i sin store Tørst efter Fred ned i Borgstuen
Der blev han vel modtagen. Sven Raads- dreng forsikrede Gamle-Guri lige op i Øinene, at Sahl var lige cadskillige» (udmærket) mod de simple, som han var «modtagelige» (gjæstfri) mod de
Og Gamle-Guri fortsatte til Sahls enfoldige Fornøielse at synge af sin gamle <«Fuldkommen Psalmebog» om Eliezers Sendelse.
ne.
<Abraham kalder sin gjæveste svend, som forestood huset met ære
du Jeg din hand under min lend, svær mig ved himlens Herre,
at du vilt være mig huld oe troe
oe hente min søn en good hustrue
derfra som jeg dig viser
Sangen fulgtes med Interesse alle de to og tredive Vers igjennem. Der var malerisk Enfold paa den ene Side og Hunger efter Underhold- ning paa den anden. Og jamen var der ikje saa møgje te Mundhus paa denne gamlaa, at det var en Hændelse, var det.
Men Sven han tykte det han, at dette var det venaste Verset
Udenfor staden der staar en brond, der vilde den svend først hvile, at wederquæge camele oc tiund,
[63]som færdtes de mange mile; da kom af staden met krus oc spand de skjønne jo saa noie hand dennem beskuer.
fruer at hente vand
for han kom ihug de mange Mile, han saa tidt havde reist med Melder (Korn til Maling) for sin Herre, og de unge Piger ved Møllen paa Kloster.
Efterpaa sang Gamle-Guri den lange, male- iske Salme om Job, med Omkvædet: Gud laaner oe tager, hand giver igjen — saa rigelig.
Da var hun saa tør og anpusten, Gamle- Guri, at hun vandt ikke mer. Men tie kunde hun ikke, og saa tog hun paa med gamle Da'er.
Ja da var det andet te Præster; for de havde den Helligaand de, saa de kunde bakse og slages baade med Døden og Sattan. Men naa! Vi har det godt, Gi ad siger Sahl? faldt han selv strax ind i Fredens Navn. sJa—e—ja! Men tænk naa paa Proust Werner og han Sven Vigen, du Han maatte daa pent ner i Graven igjen, enddaa han støt gik igjen efter Pengane sine. Kom han ikje vandrande or Kjerregaarden, bleike og vilde — helt tilhusar, men han Werner gjek tilbars med han, han, og det sturt aleina — helt til Kjerre-
[64]garden — og mante han neri Tomme for Tomme, saa han aldrig kom fram mer. ser en daa ”kje nan tedags.»
eVi har det godt, siger Sahl, vi har det godt, Guri. Her er jo ingen døde at mane ned nu, er her vel? Og er ikke det det aller- bedste? Vi har det godt, Guri.>
Nu kom Madammen farende ind: <End ter han ikje her, naar Huun har log- gen til Bryggen!»
X.
Ja sandelig, var ikke baade Huun og Hjortdahl komne, hver med sin Jagt
Hjortdal var en kjær Ven og Bykjøb- mand, som hver Vaar kom og drev den Tusk- handel med Øens Folk, som Sahl havde for liden praktisk Sans og for meget nobelt Hjerte-
lag til at drive.
t aparte Menneske, sa' Sahl. Sabl traf bare hæderlige og elskværdige Mennesker i Verden, fordi han selv var saa elskværdig. Der var fast ingen onde Mennesker til; og tet ondt heller — ikke engang Klumperne
i Grøden.
[65]Hvad Værbuen havde at afhænde efter Vin- terens Felttog, det kom nu Hjortdahl for at hente: Raaskjær Sci og Lange, som var vind- tørket i Galgerne; Rogn og Lever, Tran og Sild. Ja nu var der nok af Sild, for mu blev der jo efterhvert bedre Tilgang paa Salt.
Og isteden fik de Salt og Korn og Koloni: og Manuf:
Ja, kjær var Hjortdahl: men endnu kjærere var Huun, for med ham fulgte der ren Kloster- duft. Om Sommeren får han sine faste sex Ture paa Hamburg med Stykgods og Passa- gerer. De sidste gik gjerne frit med, for det zar helst Kjøbmænd, som skulde hente Varer og betalte Fragt nok for dem. Baade Manu- faktur- og Kolonialvarer tog de jo endnu fra Grossisterne i Hamburg.
Men om Vinteren førte Huun den store Danskejagten og kredsede nærmere om sit Her- skab.
De kom ikke op i Sahls Stue, før Huun maatte fortælle, Det vil sige, Sahl fortalte selv, for han vidste saa vel, hvordan det gik til — og Huun bare svarte: «Ja» og cakkurat»
«Berendt Willem fulgte med til Bukken, ikke sandt? Og Fruen og, ikke sandt? Og Børnene? Og Veiret var godt? Og paa Dæk-
3 — Carsader Sad
[66]ket spillede du Børnene og lagede Disser til dem — ikke sandt? — Hva ba? — Og saa di- skede du op med Middagen i den store Agter- kahytten; jo da er Danskejagten god, du; der findes ikke Jagtekahyt som i den. Og Steg og Pudding, ikke sandt?
Kone, Kone, kom ind og hør, hvad Huun fortæller om vore kjære Venner.»
<Og saa havde du Speilsbaaden paa Slæb, ikke sandt? Med Puder i — og det hollandske Flag, som slæbte Snippen i Vandet. De har nu vel det gamle endnu med «de batavische Republique» i Guldbogstaver paa det hv Felt? Aa aa
Den svære Mand reiste sig og strakte Ar- mene ud. «Kone, Kone, kan du tænke dig, hvor høitideligt?>
Og den samme Høitid, som havde ligget over baade Børn og Besætning, naar Fru Gelder, under Huuns Kanoners Dundren, skred ned i den smykkede Baad og førtes til Agter hynden — den samme Høitid straalede af Sahl, mens han gjenkaldte sig det — og fortsatte
sOg saa roede de ind til Wilhelmsen i Bukken og stod og viftede i Vinduerne paa den store Sovesalen, ikke sandt?»
Jo vist var det ret og rigtigt altsammen.
[67]Madammen spurgte helst efter Jeneralkon- selen. Og Huun kunde fortælle, han havde været i Stads i Byen paa Vingebaaden, for det havde været en fremmed Prinds i Byen.
Men da tog Madammen Teten. «I fuld Mun- dur — end sø'e! Trikånti Hat — og den blaae Uniformsfrakken — og smale, kvite Casimirs Pantalons i blanke Støvler — og Linkammer- dugskryds?> Hun tænkte sig ham akkurat som gamle Generalkonsulen.
Ok Sahlemand, den som kunde set han; eg er sikker paa, han havde kvite, sviklede Silkestrømper og — End si'e, maatte han pønte seg engang han og; ja det er no ikje hanses Natur.»
Det faldt haardt nok for Sahl ikke at kunne flyve de kjære Venner imøde; ikke engang i Breve; for den Pakke, som Huun bragte fra dem, maatte ikke aabnes før i næste Uge paa Sahls Geburtsdag.
Men langt paa Nat maatte Huun fortælle, det vil sige, lade Sahl fortælle.
Det sidste Nummer var F nye Salop, som Huun havde kjøbt hjem fra Hamburg
«Hvad havde du med til at kjøbe den for? Otte Tønder Sild i Storbaaden. Ja jeg kan
u van Gelders
øst.
[68]tænke, Berendt Willem gav dig ikke mindre. Og hvad for en Mækler var du hos? Voss i Altona? Hva ba? Reimers? Nei var du vir- kelig hos gamle Reimers? Og Fruen hans fulgte kanske selv med for at passe Saloppen? vist, javist! Det var rimeligt. Men det gjør hun ikke for nogen anden i Byen end van Gelder sine, ikke sandt Huun Far? Nei der skulde vel være Forskjel paa Folk. Kone, Kone!»
«Kone, Kone» var ovenepaa» baade med Brouwer og Dorthe Si krukkerne i de klamme Linlærredslagen; alle vilde de se efter, at Propperne stod ordentlig fast i de gamle Geneverkrukker. At det ikke skulde gaa som ved Nytaarstider, da Præsten var der og vaagnede i en dyvaad Seng.
eMen kafor tog han di ikje utor, i Plassen for te ligge seg paa di, Tussen?>
«Kone, Kone,» raabte Sahl op af Trappen. eDu har jo ikke hørt om den nye Hamburger: saloppen til Louise.»
Aa Huun, det maa du endelig fortælle om igjen for min Kone.» Og omigjen blev det fortalt — af Sahl.
Da de ruslede ovenpaa, spurgte Hjortdahl Madammen, hvorledes det gik med Brouwer
dsmø og lagde Varme-
[69]«Pyt hon! Hon finner seg nok tilrettes. Hon gaar saamen saa frøntelig ind og ul, som hon hadde oppeholdt seg her hele Livet, og som hon ede Halledelen i ever og bil. — Jo, der har me tat os nokke paa, kan Di tru»
XI.
Nu kom første, lunkne Vaarbløden. Det øste ustanseligt ned i to Dage og to Nætter.
Inde i Landet gik der Skred. Og mellen Lyngbakkerne paa den flade Jæderkyst skar Vandet ned i Auren og lagde graa Kanaler langs de vaskede Veie.
Paa Kongeveien støvlede Bønderne, hver paa sit Veistykke — i Sydvest og Oljetrøie — Dag en vasblank Hest og en vastrukken Kjærre — og med en skranglende Spade i Haanden. Det var ikke andet end at vele Veiter Dagen rundt, for at det graadige Vand ikke skulde æde paa Veilegemet.
Sagde de noget hen til hinanden, var det helst et taaligt: <Riggen og Rada!" Riggen og Raadal>
+ niggen og Haada 2: Hegn og Raaddenskab.
[]Men nu kom Morgentrækken ind af de aabne Havsvinduer, luftede op i hele Jæderstuen og slængte Skydynerne op over alle Fjeldryggene.
Og langt derude laa Øen, vaad og blank som et spylet Dæk; Vand omkring, Vand over og Vand under — i den allerede før saa vand- syge Dal,
Ud af en vastrukken Laavedør stak et 7i- noberrødt Fjæs med blakke Øienbryn, lettede paa sig og saa først op med det venstre Øie, saa med: det hi
«Ja misan trur eg ikje naa, at han verte ligare, saa sandt han helde seg.»
«Fransk Brændevin som Vatten,» raabte de nede hos Ananias i Boden. For fisket det havde de gjort, saa det forslog, det skulde nok vise sig idag paa Opgjørsdagen.
«Fransk Brændevin som Vatten,» larmede og raabte de. Det Ord havde de efter Store- Magne. Han havde en Eftermiddag i Vinter stængt en svær Las Sild, og saa varm og staa- kende støvlet op til Ananias og skreget: «Fransk Brændevin som Vatten.» Men næste Morgen havde Laasen været tom; en Storm af Sydvest havde sprængt den.
Den Tid var forbi, da gamle Jørgen Nord- sad for Bordenden med store Pengehaugen
[71]og delte Vinterens Udbytte. Først en Tidaler- Seddel tilmands, saalangt Tidaler-Sedlerne rak ; saa en Femmer; saa en Dalerseddel, saa Sølv og Kobber: akkurat som Børn parterer en Nøddetallerken.
Til Værbuernes store Forun I paa Forhaand regnet ud, hvormeget der idethele kom paa hv baade for Arbeid, Notepart og forskjellig Slags Lod.
Naar han sad med det Regnestykke for Bordenden, stirrede de paa ham som på Troldmand.
Nu sad de der atter. Sahl og Hjortdahl ved Bordet i Borgstuen, og Folket rundt Bænkene
Ved Sahls Stol var der et stort Rottehul i Væggen; i det stoppede han sit Bastestørklæde for at have det ved Haanden.
<Sjaa pan Sahl du! Sahl er "kje raadlaus, du,» mumlede Folket. Og Sahl hørte det med patriarkalsk Tilfredshed, mens han førte Pen- nen og regnede.
Det blev et udmærket Udbytte, især for Sahl, som skulde have for Halvparten af Red- skaberne, foruden Landslod og Kirkelod.
Man hørte i Stilheden Rotterne ramle bag
Væggen.
g havde
en
[72]Men da Regnskabet blev læst op, hørte man ogsaa nogen Knurring længst bort i Kræ- erne. Almuen havde kjøbt formeget af Sahl sit franske Brændevin.
Og Store-Magne, som havde baade Modet og Kjæften, fik frem, at Kirkelodden blev for stor iaar, der maatte gjøres Afslag paa den.
Sahl greb efter Lommetørklædet, men jamen havde ikke Rotterne draget afsted med det.
<Sahl gjør med Fornøielse Afslag p: vens Tilkommende, naar nogen finder ligt. Hvad siger Sahl: Fred og atter Fred! — Hvormeget synes du, Magne, var passende for Kirken?»
Magne trak paa det.
Da reiste Sahl sig og sagde: «Nu skal ikke Sahl være inde her. Tal kun frem uden Skam for mig, Magne. Sahl begjærer en Lod først og en Lod sidst, og det er Fred og godt Venskab — og dermed gik han ventende ud i Gangen.
Det blev en drøi Venten. Men da han ved Døren hørte, at Hjorldahl slog i Bordet og raabte
«Nei mindre end 30 Daler for Kirken skal jeg være Mand for, at Sahl ikke tager imod»
[73]— saa slog Si «20 Daler skal Skilling mer.»
Ja en særdeles» Mand var det, det var jynd te segja andet; men han var værste mod seg sjølv.
For tænk han holdt sig ikke engang nu, mens Huun og Hjortdahl var der. Netop den Aften blev det saa rent galt, at han maatte ligge to Dage efterpaa.
Og var det nogen han skulde skjult sin Svaghed for, saa var det netop for Huun. For denne brave Klosterskipper levede for Slægtens Ære og Traditioner og saa med dyb Bedrøvelse, hvad de fine Embedsmænd lo af.
Allerede forrige Gang havde han nøie frit- tet Sven Raadsdreng ud, lært Øens triste Om: kvæd: Han er værste mod seg sjølv — og berettet alt ærligt til den unge Generalkonsul paa Kloster.
hl Døren op og sagde værdigt Sahl have for Kirken, ikke en
XII.
Endelig, Dagen før Jægterne skulde. gaa nord igjen, var det Sahls Geburtsdag, og han fik den efterlængtede Brevpakke. Et Brev fra
[74]hver af van Gelders Familie, efter den gode, gamle Skik; ja ligetil fra lille Willemand
<Godeste Ven og Fætter!
Tillykke med Dagen! At vi feire den alle vi, som høiagte Dig, og ønske Dig Sund- hed og mange gode Dage, veed Du. Men een Ting ligger mig idag mest paa Hjerte. Jeg længes efter at see Dig og Din Hustru i vor ærhed. Min Helbred er ikke altid brav, og mine Bekymringer af det store Sted med Værft, Fabrikker og Jordegods ere mange. Med cet Ord: jeg har det ofte ondt. En Ven af din Qualitet i min Nærhed kunde saare vel be- høves.
Derfor har jeg tænkt at bede Eder gjør mig den store Vennetjeneste — hvor huldt at have saa god en Ven, at jeg kan begjære det — at flytte for godt til vor Nærhed, nemlig til Hop, som nu staar ledig, da den gamle Byg- sler er død. Jeg ønskede, at Du overtog den som Din Eiendom. Du faar god Raad, naar Du sælger noget af Udvær før Din Flytning, baade dertil og til at bygge et standsmæssigt Huus. Saa kan Du modlage Din Skyld fra Udvær paa Dit nye Gods og leve som en Konge fremdeles.
[75]Maatte Du og Din ædle Hustrue samtykke heri, da blev jeg og min Louise lige lykkelige. Kom snart og hoe hos os, medens Huset paa Hop bygges.
Ja, godeste Ven, gid Dit nye Sted maatte blive Dig kjært, og at Du maatte nyde paa samme det sande Gode, som Du endnu ikke nogetsteds har nydt, det ønskes Dig af en huld Ven, der forbliver i Ordets egentlige Betydning at være din trofaste Ven og Fætter.
Berendt Willem.
P. S. Blytt er lykkelig til Riga arriveret og har solgt Silden til /s Sp. Rd. pr. Tønde, altsaa et stort Tab for mig. Din Sild har jeg maattet modtage, da Wold ikke vilde have den, uden maaske til Dit store Tab; jeg har derfor oplagt den paa Strømmenøstet, og i Ugen skal den eftersees med Lagning og Binding. Saa- ledes synes Din første Sildespekulation ikke at skulle lykkes.
Jægten bringer Dig dennegang Spiger, kelovne, Bord, Bolværk etc.»
Ogsaa Fru van Gelder indbød lige venligt i sit Brev og frydede sig til at have de gamle
Venner hos sig, «inden Høe-aandens herlige
[76]Dage begynder, hvor wederquægende da at tage sin Retirade sammen i Haven. Og hvor vente ikke Roser og Lavendler og Krusemønte paa, at Din kjære Hustru med sin gamle Dyg- tighed anvender dem til sit deilige Lugtevand, os alle til en behagelig Gave . . >
Og lille Willem Berendt sendte Tal. Store, klodsede Tal paa begge Sider af Papiret.
Ja den Dag fik gamle Sahl noget at tænke paa. Af alle de kjære Linjer huskede han bare en, og det var Berendt Willems Ord: Jeg h det ofte ondt.
Hans dyreba ondt.
sKone, Kone! Det betyder noget alvorligt, naar Berendt Willem siger, han har det ondt.»
Og det var sandt nok, for van Gelder var stik modsat af Sahl i saa Maade. Mens Sahl skreg op rundt hele Huset for et Loppestik, saa havde aldrig nogen hørt van Gelder beklage endda alle vidste han bar paa et sygeligt Legeme. Ofte nok havde Berendt Willem selv smilet — taus og behersket selv i sit naar Sahl gjorde Væsen af sine smaa Smerter
nens han selv ved sin naturlige Afdæmpethed var trænet til at tie, om saa en Finger blev hugget af.
e Ven og Fætter havde det
[77]Og saa skrive: «Jeg har det ofte ondt.» «Jeg maa til min bedste Ven! Kone, Kone; jeg maa til min Ven!»
«Ja vist fløtter me ja,» svarede Madammen med mangeslags tilfredse Bagtanker
«Hjortdahl og Huun, jeg maa herfra!»
Ja ja! den faamælte Huun mente det samme og var vel fornøiet med det. For han var inde i dette Kjærlighedens lille Rænkespil; han vidste, at van Gelder langtfra tænkte paa sig selv, men bare paa Sahl — og i Nobelhed skrev, som han skrev, for at give det Udseende af, at det var ham som absolut trængte Sahl. Den eneste Maade, hvorpaa han uden Krænkelse kunde rive sin Ven ud af Ensomhedens Fristelse.
Ak hvormange fine Vink havde han ikke forsøgt; men forgjæves, fordi han ikke kunde ende mod sin noble
overkomme at va og eiegode Fætter.
Ligefra 1836, da han havde faaet første Nys om Fristelsen og havde sendt ham sden bergenske Merkur», med tyk Understregen af Artikkelen om Franskmændenes Længsel efter at faa Napoleons Støv fra St. Helena til Paris, og Thiers's Frygt for, at 3. Millioner Fransk- nd vilde ledsage det fra Havnen til Vendome- Søilen — alt i Haab om, at hans godeste Ven
e nærga
[78]og Fætter skulde lægge Mærke til den taktfuldt ikke understrøgne Notits nedenunder: om det nye velsignelsesrige Afholdsselskab, som oprettet i Stavanger, og som allerede havde frugtet såvidt, at selv «Skibe gik ud uden Brændevin»
Ja i 1838 havde han sendt en Engel derud, sin egen, forgudede Louise. Han havde staaet paa Storhaugen og stirret efter hende, til Baden naaede Bukken, og saa gaaet ned og trøstet sig ved Willemands Vugge.
Og de to Maaneder, hun havde været der, havde alt været godt; men — saameget værre var det blevet efterpaa,
XIII.
Næste Dag var der et skikkeligt Behei Havde gamle Sahl Forretninger paa sig, større end den daglige at stille Sølvkalenderen og notere i Almanakken, saa fik nu Folk høre det. Men skulde han skrive et Brev, da var det rst. Det var rent som en Brig skulde gaa af Stabelen, mens han lagede sig til.
Og nu skulde han skrive baade til Berendt Willem og Louise og begge Børnene.
[79]Huset stod paa Ende; saa baade Madammen og Jomfru Brouwer lo i skjøn Endrægtighed, da de havde faaet ham til Sæde oppe paa Nye- arken foran Chatollet.
Blækhus, Sandhus, Fjær og Kniv, Papir, (Oblater og Signet, alt var endelig i Orden. Og da Brouwer tilsidst kom ind med Lak, sad han i Lænestolen og fegtede med sin Gaasepen for at fan Laget til den første Sving.
<Høy-ædle Ven og eneste Fætter! Naar Du lider, lider jeg. Derfor har Dit ellers saa kjære Brev fyldt mig med Bekymring og Længsel. Ja, hvad skal jeg vel sige? Her er Intet mere, som binder mig. Stedet og Folket her er mig saare kjære, om jeg i nogen Maade kunde hjælpe dem fremad. For min egen Skyld ved Du dog jeg ikke forbliver her. Øen er gaaet betydeligt fremad. Fisket voxer og Øens Værd voxer; og jeg kunde blevet en ig Mand, men jeg kan ikke, RW jeg formaar ej at berige mig ved andres Trældom. Nu kan de idlertid godt greie sig selv; de faar efterhvert selv Baade Nøter og Garn. — Jeg begjærer ikke Ar beskikkede Brød; jeg sælger billigst muligt og reiser til min ei gode Vens Nærhed, syg og sorgfuld som Du er.
od eller Rigdom, men
[]so
Ak, hvad er dog ikke Venskabet, Berendt Wil- lem; hvad er ej Venskabet for en blid Stjerne paa vores Livs Himmel. Jeg skulde glæde og opmuntre dig og opmuntres selv ved den blotte Tanke. O saadan er det rette Venskabs Engle-
Ak, meget og mangt kan Du tænke dig at jeg har at tale med den lille Ræst af Familie, jeg har tilbage. Thi ile vi til Hop, saasnart vi kan. Hos os er ellers alt ved det gamle; at høre det samme fra Fætter og hans er vores inderligste Bøn. Efter at have bedet den Algode tage Fætter med Hustru og Børn i sin trygge Varetægt hilse vi paa det ærbødigste og hjerteligste.»
Derunder satte han saa sit fulde Navn Jan Diderik Sahl og slog derom en Sl Snirkler, saa det gav samme pompøse Indtryk en Hells Portræt i Krudtrøgskyer. Sandhuset blev forsvarlig rystet udover de store, haarede Fingre knipsede i Papiret
Dernæst var det til Fruen: — — — «Du glædede os sandelig saare med din søsterlige Skrivelse; da vi modtoge dit herlige Brev, læste jeg det højt for alle, og vi alle, der kjende dit oprigtige og varmtfølende Hjerte, bleve dybt rørte. Idag har jeg atter læst det op for min
og
[81]s1
Kone alene, og atter bleve vi bevægede og tak- kede Gud, som gav os en saa trofast og ømt- følende Veninde. Du er, som min Kone s en kjær Søster for os. Maatte vi altid fortjene Dit Venskab og Agtelse.
Tak, Tak for Kagen. Du havde skildt Dig saare godt med Tillavningen, saa var Alles Me- ning. Du er som Din ærede Mand stadig i vore Tanker. Jeg forestiller mig idelig i min Phantasie Eder og Eders to søde Børn i Eders huslige Kreds. Stundom synes mig, at jeg sidder hos Eder i en fortrolig Samtale og har Dine vakre Børn paa mine Knæ, og en kjærlig Taare triller ned fra mit Øye paa disse smaae velsignede Engle. — Og naar jeg tænker p: at vi atter og ofte skal faa høre Dit behagelige Spil, som saa tidt har fornøyet mig, saa takker jeg den algode og gjentager: Alt som sker ei godt! — — —
Saa var det til lille Wibeke . . . «Du
ig ikke tilbage for Din kjære Moder i hendes smukke Talent paa Piano-Phorto. Hun har meddelt os, at du accompagnerer Dig selv paa det gamle Spinet og synger min Ynd- lingssang: Naar mit Øye er lukt. O, hv længes jeg efter at lytte dertil — og snart,
snart — — — 6 — Cargador Sahl.
[82]s2
Og endelig til lille Willem Berendt paa samme Ar
— «Ja sandelig vi ere høyligen blevne glædede og takke for Dine pæne Tal. Gud vel- signe Dig! Bliv ved saaledes at tiltage udj Flid og udj Dyd. Hvormeget vil ej dyrebare For- ældre elske Eder, hvormeget vil ej Eders Ven- ner blive glædet, hvormeget vil ej den, der har vendt Tiid og Fliid paa Eders Lærdom bli hædret. Alle gode Mennesker elske Eder, men mest Eders gamle Ven — — —
P. S. Kræ og Kra hilser Dig og Wibeke, og Fix og Fax og den store Toulouse-Gasse. Og Spøran og Somdu gjør af Henrykkelse over snart at komme i Eders Nærhed.>
XIV.
«Brouwer, Brouwer,» raabte Sahl Dag efter Dag; «Brouwer, Brouwer! tænk, nu faar De se van Gelder; og tale med ham — hollandsk!»
Og hvis Brouwer var i det gode Hjørne, smilede og nikkede hun og sagde: <Jei klæder mik.»
Men var hun i det onde, svarede hun til Sahls Betuttelse
[83]«Jei klæder mik ikke for nogen.»
Og Udværbuen! «Nei, nu er jeg saa nøiet», sa' den ene efter den anden, med Sorg i Ansigtet, da de hørte gamle dem. Og det endda de tjente paa det alle- sammen paa en Vis da.
For nu blev det en Tid, da Sahl gav fra sig baade det ene og det andet; og den som havde Sands for at være paagaaende, fik baade Gods og Regtigheder for ingen Ting eller godt som ingen Ting
Mikkal Fyrdreng fik Fyren for 30 Specie- daler og solgte den fem Aar efter til Stalen, som da skulde bygge ordentlig Fyrtaarn der- ude, mod en livsvarig Pension for ham og hans Arvinger i første Led, stor 100 Spd. aarlig
Ananias paa Boden fik Brændevinshande- len og den Landhandel, han dertil maatte ville knytte, for 100 Daler og blev paa fem Aar en hel Sabb.
Nogle betalte en Slik for at faa sin Bygsel- gaard til Odel og Fie; andre skulde komme til Hop med Skyld af Gaard, Nøter og Kirke, na de reiste til Klostermølle med Melder.
«Ja, kjære Venner, det er ikke for Pengene, de usle Penge; nei, det er ikke for Pengene; men jeg glæder mig til hver af Eder, som vil
ahl vilde forlade
[84]st
komme og besøge os. Hvor vil det ikke blive kjært for min Kone og mig at se Eder igjen og høre om Alt og Alle her paa denne Ø, hvor vi har tilbragt alle disse lykkelige Aar.»
Endelig nærmede Afreisen sig Hele Dalen skinnede saa smørgult af fed, stilketyk Vas- blom, at det skar i Øinene.
Fix og Fax fik travlt i det lyse, varme Juniveir med at trække alt Godset til Sørvig. For Sahl havde dobbelt Møblement. Hele Loftet og det ene Loftskammeret var fuldt af gammelt Gods efter Forældrene. Helt eller stykkerslaaet, det var ligemeget; han tilbad og gjemte alle Efterladenskaber og kunde ikke nænne at kas- sere noget. nd si'e, det du vil, me skal trække paa, søte Ven! Rosete Løb og kvite Stoler med guldforgyldte Rænder i — eg trur 'kje du er klog heller; de er jo ikje modérenes længer jo. Nei men, om eg vet, ka du vil med Lor søte Ven.»
Og med vardet vist kom inden nødig berøve ham disse Hjerteskatte, som han i Ti nellem, mens han snakkede saa rørende med sig selv
Naar bare ikje hon Brouwer, Tøjten, med
havde interesseret seg saa for Skrammelet hans.
n alt; hun vilde
er rumsterede i
[85]Jo, hon kunde ret gjøre seg te for ham imel- lem, Tinget
Imens sad Browwer imellem noget Skram- mel inde paa Lofiskammeret og græd. Hun de faaet Tag i et gammelt hollandsk Por- cellænshus, som havde staaet paa Dragkisten hos Sahls Forældre, og som nu vakte alle hendes ømmeste Barndomsminder. Netop som hendes eget Hjem! Et glasseret, rødt Murstens- hus, med blaat Tag, hvide Linjer om Døre og Vinduer, forsiret Gavl, grønne Jalousier halvt ned over Vinduerne og et klippet, grønt Linde- træ mod Væggen Sahl kom ind og hørte hende snøfte: Myn m, myn hiem! Og han blev naturl strax mer end rørt, lagde Haanden paa hendes Skulder og talte som en Præst.
Men hun var bitter og saar, puffede ham ublidt væk og raabte: «Trek je fingers tot je, Mynheer!>
Idetsanme kom Madam Sahl opkiltret ind og blev saa forarget, at hun dunkede til Brouwer og hvæsede
<Ka' er det med dokker? Saa møkke si'er eg deg, Brouwer, at eg vil ikje vite af nokke Flæberi mellem deg og Sahlemand!»
Brouwer bare reiste sig og saa harm paa
vis
[86]s6
her
de; mens Sahl raabte: «Kone, Kone! Du gjør hende Uret! Fred, Fred, Kone! Hun kom Dare til at længes til sit Hjemland ved det Huset, som jeg fik, da
Aa — eg trur nok, du kan take det med Ro, søte Ven. Hon greier seg nok den Det er Takken, for at en har plikket op af nakne Stranden.»
«Min Kone mener det bare godt, bare godt, baade med Dem og m
Nei — alt dette gamle Skrabet dit "kje trække paa, søte Ven, det er saa du vet det se maa du kunne forære de stakkerene, som skal sitte igjen herute i vilde Havet.»
Der blev Sahl tagen fra sin ømme Side; og imens før Madammen ned med «Bastelins- huset». Bag Fjøset i Dyngen med det! Og endda Foden kraftigt paa, saa det kom under for godt, det dumme Bastelinshuset. Stygt havde det nu altid været og.
Men Ligkisten, som stod ude paa Loftet for paakommende Tilfælde, den var for pen til at forære Øens Folk, fandt hun. Der var jo baade «sølvforgyldte Englehovver» og «samen- lagte, sølvforgyldte Hænder» og <møkke anden Pønt» paa 'an. Den fik de tage med til Hop.
jeg var liden.»
inner
5,» mumlede Sahl.
me økke
[87]— Desuten saa laag jo Ligpønten færdig i Jan — med kvit Kappe og brede Atlaskes Baand for Fruentimmer-brug, og ny Paryk med kvite Bendelbaand i for Mandsbrug. Ok ja, en maatte jo ikje tænke saa tungt:
Men Brouwer, Tøiten, hon kunde ha” godt af at se den, hon. Derfor pegte Madammen paa den, da hun kom opigjen, og sagde med et nærgaaende Nik: «de dood past op, ja; det er saamen et Ord te nokken kver det, Mor.:
Da reiste der sig noget frisisk kongeligt Juffronwen, som gav hende glatte Laget igien
<Hun dænke te stekke mik darin; men pas op! hon skal zelf darin.« Og dermed trom- mede hendes Pegelinger saa demonstrerende paa Kistelaaget, at det sang over Loftet.
XV.
En deilig Morgen ved Sanktehanstider skulde de afsted. Almanakken spaaede «klart Veir og Soelskin med Vesterlige Vinde, hvorved den frem- trædende Sommers Varme fornemmes», ehvilket imellem træffer ind», som Sahl pleiede at skrive
Sluppen var kommen fra Kloster og havde taget alt Godset ind. Og Fæct, fra Fix og Fax
[88]ned til Kræ og Kra var installeret ombord paa «Primus»
Primus var Sahls gamle Skjøite, døbt af ham selv — og skulde, naar denne Reise var gjort, tilfalde Føreren, Josef i Beite, til Tak og Amindelse.
Josef i Beite var over de sexti; en Kar, som vidste Raad i Uraad og Øens bedste Lods, saa Sahl kunde være tryg for Dyrene.
Ja — det var han, som narrede Engelsk- manden i 1808; og som Hulen i Beite hedte efter. Der var da ingen paa Øen, som glemte det.
Han kjendte Grunder og Smuthuller, Ankre- plads og Havn for hver Favn af de 12 Mile, og vidste saavel at nytte baade nordbær og sørbær Strøm og Attehære, at hans Mage fand- tes ikke.
Men alligevel forsikrede Sven Raadsdreng traværdig op i Synet paa Sahl, at han trudde regtig, saasandt Vorherre gav Godveir og Lukka, atte han Josef greide det han, ja sandelig trudde han ikje det ja.
Gamle Sahl, som ellers var saa opkavet for en Bagatel, var saa rørt tilslut, at han blev stille. Det var rent beklemmende for alle,
Og da de drog nedover, gik han alene til- bage til Huset igjen, samlede alt, hver Væg og
[89]hver Krog i et stort, taknemmeligt Blik og lagde sig san paa Knæ, den svære Mand, og takkede Gud — mens Taarerne trillede — for hver Dag og hver Glæde i Huset.
Sven havde hørt det han, for han kom efter og stod i Gangen. Og ikje skulde han glemme det i sin Levetid, saasandt Vorherre helles gav Helse og Hukommelse. Nei, det skulde han ikje.
Den store Notehaad var fuld af Passagerer, Rorskarle og Kufferter; og paa Bryggen og rundt i de grønne, sleipe Fjærestene stod hele Almuen, ligetil Børn og Oldinger. Alle maatte se han gamle Sahl til det sidste.
Madammen fik ogsaa sin Tak, for hun havde været gjild paa sin Maade; real og ferm i Raad og Daad, sandt skulde siges. Hver Dag saa god som en Doktor for hele Øen, og det var ikje lidet; mens gamle Sahl stakkar stab- bede til den anden Ende af Øen, hare han saa Blod.
Gamle-Guri stod kroget paa Bryggekanten og holdt Sahl i den ene Haand og Madammen i den anden — og ristede og ristede; hun kunde ikke finde Ord, men lagde alt i et gammelt Vers af sin <Fuldkommen Psalmebog», som hun skjælvende citerede
[]Så holder hver sin reise-færsom himlen det behager:vel den som takker Gud isærfor det hand til ham mager.Naar døden har fra vognen spændti gravens ormestrædeda skal det ikke blive kjendthvo høyst har sidt I sæde
Der var saa møgje te Mundhus paa henner ja, at hun gjerne havde sagt op tie Vers.
Jørgen Nordvig og Mikkal Fyrdreng, som nu skulde være Bedstemænd, trak hende taaligt tilbage, saa Baden fik lægge fra. Men i samme Øieblik blev Jørgen selv saa løien for Brystet, at han med bævrende Læber raabte
sFarvel, du ædle Sahl!
Det var den sidste Draabe, som skulde til for at Bægeret flød over. Sahl hulkede og Madammen med.
<Far—vel alle — sammen! Det er godt alt som sker! Godt for mig og godt for Dere. Tak for alt godt — alle — alle sammen.»
Indimellem hørte man Madammen: «No maa 'kje dokker sørge; men saadan Mand som Sahlemand faar dokker aldrig igjen, stakkar.»
Selv fra Brouwer hørte man et Ord iblandt Strømmen
<Manke Dak, Jørge! Manke Dak
[91]on
Lidt længer ude hørte de Sahl raabe
-Velkommen, velkommen til Hop!»
Men stod gjorde de, til Baaden skulde bag Lausing-Holmen. Og ganske rigtig, da reiste gamle Sahl sig, favnede dem og hele Øen, hilste med Kaskjetten saa ærbødigt som med Kværn- huset i Kirken — og brølte med sin store, uforglemmelige Stemme
«Farvel, Farvel, Far — — —
Udværbuen stirrede en Stund paa Lau- singen, drog sig saa taalig hjemover — og be. gyndte alt at længes saa storartet» efter gamle Sahl.
Ja—e—ja — det var en snilslige Mand var det.» -Og saa støvande stærke,» sa? Ungdommen
og fortalte om den svære, slaadde Skæden i Uren.
Imens laa de derude i de svære Havdøn- ninger, lige indi Dragsu og Sprøit; for der var ingen Vind. Men han kom snart Det blev bare deilige Solgangsveiret.
Et fra Øst om Morgenen; en sval Bris fra Syd om Middagen, som Damerne blev ræd, men Mændene smilte af; og saa et døende Vestenpust udover Kvelden, naar Solen glade. Bare deilige Solgangsveiret!
det var greit
[92]XVI.
Kloster havde ikke stort mer end Navnet igjen af sin oprindelige Bestemmelse. For de Ruiner, som laa igjen oppe ved Floren, kunde ligesaa godt være Grundmur efter det ene som det andet Slags gamle Hus, saa raserede som de var.
Det nuværende Sted var hygget nede i Fjordbugten ved Elvens Munding om Land- handelen, Værftet og Fabrikkerne.
Fjeldet faldt saa brat ned, at man lidt efter lidt havde maattet udfylde og indsnævre Bugten for at faa Tomter til alt.
Yderst paa Nordodden laa Kramhodnøstet, en gammeldags høi- og krumrygget Bygning i Mansardstil; indenfor laa Værft, Bestyrerboliger og Fabrikker. Bagenom, opover Knauserne laa smaa, hvide Arbeiderboliger og ovenfor dem igjen smaa Bygselgaarde, som der ogsaa boede Værksarbeidere paa — op igjennem Søkk og bortefter Myrer en hel halv Mils Vei indigjen- nem, rundt begge Vandene, som hørte Kloster til for Vandføringens Skyld.
Fabrikkerne laa stablede bag hinanden mellem Osen og Nedre-Vandet. Paa Malerierne i Storesalen kunde man se, hvorledes de Gene-
[93]ration efter Generation havde voxet og for- meret sig
Fra Fabrikkerne førte en tæt, klippet Linde- allé lige under bratte Fjeldvæggen til Sydsiden, hvor Hovedhuset laa, med fire Rader sv Lindetræer mellem sig og den gamle Bolværks- brygge.
Søndenfor Huset igjen var Dalsøkket til næste Bugt planeret til Have, og var Park. Huset havde to Fløie mod Syd, og mellem dem laa Borggaarden med to bugnende Rosenplæner i Hjørnerne. Den var begrændset mod Haven af en svær, klippet Buksbomhæk, i hvis Aabning to Lindetræer stod Skildvagt.
Om Haven løb et høit, elegant dreiet $ kit, afskaaret i Buer som Festons og med Knot- ter som Urner paa Stolperne. Og langs Sta- kittet stod en Skov af højstenglede Zirblomster Lupiner, Akeleier, Hortensia og Keiserkrone.
Rundt paa Græsplænerne var der placeret udskaarne Træfigurer i grelle Farver; efter At Gudinder.
Midt i Haven og synligt fra Borggaards- ledet laa det hvidmalede, ottekantede Lysthus med Taarn som et kinesisk Kapel og med høie, smaarudede Vinduer i buede og vredne Ro-
sset udenom
uterne at dømme, romerske Guder og
[94]Er
cocco-lister. Paa Taarnspiret svingede en Fløi, det udhuggede Aarstal 1797 lyste; og ovenpaa den smøg en Ræv udover efter en And, som lettede Vingerne yderst paa Fløi-
spidsen.
Derinde var baade Berendt Willem og hjemmeviet
Under det blaa Kuppelhvælv legede Amo- riner; og ned fra det hang en gammel kinesisk Lysekrone, hel og holden af Glas, fra den tykke Stamme til selve Stagerne; med hvide, vredne Trade i Massen og med store, flade, slebne Reflektørglas bag Lysene.
Paa Væggene hang hollandske Dyrebilleder og Stilldeben; og rundt den ene Dør sma brunrammede Stik af Napoleon og hans tolv Marcchaller, rundt den anden sex smaa Olje- billeder af Oldenborgere med Gemalinder samt Stik af otte dansk-norske Søehelte
hl
Lyderik Havemand gik mørk og vakker og ragede i Gangene; han havde assisteret den
gamle, tyske Gartner og arvet hans Kundskaber og Embede, Hm — havde det endda været Konow
eller Jansen eller Bøgh, som var ventendes, eller nokken som forstod sig paa en Have,
[95]saa skulde han ikje sagt. Men han gamle Corgadør Sahl udfra Sjøen — var no det nokke?
Han kunde ikke dy sig for at sige det til Petrikke, som stak sit skjeløjede Husjomfru- Fjæs udaf Smaastuvinduet, midt mellem alle
Slyngroser Men Jomfruen gav ham Svar paa Stand <Endsie, at ikje du skammer deg, Lydrik
Far! Vet du, ka Wibeke sier, at Konsulen har
sagt? At Sahl sit Hjerte er mere værdt end hele
Rigdommen ind — Bare pønt du!
Og gjør som meg og holdt paa Hjer
og dermed trak hun sig knibsk tilbage. Et Øjeblik efter stod Lyderik med Hatten
arden
te, Far,»
i Haanden. Fruen passerede over Bor og rødmede let, selv for Havemandens Hilsen.
Hun kastede et lyst Blik paa de sprungne hollandske Rosentrær og paa de ny ragede Gange borlover mod Lysthuset. Fo let og lydløs som en god Fe nodenllig for at se over
ud-
svandt saa i den modsatte Fløi, for Gjæsteværelserne derovenpaa.
Nordfra, i Alleen, kom Generalkonsulen — rank og blond — fra sin faste Morgeninspek- tion. Med korte, energiske Skridt, som om han altid steg opad.
[96]Idet han svingede langs den brede Veranda for at gaa ned paa Bryggen, kom hans Frue frem i den grønne Gadedør, gjengjældte hans straalende Hilsen med en Bruds Blanding af Blyghed og Blidhed og fik vide, at Børnene var gaaet med Gouvernanten paa Storhougen for at se sydover.
Gamle Brynjil, som kjendte Udværsdonin gen bedst, laa forresten sør pan Kongshougen med Langkikkert og skulde melde, baade naar de saaes sør med Bukken og naar de passerte Strømmen
XVII
Man siger, Ægtefolk pleier at ligne h anden legemlig eller aandelig — og disse lig- nede hinanden i Sindets Renhed.
Saa forskjellig som Karaktererne ellers var han energisk og hun passiv, saa lig sin skjønne Hustru var van Gelder dog i Blufærdigheden. Han havde ikke nærmest faaet den ved religiøs eller moralsk Kamp, men som Vuggegave, han som hun.
Selv Livet i Udlandet havde ikke budt ham Fristelser; allerede den naturlige Undseelse
[97]o7 havde slaaet en firdobbelt Mur om ham. Og det var saa langt fra, at han viste andre sine varme Følelser for sin deilige Louise, at ha knapt turde stanse ved dem selv
Han, som var Mand, kunde rødme som en Pige, naar han kom til at se paa den lille Fødeflek, han havde paa Haandledet. Fra Langfingertuppen og til den Flekken, det var akkurat Maalet for de elegante Sko, han kjøbte til Louise paa sine Udenlandsture — og det dæmrede flygtigt af en deilig Stund, da han tog dette Maal af hendes Fod
Han maatte uvilkaarligt lade sit beherskede Øie hænge ved hende, saa yndig og frisk som hun nu stod i Døren.
Paa Hovedet havde hun en fin Netteldugs- kappe med manchetterede Kanter fra Tindingen nedover Øret, sammentrukket med rødt Silke- baand i Nakken og knyttet med et lignende under den fortryllende Hage.
Sahls skulde se, at hans Stolthed va varet lige vakker. Han rødmede let over at give slige Tanker Rum og tændte strax et rødmende Gjenskjær under Louises fine Teint Henrivende sprang hun ind igjen, men han gik til Bolværksbryggen, og spadserede op og ned
- op og ned — med si energiske Skridt.
7 — Cargadør Sat.
be-
[98]Denne Brygge var uvilkaarligt bleven hans Kommandobrædt i Livets Seilads. Derfra over- saa han alt og var med i alt, fra Krambod- nøstet derude til Værftet, til Fabrikkerne, til Lageret, Kontorbygningen, Pagterbolig, Hoved- hus og Haveport. Derfra var han nogenlunde med i alt, og dog ikke lige op i enhver.
Knistringen i Vindetouget paa Nøstet, Knat- tingen paa Værftet, alle de smaa og store Hjuls Klapren i Fabrikkerne, Sagelyden fra Kulle- svalen og Dunkene fra Stampen — alt flød sammen til en beroligende, harmonisk Akkord for den musikalske Herre. Strax den mindste Tone blev falsk, mærkede han det, naar han gik pan Bryggen
Og alle, som gik hver med sit rundt Bug- ten, havde Fornemmelsen af, at Generalkon- sulen levede med dem alle; følte med dem, tænkte med dem og arbeidede med dem.
Om han yderst sjelden sagde noget og greb ind, saa var han med nok til at kunne gjøre det naarsomhelst.
De gik der langsomt og tungt og arbeidede langsomt og tungt med Hænderne, og han gik der raskt og fast og arbeidede raskt og fast <med Hove», som Jens Pagter sa”. For Jens Pagter var særs fornøiet med van Gelder, siden
[99]han fik saa liden Tid til at tage sig af den svære Jordvei, at Jens «meste» syntes det var hans egen. Og den gav vist Pagteren bedre Renter end Eieren.
Paa Skansen, indenfor Bryggeroden, hang allerede det svære norske Flag paa Stangen. Riglignok havde Kong Oscar ifjor indført Uni- onsflaget for Koffardibrug; men det tilvante kjære Flag, som van Gelder havde vundet sine første Livsseire under, og som Briggerne i de sidste Aartier havde faret saa heldigt under og hang afbildede med inde kunde den konservative Herre umulig stryge paa Skansen. Ligesaalidt som det gamle hollandske. med «de batavische republique». Officielt re- spekterede han sin hollandske Konge, men privat flaggede han flittigt for Minderne og Traditionen.
Noget særdeles indtaget i Svenskeforbundet var han nu heller ikke endnu. I sit noget afsondrede Liv derude paa Kloster havde Fami- lien van Gelder bevaret mer end andre af den gamle vestlandske Animositet, som i 1814 fra selve Pra
Naar hans Far imellem fik det onde Lune Tab i Krigs- aarene havde afsat, havde han endogsaa kunnet brumme Parodien paa «Sønner af Norge» :
len — nei det
estolen skjød Lyn mod Unionen.
, som hans forfærds
[100]Frihedens Tempel i Nordmandens Dale synker i Gruset imellem hans Fjeld knapt tør han tænke og slet ikke
Kontraband Vare er Norriges Held, Fugle i Skove, Nordhavets Vove — spotte mod Norriges trælbundne M han maa nu lyde tyranniske Love af hine Slyngler i Sveriges Land
Saa ubeherskede Ord tog Berendt Willem aldrig i sin Mund; men Selvstændighedsfølelsen var den samme. Det havde han ikke mindst mærket nu, da Schwach i Anledning af Flaget havde skrevet en ny Fædrelandssang om Firko- loren, hvorefter Norges fjerde Flagfarve skulde være gul
Van Gelder hørte til de mange Landet rundt, som harmedes over sligt: Frygten for svensk Overhøihed laa paa Bunden. Og nu blev det ham baade et konservativt og et natio- malt Spørgsmaal at heise Flaget af 1821, hvor han kunde
Ja tænk, han likte ikke engang, at der var Unionsflag paa det nye Billede af Briggen <Klo- ster», som Huun just havde bragt hjem fra England. En Dag havde han sandelig faaet Glasset af og med en Pensel strøget Unionen ud. Sjøen fik Huun jo seile med det; men i Storesalen skulde han seile uden svensk Hjælp
[101]— og van Gelders Skridt klang fastere end før i det blanke Gulv.
XVIII
Imens gled Sahlefølget op igjennem Leden Et lidet Vindgrél havde de imellem; men Aarerne maatte støt være ude
<Op med Topseilet,» raabte Sahl utaal- modigt.
<Eg skal segja Sahl, at der maatte Topseil paa en Mil til for at trække noget
+Du har Ret, du har Ret; dine Ord i Ære og mine hag Døren.»
Om Natten havde de ligget hos gamle Venner i Kaarvig paa Stordøen; tidlig om Mor- genen var de taget ud og passerede nu om Eftermiddagen Buknesundet.
Wilhelmsen stod paa Bryggen, men fik sig Dare tilraabt en Hilsen, for de hastede, de hastede.
Men det var utroligt alligevel alt hvad Sahl raabte ind i Forbifarten; han var jo ikke den, man skulde lure og sokne noget ud af
Og imens strømmede Duften fra blom- strende Rognetræer, Hæg og Jasmin ud over
[102]Sundet og Baaden — og blev suget ind med Ak! og Aa! af alle disse Havets Børn, som il havde andet end Stikkelsbærbuske hjemme.
sAnd i dokker, and i dokker!» raabte Madam Sahl. «Eg søer som Moster Breden- bæk paa Smorrsalmellingen: Blomster og Kja lighet er Livets Poesi, ikje sandt Søteven?» «Jo vist, jo vist» svarede Sahl lykkelig d den,» så' han vendt til Folkene, «den dufter ogsaa bra,» og sendte Tobaksrullen rundt til Afkortning
<Tak og Ære maa Sahl ha'.>
Sahl styrede og Strømmen var imod. Imel- lem hørtes Sven Raadsdreng taalmodig sige
Sahl maa væra god aa halda nærmare Land, han er lettare i Attebæren >
Og Sahl plirede fult med det ene Øie <Tørster du nu igjen efter Drammen, Sven?
For der var faste Regler for Skjænken; det var midtfjords her og der; i det og det Sund: og saa extra hvergang Styresmanden holdt for nær Land, saa Aaren naaede Bund eller Strand.
Madam Sahl og Brouwer saa begge inder- lig tilfredse ud, og hjerteglad for det var Sahl. For her paa Baaden kunde han jo ikke flygte for Ufreden, om den kom. Men det var jo saa deiligt alt, alle Mennesker vargode, og alt var godt.
[103]Madammen hun glædede sig over, at de kom blandt Folk; saa skulde hun altids faa en passende Anbringelse for Brouwer, Tøiten. Der blev nok altids en som tok hinner. Mandfol- kene var 'kje klokere.
Og Brouwer glædede sig i samme Retning hun kom blandt Folk, saa blev der vel Mid en Raad, saa man ikke var i Veien nare Land, Sahl.» ger Sahl, kroget Ror lang Fjord.»
cJa, men han er saa hard sørhær naa, at det blir baade tyngre og seinare midtfjors korsomer.:
eDu har Ret, Sven; du har Ret,» sa! Sahl og skar med Flid saa tæt ind under Odden, at Aaren skrabede Landet.
Nu kom begge Tomlingerne store fik Damerne, iberegnet Dorthe Stadsmø, Madeira. Af den lille drak Sahl fore af det franske Brændevin og sendte den saa rundt med Flasken,
Skiftevis hvilte Folkene paa kede Sveden med Skjorte: ud og la den paa Toften, pustede og drak; trak Pusten igjen, tørkede Munden med Haand- bagen og sa' en for en, før de dyppede Aaren igjen
em; i den
cen; tør- met, tog Skraaen
[104]k og Æra, det var godt Slag! Tak maa Sahl ha
Sahl stoppede sin svære Pibe af Kanaster- posen, slog Fyr og dampede. Og Udværbuen havde en liden Pibe tilsammen; naar én havde røgt sine ti—tyve Drag af den karvede Rul, rakte han den til den næste og sagde: -Dufta' naa du, Kristian!»
Og saa kom Kaffekjedlen frem igjen. Den, havde gaaet rundt kold, til Folket havde tømt Restbeholdningen, hver sin Slurk af Tuden. Men nu skulde der koges paanyt.
Kristian i Krogen var Kok; trak Stenhellen frem over Tiljen til Grue; fandt op Øxen; smaa- kløvede Bjerkestykkerne og fik endelig Fy Næveren.
Alle laa interesserede paa Aarerne og saa. til, kor det gjek; og Birkerøgen laa i Damstillen som en Dot over Baaden, saa Madammen be- gyndte at hoste og ertede og sagde:
sDet var daa ct Bål for te faa en Svarte- droppe te. Ve' dokker ha' at Dorthe ska! hjælpe dokker. Ro naa bare, helles bler det ikje and't end Røikekjøt utaf os.»
paa
[105]XIX.
Solen seg og lagde sin skarpe, magiske Glans over Strømsnæsset.
Sahl pegte paa sit Ungdomshjem og for- talte, efterhvert som Enkelthederne steg frem Der var Skansen med de malede Ti ; som Faderen havde lavet for Engelskmændene i det trange, strømstride Sund
Og der kom Storenøstet frem! Og Duften fra Syrenalleen, kunde de ikke kjende den Aa nei, aa nei, der var det hvide Hus med Arken, som han havde sovet paa, og de blan hollandske Tagsten med Navnet «Strømmen» lagt ind i I rve.
Og Flagstangen! Hvem var det som stod med Flagstangen? Madam Huun? Jovist var det Gerehe Huun. Sandelig heiste hun ikke Flaget for dem.
<God—dag, god—dag!» raabte den svære Stemme; og «Goddag Gerehem dammen.
«Hvor er Huun?»
<I Engeland,» sa' Krist var tydele nok det, i Engeland sa' hu.»
Og indom Næsset seg Baaden, mens Sahl flyttede sig rundt paa Toften og saa tilbage.
» raabte Ma-
n i Krogen, «det
[106]Strømmen laa i Drømmeskygger. Omrid- sene stod faste mod en Vesterhimmel, der straa- lede i Lilla, Violet og Carmin. Glødende nær- mede Solen sig mod Havets Horizont; og helt derudefra skjød der sig under Solen en levende Guldstrøm af Gjenskin — frem over hele den vuggende Flade ligetil Baadens Ror. 1 denne Strøm svømmede Sahls Øine og dukkede sig i Minder — deilige Minder
Minutter efter strøg de langs Ki nøstet ind i Klosterbugten. Da reiste Sahl sig i sin fulde Høide, løftede Kaskjetten og raabte sNei god—da—ag, god—da—ag» saa det gav Gjenlyd hele Bugten rundt.
Strilene under Krambodvinden togSydvesten af og gabte, ligeglade om Melsækken kom ned i Hovedet paa dem. Men det gjorde den ikk: for Krambodgutten slog Vindetouget om Kram- pen og holdt an for selv at se. Ja
mbod-
døren og stirrede — mest paa den deilige hol-
landske Jomfruen.
Og Tømmermændene paa Vi Hammer og Øx midt i Luften og saa; og Byg- mesteren stak Hænderne i Lommen og saa.
Bare Generalkonsulen blev ved at gaa op og ned paa Bryggen med sine raske, energiske
rftet stansede
[107]Skridt. Alt var afdæmpet hos ham Benene.
Da Sahl kom nærmere, og Ordstrømmen flød, kunde man en sparsom Gang se General- konsulen slaa raskt ud med den ene Haand til Velkomsthilsen. Og Fruen og Børnene, som stod over ham paa Skansen og viftede, kunde saavidt høre en liden, undselig Latter.
Han holdt ikke af Scener under aaben Himmel for eget Vedkommende. Men for Sahls Vedkommende, jo det var en anden Sag; det blev et forfriskende Bad, som hans hele Sind nød i Skjul.
Sahl aabnede Armene helt nedi Baden og raabte: Min kjære Berendt Willem. Og van Gelder ni
undtagen
kede af med sin undselige Latter. Og Louise rødmede og sprang ned Trappen til Velkomstkys, og Wibeke neiede tre Gange, før Turen kom til hende. Men lille. Willemand tog Faderen i Haanden og blev undselig.
«Kor er Kappekorgen, Dorthe Mor? Find Kappekorgen paa Timen,» raabte Madam Sahl, men Louise nikkede rundt og bad Folkene op i Kjøkkenet til Velkomstskjænk, før de bar Tøjet op.
Ok Louise Mor, du er jo saa blyg og vakker, som du havde staa't Brur igaar; men
[108]at du vil knøtte Silkebaand under den skjønne Hagen din, Mor; det er han daa for god til, — Ja sandelig har me 'kje holdt os godt begge to, Mor; og det er regtig godt for Mændene at det skulde no gebøre seg, at eg kom hit igjen.»
Og saa bar det under Lindetræerne, over Verandaen og ind i den gamle, kjendte Gang, hvor den sorte, udskaarne Morian fremdeles strakte sine Arme efter Kaaber og Kavaier, og hvor Bundvæggen fremdeles dækkedes af den plant udskaarne, malede Tjener i Knæbenklæ- der og hvide Strømper, bærende den store Punchebolle, som strax satte alle Gjæster i stemningsfuld Forventning.
Men Sahl og Berendt Willem strøg lige ind i Dagligstuen.
XX.
sMin kjære Berendt Willem, goddag, god- dag! Du kan ikke tro, hvor glad jeg er.»
<Det var godt, det var godt,» sa' Berendt Willem afværgende,
<Men at du har det ondt; du kan ikke tro, hvor bedrøvet . . »
[9]Nei det taler vi ikke mer om, Jan, nu du er kommen. Jeg har angret nok, at det slap mig af Pennen. Men saa var det godt, at vi paa den Maade kom hinanden nærmere.»
<Alt er godt, alt er godt! Nei, hvor Gud er god, Berendt Willem! Og alle Mennesker, du.»
Og van Gelder smilede lykkelig til denne kjendte, kjære, naive Elskværdighed. Hvor de dog trængte hinanden og ubevidst havde strakt Arme efter hinanden som Natten efter Dagen og Dagen efter Natten
Madeirabrikken stod paa Bordet; og da Madam Sahl vel havde faaet sin pibede Kappe paa, kom Damerne til Velkomstskaalen. Jom- fru Brouwer fik et beskedent hollandsk Vel- komstord, for Generalkonsulen var ikke den, som brammede med sin Kundskab. a gik hun rørt langs Tapetet, som var en eneste stor, hollandsk Jagtscene. Wibeke viste hende, hvor den begyndte. Du lieve hemel!
Der kom storstøvlede Herrer skyggede Kaskjetter og Damer i $ lange Shawler ud af Karosserne; der stod Jægerne mellem Sivet i Vand til Knæes og skjød Ænder, som fløi op; der jagede de Hjor- ten tilhest; der satte Hjorten over Kanalen, lige
ed lang- traahatter og
[]nedenfor Møllebroen, med Hundene efter sig, mens Bondekonerne hang gabende udover Ri værket; der reiste Bønder Arbeide og pegte Retningen for de forfølgende Herre- mænd. Og der var den muntre prægtige Fro- kost af Damer og Herrer paa Grønsværet, efter Hjortens Fælding.
Brouwer fulgte Væggen om igjen — og Børnenes Øine fulgte hende, med sin Guldhjælm paa Kappen og sin lyse Sirtseskjole med rynket Kappe forneden, og saa kort, at de hvide Strøm- per lyste over Skoene — indtil van Gelder bød hende den ene Arm og Madam Sahl den anden og førte dem til Aftenshordet, fulgt af Sahl og den rødmende Louise. Børnene fik være med, men blev velopdragent stanende ved Bordenden under Maaltidet.
Man spiste og Berømmelse af Hogarth's udødelige Kobe: suite: Mariage å la mode. Og Sahls Øine var i en ren embarras de richesse. Snart hang de ved Lord og Lady Squanderfields latterlige og bedrøvelige Samliv, snart ved Louise og Berendt Willem, og snart gled de op paa det gamle, Kjendte Billede bag Husherren
Det var et Curiosum, som de ofte nok i Guttedagene havde studeret sammen uden Held.
e sig fra
Kobberstuen, som havde Navn
[111]Men nu kunde Berendt Willem forklare ham det, for Lyder Sagen havde fundet Billedets Tanke.
Det var et stort Oljemaleri i bred, kostbar Skildpadderamme. Ved første Øiekast gjorde Sujettet det hele til et godt udført Snurrepiberi Det saa bare ud som en nyhøvlet Trævæg med fede Kvister i Træet; mellem to Spigre i den ene Væg var et stramt Uldbaand fæstet, og under dette stak en Bundt gamle trykte Blade.
Men saa man nærmere til, var det «Viden- Bladene var Pagina
Geografi, Theologi, Philosophi, Arithmetik, og Gravtire; hollandske, tyske og latinske Vær- repræsenterede. Og ovenpaa alt var der under Snoren stukket en blomstrende Laur-
ker va
bærgren.
At det var af hollandsk Oprindelse viste baade Text og Gravåire: det geografiske Blad var nemlig et hollandsk Kart over Norge fra 16de Aarhundrede, og det historiske: Utrecl Beleiring af «de Spanij:
Brouwer blev mer og mer med under Be- skrivelsen. Fædrelandets Luft slog mod hende.
Mynheer, ik heb een gevoel als ik weér ar Nederland gekomen was,» sagde hun straalende til Generalkonsulen.
rs».
[112]<U bent het ook,» svarede denne smilende, shet consulaat is cen stuk van Neérlands dierbyren grond.»
<Brouwer, Brouwer, var ikke dette deiligt — nei hvor godt alting er ordnet for os — ja for os alle — allesammen i Verden.»
Madam Sahl havde en liden Lyst til at slaa paa, at det var bedst Browwer blev her, hvor hun passede bedst; men Respekten for Generalkonsulen tæmmede hende.
Fra Bordet gik de en Sving gjennem Borg garden og Haven og indaandede i den n Sommeraften Duften af de gamle, gode «pyre- nærene»* Blomster, som Madam Sahl kaldte dem.
Hun maatte ind i «Løsthuset, for der stod eg Brur. Ja du og, Louise Mor! Ok ja! daa var me i vores Ungdoms Vaar!>
Saa bar det til Storesalen for at de, før de lagde sig, kunde faa høre et Par af Sahls Ynd- lingssange. Der var kommet stort, nyt, taffel- formigt Piano i Dagligstuen; men det gamle Spinet, som havde tilhørt Claus Fasting, stod endnu i Storesalen, og det vilde Sahl helst høre; dets spæde Toner gjemmede en yndig Harmoni af Minder for dette store Barn.
[113]Laaget blev opslaget, men det var for skummert til at se Hyrdebilledet over hele Laagets Inderside,
Og lille Wibeke, som virkelig havde arvet Louises «smukke Talent paa Piano-Phorto», accompagnerede sig selv paa de fine Strenge og sang med yndig Barnestemme
Naar mit øie er luktog når Grønsværet smuktdekker høien hvorunder jeg sover
mellem Versene afbrudt af en stor, dyb Stemme, som dæmpet mumlede: «Kone, Kone, er det ikke deiligt?
Jo tilvisse jeg tror,der er noget pan Jord,som vil drage mig ned fra min Himmel
Og Sahls Øine fulgte i Tusmørket Raden af de store Familieportrætter langs Væggen. Gamle Generalkonsulen, hvis hvide Vest og Kryds lyste stærkere end Ansigtet, og hans Kone med Agraffen over den hvide Fjær i de lyse pudrede Smaakrøller.
Og hans Far igjen — med den neder- landske Løveorden og Dannebroge paa det flag- rende, røde Fløil — og hans Frue med den
8 — Carendør Sabt
[114]høie Allongefrisure, det bekjendte, skinnende Emaille-smykke om Halsen og det guldram- mede Portræt af Gemalen paa Brystet. Og saa hendes Svigermor igjen, med Hat som en 'narnkage, lyserød, kniplingbehængt Silkekjole,
udringet over den ene Skulder, og den bekjendte haandmalede Vifte, med Diamanten paa, i Haan- den. — Og videre op igjennem til de mørke,
puritanske Skikkelser med sort Baret paa Ho- vedet, og Koner med faste robuste Borgerinde- ansigter og Rose i Haand.
Jo tilvisse, han troede, der var noget paa Jord, som maatte drage dem ned mel — og det var Familiens huslige Dyd og Venskab,
Naiv indbildte han sig, at de alle c nem alle Tider maatte have havt det saa, og
t alle Efterkommere af denne hans forgudede Vens Slægt maatte fan det saa — og han svøm mede i Fred fra Evighed til E:
Og derborte over Chatollet hang Louises Billede, det som Berendt Willem havde ladet male efter Brylluppet. Han sad i skjønne Drømme og indbildte sig han saa de formfuld- endte Træk og det forklarede Udtryk under den hvide Halvkappe; men i Virkeligheden sa han kun en mat Lysning af Flordruerne om
[115]hendes Tinding, som Maleren havde givet en ren Diamantglans;
sWibeke avenserer, Wibeke avenserer, er "kje det det eg søer, Sahlemand,» raabte Ma- dammen, idet hun og Damerne reiste sig fra den spinkle, ottefodede Mahognysofa.
Og saa fortsatte hun, mens de gik op af Trapperne, om «for en Jehør hon hadde, mens Sablemand stakkar bare hadde anden Stemme, og om kor kvik hon var i sin Ungdom. Da skulde Sahlemand set meg, stakkar. Mine Fo ældrer turde mest ikje sleppe meg mellem Herrer, saa gal var de etter meg
Man kunde høre en svag, forlegen Latter af van Gelder; men intet af Louise, skjønt hun 10, saa Taarerne trillede over hendes fine Kind — ved denne forløsende naive Aabenhed.
eNei, men finder Dere frem; saa mørkt her er,» hørtes Louise sige.
«Jo tænk ikke. «Ok, spørg om det!>
Og gik det langsomt bort efter den lange Lofisgang, saa var det bare fordi Gjæsternes Tanker fulgte den lange Række runde eller firkantede Sælhunds- og Gyldenlæderskufferter, som stod langs Skraataget, skjønt Øiet mere følte dem end saa dem. For baade Sahl og Madammen vidste, hvor mange s
le, straa»
[116]lende Silkedragter, baade for Herrer og Damer, og høihælede Sko og anden Fortidspragt de gemte. Jo mindre de blev fremvist af de bram- frie Værtsfolk, jo mere drog de Tanken paa sig i Forbigaaende.
<Godnat, godnat, Berendt Willem! Godnat Louise! Godnat Wibeke! Godnat, godnat, kjære Venner!»
«Godnat, sov vell» fra den anden Ende af
XXI.
ænge før de fremmede havde faaet Kaffe- ikken paa Sengen, hørte man de smaa ener- giske Skridt over Loftsgangen.
<Det er Berendt Willem, som gaar nord,» raabte Sahl og kastede sig saa urolig i Sengen, at den knagede.
Det var godt, du kom med Brikken no, Divert-mor; Sahlemand skal ha” først, stakkar, enddaa han ligger te Væggen, for han er san komme ner te sin Fætter; eg skal forsyne ham. Sahl kaster, men eg biter
Og saa fik Sahl Ordet og begyndte strax at sætte Divert, som var ung og uerfaren, ind
[117]i hele sit Slægtskabs- og Venskabsforhold til den hellige Familie, saa hun maatte blive sta ende der, baade mens de forsynte sig og mens de drak. Han var ikke den, som kunde ti om sine Venner, om han saa kom pustende op af et Faldreb, endsige laa fredeligt i sin Seng.
2 da Divert endelig kom ned til Jomfru Petrikke paa Kjøkkenet, var hun fuld af Lov- taler over Korgadøren
<Dat var en aparlig Mand, dat!»
«Ja, det var sandt» Lyderik Havemand fik et ydmygende Nik af den skjeløiede Jom- fru, som skulde sige: Ka så" eg? Du skal ikje skue Hunden paa Haarene. ja Sahl kom ned, var Berendt Willem endnu ikke kommen nordfra. Han sendte et længselsfaldt Blik der nord fra Gadedøren.
sMen her er Mossjøen,»% sa' Petrikke, som gjættede hans Tanker; og med ham ved Haand gik han saa ind i Storesalen for at fryde sig ved alt det kjendte, kjær
Han stansede foran det s Hamburgerskab, tænkte paa alle de emaillerede og inscriberede Pokaler, de rhinske Krus og de venetianske Vingeglas derinde, saa flygtigt % Mossjøen 2: Hr. Søn.
[118]pan de allegoriske Billedgrupper og spurgte Willem Berendt: «Har du faaet se indi det Skabet?
«e righed.
Saa forklarede han ham om alle Forf: drene; men da han var kommen til Tip-tip- oldefaderen og endnu havde to Tipper igjen, slap han pludselig Traaden og stormede hen til den Smalvæg, som alle Stedsbillederne og Skibene hang paa. For der var et nyt Billedet Ja sandelig var det ikke «Kloster», just som den gik af Stabelen. Med Portrætter af Stedets kjendte Mænd! Der stod selve Skipper Huun i Agterenden og svingede Hatten, idet Skibet gled.
sMen din Far, Willem Berendt?»
Jo, dette Billede kjendte den lille godt til; og han kunde fortælle, at han havde hørt Fade- ren sige til Maler Reusch, at han aldrig ønskede at blive malet
<Hvor det ligner din Far! Hvor det ligner din prægtige Far! Der har han malt sig selv med et eneste Ord. Men han burde netop males — og det af Landets største Kunstner. Og hænge ved Siden af din Mors deilige Bil- lede. Ser du det, Willemand? Er det ikke som en af Himlens Engle saa paa os?»
» svarede den lille med vakt N)
gjer-
[119]Lille Willemand saa ganske undselig paa sin egen Mors Billede.
Saa gik de Haand i Haand over til den anden Smalvæg, hvor Krigsbillederne hang hvor Sahls Far og Willemands Bedstefar gik med Piskeparyk i Nakken og Langkikkert under Armen og speidede efter de engelske Røvere, mens Kystværnet laa paa sine smaa Bastioner eller sneg sig bag Knauserne med svære Vold- bøsser i Haand: hvor Træfninger leveredes og Kugler sprøjtede helt ind i Klosterbugten aade Sahl og Willemand maatte løfte på hver sin af de amsterdamske, messingløbs Vold- bøsser, som stod bag Kongeskabet. Og jamen laa ikke Sahl paa alle fire og kikkede under Skabet. Jo — der laa endnu de engelske Kug- ler, som var samlede op i Fjæren
MWillemand krøb under og rullede dem frem. Og nu rullede det store og det lille Barn dem over hele Salsgulvet til hinanden, mens det drønede af Krigsminder
<Det skal jeg fortælle dig altsammen, naar vi faar god Tid.»
Lille Willem Berendt var alt saa indtaget i ham, at han ikke kunde holde sig fra at sige:
«Jeg ved noget svært fornøjeligt for dig jeg, Sabl.»
[]<Hvad? Er «Primus» og Jægten kommen. til Hop?
eNeit>
<Er Huun kanske i Fjorden?»
sNei! men Mor har sagt, at jeg ikke maa sige det.»
<Nei det maa du ikke — det maa du ikke da» — gjentog Sahl eftertænksomt og fuld af utaalmodig Nysgerrighed.
Imens gik Louise med sine kvindelige ter i det berømte Spiskammer. Madam Sahl maatte fortælle den rødmende Louise, at akkurat der i det Hørne var det Sahlemand stakkar lang paa Knæerne sine og tig'de hinner t bli hans. Ok ja, Mor, me skal jo alle den Veien!
Og saa maatte hun jo se alt Ærvebastelinet* igjen, som hadde vær't under hinnet Hænder. Korledes mon de siden hadde foret med det, for sandelig var 'kje en eneste Kop heller Fat ramponeret i hinners Tid, Ever og bit hadde hun leveret ret ifraa seg.
Ja — det var noget at se Louises Spis- kammer. Alle Væggene monterede for kinesisk
Spise- og Kaffestel, med særskilt lidet eller stort
[121]Fodstykke for hvert enkelt Nummer. Og med Solblink fra snirklede gyldne Initialer: W. B. v. G. og B. W. v. G. mellem vredne Konchylier og Overflødighedshorn.
Øverst paa Hovedvæggen stod den blaa- kjolede Bastelins-mand ; kanske endnu stoltere her end inde paa Bordet. Med gule Knæbuxer, hvide Strømper og Spændesko, brunstribet Vest med svære Opslag, Kridtpibe i venstre og Punche- mugge i højre Haand. Hattepullen i hans tri- kånti» Hat, som Madam Sahl sa', kunde løftes op som en Prop — og da blev han selv til en Mugge med Skjænketud i Hattesnuden
Fra ham til Hjørnerne stod to Punche- boller paa hver Side; og nedover i smaa Hjørne- hyller stod Klynger af Pokaler og hvidsnoede Stætteglas, helst med kronede Fr. 5 og Chr. 7 paa
Men ret ned under Porcellænsmanden stod Kander og Terriner — og saa dannede Smaa- hyller rene Rundbuer om denne Midtlinie — udover hele Væggen. Inderst to Dusin brun- kindede Kopper, saa fire Dusin navnede Kopper, saa to Dusin smaa, gjennemsiglig tynde Dessert- tallerkener, dernæst to Dusin lignende dybe — og endelig to Dusin bittesmaa, hankeløse Kop- per, tynde som Vibens Æggeskal.
[122]Og desuden var der øverst i hver Bue Plads for brogede Fugle, Kjør og Gjedder af Porcel- læn — bestemte til Æg, Smør og lignende.
Paa Sidevæggen stod to Dusin store, flade Tallerkener og to Dusin svære, dybe. Over Døren to kolossale dybe Fade — og endelig paa Modvæggen hele atten kostelige flade Fade, foruden Glas paa Hjørnehyller.
<Eg ser, di har knust to Fater, Tussene; for eg hadde no tyve eg i min Tid,» sa Madam Sahl høit og ugenert
«Ja, det sker jo saa let,» svarede Louise blidt, <og her er jo saa mer end nok igjen »
sJa det skulde eg mene. En anden Gang faar du se mer, Brouwer Mor, for det gamle, blaae Stellet, med tolv Dusin Tallerkener til og den svære Opsatsen, det staar paa Staburet: og det rosete Bastelinet og det med alle de øndige Kjærligheds-Exentyrene paa staari Konge- skape'; og der staar Glastyet og. Ok ja, her er ret nokke te passe paa, det kjender eg tel.»
Petrikke gik lige udenfor paa Inderkjøkke- net og gjæpede til Divert. «Gjek ikje det gamle Spøkelse saa fTrøntelig derinde, som hon eigte det; mens Fru van Gelder var saa beskeden som en fremmen. Kem vidste, ka hon sjøl hadde knust. Nei daa var Korgadøren andet til Mand.»
[123]<Den hollandske Damen og» mente Divert: enaar hon bare ikje hadde vore saa fremmen i Talenten,» for Divert var kommen knisende ned gjennem Lofistrappen, da hun havde bragt hende Kaffeen paa Sengen. Hon kunde 'kje la' være, saa snurrigt som hun snakked.
XXII
Sahl og Berendt Willem gik til Hop for at samraades om Tomt og Bygning.
Man kunde nok kjøre; men da maatte man først følge Byveien en halv Mil indover og saa tage udover, ovenom begge Vandene - og det blev næsten en Mils Vei.
Desuden var Kjøreveien, som van Gelder selv underholdt tre Fjerdingvei indover, noget forfalden; for de flotte Kjørepartier til og fra Byen blev sjeldnere og sjeldnere. De passede ikke for hans beskedne og ingetogne Væsen. Og Rygterne, som fløj om hans Fætter Hans Bermans Flothed, gjorde ham endnu mere sky for Pomp og Optog.
Folk begyndte alt at tale om «i gamle Dage, da Byhestene stod bundne i lange Ræk- ker langs Lindetræerne i Alleen
[124]Nei, da tog man heller Vingebaaden og roede rundt Strømmen, om Damerne skulde følge med til Hop, Hatlenæs eller Notevig, paa Nøddetur eller for at se paa Sildestængene ; for der var ypperlige Kastepladse indover Bugterne ved disse Brugets Bygselgaarde.
Men <Gangeveien» var bare en snau Fjer- ding; og den fulgte Arbeiderne altid med Kjiper paa Ryg.
Naar man kom forbi Udmarksgrinden, blev den saa smal, at man maatte gaa Gaasegang Og Berendt Willem med sine smaa, faste Skridt var stadig foran og stod paa hver Knause og ventede med en liden, dæmpet Latter paa Sahl, som kom blæsende og prækende efter, med den ene Haand paa Ryggen og den anden stikkende foran med Stokken Endelig stod Berendt Willem oppe ved aret. To—tre Skridt til, og de saa ned over Bøen og Bugterne paa Hop. Sahl kom staa- kende og stampende opover mellem Lyng, Melle-
bær og Ulvegræs
<Nu er vi der, Berendt Willem — — nu er vi der — — — tænk om Huset nu havde været færdigt du — — — ja tænk, om du nu
som en kj Hjem . . »
Gjæst kunde fulgt mig til mit
[125]To Skridt — og der laa det vakre, nye Hus tryllet frem; skinnende hvidmalet: med blan Tagsten og «Hop» i Taget.
Det var Berendt Willems Overraskelses- gave til Sahl; og det var det, lille Willemand havde gjemt saa pent paa om Morgenen.
Da bredte Sahl sine store Arme ud og vilde gaa løs paa sin mageløse Fætter; men Berendt Willem retirerede med en sky, liden Latter. «Min Glæde er kanske større end din, Jan,» og hans rappe Fødder får allerede foran.
Ja sandelig var ikke Huset baade fixt og færdigt. Og saa vakkert; og saa bekvemt; og slig Udsigt udover Fjorden — og indover Bug- ter, Næs og Øer, med Hatleskog og Bjerke- skog — og det gode, gamle Lyderhorn som en Pyramide i Baggrunden.
Sahl kunde næsten ikke give sig Tid til at se paa det alt, for han maatte storme hjem igjen snarest og raabe det ud til alle.
Berendt Willem gik allerede paa Hjemveien og lo indvortes under Forudfølelsen af hans. Kone, Kone, ved du hvad? Nei, hvor Gud er god — og Berendt Willem — og Louise — —
maatte han omfavne hende, for der fik han Lov
[126]Men jamen var han endda ikke afkjølet, han tog Louise ogsaa og holdt hende længe og vel til sit taknemmelige Bryst.
Det likte ikke Madam Sahl. «Styr deg no, søte Ven! van Gellert liker ikje slikt, vet du.»
Ak jo — van Gelder likte alt — alt, som Sahl gjorde; for han var ganske anderledes tryg paa ham end Madammen var
XXIII.
«Møiseret dratla* net som eg sprang» så Per Notevig og tørkede Morgen med Bud, at Sahls Skjøite og Slup var komne
Han fik sin k og lagde paa Hjem- veien med den Besked, at Sahl kom strax. Han og lille Willemand skulde gaa øjeblikkelig: og van Gelder skulde komme roende med Damerne længer ud paa Formiddagen.
<Bibel og Salt ta'r du med deg, saa møkke du ved det,» sa" Madam Sahl. <Bibel og Salt, så" Moster Bredenbek paa Smorrsalmellingen, er det første utav alt, som skal ind i et nyt
veden; han kom næste
[127]Hus, for helles fordærves baade Mennesker og Mad. Hører du, søte Ven?
Og hun fandt Bibel og Saltholk. ” Og Sahl tog from og lydig Bibelen under Armen og gik afsted med samme Præsteværdighed, som naar han skred til selve Tjenesten i Udvær Kirke.
Lille Willem Berendt fulgte ham med Salt- holken under den ene Arm og den anden Haand i Sabls store, haarede — det var formelig som da Isak fulgte Abraham til Moria Bjerg
Men da de to vel var kommen op Bakken, vilde Willemand strax vide mer om Kuglerne og Krigstiden, og Sahl vilde ligesaa gjerne fortælle, baade fra Udvær og Kloster
<Ja nu skal gamle Sahl begynde fra Be gyndelsen, for nu har Sahl og Hr. Ven Tiden for sig
Paa Udvær boede der i gamle Dage en Lods, som hedte Josef i Beite — ja, han bor der endnu: og hvad mere er, Willemand, han er med Skjøiten i Hop nu, den lange, svarte Manden, som ser ud som en Skarv fra Havskjærene.
Han er ikke ræd Uveiret, han. Men endda bedre er, at han havde Hjertet paa rette Sted og turde tage en Tørn for Fædrelandet, da det var i Fare
saa du skal faa se
[128]taget Maimorgen i 1808, som Jose de ud med Hummerteinerne, skimtede han et Skib ret i Vest og roede mod det, alt Ar- mene holdt. Lodspengene kom vel med i Kr aarenes Dyrtid; og saa hændte det jo, at Skip- peren gav lidt Mel i Halsdugen eller lidt Rug i et tilknyttet Trøiecærme. Og skulde det naa være en af Ostindiefarerne, ja da vankede der lidt af hvert, som kunde fryde en fattig Stakkar.
Men da Josef næste Gang saa fremove ibet bakket og regat.
Baad med otte Mand ved Aarerne satte just imod ham — og Josef satte op en hæs, skuffet Skarvelatter.
Han roede et Par Harmetag mod Land, men saa gav han sig — og hamlede lunt imod Fienden.
Det var ikke første Gang han var ilag med. de engelske Manuarer, for han havde tjent under Napoleon. Napoleon havde befalet Fred- rik den 6te at sende Sjømænd til hans Flade i Vlissingen. Og Josef fik Ordren i Marseille og maatte der forlade sit Skib og vandre til- fods gjennem Frankrige sammen med en hel Flok danske og norske Sjøgutter. Men i Vlissin- gen stængte Engelskmændene dem ganske inde.
te sig at være en engelsk
[129]iden var han i <Sanketeinen» i Nieuwe- diep, det var en gammel Manuar, som de csankede» alslags Hjelpetropper i — og derfra havde han deltaget i mangen kjæk Dyst, saa han kjendte sagtens Engelskmændene han ja
Nu — de tog ham altsaa ombord og fik vide, han var Lods, og beordrede ham til at lodse dem op igjennem Bergensleden.
At de skulde kapre de norske Skibe, som lurte sig indenfor Skjærgaarden ad Bergen til det behøvede ingen at fortælle ham; men at, de endog vilde ind paa Bergens Havn og tage den store, armerede, hollandske Ostindiafareren, nei det faldt ham da ikke ind.
Gik det godt, sa' Chefen, saa skulde han faa baade engelsk Guld og Korn til Gjengjæld for at Baaden hans blev sluppet paa Ræk.
Josef svarede: Ja, men hans norske Hjerte sang et dansende Nei!
Og Chefen lo henrykt til Officererne over, at den norske Lods kom dem imøde saa langt tilhavs, mens de først havde haabet at knibe en næste Dag, oppe ved Marsteinen.
Vestenvinden begyndte at brise, og Seil blev sat. Men Josef spurgte tjenstvillig, om han ikke først skulde ro land og hente fersk Melk til Officererne
9 — Carsador Sahl
[]Den unge Chef kneb Øiet til og hyttede med Haanden; men han havde svær Lyst paa Melken ogsaa — og saa gik der en Kadet og otte Mand med Josef i Chaluppen.
Og Josef gik baade ret og rigtigt med dem til Beite, hvor han gav Konen Besked baade om Baaden, som laa paa Ræk, og om hvor elv vilde gjøre af sig.
Saa fik de en Melkebøtte med sig og var i Perlehumør, stak Vasblom i Huerne, hoppede som løsslupne Foler og gjorde Gjøn med Josef. For han tænkte jo slet ikke paa at flygte fra dem.
Men da Josef kom mod sidste Skrænt før Hulen, blev han endelig smittet af Kaadheden og begyndte ogsaa at danse paa sine lange Ben, og Engelskmændene lo af fuld Hals, mens han som tilfældigt hoppede foran nedover Skrænten. Da de kom efter, ret ovenover, saa de bare hans Strømpelæster, som forsvandt i Fjeldet
De jumpede efter og bandte efter ham gjennem Hulens Aabning; men den var saa trang, at bare én Mand kunde komme kry- bende ind.
Josef sad alt inde i en liden Sidegang, med Tolleki Haanden, og hvæste som en Kat <Kom naa, saa skal eg lodsa deg, din — —
ven
[131]Kadetten Jagde sig paa Maven og skjød ind i Hulen efter ham, paakryds og paatvers. Men det ventede han, og derfor var han øie- blikkelig krøbet ind i Sidehullet.
Han tiede som Muren, mens Kuglerne slog i Fjeldet foran ham; tiede, selv da en Kugle rammede Haanden, som han støttede for langt fremme paa Væggen — og snart blev det taust udenfor ogsaa.
Ammunitionen var opbrugt: og de signali- serede efter dem ombord, for Vestenvinden friskede saa gunstigt.
a trampede de i Harme gjennem hans Agerflek, stak Ild paa hans Nøst, rev med sig hans fire Sauer og før ombord og nordefter.
Men den Hulen heder den Dag idag Jo- sefshaalaa.
To Dage senere var Fregatten med Mar steinslods helt heroppe i Leden; de havde narret ham ud ved at vise hollandsk Flag.
Trækanonerne paa min Fars Fæstning i Strømmen vendte alle sine Mundinger mod dem og skræmte ligesaa godt som de virkelige Kanoner, din Bedstefader havde foræret Ber- gens By.
Chefen stod der med Kikkerten og vidste ikke sin arme Raad,
[132]Da gik det skjælvende Kryb af en Lods, som din Far kalder ham, hen til Chefen og fik endelig forklaret ham, at det bare var kanoner.
Chefen vilde først ikke tro ham og truede. Men Lodsen holdt paa at forsikre.
sWell,» sa" Chefen og lagde opover, cigjen- nem maa vi, før Strømmen snur sig» Men til Lodsen henvendte han disse Ord
<Saalænge Kanonerne deroppe tier, saa tier ogsaa jeg; men ved første Skud deroppe fra, saa taler jeg og du tier under Raaen — forstaar du?
De førte fremdeles hollandsk Flag for at narre; og strax din Bedstefar hørte det, sendte han en Baad nedover under hollandsk Flag for at tilbyde sin Tjeneste
Men den kom ikke igjen. Alle blev nem- lig tagne og puttede under Deæk.
Halvt utaalmodig og halvt ængstelig sendte han nok en Baad ud og satte den amerikanske Maskinmester ved Roret, for han var en slu og forfaren Mand. Men de blev snappede de o saa. Maskinmesteren fik gaa fri paa Dæk for Ærændskabets Skyld; de andre maatte under
Men Strømmen var bleven sørbær, og de havde maaltet ankre lige under Kanonerne — som du kan vide, de lo af
ræ-
[133]Da fik min Far se Maskinmesteren drive saa sørgmodig paa Dækket med Hænderne i Lommen og forstod hele Maskepiet. Og strax sendte han naturligvis Bud til alt det Kystværn, som fandtes nedover.
Samtidig lugtede din Bedstefar Lunten og sendte Bud nordefter.
Saa da Engelskmændene vilde gjøre Kon- travisit paa Kloster, fremdeles under hollandsk Flag, men med to store Chalupper fulde af Musketerer, var Kystværnet alt paa Post. De stod opstillede i en vakker Række langs hele Alleen fra Verandaen til Fabrikken.
Og i det samme første Chalup stak Næsen om Næsset ved Krambodnøstet, slog din Bedste- far selv Trommen, saa det ramlede af Fjeld- æggen, og Maanedsløitnanten skreg og kom- manderede, saa det blikrede af blank Messing hele Fjæren langs.
Engelskmanden blev saa perplex, at han dreiede rundt paa Flækken.
Men den tyske Gartner var bleven saa arrig, at han fløl efter dem helt ud paa Næsset og raabte med knyttet Næve
<Na! kommen s'mal zuriick!>
Det kunde de altfor snart gjøre; for vi var ikke færdige med Naboskabet endnu.
[134]<Var du med, Sahl? spurgte Willemand interesseret,
Nei heldigvis — hverken din Far eller jeg; vi var i Byen paa Lancaster-skolen; det var bare de gamle som alt var flyttet ud.
Imidlertid faldt Taagen mer og mer og blev ganske tæt baade Natten og næste Dag Engelskmændene sendte sine bemandede Cha- lupper til Byen for at røve den armerede hol- landske Ostindiafarer, som de havde et ondt Øie til. Og samtidig var man bleven allarmeret i Byen og sendte sine Kanonbaade ud til Strøm- men for at tage Fregatten.
I Taagen roede de om hinanden, saa da vore Baade kom herud, var den engelske Fregat slemt i Knibe, for der var faa Folk igjen om- bord. Men det vidste jo ikke vi
Kuglerne peb baade mod Strømmen og Kloster. Du har vel seet dem, som staar igien i Murene; men de fleste faldt i Sjøen eller Fjæren. Den Slags var det vi rullede med i Storesalen igaar
Din Bedstemor blev sat i en Vogn og sendt helt ind til Pollen; og hun fortalte, hvor Kug- lerne slog i Fjeldet om hende, mens hun kjørte.
Alt Arvesølvet og Guldtøiet blev. puttet i to store Sække og baaret op til Grønnebakken,
[135]hvor Brynjil og Ved-Ole grov det ned mellem to store Stene. Det var det, som Gjest Baard- sen siden forsynte sig saa dygtigt af.
Naa; — men siden der var saa faa Folk igjen paa Fregatten, maatte Chefen selv være med og tage Sigte paa Kanonerne, og mens han stod saaledes, kom en af vore Kugler og dræbte ham.
Det var et haardt Stød for Engelskmæn- dene, og da saa ogsaa Baadene deres kom igjen med uforrettet Sag, var de glad, om de kunde slippe helskindet ud af Noreløbet. Det gjorde de og saavidt da. Men de skulde aldrig ha' gjort det. Feilen var, siger din at der var en Bjelke formeget i en af vore Kanonbaade.
«Hvad for noget?» spurgte Willemand.
Du forstaar ikke det, Gutten min. Der var en Anfører, som ikke var heltemodig nok. Stakkar, vi vil ingen dømme. Jeg havde ikke været et Haar bedre.»
<Jo, det havde du, Sahlt> raable Gutten ivrig og hev Saltholken højere op under Armen.
Men ved du, hvad vi siden fik høre om Chefen, stakkar?.
siger du stakkar om ham?»
eJa, vi er jo alle Mennesker, og vi har alle vore kjære, som vi gjerne vil leve med;
[136]ikke sandt, Willemand? Og nu maa du vide, at nogle Aar efter Freden var sluttet fik Konow en engelsk Husjomfru, som var fra Sheernes, samme lille By, hvor Chefen hørte hjemme. Og du skulde høre hendes Beskrivelse af S gen i hele den lille By, da hans Lig kom hjem, De havde lagt det i et Fad us ombord, for at det skulde holde sig: — Tænk en ung, vakker, nygift Officer, som var elsket af alle Daade i Hjem og By.»
«Ja, men hvad vilde han her —
«Ja, hvad kunde han vel for, at han blev sendt herhen,» sa Sahl og tænkte lidt- «Gud- skelov og Tak for hvor godt vi har det nu, VWillemand. Alt er godt,» sa" Sahl og flyttede høitidelig Bibelen hen under den anden Arm.
<Man skal elske selv sine Fiender; men det er lettest, naar man ikke har nogen Fiender.»
Nu nærmede de sig atter Skaret, og baade Sahls og Willemands Tanker fløi mod Fartøi- erne og Dyrene og Godset og Huset
Huset maatte have Navn. Synes ikke Hr. Ven ogsaa det? Jo, det syntes nok Willemand. Ja, saa skulde det være: Nøisomhed; for Gudsfrygt med Nøisomhed var den største Vin- ding; og han løftede Bibelen foran sig i den fattige Lynghei.
[137]<Nøisomhed pr. Hop» gjentog han Gang paa Gang og øvede sig alt i Aanden paa at skrive det øverst paa det blaa Postpapir i en Sky af Snirkler.
Og saa skulde van Gelders komme paa Besøg. Børnene allerede Dagen Og Jomfru Brouwer skulde hilse: <Welbekomme til Hop» og komme med Kaffe paa Sengen og sige: Asjebelieft jonge Heer! og cværsaakod» istedetfor Jatak — og flere slige sproglige Fi nøjeligheder. Og Willemand skulde komme hen i hans Seng, ligge i hans Arm, høre Histo- rier og nyde af Kafferikken.
Nei, hvor Gud var god — og alle Mennesker,
XXIV.
Det var en vakker Høstmorgen.
Serene Bytøs var varslet af Skydsen, som hver Morgen reiste til Byen med Varer og Post. Og Drea, hendes Hjælperske, naar <van Gellert sine» kom til Byen, var varslet af hende igjen.
Det gamle Hus langt ude i Strandgaden vaagnede af sin lange Lur. Rullegardinerne for op, og de høie, smaarudede Vinduer blev
[138]pudsede, og udenfor, paa en høi Trøe (Trappe), stod Drea og gned de buede, blaagrønne Glas over den grønne, riflede Gadedør.
Guldlister løb som Solstraaler udover Glas- set, men midt i Solskiven lyste det gyldne Fa- milienavn
Der gik Ry af dette Hus blandt de gamle» gode Familier, Døschers og Paasches, Konows' og Nicolaysens; men de nyopkomne saa bare et gammeldags Husebryst i en halvdød Bydel For det blev sjeldnere og sjeldnere, at van Gel ert sine kom ind fra Kloster.
Lyder Sagen kom skraaende over Gaden og spurgte Drea, om Jeneralkonsulen sine var ventendes.
«Ja, baade de og Sahl sine,» svarede Drea og gned videre
Men Sagen gik ind af den høie Gang og mødte i Salsdøren Serene, som gjerne saa sit Herskabs Hus beundret og sagde
<Værsaagod stig ind, Hr. Sagen, om Di har obsalvert dokker te aa se Skjilderierne; der e" ”kje saamange, som spør' etter di no, og enddaa færre som har Sjeni som dokker te aa forstaa seg paa di.»
«Tak, Serenne Mor,» svarede Sagen med et lunt Øiekast og traadte ind paa det rudede,
[139]bonede Egetræesgulv og dermed lige ind i Mid- ten af forrige Aarhundrede.
Omkring den store Ovn var der polychrome Forsiringer i Stuccador; hele Brandmuren var Hav og Strand, med Bølger, Muslinger, Fiske og Baade — og øverst selve Neptun.
Langs Gulvet løb et Brystpanel med Rococeo- fyldinger, hvori Blomstermalerier var anbragt: ligesaa over Dørene.
Alt var malet af Blumenthal, som paa selve de høie, svære Salsvægge havde gjort sit Me- sterstykke til Forherligelse af den daværende Bergensmatadors Liv og Interesse. En Suite paa otte Landskabsbilleder med Figurer i Le- gemsstørrelse.
Det var noget for Sagen. <Jaha — jaha,> mumlede og nikkede han tilfreds for sig selv, mens han opdagede eller gjenkjendte Skjøn- heder eller Tydninger.
Det første Billede forestillede Bergens Brand 1756. Rygende Ruiner laa i Baggrunden. En ædel Kvinde (Historien) sad tilvenstre og ridsede i sin Bog den triste Begivenheds Runer — saa tydelige, at Efterverdenen kan læse baade Navn og Aarstal. 1 Midten sad en anden kvindelig jur (Bergen) henslængt i Vemod under Tre- taarnestadens Mindestøtte. Hun skjulte sig i
[]Sørgeslør som en gjensiddende Enke. — Da skrider fra høire op mod hende en stor, stolt ker; bag ham følger Gutter, der løfter svære Fiske til Paamindelse om Livskilder, som ikke stanses af Tid.
Og saa kom det næste Billede med en ny Kilde til Haab. Det var Mereur, en stolt, be- vinget Yngling, ombølget af et endeløst Gevandt i Hollands røde, hvide og blaa Farver; thi van Gelders havde i Generationer repræsenteret Hol- land og ligesaa meget havt sin Hovedstad i Amsterdam som i Kjøbenhavn.
<Jaha, jaha» nikkede gamle Sagen, som om han hørte sig selv eller repeterede en kjær, gammel Lekse — og flyttede saa til tredie Billede, som viste Handelsmanden og Rederen
De fire Verdenshjørners Gudinder sad om Globen, den ene huldere end den anden. Og Bergensmatadoren, Ridderen van de nederland- che lecuw og af Dannehroge, sad i simpel toor-dragt ved sit massive Skrivebord, om-
inget af Protokoller og Brevskaber. Men under Bordet og langs Væggen stod store Sække, saa spækkede med Gulddukater, at de holdt paa at revne og vise sit blanke Indhold
«Jaha, jaha!»
[141]Det fjerde Billede var helliget gode Gjer- ninger. Fattige, Krøblinge og Børn bankede paa eller blev hjulpne.
Det femte gik om hele Bundvæggen og var ofret Glæden: Fest, Vin og Kvinder. Det sjette Lune og Kunst; Fauner og Gratier smilte til Sagen, som han til dem. Han passede saa godt til Billedet, at han gjerne kunde steget op i det.
Det syvende allegoriserede Krig og Fred: Tilvenstre gik en Plogmand og svært, fedt Kvæg sin trygge Gang, men tilhøire stormede Mars frem og spyede baade Ild og Fordærvelse, mens Amoriner legede om ham med et engelsk Flag, der betegnede Hollands og dermed van Gelders Arvefiende.
Og det ottende og sidste var Seirens Hvile efter Krigen: Kortspil med Kridtpiber i Bag- grunden, og Hyrdeliv eller dolce far niente i Forgrunden.
Saa var der endelig det svære Tagmaler Det var besværligt for gamle Sagen at bøie Hoved efter det; og det var ogsaa det, som var vanskeligst at tyde. Men joho, joho — det maatte forestille det glorværdige danske Regi- mentes Apotheose. Dania løftedes af Tiden (en gammel Mand med Timeglas) og af Fama op
[142]mod Forevigelse under blaat Stjernehvælv. Og Engle, der med sine Emblemer afbildede de syv Kardinaldyder (Troskab, Gudsfrygt o. s. v.), omsvævede den fuldkomne paa hendes Himmel- fart. «Jaha — jaha,- sa' den gamle Skjønaand og pustede anstrengt
Han havde ikke Tid længere og kikkede bare flygtigt ind Døren til Agterkammeret, som var helt trukket med mat, brunt Gyldenlæder, baade over Vægge, Stoler og Chatol. Paa det stod det berømte chinesiske Glasskib, hvori alt, til de fineste Touge, var af Glas. Og der stod den ikke mindre berømte og besungne Punschebolle af chinesisk Porcellæn, som tog en halv Tønde og levede paa egen Fod.
«Jaha, jaha,» nikkede den gamle connais- seur. «Farvel, Serene Mor; hels baade van Gellert sine og Sahl sine. Eg haaper no, Jan Sahl ser op te sin gamle Lærer; sei
«Farvel, Hr. Sagen; det ska eg.»
an det.»
«Goddag, Madam Budtz; ka? ve' hon? Di e&'kje kommen endno.»
Madam Budtz var Sællerkone og bragte de Standsfruer, som selv var for fine til at gaa i Kramboden, Prøver af baade Kolonial- og Ma- nufakturvarer;; og havde sine Procenter baade
[143]af Kjøber og Sælget sørget.
<Eg sitter meg i Kjøkkenet, Seren for di kommer vel snart, vet eg.»
naar Indkjøbet var be-
e Mor,
«Ja gjør hon det; det blir vist nokke te jen.
tjene for hon no, saa længe som det er, si de har vært i Byen.» <Ok ja, Mor, det kunde vel trænges i d
<Eg trur 'kje, hon har nokken Nøj, som ellem de fine; ka skulde saa en anden fattig Stakkar segje. Se no Urle Brødkone, ka falder der af paa hinner, ska tru?»
eHon Tjue-mosteren, og trur 'kje du be- høver te ha' Sorg for henner, Mor; hu sæller som hon hadde Handelsret. Kom 'kje hon ind Dørren te Kramer sine med Kringlekorgen p Ærmen. Det skulde no liksom bare være Smorr- kringler og Tommelkringler. Men daa hon ikje saag Mandfolk, spurgte hon: dokker e' vel alene? Og daa hon va' sikker paa det, saa letted hon saa frøntelig paa Kjolen. Og ka mener du, hon hadde te Fabel langs hele Underskjørtet? Akku- rat saa mange Lommer, Mor, som Aaret har Maane'r; Krambodskuffer alt ihop, Mor. En med Knapper og en med Hægter; en med Traad og: en med Baand og Snorer og saadden bort
[144]igjennem. Ok kor møkke vondt her & i Tiden, Serenne Mor; de e'kje saa daa eg va' Baren.» Vei, det er det vel ikje — — ok — hys daa — der er jo Fruen! — — — Velkommen. Fruen! Velkommen af Kloster! Velkommen Madam Sahl. Ok, kor Di e" blit gammel!»
sLøp i Baaten etter Kappekorgen, din Tus- semor,» svarede Madam Sahl arrigt.
XXV.
Den drapfarvede, silkeforede Reisekappe med den trelægs Krave havde Generalkonsulen maattet lægge af sig i Baden og saa uden at faa bytte de tykke Kalmukkes Reisebenklæder stryge bent paa Byen med Sahl.
For Sahl havde et vanskeligt Ærind, som hans trofaste Ven og Fætter havde lovet at lette ham, og var bange for ikke at staa Kon- fortiden.
Sahl skulde nemlig aflægge Borgereden og foruden Cargadør, Konge og Proprietær nu og- saa blive Pølsemagermester i Bergens By.
Dermed hang det saaledes sammen: hans Kone havde en gammel Søster paa Markeveien, som nylig var bleven Enke, og som med sine
[145]Par Tusen Dalers Formue umuligt kunde ernære sig og sine to aldrende Døtre, uden at Pengene blev fornuftigt anvendte,
Og nu var gamle Pølsemager Stengel lige- overfor Gaden heldigvis død omtrent samtidig uden Efterfølger, og hans Forretning saa aldeles passende at overtage for Svigerinden og hendes Døtre. «Hele Byen» raadede dem til det, og en tysk Svend var alt engageret til Forretningen.
Men hun maatte have Borgerskab, og det skulde der en Mand til. Den ene sa Nei, og den anden sa' Nei. Saa kom de til Sahl stak- kar, som ikke havde godt for at sige Nei til nogen Barmhjertighedsgjerning, om det saa var den store at blive Pølsemagermester.
Men endda gruede han sig næsten mere for Borgeredens Aflæggelse, og for hvorledes han skulde te sig derunder. Berendt Willem maatte love at følge ham ind til Byen og op til Raadhuset og hjælpe ham.
Altsaa skred de ind over Strandgaden; Sahl med Kværnhuset i Nakken.
Alle Strilene stak sine malede Løb op under venstre Arm og hilste ham andægtig med Syd- vesten i højre — forvissede om, at dette var en navngjeten Præst, som de gjerne skulde
ville hørt 10 — Cargador Sahl
[146]Mødte de hilsende Byfolk, hilste Sahl — forsigtig, stødvis længer og længer med Hat- ten, eftersom han iagttog deres Høflighedsgrad. Pludselig hilste han ærbødigt paa en ung Dame, vendte sig om efter hende og trippede nogle høitidelige Pas baglænds, og — idet angjældende forsvandt — bøiede han hele sin svære Krop fremover og slog varmhjertet ud med Armen.
eKjendte du hende?» spurgte Berendt Wil- lem forundret
sNei, men hun saa saa overordentlig venlig ud, du. Nei, hvor hyggelige Folk er i Byen, du — saa fremmede, men saa svært venlige.»
Van Gelder smaaklukkede.
Da ser Sahl midt ude paa Torvet en kjendt Figur.
eBeneman, du, Beneman!»
Han skynder sig bag ham; slaar ham paa Skulderen; Manden snur sig rundt og saa skraa- led de begge i Munden paa hinanden
sAh! mon chér ami Beneman!» «Monsi Sahl, vieux ami!>
Og begge embrasserede og kyssede hin- anden midt paa Torvet til manges Fornøielse og van Gelders Forbløffelse,
Til al Lykke stod Kahrs og Krohn der- henne paa Hellerne og nikkede til Berendt Wil-
eur
[147]lem. Med dem slog han sig sammen; saa var han da bare Tilskuer saalænge, mens Sahl og Beneman lige høirøstede og begeistrede — halvt paa fransk og halvt paa norsk — gjennemgik Minderne fra hin berømmelige Rogntur til Dou- arnener.
Sahl agerte og raabte: <Vendez, Monsieur Sahl, Vendez!>
Og Beneman var ikke mindre fyrig, naar han straalende fortsatte: <Mais oui, mais oui! Et les autres capitaines, ils avaient beau attendre! ha—ha—ha
Men — de maatte til Raadstuen. Og der steg Sahl ind i en anden Forfatning; tungt pustende og bukkende til alle Sider.
Da Magistraten spurgte om hans Stilling, trængte han allerede Vennehjælpen og saa for- tvilet paa Berendt Willem.
Denne smilede og hviskede: <Rentenist eller Cargadør!>
<Cargadør,» raabte Sahl med præsteligt Al- vor og Kraft.
Magistraten viste, hvorledes Fingrene skulde holdes, gik pertentlig hen til Skranken og ret- tede og glattede paa Sahls oprakte Fingre, som den ene Kavaller paa den andens Slips — og trak sig saa et Par Skridt tilbage.
[148]Sahl øieblikkelig som en Dansemester lige mange Pas bagover.
Og nu lagde Øieblikket sin fulde Vægt over Sahl, som i hellig Begeistring traadte helt hen til Skranken, mens han forsikrede: «Jeg, Jan Diderik S . . »
En klirrende Larm! Sahl har sat sin svære Fod over Kanten af Spyttehakken, som vælter — og afbryder den hellige Formular med mang- foldige Omforladelser, idet han bøjer sin svære Krop for at gjøre det forbrudte godt igjen
Det var en eneste Komedie hele Dagen at ere i Byen med «Sahl sine». Men ikke desto mindre maatte de alle paa Komediehuset om Aftenen; det hørte til Klostertraditionen ved Bybesøg.
Og det var et Syn at se Sahl komme ind med Louise van Gelder under Armen, og s Generalkonsulen med Madam Sahl «paa en Ærm», som hun
«Vi skal længer frem, længer frem,» sa' Sahl.
sAa nei,» bad Louise blygt.
Men det var det værste hun kunde gjøre, for da raable Sahl gjerne saa høit, at de nær- meste hørte det: <Du har Rang over alle, ædle Veninde.»
[149]Og tede nu ikke Louise, kunde hun gjerne resikere, at han fortalte høit om Berendt Wil- lemmerne og Willem. Berendterne, den første, anden og tredie helt op til femten Hundrede og den Tid; og om hvorledes denne hans forgudede van Gelderslægt hele Tiden havde holdt sig paa Høiden i Byen, ikke ved arve- lige Kongeprivilegier, men ved arvet og bevaret Fromhed og Høisind, Dygtighed og Driftighed — og aldrig, aldrig gjort Bankerotter du — men hver Mand Ret og Skjel, du — tænk hvad det er for et sjeldent Familieskjold!
Louise var lykkelig, da Ouverturen døvede al Lyd; og da den endte, var Sahl, som «ikje hadde nokken Jehør», men alligevel var rørende glad i Musik, saa begeistret, at han ikke bare klappede som et Par andre Orkestervenner, men brølte et uforglemmeligt Bravo, mens By- menneskene smilte og van Gelders rødmede.
Og saaledes udigjennem hele Kvelden. Lidt efter lidt dukkede de frem alle de gamle, som
jan Sahl kjendte, baade Sagen og Bøgh, Flot- mann og Reimers og Kramer.
Og desuden saa var allesammen saa ven- lige, selv om han ikke kjendte dem før. — Aa nei, hvor deiligt alt var — og hvor god baade Gud og Mennesker var.
[]Men over alle straalede van Gelders. Og kunde de endnu stige i hans Beundring, saa skede det, da gamle Sagen et Par Dage efter fulgte ham ud i det gamle, stolte Hus paa Strand- gaden og gav ham en kyndig Dukkert i Slæg- tens noble Traditioner. Det var godt, de strax skulde i Baaden igjen, ellers var han gjerne faret midt ind paa Torvet for at berømme dem, som mindst af alt vilde berømmes.
XXVI
Imens de selv var i Byen, havde Madam Sahl anbragt Brouwer hos Petrikke paa Kloster. Desuden havde hun forberedt Jordbunden ved at tale i høje Toner om hende til Karnelis paa Nøstet, eftersom hun havde hørt af Petrikke, at Karnelis ikke var fri for at beundre den iske Skjønhed. Karnelis gjorde alt Kur, og Brouwer syntes ikke ubehageligt berørt deraf; for han hørte jo til Stedets Middelklasse og var baade pen og munter, Det eneste han i sine stille Timer reeulerede lidt for, det var, at hon var saa svært «fremmen
[151]i Talenten». Men hon lærte naa vel norsk bedre og bedre med Tiden
Da Madam Sahl kom hjem, gik der ikke mange Uger, før hun tydeligt mærkede Tilnær- melsen. Og jamen kom hon ikke en Dag, Brouwer, og spurgte hende tilraads, om hun skulde tage Karnelis.
«Bare tåk han, Mor; tåk han paa Timen! Me skal jo alle den Veien!» Som om Død og Ægteskab var lige sikre Begivenheder. <Eg obsalverte meg te at gilte meg, med det same Sahlemand spørgte, og eg va' naa møkke mer afgjort, kan hon vete.»
Og Sahl blev saa høistemt, som han havde faaet en Svigersøn i Huset; ha Faderglæde ved Bordet, naar Karnelis nu kom paa sine Kveldsbesøg.
«Nu er De vel glad, Brouwer,» sa Sahl
n sad med ren
rørt
«Ok søte Ven, det behøver du ikje le spørge om; du ser jo hon er saa glad, saa hon va' kitlet.>
Karnelis blev husvarm paa nogle Uger og slap Gjækken løs som iblandt sine lige — den godslige Sahls store Fornøielse.
En Aften for Exempel, da han kom til Hop og luskede ude paa Gaarden i Haab om
[152]at linde Brouwer og faa hende ud med sig alene, kom Sahl i Døren, i hvide Strømper og Tøller, for at se paa Veiret.
Han skimtede Skikkelsen derborte og raabte:
Hvem er det?
Intet Svar.
Desmere raabte Sahl Skikkelsen an og for- fulgte ham. Karnelis tiede og skyndte sig nord- over Veien et Stykke. Sahl efter.
Men da han kom til øvre Grinden, turde han ikke gaa længer og brølte en Gang til, før han snuede. Nu snuede ogsaa Skøieren og gik hastigt efter ham.
Sahl strævede pustendeafgaarde; men Fyren halte ind paa ham — saa store, stærke Sahl tilslut brølte som en Tyr: «Vold! Folkt: og Skikkelsen forsvandt.
En halv Times Tid senere kom Karnelis ind. med Jomfru Brouwer og blev buden tilaftens.
Sahl havde hidtil skamfuld tiet, men ved Bordet fortalte han sin Forfølgelseshistorie. Alle lo. Sahl lugtede Lunten, strakte Haanden hyt- tende mod Karnelis og lo, saa Taarerne trillede.
Ak ja — det var rigtig san hyggeligt, naar Karnelis kom, for da var Madammen en anden. Men var ikke han tilstede, saa var hun endnu støt og stadig efter Sahl og Bronwer.
[153]XXVII
Ja, den kom inderlig vel med al Adspre- delse. For Berendt Willem var et Arbeidsmen- neske, der havde Dagen besat; og hans Børn gik paa Skole hos Gouvernanten; og Louise havde faaet en liden Pige, som Sahl i tunge Timer var paa Vei til at misunde sin kjære Fætter; og Vinterdag i Veir og Væde var Veien over Lyng og Løk? lang nok. Saa Sahl havde fremdeles Ensomhed i Overflod og faldt des- værre endnu imellem i Fristelsen og dermed i det mørke Mishaab, som var hans Natur saa imod.
Saa. diseret, at det var umærkeligt baade for Sahls og for Almuen, fulgte van Gelder sin Fætters Ædruelighed, indtil han atter fandt det nødvendigt at gribe ind og fandt en taktfuld Anledning og Maade.
En mørk, stormfuld Kveld gik han længe op og ned paa Bryggen. Byskydsen var endnu ikke kommen.
Jens Pagter kom roende fra Bageriet med ferske Hetevægger. Han var Stavangermand og Afholdsmand og blev af begge Grunde stiklet paa af de indfødte i deres dumstolte Stunder.
& Lok 2: Torvgrav, Myrhul
[154]Men van Gelder var dannet nok til at for- staa, at det gode fra Nazareth er bedre end det slette fra Jerusalem, og respekterede i høi Grad Jens's Karakterfasthed. Derfor kom de til at gaa sammen der paa Bryggen og tale ud om Byskydsens Fristelser.
Og Jens fortalte, i Tusmørket og Vente- feberen, saa aabent ud om Drikkeskikkens skammelige Enevælde, at van Gelders Skridt blev saa faste, som han steg op Trappe
sAlle byder jo Brændevin; van Gelder og! Med det samme Skydsen kommer til Bryggen, faar han Brændevin igjen, om han saa har vært i Livsfare paa Veien for Brændevinet. Om en slog Olje i Baadtrappen der, før Folk skulde gaa i og or Baaden, var det ikje værre. — Det er som de ikje kunde vise godt Hjertelag uden i Brændevin; det er som det var et Sakrament. — Her maa ske en stor Oplysning i dette Stykke; pas naa pa
I Stuen sad Louise og Wibeke i en lidt trykket Stemning; for der var altid en vis Be- klemthed over Huset paa aftener. Før van Gelder med si Døren med Bommen, og man vidste Folk og Post i Sikkerhed, kunde ingen af dem søge Sengen.
[155]Men denne Aften kom van Gelder ikke til- bage, skjønt Klokken slog baade elleve og tolv. Og hvergang en af Kvinderne gik i Gadedøren for at lytte, var der intet andet at berette, end at Faderen gik taktfast op og ned paa sin Kommandobro.
Saa krøb de tause tilsengs, mens Stormen bruste i den firdoble Linderække foran Huset.
De fire Hjerter, som fra Vindueslugerne lyste ned til van Gelder, var slukkede; men han blev paa sin Post:
Først Klokken et kom en Mand sjanglende over Kleiv og Hammer og styrte rundt Bugten. Skydsen var kuldseilet, og de to andre Baad- folk var druknede. Bommen med Posten, Varer og Baad — alt var borte
Næste Dag var van Gelder i Byen og fik konstateret, at de var tagne ganske drukne afsted.
Og nu havde den energiske Mand paa Hjemveien opgjort sin Plan baade for Befolk- ningens Skyld og for Fætterens Skyld: der skulde oprettes Afholdsselskab paa Kloster; og han selv skulde ofre Brændevinshandelen paa Krambodnøstet. Beholdningen skulde rinde i Vandet, saa alle saa paa det. Og hans Familie og Sahls skulde skrive sig øverst paa Medlems-
[156]listen; og baade Stedet og han skulde je ind mange Gange baade aandeligt og materielt, det de tabte ved at opgive Brændevinsret og Brændevinshandel;
Som tænkt saa gjort. Næste Dag stod van Gelder selv ved Karnelis's Side og kontrollerede, mens Brændevinsankerne vendte den aabne Spunds ned og silrede ud over de sleipe Brygge- stene, og mens hele Krambodbryggen la! pirrende Brændevinsdunst.
Til Middags kom Sahl og fik som altid Dampen op, naar han fornam Berendt Willems gode Gjerninger. Han får rundt hele Kloster, fra Hovedhuset til Nøstet, og ophøiede sin uegennyttige og bramfri Fætter.
Og sit Navn — det skrev han paa Listen baade med Snirkler, Slænger og Prikker; sin Kones med; intet Brændevin mer for det gode Exempels Skyld!
De skrev sandelig under fort væk; men da Turen kom til Nils i Ramsvig, sa' han tvært Nei.
Van Gelder holdt sig undselig tilbage fra Presning, men Sahl raabte pastoralt: «Nils, Nils, vil du virkelig ikke skrive under?
sNe-hei! Det vil eg slet aldeles ikje,» sva-
; rede Nils fast, <Brændevin har eg drukket og
[157]Brændevin vil eg drikka, men eg skal sjøl passa Maaten.»
eNils, Nils!»
<Dat er ingjen Sak te skriva, skal eg segja Sahl, men dat er værre te halda dat.»
Sahl taug.
Ikke længe efter kom Nils i Ramsvig en Morgen med Østers til Sahl fra van Gelders Poll i Hatlenæs. Paa Kjøkkenbænken stod just fire klare Flasker, som Brouser havde b: ned fra Sengkammerne, hvor de havde varmet Sengene Aftenen før.
Dorthe Stadsmø kom med en Orteseddel i Drikkepenge fra Madammen.
Men Nils plirede og skjelede til Flaskerne. nk vanker her ikje meir, vet du
cNehei, dat gjer vel ikje dat. Her er sagta Forskjel paa Folk, vet eg. Her er no jaltfald blit turre Tyer for Fattigolk,» sa Nils seig og hegtede Øinene i Flasken endnu en Gang.
<Trur du Sahl drikker daa, Far? — Ja, sandelig staar 'kje du der og trur, at me har fire Brændevinsflasker paa Bænken. Men no ska du smaka dat og.»
[158]Hun efter Korkettrekkeren op med Flasken og i Glasset
«No kan du drikke, Far, og se om Sahl skriver og ikje holder. No — korledes smagte dat?
<Tvi! dat var bare kogt Vatten,» sa! Nils og ruslede slukøret ud.
Tvi — det var turre Ti'er, var det.
XXVIII
Over et halvt Snes Aar gik, ensformigt og godt. «Alt var godt,» uagtet Sahl havde naaet de sexti, og Madam Sahl altsaa det uhyggeligt høie Tal otti
Alt var godt, uagtet Sahl aldrig fik en Dram, og kun en sjelden Gang et Glas Ma- deira; men da var det ogsaa Penge værd at se den Høitidelighed, hvormed hans Øie fulgte Karaffel og Glas, hvormed hans Haand løftede Glasset, og hvormed hans Tunge smattede. Alle de andre glemte at delikatere sig, de saa bare paa ham.
Imellem kunde jo Sahl se lidt vemodsfuldt paa Tjeneren med Punschebollen i Gangen og mindes de gamle glade Tider paa Kloster. Kanske
[159]det var en medvirkende Grund til, at Berendt Willem ved Leilighed lod den slaa løs og hære op paa Loftet. Og hvad han gjorde, var godt.
Og san havde de oplevet Sølvbrylluppet, det uforglemmelige Sølvbryllup, da Sahl rørt havde modtaget Blomster, Gaver og Taler med et altid gjentaget, halvkvalt: «Kone, Kone! Værre og værre!» Indtil Sorenskriver Bøgh med sin Sølvbryllupssang havde løst baade hans og Kones Taarer.
— — — Du spørger om de kjære smaa?Derom Historien tiermen mange Venner om dem staaog dem sin Tak indvier — — —— — — De fem og tyve Aar svandt henmed Sorg og Glæde blandet,men Hjertets Blomst staar frisk igjen,og hvad er saa alt andet? — — —
sKone, Kone! Værre og værre!»
<Ok ja, søte Ven!> hulkede Kone, <me har jo altid hat det med os, at Folk har vært saa glad i os.»
cAlt var godt», uagtet Brouwer forlængst var gift med Karnelis paa Nøstet, og Huset altsaa tommere og tristere end før; især nu som Madammen var saa gammel og halvblind, at der fulgte mindre Liv og Mod med hende.
[]Men det gode var der jo med Hop, at han, maar han var færdig med Veirobservationerne, - stadig havde nogenlunde nok af friske Aviser.
Og Krimkrigen var en særdeles heldig Op- findelse til Underholdning for Sahl. Ikke mindst fordi Huun under den udførte nogle Bravur- nummere med det nye Skib «Louise»
Ja «Louise», det var Skib det; siger og skriver 250 Læster. «Nei, hvor uhy raabte. Sahl, da den var gaaen af Stabelen. Og den faamælte Huun brystede sig og svarede:
«Ja, større Skude blir ikje bygget i dette Landet.»
Men Generalkonsulen vinkede Huun hen paa Bolværksbryggen, og der sagde han til ham
<Kan De nu ogsaa Deres Ting, Huun, saa De kan føre saa stort et Skib?
Huun saa paa ham, halvt krænket og halvt bedrøvet. leg ved godt, i hvis Hænder jeg overgiver Fregatten «Louise», men jeg mener: Kan De den nye Kronometerberegning, Huun?» den kunde ikke Huun; den existerede ikke, da han tog Examen.
«Saa reis ind til Skomager Rathje i Skude- vigen og tag et Kursus i al Hast. For baade
stor!»
[161]Sextant og Kronometer vil komme vel med paa de Vande, Louise skal fare.»
Skomager Rathje var et mathematisk Geni, som regnede nyere Navigation bedre end nogen, mens han syede over Læsten. Aldrig havde han været tilsjøs, men Væggene hans var fulde af kridtede Regnestykker og Triangler — og det var Gutten som kunde det.
Det laa saa i Luften i Huset, at selv hans voxne Døtre regnede Navigation op efter Væg- gene, saa det forslog. Og var det noget en Sjømand ikke hurtigt nok begreb for Mesteren selv, san sagde Rathje utaalmodigt
«Gaa te Rakel, du — det er hon god nok te aa forklare deg.»
Saalænge han havde dem da, for slige Navigationsjomfruer gik naturligvis af Stabelen med hver sin Skipper ved første Høivande.
Og saa Jøb Huun ud med Louise for at gjøre Merit
Løb mellem de engelske Blokadeskibe ind til Archangel og løb ligesaa heldig ud — med en berget Fragt paa 5000 Spd. for en Tur til London. Bare for Storbaaden paa Dækket, som var fuld af russiske Pak-matter, havde han sine 200 Spd. Og da han anden Gang gjorde
samme Kunststykke, fik han personlig i An- 11 — Carøsdør Seth
[162]erkjendelsesgave af den russiske Regjering eller af «Kjeiseren», som Gerche Huun yndede at sige, en svær, massiv Themaskine med Bolle og Brikke, som hun gik og pudsede paa Resten af sit Liv, for at den skulde skinne til Ære for hendes Mand.
Ja du Huun, du Huun!
<Alt var godt», for nu havde Sahl desuden Adgang til Bøger i Overflod. Og behøvede il som paa Udvær for tyvende Gang at læse Bar- ealii Argenis eller een Statsroman i tre Deele — eller. Pamela, den belønnede Dyd — eller Charlotte Dor. Biehls moralske Fortællinger, for ikke at tale om Todes Huuslæge, Knigge og Godmand, som han og hvermand kunde udenad,
<Alt var godt», uagtet han ingen «liden» Ven mere fik i Armen om Morgenen. For Willem var nu baade konfirmeret og reist til Institut i Udlandet; og Wibeke var gift med Kapteinløitnant Budde og boede i Fredriksværn.
<Ok ja, me skal jo alle den Veien,» sa Madam Sahl. Og Louises «Lillemor», som nu var 12 Aar gammel, havde jo ogsaa været en glad og flittig Gjæst paa Hop, ligefra hun var saa liden, at hun paa Spørgsmaalet om, hvor Himmelen var, svarede i et Smil: Paa Hop.
kke
[163]Men hun var jo Pige — og kunde jo ikke godt ligge i Sengen hos Sahl; skjønt han hundre Gange havde været paa Nippen til al spørge sin Kone, om hun ikke godt kunde alligevel
«Alt var godt, men ikke alt lige godt»
XXIX.
Et Arbeide havde dog bedst hjulpet Sahl til at holde sig oppe; et Arbeide, som for andre kunde optaget Maaneder, men for ham Aar.
Det var — fra Førstningen ved Lyder Så- gens Hjælp — at samle alt, som gamle bergenske Bøger, Manuskripter og Inscriptioner paa Bille- der og Pretiosa vidste at berette om Familien van Gelder, og derunder berigtige og supplere denne dyrebare Slægts Stamtavle. Thi Fa milien van Gelders Ære og Anerkjendelse var og blev nu engang hans Livs største Passion.
Men derunder reiste han kun, sig wu vidende, for sin kjære Berendt Willem hele Fortidens Glans, Tradition og Forpligtelser i en Klarhed, som blev mer og mer trykkende i en saa vanskelig økonomisk Tid, som Midten af Femtiaarene og særlig 1857 var, og med de sociale Krav nedenfra, som baade 1
[164]førte og Berendt Willem var mer lydhør end nogen anden for at opfatte og imødekomme.
Saa den slanke, blonde Mand, som gik op og ned paa Bryggen med sine smaa energiske Skridt, fik nok og mer end nok med at til- fredsstille Slægtens og Stedets Fortids, Nutids og Fremtids Krav — paa engang.
For Generalkonsul van Gelder blev dette mer og mer baade det sande Adelskab og en Dyd af Nødvendighed cat have som den, der ikke havde:
Det var umuligt at optræde som Stilling og Traditioner bød. Uden med de mange fast- slaaede Understøttelser til øst og vest — disse forblev jo en Æresgjæld for Slægten.
Men. ellers var det umuligt at gaa i de gamle, af Sahl opfriskede Spor, fordi baade Byrd og Traditioner og Arvegods var saa alt- for rigt og galant — og fordi Arbeiderne ikke længer betragtede Overfloden hos de styrende saa ydmygt som før — og allermindst, efter Generalkonsulens Mening, burde gjøre det
Altsaa skjultes Arvegodset mere og mere. Det ene kostbare Stykke efter det andet for- svandt fra Husholdningen og fra Væggene for at havne i en hemmelig Krog. Det kostelige Porcellæn blev aldrig brugt. Billarden støvedes.
[165]16:
Keglebanen forfaldt, i den Grad at Regnen flød ned gjennem Taget og silrede langs den Rende, hvor ingen Kugle mere ramlede. Vognene af- skaffedes, Luxusveien til Byen groede ganske til, og Vingebaaden stod i Fjæren, under det tomme, ottekantede Gaasehus med Dueslag i Taarnet, og gisnede og forfaldt.
Aa — hvor dette pinte Sahl. Han kunde bare for van Gelders Skyld gaa og brumme og ærgre sig over, at deres fælles Bedstefar Can- cellie-Assessor Berman, som dog havde efter ladt Slægten saa meget, havde tabt endnu mere i Aarhundredets Begyndelse ved at sælge mile- lange Jordeiendomme for danske Sedler — alt med en gammel dansk Embedsmands. stædige Tro paa den danske Stats ufeilbare Solvents.
Og saa alle de Tusender, som var bort- kastet til Aktier i de bornholmske Kapere og sa — —
Ja for Sahl var dette fremdeles — halv- hundrede Aar efter — en Formue, som med Retle tilhørte van Gelders.
Aa hvor dette, naar han af Ansigtets Muskel- spil anede, hvad Byrder Berendt Willem bar, kunde pine Sahl, som ellers fandt alt saa godt i denne Verden, og som for sig selv aldrig havde sukket efter Penge.
[166]Jo mere ingetogent van Gelders kom til at leve, jo mer fik han Trang til at løfte sin Præstestemme og raabe ind i Bygaderne, raabe ind i Parvenuerne, hvor fine van Gelders var.
Og saa var de for fine, til at det kunde ndes om uden Skade. Han huskede saa vel den Ydmygelse og Harme, han havde beredt lille Willem Berendt i 1848, da han og hans Kammerater havde besøgt ham. Bygutterne sad under en Seiletur med «Flyvefisken» og roste sig af en og anden Smule Matador de var i Stægt med.
Da begyndte Sahl — for at hæve Wille- mand — at tale tilsyneladende bedrøvet over at Willems Fars Fætter, Prinsen af Augusten- borg, var en slig Forræder imod Danmark. Hovedsagen var at Gutungerne skulde høre, at Willemand havde en Prins til Slægtning. Og det var altsammen sandt nok, baade han og van Gelder var paa mødrene Side i det næreste Slægtskab med Greverne Danneskjold og Her- tugen af Augustenborg
Men den Oplysning var saa altfor fin for Gutterne, at Willem Berendt bare fik Skam og Spot deraf — og senere gik lige til Sahl og Dad ham aldrig sige noget saadant mere, saa nogen hørte det.
[167]Saa blev det altsaa for Sahl at kredse som en Humle om et Lys, han bare brændte sig paa. Det var saa fortærende glansfuldt at tie med, og saa svidende latterligt: at tale om.
(Ganske anderledes hos van Gelders, I den forborgne Stilhed skjød Familielivet de skjøn- neste Blomster. Aldrig havde Berendt Willem og Louise været ædlere end nu. Og mellem Herskabet og Arbeiderne udvikledes en Hen- givenhed og Fortrolighed, som var mønster- gyldig.
Naar undtages Lyderik Gartner, som flyttede til en af de flotteste, opgaaende Rigmænd i Byen, naar undtages Lyderik altsaa, saa for- gudede alle dem som sit Kongehus.
Det mærkedes saa vederkvægende fra næsten hver en, da Nils i Ramsvig nylig til sin gamle Trods havde føiet den endda mere skjæbne- svangre for Stedets moralske Udvikling at kjøbe en ledig Brændevinsrettighed i Nabo- sognet og oprette en Udskjænkningsbod nord i første Vigen, som ikke tilhørte van Gelders Kongerige.
Alle harmedes paa Nils Og selve den fredsommelige Sahl sagde lige i Synet paa ham, da han traf ham
[168]<Du skulde skamme dig, Nils, at gjøre van Gelder slig Sorg med dette usle Brænde- vinet.»
Men Nils var ikke blygere end at han svarede: «Eg tænkje dat eg, at Sahl har gjort han mere Sorg med Brændevinet, og for den Del, saa har vist Sahl baade drukket og solgt mer Brændevin end Nils i Ramsvig har gjort — enddaa da.»
Dermed var den Mund stoppet. Og Sahl, den fredsommelige Sahl, gik virkelig og bar Vrede mod et Menneske paa denne Jord. Kunde han ikke stampe langs Gangeveien og tordne mod Nils, mens det væltede sig i hans Indre af Harme. Nei, hvad et Uveir kunde vælte op af ondt, som laa gjemt under Bugtens blanke Vand. Han var rent syg ved det selv, for gik han ikke der og brølte som han var en Løve istedetfor et Lam.
Men nu blev denne Misstemning dog skudt tilbage i hans Bevidsthed, for nu forestod h: Geburtsdag; og om den stod der et rent Veir af Glæde, Fred og god Forstaaelse, hvori en- hver Mislyd maatte drukne.
[169]XXX.
Forholdet var altsaa lidt efter lidt bleven det, at man hos de virkelig rige van Gelders <havde, som de der ikke havde» ; men derimod hos de virkelig fattige Sahls — ikke havde, som de der havde, det vil sige, udnyttede sine smaa Hygge- og Velværekilder paa det behage ligste.
Der kunde alt gjøres og alt nydes uden nogetslags Hensyn eller Baglanke. Der kom hvert Stykke Sølvtøi frem, der kom Kaffe paa Sengen, Østers fra Pollen og Vin fra Kjælderen. Derfra udgik Indbydelserne som i de gode, gamle Dage ctil The og Aften den og den Dag og følgende Dage» For der var det Fest, naar det var Fest, og Fest var det, hvergang van Gelders kom, om det var aldrig saa mi somt og tarveligt ellers.
Og der slap van Gelders sig løs, om man kunde bruge et saadant Udtryk om en saa be- hersket Familie
Særlig paa Sahls Geburtsdag. Den Dag voxede sig Aar for Aar op til Aarets største Mærkedag baade for Hops og Klosters Her- skab. Dels fordi Sahl selv gjorde saa meget af sig og var saa selskabskjær og <modtagelige»,
[]som Sven Raadsdreng sa”, og dels fordi G burtsdage ellers aldrig ænsedes i den bramfrie van Gelders Familie
Alle var vante til at komme til The om Eftermiddagen, men Børnene kom allerede Dagen iforveien til Barnevennen
Og da Lillemor nu var den eneste, skulde hun have sin Byveninde, Alette Ameln, som var ude hos hende paa et Par Dages Besøg, med sig. Længe nok havde hun ogsaa be- skrevet hende de forventede Glæder hos de kjære gamle Venner paa Hop.
Men tidlig paa selve Morgenen, som de skulde. afsted, havde Alette pludselig faaet det med at stortude og stirre ud af Vinduet. Hun kunde umulig sanse, hvordan hendes Mor saa ud; hun saa og saa hen for sig, men fik umu- ligt Tag i Ansigtet. Det var ikke til at holde ud. Hun maatte til Byen for at se hende.
Og heldigvis var Skydsen ikke reist endda, saa hun kom afsted og vinkede i et eneste Smil til Lillemor, som ikke havde mange Be- tingelser for at kunne forsta adant Føleri
Altsaa gik hun alene til Hop; mens Vaar- solen brandt, og Lommen fløj høit over Vandene mod Lyderhorns Kegle og skreg: «Tørker 2', tørker 22
[171]Over Toppene af den brune Lyng laa der en fin Sølvglans. Det var de fjorgamle, graa- blegede Blomster, som trofast holdt Stand og gjorde Tjeneste i Landskabet, til de nye kunde komme og løse af.
Lidt beklemmende var det jo imellem at passere en sort, ensom Myr, eller at vade i lidt høi Lyng: Ormefrygten kom til. Men des større var den glade Længsel efter det gjæstfrie Maal; hun kjendte alt den gammeldagse, kose- lige Duft i Stuen af Reseda og Gyldenlak, som stod. graastammet og trænet i Vinduerne.
Endelig stod hun uopdaget i Gangen og bankede paa. Det var saa fornøjeligt at liste sig ind og komme overraskende paa Sahl.
<Kom herind!» raabte en kraftig Stemme.
Men ikke før Iukkede Lillemor op, og ikke før fik Sahl bredt sine Arme ud og raabt Vel- kommen, før han havde en Strøm af Und- skyldninger til den lille Dame, fordi han bare havde sagt: «Kom herind.» Han brugte altid at sige «Kom herind» til Almuesfolk, men <Vær- saagod- til fornemme. Og denne Gang havd han saavist troet, det var Sven «Kone, Kone — —
Men hvad havde han saa ikke for For nøielse at forespeile hende. Der var stængt
[172]Sild paa Hatlenæsset; det skulde de se på Formiddag. Og der var Pale ** i Kobbevigen, og den skulde de dorge om Aftenen, de to Venner, som nu lige lykkelige stod ved Vin- duet og saa ud over sit Paradis
Snart gik de nedover til Noten, hvor Sven Raadsdreng tog imod dem og fortalte udførligt nok om Stænget.
<Var ikje her kommen hele fem fremmede Baadlag foruden os, kanskje? Men naar Gud han vil Ret, skal eg segja Sahl, saa trur eg regtig, han fær Ret; ja det trur eg regtig, om eg har læst mine Bøger ret. Og ret blev det paa Slutten og. Men me hadde Strid og Sjau nok heile Nottaa, det skal væra vist. Der vilde ”kje Sahl likt seg
Først var me alle paa Fjorden og kastede Skimler for at jage Fisken ind i Vigen. Og an var me de første til at kaste i Sundet for at stænge det. Men paa Timen Bakkelaget ser det, kaster de indenfor os med en lettare Not, saa de naadde Land før os. Da me saag det, raabte me: Lag! som det var hans Pligt at give os da. Men trur ikje Sahl, at Basen sa': Nei, me vil ikje ha' nokke Lag! Me lovede
[173]daa paa det, at om saa Prokkeratter skulde komme paa Pladsen, saa skulde han ikje efter- paa Fanteskabet sit faa negle os vor lovlige Ret. — Ja, saa maatte han gi'e seg, veid Dok- ker; men tæng du, saa va' han saa treiske, at han rodde ud til Lia-laget og gjorde op med Basen der, at de to skulde ha' Lag. Og saa ber han han kasta udenfor, mens han skal flytte sin Not indover fra Strømmen til Fluen. Og san flytter han saa skjødesløst, at al Fisken faar gaa ud. — Der me skulde ha' halvt, blev ingenting tilbars, men hele Sildetyngden var sluppet ud i Lialaget sin Not
Men som sagt er, Gud han raa'r. Ja det trur eg fuldt og fast at han gjere, Sahl. For daa Bakken og Lien gjek iland for te akkedera med Opkjøberen, tog Strømmen til og sled Fæstet paa den Baaden, som holdt Noten deres, var heile Porten vidaaben for
og ein—to—tri Silden,
Men daa var me paa Pletten. I same Menuden Fæste hans gjek, for med ud og stængte udenom; saa naa er Silden vor, som ret og regtig var. Der er naa vist 400 Tynder og skjikkele Pris er der paa 'an og, for der er 'kje møgje af 'an endda
[174]Sahl og Lillemor gik i Baad og halte sig langs Noten, saa hun kunde faa se ned i den grønryggede Sildesværm; indimellem skjenede en og anden Fisk, saa den lyste som Sølv og pladask, der gik en Terne paa Hovedet ned andet og kom op med en Brisling, som var kommet for høit op i Sjølaaget.
Sahl fortalle og beskrev og viste hende Skimlerne — tre Alne lange, hvide Brædter, udskaarne som en Sildesluger af en Storfisk, med Jernsøkke langs Bugen, saa Fiskerne kunde jumpe dem ud fra Baaden og skræmme Silden indover, trække dem op igjen efter en Line og saa jumpe dem ud igjen.
Og endda fornøieligere var det han fortalte om, hvorledes de lokkede Fisken efter sig som en Hønseflok. For Exempel Seien. Naar de ikke fik den ind paa Kastegrunden, saa kunde de ro ud efler den, der de saa den boltre sig, og kaste Brisling i Øskarvis foran den, og den fulgte og fulgte, til de fik den ind paa den Vig, de vilde.
Jo dette var Liv — og det gav Appetit paa Madam Sahls Sødsuppe og Pandekager.
Saa skulde Sahl sove Middag, og Lillemor og Madammen «spelte seg» med Guldfiskene i det store Glasset; saa sneg de sig ud, klappede
[175]gamle Fix og Fax og godsnakkede med «Somdu», der var bleven Tip—tip—oldefar og bare gik og røtede eller laa og blaaste i Alderdomssløv- hed. — Saa betragtede de Vindfløien, som altid blev oprigget midt paa Gaardspladsen til Ære for van Gelders Børn, naar de kom; det var fire Jægter under Seil, som svingede hverandre rundt, saa det ranglede. Og saa fandt de Hønseæg; det vil sige Lillemor; for Madam Sahl stakkar havde ondt for at finde Laave- døren.
Men den samme muntre Skjælm var hun, for da hun syntes, det var paatide, at Sahle- mand var færdig, fik hun Sven Raadsdreng til at hente frem den aflange, gamle Tromme og dundre løs udenfor Vinduet, saa Sahl for op og troede Engelskmanden kom,
XXXI.
Ud paa Kvelden fik Sven Raadsdreng det travelt. med at bringe Snører og Skindbeter (fingeret Agn) i Stand til Paledorgingen. Og efter en tidlig Aftensmad blev Lillemor sjøklædt i Helstøvler og Madam Sahls forede Reisekufte
[176]og fik istedenfor Hat et varmt Uldtørklæde rundt Hoved og Hals, fæstet med en stor Knude i Nakken
hl trampede rundt hende i Henrykkelse ; og halvblinde Madam Sahl kjærlegnede hende med Hænderne, rundt og rundt, i Mangel af Øine til at beundre med.
Saa roede Sven dem ud i Leden til Kobbe- vigen, mens Sahl dampede paa sin store Pibe. Og saa satte Sahl sig baglænds, Ansigt til An- sigt med Lillemor, som sad i Bougen, fik begge Snørerne ud og fæstede dem et rundt hver af sine Lægge, for saa slap han at holde paa dem og kunde alligevel kjende, naar det bed.
Strømmen blev nordbær, som den skulde, og Skumringen faldt. Andre Baade kom til og roede, som Sven, i Ring paa Bugten. Flere og flere kom de frem i Tusmørket fra skyggede Sund og sorte Næs. Tilslut var der vist et Par Hundre. I dem sad baade Mænd og Kvin- der i Sjøhyre ; mest professionelle Fiskere, som skulde kredse paa Bølgerne til over Midnat, for saa med Fangsten at tage fat paa den milelange Rotur til Byen. Og endda var de ikke færdige. Da skulde de, blege, udvaagede og slidte, kjegle en hel Formiddag med Tøserne ved Bryggen for at sælge Nattens Udbytte,
[177]Borte paa Kobbehammeren sad Basen blandt Maagerne og speidede. Gammel og graatjafset. Med Øine, der lyste som Ild og Blod.
Før Menneskeøiet saa det Gran — en Favn under Vandet og mange Kabellængder borte — saa den Karen Silden sætte forskræmt opover; da spilte han Vinger og ilskreg — og med ét trylledes en uendelig Sværm af Maager og Ter- ner frem;
Under lystig Laat og Hvin svingede de over Kobbefluen, og i samme Nu pilede alle Baade med korte, rappe Tag derhen og kred- sede lydløst rundt under de høirøstede Fugle.
«Se der er Silden,» raabte Sahl dæmpet til Lillemor. Sven havde alt seet den og halede bortover. Den jagede Sild hoppede med sølv- hvide Blink høiest i Luften, og strax efter kom Palen bøksende og plaskende.
Fugl hven af Glæde, og Folk roede i Feber.
Og nu blev det baade Haling og Baling et Par Timer, fra Solen svandt, til Morilden begyndte;
Lillemor fik være med at hale ind de svære Fiske, og Sahl og Sven roste hende omkap for hvert et Drag.
Aa hvor Morilden brændte bag Baaden og lyste paa Svens Aarer, da de roede hjem. Sahl
18 — Cargadør Sal
[178]gned sig i Hænderne af Henrykkelse og pratede, saa det rungede over Fjorden efter al den kon- ventionelle Taushed i Kobbevigen.
Længer ude hørtes frisk og fornøielig Trallen af en primitiv Røst:
Krans og Kruna det skje du fua
som tin Salmebog ein gjydlane ing han ska' spela paa min Brudlaupsdag,
sjeng i Lag Sven maatte hvile paa Aarerne, mens de alle lyttede.
XXXII
En Stund efter glider der midtfjords en Skjøite op langs dem. En høi Skygge reiser sig ved Roret og en dæmpet, ærbødig Stemme siger: Er han Sahl ude med Nottes Tider?»
eHvad for noget? Er det Primus — og dig Josef? Er det dere, mine kjære Udværinger? Velkommen! Velkommen !>
Jo, det var da Josef i Beite, som kom med hele Udværs Klarering for Fjoraaret
[179]Og Primus var det nok ogsaa. Men ikje gamle Primus til Sahl; for den havde den svære Stormen knust i Vinter; men nu havde gamle Josef havt let for at kjøbe sig en ny, som han af Veneration for den første havde døbt: Pri- mus den anden.
Og en Hardlooper var den v alt det de minkede Scil, saa maatte Sven ro paa Livet for at følge med Primus den anden.
Hvorledes de levede derude? Aa jo, Vor- herre havde oppeholdt dem dette Aaret og. Og de havde Helsen til denne Tid alles
Gamle Jørgen Nordvig og?
Gamle Jørgen Nordvig og; ja misand; det feilte 'kje paa det
Og unoggande fuldt med Hummer havde der vært; og fisket godt havde de gjort hele Vinteren; og Kilenoten, Sahl havde kjøbt ivinter (naturligvis sig selv uafvidende for Berendt Willems Penge, stod alt i Sjøen, saa na skulde Laxen slippe at gaa løs og slopse rundt Øen.
Og helles var alt godt paa alle Mader, som de naa hadde Gud og han Sahl te takke for.
Forresten havde naa Josef den Glæden, at han kunde levere Sahl ogsaa en pen Skilling denne Gangen.
[]<Jasaa,» raabte Sahl tilbage, cfaarjeg Hundre Daler af Udvær iaar?»
eHan Sahl faar firadobbelt, og tidobbelt skulde han nok ha”, om han ikje altid hadde aa taalige og eftergivandes.»
For Josef kjendte vel den aarlige Skik, naar de kom indom for at faa paategnet af Sahl, at Skylden var betalt, før de kunde ro til Toldboden og Dræggen med sine Varer; han kjendte vel Sahls høisindede Vane at kvi for Beløbet de gav ham — uden at kaste et eneste Øie paa Regnskabet.
Og naa var naa det «forunnale» hændt, at de havde faaet to Fyrtaarne paa Ud: frakkeklædt Fyrvogt
Men han va' helste smaalige ligavel, for han kunde hverken prækka helle" læsa i Døraa.
De stakkars Udværbuer havde jo helst haabet paa en Fyrvogter, som samstundes kunde være Præst, eller en Præst, som samstundes kunde være Fyrvogter; paa samme Sæt som Mikkal havde været Klokker og Fyrdreng i en Person.
Men pan den Maaden var han helste smaalige den Østlandsskipperen, de havde faaet Han havde ikje engang Nattur te læsa af Van- gelie-postillen, som Sahl havde gjort.
r og en
[181]«Ja tæng, han gjek ikje eingong med Flo hat um Syndagjen.» Hele Øen kom stadig med Vemod ihu det opløftende Syn af Kværn- huset til Sahl.
eAlt var godt,» sa? han Sahl; og hele Øen sagde det endnu efter ham; men i det andelige var det regtig saa storartet turt vorten, at han Sabl vilde ikje kjenda seg igjen i sin egen Kjerke. Nei misand, om han vilde, — Han Josef skjæmtes meste te fortælla Sahl, korle's den nye Bispen havde fore aat.
«Hold nærmere, Sven, hold nærmere,» raabte Sahl; endda Sven hvert Øieblik var saa nær, at han ikke fik Aaretag.
Jo tæng Bispen, som vist helles baade var en «særdeles» Mand og en adskillige» Mand, tæng han havde holdt en streng Tale i Kor- døren og sagt at deres Kjerke var fuld af verds- lige og usømmelige Billéder. Og, naar undtages Altertavlen med de røde Pindhuefolk i Geth- semane og Provest Werner si Tavla, havde han forordnet det nedtaget og udbaaret altihoba
Baade gamle Assessor Berman, som Bør- mene holdt for en Apostel, og Sahl sit Orlogs- skjeb, og alle Navnebrædtene, som Ungdom- men læste paa og som de bergede saa paa med Takkesuk.
[182]Og ka segje Sahl om Jeremiæ sydende Potte, som altid havde gjort Kvindfolkene saa storartet godt te sjan paa. Men endda tregte han Josef for sin Del meste paa Kristian den syvendes blodige Sjun, for det havde baade han og fleire med han havt en storarta Trøst og Opvækkelse af.
Sahl var selv saa vemodig ved denne kort- synte Hensynsløshed, at han glemte at sige' <Alter godt» og stadig væk sa': «det var Skade, du; det var Skade.»
Men da Flyvefisken næste Gang strøg ind under Primus den anden, var han allerede i Ligevægt og trøstede Josef.
«Det er nu for det gode det ogsaa, skal du se. Vi maa jo tro det, Josef-far; Alt er godt.»
sMen ka segje Sahl? Tkje alt er liga godt,» svarede Josef efter Øens Børnelærdom.
<Og saa havde han Skjæg,» lagde Josef til som en fortrydelig Slutningsbemærkning.
Kem,»huggede Sven Raadsdrengi,«Bispen?» <Ja tæng, Bispen du!> eg segje meg saa! Den forrige Bispen a saa mjuge og blanke som ei Jenta te
var d ta' pan. Og han Mikkal, som balberte alle Ligaa pan Øen, maatte daa balbera han kver einaste Dag, daa han var derude.»
[183]<Kver Stemme i Forlugen.
<Ja misan, kver einaste Dag; det var naa andet te særdeles Mand det ja.»
Sahl bøiede sig smilende ned til Lillemor og strøg sig velbehageligt over sin glatragede, svære Hage.
naste Dag?» spurgte en forundret
Endelig kom de tillands. Lillemor løb iforveien og fortalte om Udværsgjæsterne, og langt om længe kom Sahl med dem og intro- ducerede dem med det gamle, kjendte: Kone, Kone!
«Nu skal vi se, om min Kone kjender dere igjen,» og dermed fremstillede han gamle Josef og Litle-Josef, hans 30-aarige Søn.
Madammen vilde gjerne være lige saa ung som Sahl og vilde nødig være ved sit sluknende
yn, derfor gik hun freidig paa Litle-Josef og sagde: «Ok goddag Josef Far; det var fornøie- ligt te se deg igjen. Du er liksom meg, ser eg; me blir lidt ældre utav Skind, men utav d er me blandt de øngste, ikje sandt?» Sahl og Dorthe Stadsmø tog det bare mor- somt og lo hjerteligt, da de fortalte, at det var litle Josef hun holdt for sin jævnaldrende Og Madammen bar det saa tappert, at hun
[184]vilde kommet uskadt over det, hvis ikke gamle Josef med Naturbarnets Aabenhed havde sagt
sAa stakkar, kor M gammale og har tabt seg, daat>
Da brast hun igraad, træt som hun var af Strævet til Festen, og sutrede, at no var hon tilovers i Verden.
(Og strax stod Sahl varm i sit Trøsteembede, slog Armene om hende og kyssede hendes Rynker med høirøstede Forsikringer om, at hun altid var lige vakker og umistelig.
Nei, no vilde hon bare ønske, hon fik ligge seg ner og dø; no var det ute med ever og bit.»
«Kone, Kone, du maa ikke knuse mit Hjerte. Du er jo frisk og vakker som altid; mindre end fem Aar til maa du ikke leve — — Kone, Kone!»
Og fem Aar til levede hun akkurat. Ud- værbuerne bar trofast pan Profetien, til den blev opfyldt. <Ka sa' Sahl? Mindre end fem Aar til maa du ikke leve.»
dammen er vorten
XXXIII
Saa randt Geburtsdagen op.
sSchon munter?» raabte Sahl. «Skjøn Mun- ter, søte Ven! Gratulere med Dagen!» svarede Madammen.
[185]Jomfru Petrikke var kommen fra Kloster tidlig om Morgenen for at være tilhjælpes. Og Døren var sat oppe mellem Sahls Værelse og Lillemors, saa de laa i hver sin Seng udover Morgenen og underholdt hinanden ud af sit Festhumør.
Lillemor havde barbenet været henne ved Sengen hans med sin Present, en ny Fløiels- kalot, som hun selv havde syet en sølvblank S i Pullen paa
Og Sahl var bleven saa overstrømmende taknemmelig, at hans favnende Arme vilde drage hende op i Sengen; men hun var blyg smuttet fra ham og ind i sin egen.
Der laa de begge og lyste af Glæde, saa de kunde føle hverandres Smil rundt Dørhjør- net. Han med Storepiben i Haanden, Tobaks- pungen paa Natbordet og Kalotten paa Hovedet. Hun — i den fineste Himmelsengen, med Gar- dinet tilbageslanet, saa hun kunde se paa de to kjendte Billeder paa Væggen. Disse to Bil- leder, som fordi de hang saa alene, var om- straalede af Barneminder fra tidligere Besøg.
Det var to Pendantbilleder, som indeholdt en hel Roman. Det første viste en elegant Speilesal fyldt af et flot Selskab, Damer og Herrer. 1 Forgrunden sad ved et Spillebord,
[186]med indlagt Oval af grøn Multum, to unge Herrer i stramme, ankelkorte Benklæder, brun Spidskjole, lys Silkevest og med store Guldnaaler i Brystet — og spillede. Den tabende raabte agiteret, mens Sveden perlede frem paa hans Pande: «Je tiens toujours quitte ou double!»
Hustruen kom til fra det brogede Selskab npuffet og udringet, med flerdobbelt Perle- halsbaand heftet i Festons ved svære Guld- laase. Hun lagde bagfra en kjærlig Haand paa hver af den ulykkeliges Skuldre og sagde «Mon ami, tu joues trop gros jeu!>
Paa næste Billede sad Ægteparret i yderste Fattigdom paa et Tagkammer. Han med An- sigtet skjult i begge Hænder sin lille Søn og Datter den sidste Brødbid til Deling — med de Ord: «Tenez, C'est tout!»
Og Sahl fortalte Teksten udførligere: om Ødselhed og dens Straf; et kjært Prædiken- thema paa «Nøisomhed pr. Hop». Men afbrød
hun rækkende
sig selv tidt og ofte med Dagens forundrede Refrains: «Tænk to og sexti Aar, Lillemor! Ja tænk, to og sexti Aar! Nei hvor et Liv løber
Pludselig raaber det op Loftstrappen: «Op paa Timen, søte Ven! Op paa Timen! No kommer alt Reimers sine kjørende i Notevigs- bakken. Ok end du som ligger endno!»
[187]Og Sal op og ud paa Loftsgangen efler den nye Buxen, som hans trofaste og nøi- somme Halvdel netop havde faaet færdig til ham. Den var lavet af en gammel, brun Spids-
kjole med blanke Knapper. Og fortvilet vanske- ligt havde det været at faa den til, for Kjolen var jo saa opklippet. — Men nu blev den
alligevel god at tage til, og Sahl strævede tap- pert ude paa Loftet med at faa Benene i den — men det gik ikke i Feberen. Saa raabte han fortvilet ned: «Kone, Kone! Kan jeg ikke tage Bremerbuxerne; jeg faar den ikke på
den nye.»
søte Ven! Ka' skal du daa take paa deg ikveld, naar Stadsen begønner. No kommer Dorthe og hjælper deg, Far. Du har vel toke et Ben vrængt og et ret, vel.»
Men det var ikke bare Sahls vanlige Ube- hjælpsomhed, for trods alt det Dorthe Stadsmø mgte og halte, saa kom ikke Buxen paa; og da Dorthe for til Loftsvinduet med den, viste det sig, at det ene Ben smalnede af ved Knæet som et Timeglas.
Hun kom just leende ned Loftstrappen for at syne den blinde Skrædderske hendes , da Præsten Reimers og Fruen kom i
Døren
[188]Og saa fik alle sig en ordentlig Velkomst- latter, mens Sahl stakkar strævede alene med at faa de dyrebare Bremerbuxer paa, og Lille- mor stod i sin Dørspræk og fulgte med og lo en mer end van Geldersk Latter.
Men da de sad ved Middagsbordet, og de to store varmhjertede Mænd talte i Munden paa hinanden, afbrudt af Sahls: Kone, Kone, hører du hvad Reimers fortæller; og Madam Sahl administrerede foran Suppeterrinen — trods sine 80 Aar fi, munter og vaagen, som kun der — da slipper hun med ét Sleven og raaber høit:
cMen Gud i Himmelen! Der faldt van Gellert!> Bleg gjentog hun — med Hænderne for Øinene for ligesom at undgaa Synet: «Eg saag jo effen lyslevendes for meg, kor han dat paa Bryggen.»
Sahl havde før oplevet noget lignende med hende. Og inden faa Øieblikke var han og Reimers begge paa Veien til Kloster
Snart efter kom en Bad fossende for at hente Lillemor og Petrikke.
<Arme Baren! Ok ja, me skal jo alle den Veien! Ikje græt du Gw'sengelen min!»
[189]XXIV.
Begravelsesdagen var straalende vakker; for de fjernere forhøjede det Sørgehøitiden, men paa de nærmeste skar det heller i Øinene.
Den gamle Garde, — Brynjil og Brigt paa Haugen og Ved-Ole og Sven Rigger — havde Dagen iforveien baaret ham ned i Store- salen. For de havde baaret ned Gamle-kon- sulen ogsaa; saa de havde holdt sig frem nu igien — som til et Embede, der tilkom dem, og som de og deres Hus satte megen Pris paa.
Og senere paa Dagen havde hele Stedets Befolkning vandret rundt den opslagne Kiste og seet Generalkonsulen for sidste Gang. Og mange ærlige Taarer var trillet, og mange en- foldige, men hjertekvægende Ord var faldt til Fruen og Døtrene, for heldigvis var Wibeke netop hjemme paa Besøg.
En ædel Fader og Forsørger havde han været baade for sine egne og for alle paa Stedet. Alles Tarv og Nød havde han havt aabent Øie for; men intet Øie, ikke engang Fruens, havde faaet se ind i hans egne Trængsler og Kampe. Endda Doktoren sagde, at han længe maatte have baaret paa en smertefuld Sygdom.
[]Nu sad Præsten Reimers oppe hos Damerne og trøstede dem, før Sørgehøitiden skulde be- gynde.
Og ude i Smaastuen, som var Indrekjøkke- nets Expeditionslokale, stod Brouwer, Petrikke og flere andre af Formændenes Hustruer og Døtre i Blomster og Travlhed opover Ørene.
Madam Sahl kom derud, famlede sig hen i Sofaen, myste paa Blomsterne og pratede paa sin lette, gammelsladrende Maade om Død og Skilsmisse og Gjensyn i Himmelen. Det var tydeligt, at hun ikke tænkte paa sig selv, men paa Sahl, stakkar; for ingen kunde være tryg.
<Ok, naar eg tænker meg den Glæ'en, som Sahl skal ha', naar han kommer op i Himme- len og træffer sin kjære van Gellert igjen. Ja bler 'kje det en Plasser, saa vet eg ikje.»
Da sa Brouwer — vel lidt efter sin hol- landske indgroede Rangvurdering, men ogsaa lidt efter sin ligesan indgroede Misfornøielse med Madam Sahl
«De maa ikke forbilde dokker, at M: Sahl kommer saa høgt i Himmele” som Myn-
nheer
heer van Gelder.»
Men da tog sandelig Madam Sahl til at græde paa Sahlemands Vegne; stakkar, hun var blø't gammel no.
[191]Sahl i det samme stak sin store, sørgmodige Skikkelse frem i Døren, sutrede hun til ham
sVet du ka Brouwer segjer, at du, søte Ven, kommer te sitte nerenfor van Gellert i Himmelen.»
Men Sahl kunde efter sin gode Natur ikke opfatte det anderledes end godt og svarede med tyk Stem
«Kone, Kone! Hvor skulde jeg ellers sidde? Nedenfor Berendt Willem er min rette Plads, og der vil jeg heller sidde end ovenfor Bergens Bisp.»
Og saa gik han videre i sin Uro; for siden Laaget var lukket, vidste han ikke, hvor han vilde være. Fra Værelse til Værelse, fra Fløi til Fløi, til og fra det eneste Billede af Berendt Willem, som var igjen her i Verden, Silhou- etten af en tolvaars Gut, som stod foran en gammel Brumbasse og lærte Fløite.
Han saa sig rundt, om han var alene, og mumlede saa graadkvalt og andægtig
«Vi sees igjen, hvor hver en Kummer svinder hvor ingen Grav adskiller Ven fra Ven:
vi secs igjen. hvor ingen Taare rinder,
i anders lyse Hjem vi sees igjen
[192]Da han vendte sig rundt, kom sandelig Nils i Ramsvig ind og det som Førstemand. Brændevinshandelen havde allerede gjort ham frakkeklædt som en Bymand.
Et Øieblik skulede de til hinanden. Men idag var Sahls Styrke end fortere brudt end
igt, og med saa blød Stemme, at det maatte røre alle uden Nils i Ramsvig, sagde han
«Ved du hvad, min kjære Nils; her maa ingen Uvenner mødes, for denne Baar Alter. — Og jeg er for god til at skule til dig, og du er for god til at skule til mig. Vil du som jeg, saa rækker vi hinanden en forsonlig Haand over denne Bare?»
Just som de tog hinanden i Haand, seg alle Byvennerne ind. De havde efter Formid- dagstraktementet taget sig en Skengetu i Fabrikkerne og Værftet og undret sig paa, at der ingen Unioner var i «Flagdene», for nu havde alle andre sagtjes faaet dem ind og betragtede Flagene paa Kloster som Jøierlige, landlige Efterliggere.
Og saa kom alle Arbeiderne og Bygslerne og fyldte hele Storesalen og Dagligstuen med og bagefter dem alle Kvinderne, som stimlede sammen i Borggaarden; men Døre og Vinduer stod aabne, saa de fik ogsaa høre Reimers s
er et
rundt
[193]Ligtale; og Sørgesalmer til at synge og siden gjemme paa, fik de og.
Aa ja — aa ja — det var ikke til at undres paa, at de hikstede, naar alle Mændene ogsaa stride med Taarerne, og selve Præsten maatte stanse tre Gange og gribe efter Lommeduken, før han fik det helt frem, det samme Verset, som Sahl havde mumlet foran Silhouetten
Vi sees igjen, hvor hver en Kummer svinder, hvor ingen Grav adskiller Ven fra Ven. yi secs igjen, hvor inget i Aanders lyse H
Taare rinder, ces igjen»
Oppe paa Øvresletten var det gamle Fa- miliegravsted; omringet af deilige, hængende Birketrær og med Udsigt over hele lange Leden og alle Øerne. De ældste af Slægten var flyttet derud fra Nykirkekjælderen; og Grav laa ved Grav, alle tæt omkransede af Efeu og uden runk end en ensartet, liden hvid Mar- morplade paa hver, med sort Navn og Aarstal
Did op skred nu hele Følget. Arbeiderne bar skiftevis Kisten, og nærmest efter fulgte Sahl med Louise under Armen og Lillemor ved Haanden. Saa kom Reimers og holdt trofast Wibeke ved Haanden. Og alles Tanker fløi fra van Gellert og hans sørgende efterladte til 19. — Cargador Sal
[194]Mossjøen stakkar, som var saa langt vække og endnu ingen Ting vidste
Kisten svandt mellem Blomster og Grønt, og de tre Spader faldt. Taarerne vilde kvæle Sahl, der han stod med Arbeidernes Sølvkrans i begge Hænder. Men da han saa Louises Kamp, betvang han sig og hviskede udaf sit velsignede Vennehjerte: <Alt er godt, som Gud gjør, Louise, det maa vi tro og det skal vi se.»
Og de velsignede Arbeidere; han maatte fra Smaapigerne se lyst udover dem alle; for deres Salmesang lød saa vederhæflig og takt- fast, som om de gik rundt med Donkraften paa Værftet.
Dernede skinnede Fjorden som et Speil; en Baad roede langt ude, og Furerne blinkede lang, lang Vei.
Men langt nede i Dresden tog en nitten- ig Nordmand netop efter Faderens Ønske Ridetime i Mantgen — og vidste om ingen g For der gik ikke hver Dag Udenlands- post.
«Der Kopf hoch gehalten, Herr van Gelder! Der Kopf immer hoch gehalten >
[195]XXXV.
Og da saa Slaget kom, rammede det ham tungest; allertungest.
Baade fordi han stod saa alene derude i det fremmede, og kanske mest fordi han, trods sine 19 Aar, bedre end nogen i Familien, Sahl iberegnet, forstod hvad Faderens Bortgang betød for hele Klosters Befolkning og Bedrift. Der
ik ingen vaagen og rastløs Chef længer op og ned paa den gamle Bolværksbrygge. Og naar Kommandobroen var tom, kunde Willem Be- rendt vide, hvordan det vilde gaa med Styringen. rlige, tyske Værtsfolk forstod kun Sønnesorgen og skrev, da han faldt saa rent sammen Dag for Dag, hjem til Norge, at Moder og Søskende burde tage et Daguerrotypie-billede sammen og sende ham, saa Glæden over hans gjenlevende kjære kunde modvirke Sorgen over den døde
Og Sahi kom i Fyr og Flamme, reiste strax men Louise og hendes Døtre til Byen, sad med Louise for Fotografen og havde begge Smaa- pigerne bag, med hver sin Haand paa hans brede, trygge Skulder. Og han var saa lys og freidig og fik de andre saa lyse og freidige, at hans gamle Kone ærgrede sig over hele Billedet.
[196]<Ok, det er daa saa gyseligt uheldigt,» forsikrede hun, saa der var ialfald "kje Tale om, at de kunde ta' mer end det ene te Wil- lem Berendt.
Til Gjengjæld satte Willem Berendt tilbørlig Pris paa det. Han gik ind i Enrum med Bil- ledet, faldt paa Knæ og takkede Gud og græd af Glæde. Det vidste han aldrig, han havde gjort før; men saa glad havde han heller aldrig været. For det var, som han hørte Sahls store dyrebare Stemme sige helt ned til Dresden
cAlt er godt, Willem Berendt, og alt blir godt — maa Dli' godt — maa bli godt.»
En anden Hjælp fik han af en god engelsk Kammerat, som paa engelsk Vis daglig læste et Kapitel i Bibelen — uden Blusel for nogen af Vennerne — og som i denne tunge Tid aabent og kjærligt bad Willem Berendt gjøre det samme.
Han svarede ingenting, men gjorde det; uden nogensinde at lade sig mærke med del, hverken i Ord eller Breve. Det stred saa absolut mod hans Natur at aabne sit inderste Hjerteli
Med Rideturene i Mantgen var det forbi, men et Ord derfra sad forunderligt fast og lød ofte igjen i tunge Timer:
[197]«Der Kopf hoch gehalten, Hr. van Gelder! Der Kopf immer hoch gehalten!»
For fire lange og tunge Aar blev det for ham, som arbeidede derude med alle Evner for theoretisk og praktisk at dygtiggjøres til Styret af de komplicerede Virksomheder, hvoraf baade Familiens og Stedets Existense afhang.
Og fire lange og tunge Aar blev det for Moderen, som med sin lille Datter sad hjemme under Interimsregjering.
De var jo mageløse alle Generalkonsulens åre gamle Byvenner, som dannede Direktionen, og ikke mindst den gamle, elskværdige Stadt- hauptmand, som præsiderede og var Fruens Værge.
Men til nogetslags Generalissimus var han neppe skabt, om der end var megen villig, bergensk Overdrivelse i det, naar det blev sagt, at han engang under Geværmanøvren paa Engen godslig havde spurgt
sKorles er det? Har eg sagt «to?
eNe—e—i» fra Rækkerne.
+Jaja dan — fo d
Saameget forstod jo Louise imellem, at det var fortvilet vanskelige Tider, og at Her- reme ofte, naar de kom derud, blev dygtigt ge, fordi ingen havde hverken Tid eller
[198]Forudbetingelser til at være paa Høiden af den mangeartede Bedrift.
Engang drog tre af dem i heftigste Uenig- hed mod Hop for at drage Sahl som nærmeste ndlige Slægtning ind i Striden og Ansvaret Men Sahl mødte dem heldigvis paa Broen ved Vasenden, og han forlod ikke Broen, førend han havde faaet de tre Stormagter til at slutte Fred og døbt Broen for Tilsiterbroen
En anden Vanskelighed var, at Nils i Rams- vigs Brændevinshandel ofte havde en slet Ind- flydelse paa Arbeiderstanden, alles Velvære til Skade. Den var jo herreløs og vendte Hovedet hid og did i Raadvildhed, som en Hest der kjender fremmede eller uøvede Hænder i Tøilen
Det var ikke lysere paa Nøisomhed pr. Hop.
Det Hus var altid bleven fyldt af en usyn- lig, rund Haand, uden at endog Louise h forstaaet saa meget deraf, at hun kunde erstatte den. — Saa nu fortjente Garden dobbelt at bære sit Navn. Og Madammen, som blev mer og mer gammel og ømfindtlig, maatte lære at kjæmpe sig til eller Iure sig til hver Kobber- dank, hun vilde have ud af sin Mand.
Det gik saavidt, at hun, for endelig engang at faa betalt de 20 Daler, hun skyldte inde hos Sundt, lod Sven hale frem deres egen
[199]gamle Ko og saa forklarede Sahlemand, den gamle Dyreven, som mærkeligt nok aldrig havde elsket og kjendt sine egne Kjør, at «den Koen fek de Løkke tel aa kjøpe, saasandt de vilde ha' Melk og Smorr, der var 'kje anden Raad.» Og trods alt Sahl kløede sig i Hovedet, maatte han ud med Pengene.
For første Gang i sit Liv passede han paa Skillingen, af Angst for at være Louise til no- gensomhelst Uleilighed. Tvertom! Han maatte hjælpe hende; det lille han kunde.
Gods og Guld det havde han ikke, men hver eneste Dag gik han til Kloster. Var Veiret usikkert, havde han sin svære, grønne Silke- paraply under Armen. Han gik ind paa Kon- toret og talte opmuntrende med Bestyreren, gik rundt i Fabrikkerne og paa Værftet og smurte alle Hjul og alle Hjerter med Venlighed — og saa tilslut ind i Hovedhuset som den store
[røstens Engel, han virkelig var.
Og hver eneste Gang hen foran Silhouelten af den lille Fløitespiller for at mumle: «Gud ndt Willem, der du ligger i
Men i Godveir gik Hjemveien rundt K gaarden paa Øvresletien; der foldede den store Mand Hænderne, bøjede Hovedet og sukkede
[]sMin Sjæl dø denne Retfærdiges Død: mit Endeligt vorde som hans.»
Den umistelige Sahl! Aa hvor Louise va glad i ham! Og Lillemor — hun kunde gaa i Døden for ham. For næsten alle hendes lyse Timer og hendes bedste Ungdomslatter skyldte hun nu om Dagen ha
Og saa det, at han kunde tale ud om alle Ting. Det var som han: saa, hvad der laa og trykkede baade paa Mor og Datter; og kunde de ikke faa et Ord frem om det til no- get levende Menneske, saa forløste han det paa den ømmeste og freidigste Maade af Verden.
Som dengang den fæle, rige Fætter Berman holdt paa at gjøre idelige Ture derud; han som lemor fandt saa ækkel, trods at han var udskreget for sin Rigdom og Ødselhed — fordi han altid holdt sig saa nær hendes forgudede Mor.
Og tænk, en Dag overrumplede han Lille- mor og kyssede hende — som et Surrogat for Moderen. Hu — det var som en Plet paa hendes Ære! Men end værre var, at der samme Dag sleg op i hendes Hals en kvælende Angst for, at han skulde komme imellem hende og Moderen. Hun kunde se, der var noget pinligt mellem dem inde i Stuen.
aa
[1]Hun sprang fortvilet opover til sit Løn- kammer, Wibekes tilgroede Børnehave op paa Bratfjeldet, og begyndte alt at hulke undervei
Sahl kom just summende fra Hop, som en Humle, der efter at have klasket mod Vin- duet søger mod Lyset. Med Ostindiehatten og Stokken i den ene Haand og Bastestørklædet i den anden.
Han spurgte rørt, hvad hans Englebarn graad for. Men Lillemor bare hulkede og raable
«Gaa ind strax, Sahl; gaa ind til Mor, er du snil.»
Strax Sahl hørtes stampe over Verandaen, og kastede Blikket ind pan de to i Stuen, løb Louise ud og mødte ham i Gangen.
<A kom og lad mig snakke med dig, Sahl.» Hun foran ud i Haven og hen til Lysthuset — og han efter. Du deilige Louise!
Der stod hun blussende under det himmel- blaa, hvælvede Tag, gik tryg lige bort under hans store Bryst og store Hjerte og bad
<A Sahl, vil du gjøre mig glad?
«Lovise, Louise — spørger du mig om det?
<A gaa og sig til Hans Berman, at jeg aldrig vil gifte mig igien. Jeg kan saa lidet med at være ubehagelig mod ham.
Sahl for alt mod Døren.
[2]Og sig, at jeg blir paa mit Værelse, til han er reist» Dermed sprang hun forbi ham og Folkeveien ovenpaa
Sahl frembragte venligt og skaansomt sit Ærinde. Men Hans Berman blev siddende og var saa næsvis og fræk, at han tilslut sagde <Du maa no vel ha' nok me det gamle Spet- takkelse te Kaane, som du har, Far; du kan daa
je ville ta' Live" af hon, vet eg.» Da blussede Jan Sahl op, saa han ikke sanste sig selv; i et Nu tog han den usle Fæt- ter paa sine Arme og bar ham lige ned i Baden; og var han ikke bleven afkjølet underveis, havde han sluppet ham nedi fra Bryggen sHer maa du aldrig sætte din Fod me: Hans» Det var alt hans dybe Røst fik frem
Faa Minutter efter laa Hans Berman med
Benene nonchalant over Æsingen i sin Speils- baad, og hamrede strax de kom udenfor Kram- bodnæsset ærgerlig i Toften med si pede Stok.
Men Sahl var endnu ikke færdig. Han huskede sit lille Gudbarn, som stirrede ned mel- lem Grantræerne oppe paa den yderste Skrænt
Og sandelig kom han ikke blæsende helt op i den gamle Børnehave, tog hende i sine Arme og talte ud
guldknap-
[3]Han kunde forsikre hende, at hendes Mor vilde gifte sig igjen — aldrig. Det havde han fra hendes egen Mund — og den vidste Lilemor løj al
Aa — den velsignede Sahl! Hun kunde have kysset ham, hvis det ikke stred mod hendes Slægts hele Natur.
Og Sahl paa sin Side kunde have fortjent den Opmuntring, for naar han kom hjem til Hop, var Kone, Kone altid lidt snurt; hun likte ikke, at han daglig hang derborte hos Louise.
Men om Søndagen, da roede Louise og lemor ofte rundt til Hop. Og Sahl sad i den store Verkenssofa og læste af Postillen og saa efterpaa deres faste Søndagssalme, uden hvilken det ikke var Søndag for Madam Sahl.
Det var etslags Potpourri af Salmer, som Sahl havde laget. Den begyndte med: «Se Kirkens Døre aabner sig» og gav et Resume af hele Menneskelivet under Kirkens Velsignelse, omtrent som Schillers Glocke — sans compa- raison forøvrigt
Og naar han kom til Slutningsversene
«Og de som sørge i mit Hjer o Fader, vær du selv hos dem trøst dem, naar de begræde mig,
den savner intet, som har dig
[4]Jeg hist med dem skal samles glad. hvor ingen mer skal skilles ad. hvor vi af ingen Kummer ved, men alt er Lys og Herlighed —
da ledsagede Madam Sahl dem bestandig med hulkende Graad og Lommeduken for Øinene. Det var saa obligatorisk og tilvant, at Lillemor kunde snu Ansigtet mod Vinduet og knise af det, især om hun havde en Veninde med
Efterpaa gjennemgik de hele Bunken af gamle Ligsalmer og Bryllupsdigte; det var jo saadan en passende Søndagsunderholdning. Og naar de kom til van Gellert sin Ligsang og deres egen Sølvbryllupssang, abl, stakkar, som bare hadde anden Stemme og ikje nokken Jehør heller», synge og brumme med fra Ende til anden.
2 maatte
XXXVI.
Det var sidste Aaret Willem Berendt var ude; om et godt halvt Aar kunde han ventes hjem, og alle glædede sig saa inderligt dertil
Interimsregieringen havde været ude paa Kloster, men da de andre gik i Baaden, fik den gamle snille Stadthauptmand den Ide, at han vilde følge Sahl til Hop og kjøre hjem derfra.
[5]Og paa Veien fik da Sahl høre, at Tiderne var meget daarlige. De svære Jordeiendomme. gav intet af sig, og Fabrikkerne maatte have nye Maskiner, om de skulde følge med i Kon- kurrensen — noget, som den unge Hr. van Gelder allerbedst vilde forstaa, naar han kom hjem.
Han vilde saa inderlig ønske, at den unge Mand da kunde raade over flere Kontanter, som kunde styrke hans Stilling og lette den tunge By saa unge Skul- dre. — Stadthauptmanden havde tænkt, at Sahl nu skulde træde hjælpende til
<Hva ba'?» raabte Sahl forbauset. Han kunde give sit Hjerteblod til sidste Draabe for van Gelders; men Pengesummer, dem raadede han ikke over; dem havde han aldrig lagt sig efter.
Stadthauptmanden havde imidlertid nylig havt den Ære at have Sahl tilgjæst hos sig i Byen, i selveste Bremerbuxerne. Og da vi Udvær-buen, som ikke havde fundet sin Ki ditor i Hop, kommen lige til Selskabshuset i Byen og havde spurgt efter chan Sahl». Stadt- hauptmanden havde fulgt ham udpaa Trappen i Tusmørket og seet ham tage mod 500 Daler, for nu var Øen bleven det i, som gamle (Generalkonsulen i Tyveaarene havde forespeilet ;
ide, som blev lagt pa
[6]dens Befolkning var ogsaa to Gange fordoblet paa Grund af Fiskerierne. <Var det ikke Generalkonsulen, som i sin Tid hjalp Dem til Udvær?
«Jo vist, jo vist,» svarede S maabende.
sNuvel,» vedblev Stadthauptmanden rolig, <De kan sælge Deres gjenstasende Anpart i tyve Tusen Daler.>
«Tyve Tusen,» gentog Sahl og gik bag- lænds i Lyngen.
sJa — tyve Tusen baade skal De ha' og kan De faa — og endda staar Øens Befolkning ig meget godt paa det.»
eMen Willem Berendt og Louise ta'r aldrig
imod det»
«De faar ingenting at vide. Pengene bogføres som Gjæld indbetalt fra en gammel Debitor.»
«Ja Debitor er jeg — skylder dem alt, alt — Udvær og Hop og alt — hver Lykkestund i Livet! Nei om dette virkelig kunde realiseres!»
«Ja vist kan det, bedste Hr. nu maa De tie, hører De det? Stadthaupt- manden løftede venligt Fingeren. «Og si De handle — og Haand paa Værket strax.»
Sahl stod paa Tilsiterbroen, høi og alvor- lig som en Landsfader, der afgjorde Folkenes
hl fremdeles
[7]Skjæbne. Og et ædelt, saligt Haab lagde Lys- ning over hans brede, blanke Ansigt, da han sagde: «Med Guds Hjælp skal det gaa.»
Og nu gjorde Sahl sit første Tausheds Sto værk. Hans aabne Mund blev gjenknebet over en liflig Hemmelighed.
Tænke sig — Sahl i et financielt Basketag! Tænke sig — arbeidende i Tanke og arbeidende med Pen, saa Sven Raadsdreng og «Kone» ikke kjendte ham igjen:
Det varede ikke mer end et Par Dage, saa blev «Kone, Kone» ligefrem ubehagelig, for — ja sandelig troede hun ikje, han gjek der og tænkte mer paa Louise end paa hinner
Men da han endelig fik Mund og Øine saa langt op, at han fik sagt
«Kone, Kone, jeg maa til Udvær; jeg maa til Udvær,» saa blev hun blidere ; for nu forstod hun jo, at han spekulerede paa Udkommet; det gjaldt cte By heller not te By:.
Ja vist gjorde det saa, for van Gelders istense var hans.
Og Sven Raadsdreng, hans gamle trofaste Eliezer, som ventede, at Herren skulde «kalde sin gjæveste Svend, som forestod huset met end zinoberrød, da
E
ære» — ja han blev m«
[8]han hverken skulde sendes eller være med. Sahl skulde ingen Vidner have paa denne Fart. Et Par Dage efter reiste han. Det var jo ikke nu som i gamle Dage. Nu havde man bare at følge Dampskibet til Haugesund — og saa tage Seilskyds de sidste faa Mile.
Ak — det var en ren Befrielse for ham at komme ombord paa Dampskibet, hvor ingen saa Forskjel paa ham, og hvor han trygt kunde følge sin Natur og prate ud til Passagerer og Opvartere, til Styrmænder og Matroser om sig og sit og alt. Det var ikke en Time, saa kjendte de ham alle — Oprindelse og Bestemmelse og It — undtagen hans eneste Hemmelighed. — Nei, hvor snille og godlidelige alle Menne- sker var!
I Haugesund fik han Prokuratoren med og seilede de til Udvær.
XVII
Han gamle Sahl! Han gamle Sahl er kommen!» raabte de henover Dalen, opover Myrer og Knauser og ned i alle Viger naa var det skjønt længe siden de havde set ham!
[9]Og frem til Mikkal Fyrdreng stormede de alle, for der var han taget ind. «Jamen var det ikje gamle Sahl! Tæng, saa gammale han var vorten, du! Nei, eg segje meg saa!»
Sahl holdt Thing med det samme og be- ndte med en rørende Tale om, hvor glad han var ved at se Øen og Folket igjen. Og saa gjildt som de havde faaet det, med gode Havne, store, gode Huse og tilsyneladende Vel- stand paa alle Maader.
«Ja det har me Vorherre og Sahl te takke for,» svarede Folket.
Men nu var han kommet for at sælge baade Kirken og Gaardene og Sjøhusene, som tilhørte ham. Og nu maatte de endelig forstaa ham; han var den gamle Sahl helt tilbunds i sit Hjerte, men nu maalle han ha' mange Penge ; en eneste Gang i sit Liv. Tyve Tusen Daler tilsammen, hverken mer eller mindre.
«Tyve Tusen Daler!- raabte Mænd og Kvindfolk «fornøiet».
<Tyve Tusen,» så” Sahl igjen, cog hvad værre er, vil I ikke give saameget, saa mi Prokuratoren sælge for mig inde paa Thing stedet — og da faar jeg tyve Tusen, det ved jeg nok; men da faar I Fremmedfolk til Øen
og maa selv gaa fra Gaardene.> 14 — Cargader Sal.
[]Folket maabede en Stund og saa hviskede og murrede de sig imellem. Men Sahl gik ikke ud, som i gamle Dage.
Han bare gjentog nu og da: «Kjære Ven- ner! Jeg maa — jeg maa» nkelte kom ihug gamle Dage og gamle Velgjerninger og sagde lemfældigt: «Han Sahl maa, stakkar; han maa, ser dokker»
Men andre sa': «Tæng han gamle Sahl, som er vorten saa løien forandra du! Og han som va' san skjebelige; nan er eg dad saa fornøide!»
Sahl, Prokuratoren og Mikkal satte sig til at revidere hans Fordeling af de tyve Tusen paa Kirken, Gaardene og Sjøhusene; og da de var færdige, læste Sahl op Resultatet.
Det var slettes ikje for dyrt, ikje — men det var helste det, at Naboerne havde faaet sit for cmeste inkjevetta» af den samme Sahl, det var det som gjorde det saa tregeligt.
Daraabte Sahl: «ErditØie ondt, fordi jeg var god? Kjære Venner, jeg kan ikke andet, jeg maa.»
Det var hele den store, ømme Røst, hvis Gjenlyd havde runget over Øen som en Vel-
gnelse i et Snes Aar.
Da begyndte Litle-Josef: «Han Sahl mad, ser dokker. Me kjender alle Sahl saa vel, at me veid, han gjere ”kje andat end som godt
[211]er; og saa veid me naa det og, at en anden Mand vilde forlangt meir af os. Eg segje <Vannari»,” eg: for min part, Beite. Gjer Vorherre sligt Sturtafiske en Tid til, saa er han værdt det dobla.»
«Tak Litle-Josef, du er en Hædersmand, det siger Sahl.»
Og nu kom den ene efter den anden og kjøbte sine Bygselgaarde, Sjøhuse og Salterier, dtil Knud Jørgensen Nordvig kjøbte Kirken tilslut Van han var mer end rig nok til det, vilde han først. Og jamæn skulde det synes enddaa, at de Nordvig var Basene paa Øen. ahl. «Gud velsigne og be- lønne Jer! Hvad der nu maatte være igjen, som er mit, skal Knud Jørgensen og Mikkal realisere til -Øens Fattige: Notebaade, Nøter og Garn. Men Sahl maatte betale sin Gjæld, og det skal hvert bravt Menneske gjøre.»
Prokuratoren ordnede Kjøbekontrakter og Betalingsvilkaar; og næste Dag seilede Litle- Josef dem til Haugesund med Primus den anden — og fik Sahls sidste, lange Farvel, for mn skulde Udværbuen aldrig mer komme med. Skyld til Hop.
saa kjøbe” eg
ari
Se saa!» sa
£ Vannari 2: Lad ga!
[212]<Gud velsigne og bevare Eder alle, Eder og Eders Børn!»
Sahl drog hjem, lys og lykkelig og mer pratsom end nogensinde. Folk paa Dampski- bet kappedes om at faa snakke med den aabne, godslige gamle Herre. Og saa velsignet snille som alle var — pene og honnette Mennesker alle sammen! Nei, hvor godt alt var!
Ikke et ik huskede han, at nu havde han selv intet andet end Hops Gaard at ernære sig og sine af.
XXXVIII.
Willem Berendt var kommen hjem. Høi og blond som Faderen, men meget vakrere. Med høibuede Øine, høibuet aristokratisk Pande — og en liden Knebelsbart, som dækkede Fa- milieligheden noget.
<Willem Berendt, Far! End at du gjøm- mer væk den vakre Munden, som du har efter din Far (han havde den efter Moderen), med. de stygge Skjæggebustene,» sa? Madam Sahl og stak sit blinde Ansigt lige op i Næsen paa den undseligt retirerende, unge Gentleman.
Og saa ridderlig elskværdig, som han var mod sin Moder og sine Søstre, skjønt altid paa
[213]den skjulte, bramfri, van Gelderske Vis. Og med et Instinkt! Et Instinkt for Forretningens Stilling, Tidernes Vanskelighed og for den øko- nomiske Situation paa Hop, som var forbau- sende. Det var som Forstaaelsen af alt og alle gleden Mossjøen i Blodet fra Barneaarene. Madbod og Vedbod paa Hop blev atter fyldt af en usynlig Haand. Han skjønte godt, at der intet flød fra Udvær, og anede, at Resten derude var solgt paa gammel, uegennyttig Vis for at berge Livet uden at falde Fru van Gelder tilbyrde.
Men den gamle Debitor, som havde styrtet de tyve Tusen Daler kontant i Klosterkassen, ham fik unge Hr. van Gelder intetsteds Øie paa
Og Stadthauptmanden, som skulde være den 23-aarige unge Mands faderlige Ven og Konsulent, forsikrede ham venligt, at det altid vilde blive ham umuligt, Men han kunde være ganske tryg; Pengene var hans med Gud og Retle; ingen Almisse og intet Laan, men sim- pelt Tilgodehavende fra Bedstefars Tid, som af Ædelmodighed ikke var bogført og af fr nemmelighed tilbagebetalt.
Willem Berendt fæstede sit Blik dybt i Stadthauptmandens; og fra den Stund mærkede denne, hvor besynderligt dobbelt og reflekte-
[214]rende dette Blik var; det saa baade dybt paa ham og dybt indad i Selvprøvelse.
Aa — hvor disse Ord glædede Willem Be- rendt, for han havde baade Faderens Finfølelse og Energi — og vilde nu saa gjerne tage Spænd- tag for at hjælpe Stedet fremad. Plante ud- over Knauserne og Øerne og op rundt Vandene; dyrke og plante; sætte Træer i tusenvis og g vise, hvor godt alting kunde gro i den deilige Led; og plante og dyrke i Folket og vise, hvor det kunde gro. Fremad, fremad! O hans lange Ben maalte den store Veranda, frem og tilbage.
Forunderligt, hvor hans Interesse fløi nord- over. Naar han gik op og ned paa Altanen — Bolværksbryggen var bleven sleip og skrø- belig og skulde snart erstattes af Stenkai — saa var det aldeles, som Tankerne fra Dresden af havde vænnet sig til at fare nordover, stadig nordover. Arbeiderne havde hans hele Tak- nemmelighed; de havde gaaet sin trofaste Gang som Møllehjulene; og havde noget manglet, saa var det ikke Vilje, men Ledelse; og laa Fa- brikkerne tilbage, saa havde det samme Grund. Bedre Maskiner, bedre Arbeidskræfter, bedre Op- lysning og bedre Kaar! Bedre Kaier og Veie og Arbeiderboliger - - og først og sidst bedre Skole!
[215]Nyehuset, som var bygget til hans Fars Bryllup, siden Bedstefaren endnu levede og boede i Hovedhuset — Nyehuset, som laa vis å vis Hovedhuset, lige langt søndenfor Lyst- huset som dette nordenfor — Nyehuset, med le de udskaarne Forsiringer paa Døre og Tag- lister : Havheste, Merkurstave, Fakkel og Skjold, Kvaster af Laurhærblade og nedhængende Klok- ker med Knevel — dette høiloftede Herrehus blev givet til Værksskole, for tydeligt at til- kjendegive, at intet var for god.
Gamlepræsten gned sine Hænder af Hi rykkelse. For han havde igrunden stadig havt en liden Campagne med Generalkonsulen, den anden Halvdel af Værksskolens Styre, for Skole- væsenets Skyld. Det var altid Præsten, som maatte huske Skolens Krav, den anden havde saa nok med Livets
Nu lod det til at blive omvendt. For unge van Gelder talte baade ilide og utide om Skolen; paa den beroede Stedets Fremtid. Det var ikke bare Maskinerne derude, men først og fremst Menneskene, som maatte følge Tiden og staa de gamles Skuldre. Gamlepræsten gned sig i Hænde (Og Kjøreveien til Byen maatte snarest muligt istandsættes, Ikke for Kalaskjøring, men for
[216]at Stedet kunde rykke Kulturen nærmere; Sjø- veien var altfor afhængig af Vind og Veir
Og hver Arbeider, endsige Bygselman maatte fan skikkelig Vei tildørs, og Træer og Bærbuske til Plantning.
Og alle de gamle, som ikke længer kunde gjøre paalidelig Fabriktjeneste, skulde pusle med Veie og Nybrydning. om det saa var gamle Blindemons. Vei til egen Dør og Ryd- ning til egne Poteter og til Brug for Enken, naar han ikke var mer.
Den som bare kunde naa, saalangt som en vilde. En Blanding af Sahls godmodige Uegennyttighed og Faderens praktiske Iver var hans Ideal.
Det kom vel med, at Moderen og Lillemor trivedes saa vel i det stille; for Livet i Hoved- huset blev heller endnu mere ingetogent end før. Man havde fremdeles, som dem der ikke havde
Men unge van Gelder drømte videre, der han gik med Stormskridt op og ned Verandaen og lyttede til alle Bedriftens taktfaste Toner.
Hans Jevnaldrende skulde faa lære saa- meget, at de bedste sammen med ham kunde danne et Raad til Styre af Brugene; da vilde
de udrette det dobbelte, og ikke, strax de havde
[217]lært lidt, reise til Amerika eller Østlandet med Erfai
ngen
De skulde komme en Gang ugentlig til Samtale og Aftenselskab i Storesalen og føle sig som nærstaaende og forbundne, ikke bare undergivne og afhængige.
Bibliothek skulde aabnes, og hele Rækken af Literatur, som var udkommen og skulde udkomme, skulde staa alle aaben:
Og den Tid skulde forhaabentlig snart op- rinde, da Billarden kunde afstøves igjen, og Keglebanens Rester restaureres og fornyes ; og han og Formændene eller anden Ungdom spille harmløst sammen, og Livet blive lyst og rigt og tilfredstillende for alle Parter.
Ja mere til, som han næsten ikke turde tænke. Øinene streifede ind gjennem Vinduet Kongeskabet med alle de skjulte Klenodier og løb over Staburet med Samlingerne.
Hvad man nu maatte have, som dem der ikke havde, skulde man sammen med Folket
i fælles Brug og Glæde — engang kanske kunne have, som dem der havde; naar Fa- miliens Traditioner blev alles Traditioner og Familiens Generationer Stedets,
Og naar saa Tankerne havde arbeidet sig trætte og Ungdommen krævede sin Ret, saa
[218]gnede Sahl med Tilfredshed og Historier fra de gode, gamle Tider — lige op til Løsenet i Kronstadt, van Marken sit Kruys og Rognlasten i Douarnenez.
Og alle tre samledes om ham — og alt var godt. Selv naar Sahl blev staaende paa Hjørnet og gabte af Forundring over, at Wil- lem Berendt havde hugget ned de to inderste Rækker Lindetræer foran Verandaen.
eMen hvorfor — —
sJo, de skyggede formeget alle disse fire Rækker, og de adskilte formeget, afsondrede fra alt der nord,» sa' Willem Berendt og pegede nordover med det Blik, som gik baade ud og ind.
«Dine Ord i Ære og mine bag Døren,» raabte Sahl. <Det er godt og ædelt alt, hvad du gjør, Hr. Ven» Og saa for han snarest muligt nord og gik rundt og holdt Prædikener øver Willem Berendts Undergjerninger.
Men i Kongeskabet havde Willem Berendt fundet Faderens Bibel, og foran i den stod skrevet
<Denne Bøgernes Bog, som har været mit stille Lys i alt Livets Mørke og min stærke Hjælp i al Svaghed, anbefaler jeg Eder, mine
[219]kjære efterladte. Den vise Eder altid Veien til ham, som er vores eneste Tilflugt i Liv og Død og som vil være Enkens Trøst og de faderløses bedste Fader.»
Willem Berendt læste det op for sin Mor og Lillemor, saa paa dem med sit underlige, doble Blik — og gik med den.
Paa sit beskedne Soveværelse lod han gjøre et lidet Hjørneskab over Sengen. Der blev den lagt; han laaste den ud hver Aften, og fulgte med dobbelt Glæde og Troskab sin engelske Vens Raad; laaste den ind igjen, som et umiste- ligt Arvestykke — og ingen fik nogensinde vide, hvad Hemmelighed Skabet gjemte.
XXXIX.
[220]Bragende Brændingen bryderog Baarerne bærer Lig,mens langt gjennem svarte Natten lyderde skurrende Skarve-Skrig.Og de brænder og brygger i Finshougen.Hu! det er rusket at ridefor Barnsnod en Nytaars-Nattiljærs* efter Jordmor de Veie vide,maar Troldet har Samling sat ;og de brænder og brygger i Finshougen
[221]Myrenes morkne Rødderfanger den sælsomste FormTare-Tongler* om Følens Føddersig vinder I Velen som Or Og de brænder og brygger«Skunde dig, skjælvende Skimmel— nu far jeg be' Fadervor —Fader vor — du som — er i — Himmel»Som Høverne Hjertet slaar.Og de brænder og brygger i Finshougen.«Fader vor — — saa du, hvor Drangengren frem under Varhoug Bro?Fader vor — — hu! jeg hørte bag Hougensaa haanligt en Troldkjærring lo.»Og de brænder og brygger i Finshougen.«Fader vor — Fader vor — du som — —»Se Finshougen staar som paa Stokke,og mellem Flammer og Helvedlarm grusom danser der Troldpak i Flokke.Og de brænder og brygger i Finshougen.Først over Stabnei-Støenhar Manden faa't Modet att ;stanser og skotter — og ser bare Sjøeni Brim, og Brækker i Nat.Men de brænder og brygger i Finshougen.Klapper han fegen sin Fole —op igjen — agter og forr.«Skunde dig naa den sidste Maale,**san skal du faa Havre paa Haarr ***Mens de brænder og brygger i Finshongen.
Dødens Engel red nordover Nyta og Snestormen var hans prustende Ganger. Sprængred; for der var 6—8 Menneskeliv langs Kysten, som hans Hov skulde give sidste Stød for Brystet, inden Aaret løb ud.
Først skulde han naa en Barselkjærring paa Reime, før Jordmoren kom; saa to unge Lodse fra Udvær.
De laa i Snerøg og Sjørøg nord af Hvidings- øerne, Litle-Josef og Litle-Mikkal. Og Land var ikke at øine, om en havde havt Fuglesyn.
Med engang slog en Hær af uhyggelig sorte Kraager ned over Baaden; hang sig paa Pig- fald og efter Barduner, ja fyldte Baaden om dem, saa de kunde tages med Hænderne.
Josef strøg med Aaren langs Rækken, og et Snes af dem satte sørgmodige Øine paa ha og faldt slappe i Sjøen.
Det var Kraagehæren, som hele Dagen havde slugt Affald paa Markerne om Stavanger, og som var paa Kveldsveien hjem til sit øde Natteasyl, Alstein-holmen. Snestormen havde fortumlet dem, saa selv de havde virret hele Kvelden uden Landkjending og kastede si Menneskets Vold, strax de saa en Mast stikke op i Sneyret.
Litle-Josef hujede og strøg med Aaren en-
natten;
[222]22 gang til. Men Mikkal, som sad ved Roret, blegnede og skreg gjennem Snøkaven
<Du ser daa vel, det er Naafugl," veid eg?»
I det samme kom Dødshesten prustende; Gufsen foran den slog Baaden om, og Hovene red den sønder og sammen mod en Baae. Sjø og Snø stod som en Støvsky om Gange og de to djærve Udværlodse var ikke mere.
Saa vildt får Hingsten videre, at den rev ned en Løe paa Karmøen, endda der var ikke levendes Liv i den, for Dødens Engel havde Hast, han skulde endnu indom tre Steder i Bergensleden, før Klokken slog tolv.
n -
Det var Nytaarsnat, og Madam Sahl laa paa sit sidste. Stakkar, det var godt, om hun kunde fan Hvile nu, saa affældig som hun var. Men Sahl, stakkar, det blev værst for ham! Han sad ved hendes Leie og lyttede snart til hende, snart til Stormen. Aanden var livlig endnu i det skrøbelige Hylster: men hun levede helst i gamle Dages Erindringer. d sie Nytaarsnatten! Eg maa tænke paa Kippermusikken i Gaderne, daa eg var ung, søle Ven! Oldermanden i Spi Piskeparyk og trikånti Hat — og saa Kip-
+ Naafogl 2: Fugl, som varsler Død.
[223]perne? med Tønden og de andre dundrende med Dikselen — og sad med Fangskind og blaa Strømper og Spændesko — og eg hadde lurt meg ud for te følge di, for eg fek ikje Lov ser du — ok kor fornøjeligt te tænke paa
— — Og no — er det forbi ever og bil, Sahlemand! Forbi med hele det skjønne Livet Ikje graat du, søte Ven! Me møtes jo paa nen i Himmelen.» «Kone, Kone, jeg taaler ikke at tænke pa det — —
sNehei — du taaler ikje dette, søle Ven. Men likevel! Du skal love meg te be van Gel- lert sine om te fan Lov te aa ligge meg midt i Bakken paa Klosterkjerregaarden, saa møkke at eg kan faa se ner paa skjibene, naar eg € dø. — — Du skal be' Brouwer ikje være vond paa meg, for helles trur eg ikje, der er nokken, som har nokke vondt te segje om meg, naar eg e' vække.»
«Kone, Kone! Du vil faa et godt og et langt Eftermæle.»
Men Kone sanste ikke længer, hvad Efter- mæle var; hun tænkte paa Ligfølge og fortsatte geskjæftigt
T
jorden og alle Damp-
< Kipperne 2: Bodkerlauget.
[224]«Ja langt Eftermæle, ja; det vil eg no haape, søte Ven; for det va'kje møkke fornøjeligt for meg bare te ha' to—tri Pær gaaendes bak efter Kisten.»
<Kone, Kone! Jeg holder ikke Tanken ud.»
<Nehei, det gjør du kje, søte Ven! Men likevel, hør no! Du skal love meg, at du ikje gifter deg med Louise.»
<Kone, Kone» — —
«Ja gje' meg Handen paa det… Saa det var godt, for det vilde ærgre meg i Graven Eg vil haape, det varer ikje længe, før du kommer etter meg . . Hører du det, søte Ven! — Kom døgtig snart! ænk kor fornøie- gt du kan faa spelle deg i Himmelen med lle de smaa, søte Englebarnene, du som alle- tider har vært saa glad med Baren,»
Kone, Kone» — —
Det gjøv om Vinduerne; det ulede og durede gjennem Skorstenen; Dødens Engel red over Huset — og Sahl laa over Sengen og græd.
XXXX.
Aa for en Sorg for gamle Sahl, da Kone blev lagt i den samme Kiste, som Brouwer
[225]havde banket paa og sagt: «Pas op! hun skal zelf darin.» Kisten med de «fine, sølvforgyldte Hænder og Englehovver»
Han kom med Baadskyds til Kloster; han kunde umuligt holde ud hjemme. Huset vilde falde over ham.
Og Willem Berendt maatte overtage hans sædvanlige Vennetjeneste og trøste med, at alt var godt og blev godt; alt blir godt, som Gud sjør.
Han fik sig en Seng pan Willem Berendts crelse, saa han kunde have Selskab.
Men han kunde ikke faa sove. Det var umuligt. Han saa Kone allesteder for sig.
Udpaa Morgenen blev han dobbelt bek: ret; for pan den Maaden fik jo ikke I kjære Willem Berendt sove; og san tiede han og pustede tungt og regelmæssigt med lukkede Øine, indtil van Gelder glad troede, at hans kjære gamle Sahl sov, og selv sovnede.
Men da han saa endelig flyttede hjem igjen, blev det lige galt. «Alt var godt, men ikke alt lige godt,» det fik han sande med Suk. Ak! han følte sig saa tilovers; bare til Byrde. Og Willem Berendt fik et gribende Brev ribbet Bryst.
Men da skrev han tilbage:
vi
ra et
[226]Min Ven! Naar du er bedrøvet, Sabl, saa er jeg det og. Jeg beder dig indstændig ikke at lade Bekymringer nedstemme dit Sind. Du er ikke ene. Vort Hus er nær og aabent. Du er ikke fattig, men en holden Mand. Dine Activa overskrider langt dine Passiva. Luk Hops Dør i Laas, stik Nøglen i Lommen og kom hid med gamle Dorthe Stadsmø. Her staar Værelse færdigt for dig for Maaneder eller Aar — og du kan faa betale for dig, eller jeg kan bruge Hop som Vederlag. Klosters Hjem er altid aabent Hjem for dig. Fars dyre- bare Ven og Fætter Fætter.
Du kan
r min dyrebare Ven og
ke blive siddende derborte og kure, naar din Familie nær ved venter dig med aabne Arme.
Birkeveden roes rundt idag. Men hør! Hvis jeg skulde forstaa, at du mangler noget, som jeg kunde hjælpe dig med, og tiede «for ikke at plage mig», saa vilde du for første Gang bedrøve mig, Sahl — dette er sandt! — Tror du virkelig, at det er en Plage, med en
inge Ting at hjælpe vor dyrebare, eneste Sahl? Det er en af mit Livs største Fornøielser, mærk dig det! — —
[227]Og Sahl flyttede til Kloster. Og Jomfru Petrikke og Dorthe Stadsmø kappedes om at dulle om ham og forkjæle ham. Stakkar han likte det; og der var ingen Kone til at holde igjen, saa det blev lidt latterligt meget med Extrabespisning oppe paa Værelset og Puder i Ryggen og Shawler over Skuldrene. Ikke havde han havt nogen til at dægge for sig før, og ikke de to gamle Piger nogen at dægge fo
Men naar han kom ned, gik han op og ned paa Gulvet, pressede Armene voldsomt mod Brystet og raabte sent og tidligt med Pa- thos som en gammel Præst
«Savnet! Savnet! Aa detle Savnet >
En Tid efter fulgte van Gelder ham til Byen, at han kunde vælge sig en Ligsten over Kones Grav. Og han tog en, hvorpaa der var udhugget en stor, lovlig bred Urne. Dens Laag var halvt løftet, og ud under Laaget flagrede en Sommerfugl. Men allernederst paa Pladen laa to store, trofast sammenlagte Hænder
Lillemor stod ofte nok siden oppe paa Kirkegaarden og saa paa denne brede Urnen; hun kunde ikke lade være at tænke paa en Suppete: For Terrinen var virkelig det bedste Symbol paa Madam Sahl i hendes Glans- periode. Og den var gravet uudslettelig ind i
[228]Lillemors Bevidsthed den Geburtsdag, da Madam Sahl slap Sleven og skreg ud
Ok, naa dat van Gellert !-
XXXXI.
Imidlertid var Aarene gaaet og Willem Berendt fæstnet i sin Stilling.
Hans Plantning spirede jævnt. Furu og Gran opefter
jendommene; Veistumper op mellem Hougene; Kundskab hos Ungdommen, og Ansvarsfølelse hos de ældre.
Da kom der Høsten efter, at Sahl var kommet i Huset, ny Præst i Sognet. Søn af en gammel Lægmand, Espedal i Stavang« haandværksfødt og albustærk; og med Kjæver som kunde bide Sten.
Han saa bekymret paa de unge, som han strax skulde konfirmere, og bad længe og inder- ligt for dem. Ingen af dem var god for at se, om han var blid eller sindt, for hans smale, sammenpressede Læber videde sig ud ved Mundvigerne til noget som lignede et Smil.
Pludselig gik han lige paa litle Knud Hille- n, som var udsat af Fattigvæsenet, og spurgte <Betr du til Gud, du?»
[229]«Nei,» svarede Gutten forskræmt. <Be'r du ikke! Bander du da > bekjendte Knud ganske svagt
Saa konfirmerer jeg dig ikke denne Gang. Den som ber, hører Gud til; den som bander, hører Djævelen til.»
Karnelis paa Nøstet sad i Fattigkommis- sionen og fik høre det i første Møde. «Ka var Slags Præst? Skulde de have Gutten aar han blev fem-
dette for ganendes paa Kommissionen, ten Aar og baade kunde læsa og skriva for seg?
sHan fandt han vist ikje omvendt,» vaagte en sig til at si
«Omvendt?» bed Formanden fra sig, som- vendt? Ka er no dette for nøkke Nautaskap? Var eg omvendt? Og var nokken af dokker omvendt? Nei ka ska dette bli" te Præst?»
Men fra Karnelis gik det rundt Kloster- vigen, til det kom til unge van Gelder, som gik op og ned paa Altanen og summede sig paa det nye, som trak op.
En Stund efter kom et nyt Rygte. En stakkars syg Mand nord i Vangen havde gjort af med sig. Amtmanden havde været saa blid og føielig med Hensyn til Begravelsen, men Præsten saa ud som Horebs Bjerg. Medhjæl- perne tagg ham endelig tale mildt for Konens
[]og Børnenes Skyld, som sad igjen i baade Nød og Fortvilelse; men han, han tog det værste Bibelsprog han kunde finde: «De skulle ligge pan deres Gjerninger», og tordnede en hel Time over det, trods alt det Konen krampeskreg og Tilhørerne vaandede sig.
Endnu havde han ikke været paa Kloster. Men idag skulde han komme, eftersom han havde tillys; i Hovedsognet sidste Søndag.
Van Gelder gik op og ned og summede sig, mens Blikket baade saa ud og ind. Sahl sad i Høstsolen paa Bænken, midt imellem Louise og Lillemor og røgte og spøgte.
Imellem san han paa Willem Berendt og sagde: «Alt blir nok godt; alt blir nok godt Det som sker er til vort Bedste.
<Det synes at være en Mand af ærlig Over- bevisning,» sa" van Gelder ridderligt
Javist, alt blir godt, skal du se.
eJa» — afsluttede van Gelder raskt sin Tankegang, «det er baade nødvendigt og godt, at Meninger brydes; men kan: behagelig,» salte den første Fod lidt fastere end vanligt i Altangulvet og gik nord igjennem Alleen til Kontoret.
Imens roede Præsten udover med sin Leieskyds. Han var tung at ro, baade legem-
e ikke altid saa
ste
[231]ligt og aandeligt, for han bar mange og meget paa sit Hjerte. Svær og tung og bukket sad han bag: og Skydsen havde hele Tiden en Følelse, som de roede i den svarle Skygge af et høit, men helligt Fjeld
Han spurgte ud om alt og alle og gjorde ikke Forskjel paa høi eller lav; gik ligepaa overalt, ligepaa sit Hovedspørgsmaal, om de var omvendte eller ikke.
Og han sukkede Gang paa Gang, saa det gøs i Folkene, for han fik ikke Indtryk af, at der var mange Lyspunkter i den Del af hans Menighed. De fleste var bare <Ordens-Mænd» som sit Herskab. Som sit Herskab, rimeligt nok efter Ordet om Svendene og Mesteren.
Men hans Suk til Gud, der han sad og krøgede med Hovedet o edhullet, var, at han vilde give sin Tjener at heden rent og usminket, opad som nedad,
jennem Pl
XXXXII.
Van Gelder og Præsten sad i hver sin
Gyngestol, lidt forlegne og forventningsfulde begge to. Damerne strikkende i Sofaen. Louise
[232]ret ; Lillemor henslængt ved hendes Side.
Her var intet af den Arrogance, som Pr. sten havde ventet at finde. Damerne og Hus- ingen og alt var saa enkelt og beskedent og bramfrit, at han følte sig lidt forlegen med, hvor han skulde tage fat.
For Verden var Verden, om nok saa nobel. Maatte Gud skjænke ham Frimodighed til at lade Lyset skinne klart.
Damerne følte sig trykkede som blevet saa lummert i Dagligstuen, deres egen fredelige, hyggelige Dagligstue, siden Pri- sten kom.
Lillemor syntes, han sad sammenkrøbet pring, mens Øinene urolige gik fra den ene til den anden, og Mundvigerne ud- videde sig til et tvilsomt og uhyggeligt Smil
Ja vort vigtigste Samarbeide blir nu Sko- len,» sagde van Gelder med et lidt forlegent Smil, «der skulde jeg give meget for at vi kunde trække sammen.»
Et prøvende «Saa?» va fra den smilende Klippe.
Nu rykkede van Gelder frem med sin An- skuelse; men paa sin vanlige hensynsfulde Maade; beskedent spørgende, saa man kunde
røget som en
som
It, hvad der kom
[233]tro, han ikke var saa fast og seig en Karakter som han v
Skulde man ikke maaske kunne gjøre noget for at hjælpe sine Arbeidere fremad i Oplysning og dygtiggjøre dem for sin Livsopgave? Ja ha spurgte bare. Skulde man ikke kunne tro, at Fabrikarbeidernes Børn allerede fra Skolen maatte faa kære noget extra for sig som saa- danne, noget som kunde hjælpe baade dem og Stedet videre frem. Skulde det ikke kunne være Ret, at Skolen, udenfor Almendannelsen, erlig Hensyn til den produktive Bedrift, Eleverne maa ventes og haabes al ga over, ja, hvortil de er naturbestemte ved en gjennem Skegtleds Arv samlet Uddannelse og Hjemstavnsfølelse. Skulde ikke Skolen kunne øge Sansen for Hjemmets Arbeidsliv og E til at fortsætte udover Fædrenes Rækkevidde. — Om saa var, saa følte han sig villig til at bekoste udvidet Undervisning. Engelsk, Mathe- matik og fremfor alt Konstruktionstegning i øverste Klasse, for der maatte blive tre Klasser. Jai den Retning laa hans Tanker. Og saa Aften- timer for de konfirmerede — i Fysik og Chemi. ssten syntes, der var noget berettiget d
+Og hvor vilde De tage Undervisningstiden fra? spurgte Præsten med et Smil, om hvilket
nen
[234]hverken Fruen eller Lillemor vidste, enten det kom fra hellig Glæde eller helligt Sinne.
Ja, der kom man sandsynligvis til det ømme Punkt. Gik det ikke an at tænke — altsaa blot som et Tankeexperiment lidt færre Religionstimer i Skolen vilde gjøre dem vægtigere og frugtbarere. Før i Tiden lærte man jo bare Reli Fremskridt gjort i saa M Religionen; kunde de videre Fremskridt i samme Retning — ja> af Hensynsfuldhed smaaklukkede han lidt af sin egen Fremstilling — <han spurgte bare.
Præsten havde krummet sig sammen mer ten med Sprin- get, til Forfølgeren var ham lige ind paa Livet Han havde nok mærket de radikale Aviser og Bøger, som laa paa Bordet; han øinede alt Kristendomsfienden, og med et Smil, som havde Maveknib, tog han til Gjenmæle:
«Er. ikke dette den earopæis udstukne Maal? Vil ikke den have Kristus ud af Skolen og verdslig Oplysning ind i hans Sted? Kan dette være skjult for dem, som vil se?»
Damerne fik ganske ondt for Brystet og puslede febrilsk med Strikningen. Men Præsten vendte sit blanke Ansigt mod dem og vilde have
nu var et stort de uden Skade for ikke maaske tænkes
og mer; men ventede som
[235]klart Standpunkt: «Hvad siger nu De, Fru van Gelder?»
Louise blussede som en, ung Pige og sva- rede med et fortryllende Smil: «Jeg siger ingen ing.» Men strikkede og tænkte, gjorde hun — strikkede og tænkte.
Willem Berendt saa længe og taust paa Præsten; rundt i Stuen og paa Præsten igjen mens hans forunderlige Blik forskede vemodigt begge Veie, udad og ind
<Skulde man ikke maaske kunne tænke sig, at et kristent Menneske — jeg forudsætter altsaa bare at vedkommende var kristen — skulde en saadan ikke kunne arbeide for at løfte næste Generation op til høiere Forstaa else og Dygtighed, høiere Ansvar og Fo neste — uden at ville berøve dem Reli Trøst?»
Men Præsten var ikke af de vege og ikke af de vigende. Han sad og sad, fast og vel, og hvæste fra sig med sin krumme Ryg.
Baade Louise og Lillemor var rent ulykke- lige, da de med ét hørte tunge, slæbende Skridt over Loftsgangen,
(Gudskelov, der kom Sahl; den gode, velsig- nede gamle Sahl! I hans Nærhed kunde ingen tid trives, for han kunde ikke sidde og tryk-
jonens
[236]kes som Kvinderne; han maatte have alt op- sjort i en Fei, for at holde ud.
Selv van Gelder, som heller ikke veg I ærlig Kamp, var taknemmelig for Damernes Skyld.
Og ind traadte Sahl pustende og straalende og gjorde Reverents som for gamle Cancellie- assessor Berman.
«Husets gode Ven, Cargadøi senterede van Gelder.
Men nu var Præsten allerede bleven så nksom, og den tilfredse Aand, som lyste ud af Sahl, var ham saa fremmed, at han med et sursødt Smil sagde, langsomt og forsigtigt
«Ja, god Ven, det er et stort Ord det. Hvem er en virkelig god Ven?»
+God Ven? gjentog van Gelder; han talte ikke godt Angreb paa Sahl og hans Venskab.
+Ja, det er jo ikke and't end Venner i Chri- sto, som til syvende og sidst har været virke- lig gode Venner,» sa' Pastor Espedal; det maatte og skulde frem.
Van Gelder afværgede bedst muligt ved at gjentage: Ja, jeg kunde for den Sags Skyld godt præsenteret: vor fromme Ven Sahl, hvis Hjertet skal lægges frem paa Tallerkenen
sAk nei, Hr. Pastor, jeg er nok langtfra saa from, som min ædle og fromme Ven van
Sahl,» præ-
[237]Gelder tror om mig, des Sahl med en Sorg, som efter hans hele Gemyt hørtes nok saa letlivet.
«From,» gjentog Præsten og smagte dygtigt paa det; from — er ikke det det samme som godslig? — Fromhed vil ikke hjælpe nogen, naar der skal gjøres op; det er Troen alene som frelser. Undskyld, at jeg siger det bent ud.>
Van Gelder saa baade ud og ind. Men gamle Sahl betragtede dette som et særligt An greb paa hans ufeilbare Willem Berendt; og derfor gik han faderlig hen og klappede Pra sten paa Skulderen, mens han sagde
<0 Gud, du fromme Gud,» synger vi jo i vor Salmebog; og saavist som dette er et Hædersord om Gud, saa er det vist baade godt og vakkert nok om et Menneske. Men lad os ikke strides om Ord; Gud ser til Hjertet.»
eJa men — —
eHva ba?»
Nei, det nyttede ikke Præsten at byde sig mod Sahl; thi for det første havde han en Stemme, som overdøvede fire Præster i Kor, og for det andet var han trods sin Høllighed ikke istand til at passe den andens Tur til at tale.
«Den som gjør noget godt,» for ufortrødent og agerede paa Gulvet, mens hans
srre, desværre,» sa?
atte hat
[238]aabne Gem
tlighed brød frem som Sol i Taage, og mens Kvinderne slugte ham — «den som gjør noget godt, er bedre end den som siger Ja og Ha til stærke og store Ord. Og den som gjør meget godt, som vor ædle Vært van Gel- der» — vedkommende maatte smaaklukke — meget bedre, for Gud er Kjærlighedens
Gud sEnd «Hvad ba? Meget rigtig, meget riglig, Hr.
Pastor; Deres Troskab mod Deres Overbevis-
ning har min dybeste Respekt: — Sahl buk-
hedens da.» —
kede ærbødigt — <men det er det, som jeg synes, jeg har lært tryggere og tryggere udi- gjennem Livet — — De undskylder, at jeg er
en gammel Mand,» sa" Sahl og gjorde to Pas bagover og bukkede; «det er det, at Kjærlig- heden kjender vi altid på heden. Man blir lettere ukjærlig i Sandhedens Navn end usand i Kjærlighedens. — Hva ba? — — Derfor har vi det godt, som bor sammen. her i Kjærlighed og Fred. Ak, hvor godt vi har det igrunden allesammen!»
«Jeg tier, men samtykker ikke.»
«Hva ba? — Jo det gjør De saamæn, kjære Hr. Pastor. Jeg er vis paa det, at de samme to dyrebare Stjerner lyser for Dem, som har
ideligere end Sand-
[239]lyst for mig over hele Livets Hav, Venskab og Gudsfrygt.»
sVenskab og Gudsfrygt,» gjentog Præsten, som han svælgte noget usmageligt. «Det er jo den gamle Rationalismes Tale; Gudsfrygt maatte som det ene fornødne komme foran, ialfald.»
<Kunde det ikke tænkes,» faldt van Gelder d, com man fandt det ret at tage alt i bedste Mening, at Sahl satte det bedste sidst, saa Guds frygten ogsaa efter Sahls Mening fik første Pladsen?
Men jeg kan ikke efter min hellige Over- bevisning tie til, at Venskab og Gudsfrygt sæt- tes op som Salighedsvei.»
Skulde det ikke kunne tænkes muligt, at hvad Sahl kalder Venskab, nærmer meget til det, andre kalder Kjærlighed; og det Sahl kalder gt, nærmer sig til det,
jeg mener
noksaa
andre kalder Tro . . Ja, jeg spørger bare.»
det netop! Der har du det,» raabte
eVi er enige; vi er enige! Hvor skulde vi kunne være andet i dette Hus? — — Hva ba? — Vi kjender nok det forsagende og opofrende Arbeide De har begyndt herude i Havbrynet; hvor utrættelig De reiser og taler og trøster og revser; Gud velsigne Dem, Gu velsigne Dem
[240]Van Gelder smaalo og sagde: «De ser, Sahl ogsaa er et Stykke af en Præst, baade efter Stemme og Kald. Ja han har sogar en- gang været bestemt til Præst.» Vendt til Sahl Derfor gik du jo ud af Lancaster-skolen og begyndte hos Konrektor Winding, var det ikke
t; og nu fik han Sahl op i Ungdoms- og før nogen vidste af det, agerte Sahl og fortalte om den lille pukkelryggede Konrektor Winding, som pryglede en Skolegut. Gutten skreg: Ok, eg dør, eg dør! Og Kon- rektor svarede: Ja, saa døi daa, Beist!
Og saa videre. Nu blev det Historier over en lav Sko — og al Strid blev banlyst
Da Præsten gik, lo Lillemor af hans keitede Manerer; men van Gelder dadlede hende, før Sahl og Moderen kom tilorde.
sDet keitede er ikke at vente anderledes efter den pludselige sociale Overgang fra Haand- værksgut til Præst; det sl lig ikke. Og religiøst talt er han saa grei og fast paa Foden som nogen Adelsmand. Han fortjener al Agtelse, om han repræsenterer andre Anskuelser end vore.» «Jeg syntes, han lurte som en Kat,» iste lemor atter.
jæmmer ham sande-
[241]-Aldeles ikke, gjentog Broderen. «Han talte og førte sig som en Mand af Overbevisning skal gjøre»
XXXXIII
Men derfor gav van Gelder sig ikke. Naar Præsten siden kom, benyttede de Tiden, mens Sahl var ovenpan og blev dullet om af de to Pebermøer.
For Præsten og Brugseieren havde lige stor Magt over Værksskolens Styre, og de stred begge i hellig Overbevisning for Fremtiden
Det blev til, at den ene stred, som han ven- tede alt godt bare af Kulturen, og den anden alt bare af Religionen. Den ene pukkede seigt paa Oplysningens Magt, den anden paa Kristentroens.
Og jo mere Præsten slog paa og siden dokumenterede, at han fik Stiftsdirektionen paa ide, des mere hærdedes van Gelder i sin Beslutning, at leve sit Liv for Stedets Væxt ad den Vei, som var den eneste mulige.
Sin videregaaende Undervisning tvang han frem — om det altsaa maatte blive i Fritiden og med Extraudgift for hver Time og 1
Desværre delte Folket sig i to Leire. Pr sten fik Liv i de døde Ben og forstod at a
omme.
Carpader Sahl
[242]tere baade i og udenfor Kirken. Desuden valgte han sig en svoren «Medhjælper» paa Kloster, som holdt ham ajour med alt og alle
Men van Gelder var for ophøiet til lignende Kontratræk. Naar Læreren blev hans Mand, saa var det fordi han laa under for eller reves med af den daglige, aandelige Paavirkning.
Derimod blev van Gelder nu borte fra Kirken; selv om Louise og Lillemor reiste af- sted i Speilsbaaden.
Han drev isteden, efter i dybeste Incognito at have læst sin Prædiken, opover i alle Plant- ningerne. Drev om og glædede sig over hver Gran- og Furulund, som blev høiere; over Birken, som skjød op i de hegnede og fredede Lyngmarker; over Veien til Blindemons, som smaat om smaat voxede; og over de bare Berg, som Byrge med den ene Arm tørvklædde sent, men sikkert.
Snart gik det saa vidt, at han, selv om Priæ- sten kom til Kloster og gik lige fra dem over paa Skolen til Bibellæsning, ikke fulgte med.
Konerne, som gik derhen i Stadshue og Rosetørklæde, med Salmebog og Lommedug i Haand, de skottede op til ham, naar de pas- serede Verandaen, og rystede paa Hovedet, naar de var vel om Hjørnet.
[243]Og naar Præsten kom hæs hjem fra det fuldpakkede Hus og den totimers Tale, kunde han endog triumferende spørge: «Se hvor hele Stedets Fysiognomi nu er et andet; er det ikke at takke Gud for? Drik og Eder og Verdslighed tager af, og Kirkegang og Missionsliv tager til.»
Og da kunde van Gelder renoncere paa at svare; eller han kunde beskedent spørge de det ikke ogsaa være berettiget at tænke, at Gud ser mere paa Hjertet end paa Fysiognomiet, baade for den enkeltes og for Menighedens Vedkommende? Ja, det er bare et Spørgsmaal jeg opkaster.»
Men han sagde intet om, at han samme Eftermiddag havde havt eftertrykkelig fat i Præstens sure og sukkende Medhjælper for hans Haardhjertethed mod sin Mor. Mens han selv havde Overflod paa Kloster, sad i øverste Kirkestol og solede sig, og løftede Sølvskillin- gerne saa høit paa Missionsbazaren, at de blin- kede over hele Stuen, saa gik hans stakkars gamle Mor rundt paa Lægd ude i det fattige Nabosogn og fik ikke en Skillings Hjælp fra ham.
Det havde van Gelder hørt idag; men han sagde ikke et Ord derom til andre; allermindst til Sahl, for da havde han løbet lige ti sten med det
p
[244]Et meget værre Stød for van Gelder blev det dog, at Lillemor, som gik til Konfirmation, uvilkaarlig blev greben af Præsten Espedals djærve og ærlige Paavirkning. Og da Aaret var ude, og den bevægelige Konfirmationsdag forbi, da havde Præsten en svoren Bunds! i Klosters Hovedhus og deti selve Familien.
Hun var tidlig begyndt at gaa Kjærlig- hedens Ærender rundt til de syge — med sin Mor og for sin Mor — som en Engel fra den Kjærlighed, der ikke kjender Partier eller Slag- ord. Nu blev hun af en klog og fast Haand taget i Partiets Tjeneste,
Men selv gik hun som mellem Ild og Vand. For hun forgudede sin Broder, der næsten havde været hende i Faders Sted; og sin Moder og Sahl ikke mindre. Men saadan Forgudelse var jo Synd; og det var jo den rette Datter- kjærlighed at vidne mod Verden for de gamle.
Og dog — aa hvor hendes Hjerte vred sig. a kom Præsten hende tilhjælp i Vankelmodig- hedens Stund og klippede roligt Verdensrød- derne over. Hun skulde netop tage S og vidne; thi hvo som kommer til mig og hader ikke sin Fader, Moder, Søster og Bro- der, han kan ikke være min Discipel, havde Jesus sagt.
[245]Hun havde undskyldt og forsvaret sin Bro- der for Præsten og fortalt, at han læste hjemme hver Søndag. Men da Præsten hørte <Wal Prædikener», da forklarede han hende, hvilken Vantroens Bog dette var. Og med knust Hjerte gik den stakkars Pige hjem.
Næste Søndag sad alle hjemme. Van Gelder tog Wallin, den kjære, gamle Postille, som Fa- deren havde brugt, og læste for dem. Og Sahl opløftede efterpaa sin Røst og takkede ham for den deilige Stund. Da siger Lillemor, med Graaden i Øinene, men med en forunderlig fremmed Stemme
<Er Jesu Navn Lyset i den Bogen?
Ak hvor mildt og hvor bedrøvet paa samme Tid Broderens Øie hvilte paa hende.
Ikke et Ord sagde han. Men Moderen tog Ordet, da han tiede, og sagde det første og sidste strenge Ord, hun fik høre af den Mund, <Saadan maa du aldrig tale til os mer, Lillemor.»
Hun satte grædende afsted og vilde ud; men Sahl stod altopreistog modtog hende i sine Arme.
<Lillemor, Lillemor! Vor kj Lillemor!» Og der græd hun ud
Men — senere græd hun end dybere ud hos Præsten ; og flere og flere blev de Opskrif-
jære, snille, søde
[246]ter hun fik, og de Prøvemethoder hun lærte at anvende paa sine Omgivelser hjemme.
Hun kunde aldrig faa et Ord frem mod dem mer. Men naar noget sagdes eller gjor: des, som Præsten ikke vilde lige, gik hun oven paa for at græde ud i Skraakammeret bag Loftspiben. Dette lille Rum. var viet den virk- somme Kjærlighed; didop var alt det draget hen, som skulde glæde andre og tørre Taarer; det laa der ordnet i Pakker og Rum, saa det var let at finde, eftersom det trængtes. Men hver eneste Pose og Pakke blev nu vædet af mange fler Taarer, der hvor det kom fra, end der det gik hen
Og naar hun saa havde været deroppe, saa kom hun langt om længe ned med forgrædte Øine og seg taus ned paa Stolen ved Døren, for ligesom at have den i Bag- haand.
Det var næsten tyngre, naar hun var ude end inde, saa man lempede sig bedst muligt efter hende. Kortene forsvandt; skjønt den lille Familiewhist om Aftenen var en ren Vel- signelse for gamle Sahl. Al verdslig Musik forstummede i dette saa musikalske Hus. En ny, tung Luft fyldte hele det gamle Hus, fra Smaastuen til Gjæsteværelserne, hvor Bibler og
[247]Traktater var lagt lige bort i Næsen paa Gjæ- sterne for at minde sig.
Ja — tungt var det, naar hun var ude af Stuen, og tungt, naar hun var inde.
Der var de Aftener, da van Gelder i en ungdommelig Utaalmodighed, som han betvang nede i Stuen, havde mistet Lysten paa at laase Faderens Bibel ud af Hjørnehylden. Der maatte hele hal sthed til, for at ikke det tause Løfte til hans engelske Ven skulde blive brudt.
Ja havde de da ikke havt Sahl! Havde de da ikke havt Sahl! Han tog snart Louise og t Lillemor i Armene og holdt urokkelig fast ved sin gode Bekjendelse: «Det som sker er det bedste; Alt blir godt — det maa og det vil»
Han behandlede Lillemor som en feber hvis Ord og Øine han ikke troede paa; men hvis Hjerte han aldrig et Øieblik tvilede paa, var det samme.
Og saa talede han ud, mens de andre altid murede og tiede — hvilken velsignet og for- løsende Hjælp.
Og efter sin sunde Tæft og ud af sit fulde ærlige Hjerte kunde han sige: <Der er Ret paa begge Sider, Ret paa begge Sider,» og <vi skal
[248]at lære
le faa godt af dette»; «vi kommer til af ham og han af os.»
Han kunde sige dette saa tilforladeligt, at baade Lillemor og Willem Berendt kunde se paa hinanden i Haabets Forstaaelse. — En saadan Gang var det, at Louise trods al Blyg- hed gik lige hen og kyssede Sahl, mens Tak- nemmelighedstaaren blinkede i Øjet. Første og sidste Gang! — Aa du deilige, tause Louise!
For Sahl var det som et Ridderslag. Men med ærlig Samvittighed gik han en Stund efter bort foran Berendt Willems Silhouet og cite- rede bevæget sit gamle Vers: Vi sees igjen, hvor ingen Taare rinder.
XXXXIV.
Den tysk-franske Krig var netop brudt ud. og Sahl var i Aande. Alle hans Ungdomser dringer fra den første, store Napoleon vaagnede op. Nei hvor meget fornøieligt han fortalte; om alt og alle ligetil om gamle Ved-Ole, som kaldte ham Napoliom Gunnar-aparta.
Da blev Fru van Gelder pludselig syg, hun som aldrig havde manglet noget. Og Doktoren forberedte dem snart paa det værste.
[249]Det faldt hende saa tungt at tage mod Hjælp og Opvartning; for hun havde trods sin Stilling aldrig været vant til at kræve Tjeneste.
Og det var saa uvant og underligt for Børnene at se hende ligge der, støttet af Puder og fremmede Hænder. Hun havde uvilkaarligt forekommet dem som hævet over Jordens Nød og Indskrænkninger.
Intet Øie havde seet hende træt eller hen- slængt i en Sofa. Selv om træt, havde hun været for blyg til at vise det, ja for blyg til at vise nogensomhelst Svaghed, Karakterens eller Naturens; ikke det undskyldeligste af Livets Natside — endog for sine egne Pigebørn
Stille, rent og skjønt som hendes olje- malede Ungdomsportræt i Storesalen — saa havde hendes Liv lyst over dem alle, saalænge de kunde mindes. Brudesløret havde omhyllet hele hendes deilige Livsdag; men derfor havde hun ikke været mindre varm og virksom i Kjærlighedens Dagværk.
Ophøiet over Verden som et kvind Ideal! Ingen havde seet hende utaalmodig; ingen forsulten; ingen sjusket og halvpaaklædt, end ikke en Tjenestepige. Ingen havde seet hende heftig; selv naar Lillemor uforvarende var styrtet ind og havde forstyrret hende i
[250]Middagssøvnen, var hun bestandig vaagnet op med sit yndige Smil
Ja selv den sidste Dag, da hun mildt havde sagt til Præsten, at hun nu helst vilde være alene med sine Børn, og Sønnen kom ind, saa man et blygt Vink med Øiet for at det gule, rødblomstrede Silkesprede skulde rettes og glat- tes paa. Det gule, skinnende Silkesprede, som havde været hendes Brudekjole og som til det sidste skjulte denne blyge, flygtende Sjæls Hylle.
Lillemor havde været i Byen og mødt Wi- beke, som var hentet ved Telegrafbud. Og da de kom listende op Lofistrappen paa Ta hørte de Willem Berendt læse høit for sin Moder:
erne,
«Nu har jeg fundet det jeg grundermit Salighedens Anker paa.den Grund er Jesu Blod og Vunder,hvor den før Verden skabtes laa»
Solen stod ind i Værelset og blinkede i Glasset paa Sagens og Christies Lithografi som hang paa Sengevæggen i brune Rammer. Og under laa Moderen og smilede saa yndi og sagde bare «Ja, ja» til dem som til Præsten.
Og saa vendte hun sine tindrende Øine talende mod Himmelen — og Willem Berendt
[251]pegte op med Hi vende Røst
-Vi tror paa Syndernes Forladelse, Kjødets Opstandelse og det evige Liv. — Vi mødes igjen, Mor!»
Da var det som alt gik rundt for Lillemor. Her foran Dødens Port blev de andre saa store, og hun selv saa liden. Hvad skilte dem ad? Havde ikke hun skilt sig fra sin fromme Moder og Broder — og gjort dem hende, som gik frimodige ind for Guds Dom?
Hun tryglede og bad dem om Forladelse, og Moderen smilte saa saligt og lagde Haanden paa sit Kjæleharns Hoved.
cFaar jeg Lov,» hviskede Sahl i Dør Og saa kom han ind og sad som en Fader ved Leiet med alle de tre andre Skuldrene.
Og saa læste han Berendt Willems Lig- salme, mens Taarerne trillede. Han var netop færdig, da Louise tog dem alle i et deiligt, uforglemmeligt Blik — og det lyse, rene Liv var rundet ud, saa stille som det var levet, — Ingen fik se hende kjæmpe, end ikke i Døden.
anden og sagde med skjæl-
ygtsomme for
ængende over
Hverken Petrikke eller Dorthe kunde faa Sahl ned til Aftensbordet. Willem Berendt
[252]maatte selv op. Han fandt ham opløst i
«Jeg maa betro mig til dig, kjære Ven for dig vil jeg ingen Hemmelighed have. — Jeg har elsket hende, fra hun var atten Aar; Gud forlade mig min Synd — aa nei, det var ingen Synd; for Gud i Himmelen ved, at jeg har elsket hende, som Guds Engle elsker i Himmelen. Hun var altfor god til mig, — men hun passede til din dyrebare Fader. Gud ske evig Lov og Tak, nu er de samlede i Himmerigs Glæde.»
XXXXV.
Nei, hvor Døden forbinder. Man taler om, at den skiller. Ja — den skiller fra én, men forener med mange.
Lillemor syntes, hun aldrig havde været saa glad i sin Familie før. Og saa fuld af Kjærlighedens Tillid som hun med et var bleven! Bare hun kunde glæde og opmuntre dem alle!
Allerede Begravelsesdagens Aften satte hun sig ved det gamle, spinkeltonede Spinet og sang: «Alles Fader, du som er i Himlen — og saa: «Naar mit Øie er lukb»; just de Sange,
[253]som glædede Sahl, og som derfor glædede Wil- lem Berendt og Wibeke.
Præsten nævnte fast en Programsalme, som hun heller burde synge. Men hun svarede med van Geldersk Selvstændighed, at hun nu helst vilde synge det, som glædede hendes kjære,
æste Aften sang hun: «Min fjortende Vaar knapt jeg skued» af «Josef i Ægypten»; og jamæn gled hun ikke tilslut bort i «Venskab er violet — sig mig hvor findes det; Sahl gik hen og kyssede hende paa Hovedet; og alle var lykkelige, for de følte en ny Tid i Opgang.
Tredie Dag sang hun og Wibeke de gamle Duetter, som Moder og Datter før havde sunget; og den Gud, som ser i Løndom, hørte fire Hjer- ters Tak, at han vendte selv Sorgen til Gavn
og Glæde.
En Tid senere slog hun sandelig Spille- bordet op og bad dem venligt om at tage sin Whist som i gamle Dage; hun skulde gjerne tage Moderens Plads.
Og dog var hun ikke mindre religiøs, det kunde hun med god Samvittighed lægge frem baade for Gud og Præsten.
Han brugte meget myndige Ord. Men nu var hun saa fast, at hun taalte dem. Ja, hun
[254]magtede endog at gjengjælde hans Mistillid med Mildhed og Overbærenhed; for hun skulde al- drig glemme, hvad hun sky
Men senere samme Høst sendte Willen Berendt hende til Kristiania, hvor Wibeke nu boede, at hun kunde udvikles og lære mer Musik og Sang «Skriv om alt, Lillemor, og sig fra, hvadsomhelst du ønsker eller trænger. Jeg vil gjerne være baade Far og Mor for dig, saalangt jeg kan. Hvad mit er, er
Han og Sahl skulde støtte Og det gjorde de trofast, naar van Gelder ikke var der nord eller paa Skolen.
Skolen besøgte h: Fader sine Børn. Tkke mindst under Fritimerne, naar de nye, praktiske Fag dreves.
Alt hvad Landhandleriet indbragte, var i Taushed bestemt for Skolens Tarv; og alt hvad Bageriet indbragte, gik til Ungdommen, til Bibli othek, Festivitetslokale med Piano i og til Foredragsholdere.
dte ham
anden hjemme.
» nemlig daglig, som en
Hvilken stiltiende Trumf spillede han ikke da hans unge Ven Arnoldus Reimers første Gang kom ud for at læse høit af Brand og de unges Forbund.
Selv Fjeldskjærringer kom roende i Kirke- . med Salmebog og Lommedug i Haand.
ud mod Præsten
[255]Og da Reimers steg paa <Katættet» og bukkede, lettede gamle Brigt sig høfligt igjen og bukkede tilbage. Da reiste baade Fanehuer og Fjeldsogninger, Kvinder og Mænd paa sig og så" truværdigt: Goddagjen!
Men Formændene, Lærerne, Kontoristern Bageren og Karnelis, de kom en Aften ugent- lig i Selskab i Hovedhuset og blev friere og friere.
Og van Gelder spillede Billard med dem, musicerede taalmodigt med en Kvartet af dem eller spillede Klaver for dem og glemte aldri at glæde Sahl med den gamle Figaro.
Og Sahl fortalte dem alle sine fortrinlige Historier, helt op til Rognlasten og Krigsaarene, og aldrig havde han havt saa taknemmelige Tilhørere.
Aarene var udmærkede for Fabrikke: og van Gelders Tryghed paa sin Opgaves Løs- ng steg i den Grad, at han en Samlingsaf først slog de svære Døre op til Kongeskabet og siden laaste op Stabursdøren — og førte sine Officerer ind i Traditionerne. Og alle følte, at han ikke gjorde det af Stolthed, men for at dele med dem, det som kun skulde og kunde eies sammen : Fortidens Minder og Frem- tidens Haab.
e
[256]XXXXVI.
Gamle Sahl sad paa sit store Kvistværelse. Vinduerne var aabne i Sommervarmen.
Slyngroserne stak sine Grene frem fra Væg- gen udenfor, og Lysthuset tegnede sin Ottekant og sit Taarn mod Granholtet ved Sørevaag
Ræven listede fremdeles udover Fløien, og Anden Jettede fremdeles paa Vingerne.
Det var saavidt, han gjennem Granerne kunde skimte det hvide Hus, hvor Berendt Willem og Louise havde begyndt sit ædle mliv, og hvorfra nu Skolebørnenes glade Sang lød.
Han var bleven gammel nu Sahl. Endelig kunde han hede «Gamle Sahl> med Rette.
Dobbelthagens Velmagtsdage var forbi. Huden hang og slang nedover Halsen som en tom Hid.
Han reiste sig fra Papiret, saa paa den Pibe, han holdt i Haand, og smaasnakkede med sig selv Min kjære Jan Sahl, du er vel ikke en Slave af.din Tobak,» og dermed lagde han Piben dybt under en Avishoug paa Chatllet.
Derpaa satte han sig atter til sit Arbeide, Ikke mange Minutter ad Gangen; det var Synd
[257]at sige. Snart reiste han sig for at vaske de store, haarede Hænder, en Yndlingsbeskjæftigelse, han længe havde grebet til, naar han trængte Afvexling; snart reiste han sig for at se paa Kalenderen; snart for at følge Billederne rundt Væggen
For Willem Berendt vidste vel, hvad Bil- leder han havde prydet den gamles Væg med.
Det var Kobbere af de revolutionæres For styrelse af Kongegravene i St. Denis, Dauphins smertelige Bortførelse fra Dronningen og Ned- rivningen af Ludvig XIV's Statue paa Ven- domepladsen. Saa havde han: de majestætiske Kobbere af D. Ivarus Rosenkrantz og den norske Feltmarechal Printz Carl af Hessen Og saa de tre Oljemalerier af chinesiske Fac- torier, som Sahl selv havde ført hjem, og hvorpaa man saa alle europæiske Skibe komme ud eller ind under Flag.
Og endelig det store Billede af Grønlands- fangsten: Vis vincitur arte 1. Martii 1777. Danske, hollandske og engelske Hvalfangere mellem fantastiske Isklipper. Navnene stod tydelige nok i de høie, forsirede Speil; der var den bergenske:eller van Gelderske, med Navnet «Willem Berendt» efter Tipoldefaren; og der
var den kjøbenhavnske, Graf Thott; og der var 17 — Cargadør Sal
[258]den engelske, Princess of Wales: og endelig den hollandske, de hoopende Visser
Sæl laa døde og levende rundt paa Fla- gene. Matroserne lemmede en firkantet Hval og laljede op svære Længer af Spækket og lange blaa Barder. Og Blodfloden lyste i lange grelle Striber over Billedet.
Og saa kom Petrikke med Formiddags sokkerladen, og Dorthe med et Tæppe te ligge over Knæerne hans», for at ikje det skulde trække paa ham fra Vindøierne.
Og saa skulde han hen i alle Almanak- kerne, for han undredes paa om det var i 57 eller 47, at det var ligesaa varmt paa 4de Juli — for det var jo en Mærkedag, gamle Cancel- lieassessor Bermans Geburtsdag.
Han skrev ikke mange Linjer om Dagen, gamle Sahl. Men saa skrev han i Pompadour- stil, med Slyng og Slæng — og hvad han skrev, var hans Livs Testamente.
Det var Slægtregistret til den Familie, hvis trofaste Beundrer og Berømmer han havde været Livet ud
Nu var han færdig — og hver sit Exem- plar skulde de have, Willem Berendt og Wibeke og Lillemor
Det var allsa:
isse tre ædle, unge Venner.
[259]Og saa deres uforglemmelige Fader, hans Fætter og Ven: Berendt Willem van Gelder, født 1796 som han selv; hollandsk General konsul o. s. v.; gift med Louise Ruge. Gud velsigne dem i deres Grav
Og Gamle-Generalkonsulen, Onkel Willem Berendt; hans faderlige Ven og Beskytter; Rid- der af nederl. Løveorden og Dannebroge, gift med Modesta Berman; født 1760, død 1828 paa Kloster; skjænkede Byen Kanonerne til sit Forsvar mod Engelskmændene o. 5. v
Hans Far igjen var Berendt Willem van Gelder, født 1728 og død 1791, hollandsk Ge- neralkonsul. Agent 1780. Borgerrepræsentant og Opretter af Legatet; forærede Nykirken dens indre Dekoration; gift med sin Kusine, Wibeke van Gelder.
Hans Far, Willem Berendts Tipoldefar alt- saa, var Willem Berendt van Gelder, født 1898 og død 1780; hollandsk Konsul; en af de 16 delegerede Mænd i 1733; Borgermester 1760; boede i Rosenkrantzgaarden (Murhvælvingen); var som ung med blandt de Borgersønner, der escorterede Christian d. 6te under hans Ophold i Bergen. Han kjøbte Kloster i 1744 og var gift med Karen Lindegaard.
Hans Far, Tip-tip-oldefaren altsaa, var Be-
[]rendt Willem van Gelder, født 1668; Agent, en af de 16. (se Ole Camstrups poetiske Sager og Relation over Christian d. 6tes Ophold i Ber- gen). Gift med Cornelia de Lange,
Tip-tip-tip-oldefaren var Willem Berendt van Gelder, født 1632; Kjøbmand og Opretter af det van Gelderske Fattighus i Byen; gift med en hollandsk Dame, Antje van Hoogendorp.
Og hans Far endelig, Tip-tip-tip-tip-olde- faren, var Berendt van Gelder, født 1590, Kjøb- mand «af et allerede dengang gammelt og an- seet Handelshus»
Højere kom gamle Sahl ikke i dette trods alt hvad han havde klavret i de genealo- Trapper og rodet paa Slægternes Mørk-
lofter
Han ledte efter Piben; huskede sit store Selvfornegtelsesforsæt og gik istedet hen og vaskede sine haarede Hænder for fjerde Gang.
Satte sig saa atter for sine tre store Doku- mentark og skrev, efter en Betænkningstid, paa de to, som Smaapigerne skulde have, under Broderen Willem Berendts Navn:
<Sin uforglemmelige, salig Faders værdige Efterfølger; Klosters og Familiens Hoved og Hjerte ligefra sit 23de Aar.»
Men de maatte bare ikke vise ham selv det,
[261]Han begyndte atter at lede efter Piben. der stak jo Mundspidsen frem under Aviserne.
<Hvad siger Jan Sahl? Ikke røge nu! Herre over sine Lidenskaber; at de ikke skal blive Herre over ham!»
Og saa en Stund efter: <Ja nu, min kjære Jan Sahl; nu, da du har sect, at du kan sige Nei, hvorfor skulde du da længer negte dig en Gave, som den Algode lader gro til Menneskets Glæde?»
Og saa stoppede og tændte han sin Pibe, mens Freden leirede sig som Røgringerne om en lykkelig Olling.
En rød Slyngrose tittede ind Vinduet; en lodden Humle gjemte Og en stor, lodden Humle sad i Gyngestolen og summede paa en Stump af en aflagt Danse- melodi, som de gamle kaldte Figaro — og gjemte sig i lyse Minders Rosenblade. lem Berendt kom fra Skolen
ig summende i den.
Præsten og VW langs Havegjærdet. jahl hørte Willem Berendt sagde: «Men se nu, hvor alt gaar fremad ; det er Oplysning, som trænges; skulde det ikke kunne være ret at tænke saa?»
sDet er Kristendom, som trænges,» hørte . han Præsten sætte fast i, cellers falder al Kultur.»
[262]Sahl gjorde sig hurtig færdig til at gaa ned og vaskede for sidste Gang sine Hænder.
Han fandt Præsten alene; Willem Berendt var gaaet nord. Men Præsten fortalte ham forarget, at van Gelder havde sagt Nei til hans Bøn om en Gave til Sognets nyoprettede Indre- mission — trods det gode Exempel, han havde foreholdt ham, at Enkemadam Ramsvig havde givet 20 Daler.
Nils i Ramsvig var nemlig død; og Enken, som nu hed Madam Ramsvig, havde overladt sin fordærvelige Handel til Sønnerne og givet 20 Spd. i Aflad for de Blodpenge, hun og hendes gjorde sig tilgode med
Da kunde Sahl ikke tie:
<Bedste Hr. Pastor! kjendte De van Gelder, vilde De ikke nævne ham i samme Aandedræt som Nils i Ramsvig sin Familie; han har holdt for god til at holde deres skidne Skillinger frem i Lyset for Dem.»
sMadam Ramsvig læser sin Bibel hver Dag, det ved jeg.»
Og jeg, som intet ved,» gjentog Sahl med hellig Varme, «jeg er endnu sikrere paa, at van ielder læser sin Bibel hver Dag; men han sige: det ikke til et eneste Menneske, for han gjør det ikke for Mennesker, men for Gud. — Og
[263]lever han efter det, han læser. — Præst, Præst — De aner ikke, hvad Mand han er. — Men der kommer han i Alleen! Nu taler vi om noget andet! Tro mig, kjære Præst, alt er godt og Willem Berendt det bedste Menneske i Verden.»
XXXXVII.
Næste Sommer — det var 1872 — laa Sahl pan det sidste. Van Gelder, fulgte Præsten op paa hans Værelse. Han havde som en instinktmæssig Frygt for, at Præsten skulde være nærgaaende mod hans kjære, faderlige Ven. «Goddag og velkommen, kjære Hr. Pastor! Tusenfold Goddag og velkommen.» «En god Dag!» præciserede Præsten dyb- tænkt. San satte han sig og kremtede nogle Gange. «Hvad er nu Deres Trøst og Tro, som De vil dø paa da, gamle Sahl?» spurgte endelig sten Da aflagde kjendelse.
Va
Da aflagde Sahl høit og bevæget sin Bekjendelse
[264]Jeg vil dø i den samme Tro som uforglemmelige Ven og Fætter van Gelder.»
H| store Hoved og saa paa Willem Berendt med sin store, gjennem tre Generationer krystalliserede Hengivenhed.
Præsten kremtede og tog paa at vise ham, at hans sidste Bekjendelse burde støtte sig til Herren og ikke til noget Menneske.
«Vi er ikke uenige, kjære Præst, bed for mig — og læs af den hellige Skrift for mig: jeg er enig i hvert Ord og taknemmelig for hvert Ord; men lad mig faa Lov i fuld Over- ensstemmelse dermed at gjentage
Jeg vil dø i den samme Tro som min uforglemmelige Ven og Fætter van Gelder.»
En Stund efter vendte han sig igjen til Willem Berendt og sagde
cAa nei, aa nei, hvor godt jeg har havt det; og hvor godt vi har havt det sammen; og hvor snille baade Gud og Mennesker altid har været mod mig; og hvor delligt det har været at leve — ja hver eneste Dag, du. Alt har været godt, Miskundhed og godt alle mit Livs Dage.»
Præsten var reist. Willem Berendt sad i Sabls Vindu og saa Aflensolen gylde Gran- toppene, lægge Grønglans over Græsmatterne
-
[265]og Rosenglød over Knauserne — da hørte han det store Barn hviske høiere end det selv forstod.
<Du gode Gud og Frelser! lad sove ind i dine Arme i Aften, saa min kjære unge Ven ikke skal behøve at vaage inat; han
fan
XXXXVIII.
«Langsomt og høitideligt,» sagde van Gelder til de tre Bymusikanter, som gik foran Lig- følget. De spillede den gammeldagse Figaro, hvis Toner havde fulgt gamle Sahl hele Livet igjennem.
Lys og freidig gik van Gelder bagefter Det var ham, der saa ud som Troens Mand: Præsten saa mere ud som den nøgterne Di- plomat.
Og alligevel vardette Præstens Thema: «Uden Tro er det umuligt at behage Gud.» Ikke et Ord om den kjære Afdøde, skjønt hver ventede, at han ogsaa skulde være lidt af en Tolk for den Hengivenhed, hvormed stort og smaat hang ved den Afdøde. Ikke et Ord — og alligevel mellem Linjerne en kold Fornem-
[266]melse af Præstens Misti lige Habitus:
Men da Præsten var færdig, stod van Gel- der, før han selv vidste af det, lys og fast paa Gravbakken med Hatten i Haanden:
<En Tak til Alle, som har vist vor kja gamle Sahl den sidste Ære! Og saa bare et Ord tilslut!
Mange vil vist sige, at gamle Sahl intet efterlod sig — men det er ikke sandt. Han efterlader sig en stor Arv, et Minde om Nøi- somhed og Tilfredshed, Uegennyttighed og F' sonlighed, Enfold og Venskab — ja et Venskab, som lyser mer end Guld. Si
voxer ikke op igjen i vor Tid — man kunde kanske være berettiget til at spørge: hvorfor ikke?
Maatte hans Arv aldrig ødes, men bære rige Renter, fornemmelig paa Kloster og Udvæ hvor den er nedlagt.
Slægt efter Slægt har han elsket med sit store, store Hjerte; Slægt efter Slægt skal elske ham igjen og sige: Hans Liv var som et Sol gangsveir i Leden.»
id til Afdødes aande-
nne Venner
[267]Men ved Sahls Begravelse var det sidste Gang, Præsten var paa Kloster i Embeds Med- før. Ugen efter tiltraadte han sit nye Embede i Byen, hvor der var mange Præster, og hvor de fleste repræsenterede samme Retning som han.
Han havde ikke virket ret længe sammen med sine Kolleger, specielt i Skolekommissionen, før han greb sig i at være mere frisindet end dem og at nærme sig nok saa meget til van Gelders Bestræbelser
Endnu noget senere kunde det hænde, at han tog frem sine skriftlige Udkast og hoved- rystende læste sine Indlæg fra tidligere Aar rev jeg virkelig saa ensidigt? Ja ja — over- for min daværende Kollega og paa det Sted var det vel saaledes nødvendigt.
Ude paa Kloster tog baade Virksomhed og Dygtighed til. Men samtidig voxede ogsaa Lysten til Luxus, Overdaadighed og Fornøielser. Særlig om Søndagen, naar Dampskibe og Kjøre- vei hjalp Byungdommen til at komme ud og føre an, saa det saa galt ud, at van Gelder i Skolen gribende kunde formane til Gudsfrygt og Nøisomhed.
Hans Øie speidede uvilkaarligt efter enhver Hjælp til at befordre kristelig Aand i Skole og Hjem.
må
[268]Og naar han om Søndagen gik paa Altanen og saa Ungdommen fare opover de store Skoge, som var hans Hænders Værk, eller seile ud efter Leden i Flok og Følge, men bare en eneste. fattigslig Færing med tre Kvindfolk og en Mand roede til Kirke, da kunde han se saa vemodigt efter dem og sige: «Der var meget i, hvad den forrige Præsten kjæmpede for — og han var baade en Mand og en Guds Mand.»
Og jamæn begyndte ikke gamle Anders Jondal en Mandag Morgen at tætte den gamle, gisne Vingebaaden, som stod i Fjæren under det 8-kantede Dueslag. Og saa kom Maleren og gnissede paa den — og paa Vandet blev den lagt, for atter at være Kirkebaad for van Gelder sine : Willem Berendt, Lillemor og hen- des Forlovede.
For om Høsten var Lillemor kommet hjem med ham. Just som Kaptein Lysgaard laa ankers udenfor med Korvetten og ventede paa Prins Oscar. Tre Flag vaiede i Rad paa ydre Hougen haade for Prinsen og for Lillemor. Og Officererne stod paa Dækket og satte for- undrede Kikkerten paa dem.
«Tænk ikke faa't Union ind endda, Gut! raabte de fornøiede til hverandre. <Jadden er her mange gamle, aflægse Hul hervester.»
Appendix A
- Rechtsinhaber*in
- ELTeC conversion
- Zitationsvorschlag für dieses Objekt
- TextGrid Repository (2023). Norwegian ELTeC Novel Corpus (ELTeC-nor). Cargadør Sahl: skildringer fra de gamles liv i Bergensleden ELTeC-utgaven. Cargadør Sahl: skildringer fra de gamles liv i Bergensleden ELTeC-utgaven. European Literary Text Collection (ELTeC). ELTeC conversion. https://hdl.handle.net/21.T11991/0000-001D-3F58-9